Kendelse af 31-10-2017 - indlagt i TaxCons database den 25-11-2017

Faktiske oplysninger

Klageren har ud over de automatisk indberettede renteudgifter foretaget en række rentefradrag for indkomstårene 2013 og 2014.

Af SKATs afgørelse fremgår:

”...

Den korte ligningsfrist for ændring af skatteansættelsen for 2013 er udløbet, men vi kan alligevel ændre grundlaget for din skat, fordi vi anser det for groft uagtsomt, at du har selvangivet dit rentefradrag med 232.203 kr. for meget. Reglerne står i § 3 i Bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 og i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr.5.

...

Sagen er foretaget ud fra en samlet vurdering af de digitale indberetninger for indkomstårene 2013 og 2014.

For indkomståret 2014 er der således foretaget ti digitale indberetninger i perioden fra april 2015 til juni 2015, startende med et rentefradrag på 125.207 kr., som ender i en indberetning på 391.024 kr., indberetninger som der ingen dokumentation er på, da der ikke er foretaget nogen betaling af øvrige renteudgifter udover, hvad der er indberettet fra bank og realkreditinstitut.

For indkomståret 2013 skal der henvises til følgende forhold:

Der er foretaget digitale indberetninger af renteudgifter via tast selv, der forløber i perioden fra d. 24. marts 2014 frem til d. 14. oktober 2014, i alt syv gange med henholdsvis 539.621 kr., 599.170 kr., 641.795 kr., 687.016 kr., 772.531 kr., 772.531 kr. og 703.513 kr.

Alle digitale indberetninger er foretaget efter at der er indgået aftale med div. kreditorer, og betalinger er foretaget i januar måned 2013. Det ses ikke ud fra modtagne dokumentation for betalinger, at der er indgået fornyet aftaler om betaling af gældsforhold, der evt. kunne berettige til yderligere indberetning af renteudgifter.

Efter modtagelse af dokumentation for foretagne rentefradrag fremgår det, at der er fratrukket renteudgifter på f.eks. fremsendt opgørelse i maj 2012 fra [virksomhed1], hvoraf det fremgår, at der afventes reaktion på afvikling af gæld til [finans1] Limited, renteudgiften på denne opgørelse er opgjort til 30.806,21 kr.. Efterfølgende indgås der akkord på lånebeløbet, og lånet indfries i januar 2013.

Det fremgår ligeledes af indsendte dokumentation, at renteudgifter er fratrukket iht. fremsendte opgørelser over restancer, hvor der telefonisk er lavet aftale om akkorder. F.eks. er der fra [virksomhed1] d. 17. januar 2013 fremsendt opgørelse over lån med sagsnr. [...], total beløb for dette lån udgør 304.644,31 kr. heraf udgør renteudgifterne 125.207,75 kr., i fremsendte opgørelse henvises til telefonsamtale, hvoraf det bekræftes at der ved indbetaling af 70.000 kr., vil opnås fuld og endelig afgørelse af kravet. Der indbetales d. 23. januar 2013 70.000 kr., rentebeløbet der fratrækkes er 125.207,75 kr.

Samme forhold gør sig gældende vedr. øvrige låneforhold hos [virksomhed1], der henvises til tidligere fremsendte udarbejdet opgørelse over rentefradrag.

Vedr. gæld til [finans2] er der fratrukket renteudgifter ud fra modtagne opgørelser over gæld pr. d.d. som på fremsendte tidspunkt var d. 20. december 2012.

Der er i klagen gjort opmærksom på at [person1] ikke er erhvervsdrivende, og at renteudgifterne vedrøre private låneforhold, hertil skal bemærkes, at det på intet tidspunkt er anført at [person1] anses for erhvervsdrivende.”

SKAT har for indkomståret 2013 godkendt fradrag for renteudgifter af gæld til pengeinstitut med 27.918 kr. og for renteudgifter af anden gæld med 443.385 kr. og nægtet fradrag for renteudgifter i indkomståret 2014.

SKATs afgørelse

SKAT har godkendt fradrag for renteudgifter i henhold til fremlagt dokumentation.

I forbindelse med betaling af klagerens gæld, har han på flere gældsforhold fået en saldokvittering. Fradraget for renteudgifterne i forbindelse med gældsnedsættelserne er beregnet som den andel, der svarer til forholdet mellem den gæld, som klageren betalte efter gældsnedsættelsen, og den samlede gæld før gældsnedsættelsen.

Reglerne står i ligningslovens § 5, stk. 9.

Der er ikke godkendt fradrag for renteudgifter til [finans3], da der ikke er medsendt opgørelse over renterne.

SKAT har herefter for så vidt angår indkomståret 2013 godkendt fradrag for renteudgifter med 443.385 kr.

For så vidt angår indkomståret 2014 har SKAT ikke godkendt fradrag for renteudgifter af anden gæld, da klageren ikke har fremlagt dokumentation for, at han har betalt gælden i 2013. Der henvises til tidligere medsendt opgørelse vedrørende indkomståret 2013.

Klageren er derfor forhøjet med 391.024 kr. i indkomståret 2014.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelsen for indkomståret 2013 nedsættes til 0 kr., og at forhøjelsen for 2014 hjemvises til fornyet behandling.

Det fremgår af repræsentantens klage:

”...

3. Sagens faktiske forhold

Klager har indberettet en række rentefradrag, ud over de automatisk indberettede for indkomstårene 2013 og 2014. Det er disse indberetninger, der danner baggrund for denne sag, idet SKAT ikke finder, at klager har været berettiget til rentefradrag i det omfang, som der har været indberettet.

SKAT har i forbindelse med fremsendelsen af agterskrivelsen, der vedlægges som bilag 2udarbejdet en opgørelse, der viser sagens talmæssige sammenhæng, efter SKATs opfattelse. Denne opgørelse med tilhørende underbilag vedlægges som bilag 3.

Det fremgår af SKATs opgørelse over renteudgifterne, sagens bilag 3,at SKAT opgør de samlede renter til kr. 673.362, og herefter reducerer fradragsretten til udgifterne i forhold til den forholdsvise akkordering, SKAT lægger til grund er gennemført.

På baggrund heraf beregnes et forholdsvist rentefradrag på kr. 443.385 i henhold til ligningslovens § 5 stk. 9.

Det er herefter et faktum, at SKAT har modtaget dokumentation for de samlede renteudgifter på kr. 673.362, eftersom SKAT er i stand til at beregne et forholdsmæssigt fradrag, der i sagens natur må stå i forholdt til de fulde angivne renter. Dokumentationen for "bruttorenterne" er vedlagt bilag 3.

Som det fremgår af sagen har klager trukket et rentefradrag på kr. 703.516, hvor 27.918 kr. automatisk er indberettet til SKAT. Der er således fratrukket i alt kr. 675.588 ud over det automatisk indberettet, hvilket altså skal sammenholdes med den opgørelse over de samlede opgjorte renter på kr. 673.362, der fremgår af SKATs opgørelse i bilag 3.

Dette er sagens kerne, idet det er klagers forståelse af reglerne, at klager kunne indberette og fratrække de renteudgifter, der fremgik af de opgørelser, klager har modtaget fra Klagers kreditorer.

Dette harmonerer med de fratrukne renter, således, at der ikke er fratrukket renter, der ikke har været dokumentation for. Klager har herefter fratrukket de renter, som han har anset sig berettiget til, og som han er blevet vejledt om, han kunne fratrække af [Skattecentret].

Som sagens bilag 4 og 5vedlægges kopi af opgørelse over skatterestancer for 2009 og 2011, der betales, som noget af den første gæld, jf. bilag 5,kopi af indbetalingskvittering. Klager har således afregnet sit mellemværende med SKAT som noget af det første, da Klager modtog sin arbejdsskadeerstatning.

Som sagens bilag 6vedlægges kopi af betalingskvittering fra [finans3], som er betalt i 2014. Det fremgår af SKATs oversigt for 2013, at der ikke kan anerkendes nogen fradragsret vedrørende denne betaling, da der ikke foreligger nogen renteopgørelse.

For så vidt angår de faktuelle forhold vedrørende 2014 tages der forbehold om at redegøre yderligere herfor, når der er gennemført aktindsigt hos SKAT, idet Klager har oplyst, at Klager har afleveret alle bilag hos SKAT.

4. Begrundelse for klagen

For så vidt angår indkomståret 2013 gøres det gældende, at der ikke er grundlag for forhøjelsen, da klager ikke har udvist grov uagtsomhed.

Regelsættet omkring forholdsvis rentefradragsret er kompliceret, og er ikke et regelsæt private borgere normalt stifter bekendtskab med / kan forventes at have kendskab til.

Klager er privat borgere, og har ikke drevet nogen form for selvstændig virksomhed. Havde klager drevet selvstændig virksomhed havde sagen stillet sig anderledes, idet der i givet fald gælder en anden ansvarsnorm, end for private, ikke erhvervsdrivende borgere.

Dette er en vigtigt pointe sammenholdt med, at hele systematikken omkring indrapportering til SKAT i vidt omfang har passiveret borgerne i forbindelse med fastlåsning af felter, således at borgere ikke normalt vil skulle indrapportere til SKAT.

Det hører således til sjældenhederne, at borgere selv angiver fradrag til SKAT i forhold til renter m.v., i hvert fald i forhold til Klager, der ikke har haft erfaring med sådan indrapportering tidligere.

Sagen vedrører således en privat borger, uden nogen erfaring med håndtering af rentefradragsret, og uden nogen drift af erhvervsmæssig virksomhed. Sagen vedrører således faktuelt tillige en borger, der i forbindelse med en arbejdsskade får mulighed for at få betalt hele sin gæld i "et hug" og dermed få ryddet op. Dette er tillige usædvanligt, ligesom det er usædvanligt at der betales så store renter i et indkomstår.

SKAT har en fundamental anden opfattelse af sagen, idet SKAT finder det groft uagtsomt, at Klager ikke har været bekendt med, at der alene kunne fratrækkes forholdsvise renter i henhold til ligningslovens § 9 stk. 5.

SKAT anfører endog, at sagen vil blive sendt til ansvarsvurdering med henblik på vurdering af om Klager har handlet groft uagtsomt, hvilket er en betingelse for anvendelse af skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5

Begreberne forsæt og grov uagtsomhed i § 27 stk. 1, nr. 5, er identiske med de tilsvarende begreber i skattekontrollovens strafbestemmelser, idet forsæt og grov uagtsomhed er strafferetlige termer.

Det accepteres dog i praksis, at det ikke er en betingelse for gennemførelse af en forhøjelse efter § 27 stk. 1 nr. 5, at der gennemføres en straffesag, men de grundlæggende termer og definitioner de samme.

Den grove uagtsomhed er den laveste grav af tilregnelse der straffes inden for skattestrafferetten.

...”.

Repræsentanten har efterfølgende anført, at han ikke har bemærkninger til SKATs talmæssige opgørelse af rentefradrag, og at han er enig i den forholdsmæssige beregning, som SKAT har foretaget i forbindelse med klagerens betaling mod saldokvittering.

Repræsentanten har tillige erklæret sig enig i forhøjelsen for så vidt angår indkomståret 2014.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage renter.

Det fremgår bl.a. af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, at uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, skal SKAT afsende varsel om ændring af en ansættelse af indkomstskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Af bekendtgørelsens § 3 fremgår, at fristerne i § 1 ikke gælder, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår, at uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 kan en ansættelse af indkomstskat ændres efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Klageren har foretaget fradrag for renteudgifter i indkomstårene 2013 og 2014, som han ikke har været berettiget til, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Der er herved lagt vægt på SKATs talmæssige opgørelse, som klagerens repræsentant ikke har haft bemærkninger til.

For så vidt angår klagerens tilregnelse i forbindelse med de foretagne rentefradrag anses klageren for at have handlet mindst groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Der er herved lagt vægt på, at klageren har foretaget fradrag, som han ikke er berettiget til, og at det er klagerens ansvar at angive de korrekte renteudgifter til SKAT.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.