Kendelse af 08-03-2019 - indlagt i TaxCons database den 07-04-2019

Faktiske oplysninger

Klageren arbejdede i indkomstårene 2012, 2013 og 2014 ved [virksomhed1] ApS (herefter selskabet).

Af klagerens ansættelseskontrakt fremgår, at han tiltrådte den 1. maj 2011, dog med anciennitet fra den 1. april 2008. Klagerens titel var reklamemontør. Lønnen udgjorde 12.586 kr. pr. måned, og klageren arbejdede deltid (mindst 15 timer). Det fremgår endvidere af kontrakten, at klageren udførte sit arbejde i privatbil.

Selskabet udbetalte i de påklagede indkomstår henholdsvis 122.571 kr., 115.430 kr. og 82.368 kr. i skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B. Det svarer til, at der er udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse for henholdsvis ca. 52.000 km, 50.560 km og 39.000 km, dvs. i alt for ca. 141.560 km.

Af klagerens lønsedler for indkomstårene 2013 og 2014 fremgår følgende om udbetalingen af den skattefri befordringsgodtgørelse:

Der er fremlagt kørelister for indkomståret 2013, hvor klagerens navn, dato for kørsel, rute og antal kilometer fremgår. Ruterne fremgår f.eks. som ”Jylland 4 ([...]) eller ”Rute 2 ([...]) og er således ikke angivet med adresser eller eventuelle delmål, ligesom det ikke fremgår, hvor klageren er kørt til og fra. Det er markeret, om kørslens formål har været opsætning eller kontrol, ligesom kørelisterne er underskrevet af klagerens arbejdsgiver. Det fremgår ikke af listerne, hvilken sats der er anvendt, eller hvordan den skattefrie befordringsgodtgørelse er beregnet.

SKAT har oplyst, at der er fremlagt en liste over ”ruter” med oplysning om antal kilometer, som ruten er opmålt til, f.eks. således:

Af kørelisterne for indkomståret 2014 fremgår klagerens fornavn, dato for kørsel, arbejdsopgaven, start- og sluttidspunkt, samt kilometertællerens udvisende fra start og slut. Det fremgår ikke, hvor klageren er kørt til og fra, hvilken sats der er anvendt, eller hvordan den skattefrie befordringsgodtgørelse er beregnet. Det fremgår af listerne, at klageren i de fleste tilfælde er kørt i bilen med registreringsnummer [reg.nr.1]. Der er gjort plads på listerne til, at de skal godkendes af arbejdsgiveren med underskrift og dato. Listerne er dog ikke påtegnet.

Repræsentanten har oplyst, at klagerens arbejdsgiver havde problemer med at administrere udbetalingerne af skattefri befordringsgodtgørelse, idet der i flere tilfælde er ”sjusket” med godtgørelserne og udbetalt efter forkerte kilometerantal og forkerte satser. Det er endvidere oplyst af repræsentanten, at arbejdsgiveren har udbetalt godtgørelserne efter planlagte ruter i stedet for de udfyldte kørelister pr. ansat.

SKAT har oplyst, at klageren i indkomstårene 2012, 2013 og 2014 havde følgende biler til rådighed:

SKAT har ud fra bilernes synsrapporter beregnet, at de to varebiler har kørt i alt ca. 98.000 km i perioden fra den 1. januar 2012 til den 31. december 2014.

SKAT har anset personbilen Toyota Avensis for anvendt til privat kørsel. Ud fra synsrapporterne har bilen kørt i alt ca. 24.240 km i perioden fra den 1. januar 2012 til den 31. december 2014. Når ca. 8.000 km pr. år skal henregnes til privat kørsel for de tre biler, svarer det til, som anført af SKAT, at bilen har dækket klagerens private kørselsbehov.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med i alt 320.369 kr. for indkomstårene 2012, 2013 og 2014, idet SKAT har anset den udbetalte befordringsgodtgørelse som værende skattepligtig.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

”Efter ligningslovens § 9, stk. 5, skal godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B eller for rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9 A eller § 31, stk. 4, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Skatterådet. Godtgørelsen er i så fald skattefri.

Ligningslovens § 9 B, stk. 1, omfatter udgifter til følgende befordring:

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren/hvervgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil. Det fremgår af § 2, stk. I, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, blandt andet

Stk. 2. Bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde:

Vi mener ikke, at selskabet har ført den fornødne kontrol med, at de skattefrie kørselsgodtgørelser der udbetales, stemmer overens med den faktiske kørsel. Det begrunder vi med, at

Det bemærkes endvidere, at der ifølge vores beregninger, ikke er sammenhæng mellem dine bilers antal kørte kilometer og de kilometer der er udbetalte som skattefri kørselsgodtgørelse.

Samlet må det på grund af ovenstående beskrevne forhold konkluderes, at arbejdsgiver ikke kan have ført den fornødne kontrol med udbetalingerne af de skattefrie kørselsgodtgørelser, og at konklusionen heraf er, at de udbetalte beløb i sin helhed er skattepligtige.

Det fremgår både af Juridiske Vejledning samt Bekendtgørelsen, at hele beløbet anses for personlig indkomst, hvis betingelserne ikke er opfyldt.

Vi mener derfor, at udbetalte skattefrie kørselsgodtgørelser, skal anses som personlig skattepligtig indkomst efter Statsskattelovens § 4.”

SKAT har i høringssvaret udtalt:

”Uagtet om personbilen Toyota Avensis er anvendt erhvervsmæssigt ændrer det ikke på, at der er udbetalt skattemæssig kørselsgodtgørelse for væsentligt flere kilometer end bilerne har kørte i 2012-2014. Samtidig bemærkes det, at privat andel af bil sættes til minimum 8.000 km pr. år.

Ved gennemgang af modtagne lønsedler for 2. til 10. måned 2014 og køresedler/arbejdssedler for 4. til 10 måned bemærkes det:

Vi mener ikke, at betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B er opfyldt.

Vi vurderer, at den i klagen beregnede befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 C, kan imødekommes.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat principal påstand om, at den udbetalte befordringsgodtgørelse for indkomstårene 2012-2014 skal anses som værende skattefri.

Der er fremsat subsidiær påstand om, at en nærmere godtgjort del af de udbetalte godtgørelser må anses som skattefri.

Mere subsidiært er der fremsat påstand om, at klageren er berettiget til at foretage fradrag for sin kørsel efter ligningslovens § 9 C, således at der for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 godkendes et ligningsmæssigt fradrag på henholdsvis 25.247 kr., 25.695 kr. og 13.706 kr.

Der er til støtte for påstandene anført:

”Til støtte for den principale påstand skal vi gøre gældende, at [person1] gennem årene har udarbejdet og indleveret ugentlige køresedler i forbindelse med den erhvervsmæssige kørsel. Dette fremgår bl.a. af bilag 2, for så vidt angår indkomståret 2014. Han har således fået udbetalt kørselsgodtgørelserne i god tro om, at arbejdsgiver i alle årene har udbetalt godtgørelserne efter de gældende regler og satser.

Af køresedlerne for 2014 fremgår det samtidig, at [person1] foruden sine to VW Touran'er (reg.nr. [reg.nr.2] og reg.nr. [reg.nr.1]) har anvendt familiens Toyota Avensis (reg.nr. [reg.nr.3]) i forbindelse med sit arbejde. SKAT's antagelse om, at sidstnævnte alene har været anvendt til privat kørsel, er således forkert.

Toyota'en blev ifølge [person1] brugt i ca. 2,5 mdr. i perioden grundet en defekt gearkasse i det primære erhvervskøretøj (reg.nr. [reg.nr.1]).

Ifølge de indsendte lønsedler har [person1] i 2013 og 2014 fået udbetalt kørselsgodtgørelser for hhv. 50.560 og 27.300 km., jf. bilag 3 og 4. Det har på tidspunktet for indsendelsen af nærværende klage ikke været muligt at fremskaffe lønsedler for 2012, men disse vil blive fremsendt som supplerende indlæg, såfremt de senere bliver fundet.

Vi mener således ikke, at SKAT har grundlag for at nægte skattefritagelse for de udbetalte godtgørelser ud fra et argument om, at de udbetalte godtgørelser overstiger den anslåede kørsel i perioden (af SKAT beregnet forholdsmæssigt ud fra aflæsning af kilometertæller i forbindelse med bilsyn).

Såfremt det ikke i tilstrækkelig grad findes sandsynliggjort, at de udbetalte godtgørelser ligger inden for de gældende standardsatser som beskrevet ovenfor, skal vi subsidiært gøre gældende, at en nærmere defineret andel af de skattefri kørselsgodtgørelser anerkendes ud fra den foreliggende dokumentation.

Som beskrevet oven for har [person1] gennem årene udarbejdet ugentlige køresedler i forbindelse med sin erhvervsmæssige kørsel - se bilag 2.

Som det fremgår af de vedlagte lønsedler i bilag 4, synes der imidlertid at være sket fejl hos arbejdsgiver, som vi i flere tilfælde kan konstatere har sjusket med kørselsgodtgørelserne og udbetalt disse efter forkerte kilometerantal og forkerte satser. I flere tilfælde har arbejdsgiver således udbetalt kørselsgodtgørelserne efter planlagte ruter i stedet for at følge de udfyldte kørebøger, og til satser som ikke i alle tilfælde har svaret til standardsatserne.

Som eksempel herpå henvises der til lønsedlerne for 2013. l januar 2013 anvendes der således en godtgørelsessats på 3,82 kr. pr. km. svarende til den maksimale godtgørelsessats for 2013. I februar anvendes i stedet en sats på 3,87 kr. pr. km. og i resten af året anvendes en sats på 2,00 kr. pr. km.

På samme måde er der i februar og marts 2014 blevet anvendt en godtgørelsessats på 2,00 kr. pr. km. Fra april til oktober anvendes en sats på 3,78 kr. pr. km. - altså mere end den maksimale sats på 3,73 kr. pr. km.

I SKAT's afgørelse burde der derfor være taget hensyn til, at [person1] i perioden har udfyldt og indgivet køresedler, men at arbejdsgiver tilsyneladende har haft problemer med at administrere udbetalingen af kørselsgodtgørelser.

For så vidt angår månederne, hvor kørselsgodtgørelsen er blevet udbetalt med en sats, som overstiger standardsatserne fastsat i LL § 9 B, bør der - særligt i lyset af arbejdsgivers fejl i forbindelse med beregningen af kørselsgodtgørelsen - tages hensyn til, at den samlede godtgørelse ligger inden for det beløb, der ville være blevet udbetalt, såfremt [person1]s kørebøger var blevet fulgt, og standardsatserne var blevet anvendt.

Som minimum bør den skattemæssige forhøjelse således reduceres med et beløb svarende til den erhvervsmæssige kørsel, som fremgår af [person1]s egne køresedler. For så vidt angår 2014 bør den skattemæssige forhøjelse således reduceres med 43.581 kr. svarende til de 11.684 km. der fremgår af bilag 2 godtgjort med 3,73 kr. pr. km. svarende til standardsatsen efter LL § 9 B for kørsel under 20.000 km.

Det har på tidspunktet for indsendelsen af nærværende klage ikke været muligt at fremskaffe køresedler for 2012 og 2013, men disse vil blive fremsendt som supplerende indlæg, såfremt de senere bliver fundet.

Hvis det antages, at forholdet mellem [person1]s egne køresedler og de køresedler [person1]s arbejdsgiver har taget udgangspunkt i for 2013, er det samme som I 2014, kan vi dog estimere et forholdsmæssigt antal erhvervsmæssige kilometer.

[person1]s egne opgørelser i 2014 svarer til ca. 43 procent af de kilometer som arbejdsgiveren har udbetalt kørselsgodtgørelser for. Anvendes denne procentandel på det antal kilometer som fremgår af lønsedlerne for 2013 fremkommer der en erhvervsmæssig kørsel på 21.639 km. svarende til en skattefri godtgørelse på 82.661 kr. efter standardsatsen på 3,82 kr. pr. km.

Som beskrevet ovenfor har det endnu ikke været muligt at fremskaffe lønsedler og køresedler for 2012. På baggrund af de udbetalte godtgørelser antages kørslen imidlertid at være i samme størrelsesorden som i 2013. En erhvervsmæssig kørsel på 21.639 km. Svarer i 2012 til en skattefri godtgørelse 82.228 kr. efter standardsatsen på 3,80 kr. pr. km.

Endelig skal vi til støtte for den mere subsidiære påstand gøre gældende, at [person1] - såfremt der nægtes bortseelse i den skattepligtige indkomst for de udbetalte kørselsgodtgørelser behandlet ovenfor - er berettiget til at fradrage sin kørsel som befordring mellem hjem og arbejde efter reglerne i LL § LL9 C.

Som det fremgår af [person1]s køresedler for 2014, har han sædvanligvis kørt til en kunde om ugen - det antages, at det samme har gjort sig gældende for 2012 og 2013. Med en gennemsnitlig kørsel i 2014 på 615 km. pr. uge svarer det til at han i både 2012 og 2013 har kørt godt 35 uger.

Efter de dagældende satser for befordringsfradrag svarer dette - med en gennemsnitlig kørsel på - til et fradrag på 25.247 kr. I 2012, et fradrag på 25.695 kr. i 2013 og et fradrag på 13.706 kr. I 2014.”

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke for godtgørelser for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet.

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads anses for erhvervsmæssig befordring ifølge ligningslovens § 9 B, stk. 1:

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 2 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13.03.2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

Landsskatteretten lægger vægt på, at de fremlagte kørelister ikke lever op til betingelserne i bekendtgørelsens § 2, idet der bl.a. mangler oplysninger om adresser, eventuelle delmål, de anvendte satser samt beregningen af godtgørelserne. Det bemærkes endvidere, at der mangler kørelister for hele indkomståret 2012, samt for månederne januar, februar og marts i indkomståret 2014. Der foreligger således ikke bogføringsbilag, der indeholder oplysninger, der muliggør, at arbejdsgiveren har kunnet føre en fornøden kontrol med antallet af kørte kilometer i egen bil. Udbetalingerne af godtgørelserne kunne derfor ikke ske skattefrit, jf. f.eks. byrettens dom i SKM2013.136.

Det forhold, at antal kilometer pr. måned fremgår af klagerens lønsedler, ændrer ikke herpå, idet der for flere af månederne er udbetalt godtgørelser for nøjagtigt samme antal kilometer. Endvidere stemmer oplysningerne på kørelisterne ikke overens med oplysningerne på lønsedlerne, og der er da også ifølge repræsentantens egne oplysninger udbetalt efter forkerte kilometerantal og efter forkerte satser. Godtgørelserne er endvidere ikke udbetalt efter de udfyldte kørelister, men derimod på baggrund af et regnskab ud fra planlagte ruter, der ikke er ført på den enkelte ansatte. Det fremgår således af sagens forhold, at arbejdsgiveren ikke har kunnet føre fornøden kontrol med, at grundlaget for udbetalingerne af godtgørelserne var i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsens § 2.

Det er fastslået af domstolene, at arbejdsgiverens kontrol er en betingelse for skattefriheden, se f.eks. TfS 1994.495Ø og SKM2001.504ØLR. Det fremgår af TfS1994.495Ø og SKM2006.229, at det ikke kan tillægges betydning i forhold til skattepligten, om udbetalingerne af godtgørelser, der senere viser sig ikke at opfylde betingelserne for skattefrihed, beror på arbejdsgiverens fejl.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, at såfremt, der udbetales godtgørelser med et højere beløb end Ligningsrådets satser, anses hele beløbet for personlig indkomst. Der ses på den baggrund ikke at være hjemmel i bekendtgørelsen til at foretage beskatningen således, at der alene sker en beskatning af det for meget udbetalte. Det følger ligeledes af SKM2006.229.

Landsskatteretten finder derfor, at det er med rette, at SKAT har forhøjet klagerens indkomst med den begrundelse, at godtgørelserne ikke kunne udbetales skattefrit.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.

Landsskatteretten finder, at der i stedet kan godkendes et befordringsfradrag på henholdsvis 25.247 kr., 25.695 kr. og 13.706 kr. for indkomstårene 2012, 2013 og 2014.