Kendelse af 18-05-2020 - indlagt i TaxCons database den 20-06-2020

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2014

Yderligere forhøjelse af omsætning

133.778 kr.

0 kr.

117.866 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren er registreret med enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] med CVR-nr. [...1]. Det fremgår af det Centrale Virksomheds Register, at virksomheden startede den 21. juni 2005. Virksomheden er registreret under branchekoden "855300 Køreskoler".

Virksomheden har selvangivet resultat af virksomhed på 200.569 kr. for indkomståret 2014

SKAT har i forbindelse med en kontrol af kørelærere modtaget oplysninger fra Kommunernes Landsforening (KL)/politiet over, hvor mange elever kørelærerne har haft til teori- og/eller praktisk prøve.

I brev af 27. juni 2014 har SKAT oplyst klageren om, at SKAT har indhentet oplysningerne fra KL/politiet for indkomståret 2013 og 1. kvartal af 2014. Endvidere fremgår det af brevet, at SKAT ville indhente oplysningerne fra 2. kvartal af 2014 umiddelbart efter kvartalets afslutning og oplysningerne for 3. og 4. kvartal af 2014 primo 2015.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at SKAT har opgjort antallet af elever, klageren har haft til teori/praktisk prøve i indkomståret 2014, til 108 elever.

Af listen fra KL/politiet fremgår det, at klageren har været registeret med 106 elever til teori- og/eller praktisk prøve.

SKAT har endvidere i forbindelse med kontrollen af kørelærere været på besøg i klagerens virksomhed den 12. september 2014. SKAT har i den forbindelse indkaldt virksomhedens regnskabsmateriale for indkomståret 2014.

Det fremgår af kvittering for SKATs besøg, at klageren har modtaget kontant betaling for ekstratimer udover lovpakken. Endvidere fremgår det, at klageren overfører pengene i banken løbende med teksten "optællinger", og at eleverne kun modtager en kvittering, såfremt de anmoder herom.

Klagerens repræsentant har i forbindelse med sagens behandling hos SKAT indsendt et nyt regnskab for indkomståret 2014. Det fremgår af regnskabet, at virksomheden havde en omsætning på 747.370 kr. ekskl. moms. Omsætningen er opdelt i en momspligtig omsætning på 623.390 kr. og momsfritaget omsætning på 123.980 kr. Endvidere fremgår det, at virksomheden havde et resultat før renter på 319.439 kr. Det fremgår af SKATs afgørelse, at omsætningen er opgjort på baggrund af indsætninger i banken.

Endvidere har klagerens repræsentant indsendt udstedte fakturaer, kontoudskrifter, kasserapporter og kvitteringer for bestilte teoriprøver og praktiske prøver.

Af de fremlagte fakturaer fremgår det, at klageren har anvendt fem forskellige salgsfakturasæt. Klageren har til SKAT fremlagt faktura 10851-10869, 1-14, 15-37, 40-50, 146-165, 167-201, 8484-8500 og 16452-16500.

Endvidere fremgår følgende indtægt af faktura 16467:

Optælling (kontant)

5.000

Optælling (døgnboks)

3.500

Optælling (døgnboks)

300

Optælling (døgnboks)

5.000

Optælling (døgnboks)

7.000

Optælling (døgnboks)

1.300

Optælling (døgnboks)

1.000

Optælling (døgnboks)

2.100

27.900

Det fremgår af klagerens kontoudskrifter, at klageren har anvendt fire forskellige konti i virksomheden. Følgende konti har været anvendt i virksomheden: [...85], [...75], [...91] og [...12].

Af kvitteringerne for bestilte teoriprøver og praktiske prøver fremgår det, at klageren har fremlagt 82 kvitteringer for bestilte praktiske prøver og 147 kvitteringer for bestilte teoriprøver i indkomståret 2014.

De fremlagte kasserapporter er nummererede 40-42 og 46-49. Af kasserapport nr. 40-42 fremgår 65 posteringer med teksten "2x45" a 650 kr. til samlet 27.650 kr. Beløbet er anført under kontokolonnen og er ikke angivet som indtægt eller udgift. Af kasserapport nr. 46-49 fremgår 84 posteringer med teksten "Køreprøvebooking" og "K.booking". Beløbene er på kasserapport 46-48 angivet under udbetalt i kassekolonnen og på kasserapport 49 angivet under indsat i bankkolonnen.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at klageren ikke har gemt køreplaner/lektionsplaner for de enkelte elever.

SKAT har fremsendt forslag til afgørelse den 24. november 2014. Det fremgår af forslaget, at SKAT foreslog at opgøre klagerens omsætning på baggrund af de modtagne lister fra KL/politiet.

Klageren har i forbindelse med sagens behandling hos SKAT anmodet om aktindsigt den 9. december 2015. Klageren har den 14. december 2015 fået aktindsigt i den anonymiserede liste, SKAT har modtaget fra KL/ politiet over, hvor mange elever klageren har haft til teoriprøve og praktisk prøve, sagsnotat samt mails modtaget fra klagerens revisor.

SKATs afgørelse om aktindsigt har ikke været påklaget til Skatteankestyrelsen.

SKAT traf den påklagede afgørelse den 15. januar 2016. I afgørelsen har SKAT forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 118.870 kr. på baggrund af det regulerede resultat i henhold til det nye regnskab samt 133.778 kr. på baggrund af skønnet omsætning.

Repræsentanten har i forbindelse med klagesagens behandling oplyst, at klageren har overtaget 20 elever fra andre kørelærere, og at eleverne har betalt for en fuld lovpakke hos den tidligere kørelærer. Ydermere har klageren haft 13 elever op til køreprøve for en anden kørelærer, som han deler lokaler med.

Repræsentanten har fremlagt en liste over 13 elever, som klageren har haft op til køreprøve for en anden kørelærer, og 5 elever klageren har overtaget fra andre kørelærere. Af listen fremgår teksten "([person2] har kørt lovpakke)... ([person1] har indstillet til køreprøve 2014)" ud for 13 navne.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens skattepligtig indkomst for indkomståret 2014 med 133.778 kr. på baggrund af yderligere skønnet omsætning i virksomheden.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

"...

En forudsætning for, at et årsregnskab kan anses for betryggende og størrelsen af den opgjorte indkomst for tilstrækkelig dokumenteret, er bl.a., at årsregnskabet er udarbejdet på grundlag af et af virksomheden ført og afstemt kasseregnskab. Der er i virksomheden ikke ført et kasseregnskab med effektive afstemninger.

Et kasseregnskab danner sammen med bogføringen grundlag for bl.a. opgørelse af skat og moms, og det er også en del af grundlaget for udarbejdelsen af virksomhedens årsregnskab.

(...)

Din revisor har opgjort din omsætning på bagrund af indsætninger i banken, jf. det foreliggende regnskabsmateriale. Der foreligger ingen bogføring af de daglige bevægelser i en eventuel kasse- rapport eller lignende, og den omsætning som nu er opgjort, stemmer ikke med den tidligere medregnet omsætning og angivet moms.

SKATs svar på "dine bemærkninger"

Du har bedt om aktindsigt, og har i den forbindelse blandt andet modtaget kopi af den liste som SKAT har modtaget fra KL/politiet. Af listen fremgår hvor mange elever du har haft til teori- og køreprøve i 2014.

SKAT har ikke efterfølgende modtaget dokumentation eller sandsynliggørelse for, hvor mange af disse elever som ikke har været dine egne.

Da du ikke på betryggende vis kan dokumentere eller sandsynliggøre virksomhedens selvangivne omsætning, og ikke har gemt køreplaner/lektionsplaner for de enkelte elever, har SKAT, med udgangspunkt i modtagne lister fra KL/politiet opgjort din omsætning for 2014 skønsmæssigt.

Ifølge modtaget liste fra KL/politiet har du i 2014 haft 108 elever oppe til teori/ praktisk prøve. På baggrund af modtagne fakturaer, skønnes det at 20 % eller 22 personer vedrører generhvervelse af kørekort. Priserne er taget ud fra modtagne fakturaer.

Omsætning er herefter opgjort således:

Alm. kørekort pakke 86 elever (108-22) a 7.795 kr.

670.370 kr.

Generhvervelse 22 elever a 1.995 kr.

43.890 kr.

Opkrævet administrationsgebyr 2 x 100 kr. x 108 elever

21.600 kr.

Skønnet ekstra køretimer pr. elev 4 lektioner a 325 x 108 elever

140.400 kr.

Leje bil køreprøve 108 elever a 650 kr.

70.200 kr.

Omsætning i alt inkl. moms

946.460 kr.

Heraf moms

189.292 kr.

Omsætning ekskl. moms

757.168 kr.

Medregnet ifølge nu indsendt regnskab

623.390 kr.

Yderligere omsætning, forhøjelse resultat af virksomhed

133.778 kr.

..."

SKAT er i forbindelse med klagesagens behandling kommet med følgende bemærkninger af 20. april 2016:

"...

Revisor anfører at SKAT ikke har tilsidesat regnskabsgrundlaget, hvorfor der ikke er belæg for at

foretage et skøn over omsætningen.

Under punkt 2.2. i afgørelse/sagsfremstilling af 15.1.2016 er anført:

"Da du ikke på betryggende vis kan dokumentere eller sandsynliggøre virksomhedens selvangivne omsætning, og ikke har gemt køreplaner/lektionsplaner for de enkelte elever, har SKAT, med udgangspunkt i modtagne liste fra KL/politiet opgjort din omsætning for 2014 skønsmæssigt"

Da grundlaget for en korrekt opgørelse af omsætningen ikke er til stede, er omsætningen opgjort på grundlag af konkrete oplysninger fra KL/polititet, hvoraf fremgår hvor mange elever [person1] har haft op til teori- og køreprøve.

På grundlag af modtagne faktura er det skønnet at 20 % eller 22 personer vedrører generhvervelse.

Det anføres i klagen at der vedlægges en liste over hvilke elever som [person1] har haft op til køreprøve fra andre kørelære. Listen er ikke vedlagt klagen.

SKAT finder det således ikke dokumenteret eller sandsynliggjort at 20 af eleverne vedrører en anden kørelærer.

Revisor anfører i klagen, at eleverne ikke ud fra listen kan identificeres, og revisor kan således ikke sammenholde listen med køreskolens egne lister. De kan derfor ikke gøre SKAT opmærksom på eventuelle fejl eller uregelmæssigheder. SKAT er aldrig blevet forelagt køreskolens egne lister, og vi har derfor taget udgangspunkt i listerne fra KL7politiet ved fastsættelsen af den skønsmæssige omsætning.

Det skal bemærkes, at listen fra KL/politiet er anonymiseret inden SKAT har modtaget denne, således at CPR-nr. er skiftet ud med et HASHCPR nummer. Det fremgår af listen, at der er flere ens HASHCPR numre som går igen, hvilket skyldes, at eleven har været til både teori og praktisk prøve, og nogle elever har været til flere prøver. Dette er der er taget højde for ved optælling af henholdsvis antal lovpakker og antal generhvervelser. Der skal bemærkes, at der kan sorteres i listen, således at transaktionerne for hver elev kan samles.

Det er korrekt at den enkelte elev ikke kan identificeres ud fra listen. Det fremgår af listen hvor mange elever der har bestået/ikke bestået, samt hvilken dato.

Såfremt køreskolen havde gemt lektionsplanerne for hver enkelt elev, (skal gemmes i 5 år) eller havde gemt kalender m.v. kunne køreskolen have identificeret eleven. Revisor oplyser at køresko­ len har en liste over deres elever. Denne liste er ikke indsendt til SKAT.

Revisor anfører endvidere, at SKAT ikke har overholdt forvaltningslovens § 19 stk. 1.

Det skal bemærkes, at [person1] ved skrivelse af 22. juni 2014 er blevet gjort opmærksom på at SKAT har kontroloplysninger fra politiet. Listen har endvidere været fremvist ved mødet i virksomheden den 12. september 2014, hvor der blandet andet blev foretaget stikprøvekontrol af omsætningen for perioden 1.1 - 30.6.2014.

Det er derfor vores opfattelse, at alle relevante oplysninger har været fremlagt for sagens endelige afgørelse.

..."

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af klagerens skattepligtig indkomst for indkomståret 2014 vedrørende yderligere omsætning i virksomheden skal nedsættes til 0 kr.

Endvidere har repræsentanten nedlagt påstand om, at SKAT ikke har handlet i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Der er til støtte for påstanden anført:

"...

Sagsfremstilling

Skatteyder er kørelærer og driver virksomheden [virksomhed1], CVR. nr. [...1]. Virksomheden er en enkeltmandsvirksomhed og der undervises i teori og praksis til kørekort til almindelig bil kategori B.

Skatteyder deler lokaler med en anden kørelærer, hvis elever skatteyder ind i mellem har haft op til køreprøve. F.x i forbindelse med sygdom.

Virksomheden har været med i SKATs kontrol af kørelærere i sommeren/efteråret 2014. SKAT har besøgt kørelærere og oplyst dem om bogføringsreglerne og påpeget eventuelle forhold der skal rettes ind.

SKAT har efterfølgende (i 2015) indkaldt kørerlærernes regnskaber for at følge op på om hvorvidt kørelærerne har rettet de forhold ind SKAT havde gennemgået i efteråret 2014.

SKAT har endvidere indhentet lister fra KL/Politiet, som SKAT har lagt til grund for forhøjelsen. I forbindelse med korrespondance med SKAT er der bedt om aktindsigt og SKAT har herefter fremsendt listerne fra KL/Politiet.

I forbindelse med SKATs materialeindkaldelse blev det korrigeret regnskab for indkomståret 2014 indsendt.

(...)

SKAT har forhøjet skatteyder på baggrund af modtagne lister og har ikke taget udgangspunkt i det fremsendte regnskab.

Endvidere har SKAT hverken beregnet privatforbrug for skatteyder for indkomståret 2014

eller tilsidesat regnskabsgrundlaget.

Der henvises til den juridiske vejledning hvor følgende er anført:

Selv om SKAT kan tilsidesætte et regnskabsgrundlag på grund af et manglende eller mangelfuldt ført og afstemt kasseregnskab, har SKAT dermed ikke pr. automatik grundlag for at tage det næste skridt: At varsle og foretage en skønsmæssig ændring af den skattepligtiges indkomstansættelse.

Regnskabsgrundlaget kan som udgangspunkt godt være rigtigt, selv om SKAT f.eks. har konstateret, at der ikke har været foretaget effektive kasseafstemninger.

Som grundlag for en skønsmæssig ændring af indkomstansættelsen skal SKAT i videre forstand og i hvert tilfælde selvstændigt begrunde, at en skønsmæssig ansættelse, der afviger fra den selvangivne skattepligtige indkomst, kan sandsynliggøres som mere retvisende end det selvangivne.

I denne sammenhæng viser domstolspraksis, at det, der yderligere kræves som grundlag for en skønsmæssig ansættelse, som regel vil kunne opfyldes, hvis SKAT påviser eller sandsynliggør, at den skattepligtige har et privatforbrug, der er større end det privatforbrug, som den skattepligtiges selvangivne skattepligtige indkomst samt evt. dokumenterede oplysninger om skattefrie indtægter og oplysninger om formue giver plads til. Et alternativt eller supplerende grundlag kan være, hvis SKAT påviser eller sandsynliggør en unormal lav bruttoavance.

Desuden er det i domstolspraksis anerkendt, at selv om SKAT hverken kan finde formelle eller reelle mangler i den skattepligtiges bogførings- og regnskabsmateriale, kan SKAT alligevel foretage en skønsmæssig ændring af indkomstansættelsen, hvis SKAT påviser, at den skattepligtige har et usandsynligt lavt eller decideret negativt privatforbrug i forhold til den skattepligtiges selvangivne indkomst. Se UfR 1967.635 H og SKM2002.70.HR .

Det skal ydermere bemærkes, at SKAT ikke har overholdt forvaltningslovens § 19, stk. 1.

§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Det vil sige, at når SKAT har haft listerne fra KL/Politiet og har været klar over at skatteyder ikke har kendskab til at SKAT har rekvireret oplysningerne, burde SKAT have fremsendt oplysningerne uden at der blev anmodet om aktindsigt.

SKAT har først ved anmodning om aktindsigt fremsendt lister fra KL /Politiet til skatteyder.

Ydermere kan det ikke ses af listerne hvilke elever der har været op til teori/køreprøve. Skatteyder har ikke mulighed for at kunne følge SKATs forhøjelse og det grundlag der danner forhøjelsen. Det er ikke god forvaltningsskik, og ej heller i overensstemmelse med forvaltningslovens § § 22 og 24.

SKAT bedes venligst fremsende listerne på ny hvorved det kan følges hvilken elev har været oppe til teori/køreprøve. Skatteyder kan herved sammenholde med sine egne lister og har mulighed for at gøre SKAT opmærksom på eventuelle fejl eller uregelmæssigheder.

Påstand

Skatteansættelsen bedes nedsat fra 506.222 kr. til 372.444 kr. og momsen bedes nedsat fra

66.286 kr. til 33.445 kr.

SKAT har forhøjet skatteyders skatteansættelse med udgangspunkt i lister modtaget fra KL/Politiet. SKAT har lagt de modtagne oplysninger til grund for forhøjelse uden at eleverne kan identificeres af skatteyder. Skatteyder har ingen mulighed for at kunne afkræfte oplysningerne da ikke er anført navn eller adresser på listerne. SKAT har ydermere ikke sondret mellem skatteyderens egne elever og elever som skatteyder har overtaget fra andre, hvor der har betalt for en fuld pakke til eleverness tidligere kørelærere.

Elever overtaget fra andre kørelærere

Skatteyder har oplyst, at han har haft 72 af sine egne elever op til køreprøve. Dvs. at der ud af 108 elever han har haft til køre/teoriprøve har været 20 elever fra andre kørelærere. De 20 elever han har overtaget fra andre kørelærere har betalt for en fuld pakke til en anden kørelærer og har taget deres timer i andre køreskoler. Disse elever har som udgangspunkt ikke brug for ekstratimer, dog er de medtaget i beregningen for fuldstændighedens skyld.

Der vedlægges oplysninger om de 13 elever skatteyder har haft op til køreprøve for anden kørelærer som han deler lokaler med. Endvidere vedlægges oplysninger om de 5 elever skatteyder har overtaget fra andre køreskoler.

Generhverv

Eftersom skatteyder har haft 22 elever generhverv, er det ikke nødvendigt at medtage generhverv eleverne i det skønnet antal ekstra lektioner. Skatteyder har oplyst, at som udgangspunkt tager generhverv eleverne ikke ekstra køretimer. Derfor er SKATs skøn uden grundlag - beregningen skal se ud som følgende:

Alm. Kørekort pakke 86 elever (108-22) a 7.795 kr.

561.240

Generhvervelse 22 elever a 1.995 kr.

43.890

Opkrævet administrationsgebyr 2 x 100 x 108 elever

21.600

Skønnet ekstra timer pr. elev 4 lektioner a 325 kr. x 108 elever

111.800

Leje bil 108 elever a 650 kr.

46.800

Omsætning i alt inkl. Moms

785.330

Heraf moms

157.066

Omsætning ekskl. Moms

628.264

Medregnet ifølge nu indsendt regnskab

623.390

Yderligere omsætning, forhøjelse resultat af virksomhed

4.874

En difference på under 5.000 kr. indikerer forskudte indbetalinger eller en elev som har betalt i slutningen af 2014 men skal først op i indkomståret 2015.

Det vil sige, at der ikke er grundlag for en yderligere forhøjelse på 133.778 kr. heraf udledt moms på 33.445 kr.

..."

Repræsentanten er endvidere kommet med følgende bemærkninger den 20. maj 2016:

"...

Omsætningen

Det skal bemærkes, at SKAT anfører i bemærkningerne, at da omsætningen ikke kan opgøres på betryggende vis, har SKAT opgjort omsætningen ud fra KL/politiets liste.

Dog har SKAT stadig ikke taget stilling til skatteyders regnskabsgrundlag og forhøjer uden, at der er grundlag for dette.

Forvaltningslovens § 19

SKAT har oplyst, at skatteyder har fået forevist listerne fra KL/Politiet i forbindelse med møde med SKAT. Derfor anses forholdet ikke for værende omfattet af forvaltningslovens § 19, det det ikke drejer sig om nye oplysninger.

Dette er ikke korrekt. Skatteyder har oplyst, at sagsbehandleren blot lavede stikprøver, fra sin skærm, men der blev aldrig forevist nogen lister fra KL/Politiet til skatteyder.

Det fastholdes derfor, forvaltningslovens § 19 ikke har været overholdt.

Liste over elever modtaget fra andre kørelærere

Eftersom listen vedrørende elever, som skatteyder har overtaget fra andre kørelærere ikke

blev fremsendt tidligere vedlægges denne.

..."

Repræsentanten har på mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler den 18. december 2019 oplyst, at det er kutyme, at kørelærere tager hinandens elever til køreprøve.

Endvidere bemærkede repræsentanten, at SKAT ikke har underbygget den skønsmæssige forhøjelse med en privatforbrugsberegning. Repræsentanten anførte, at såfremt der blev lavet en privatforbrugsberegning, ville den ikke være negativ.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Skattepligtige skal ifølge dagældende skattekontrollovs § 1 selvangive deres indkomst til skatteforvaltningen. Erhvervsdrivende skal ifølge dagældende skattekontrollovs § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af dagældende skattekontrollovs § 5, jf. § 3, stk. 4.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 1296 af 14. november 2018) og bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006).

SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 med 133.788 kr. på baggrund af en yderligere skønnet omsætning i virksomheden. Grundlaget for SKATs skøn er en gennemgang af virksomhedens regnskabsmateriale samt lister fra KL/politiet over antal elever, klageren har været registreret med i indkomståret 2014. I den forbindelse har SKAT lagt til grund, at klageren har været registreret med 108 elever.

Repræsentanten har anført, at SKAT ikke har tilsidesat virksomhedens regnskab og derfor ikke kan foretage den skønsmæssige forhøjelse.

Landsskatteretten bemærker, at SKAT i afgørelsen har anført, at klageren ikke har dokumenteret virksomhedens selvangivne omsætning, og at SKAT på baggrund heraf har opgjort virksomhedens omsætning skønsmæssigt. På baggrund heraf er det Landsskatterettens opfattelse, at SKAT har tilsidesat regnskabet. Landsskatteretten finder endvidere, at SKAT har været berettiget til at tilsidesætte regnskabet samt fastsætte indkomsten skønsmæssigt.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at det af faktura 16467 fremgår, at virksomheden har haft en kontant omsætning, uden at der er udarbejdet kassekladde. Endvidere er virksomhedens elevplaner bortkommet. Virksomheden kan derfor ikke dokumentere eller i tilstrækkelig grad sandsynliggøre, at der er foretaget effektive, daglige kasseafstemninger. Da kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, kan virksomhedens regnskabsmateriale ikke danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af indkomsten.

Repræsentanten har oplyst, at SKATs skøn er forkert, og at klageren alene har haft 72 elever. Endvidere har repræsentanten forklaret, at de ekstra elever, klageren har været registeret med, har betalt lovpakker til andre kørelærere.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke har dokumenteret eller i tilstrækkelig grad godtgjort, at listen fra KL/politiet er forkert.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at det af listen fra KL/politiet fremgår, at klageren har været registeret med 106 elever. Det forhold, at klageren ikke har kunnet identificere eleverne på baggrund af listen fra KL/politiet, ændrer ikke herved. De fremlagte lister over elever, klageren har overtaget fra andre kørelærere, anses ikke for at dokumentere, at klageren alene har haft 72 elever. De fremlagte lister er udarbejdet i forbindelse med klagesagen, og klageren har ikke fremlagt elevplaner eller på anden måde dokumenteret, at listen fra KL/politiet er forkert. Det er derfor Landsskatterettens opfattelse, at det er berettiget, at SKAT har anvendt listen fra KL/politiet ved den skønsmæssige fastsættelse af virksomhedens indkomst.

For så vidt angår SKATs skøn over den yderligere omsætning bemærker Landsskatteretten, at det af listen fremgår, at klageren alene har været registeret med 106 elever. Endvidere finder Landsskatteretten, at klageren ikke har godtgjort, at skønnet for ekstra køretimer ikke skal omfatte generhvervelseselever. På baggrund heraf er det Landsskatterettens opfattelse, at skønnet skal ændres til at omfatte 106 elever og beregnes til følgende:

Alm. kørekortpakke 84 elever (106-22) a 7.795 kr.

654.780 kr.

Generhvervelse 22 elever a 1.995 kr.

43.890 kr.

Administrationsgebyr 2 x 100 kr. x 106 elever

21.200 kr.

Skønnet ekstra køretimer pr. elev 4 lektioner a 325 x 106 elever

137.800 kr.

Leje bil køreprøve 106 elever a 650 kr.

68.900 kr.

Omsætning i alt inkl. moms

926.570 kr.

Heraf moms

185.314 kr.

Omsætning ekskl. moms

741.256 kr.

Omsætning medregnet ifølge regnskab

-623.390 kr.

Yderligere omsætning, forhøjelse af virksomhedsresultat

117.866 kr.

Repræsentanten har endvidere bemærket, at SKAT ikke har beregnet klagerens privatforbrug. Da skønnet er foretaget på baggrund af konkrete oplysninger fra KL/politiet, er det Landsskatterettens opfattelse, at klagerens privatforbrug er uden betydning for sagens udfald.

Formalitetsindsigelser

Såfremt en part ikke kan antages at være bekendt med, at en myndighed er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag, kan myndigheden ikke træffe afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det fremgår af forvaltningslovens § 19, stk. 1. Endvidere fremgår det af forvaltningslovens § 19, stk. 2, at dette kun gælder, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Manglende partshøring kan medføre, at afgørelsen er ugyldig.

Det følger af forvaltningslovens § 22, at en afgørelse, der meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Endvidere følger det af forvaltningslovens § 24, stk. 1, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Ydermere skal begrundelsen om fornødent indeholde en kort redegørelse af de faktiske oplysninger, der har været tillagt betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2.

Repræsentanten har anført, at SKAT ikke har handlet i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1, samt forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Landsskatteretten bemærker, at SKAT ikke kan have været i besiddelse af den fulde liste vedrørende antallet af elever i indkomståret 2014 på tidspunktet for SKATs brev af 27. juni 2014 og kontrolbesøg hos klageren den 12. september 2014.

SKAT har den 24. november 2015 fremsendt forslag til afgørelse, hvoraf det fremgår, at SKAT har lagt listen fra KL/politiet til grund for virksomhedens omsætning. Klageren har den 14. december 2015 fået aktindsigt i listerne fra KL/politiet og kan først fra dette tidspunkt anses for at være blevet bekendt med sagens faktiske grundlag.

Klageren er forud for SKATs afgørelse af 15. januar 2016 blevet bekendt med de faktiske oplysninger, der er lagt til grund for afgørelsen, som betinget i forvaltningslovens § 19, stk. 1. Klageren har endvidere haft mulighed for at komme med en udtalelse til oplysningerne, inden der blev truffet en endelig afgørelse. Det forhold, at klageren er blevet bekendt med oplysningerne på baggrund af en anmodning om aktindsigt, ændrer ikke på, at der på tidspunktet for afgørelsen forelå et fuldstændig oplyst grundlag.

På baggrund heraf er det Landsskatterettens opfattelse, at der ikke foreligger en sagsbehandlingsmangel, der kan medføre afgørelsens ugyldighed som følge af tilsidesættelse af høringspligten i forvaltningslovens § 19, stk. 1.

For så vidt angår begrundelsesmangler bemærker Landsskatteretten, at afgørelsen af 15. januar 2016 er ledsaget af en begrundelse i henhold til forvaltningslovens § 22. Endvidere indeholder afgørelsen henvisninger til de relevante retsregler samt en redegørelse for de oplysninger, der er lagt til grund for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2. Landsskatteretten finder derfor, at der ikke foreligger en sagsbehandlingsmangel, der kan medføre afgørelsens ugyldighed som følge af begrundelsesmangler, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Landsskatteretten ændrer derfor SKATs afgørelse, således at den yderligere omsætning i virksomheden nedsættes til 117.866 kr.