Kendelse af 07-07-2021 - indlagt i TaxCons database den 07-08-2021

Faktiske oplysninger

Klageren har drevet virksomheden [virksomhed1] v/[person1] med cvr-nr. [...1] i indkomståret 2014. Virksomheden blev startet den 1. februar 2002 og er registreret under branchekode 474200 - detailhandel med telekommunikation.

Virksomhedens indtægter består af konsulenthonorar fra [virksomhed2] A/S

Endvidere har klageren i perioden fra den 8. september 2003 til 28. oktober 2012 drevet virksomheden [virksomhed3] I/S. Virksomheden var registreret under branchekode 731190 – Anden reklamevirksomhed. Ud over klageren har [person2] været registreret som medejer af virksomheden.

Virksomheden [virksomhed4] I/S havde til formål at sælge luftfotos til private og virksomheder.

Tab på debitorer

Klageren har i regnskabet for indkomståret 2014 fratrukket tab på debitorer med 80.000 kr. eksklusive moms.

Udgiften vedrører tab på debitorer som tidligere er fratrukket i indkomståret 2009. SKAT har ved afgørelse af 20. oktober 2011 nægtet fradrag for udgiften. Landsskatteretten traf den 11. september 2014 afgørelse om at stadfæste SKATs afgørelse med følgende begrundelse:

”(...)

Uanset det lægges til grund, at du har haft et tilgodehavende af den påståede størrelse, som er indtægtsført i virksomheden, kan det ikke anses for godtgjort, at beløbet eller dele heraf er konstateret tabt i indkomståret 2009. Der er bl.a. lagt vægt på, at tilgodehavenderne efter det oplyste ikke er søgt inddrevet ved forgæves udlæg eller anden retsskridt, ligesom der ikke er godtgjort særlige omstændigheder, der kan begrunde at tilgodehavenderne kan anses for tabt. Din egen vurdering af debitors betingelser kan ikke tillægges betydning, ligesom det ikke kan føre til et andet resultat, at du ikke ønsker at afholde inkassoomkostninger.

(...)”

Tabet på i alt 160.000 kr. med tillæg af moms har tidligere været fratrukket i regnskabet for [virksomhed3] I/S, som klageren drev sammen med [person2] frem til den 28. oktober 2012, hvor denne virksomhed ophørte.

Repræsentanten påstår fradrag for tab på debitorer med den begrundelse, at klageren på tidspunktet for udsendelse af fakturaerne var af den opfattelse, at modtageren var forpligtet til at betale.

Klageren har til SKAT indsendt kopi af breve til debitorer, hvoraf det fremgår at [virksomhed5] A/S frafalder deres krav. Sammen med brevet er der en kreditnota. Der er i alt fremsendt kreditnotaer på 160.000 kr. med tillæg af moms på 40.000 kr. eller i alt 200.000 kr.

Forbrugerklagenævnet har i to afgørelser truffet afgørelse om, at fakturamodtagerne aldrig har været retligt forpligtede til at betale.

Repræsentanten oplyser i sin klage, at klageren efter adskillige gange at have rykket for betaling udsendte kreditnotaer til virksomhedens kunder.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for tab på debitorer fratrukket med 80.000 kr. i indkomståret 2014.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

2.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

SKAT og Landsskatteretten har tidligere truffet afgørelse om samme forhold i sag mod [virksomhed3] I/S (CVR-nr. [...2]), hvor du var medinteressent sammen med [person2]. Såvel SKAT som Landsskatteretten har nægtet fradrag for tab på debitorerne med den primære begrun- delse, at det ikke er dokumenteret, at der er foretaget fornødne retsskridt til indkrævning af tilgodehavenderne.

På baggrund af afgørelsen fra Landskatteretten af den 11. september 2014 har du efterfølgende igen taget skattemæssigt fradrag på kr. 80.000 for de samme fordringer i indkomståret 2014. Momsmæs- sigt har du taget fradrag for kr. 20.000 i forbindelse med, at du har indsendt momsefterangivelse til SKAT den 13. april 2015 vedrørende perioden 01.01.2014 – 31.12.2014.

SKAT kan fortsat ikke anerkende tabet på fordringerne. Efter praksis kan tab på debitorer under kr. 3.000 fratrækkes, når kreditor selv eller en inkassovirksomhed forgæves har rykket for betaling af beløbet, og inddrivelse af beløbet opgives, jf. den juridiske vejledning afsnit D.A.8.1.1.6.4.8.

Endvidere henvises til Østre Landsretsdom (SKM2004.138.ØLD), hvoraf det fremgår, at tab på fordringer skattemæssigt ikke kan fratrækkes, da kreditor ikke havde udsendt skriftlige rykkere til de nævnte debitorer eller på anden måde iværksat tiltag i anledning af den manglende betaling.

Virksomheden har ikke dokumenteret aktive skridt for at inddrive fordringerne i form af skriftlige rykkere eller lignende.

2.4.1. SKATs bemærkninger til kommentarer fra [person1]

SKAT fastholder, at der ikke kan godkendes fradrag for fratrukne tab på debitorer, jf. statsskattelo- vens § 6, stk. 1, litra a og momslovens § 4. I denne vurdering er det uden betydning, at debitorerne vedrører aftaler indgået i perioden 2006-2007, og at debitorerne, efter [person1]’s opfattelse, derfor må anses for at være tabte.

I forhold til Landskatterettens afgørelse af den 11. september 2014 bemærkes det, at Landsskatteretten helt konkret har nægtet fradrag for de omhandlende debitorer, hvorefter SKAT følger denne afgørelse.

Der henvises til uændret begrundelse i ovenstående afsnit 2.4, hvor såvel SKAT som Landsskatte- retten tidligere har truffet afgørelse i samme sag.

På denne baggrund af ovenstående fastholder SKAT sit oprindelige ændringsforslag, hvorefter virksomhedens skattemæssige indkomst for 2014 forhøjes med kr. 80.000, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og virksomhedens momstilsvar forhøjes med kr. 20.000 for perioden 01.01.2014 – 31.12.2014, jf. momslovens § 4.

(...)”

SKAT har fremsendt følgende bemærkninger til den indsendte klage:

”(...)

Tab på debitorer-forhold 2:

I forbindelse med opstart af SKATs kontrol den 6. maj 2015 anmodede SKAT om dokumentation samt redegørelse for tab på debitorer kr. 155.000 i 2014, hvoraf kr. 80.000 ekskl. moms udgør de påklagede debitorer.

SKAT fremsendte ændringsforslag til [person1] den 26. august 2015, hvor der nægtes skatte- og momsfradrag for de påklagede debitorer. SKAT henviser til afgørelse fra Landsskatteretten i september 2014, der traf afgørelse om selvsamme debitorer, som [person1] tog skatte- og momsfradrag for i 2009 i [virksomhed3] I/S, cvr. [...2]. [virksomhed3] er ophørt den 28. oktober 2012.

Den primære begrundelse i LSR afgørelsen fra september 2014, og som SKAT gentager i sit ændringsforslag af den 26. august 2015, er, at:

"det ikke er dokumenteret, at der er foretaget fornødne retsskridt til indkrævning af tilgodehavenderne".

På denne baggrund nægtes der fradrag for de påklagede debitorer.

Den 4. oktober 2015 fremsender [person1] indsigelse til SKATs ændringsforslag af den 26. august 2015, hvor der anføres følgende vedrørende debitorerne:

"Fakturaerne er for aftaler i perioden 2006-2007. Dette er nu mere end 7 år siden, så alene på baggrund af forældelse må tabene nu kunne konstateres. At begynde udsendelse af inkasso varsler til disse kunde virker som et unødvendigt tiltag. Bemærk at der da også blev givet medhold i landskatte­ retten af den 11. september 2014 angående fradrag for samme type faktura for aftaler i perioden 2005-2006. "

I repræsentantens klage til Skatteankestyrelsen den 6. januar 2016 henvises til SKM2015.658.BR,

hvor repræsentanten anfører, at skatteyderen indrømmes fradrag på baggrund af en kreditnota. By­ retten udtaler, at der med parternes aftaleindgåelse om kreditnotaen forelå en endelig og ubetinget retlig forpligtelse. SKAT er enig heri.

Med henvisning til samme dom noterer SKAT sig samtidig, at der ikke gives fradrag for tab på de­ bitorer med den primære begrundelse, at skatteyderen ikke havde forsøgt at inddrive beløbene hos de pågældende skyldnere ved retslige inddrivelsesskridt. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

I den verserende sag har [person1] på intet tidspunkt fremlagt kreditnotaer eller lignende for SKAT eller på anden måde dokumenteret retslige inddrivelsesskridt mod kunderne. Først i forbindelse med repræsentantens supplerende klage den 7. januar 2016 fremlægges der bilag. Disse oplysninger er nye for SKAT og ikke tidligere fremsendt trods anmodning om dokumentation og redegørelse fra SKATs side.

Den 7. januar 2016 har repræsentanten således fremsendt bilag i form af breve med overskriften "Frafald af krav" samt kreditnotaer til næsten samtlige af de kunder, der var afskrevet som debitorer. Brevene og kreditnotaerne er dateret den 30. november 2014, altså ca. 10 mdr. før [person1] i sin ovenfor citerede indsigelse til SKAT oplyser, at det vil være et unødvendigt tiltag. Forholdet virker iøjnefaldende. Ligeledes bemærkes, at brevene og kreditnotaerne er udarbejdet med [virksomhed3] I/S, cvr. [...2] som afsender.

Under alle omstændigheder må et spørgsmål om momskravet således være hjemhørende i [virksomhed3] I/S, cvr. [...2] og ikke [virksomhed1]v/[person1], cvr. [...1].

(...)”

Skattestyrelsen har ved brev af 29. april 2021 fremsendt følgende udtalelse i sagen:

”(...)

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

I nærværende sag har Skattestyrelsen i afgørelse af 8. oktober 2015 ændret klagers skattepligtige indkomst for indkomståret 2014. Klageren har i regnskabet for indkomståret 2014 fratrukket tab på debitorer med 80.000 kr. eksklusive moms. Det har Skattestyrelsen ikke godkendt.

Tab på debitorer

Sagen drejer sig om, hvorvidt der er grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsen forhøjelse af klagers skattepligtige indkomst for 2014.

Tabet på i alt 160.000 kr. med tillæg af moms har tidligere været fratrukket i regnskabet for [virksomhed3] I/S, som klageren drev sammen med [person2] frem til den 28. oktober 2012, hvor denne virksomhed ophørte.

Repræsentanten påstår fradrag for tab på debitorer med den begrundelse, at klageren på tidspunktet for udsendelse af fakturaerne var af den opfattelse, at modtageren var forpligtet til at betale.

Klageren har til Skattestyrelsen indsendt kopi af breve til debitorer, hvoraf det fremgår at [virksomhed5] A/S frafalder deres krav. Sammen med brevet er der en kreditnota. Der er i alt fremsendt kreditnotaer på 160.000 kr. med tillæg af moms på 40.000 kr. eller i alt 200.000 kr.

Forbrugerklagenævnet har i to afgørelser truffet afgørelse om, at fakturamodtagerne aldrig har været retligt forpligtede til at betale.

Repræsentanten oplyser i sin klage, at klageren efter adskillige gange at have rykket for betaling udsendte kreditnotaer til virksomhedens kunder. Repræsentanten fremfører, at der derfor er med rette, at beløbet er fratrukket i skatteopgørelsen for indkomståret 2014.

Skatteankestyrelsen har ved breve af henholdsvis 6. november 2020 og 02. marts 2021 forgæves anmodet klageren om at indsende dokumentation for, at fakturabeløbene har været medregnet i skatteansættelserne for indkomstårene 2005 og 2006.

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse af sagen, om at klageren ikke har dokumenteret, at fakturabeløbene har været medregnet i skatteansættelsen for indkomstårene 2005 og 2006, og der derfor ikke kan godkende fradrag for tab på debitorer.

(...)”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har i klage af 6. januar 2016 fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til husleje med 45.458 kr. eksklusive moms samt fradrag for tab på debitorer med 80.000 kr. eksklusive moms i indkomståret 2014.

Klageren har den 17. november 2019 revideret sin påstand, således at påstanden alene gælder fradrag for tab på debitorer med 80.000 kr.

Klageren har som begrundelse for påstanden i sin klage af 6. januar 2016 anført følgende:

”(...)

Min klient har siden 2002 drevet selvstændig erhvervsvirksomhed under forskellige virksomhedsnavne.

Min klient og hans forretningspartner indgik med virkning fra og med 1. september 2005 aftale med [virksomhed6] A/S om leje af et erhvervslejemål beliggende [adresse1], [by1]

Der opstod primo 2011 en tvist mellem udlejeren og min klient m.fl. Tvisten angik mangler ved lejemålet, som efter min klients opfattelse havde en sådanne karakter, at lejemålet reelt var ubrugeligt. Min klient m.fl. var følgelig af den opfattelse, at de ikke var forpligtet til at betale husleje.

Udlejer var ikke enig heri og ophævede ved skrivelse af 11. marts 2011 lejeaftalen som følge af den manglende lejebetaling for marts måned 2011.

Min klient m.fl. var egentlig af den opfattelse, at lejeforholdet var bragt til ophør, således at parterne opgave deres gensidige krav mod hinanden.

Udlejer udtog imidlertid den 30. april 2014 stævning mod min klient med påstand om betaling af kr. 101.178,64. Påstandsbeløbet omfattede bl.a. husleje for perioden marts – juli 2011 i alt kr. 69.324,25. I påstandsbeløbet var modregnet det indbetalte depositum stort, kr. 43.645,49.

Min klient m.fl. nedlagde under sagens påstand om frifindelse.

Parterne indgik den 9. oktober 2009 retsforlig i sagen, der indebar, at min klient til fuld og endelig afgørelse af sagen skulle betale kr. 50.000,00 til udlejeren. Af de kr. 50.000,00 skulle min klient betale kr. 35.000,00.

Min klient m.fl. har reelt betalt kr. kr. 93.645,49 (kr. 50.000,00 + kr. 43.645,49). Sidstnævnte beløb udgør indbetalt depositum.

Min klient m.fl. har ikke fratrukket udgift til husleje m.v. fra og med marts 2011.

Min klient m.fl. drev i 2009 virksomheden [virksomhed3] I/S. Virksomheden drev virksomhed bl.a. med salg af luftfotos. Min klients ejerandel udgjorde 50 %.

Det var virksomhedens opfattelse, at der mundtligt var indgået endelig, bindende aftaler med de pågældende kunder. Den opfattelse delte kunderne imidlertid ikke.

Det manifesterede sig ved, at de undlod at afhente de pågældende luftfotos eller returnerede dem.

Virksomheden valgte ultimo 2009 – af proces, herunder procesøkonomiske årsager – og efter adskillige gange at have rykket for betaling, at udsende kreditnotaer til virksomhedens ”kunder.”

Landsskatteretten har ved kendelse af 11. september 2014 i sagen jour. nr.: 12-0189037 nægtet min klient fradrag på baggrund af de udsendte kreditnotaer. Retten begrunder sin afgørelse med, at der ikke er fremlagt dokumentation for aftaler med kunder, som ligger til grund for kreditnotaerne, ligesom der ikke foreligger dokumentation for, at min klient har forfulgt sine krav mod debitorerne.

Det er min opfattelse, at det i den foreliggende sag er misvisende at tale om tab på debitorer. Der er rettelig tale om, at der aldrig skulle have været sket indtægtsførelse af fakturabeløbene, idet fakturamodtagerne aldrig har været retligt forpligtet til at betale.

Min klient m.fl. har ført 2 sager ved Forbrugerklagenævnet, hvor det omtvistede var, hvorvidt fakturamodtagerne havde status af at være forbrugere i ”dørsalgslovens” forstand. Forbrugerklagenævnet kom frem til, at det var tilfældet, hvorfor fakturamodtagerne kunne fortryde et eventuelt køb (aftale), idet de aldrig af min klient var blevet gjort opmærksomme på fortrydelsesretten.

Situationen var herefter, at min klient aldrig havde haft et retligt krav mod fakturamodtagerne.

ANBRINGENDER

husleje

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages.

Fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a forudsætter efter praksis, at der er opstået en endelig retlig forpligtelse til at betale det pågældende beløb, og at beløbet kan opgøres endeligt, jf. Landsskatterettens kendelse offentliggjort som SKM 2012.436.

Min klient m.fl. har ikke fradraget – og har ikke været berettiget til at fradrage - huslejeudgifter m.v. fra og med marts 2011 før tvisten med udlejeren blev endelig afgjort den 9. oktober 2014 i forbindelse med det indgåede retsforlig.

Det gøres derfor gældende, at min klient kan foretage fradrag for huslejebetalinger m.v. for perioden fra og med marts 2011 i 2014.

Det indgåede forlig indebar, at min klient andel af det samlede forligsbeløb, stort, kr. 50.000,00, udgjorde kr. 35.000,00.

Hertil skal dog lægges, at udlejeren tillige har modtaget betaling i form af det indbetalte depositum, stort kr. 43.645,50. Min klients andels heraf udgør 50 % svarende til kr. 21.822,75.

Det samlede fradragsbeløb udgør herefter kr. 56.822,75, hvoraf kr. 11.364,55 udgør moms.

tab på debitorer

Der er i den foreliggende sag tale om, at min klient på tidspunktet for udsendelse af fakturaer var af den opfattelse, at modtageren var retligt forpligtede til at betale.

Min klient ændrede efterfølgende - på baggrund af 2 afgørelser fra Forbrugerklagenævnet - opfattelse. Der er således rettelig tale om, at fakturamodtagerne aldrig har været retligt forpligtede til at betale.

Det giver af samme grund ikke mening – som gjort af Landsskatteretten i kendelsen fra 2014 - at tillægge det betydning, hvorvidt min klient m.fl. har forfulgt kravene mod debitorerne.

Det gøres gældende, at den foreliggende sag på mange måder minder som (byrets)sagen offentliggjort som SKM 2015.658, hvor skatteyderen blev indrømmet fradrag på baggrund af en kreditnota, som skatteyderen havde udstedt i erkendelse af, at fakturamodtageren ikke var retligt forpligtet til at betale det fulde tidligere udfakturerede beløb.

(...)”

Repræsentanten har i brev af 7. januar 2016 fremsendt følgende supplerende klager:

”(...)

tab på debitorer

Vedhæftet fremsendelse oprindelige fakturaer, kreditnotaer og følgeskrivelser til disse.

Det gøres gældende, at fradragstidspunktet i den foreliggende sag i lighed med i sagen SKM 2015.658 er tidspunktet for min klients erkendelse over for ”kunderne” af ikke at have et krav mod disse.

Fradragstidspunktet er tidspunktet for udsendelse af (følge) skrivelser herom til ”kunderne.

(...)”

Den 17. november 2019 har repræsentanten fremsendt følgende tillæg til klage:

”(...)

Der er berammet telefonmøde i sagen den 20. ds. Min anmodning om afholdelse af møde i sagen frafaldes.

Påstanden om fradragsret for huslejeudgifter frafaldes ligeledes.

Jeg har hos min klient efterspurgte de oplysninger, som Skatteankestyrelsen har anmodet om i brev af 6. ds. Dem har jeg desværre ikke modtaget. Jeg ligger dog inde med afgørelserne fra Forbrugerklagenævnet. Dem vedhæfter jeg.

(...)”

Den 24. marts 2021 er repræsentanten fremkommet med følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:

”(...)

Jeg skal hermed fremkomme med mine bemærkninger til skatteankestyrelsens

forslag til sagens afgørelse.

Den i sagen nedlagte påstand støttes på min klients erkendelse af, at

”kunderne” aldrig har været retligt forpligtede i forhold til de indgåede aftaler. De har derved aldrig været retligt forpligtede til at betale de udsendte fakturaer.

Min klient er ikke længere i besiddelse af de udsendte rykkerbreve. Dialogen er for øvrigt helt overvejende sket ved telefoniske henvendelser.

Jeg vedhæfter min klients bogføring og årsrapporter for 2005 og 2006. De pågældende årsregnskabs beskedne resultater er i medregnet ved min klients skattemæssige indkomstopgørelse med 50 % svarende til hans ejerandel af virksomheden.

(...)”

Repræsentanten har den 4. maj 2021 fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse, herunder frafaldes retsmøde:

Der er i denne sag ikke tale om, at min klient påberåber sig tabsfradragsret på debitorer. Fradragsretten påberåbes derimod med henvisning til, at der i [virksomhed3] I/S (CVR-nr. [...2]) moms- og skattemæssigt er sket indtægtsførelse af udsendte fakturaer, hvor det sidenhen har vist sig, at fakturamodtagerne (kunderne) aldrig har været retligt forpligtede til at foretage betaling.

Fradragsretten er derved ikke betinget af, at der har været iværksat effektive inddrivelsesskridt.

Den er derimod betinget af, at der tidligere er sket moms- og skattemæssigt indtægtsførelse af de fakturaer, der nu ønskes fradragsret for. Jeg gør gældende, at det er godtgjort med det tidligere fremsendte regnskabs- og bogføringsmateriale.

Bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse i momssagen

Det anerkendes, at [virksomhed3] I/S var en selvstændig afgiftspligtig person i henhold til momsloven, og at ”tabsfradraget” i hovedreglen tilkommer og derved skal henføres til dette.

Situationen er imidlertid den, at interessentskabet blev opløst den 28. oktober 2012.

Ifølge erhvervsvirksomhedslovens § 2, stk. 1, hæfter alle interessenter personligt, uden begrænsning og solidarisk for interessentskabets forpligtelser.

Det gøres gældende, at et opløst interessentskabs rettigheder omvendt forholdsmæssigt tilkommer interessenterne. I den foreliggende sag tilkommer halvdelen af ”tabsfradraget” derved [person1], idet han stedse i perioden fra interessentskabets stiftelse til dets opløsning har været selskabsdeltager med en ejerandel på 50 %.

Sagerne kan afgøres på skriftligt grundlag, hvorfor anmodningen om afholdelse af retsmøde frafaldes.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Af kursgevinstlovens § 17 fremgår det, at for tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring, og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, finder reglerne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a anvendelse.

Der kan foretages fradrag for tab på fordringer i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og kan gøres endeligt op, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 1.

Det er en betingelse for fradragsret efter kursgevinstloven, at der er iværksat effektive inddrivelsesskridt, herunder truffet foranstaltninger for at undgå forældelse. Der henvises til SKM2004.138 ØLR, hvor Landsretten ikke godkendte fradrag for tab på fordringer. Landsretten lagde bl.a. særligt vægt på, at skatteyderen ikke på noget tidspunkt havde udsendt skriftlige rykkere til de nævnte debitorer eller på anden måde havde iværksat tiltag i anledning af den manglende betaling.

Der er foretaget fradrag for tab på debitorer med 80.000 kr.

Repræsentanten har i forbindelse med indsendelse af klagen til Skatteankestyrelsen fremsendt kreditnotaer for i alt 160.000 kr. eksklusive moms. Der er sammen med fremsendelse af kreditnotaerne fremsendt kopi af breve til debitorer, hvoraf det fremgår, at virksomheden [virksomhed3] I/S frafalder deres krav.

I forbindelse med sagsbehandlingen har Skatteankestyrelsens sagsbehandler ved brev af 6. november 2020 forgæves anmodet repræsentanten om at fremsende de fakturaer, som de fremlagte følgebreve og kreditnotaer vedrører.

Endvidere er repræsentanten anmodet om at indsende dokumentation for, at klageren har rykket fakturamodtagerne for betaling som anført på side tre i klagen af 6. januar 2016.

Skatteankestyrelsens sagsbehandler har ved brev af 2. marts 2021 igen anmodet repræsentanten om at indsende dette materiale, herunder også dokumentation for at de pågældende fakturaer er medregnet i virksomhedens omsætning i indkomstårene 2005 og 2006.

Repræsentanten har indsendt Excel regneark og årsrapporter for regnskaberne for indkomstårene 2005 og 2006. Der er ikke tale om regnskabsmateriale, herunder kontospecifikationer, som i fornødent omfang kan dokumentere, at fakturaerne tidligere har været medregnet.

Efter praksis kan tab på forretningsdebitorer fratrækkes i det indkomstår, hvor tabet er konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt, og tabet kan gøres endeligt op. Nedskrivning kan anerkendes, selv om uerholdeligheden ikke er konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt, hvis fordringen efter en konkret vurdering må anses for at være helt eller delvis uerholdelig. Kun under særlige omstændigheder kan det anses for sandsynliggjort, at en fordring eller en væsentlig del heraf er tabt uden udlægsforretning eller andre retsskridt. Særlige omstændigheder kan foreligge ved debitors indtrådte konkurs, betalingsstandsning, akkord, likvidation på grund af insolvens, debitors forsvinden eller lignende.

Procesøkonomiske overvejelser er ikke relevante ved vurderingen af forfølgelse af kravet, jf. praksis i blandt andet SKM2005.2007.ØLR.

Det er ikke dokumenteret, at klageren har foretaget fornødne retsskridt til indkrævning af tilgodehavenderne.

Repræsentanten fremfører at klageren har udsendt kreditnotaer den 30. november 2014 til samtlige debitorer med baggrund i, at [virksomhed5] A/S ikke i forbindelse med fremsendelse af fakturaen, oplyste om kundens fortrydelsesret i forhold til ”dørsalgsloven”, og derfor er det med rette, at beløbet er fratrukket i skatteopgørelsen for indkomståret 2014.

Repræsentanten henviser til SKM.2015, 658, hvor Byretten godkender fradrag under hensyntagen til, at klageren ikke ansås for at have erhvervet endelig ret til beløbet.

Skatteankestyrelsen har ved breve af henholdsvis 6. november 2020 og 02. marts 2021 anmodet klageren om at indsende dokumentation for, at fakturabeløbene har været medregnet i skatteansættelserne for indkomstårene 2005 og 2006, ligesom man har anmodet klageren om at dokumentere, at virksomheden har rykket fakturamodtagerene for betaling, som det er oplyst af klageren i den oprindelige klage af 6. januar 2016.

Landsskatteretten finder, at det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for tab på debitorer, da klageren ikke har dokumenteret, at der er foretaget fornødent retsskridt til indkrævning af tilgodehavendet, hvorfor det er med rette, at SKAT har nægtet fradrag for tab på debitorer.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse på dette punkt.