Kendelse af 01-12-2020 - indlagt i TaxCons database den 07-02-2021

Faktiske oplysninger

Klageren har været registeret som direktør af selskabet [virksomhed1] ApS med CVR-nr. [...1]. Af det Centrale Virksomheds Register fremgår det, at selskabet blev stiftet den 28. februar 2014 og var registeret under branchekode ”431100 Nedrivning”. Endvidere fremgår det, at klageren indtrådte i direktionen den 4. marts 2014, og udtrådte den 31. oktober 2014. Der blev den 25. september 2015 afsagt konkursdekret over selskabet, og selskabet er under konkurs.

Ifølge Centrale Virksomheds Register har klageren endvidere været registeret som været administrerende direktør for selskaberne [virksomhed2] ApS med CVR-nr. [...2], [virksomhed3] ApS med CVR-nr. [...3] og [virksomhed4] ApS med CVR-nr. [...4].

Af SKATs afgørelse fremgår det, at SKAT har behandlet klagerens opgørelse af skat, fordi SKAT har konstateret, at selskabet [virksomhed2] ApS med CVR-nr. [...2] er gået konkurs, og at klageren har været direktør i selskabet.

Endvidere fremgår det af SKATs afgørelse, at klageren overfor kurator for selskabet [virksomhed2] ApS har tilkendegivet, at han været udsat for identitetstyveri og ikke har været direktør for selskabet. Det er kurators opfattelse, at [person1] har være den reelle direktør i virksomheden i perioden, hvor klageren har været registeret som direktør.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at klageren ingen indkomst har haft i indkomstårene 2011, 2012 og 2013.

Af klagerens R75 kontroloplysninger fremgår det, at klageren har købt ejendommen på [adresse1] den 1. juli 2007. Endvidere fremgår det, at klagerens ejerandel i indkomstårene 2011-2013 udgjorde 75 %. Det fremgår af SKATs afgørelse, at [person2] ejede 25 % af ejendommen i de pågældende indkomstår. Endvidere fremgår det, at klageren hæftede for 75 % af lånet til [finans1], og [person2] hæftede for 25 %.

SKAT har i forbindelse med sagens opstart beregnet klagerens privatforbrug for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 til henholdsvis -222.174 kr., -92.552 kr. og -147.081 kr.

Som følge af det negative privatforbrug har SKAT anmodet klageren om en redegørelse af privatforbruget for de pågældende år.

Klageren har oplyst til SKAT, at han alene har været direktør for [virksomhed1] ApS. Endvidere har klageren oplyst, at klagerens identitetstyveri var blevet anmeldt til politiet den 30. juli 2014.

Det fremgår af klagerens brev af 9. august 2015, at [person2] har været medejer af ejendommen [adresse1] siden indkomståret 2007. [person2] har til klageren betalt sin halvdel af ejendomsskatten og udgifterne til lån i [finans1], hvorefter klagerens moder har sørget for indbetalingerne.

Klageren har endvidere oplyst over for SKAT, at han har lånt penge af sin moder [person3]. Klageren har (indsæt oplysninger om, hvilket forklaring, klageren er kommet med for det lave/negative privatforbrug). fremlagt dokumentation for forklaringen i form af tre gældsbreve.

Det fremgår af gældsbrev nr. 1, at klageren har lånt 190.000 kr. af [person3] Gældsbrevet er underskrevet af klageren og [person3] og er dateret den 31. december 2011.

Af gældsbrev nr. 2 fremgår det, at klageren har lånt 175.000 kr. af [person3] Gældsbrevet er underskrevet af klageren og [person3] og er dateret den 31. december 2012.

Det fremgår af gældsbrev nr. 3, at klageren har lånt 145.000 kr. af [person3] Gældsbrevet er underskrevet af klageren og [person3] og er dateret den 31. december 2013.

Af alle tre gældsbreve fremgår det, at lånet tilbagebetales efter nærmere aftale mellem parterne.

Af klagerens kontoudtog fremgår følgende indsætninger fra klagerens moder:

Det fremgår af oplysninger fra SKAT, at der i indkomståret 2013 har været registeret 2 personer, [person4] og [person5], på ejendommen på [adresse1]. [person4] har været registeret på ejendommen fra 18. februar 2013 og [person5] har været registeret på ejendommen fra 23. september 2013. Klageren har i brev af 18. oktober 2015 oplyst til SKAT, at [person4] alene har haft c/o adresse hos klageren, og at [person5] har boet til leje og betalt 3.000 kr. månedligt

SKAT har på baggrund af de fremkomne oplysninger herunder klagerens kontoudtog opgjort ejendomsregnskabet for [adresse1] til følgende:

Endvidere har SKAT opgjort de beløb, klageren har modtaget fra sin moder:

SKAT har baggrund af de fremkomne oplysninger opgjort klagerens privatforbrug til følgende:

Klagerens repræsentant har opgjort klagerens udgifter i indkomstårene 2011-2014 til:

Repræsentanten har oplyst, at klageren i indkomstårene 2011, 2012 og 2013 har haft udgifter på ejendommen [adresse1] på henholdsvis 157.866 kr., 161.288 kr. og 165.099 kr. Ydermere har repræsentanten oplyst, at klageren i de påklagede indkomstår har boet til leje i sin farmors gamle andelsbolig på [adresse2] i [by1] med en månedlig udgift på 2.500 kr.

Endvidere har repræsentanten opgjort klagerens indkomst i indkomstårene 2011-2013 til:

Det fremgår af Danmarks Statistik, at et gennemsnitligt privatforbrug for en enlig under 60 år uden børn i indkomstårene 2011, 2012 og 2013 udgjorde henholdsvis 197.331 kr., 198.311 kr. og 187.615 kr.

I forbindelse med klagesagens behandling har repræsentanten fremlagt følgende materiale:

Det fremgår af brev af 19. november 2014 fra klageren til kurator for [virksomhed2] ApS, at klageren har oplyst, at han ikke har været anpartshaver i selskabet [virksomhed2] ApS. Endvidere fremgår det, at klageren kender [person1] i forbindelse med klagerens virke som direktør for selskabet [virksomhed1] ApS.

Af SKATs anmodninger om materiale af 10. februar 2015, 3. juli 2015 og 24. september 2015 fremgår det, at SKAT i forbindelse med skattesagens behandling gentagne gange har anmodet klageren om materiale for at kunne behandle klagerens skatteopgørelse for indkomstårene 2011-2013. Endvidere fremgår det af SKATs anmodning om oplysninger af 3. juli 2015, at SKAT efter klagerens redegørelse vedrørende identitetstyveri ikke anser klageren for at have haft noget at gøre med selskabet [virksomhed2] ApS

Det fremgår af den fremlagte betalingsoversigt fra [finans2], at klageren den 1. januar 2011 har betalt 2.387,50 kr. til A/B [adresse2] vedrørende boligafgift, aconto vand, antenneafgift, aconto varme. Endvidere fremgår det, at klageren den 1. januar 2016 har betalt 2.496 kr. til A/B [adresse2] vedrørende boligafgift, aconto vand, antenneafgift og aconto varme.

Af repræsentantens korrespondance med Danmarks Statistik fremgår det, at repræsentanten har anmodet om hjælp til forståelse af anvendelsen af tallene fra Danmarks Statistik. Repræsentanten har ved henvendelsen foretaget et udtræk fra FU10 fra forbrugerundersøgelsen 2012 for indkomståret 2012. Udtrækket viser forbrug i alt for indkomstgrupperne ”2 voksne, hovedpersonen under 60 år uden børn”, ”Lønmodtager på grundniveau”, ”300.000-499.999 kr.”, ”Eget hus” og ”Nordjylland”. Repræsentanten har ved henvendelsen ønsket svar på, om forbruget under alle de anførte faktuelle forhold ender på 300.220 kr. Endvidere ønskede repræsentanten svar på, hvordan statistikken skal anvendes korrekt ved beregning af privatforbrug ved en indkomst på 400.00 kr., da intervallet går fra 300.000-499.999 kr. Slutteligt ønskede repræsentanten svar på, om statistikkerne kan anvendes direkte til at sige noget helt konkret om privatforbruget for helt enkelte borgere, uden at privatforbruget sættes op imod den indkomst den pågældende har. Hertil fremgår det, at Danmarks Statistik har svaret, at repræsentanten læser statistikken forkert, og at repræsentanten skal anvende FU51 i stedet. Endvidere fremgår det, at de udtræk repræsentanten ønsker ikke kan generes på statistikbankens hjemmeside. Hvis repræsentanten ønsker et udtræk med specielle karakteristika, kan Danmarks Statistik, mod betaling, lave en speciel kørsel for de ønskede husstande.

Endvidere fremgår det af klagerens årsopgørelser, at klageren i indkomstårene 2011, 2012 og 2013 havde renteudgifter for henholdsvis 67.584 kr., 65.865 kr. og 64.057 kr.

Det fremgår af de fremlagte dokumenter vedrørende klagerens sygdomsforløb, at klageren i indkomståret 2012 blev henvist til en psykiater, og at klageren i indkomståret 2013 har været igennem et udredningsforløb.

Af kreditaftalen vedrørende klagerens moder fremgår det, at klagerens moder den 19. april 2010 optog et lån på 240.000 kr.

Endvidere fremgår det af de fremlagte kontoudskrifter, at den 10. december og 22. december har hævet henholdsvis 6.000 kr. og 3.000 kr. De fremlagte kopier udbetalinger er svært læsbare, det fremgår af en udbetalingskopi, at klagerens moder har foretaget en udbetaling på 5.000 kr. den 29. november 2012.

Skatteankestyrelsens privatforbrugsberegning

Skatteankestyrelsen har i forbindelse med klagebehandlingen udarbejdet følgende privatforbrugsberegning, hvori der er taget udgangspunkt i klagerens R75 kontroloplysninger:

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2011, 2012 og 2013 med henholdsvis 20.534 kr., 19.678 kr., 18.725 kr., på baggrund af penge modtaget fra [person2] anset som skattepligtige gave.

Endvidere har SKAT forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 211.000 kr., 129.000 kr., og 146.000 kr. i henholdsvis 2011, 2012 og 2013 på baggrund af et negativt privatforbrug.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

”...

SKATs begrundelse for afgørelse

(...)

Modtaget skattepligtig gave

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtigt. Som skattepligtigt indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de består i penge eller formuegoder af pengeværdi, jf.

Statsskattelovens §4.

Efter boafgiftslovens § 22 er gaver ikke skattepligtigt, når den samlede værdi inden for et kalenderår ikke overstiger et grundbeløb på 58.700 kr. (2010-niveau) til

Stk. 2. En person kan afgiftsfrit give barns eller stedbarns ægtefælle gaver, hvis samlede værdi inden for et kalenderår ikke overstiger et grundbeløb på 20.500 kr. (2010-niveau).

Stk. 3. Gaver mellem ægtefæller, der ikke er fraseparerede, er afgiftsfri, jf. dog § 24, stk. 3.

Du har oplyst, at [person2] ikke er lejer af [adresse1], men medejer. Han har stået for sin del af betaling af udgifterne til ejendomsskat og lån i [finans1]. Det har administrativt været lettest, at [person2] betalte sin andel til dig, hvorefter du stod for betalingerne.

Du oplyste endvidere, at der ikke var tale om en lejeindtægt eller om erhvervsmæssigt udlejning. [person2] har kun haft rådighed over sin andel af ejendommen.

Ifølge SKATs oplysninger ejer [person2] ejer 25 % af [adresse1] og hæfter for 25 % af lånet til [finans1]. Du ejer de 75 % og hætter også for 75 % af lånet i ejendommen, jf. [finans1] oplysninger til SKAT.

Du kan se oplysningerne i din skattemappe på www.tastselv.skat.dk under skatteoplysninger.

Ud fra de fremkomne oplysninger, har vi opgjort udgifterne på [adresse1] til at udgøre 157.866 kr. i 2011, 161.288 kr. i 2012 og til 165.099 kr. i 2013, jf. opgørelsen på side 4.

Du har oplyst, at betalingerne fra [person2] ikke var en lejeindtægt eller om erhvervsmæssig udlejning.

Det for meget modtaget beløb fra [person2] må derfor anses for en gave fra [person2].

Da [person2] ikke er omfattet af personkredsen i boafgiftslovens § 22, er beløbet skattepligtigt efter statsskattelovens § 4 og beskattes som personlig i indkomst, jf. personskattelovens § 3.

Privatforbrug

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de består i penge eller formuegoder af pengeværdi, jf. statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold. Det følger af skattekontrollovens § 1, § 6 og § 6 B.

Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Det følger af en fast praksis, der er tiltrådt af Højesteret i domme af 21. juni 1967 (Ugeskrift for Retsvæsen

1967.635) og 5. februar 2002 (SKM2002.70.HR). Skattemyndighederne kan efter et skøn fastsætte indkomsten, så den giver mulighed for et rimeligt forbrug.

Efter ovenstående reguleringer for modtaget gave fra [person2] og lån fra din mor, har vi beregnet dit privatforbrug til at udgøre -11.641 kr. i 2011, til 72.126 kr. i 2012 og til 55.644 kr. i 2013, jf. vedlagte bilag I.

Det er SKATs opfattelse, at et privatforbrug på henholdsvis -11.641, 72.126 kr. og 55.644 kr. er for lavt, hvorfor betingelserne for at fastsætte indkomsten efter et skøn er opfyldt.

Ifølge Danmarks Statistik udgør det årlige gennemsnitlige privatforbrug for 1 voksen uden børn 200.214 kr. i 2011, 201.419 kr. i 2012 og 202.478 kr. i 2013, jf. bilag 2.

Du kan se Danmarks Statistiks beregninger på www.statistikbanken/FU10.

Vi skønner, at dit privatforbrug i 2011, 2012 og 2013 skal følge det gennemsnitlige privatforbrug ifølge Danmarks Statistik.

Din indkomst forhøjes dermed skønsmæssigt med 211.000 kr. i 2011, med 129.000 kr. i 2012 og med 146.000 kr. i 2013, jf. bilag 1.

Du har ikke selvangivet nogen indkomst i 2011, 2012 og 2013. l 2014 har du haft en indtægt fra [virksomhed5] ApS og fra [A-kasse] Dagpenge.

Vi mener, at den skønnede indkomst i 2011, 2012 og 2013 er en indtægt som er skattepligtigt efter statsskattelovens § 4 og beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3.

(...)

SKATs hjemmel til ændring af indkomstansættelsen for indkomståret 2014

Du er omfattet af den forkortede ligningsfrist på 1 år i Bekendtgørelse 2013-05-22 nr. 534 jf. § 2, stk. 1 nr. 3, idet du anses for at være almindelig lønmodtager. Det giver SKAT mulighed for, at ændre et indkomstår senest d. 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

For indkomståret 2014 kan vi sende forslag om ændring af indkomsten senest den 30. juni 2016.

SKATs hjemmel til ændring af indkomstansættelsen for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 5 kan vi sende forslag om ændring af indkomsten, når den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Forslaget skal sendes inden 6 måneder efter der er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder en ændring, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Vi mener, at du har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive indkomsten fra [person2] og ved ikke at selvangive din indkomst i 2011, 2012 og 2013, således at du har haft et antageligt privatforbrug for de pågældende år.

I dit brev af 9. august 2015 har du oplyst, at [person2] ikke var din lejer, men at han indbetalte et fast beløb pr. måned til dig til dækning af hans udgifter på [adresse1].

Vi har først fået kendskab til gavebeløbene fra [person2] den 9. august 2015 til at kunne sende et forslag. 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 2 er således overholdt.

I dit brev af 18. oktober 2015 har vi modtaget dokumentation for, at modtagne beløb fra din mor, var lån og ikke gave fra din mor. Lånene indgår i dine privatforbrugsopgørelser for 2011, 2012 og 2013.

Vi har først kunne opgøre den manglende selvangivne indkomst den 18. oktober 2015, hvor lånedokumenterne blev modtaget. Dermed er 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 overholdt.

...”

SKAT er i forbindelse med klagesagens behandling kommet med følgende bemærkninger af 3. marts 2016:

”...

Modtaget gave fra [person2]

[person2] har betalt 5.000 kr. pr. måned til klageren, hvor klageren så skulle afholde/betale samtlige udgifter på ejendommen [adresse1].

Der har ikke været tale om en lejeindtægt fra [person2], jf. klagerens brev af 9. august 2015.

[person2] har i brev af 8. september 2015 oplyst til SKAT, at han ikke har fået stillet den del af ejendommen, han ikke selv ejer, til rådighed.

Da betalingen fra [person2] overstiger hans andel af udgifterne på ejendommen, er der tale om en gave fra [person2] til klageren.

Da [person2] ikke er omfattet af personkredsen i boafgiftslovens § 22, er gaven skattepligtig som en indkomst efter statsskattelovens § 4 hos klageren.

Privatforbrug

Det fremgår af Justitsministererts gældsbekendtgørelse af 19. december 2008 § 11, at rådighedsbeløbet for 1 person udgør 5.480 kr. pr. måned i 2011, 5.650 kr. pr. måned i 2012 og 5.740 kr. pr. måned i 2013.

Såfremt klagerens privatforbrug skal opgøres efter Justitsministererts gældsbekendtgørelse, ville den manglende indkomst udgøre således:

Selvom SKAT har ændret klagerens indkomst ud fra Danmarks Statistiks beregninger, mener vi ikke at den skønsmæssige forhøjelse er åbenbart urimeligt og i strid med principperne i SKAT Juridiske Vejledning, når der henses til ovenstående beregning, som er opgjort efter et rådighedsbeløb pr. måned.

I afgørelse af 11. januar 2016 fra Landskatteretten, var klagerens privatforbrug skønsmæssigt opgjort efter Danmarks Statistiks beregninger.

Klageren havde modtaget kontanthjælp i året.

Landsskatteretten nedsatte den skønsmæssige forhøjelse ud fra, at klageren ikke kan modtage kontanthjælp, hvis der samtidig drives virksomhed, at klageren havde været tvangsindlagt på psykiatrisk hospital samt bevægelserne på klagerens bankkonto.

Klageren har ikke modtaget kontanthjælp i 2011, 2012, 2013 eller selvangivet anden indkomst i de 3 indkomstår.

I dommen fra Byretten af 21. december 2015 (SKM2016.75 BR) fandt Byretten ikke, at den skønsmæssige ansættelse hvilede på et forkert grundlag. Den skønsmæssige ansættelse var opgjort på baggrund af Danmarks Statistisk beregninger.

I Landsskatterettens domme af 22. november 2011 og af 10. juli 2009 samt Byrettes dom af 10. oktober 2012 (SK.M2013.84 BR), var der også henvist til Danmarks Statistisk ved opgørelse af et skønsmæssigt privatforbrug.

...”

Skattestyrelsen er kommet med følgende udtalelse i forbindelse med Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

”...

Skatteankestyrelsen har indstillet SKATs afgørelse ændret. Skattestyrelsen kan tiltræde indstillingen med nedenstående bemærkninger.

Indledningsvist bemærker Skattestyrelsen, at Skatteankestyrelsen har foretaget en ny beregning af klagers privatforbrug for de omhandlede år. Denne beregning kan Skattestyrelsen efter fornyet gennemgang tiltræde.

Af Skatteankestyrelsens privatforbrugsberegning fremgår ændringer i bl.a. ejendomsskat og fagligt kontingent. Skattestyrelsen bemærker, at de af Skatteankestyrelsen anvendte tal fremgår af klagers skatteoplysninger, hvorfor Skattestyrelsen ingen yderligere bemærkninger har til disse.

Vedrørende det påståede lån fra moder, bemærker Skattestyrelsen at Skatteankestyrelsen indstiller SKATs afgørelse ændret, hvorfor alene de indsætninger på klagers konto med teksten ”Bgs [person3]” accepteres som lån.

For indkomståret 2011 godkendes således ingen lån. For indkomståret 2012 godkendes indsætning af 27. december på i alt 10.000 kr. For indkomståret 2013 godkendes indsætninger af 27. juni og 27. december af henholdsvis 17.000 kr. og 21.000 kr.

Skattestyrelsen bemærker, at der ses at være fremlagt lånedokumenter for indkomståret 2011 på 190.000 kr., 2012 på 175.000 kr. og 2013 på 145.000 kr. Disse lånedokumenter ses ikke understøttet af indsætningerne på klagers konto eller af øvrige dokumenterede transaktioner.

SKAT har i den påklagede afgørelse accepteret klagers påstand om, at lånet til dels vedrører mors betaling af renter og afdrag på lån til [finans1], dog ses der ikke at være fremlagt dokumentation for disse betalinger. Der ses alene at være to betalinger, fra klagers egen konto til [finans1] den 27/9-12 og 27/12-12, på henholdsvis 32.401,13 kr. og 32.383,88 kr. Skattestyrelsen bemærker, at indsætningerne på klagers konto ikke ses at have talmæssig sammenhæng med udgifterne til [finans1], eller en tilhørende tekst der indikerer at disse udgifter skulle være betalt via lån fra klagers mor. Det samme gøres gældende for de af SKAT godkendte lån i form af betalte ejendomsskatter for 2011 på 13.865 kr. og 2012 på 14.440 kr.

Skattestyrelsen bemærker helt overordnet, at klagers påstande om lån fra moder ikke ses at harmonere med de underliggende transaktioner eller øvrig dokumentation i sagen, hvorfor de efter fornyet gennemgang ikke kan godkendes som lån fra klagers moder. Dog finder Skattestyrelsen, at påstanden om lån må anses for sandsynliggjort for indsætningerne med teksten ”Bgs [person3]” for 2012 og 2012 på henholdsvis 10.000 kr. og 38.000 kr.

Slutteligt bemærker Skattestyrelsen, at der af fremlagte kontoudtog ses at være en indsætning den 5. februar 2013 på 5.000 kr. Af teksten fremgår ”Bgs Mor”. Henset til de øvrige indsætninger med angivelse af klagers mor i tekstfeltet, kan Skattestyrelsen også godkende denne indsætning, hvorfor det samlede lån for 2013 må ansættes til 43.000 kr.

Af praksis fremgår klart, at i tilfælde som denne, hvor en skatteyder har et negativt privatforbrug, vil der være mulighed for at forhøje indkomsten skønsmæssigt, jf. bl.a. SKM2011.208.H.

Med henvisning til SKM2020.51.BR og SKM2018.59.BR ses der også at være praksis for at lægge tal for Danmarks Statistik til grund for disse skønsmæssige forhøjelser. Af praksis fremgår dog, at skattemyndighederne i deres skønsudøvelse skal tage alle faktiske forhold i betragtning, der kan have betydning for husstandens privatforbrug. Det bemærkes, at i SKM2018.59.BR kunne klager sandsynliggøre et mindre privatforbrug bl.a. med henvisning til at bedsteforældrene tog sig af børnene, hvormed udgifter til daginstitutioner ikke skulle indgå i privatforbruget. Skattestyrelsen bemærker dog, at klager på trods af sagens varighed endnu ikke har fremlagt konkrete faktiske forhold, der må anses at vedrøre husstandens privatforbrug, hvorfor klager ikke har dokumenteret, at han ikke skulle være omfattet af en gennemsnitsbetragtning, som der ses at være lagt til grund.

Skattestyrelsen tiltræder at sammenligningsgrundlaget for nærværende sag bør fastsættes til 180.000 kr., hvorfor Skatteankestyrelsens indstilling om forhøjelse også tiltrædes. Henset til Skattestyrelsens forslåede ændring af det af Skatteankestyrelsen udarbejdede privatforbrug for 2013, med yderligere 5.000 kr. i godkendt lån fra moder, vil klagers privatforbrug for 2013 ændres til -78.007 kr.

Ved at korrigere privatforbrugsberegningen for ovenstående, foreslår Skattestyrelsen klagers skattepligtige indkomst for 2013 ændret til 258.007 kr.

I brev af 9. august 2015 oplyser klager følgende: ”Jeg kan ikke forstå, hvorfor SKAT omtaler medejer [person2], som lejer. Jeg kan ikke svare tydeligere på dette end i mit brev af 29. juni 2015. Som medejer har han stået for sin del af betalingen af udgifterne til ejendomsskat og lån i [finans1]. Der har ikke været tale om en lejeindtægt og ej eller erhvervsmæssig udlejning. [...]”

Henset til ovenstående oplysning og at [person2] alene ejer 25 % sammenholdt med de af SKAT konstaterede indsætninger, fastholder Skattestyrelsen at [person2]s merbetaling anses for skattepligtige gaver, jf. statsskattelovens § 4.

...”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentanten har nedlagt påstand om, at forhøjelserne for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 skal nedsættes til 0 kr. Subsidiært, at den samlede forhøjelse skal nedsættes til 88.502 kr. for indkomstårene 2011, 2012 og 2013.

Mere subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at sagen skal hjemvisning til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Der er til støtte for påstanden anført:

”...

3. Sagens faktiske forhold

SKAT har ved afgørelsen af d. 14. december 2015 forhøjet klagers indkomst, idet SKAT finder at Klager har modtaget betaling fra [person2], ud over de udgifter [person2] har været forpligtet til at afholde på klager og [person2]s fælles ejendom beliggende [adresse1].

Forhøjelsen vedrørende dette forhold udgør hhv. kr. 20.534, kr. 19.678 og kr. 18.725 for 2011, 2012 og 2013.

SKAT har derudover beregnet et negativt privatforbrug, hvilket har medført en forhøjelse på hhv. 211.000 kr., 129.000 kr., 146.000 kr. for 2011, 2012 og 2013 baseret på Danmarks statistik gennemsnitsforbrug på 200.214 kr., 201.419 kr. og 202.478 kr. for hhv. 2011, 2012 og 2013.

SKAT har således i sin afgørelse og baggrund for forhøjelsen baseret sine beregninger på Danmarks statistisks beregninger over det gennemsnitslige forbrug for alle enlige danskere uden børn.

SKAT skønner, at Klagers forbrug skal følge dette gennemsnit, uden i øvrigt at redegøre nærmere herfor, jf. afgørelsens side 7, 3. afsnit.

For en nærmere gennemgang af sagens faktuelle forhold, for så vidt angår SKATs opgørelse og beregning henvises til bilag 1 side 2 – 7.

SKAT har tidligere haft en dialog med Klager om sagen i hvilken forbindelse der har været fremsendte en række skrivelser jf. bilag 2 – 7.

Klager har i hele perioden boet til leje i sin farmors gamle andelsbolig på adressen [adresse2], hvor Klager har haft en månedlig udgift på 2.500 kr., jf. bilag 8.

4. Begrundelse for klagen

Der er ikke grundlag for at forhøje Klagers indkomst vedrørende ejendommen [adresse1], da [person2] ikke har ydet klager nogen gave. [person2] og Klager er ikke i noget gavemiljø og [person2] har betalt udgifterne på ejendommen i forhold til det areal, han har haft rådighed over.

Skulle man anse den forøgede betaling for noget, skulle det i øvrigt ikke være en gave, men leje for at disponere over Klagers del af ejendommen, der i givet fald vil være under bundgrænsen, og dermed skatteansættelsen uvedkommende. Dette punkt kan således aldrig få skattemæssig betydning.

SKATs afgørelse bygger i øvrigt helt grundlæggende på den fundamentale præmis, at Klagers privatforbrug uden videre skal følge Danmarks statistiks gennemsnitsforbrug for alle enlige danskere uden børn, som udgør kr. 200.214, kr. 201.419 og kr. 202.478 for hhv. 2011, 2012 og 2013.

SKAT finder herefter, at det privatforbrug Klager har haft, har været uantagelig lavt, uden i øvrigt at udøve noget skøn over, hvilke forhold, der skulle kunne begrunde dette, andet end at privatforbruget efter SKATs opfattelse skal være på minimum 200.214 kr., svarende til 16.684,50 pr. måned.

Dette er der intet grundlag for at antage. Det faktuelle er, at Klager, ifølge SKATs opgørelse, har haft følgende udgifter i de indkomstår sagen vedrører:

I alt har der således i disse tre indkomstår været objektivt konstaterbare udgifter på kr. 128.956 ifølge SKATs opgørelse.

***

Derudover har klager haft udgifter på ejendommen på [adresse1], som Klager er medejer af, hvor de samlede udgifter i årene 2011, 2012 og 2013 har været hhv. 157.866 kr., 161.288 kr. og 165.099 kr., i alt kr. 484.253.

De samlede objektive konstaterbare udgifter har altså været på i alt kr. 613.209, alt ifølge SKATs egne opgørelser.

***

Til dækning af disse udgifter har Klager modtaget følgende beløb:

De samlede beløb, der har været til rådighed til dækning af disse udgifter har således samlet set været kr. 827.107.

Det samlede beløb til rådighed svarer til 213.898, eller 71.299 kr. årligt, som stammer fra lån fra klageres moder.

Klager har endvidere således ikke over den treårige periode sagen vedrører haft negativt privatforbrug.

For så vidt angår Klagers indtægter er det korrekt, som anført af SKAT, at klager ikke har angivet nogen indtægt for 2011, 2012 og 2013, hvilket skyldes det helt logiske forhold, at klager ikke har haft nogen indtægt at selvangive, da han ikke har oppebåret nogen indkomst.

Klager har således måtte leve af de midler, der nu var til rådighed, herunder de lån Klager har oppebåret fra sin moder, og som SKAT ikke har bestridt realiteten af, samt venner og families gode vilje.

SKAT bygger derimod sin afgørelse på en klar antagelse om, at der i perioden 2011, 2012 og 2013 skulle være tjent samlet set kr. 544.937 sort.

Dette vel at mærke uden, at SKAT har kunnet konstatere nogen overførelser til Klagers konti, som der ikke er redegjort for, ligesom SKAT ikke har kunnet konstatere, at Klager skulle have udført noget arbejde, eller i øvrigt have tjent nogen penge.

Klager har endvidere ikke haft adgang til nogen kilde af ikkebeskattede midler i form af f.eks. drift af uregistreret virksomhed, eller virksomhed i øvrigt.

Det tenderer således til det useriøse, sådan uden videre at forhøje skatteyderes indtægt, hvis de ikke har et privatforbrug, der følger det gennemsnitslige privatforbrug for alle danskere, rig som fattig, når der ikke foreligger momenter i sagen, der underbygger, at der skulle være grundlag herfor.

Der kan hertil blot anføres, at f.eks. studerende ikke har et indkomstgrundlag, der oversiger klagers. Skulle man følge SKATs logik, skulle SKAT altså kunne forhøje samtlige danskeres indkomst, hvis deres rådighedsbeløb er under ca. 200.000 kr. årligt.

Dermed vil der være grundlag for at forhøje samtlige landets studerende, bistandsklienter og pensionister, asylansøgere og andre med mindst i samfundet, hvis indkomstgrundlag beviseligt ikke svarer til Danmarks Statistiks gennemsnitsberegninger.

***

Såfremt Landsskatteretten ikke er enig i, at forhøjelsen af klagers indkomst skal nedsættes til kr. 0 bør sagen således hjemvises til fornyet behandling ved SKAT med henblik på opgørelse af et rimeligt, og virkelighedsnært skøn, baseret på de reelle faktuelle forhold, og ikke blot en intetsigende henvisning til Danmarks statistik.

Der er ingen tvivl om, at SKATs skøn hviler på et helt forkert grundlag, og en helt forkert antagelse og at skønnet medfører et åbenbart urimeligt og forkert resultat.

Accepteres SKATs skøn og præmissen herfor i denne sag, vil det omvendt skabe præcedens for, at grundlaget for skønsmæssige forhøjelser alene er Danmarks statistiks helt overordnede gennemsnit, baseret på alle danskere, herunder direktører, advokater, revisorer, it konsulenter m.v.

Og netop gennemsnitsberegninger er udtryk for, at nogle ligger over og nogle under. Når direktører, advokater, læger m.v., der har en meget høj indkomst er med i statistikken, betyder det også, at der er en stor gruppe, der ligger under det af Danmarks Statistik fastsatte gennemsnit. Ellers ville der jo ikke være tale om et gennemsnit.

Og SKAT har slet ikke forholdt sig til, hvorfor Klager skulle ligge lige på gennemsnittet. Klager er beviseligt i den laveste tænkelige indkomstkategori, og derfor er Klager, sammen med alle landets enlige studerende, kontanthjælpsmodtagere, starthjælpsmodtagere m.v., med til at trække millionlønningerne ned på et gennemsnit på kun ca. 200.000 kr. Og Alene af den grund kan Danmarks Statistiks beregning slet ikke finde anvendelse her.

Dette er ikke relevant. Det relevante ville være at basere skønnet på, hvilket privatforbrug der som minimum kan accepteres for at borgerne kan eksistere, og ikke et gennemsnitsforbrug for alle indkomstgrupper.

Afgørelsen er herefter i øvrigt også i strid med SKATs egen praksis jf. den juridiske vejledning afsnit ”A.B.5.3.3 Lavt privatforbrug som støtte eller grundlag for forhøjelse”

Det følger af dette afsnit, at:

”SKM2012.81.BR, SKM2008.406.BR og SKM2007.528.ØLR godkendte, at der ved skøn for privatforbrug var taget udgangspunkt i Forbrugerstyrelsens standardbudget for leveomkostninger. Imidlertid offentliggør myndigheden, der nu kendes som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, ikke længere sådanne standardbudgetter.

Som målestok for et minimum antageligt privatforbrug kan SKAT herefter i stedet hense til de satser for rådighedsbeløb, der anvendes ved gældssanering efter de civilretlige regler i konkursloven og bekendtgørelse om gældssanering.

Dette skal ses i sammenhæng med, at SKATs Restanceinddrivelsesmyndighed tilsvarende anvender disse satser for rådighedsbeløb som udtryk for de pengemidler, som en skyldner af skatte-, afgifts- og anden offentlig gæld som minimum skal have lov til at beholde til rådighed til egen og husstandens privatforbrug.

Rådighedsbeløbene reguleres én gang årligt. Se nærmere om rådighedsbeløbene og om deres regulering i afsnit G.A.3.1.1.1.3.3 Tabeltræk efter § 5, stk. 1”

Det fastsatte rådighedsbeløb udgør ca. 5.900 kr. om måneden, og ligger således milemidt fra SKATs afgørelse, der således helt åbenbart hviler på et forkert grundlag og medfører et åbenbart urimeligt resultat, og i øvrigt et resultat, der er i direkte strid med de principper SKAT selv har fastlagt i Den Juridiske Vejledning.

Accepterer Landsskatteretten et privatforbrug som anført ovenfor, vil det altså udgøre 5.900 kr. pr. måned svarende til 70.800 kr. årligt. Dette giver et forbrug over de tre år på 212.400 kr., som stadig ligger under de midler Klager har haft til sin rådighed.

Dertil har Klager afholdt udgifter på sin bolig på kr. 2.500 månedligt, svarende til 30.000 kr. årligt.

Lægges dette beløb til kr. 70.800 giver det et årligt forbrug på kr. 100.800, svarende til kr. 302.400 for 2011, 2012 og 2013.

Forhøjelsen vil således for disse år aldrig kunne blive højere end det beløb, der har været til rådighed kr. 213.898 fratrukket det teoretiske forbrug på 302.400 = 88.502 + lejeindtægten for 2014 på kr. 3.582 = 92.084.

...”

Repræsentanten er i forbindelse med klagesagens behandling kommet med følgende bemærkninger af 14. marts 2016:

”...

Vi skal indledningsvist forholde os til SKATs tal, der mildest talt forekommer besynderlige.

For så vidt angår 2011 er faktum, at Klager fra sin mor har modtaget kr. 252.767, jf. i øvrigt SKATs egne tal, bilag 1 side 4. Derudover er der fra [person2] modtaget kr. 60.000.

Disse faktuelle indtægter dækker de udgifter Klager, jf. SKATs egen afgørelse, har afholdt jf. bilag 1 side 4, svarende til udgifter afholdt på [adresse1] - kr. 157.886, samt Klagers beregnede privatforbrug iht. justitsministeriets gældsbekendtgørelse på kr. 65.760 og husleje - kr. 30.000. Dette svarer til afholdte udgifter på kr. 253.646. Hvis disse tal lægges til grund.

Disse faktuelle forhold præsterer SKAT omvendt at beregne til et negativt privatforbrug på kr. 225.800 i SKATs udtalelse, og dermed reelt set et større beløb end SKATs oprindeligt beregnede negative privatforbrug.

Sagen er grundlæggende ikke mere kompliceret end at sammenholde indtægterne med udgifterne, som vi i øvrigt allerede har gjort i klagen. SKAT overser i øvrigt i deres udtalelse, at Klagers mor i alle årene har overført væsentligt flere penge, end der fremgår i udtalelsen jf. tallene i udtalelsen sammenholdt med Sagens bilag 1 side 4.

Dertil kommer, at SKATs beregninger vedr. det negative privatforbrug for 2011 m.v. på kr. 222.174 er fundamentalt forkert, Det følger allerede af, at SKAT i sin formueopgørelse til brug for privatforbrugsberegningen f.eks. for 2011 medtager moderens lån på kr. 190.000 i forbindelse med opgørelsen af ultimoformuen for 2011 på kr. 1.233.180.

Da SKAT overfører tallene til afgørelsen sagens bilag 1, side 4, lyder ultimoformuen for 2011 lige pludselig på kr. 1.423.180, altså en forøgelse på kr. 190.000 yderligere af ultimoformuen.

Denne forøgelse af ultimoformuen på kr. 190.000 har SKAT ikke redegjort for, og kan der i øvrigt ikke fremfindes forklaring på i SKATs beregninger, hvorfor det må antages, at det er de kr. 190.000, der er modtaget fra moderen der er medregnet to gange.

Derudover kan der henvises til, at der er tale om en person, der ikke har, eller har været i stand til at erhverve egne indkomster. Klager har "meldt sig ud af samfundet", og har levet af lånte penge fra Klagers mor. Dette er dokumenteret med overførelser, og kan i øvrigt bevidnes af moderen.

At SKAT vil fastholde, at der intet forkert er i, at lave den skønsmæssige forhøjelse ud fra Danmarks Statistik, der viser en gennemsnitlig indkomst for alle personer i den familiære kategori, det vil sige den enlige milliardær og den enlige kontanthjælpsmodtager, siger noget om, hvad det er for en dagsorden SKAT forsøger at gennemtrumfe.

SKAT er ikke interesseret i, som SKAT er forpligtet til, når der skal laves skønsmæssige ansættelser, at nå til et virkelighedsnært resultat.

SKAT er imidlertid kun interesseret i at nå det for SKAT nemmeste tal, nemlig en tilfældig statistik, der intet siger om Klagers konkrete omstændigheder. Og her er der allerede tale om en fejl, der end ikke lever op til vejledningen. For vejledningen taler også om et virkelighedsnært skøn, og det kan det aldrig blive, når der ikke konkret tages stilling til Klagers subjektive forhold.

SKAT har alene, ved at anvende Danmarks Statistiks gennemsnitsberegninger, taget stilling til Danmarks objektive gennemsnit. Men dette gennemsnit siger intet om, hvad der konkret vil være en korrekt ansættelse i relation til Klagers indkomst.

SKAT overser i øvrigt, at tallene fra Danmarks statistik netop er gennemsnitstal, hvorfor der nødvendigvis må være nogen under gennemsnittet, ligesom der må være nogen over gennemsnittet.

Som vi forstår SKATs anvendelse af Danmarks statistiks beregninger vil det tillige betyde, at SKAT er forpligtet til at acceptere, at milliardæren alene beskattes i henhold til gennemsnittet. Eller, skal det forstås sådan, at Danmarks statistiks gennemsnit betyder, at alle skal ligge på dette gennemsnit, således at de der ligger under gennemsnittet kan beskattes af udeholdte indtægter, alene fordi de er under gennemsnittet.

Det giver ingen mening, og er slet ikke det, der er meningen med at opgøre gennemsnit. Et gennemsnit kan ikke bruges til at trække nogen op på gennemsnittet, som ikke hører til på gennemsnittet.

Det er således stadig Vores opfattelse, at skønnet hviler på et forkert grundlag, idet der på ingen måde konkret er taget stilling til Klagers subjektive forhold for at foretage et virkelighedsnæst skøn. Et for Klagers situation virkelighedsnært skøn.

Derudover betyder SKATs fremgangsmåde, at SKAT sætter skønnet under regel. SKAT anfører, at der intet forkert er i at bruge Danmarks statistik.

Der er sådan set alt forkert i at benytte denne gennemsnitsberegning, idet dette netop sætter skønnet under regel. Alle der har en indkomst under gennemsnittet vil blive forhøjet til gennemsnittet, idet SKAT, i hvert fald i denne sag antager, at ingen kan leve for mindre end det Danmarks statistik har fastslået.

Og det er netop at sætte skøn under regel, hvilket er i strid med de forvaltningsretlige principper.

For så vidt angår SKATs henvisning til praksis underbygger praksis ret klart, at SKATs afgørelse i denne sag er fundamental forkert. I SKM 2016.75 BR, havde SKAT netop, som vi an anfører SKAT skal, konkret forholdt sig til og opgjort forbruget for en enlig under 60 år uden børn, til ca. kr. 120.000 årligt. Dette tal indeholder endog kr. godt 40.000 til bolig, som Klager allerede har betalt i nærværende sag.

Denne afgørelse støtter således på ingen som helst vis SKATs synspunkt om, at der kan ske anvendelse af gennemsnitstal fra Danmarks statistik, og da under ingen omstændigheder et forbrug på kr. 211.000, men derimod alene et forbrug på 120.000 inkl. boligudgifterne.

I Den Landsskatteretssag SKAT henviser til i sin udtalelse, Journalnr. 14-0003513, forholder Landsskatteretten sig direkte til de konkrete omstændigheder i sagen og foretager en konkret skønsmæssig vurdering af klagerens forhold. I denne sag agter SKAT omvendt uden vurdering m.v. blot at benytte Danmarks statistiks tal.

I Landsskatteretssagen får skatteyderen herefter medhold, idet Landsskatteretten finder, at SKATs beregnede privatforbrug på samlet ca. kr. 201.000 var alt for højt. SKATs forhøjelse blev herefter nedsat til kr. 0, og privatforbruget, som beregnet af SKAT (før SKATs forhøjelse) på godt 90.000 stod herefter ved magt.

Essensen af de afgørelser SKAT henviser til er altså, at Landsskatteretten og byretten i de konkrete tilfælde accepterede privatforbrug på hhv. kr. 120.000 og kr. 90.000 inkl. boligudgifter.

Alene disse forhold viser, at SKATs afgørelse er forkert, når de afgørelser SKAT selv henviser til, viser, at der i praksis anerkendes langt lavere privatforbrug, end SKAT uden nogen konkret årsag, finder grundlag for at lægge til grund for denne sags afgørelse.

...”

Klagerens repræsentant har på mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler den 19. november 2019 oplyst, at SKATs privatforbrugsopgørelse er fejlbehæftet og forklarede, at renteudgifterne er medtaget to gange. Repræsentanten har endvidere været i kontakt med Danmarks Statistik, der har oplyst, at man godt kan få lavet en individuel beregning. Repræsentanten oplyste, at klageren ingen indkomst har haft, og derfor ikke kan være omfattet af en gennemsnitsbetragtning.

Repræsentanten er endvidere kommet følgende bemærkninger af 2. december 2019:

”...

I forlængelse af telefonmøde fremsendes hermed årsopgørelserne, hvoraf de tal jeg har anvendt i mine beregninger fremkommer.

For så vidt angår Danmarks Statistik fremsendes den korrespondance, jeg tidligere har haft med Danmarks Statistik i forbindelse med en anden sag, hvor Skattestyrelsen tillige havde brugt FU10, som i nærværende sag.

Som det fremgår heraf er FU10 ikke den korrekte statistik, det er i stedet, ifølge Danmarks statistik, FU51, og Statistikken kan under alle omstændigheder, som allerede tidligere anført ikke anvendes, som Skattestyrelsen gør.

Dette skyldes, at det gennemsnitlige forbrug i sagens natur skal sættes i forhold til den pågældende borgers konkrete individuelle forhold, og dermed kan man i sagens natur ikke blot anvende det overordnede gennemsnit for privatforbrug i Danmark.

Det fremgår videre af Danmark Statistiks mail, at de uden problemer kan lave en individuel kørsel, hvor man tager højde for de individuelle forhold, men også at dette koster mellem kr. 6.000 - 10.000 plus moms, hvilket i sagens natur ikke er en omkostning man med rimelighed kan pålægge min klient at afholde.

...”

Repræsentanten er i forbindelse med Skatteankestyrelsens forsalg til afgørelse kommet med følgende bemærkninger af 1. marts 2020:

”...

Jeg kan udover SKM 2016.75 BR henvise til SKM2020.51.BR, hvor retten igen slog fast, at Landsskatteretten ikke blot kan anvende gennemsnitstal, men er nødsaget til at inddrage konkrete omstændigheder i vurderingen af privatforbruget.

I nærværende sag er der tale om, at [person6] har nogle helt særlige personlige forhold, der gør, at [person6] ikke har kunnet oppebære nogen indtægt, og har måtte leve "fra hånden og i munden" jf. vedlagte lægejournaler, der tydeligt dokumenterer hvilke personlige udfordringer [person6] har haft.

Det kan simpelthen ikke passe, at en sag af denne karakter, skal indbringes for domstolene, før der tages hensyn til [person6]s situation, som har været helt håbløs i den periode, som sagen vedrører.

[person6] har haft et privatforbrug, der selvfølgelig afspejler det livsforløb [person6] har haft og den økonomiske virkelighed han har været i, i denne periode, således at [person6] naturligvis, som skatteyderen i SKM 2020,51 har haft et særdeles begrænset privatforbrug.

Den beskedne reduktion af Danmarks statistiks tal, som Skatteankestyrelsen påtænker at anvende tager på ingen som helst vis højde for [person6]s personlige forhold, og meget beskedne livsførelse, som [person6]s personlige forhold har afstedkommet.

Derudover er Skatteankestyrelsens beregninger og opgørelser fundamentalt forkerte, idet Skatteankestyrelsen laver en skønnet reduktion af privatforbruget baseret på det gennemsnitlige privatforbrug inklusive alle poster, og skønner herefter et ''beskedent" privatforbrug på kr. 180.000

Skatteankestyrelsen overser i den forbindelse fuldstændigt, at Danmarks statistiks FU10 baserer sig på 200 forbrugsarter, og at de gennemsnitlige tal for 2011, 2012 og 2013 på hhv. kr. 200.214, kr. 201.419 og kr. 202.48 således indeholder et gennemsnitligt forbrug for alle udgifter.

Heri indgår altså også bolig, som i statistikken medregnes med betydelige beløb, se nedenfor vedrørende 2011

(...)

Problemet er jo blot, at [person6] i Skatteankestyrelsens privatforbrugsberegning på side 7 i

forslaget til afgørelse allerede er belastet en gang med boligudgifterne.

Derudover tager Skatteankestyrelsen ej heller højde for alle de øvrige poster i FU10, der konkret ikke er relevante for personer i lavindkomstgruppen f.eks. rejser, biler m.v., hvilket præcist er de forhold som byretten fremhæver i SKM 2020,51.

Der foreligger ingen objektivt konstaterbare forhold på nærværende sag, der indikerer at [person6] ikke skulle ligge i lavindkomstkategorien, således at det er irrelevant at hense til gennemsnitstal, frem for de minimumssatser man kan eksistere for, se herom f.eks. 16-0125544 og den juridiske vejledning afsnit A.B.5.3.3.

[person6] har endog måtte eksistere for, hvad han nu har kunnet låne fra sin moder, idet han ikke har oppebære nogen særskilt indtægt i denne periode.

***

Dernæst er der yderligere det problem med beregningerne på side 7 i Skatteankestyrelsens forslag, at man fuldstændigt bortser fra, at [person6]s mor jo har betalt de løbende udgifter på ejendommen jf. side 3 i forslaget.

Hvorfor fremgår disse "indtægter" ikke i forbindelse med beregningerne på side 7, hvor man alene medregner betalingerne fra [person2] og godkendte lån fra [person6]s mor med hhv. kr. 10.000 og kr. 38.000 som "indtægt"/ kilde til finansiering af privatforbrug?

[person6] mangler således på "indtægtssiden" at blive godskrevet de udgifter [person6]s mor har afholdt og som udgør hhv. kr. 143.767 i 2011, kr. 79.252 i 2012 og kr. 129.357 i 2013.

Derudover medregner man udgifterne afholdt for [person2] i beregningen på side 7, problemet hermed er jo blot, at de udgifter ifølge opgørelsen på side 3 udgør 25 % af de samlede udgifter på ejendommen, som [person6]s mor har betalt, og som allerede indgår i beregningen over udgifterne på ejendommen en gang, idet [person6], som han tidligere har oplyst har stået for betaling af alle udgifterne på ejendommen.

***

Skatteankestyrelsen underkender derudover lånene fra [person6]s mor, hvilket er fuldstændig uberettiget, idet [person6], ikke på nogen som helst vis har kunnet eksistere, hvis ikke [person6]s mor har hjulpet ham, hvilket de fremlagte lægejournaler klart indikerer, ud over selvfølgelig, at [person6]s mor har lånt [person6] penge til betaling af udgifterne på ejendommen.

Der vedlægges kopi af lånedokument fra [person6]s mor, der viser, at hun har belånt sin ejendom for at kunne understøtte [person6], samt kopi af kontoudskrift, der viser at kontonummer [...86] tilhører [person6]s mor, samt kvitteringer for hævninger af kontanter, der viser, at der i efterår/vinter 2012 er hævet kr. 65.000 på denne konto

Det er i sagen natur mere end vanskeligt i dag, at fremfinde dokumentation for alle bevægelser og transaktioner, idet det i denne forbindelse skal bemærkes, at Skattestyrelsen anerkendte lånene fra [person6]s mor, og at der ikke er stillet spørgsmålstegn herved førend vi modtog forslaget til afgørelse, hvilket gør, at der ikke har været grundlag for at bevissikre dette punkt, og i dag gør at det er vanskeligt at fremfinde objektivt konstaterbart bevis for alle bevægelser og transaktioner.

Overordnet set gøres det således gældende, at

Forhøjelsen vedrørende dette punkt skal således nedsættes med minimum kr. 100.000 pr. år, henset til sagens karakter og praksis i henhold til, 16-0125544, 18-0001775 og den juridiske vejledning afsnitA.B.5.3.3.

Det skal videre bemærkes, at der ikke i nærværende sag er konstateret nogen form for betydeligt privatforbrug, cashflowet på [person6]s konto underbygger derimod, at der har været en meget beskeden livsførelse, hvilket kombineret med lægejournalerne, samt at [person6]s mor på objektivt konstaterbart grundlag har betalt for udgifterne på huset, klart viser, at [person6]s livsførelse har været endog særdeles beskeden.

Forhøjelsen skal således nedsættes med kr.143.767i 2011, kr. 79.252 i 2012 og kr. 129.357 i 2013.

Forhøjelsen skal således nedsættes med kr. 39.467 i 2011, kr. 40.322 i 2012 og kr. 41.275 i 2013

Samlet set viser ovenstående korrektioner, som allerede anført i klagen, at der ikke er grundlag for Skattestyrelsens forhøjelse, og at Skatteankestyrelsens forslag under ingen omstændigheder har gang på jorden, og det har Skattestyrelsens afgørelse ej heller.

Der er således ingen som helst tvivl om, at der aldrig kan blive tale om en forhøjelse af Skattestyrelsens afgørelse, at Skattestyrelsens afgørelse tillige er forkert, og at sagen bør hjemvises såfremt der ikke gives medhold i de nedlagte påstande.

...”

Klagerens repræsentant er kommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 24. marts 2020:

”...

Jeg kan dog supplerende bemærke, at det er bemærkelsesværdigt, at Skattestyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsens fornyede beregning af privatforbruget, jf. i det hele indholdet af min skrivelse afd. 1. marts 2020, idet beregningen grundlæggende er forkert.

...”

På retsmøde forklarede klagerens søster, at klageren ingen indtægt har haft, og at der ikke foreligger dokumentation for alt i en familie, når en person har overnattet, spist med, m.v. Klagerens moder har hjulpet en psykisk forpint mand, og moderen har taget en kæmpe lån i eget hus for at hjælpe. Endvidere oplyste klagerens søster, at klageren har været sygemeldt siden 13. august 2019 og har fået sygedagpenge, og at klageren aldrig har modtaget en indtægt fra de firmaer, som klageren har været registreret som direktør af.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Skatteforvaltningen kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er negativt eller usandsynligt lavt. Skatteforvaltningen kan skønsmæssigt fastsætte en indkomst, så den giver skatteyderen mulighed for at have et rimeligt privatforbrug i indkomståret. Hvis der påvises en yderligere indtægtskilde for skatteyderen, kan indkomsten også forhøjes. Det følger af en fast praksis, og der henvises til højesteretsafgørelsen refereret i SKM2011.208H.

Skattepligtig gave

SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 med henholdsvist 20.354 kr., 19.678 kr. og 18.725 kr. SKAT har anset indkomsten for at stamme fra skattepligtig gave fra [person2].

Klagerens repræsentant har oplyst, at beløbene indsat på klagerens konto udgør [person2]s andel af udgifter vedrørende ejendommen på [adresse1]. Endvidere har repræsentanten anført, at såfremt beløbene ikke anses for at udgøre [person2]s andel, må de anses for lejeindtægt og falde ind under bundgrænsen, hvorfor de er skatteansættelsen uvedkommende.

Det lægges til grund, at de samlede udgifter i indkomstårene 2011, 2012 og 2013 vedrørende ejendommen på [adresse1] udgjorde henholdsvis 157.866 kr., 161.288 kr., og 165.099 kr.

Klageren har månedligt modtaget 5.000 kr. fra [person2], samlet 60.000 kr. årligt i de påklagede indkomstår. Landsskatteretten finder ikke, at klageren har dokumenteret eller i tilstrækkelig grad godtgjort, at samtlige indsætninger fra [person2] er midler undtaget beskatning.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at det af klagerens R75 kontroloplysninger fremgår, at klageren er registeret med 75 % ejerandel af ejendommen på [adresse1]. [person2] er registeret med 25 %. På baggrund heraf anses [K.B.N]s andel på 25 % derfor for at have udgjort henholdsvis 39.467 kr., 40.322 kr. og 41.275 kr. af de samlede udgifter vedrørende ejendommen i de påklagede indkomstår.

For så vidt angår den resterende andel af de modtaget beløb på 20.553 kr. i indkomståret 2011, 19.678 kr. i indkomståret 2012 og 18.725 kr. i indkomståret 2013 har klageren ikke fremlagt dokumentation for, at det yderligere modtaget beløb knytter sig til udgifter i ejendommen. Endvidere har klageren ikke fremlagt en lejekontrakt eller anden dokumentation, der indikerer, at [person2] har lejet klagerens andel af boligen, og at de øvrige beløb skal anses for at være lejeindtægt. Det er derfor Landsskatterettens opfattelse, at det er berettiget, at SKAT har anset den yderligere indkomst for at stamme fra skattepligtig gave efter statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse vedrørende dette punkt.

Privatforbrug

Der foreligger privatforbrugsopgørelser udarbejdet af Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen. Landsskatteretten finder, at der skal tages udgangspunkt i de af Skatteankestyrelsen udarbejde opgørelser.

Henset til de foreliggende gældsbreve, forklaringen fra klagers søster på retsmødet og det på retsmødet fremlagte materiale om tilbagebetaling af større beløb til moderen efter salg af en ejendom i 2014, finder Landsskatteretten det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klagers leveomkostninger er betalt ved midler han har fået fra sin moder i form af lån i henhold til de fremlagte gældsbreve og af yderligere beløb, som moderen har betalt løbende til ham. Hvis der tages hensyn til dette i den af Skatteankestyrelsen udarbejdede privatforbrugsopgørelse fremkommer der et positiv privatforbrug for alle de tre omhandlede indkomstår. Henset til det oplyste om klagers sygdom, levevis og manglende indkomst finder Landsskatteretten det endvidere godtgjort, at klager har haft et beskedent privatforbrug, der ikke kan beregnes ud fra gennemsnitstal fra Danmarks Statistik jf. SKM 2020.51.BR og SKM 2019. 473.LSR.

På denne baggrund finder Landsskatteretten, at der ikke er grundlag for de foretagne forhøjelser i indkomstårene 2011-13, der herefter nedsættes til 0 kr.