Kendelse af 22-09-2017 - indlagt i TaxCons database den 28-10-2017

Faktiske oplysninger

Klageren underskrev den 29. november 2007 sammen med [person1] et lånedokument som selvskyldnerkautionister. Lånet vedrørte en driftskredit med kreditmaksimum på 300.000 kr. for [virksomhed1] ApS.

Om [person1] er oplyst, at han er taget under konkursbehandling i 2015, og at han i 2016 har fået gældssanering.

Af udskrift fra Erhvervsstyrelsen vedrørende [virksomhed1] ApS fremgår, at konkursdekret blev afsagt den 28. april 2009, og konkursbehandlingen blev afsluttet den 21. september 2010. Af regnskab for 2007 fremgår, at selskabet pr. 31. december 2007 havde en negativ egenkapital på 1.347.882 kr.

Ifølge udskriften indtrådte klageren den 12. januar 2008 i bestyrelsen som formand.

Som følge af en fejlskrift fra [finans1] A/S nægtede klageren og [person1] at indfri driftskreditten på det tidspunkt, hvor banken gjorde kautionsforpligtelsen gældende.

Ved dom af 5. maj 2010 fik banken medhold i, at klageren og [person1] inden 14 dage fra domsafsigelsen in solidum skulle betale 310.193,70 kr. med tillæg af 9,5 % i rente fra den 29. april 2009.

Klageren betalte i 2010 såvel sin egen andel af lånet med 173.066 kr. og som følge af den solidariske hæftelse betalte han tillige [person1]’ andel med 177.177 kr., idet [person1] ikke havde betalt sin andel af gælden.

Klageren har den 15. april 2015 anmodet om genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2011, idet han ønsker fradrag for tab med 310.194 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet at godkende fradrag for tab på fordring i indkomståret 2011, jf. kursgevinstlovens § 14 på grund af manglende dokumentation. Yderligere er fordringen opstået i 2010, hvorfor fordringen er forældet, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

SKAT har vedrørende indkomståret 2015 udtalt, at klagerens krav mod [person1] indsendt den 17. december 2015 ikke kan føre til fradrag for kravet i 2015. Ifølge realisationsprincippet vil et eventuelt tab kunne henføres til det tidspunkt, hvor fordringen er tabt. Klageren har ikke overholdt konkurslovens regler om indsendelse af krav imod [person1]’ konkursbo. Klageren anses derfor for ikke at have overholdt fristen på 4 uger i henhold til konkurslovens § 128.

Klagerens opfattelse

Klageren har påstået, at han har fradrag for tab med 310.194 kr. Subsidiært har han påstået, at han har fradragsret for 50 % af tabet svarende til betaling for [person1]’ andel af gælden.

Klageren har gjort gældende, at regreskravet er søgt inddrevet, dels adskillige gange mundtligt, dels efterfølgende i forbindelse med [person1]’ gældssanering, hvor fordringen er videregivet til [virksomhed2].

Klageren har anført, at det ikke har været muligt for ham som privatperson at konstatere, på hvilket tidspunkt [virksomhed1] ApS blev opløst. Det er imidlertid efterfølgende kommet ham til kundskab, at [person1] efterfølgende er gået konkurs med flere selskaber. Dog først personlig konkurs i 2015.

Det er klagerens opfattelse, at det efterfølgende blev almindeligt kendt i [by1], at [person1] ikke havde betalingsevne. Hans personlige konkurs i 2015 og gældssanering i 2016 understøtter blot dette. Hvorfor foretage retslige tiltag mod [person1], når dette ville stride mod almindelig fornuft for en privatperson - og blot have forøget tabet uden udsigt til gevinst.

Fordringen anses for dokumenteret, og tabet er derfor fradragsberettiget.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Klageren har ikke fradragsret for betaling til egen kautionsforpligtelse, idet tab af den omhandlede karakter falder uden for rammerne af en naturlig driftsrisiko ved drift af et selskab, og der er derfor ikke fradragsret herfor i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Fradrag for en udgift i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, forudsætter, at der er en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af den skattepligtige indkomst. Endvidere anses betalingen for omfattet af statsskattelovens § 5 som betaling af gæld.

Af den nuværende kursgevinstlovs § 14, stk. 1, der har virkning for fordringer, gæld og finansielle kontrakter, der erhverves henholdsvis påtages den 27. januar 2010 eller senere, fremgår bl.a., at tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 2 og §§ 15, 17 og 18.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 25, stk. 1, at gevinst og tab på fordringer og gæld, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres.

Klageren har ikke fradragsret for sit tab i medfør af kursgevinstlovens § 14, idet fordringen på stiftelsestidspunktet, der kan fastsættes til det tidspunkt efter afsigelse af dommen den 5. maj 2010, hvor han betaler sin andel af gælden til banken, må anses for at være uden værdi. Der er lagt vægt på, at der blev afsagt konkursdekret over for [virksomhed1] ApS den 28. april 2009, og selskabet ophørte den 21. september 2010.

For så vidt angår klagerens regresfordring mod [person1], der opstod i forbindelse med hans betaling af [person1]’ andel af gælden, er der ikke fradrag for det herved opståede tab. Der er lagt vægt på, at klageren ikke ses at have dokumenteret, at han har forfulgt sit krav mod [person1], hvilket er en betingelse for at opnå fradragsret.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.