Kendelse af 13-10-2017 - indlagt i TaxCons database den 12-11-2017

Faktiske oplysninger

Klageren blev ved bevilling skilt fra sin ægtefælle, [person1], den 15. december 2009. Der blev i den anledning den 31. august 2011 indgået en bodelingsoverenskomst med den 31. december 2009 som skærings- og opgørelsesdag.

Af bodelingsoverenskomsten fremgår bl.a., at klagerens daværende ægtefælles bodel er negativ.

For så vidt angår bankgæld fremgår af overenskomsten, at klageren pr. 31. december 2009 overtager og fortsætter som enedebitor på tre fællelån i [finans1].

Af punkt 4.1.1. i bodelingsoverenskomsten fremgår:

”[person1] frigøres for sin medhæften og [person2] frafalder at kunne gøre regreskrav gældende overfor [person1] i anledning af at han indfrier og overtager de nævnte lån.”

Af punkt 4.2. fremgår endvidere:

”[person2] kan ligeledes ikke gøre regreskrav gældende overfor [person1] for det beløb kr. 447.444,41 han har brugt til indfrielse af sin kaution for [person1]s lån nr. [...].”

Klagerens daværende ægtefælle fik ved en kassekreditkontrakt den 25. september 2007 af [finans1] en kreditramme på 70.000 kr. Om afviklingen af kassekreditten fremgår, at kreditrammen nedskrives med 70.000 kr. på en gang, den 1. juli 2010.

Klageren underskrev sig ifølge kassekreditkontrakten som selvskyldnerkautionist.

Klageren overførte i 2010 i alt 447.444,41 kr. til den omhandlede kassekredit.

Klageren anmodede i 2015 om fradrag for regrestab med 447.444,41 kr.

SKAT udsendte den 2. december 2015 forslag til afgørelse, hvoraf fremgår:

”Der kan ikke godkendes fradrag for regrestabet, fordi du har fraskrevet regrestabet i bodelingsoverenskomstens §§ 4.1.1 og 4.2. Der er derved ikke et fradragsberettiget tab jf. Kursgevinstlovens § 21.”

Klagerens repræsentant gjorde den 21. december 2015 indsigelser mod forslaget, og den 10. februar 2016 og 15. februar 2016 førte SKATs sagsbehandler og repræsentanten mailkorrespondance om sagen, herunder om hvorvidt SKM 2007.435.SR kunne sammenlignes med klagerens sag.

SKATs afgørelse

SKAT har i afgørelsen nægtet fradrag for regrestabet med samme begrundelse som i forslag til afgørelse.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om ugyldighed f SKATs afgørelse grundet manglende/mangelfuld begrundelse, forkert hjemmelshenvisning og manglende sagsfremstilling.

Subsidiært er nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til skattemæssigt fradrag for tab på regresfordring med 447.444,41 kr. opstået ved kaution for sin tidligere ægtefælles gæld. Der er henvist til kurgevinstlovens § 14.

For så vidt angår den principale afgørelse har repræsentanten anført:

”Ved skrivelse af 2. december 2015 fremsendte SKAT forslag om ændring af [person2]s skatteansættelse for indkomståret 2011, jf. vedlagte kopi af skrivelsen.

Ved skrivelse af 21. december 2015 fremsatte vi på vegne af [person2] indsigelser mod forslaget, jf. vedlagte kopi af brevet.

Ved mail af 10. februar 2016 oplyste SKATs sagsbehandler, at SKAT fandt afgørelsen i SKM 2007.435 SR analog anvendelse, og at SKAT ville henvise hertil i afgørelsen.

Ved mail af 15. februar 2016 redegjorde vi for, hvorfor vi ikke fandt den nævnte afgørelse rele- vant for den verserende sag. Kopi af denne mailkorrespondance er vedlagt.

Ved skrivelse af 9. marts 2016 fremkom SKATs endelige afgørelse i sagen. Denne afgørelse er 100 % identisk med agterskrivelsen, og der er ikke henvist til afgørelsen fra 2007 som varslet i februar. Afgørelsen indeholder ingen sagsfremstilling, ingen oplysninger om vores indsigelse fra december 2015 og som følge deraf heller ingen stillingtagen hertil fra SKATs side.

Som det fremgår, henviser SKAT i såvel agterskrivelsen som i den endelige afgørelse til KGL § 21 som hjemmel til at nægte fradrag for tab på den omhandlede fordring.

Kursgevinstlovens § 21 handler om en persons gevinst og tab på gæld, ikke på fordringer. Nærmere begrundelse for ugyldighedspåstanden:

Det fremgår af SFL § 20, at SKATs agterskrivelse skal være begrundet, og at denne begrundelse skal opfylde forvaltningslovens krav til begrundelse. Forvaltningslovens kapital 6 (§§ 22-24) fastslår i § 22, at en afgørelse skal være begrundet og i § 24, at begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Agterskrivelsen skal med andre ord indeholde en begrundelse, sådan at den skattepligtige kan tage reel stilling til forslaget.

Det er vores opfattelse, at begrundelsen, der er ens i agterskrivelsen og den endelige afgørelse, ikke opfylder skatteforvaltnings- og forvaltningslovens begrundelseskrav. I realiteten er der ingen begrundelse, blot et postulat om, at der ikke er fradrag, fordi han - efter SKATs opfattelse - har fraskrevet sig regrestabet i bodelingsoverenskomsten. Der er ingen gengivelse af sagens faktum, og der er ingen begrundelse for det nævnte postulat. Hertil kommer, at SKAT henviser til KGL § 21, der handler om personers gevinst og tab på gæld, hvorimod sagen handler om fradrag for tab på en fordring. Den skattemæssige behandling heraf fremgår af KGL § 14. Skatteyder har med andre ord ikke haft mulighed for at tage stilling til SKATs påstand, dels fordi han ikke kan se, hvad SKAT bygger påstanden/ændringen af skatteansættelsen på, og dels fordi lovhenvisningen ikke er korrekt.

Det er endvidere vores opfattelse, at SKAT ikke kan undlade at kommentere de indsigelser, skatteyder/vi har gjort mod agterskrivelsen på skatteyders vegne. Vores indsigelser er således ikke nævnt med et eneste ord. Det fremgår således ikke af den endelige afgørelse, at der overhovedet er fremsat indsigelser. Det er derfor vores opfattelse, at den endelige afgørelse ej heller opfylder kravene for, at en afgørelse efter forvaltningslovens regler kan anses for begrundet.

Endelig er det vores opfattelse, at der i den foreliggende situation skulle have været udarbejdet en sagsfremstilling, jf. SFL § 19, idet sagen øjensynligt er visiteret til Landsskatteretten. I Karnov Skat & Regnskab anføres følgende herom (uddrag):

”Ved L 2013 649 og som konsekvens af forslaget om en ny klagestruktur er lovens § 19, stk. 5, nyaffattet. Hensigten med ændringen er at sikre, at det er samme sagstyper som hidtil, der ikke skal udarbejdes sagsfremstilling i.

A) Derfor er listen over sager, hvor der ikke skal udarbejdes sagsfremstilling af SKAT, ændret, så den ser således ud:

Der skal derfor udarbejdes sagsfremstilling i personskattesager, der er visiteret til Landsskatteretten. SKAT har, som det fremgår, ikke udarbejdet sagsfremstilling i denne sag.

Disse mangler er efter vores opfattelse så alvorlige sagsbehandlingsfejl, at SKATs afgørelse af denne årsag bør kendes ugyldig.”

For så vidt angår den subsidiære påstand har repræsentanten gjort gældende, at klageren er berettiget til fradrag for regrestab i indkomståret 2011.

Repræsentanten har anført, at klageren i 2010 indfriede den tidligere ægtefælles erhvervskredit, konto [...]. Indfrielsen skete ved tre indbetalinger henholdsvis den 25. marts, 8. september og den 4. november 2010, jf. fremlagte kontoudtog samt brev af 4. november 2010 fra [finans1] til klageren. Indfrielsen er, som det fremgår, sket med 447.444,41 kr., hvilket beløb også fremgår af bodelingsoverenskomstens punkt 4.2.

Som det fremgår af bodelingsoverenskomsten punkt 4.2 frafaldt klageren ved underskrift heraf at gøre regreskravet gældende. Begrundelsen herfor var dels, at der var enighed om, at den tidligere ægtefælles bodel var negativ, dels at ægtefællens advokat den 26. april 2011, det vil sige 4-5 måneder før bodelingsoverenskomsten blev underskrevet, havde meddelt [finans1], at ægtefællen ikke kunne tilbyde at betale noget som helst til sparekassen.

I bodelingsoverenskomstens punkt 8 er nævnt ægtefællens andel af friværdien i en nærmere be­ stemt ejendom. Ejendommen har været til salg siden klagerens tidligere ægtefælle fraflyttede denne, antageligt i 2010/2011. Efter det oplyste er der næppe nogen friværdi i ejendommen, når eller hvis den kan sælges. Bodelingsoverenskomstens punkt 8 antages derfor ikke at have betydning for klagerens regreskrav mod den tidligere ægtefælle.

Sagen vedrører alene regreskravet omtalt under punkt 4.2.

Formuleringen af punkt 4.2 skal ses i sammenhæng med bodelingsoverenskornstens øvrige bestemmelser, herunder

Disse punkter viser efter repræsentantens opfattelse dels, at parterne erkender, at klageren har et regreskrav som følge af kautionen, dels at ægtefællen ikke kan indfri/afdrage dette, da hun allerede få måneder før har meddelt banken, at hun ikke kan tilbyde nogen form for betaling.

På denne baggrund aftaler parterne, at klageren skal eftergive sit regreskrav. Formuleringen af punkt 4.2 - at han ikke kan "gøre regreskrav gældende" - ændrer ikke ved det faktum, at bodelingsoverenskomsten skulle gøre endelig op med parternes "fælles" økonomi, herunder at klageren skulle eftergive sit regreskrav mod den tidligere ægtefælle.

Ordvalget i bodelingsoverenskomsten bør ikke have afgørende betydning for den skattemæssige behandling af en aftale, hvis hensigt og formål i øvrigt fremgår klart af de faktiske forhold.

Det er derfor repræsentantens opfattelse, at klageren ved underskrift af bodelingsoverenskomsten eftergav sit regreskrav mod den tidligere ægtefælle og derved realiserede tabet herpå. Dette tab er fradragsberettiget, jf. kursgevinstlovens § 14.

Der er ingen tvivl om, at en regresfordring opstået ved kaution er en pengefordring omfattet af kursgevinstlovens regler. Dette bekræftes endvidere af udkast til styresignal vedrørende skærpet praksis for fradrag efter kursgevinstlovens § 14, stk. 1(sendt i høring 18. marts 2016), idet det heraf direkte fremgår, at "tab i forbindelse med kaution for pengefordringer" er tab, der er omfattet af kursgevinstlovens § 14, stk. 1.

Fradraget for sådanne tab opnås, når tabet er realiseret, jf. kursgevinstlovens § 25. Dette skete ved underskrift af bodelingsoverenskomsten i 2011.Ved underskrift heraf er parterne enige om, dels at regresfordringen består, dels at klageren eftergiver denne.

Der er henvist til SKM2007.435.SR, hvor Skatterådet ved denne afgørelse har fastslået, at en fordring mellem fraskilte ægtefæller er omfattet af kursgevinstlovens almindelige regler.

I klagerens tilfælde var debitor ikke hans ægtefælle, hverken på det tidspunkt hvor regresfordringen opstod eller ved eftergivelsen heraf. Parterne blev skilt i december 2009, regreskravet opstod i løbet af 2010 og klageren eftergav kravet ved indgåelsen af bodelingsoverenskomsten i august/september 2011.

Det er på denne baggrund repræsentantens opfattelse, at den nævnte afgørelse - SKM2007.435.SR -viser, at kursgevinstlovens almindelige regler finder anvendelse på en fordring mellem fraskilte.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 1, at kravet efter stk. 1-3 om udarbejdelse af sagsfremstilling og høring, før der træffes en afgørelse, ikke gælder afgørelser, hvis klage herover kan afgøres af et skatteankenævn, jf. § 5, stk. 1.

For så vidt angår indsigelsen om manglende sagsfremstilling bemærkes, at SKAT ikke er pligtig til at udsende sagsfremstilling i en sag som den foreliggende, jf. skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, idet sagen kunne afgøres af et skatteankenævn. Det forhold, at repræsentanten har anmodet om, at sagen afgøres af Landsskatteretten, ændrer ikke herpå.

For så vidt angår indsigelsen om manglende/mangelfuld begrundelse bemærkes, at SKAT har begrundet afgørelsen, og at begrundelsen ikke ses at lide af sådanne mangler, at afgørelsen kan anses for ugyldig. Der er herved lagt vægt på, at SKAT har anset klageren for at have fraskrevet sig regrestabet i bodelingsoverenskomstens §§ 4.1.1. og 4.2, hvilket må anses for tilstrækkeligt til, at klageren/repræsentan-ten er gjort bekendt med, hvorfor fradraget er nægtet.

Hvad angår den forkerte hjemmel, som SKAT har nævnt i begrundelsen, kan en sådan forkert henvisning ikke føre til ugyldighed.

Det fremgår bl.a. af kursgevinstlovens § 14, stk.1, at gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 2 og §§ 15, 17 og 18.

Klageren har ikke fradragsret for regrestab. Der er herved lagt vægt på, at klageren ved betaling af [person1]s gæld i 2010 har opnået et regreskrav, som han imidlertid har opgivet med virkning fra skæringsdagen aftalt til den 31. december 2009, jf. bodelingsoverenskomsten punkt 4.2. Da klageren således har indgået en aftale med [person1] om, at han ikke vil gøre sit regreskrav gældende, har klageren ikke lidt et tab, der er fradragsberettiget i henhold til kursgevinstlovens § 14.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.