Kendelse af 31-10-2017 - indlagt i TaxCons database den 25-11-2017

Faktiske oplysninger

Klageren har i indkomstårene 2013 og 2014 været ansat som eksportchauffør hos [virksomhed1]. Klageren har i sit arbejde benyttet førerkort, og der var installeret tachograf i lastbilen.

Han har i indkomståret 2013 og 2014 modtaget en A-indkomst fra arbejdsgiveren på henholdsvis 222.895 kr. og 232.578 kr. og modtaget skattefri rejsegodtgørelse med henholdsvis 115.115 kr. og 114.794 kr.

Der er fremlagt tachografudskrifter for indkomstårene 2013 og 2014. Klageren har endvidere fremlagt kørselsrapporter for indkomstårene 2013 og 2014.

Kørselsrapporterne indeholder blandt andet oplysninger om klagerens navn og hvilken bil han har kørt i. Rejsens start- og sluttidspunkt fremgår af kørselsrapporterne. Kørselsrapporterne indeholder til dels oplysninger om kørslens destination/formål, der dog er angivet uden adresser. Den anvendte sats og beregning af rejsegodtgørelsens størrelse fremgår ikke af kørselsrapporterne.

SKAT har foretaget en gennemgang af klagerens kørselsrapporter for indkomståret 2013, hvor der er foretaget stikprøver af månederne januar, februar og marts. Klageren har i januar fået udbetalt godtgørelse svarende til, at klageren har været på rejse i 24 døgn, imens klageren ifølge kørselsrapporterne har været på rejse i henholdsvis 20,1 døgn. For februar har klageren fået udbetalt godtgørelse svarende til, at klageren har været på rejse i 22 døgn, imens klageren ifølge kørselsrapporterne har været på rejse i 19,1 døgn. For marts har klageren fået udbetalt godtgørelse svarende til 15 døgn, men han har ifølge kørselsrapporterne været på rejse i 11,4 døgn.

SKAT har endvidere foretaget en gennemgang af klagerens kørselsrapporter for indkomståret 2014, hvor der er foretaget stikprøver af månederne oktober, november og december. Klageren har i oktober fået udbetalt godtgørelse svarende til, at klageren har været på rejse i 22 døgn, imens klageren ifølge kørselsrapporterne har været på rejse i 20,9 døgn. For november har klageren fået udbetalt godtgørelse svarende til, at klageren har været på rejse i 23 døgn, imens klageren ifølge kørselsrapporterne har været på rejse i 18,9 døgn. For december har klageren fået udbetalt godtgørelse svarende til 23 døgn, men han har ifølge kørselsrapporterne været på rejse i 16 døgn.

Der er således uoverensstemmelser mellem antal faktiske rejsedage sammenholdt med antal dage, der er udbetalt rejsegodtgørelse for.

SKAT har oplyst, at klagerens arbejdsgiver har tilkendegivet overfor SKAT, at virksomheden ikke har ført kontrol med de ansattes kørselsrapporter. Af SKATs sagsnotat fremgår blandt andet:

”[virksomhed1] ([person1]) har oplyst, at virksomheden ikke har ført kontrol med de ansattes kørselsrapporter (grundlaget for udbetaling af den skattefrigodtgørelse). Der foreligger ikke dokumentation eller en opgørelse af hvilken periode godtgørelsen er udbetalt for eller hvordan godtgørelsen er beregnet. Virksomheden har udbetalt godtgørelsen i hele døgn, og oplyser at de har brugt oplysninger fra Tachograf på skærmen (ikke udskrevet print af grundlag) til at vurdere, hvor meget godtgørelse chaufføren skulle have udbetalt (dato med kørsel = skattefri godtgørelse for et døgn – skulle dog have fratrukket 2 døgn for at korrigere for tilsluttende timer).”

SKAT har godkendt et ligningsmæssigt rejsefradrag på henholdsvis 25.000 kr. og 25.500 kr. for indkomstårene 2013 og 2014.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med henholdsvis 115.115 kr. og 114.794 kr. for indkomstårene 2013 og 2014 med henvisning til, at den udbetalte rejsegodtgørelse skal anses som værende skattepligtig. SKAT har i stedet godkendt et rejsefradrag på henholdsvis 25.000 kr. og 25.500 kr. for indkomstårene 2013 og 2014.

SKAT har begrundet afgørelsen med følgende:

”(...)

SKAT har gennemgået udbetaling af skattefrie godtgørelser hos [virksomhed1], og det er konstateret, at der er udbetalt skattefrie godtgørelser, som ikke er udbetalt i overensstemmelse med gældende regler.

SKAT beslutter på baggrund af de uretmæssige udbetalinger af skattefri rejsegodtgørelse for 2014 at genoptage din skatteansættelse ekstraordinært for år 2013, jf. Skatteforvaltningslovens § 26 og med henvisning til §1, stk. 1, nr. 4 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

Det er vedrørende år 2013 og 2014 konstateret følgende forhold vedrørende din arbejdsgivers udbetaling af skattefrie godtgørelser:

Ifølge Bekendtgørelse nr. 173 af 13/3 2000, §1 stk. 3 anses den samlede udbetalte rejsegodtgørelse for personlig indkomst, hvis godtgørelsen er udbetalt med en højere sats end den, der er anført i Ligningslovens §9A.

(...)

SKAT har på baggrund af din henvendelse pr. mail orienteret om, at du, ud fra SKATs stikprøvevise gennemgang af dine kørselsrapporter, har fået udbetalt skattefri rejsegodtgørelse for flere døgn, end nu har været på rejse. Dette er grunden til, at den samlede skattefri rejsegodtgørelse anses som skattepligtig A-indkomst hos dig som lønmodtager.

Under henvisning til ovenstående begrundelse kan de af din arbejdsgiver modtagne skattefrie godtgørelser fra [virksomhed1] for år 2013 på i alt 115.115 kr. og for år 2014 på i alt 114.794 kr. ikke godkendes.

De modtagne beløb på betragtes i stedet som almindelig A-indkomst, hvorfor indkomsten for år 2013 forhøjes med 115.115 kr. og for år 2014 forhøjes med 114.794 kr., jf. Ligningslovens §§9, 9A og Personskattelovens §3.

Det er dog muligt, at få et rejsefradrag, hvis der ikke er udbetalt skattefri rejsegodtgørelse fra sin arbejdsgiver. Der godkendes et ligningsmæssigt fradrag for udgifter til kost på din selvangivelse for år 2013 og 2014.

Ud fra de foreliggende oplysninger godkendes det maksimale rejsefradrag på 25.000 kr. i år 2013 og 25.500 kr. i år 2014. Din indkomst nedsættes derfor med 25.000 kr. for år 2013 og med 25.500 kr. for år 2014, jf. Ligningslovens §9A, stk. 7.”

Af SKATs høringssvar af 12. januar 2016 fremgår:

”SKAT fastholder, at den udbetalte rejsegodtgørelse skal anses for skattepligtig A-indkomst, jf. §1, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 173 af 13/3 2000, da den er udbetalt med en højere sats end den, der er anført i Ligningslovens §9A. Samtidig anses de generelle krav til kontrol og dokumentation i forbindelse med udbetaling af skattefri godtgørelse ikke for at være opfyldt. ”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at den udbetalte rejsegodtgørelse skal godkendes som værende skattefri.

Der er til støtte for påstanden anført:

”Undertegnet klager over ovennævnte skatteafgørelse og det er hele afgørelsen, der klages over.

Undertegnet kan ikke forstå afgørelsen. Kan godt se paragraffer og love der henvises til, men bliver ikke klogere. Har henvendt mig til skat og stillet spørgsmål, men har ikke fået svar på spørgsmålene, kan ej heller se, der er taget stilling til de ting jeg henviser til og som jeg mener gør at skattefri diæterne er i overensstemmelse med gældende fradragsberettet diæter.

Se venligst mailkorrespondance, hvor jeg henviser til hvorfor jeg mener det er korrekte diæter.”

Klageren har endvidere henvist til mailkorrespondance med SKAT (uddrag):

”(...)

Jeg har læst og læst, jeg ved ikke hvor meget klogere jeg er blevet, synes det er svært at forstå lovstoffet og jeg forstår ikke hvad jeg har gjort forkert udover at jeg måske ikke har fået udfyldt kørselsrapporterne korrekt?

Jeg har været ansat som eksportchauffør og har overnattet i lastbilen langt de fleste nætter i ugen også indimellem i weekender. Opstart af arbejdsdagen og sluttidspunkt har været på skiftende tider af døgnet og ingen dage har været med en på forhånd aftalt opstart eller sluttidspunkt, ligesom jeg ikke på forhånd har vidst, hvor jeg skulle starte eller hvor jeg ville slutte (land og sted). Kørehviletidsbetemmelserne har også haft stor indflydelse på hvor man holdt. Ud fra det og ligningslovens §9 SKM.2008.853.skat, ser det ikke ud som om det har været forkert ?

Det med at man skal vurdere om, man kan tage hjem og overnatte, såfremt man holder indenfor en rimelig afstand af ens faste bopæl, så kan man ikke forlade en lastbil et eller andet sted uden at den er overvåget, idet den som oftest er lastet med værdi, derfor skal man blive i lastbilen, så det er ikke en mulighed.

I det hele taget kan jeg ikke finde noget helt konkret om skattefri kørselsgodtgørelse, der præcis vedrører eksportchauffører, for det kan ikke sammenlignes med en håndværker, rejsende sælger og øvrige der ikke bor i deres "Arbejdsredskab".

Med hensyn til om kørselsrapporterne har været udfyldt korrekt, ser det ud som om, at det er arbejdsgiveren der skal kontrollere og har ansvaret for at det er gjort korrekt og som også hæfter såfremt det er forkert? se skrivelse fra [virksomhed2] [link udeladt]”

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke godtgørelser for rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9 A, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed og, at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

Det er ligeledes en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at lønmodtageren kan anses for at have været på rejse af mindst 24 timers varighed. Det fremgår af ligningslovens § 9A, stk. 5.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Der er ved afgørelsen særligt lagt vægt på, at klageren ifølge oplysningerne i kørselsrapporterne har fået udbetalt skattefri rejsegodtgørelse for flere døgn, end klageren har været på rejse. Rejsegodtgørelsen er således udbetalt med en højere sats end angivet i ligningslovens § 9 A.

De fremlagte kørselsrapporter er detaljeret udfyldt, omend der blandt andet mangler oplysninger om, hvorledes den udbetalte rejsegodtgørelse er beregnet, efter hvilken sats og hvilken periode udbetalingen dækker.

Klageren har endvidere ikke fremlagt dokumentation for arbejdsgivers kontrol med den udbetalte rejsegodtgørelse. Arbejdsgiveren har tilkendegivet overfor SKAT, at en sådan kontrol ikke har fundet sted. Det er fastslået af domstolene, at arbejdsgivers kontrol er en betingelse for skattefriheden, se f.eks. TfS 1994.495Ø og SKM2001.504ØLR. Det fremgår af TfS1994.495Ø og SKM2006.229, at det ikke tillægges betydning i forhold til skattepligten, om udbetaling af godtgørelser, der senere viser sig ikke at opfylde betingelserne for skattefrihed, beror på arbejdsgiverens fejl.

Betingelserne i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1 findes således ikke opfyldt. Der henvises til, at der er udbetalt for flere døgn end klageren ifølge kørselsrapporterne har været på rejse, at kørselsrapporterne indholdsmæssigt ikke lever op til kravene i § 1, og at det ikke ses at være dokumenteret, at der har været ført fornøden kontrol med udbetalingerne af godtgørelserne.

Da alle ovenstående forhold således i sig selv medfører, at den udbetalte rejsegodtgørelse er skattepligtig, finder Landsskatteretten, at SKATs afgørelse skal stadfæstes.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvordan beskatningen skal foretages, bemærkes det, at det fremgår af § 1, stk. 3, i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse, at såfremt der udbetales rejsegodtgørelse med højere beløb end de satser, der er anført i ligningslovens § 9 A, anses hele beløbet for personlig indkomst.

Der ses på den baggrund ikke at være hjemmel i bekendtgørelsen til at foretage beskatningen således, at der alene sker en beskatning af differencen mellem den udbetalte rejsegodtgørelse og den rejsegodtgørelse, som kan beregnes ud fra kørselsrapporterne, jf. også SKM 2006.229.

Landsskatteretten stadfæster i det hele SKATs afgørelse.