Kendelse af 28-11-2017 - indlagt i TaxCons database den 30-12-2017

Faktiske oplysninger

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i 2006 erhvervede 10 kommanditistandele i K/S [virksomhed1] (selskabet).

Det fremgår af CVR. registeret, at selskabet er stiftet den 31. juli 2006, med ApS [virksomhed2] som komplementar, og branchekoden:

682040 Udlejning af erhvervsejendomme.

Virksomhedens formål er samme sted angivet som værende:

"at eje og drive virksomhed ved udlejning af ejendommen beliggende [adresse1], [by1], UK"

Slutteligt fremgår det, at kommanditselskabet er ophørt pr. 10. oktober 2016.

Det fremgår af kommanditselskabets vedtægter, at selskabets stamkapital ved stiftelsen udgjorde 16.500.000 kr. opdelt i 100 kommanditistandele a´ 165.000, som blev udbudt til 10 investorer.

Efter én investor blev indløst i 2013, ejede klageren 12,375 andele i selskabet, svarende til 12,375 %.

Kommanditisternes kontante indbetaling for 2006 udgjorde pr. andel 3.832 kr. samt kr. 1.623 som vedrørte erhvervelsen af anparter i ApS [virksomhed2].

Det fremgår af vedtægterne, at stamkapitalen den 15. oktober 2014 skulle hæves til 23 mio. kr. fordelt på de 100 andele.

Selskabet købte den 17. august 2006 ejendommen beliggende [adresse1], [by1], England. Købesummen var ifølge købsaftalen 2,550,000 GBP, med en kontant udbetaling på 127,500 GBP.

Købet blev delvist finansieret ved optagelse af mortgage-lån stort 2.040.000 GBP, hos [finans1] (banken), som fik pant i ejendommen med 1. prioritet.

Klageren har oplyst, at lånet blev ydet på et såkaldt non-recourse vilkår, som betød, at selskabets hæftelse overfor banken aldrig kunne komme til at overstige den til enhver tid værende værdi af pantet (ejendommen).

Non-recourse vilkåret fremgår ikke af låneaftalen, men klageren har fremlagt korrespondance mellem banken og selskabets repræsentant, hvori banken bekræfter at lånet er ydet på non-recourse vilkår. SKAT har endvidere lagt dette til grund i afgørelsen.

I efteråret 2014 tog [finans1], grundet misligholdelse af lånet, ejendommen i recievership (svarende til brugeligt pant).

Ejendommen blev herefter solgt på tvangsauktion den 16. december 2014 for 700.000 GBP.

[finans1] fremsendte efter salget følgende opgørelse over salget til selskabets repræsentant:

I selskabets årsregnskab for indkomståret 2014 er ejendommen herefter bogført med en regnskabsmæssig værdi på 0 kr.

Ifølge SKATs oplysninger blev lånet i ejendommen optaget i 2006 til kurs 1106,36, og indfriet i ved salget af ejendommen på tvangsauktion i 2014 til kurs 951,50.

Ifølge det oplyste androg restgælden til banken, den 31. december 2014, 2.131.259 GBP.

Nettoprovenuet ved tvangsrealisation af ejendommen, efter fradrag af salgsomkostninger og præmie for førtidig indfrielse af lånet, androg 576.432 GBP.

Den del af restgælden, som bortfaldt som følge af non-recourse vilkåret i låneaftalen, beløb sig herefter til 1.554.827 GBP.

På baggrund heraf har SKAT opgjort klagerens kursgevinst ved bortfald af den del af lånet, som ikke blev indfriet ved tvangssalget af ejendommen, (efter realisationsprincippet i kursgevinstlovens § 25) således:

Det fremgår af SKATs kontrol og udsøgningsblanketter for indkomstårene 2006-2014, at klageren har fradraget renteudgifter vedrørende klagerens andel af kommanditselskabets lån, og fradraget underskud hidrørende fra kommanditselskabets virksomhed i den skattepligtige indkomst

Landsskatteretten har den 5. februar 2015 truffet afgørelse i en sag (LSR journal nr. [sag1]), som omhandlede en lignende problemstilling. Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist havde opnået en skattepligtig kursgevinst ved afståelsen af sin ideelle andel af et ejendomslån i udenlandsk valuta, hvor långiver alene kunne søge sig fyldestgjort i ejendommen (non recourse-vilkår). SKAT havde forhøjet kommanditistens indkomst, ud fra den betragtning, at der forelå en skattepligtig kursgevinst idet kommanditisten ved afståelsen af sine kommanditanparter, ideelt set, var blevet frigjort fra sin andel af kommanditselskabs gæld. Værdien af gælden havde på tidspunktet for frigørelsen været lavere end ved påtagelsen. Kommanditisten var af den opfattelse, at han i medfør af non recourse-vilkåret i låneaftalen alene hæftede for det optagne lån med værdien af ejendommen, og at han derfor ikke var civilretligt forpligtet til at betale mere end det, ejendommen indbragte ved salg. Efter kommanditistens opfattelse havde han således ikke opnået en gevinst, som kunne bringes til beskatning, idet der ikke i kursgevinstloven er hjemmel til at beskatte en fiktiv gevinst.

Landsskatteretten udtalte følgende:

"Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 2 i lovbekendtgørelse nr. 1002 af 26. oktober 2009 af kursgevinstloven, at gevinst ved frigørelse for gæld er skattepligtig.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 20, at gevinst på gæld for personer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i kursgevinstlovens §§ 21 - 23.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 23, stk. 1, 1. pkt. at gevinst og tab på gæld i fremmed valuta medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, gevinsten eller tabet ikke er omfattet af § 22.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (tidligere stk. 4), at gevinst eller tab på gæld opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen.

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renter af prioriteter og anden gæld kan fradrages ved beregningen af den skattepligtige indkomst.

SKAT har ikke anfægtet salgsaftalen (SPA´en) mellem kommanditisterne og [virksomhed2] Ltd om overdragelse af kommanditisternes anparter (100 stk.) til 0 kr. Den civilretlige aftale skal derfor lægges til grund ved skatteansættelsen. Klagerens salg af sine 10 anparter i K/S [virksomhed1] indebærer, at klageren afstod sin ideelle andel af kommanditselskabets aktiver, ligesom han blev frigjort for sin andel af kommanditselskabets forpligtelser.

Gælden til [virksomhed2] udgjorde på tidspunktet for salget af anparterne 4,234,729 GBP. Der er mellem SKAT og klageren enighed om, at overdragelsen af anparterne indebar, at vederlaget på 0 kr. for de 100 anparter blev fordelt til hotelejendommen med 2,711,040 GBP og til gæld til på 1. prioriteten på 2,711,040 GBP. [virksomhed2] Ltd overtog ved købet af anparterne gæld til [virksomhed2] på 4,234,729 GBP. Det er ubestridt, at kommanditisterne ikke skulle betale restgælden på 1,523,689 GBP i forbindelse med salget af anparterne.

Der er mellem SKAT og kommanditisterne, herunder klageren uenighed om, om kommanditisterne, herunder klageren skal beskattes af den del af gælden til [virksomhed2], som ikke er dækket af den del af salgsprisen for anparterne, der er henført til ejendommen. Uenigheden vedrører spørgsmålet om, hvorvidt kommanditisterne ved salget af anparterne realiserede en gevinst på gæld i fremmed valuta, som de skal beskattes af efter kursgevinstlovens § 23.

Et kommanditselskab er ikke et selvstændigt skattesubjekt, hvorfor en stillingtagen til, om kommanditselskabet realiserede en gevinst på gæld i fremmed valuta ved frigørelse for den del af gælden, der ikke blev dækket af salgsprisen på ejendommen, skal vurderes i forhold til kommanditisterne. Tre retsmedlemmer udtaler, at efter kursgevinstlovens § 23, jf. § 21 skal gevinst i fremmed valuta ved eftergivelse, forældelse, konfusion eller præklusion af gæld medregnes i den skattepligtige indkomst i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen.

Det lån, som [virksomhed2] havde ydet til kommanditselskabet til anskaffelse af den pågældende ejendom, var ydet på non-recourse vilkår, hvilket bl.a. indebar, at [virksomhed2] alene kunne holde sig til ejendommen, og at kommanditisterne ikke hæftede personligt over for [virksomhed2] for det beløb, hvormed restgælden på det optagne lån oversteg ejendommens værdi.

[virksomhed2]s overtagelse af ejendommen indebar derfor ikke nogen eftergivelse af gæld, der kan bringes til beskatning hos kommanditisterne.

Da [virksomhed2] som følge af vilkårene i låneaftalen ikke havde krav på mere end ejendommen, var fordringens værdi for [virksomhed2] på tidspunktet for overtagelse af ejendommen lig med ejendommens værdi. Overtagelse af ejendommen indebar derfor ikke, at gælden blev nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor ([virksomhed2]) og heller ikke denne betingelse i kursgevinstlovens § 23, jf. §21, er derfor opfyldt.

Herefter, og da det ikke udgør nogen hjemmel til at foretage beskatning, at klageren i årene 1997 - 2009 har afskrevet på det fulde lånebeløb og fratrukket sin forholdsmæssige andel af renterne af dette beløb, stemmer vi for at tage klagerens påstand til følge.

Retsformanden udtaler, at på tidspunktet for salg af anparterne var kommanditselskabet stadig ejer af ejendommen. Ved salget af anparterne skyldte kommanditselskabet [virksomhed2] 4,234,729 GBP. Kommanditselskabet har i lånets løbetid forrentet og afdraget lånet i overensstemmelse med låneaftalen, og klageren har fratrukket sin forholdsmæssige andel af renteudgifterne ved sin indkomstopgørelse. Vestre Landsret fastlog i en dom, gengivet i SKM2005,450, at det forhold, at 1. prioritetslånet er ydet på non-recourse vilkår, ikke gav grundlag for at anse kommanditselskabets hæftelse for helt hypotetisk.

Landsretten gav derfor kommanditisten i K/S [virksomhed1] medhold i, at han kunne fratrække underskud, herunder renter på 1. prioritetslånet ved sin indkomstopgørelse og, at han kunne medtage sin forholdsmæssige andel af lånet på sin fradragskonto, idet han hæftede herfor.

Ved overdragelse af anparterne blev kommanditisterne frigjort for den del af gælden til [virksomhed2], som ikke er dækket af salgsprisen på ejendommen. Der er enighed om, at beløbet udgør 1,523,689 GBP. Det fremgår af ordlyden af kursgevinstlovens § 23, at gevinst på gæld i fremmed valuta skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, at gevinsten ikke er omfattet af overkursreglen i kursgevinstlovens § 22. Der er ikke i kursgevinstlovens § 23 en henvisning til kursgevinstlovens § 21. Kursgevinstlovens § 23 går forud for beskatning efter kursgevinstlovens § 21. Denne forståelse af lovbestemmelsen stemmer overens med bestemmelsens ordlyd og understøttes af bestemmelsens forarbejder. Retsformanden stemmer derfor for at stadfæste SKATs afgørelse.

Retten træffer afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallet, og retten nedsætter SKATs forhøjelse af klagerens indkomst til 0 kr. og ansætter opsparet overskud i virksomhedsordningen til det selvangivne."

Skatteministeriet har indbragt Landsskatterettens kendelse for domstolene, og Vestre Landsret har den 11. april 2016 afsagt dom i sagen. Vestre Landsret fastslog, at en hæftelsesbegrænsning som et non recourse-vilkår ikke i sig selv udelukkede, at der kunne realiseres en skattepligtig kursgevinst. Der måtte derimod foretages en konkret vurdering af, om der består en reel forpligtelse til at tilbagebetale lånet. Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at kommanditisten havde påtaget sig en reel forpligtelse til at tilbagebetale lånet til långiver. Da kommanditistens andel af kommanditselskabets gæld ubestridt var ca. kr. 1,25 mio. mindre på tidspunktet for frigørelsen end på tidspunktet for påtagelsen, forelå der en kursgevinst, som var skattepligtig efter kursgevinstlovens § 20, jf. § 23, 1. pkt., og § 26, stk. 2 (nu stk. 3).

Dommen er refereret i SKM2016.325.VLR, og af landsrettens præmisser fremgår følgende:

"(...) Det lån hos Canada Life, som sagen omhandler, er optaget i engelske pund. Hjemlen til beskatning af eventuel kursgevinst på lånet er derfor kursgevinstlovens § 20, jf. § 23, 1. pkt., idet bemærkes, at parterne er enige om, at der ikke er tale om gældseftergivelse, jf. kursgevinstlovens § 21, og at der ikke er grundlag for at anvende kursgevinstlovens § 22.

I bemærkningerne til lovforslag nr. 194 af 13. marts 1997 om kursgevinstloven er der henvist til Skatteministeriets cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, punkt 4-6, som videreføres. Punkt 4-6 er gengivet i bemærkningerne til lovforslaget på s. 26-27, og i punkt 4 er der anført følgende:

"...

Reglerne gælder for alle kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld. Gevinster og tab omfatter ikke alene stigninger og fald i børskursen, der følger af ændrede renteforhold. Værdisvingninger, der følger af andre forhold som f.eks. indeksregulering eller valutakursændringer, omfattes også af reglerne.

(...)

Det vil sige, at den skattemæssige behandling af gevinsten eller tabet ikke er afhængig af årsagen til gevinsten eller tabet.

(...)

Det forhold, at lånet hos Canada Life indeholdt et non-recourse vilkår, udelukker herefter ikke i sig selv, at der kan realiseres en kursgevinst, der er skattepligtig. Der må foretages en konkret vurdering af, om der bestod en reel forpligtelse til at tilbagebetale lånet, jf. også Højesterets dom afsagt den 20. januar 2000 (Ugeskrift for Retsvæsen 2000 side 879) for så vidt angår rentefradragsretten ved lån med non-recourse vilkår.

Vestre Landsret fastslog i dom afsagt den 20. oktober 2005 (Tidsskrift for Skatter og afgifter 2005, 885) i en sag mellem samme parter som nærværende sag, at S' reelle hæftelse for lånet hos Canada Life ikke var ganske hypotetisk. S var derfor berettiget til ved opgørelsen af sin fradragskonto at medtage den skyldige resthæftelse på sine anparter.

Parterne er enige om, at S gennem årene har fradraget renterne på sin ideelle andel af lånet hos Canada Life, og at S har et skattemæssigt underskud på 478.702 kr. fra salget af kommanditselskabets ejendom.

På denne baggrund finder landsretten efter en samlet vurdering, at der bestod en reel forpligtelse for S til at tilbagebetale lånet hos Canada Life.

Ved overdragelsen af anparterne blev kommandisterne frigjort for den del af gælden til Canada Life, som ikke var dækket af salgsprisen på ejendommen.

Det er ubestridt, at S' ideelle andel af kommanditselskabets gæld til Canada Life var 1.254.255 kr. mindre på tidspunktet for frigørelsen end på tidspunktet for påtagelsen. S opnåede herefter en kursgevinst på 1.254.255 kr., der er skattepligtig i henhold til kursgevinstlovens § 20, jf. § 23, 1. pkt., og § 26, stk. 2. S skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 skal således forhøjes med dette beløb, og landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand til følge."

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med 2.105.305 kr., idet SKAT har vurderet, at klageren har opnået en kursgevinst jf. kursgevinstlovens § 23.

SKATs indkomstforhøjelse for så vidt angår kursgevinsten er herefter fremkommet på følgende måde:

Samlet indkomstændring for indkomståret 2014

SKAT har som begrundelse for forhøjelsen anført følgende:

"SKATs kommentarer til [virksomhed3]s klage over SKATs forslag til ændring af 15. september 2015

SKAT vil først og fremmest gøre opmærksom på at de omtalte landsskatteretsafgørelser i klagen, på nuværende tidspunkt er anket videre til domstolene, idet SKAT stadig er af den opfattelse, at der skal opgøres kursgevinst efter kursgevinst efter kursgevinstlovens § 23 uanset hvordan frigørelsen eller indfrielsen af gælden sker, og uanset fordringsværdi for kreditor.

SKAT mener ikke, at der er tale om en praksisændring, da praksis på området ikke er fuldstændig klar.

Forholdene i landsskatterettens kendelse i SKM 2007.896.LSR og forholdene i byrettens dom i SKM 2010.42.BR er stort set ensartede, bortset fra, at det i SKM 2007.896.LSR var tale om en kommanditist. I begge afgørelser er der tale om selskaber, der frigøres for gæld ydet på non-recourse vilkår, hvor fordringens værdi for kreditor er aktivets realisationsværdi. Alligevel kommer byretten og landsskatteretten til modsatte resultater.

I dommen SKM 2010.42.BR blev selskabet beskattet af en kursgevinst ved frigørelsen for gælden uden hensyn til fordringens værdi for kreditor. Der var ingen hæftelse ud over aktivets realisations værdi. Alligevel blev den samlede gevinst beskattet efter kursgevinstlovens § 6

Kursgevinstlovens § 23 blev indført ved lov nr. 439 af den 10. juni 1997.

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget L194 95/96, pkt. 2, personer, fremgår det bl.a., at,

Fordringer og gæld i fremmed valuta:

De gældende regler findes i kursgevinstlovens § 6. Den skattemæssige behandling af gevinst og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta er som hovedregel ens for alle skattepligtige og gælder således for alle selskaber og fonde m.v., erhvervsdrivende og private personer.

[...]

Den generelle skattepligt af kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld i fremmed valuta medfører, at også privatpersoners kursgevinster og kurstab skal indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

SKAT konkluderer derfor, at kursgevinstlovens § 23 er analog til kursgevinstlovens § 6.

Vi fastholder derfor, at der stadig skal ske beskatning af kursgevinsten, jf. kursgevinstlovens § 23."

Kursgevinst ved indfrielse af gæld i fremmed valuta

Ved salget af ejendommen skal der beregnes kursgevinst eller-tab på den del af gælden som indfries. Efter kursgevinstlovens § 23 opgøres gevinst eller tab på gæld som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen.

SKAT har modtaget følgende opgørelse af kursgevinster og -tab på gæld:

SKAT er ikke enig i denne opgørelse

Ejendommen er solgt for £ 576.432 efter salgsomkostninger og breakage cost. Den del af gælden, der er indfriet, svarer til ejendommens salgssum på £ 576.432 og ikke £ 1.554.827.

Kursgevinst ved frigørelse af gæld i fremmed valuta

Ved salget af ejendommen bliver investorerne frigjort for den restende andel af gælden til [finans1]

på £ 1.554.827. Denne del af gælden er stiftet til kurs 1106,36 og er indfriet til kurs 0 kr.

Ved overtagelse af udtrådt investors andel ultimo 2006 udgjorde kursen 951,50 kr.

Gevinst og tab på medregnes i den skattepligtige indkomst efter§§ 21-23, jf. kursgevinstlovens §

21. Af kursgevinstlovens§ 23 fremgår, at personers gevinst og tab på fremmed valuta skal medrenes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst.

Af kursgevinstlovens§ 24 fremgår, at gevinst på gæld i fremmed valuta som følge af tvangsakkord, frivillig akkord eller gældssanering beskattes ikke.

Det er SKATs opfattelse, at der ikke er tale om gældseftergivelse efter kursgevinstlovens § 24, idet

frigørelse af gælden er sket i overensstemmelse med de særlige lånevilkår (non-recourse).

Det er derfor SKA Ts opfattelse, at gevinsten ved frigørelse af gælden er skattepligtig efter kursgevinstlovens § 23.

Den skattepligtige gevinst ved frigørelse af gæld kan herefter opgøres sådan:

Det er SKATs opfattelse, at der ikke er tale om en gældseftergivelse, idet kreditor [finans1] har modtaget det beløb, som de i henhold til låneaftalen har krav på. Da det er tale om et non-recourse lån, kan [finans1] alene kræve betaling med aktivets værdi. [finans1] har derfor ikke eftergivet gælden, hvilket er en forudsætning for, at kursgevinstlovens § 21 kan finde anvendelse.

I bogen Kursgevinstloven med kommentarer af Jan Børjesen, Anders Oreby Hansen & Henrik Peytz, 3. udgave, side 371 står bl.a.: "Det må antages, at kursgevinstlovens § 23 har forrang, såledesat forstå, at den singulære gældseftergivelse på gæld i fremmed valuta medfører beskatningefter kursgevinstlovens § 23 i modsætning til, hvad der ville have været tilfældet, hvis fordringenhavde været i DKK, idet gældseftergivelsen i så fald ville have været skattefri efter kursgevinstlovens § 21."

Det er ligeledes SKATs opfattelse, at kursgevinstloven § 23 har forrang i forhold til kursgevinstlovens § 21. Kursgevinstlovens § 23 omfatter enhver kursgevinst i fremmed valuta, herunder også kursgevinster opnået ved singulær gældseftergivelse, hvor gælden ikke nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor."

SKATs svar til [virksomhed3]s kommentarer af 8. september 2015

De nævnte sager med journalnummer [sag2], [sag3], [sag4] er påklaget til domstolene af Skatteministeriet, da SKAT ikke mener, at sagerne er afsagt i overensstemmelse med kursgevinstloven.

Det er SKATs opfattelse, at skatteyderen i denne sag skal beskattes efter kursgevinstlovens § 23 og ikke § 21, da der er tale om gæld i udenlandsk valuta og § 23 går forud for § 21.

Højesteret har i UfR 2000.879 H fastslået, at non-recourse vilkåret ikke ændrer ved, at debitor hæfter for hele gælden. Der kan derfor fratrækkes alle renteudgifter på lånet, hvilket ikke havde været muligt, hvis der kun forelå en delvis hæftelse eller slet ingen. Der skal bemærkes, at rentefradrag forudsætter, at der foreligger en reel hæftelse for gældsforpligtigelsen.

Samlet indkomstændring for indkomståret 2014

SKAT har fremsendt en sagsfremstilling til klageren, som svarer til sagsfremstillingen i SKATs afgørelse af 28. oktober 2015.

Klagerens repræsentant er den 4. september 2015 fremkommet med følgende bemærkninger hertil:

"Vi er ikke enig i opgørelse af kursgevinst skal foretages efter KGL § 23 og skal indledningsvis henvise til flere afgørelser fra Landsskatteretten, der ikke er i overensstemmelse med den sagsfremstilling SKAT har sendt vedr. K/S [virksomhed1]

Bl.a. sagerne med journalnummer [sag2], [sag3], [sag4] (...)

De af repræsentanten opremsede sager er alle identiske, idet de er en del af det samme sagskompleks, som også omfatter den ovenfor refererede Landsskatteretsafgørelse i LSR af 05.02.2015 Journal nr. [sag1].

Klagerens repræsentant har i sine bemærkninger gengivet præmisserne fra den ovenfor refererede LSR J. nr. [sag1] og videre anført følgende:

"Det er således landsskatterettens opfattelse, at idet lånet var ydet på non-recourse er der ikke tale om kursgevinstbeskatning efter § 23.

Vi mener at sagen er den samme - uanset om ejendommen sælges og gælden indfries eller det drejer som om salg af anparter, hvor Det er vores opfattelse, at der allerede ligger flere afgørelser der er i direkte modstrid med den sagsfremstilling SKAT er udarbejdet vedr. K/S [virksomhed1].

Faktum i SKM2010.42 BR, som SKAT har henvist til, adskiller sig væsentligt fra faktum i omhandlede sag. I byretssagen erhvervede en direktør som lønincitament en post aktier i selskabet for 4 mio. kr. Erhvervelsen blev finansieret ved et lån på non-recourse vilkår, og långiver havde alene sikkerhed i aktierne. Direktøren afstod aktierne for 1 kr. og blev frigjort for gælden på ca. 4 mio. kr. Direktøren blev beskattet af en kursgevinst efter kursgevinstlovens § 6, jf. § 26, stk. 4. I omhandlede sag har SKAT beskattet kommanditisterne efter kursgevinstlovens § 23.

Det er juridisk og definitorisk forkert, at kommanditisterne i K/S [virksomhed1] er blevet frigjort for gæld, som kommanditselskabet teknisk og juridisk hæfter for. Selv om der var en "hæftelse", er der netop kun tale om en "hæftelse" og ikke en direkte forpligtelse.

En eventuel hæftelse for kommanditisterne kan sammenlignes med en simpel kaution, hvor kreditor først skal søge fyldestgørelse hos låntageren, og først når kreditor har udtømt den mulighed, kan kreditor søge sig fyldestgjort hos kommanditisterne, dog kun hvis vedtægterne åbner mulighed herfor.

[finans1] har været afskåret fra at kræve yderligere fra K/S [virksomhed1], og [finans1] har ikke kunnet gøre en hæftelse gældende over for kommanditisterne. Der er derfor ikke tale om, at kommanditisterne er blevet frigjort for gæld, hvorfor de ikke kan beskattes efter kursgevinstloven.

Såfremt kommanditselskabet - selvom det ikke havde nogen aktuel gæld til [finans1] - havde adgang til at indkræve den teoretiske restgæld hos de enkelte kommanditister, og denne indbetaling fandt sted, ville kommanditselskabet herefter have et likvidt indestående, som kunne udloddes skattefrit. Det skyldes, at kommanditselskabet i henhold til låneaftalen med [finans1] ikke skyldte [finans1] mere end det beløb, som [finans1] kunne få ved en tvangsrealisation af ejendommen.

Vi vil gerne uddybe nærmere på et møde, såfremt det er relevant.

På baggrund af ovenstående mener vi ikke der er grundlag for at foretage en korrektion af de selvangivne beløb vedr. indkomståret 2014, lige som vi mener at der ligger flere landsskatteretssager som netop giver os medhold heri."

Klageren er den 22. oktober 2015, overfor SKAT, fremkommet med indsigelse til SKATs forslag til afgørelse.

Indsigelsen er identisk med klagen, indgivet til Skatteankestyrelsen den 15. december 2015.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for at forhøje indkomsten på baggrund af en opnået kursgevinst.

Af klagen fremgår følgende:

Anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det principielt gældende, at [person1] ikke er skattepligtig af den opnåede kursgevinst, da der er tale om et lån på non recourse vilkår, hvorfor hverken kommanditselskabet eller kommanditisterne hæfter for lånet med andet end ejendommen."

"Kursgevinstlovens§ 6 vedrørende selskaber har følgende ordlyd:

"Gevinst og tab på gæld medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog §§ 8, 24 og 24 A om gevinst som følge af gældseftergivelse ved akkord m.v."

I kursgevinstlovens § 24 anføres derefter følgende:

"Gevinst på gæld som følge af tvangsakkord i en rekonstruktion eller aftale om en samlet ordning mellem en debitor og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af debitors gæld (frivillig akkord) medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Den skattefri gevinst opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen og fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen. Med gældsnedsættelse sidestilles hel eller delvis konvertering af gælden til aktier eller konvertible obligationer." (vores fremhævning)

Det fremgår således klart af kursgevinstlovens § 6 og § 24, at kursgevinst som følge af gældseftergivelse ikke er skattepligtigt.

At kursgevinst som følge af gældseftergivelse ikke er skattepligtig følger tilsvarende af Landskatteretten kendelse offentliggjort i SKM2007.896LSR. I denne sag udtalte Landsskatteretten følgende:

"Det fremgår af Ligningsvejledningen 2001, E.L.2. 7.1, at en gældseftergivelse, som ydes over for et

kommanditselskab, skal vurderes i forhold til kommanditisterne, da kommanditselskabet ikke er et

selvstændigt skattesubjekt. Det fremgår endvidere, at kommanditisterne kun vil kunne undergives

beskatning i det omfang, de ikke har indbetalt resthæftelsen på deres anpart. Hæfter en kommanditist

således ikke længere for noget beløb, fordi han har indbetalt den fulde hæftelse, vil en gældseftergivelse

ikke medføre nogen gevinst i kursgevinstlovens forstand.

Den af [virksomhed4] A/S overtagne gæld til B på 8.536.929 kr. er ydet på såkaldt non-recourse vilkår.

hvorefter kommanditisterne ikke hæfter personligt for gældens betaling. Landsskatteretten finder

herefter ikke grundlag for at anse [virksomhed4] A/S, der har overtaget gælden på nævnte vilkår, for

skattepligtig af gældseftergivelsen. Gældseftergivelsen anses således, jf. det i Ligningsvejledningen

anførte, ikke for at medføre nogen kursgevinst i kursgevinstlovens forstand. Retten finder herved ikke,

at det gør nogen forskel, at debitor er et selskab."

I Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit C.B.1.4.3.3 er gældseftergivelse i K/S'er beskrevet i overensstemmelse hermed.

Da K/S'et ikke er et selvstændigt skattesubjekt, skal gældseftergivelsen vurderes i forhold til kommanditisterne. Se TfS 1998, 157 og TfS 1998, 158 LSR."

Vi skal endvidere henvise til SKM2011,858.SR, hvor skatterådet ligeledes bekræftede at der ikke er kursgevinstbeskatning på lån på non ressource vilkår. Skatterådet udtaler bl.a.:

"På baggrund af afgørelsen SKM2007.896.LSR er det endvidere skatteministeriets opfattelse, at en

eventuel eftergivelse af gæld fra [virksomhed5] over for det påtænkte kommanditselskab ikke

medfører en kursgevinst i kursgevinstlovens forstand, idet kommanditisterne ikke efter den gældende

støtteordning for film vil hæfte personligt for gælden over for [virksomhed5]."

Af ovennævnte kan konkluderes, at der ikke er tale om en skattepligtig kursgevinst når der er tale om et non recourse lån, idet kommanditisterne kun hæfter for gælden med ejendommen. Se f.eks. hertil afgørelser fra Landsskatteretten bl.a. med journalnummer [sag5], [sag2], [sag3] og [sag4].

Det fremgår af kursgevinstlovens § 20, at gevinst på gæld for personer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i kursgevinstlovens §§ 21 - 23.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 23 at gevinst og tab på gæld i fremmed valuta medregnes ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, gevinsten eller tabet ikke er omfattet af § 22.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at lån ydet på non recourse vilkår ikke medfører beskatning efter kursgevinstlovens § 23.

Det gøres gældende at kommanditisterne (personligt) i K/S [virksomhed1] ved afståelse af ejendomme og den efterfølgende indfrielse af gæld ikke er blevet frigjort for gæld. Det må følge af kommanditselskabers selskabs struktur at det er komplementaren som hæfter fuldt og helt for kommanditselskabets forpligtelser. Kommanditisternes "hæftelse" kan derfor ikke udgøre en direkte forpligtelse overfor kommanditselskabets kreditorer.

Kommanditisterne hæftelse er derfor at sammenligne med en almindelig kaution, hvor kreditor først kan gøre krav overfor kautionisten, når kreditor har udtømt muligheden for fyldestgørelse hos låntager.

I nærværende sag er der tale om et lån på non recourse vilkår hvilket betyder, at hverken kommanditselskabet eller kommanditisterne hæfter for gælden med andet end ejendommen. Når der ikke hæftes for gælden, frigøres kommanditisterne heller ikke for en gæld, hvorfor der ikke opstår en kursgevinst for kommanditisterne, jf. SKM2007.896LSR og afsnit C.B.1.4.3.3 i den juridiske vejledning.

Som følge heraf skal kommanditisterne ikke beskattes af en kursgevinst, da kommanditisterne reelt aldrig har hæftet for gælden."

Praksisændring

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit A.A.7.1.3 anfører følgende omkring lighedsgrundsætningen:

"at det er en følge af lighedsgrundsætningen, at borgere og virksomheder som udgangspunkt kan

støtte ret på gældende administrativ praksis, medmindre praksis er direkte, dvs. oplagt, ulovlig. I det

omfang EF-domstolen måtte fastslå, at dansk praksis har været i strid med EU-retten, vil udgangspunktet

være, at der kan støttes ret på dansk praksis, indtil praksisændringen offentliggøres med et

passende varsel. Den administrative praksis på skatteområdet dannes af domme og landsskatteretskendel-

ser/-afgørelser. I det omfang et spørgsmål ikke er afgjort ved dom eller landsskatteretskendelse/-

afgørelse, vil praksis som udgangspunkt dannes ved offentliggørelse af afgørelser på SKA Ts

hjemmeside. Ikke offentliggjorte afgørelser vil efter den almindelige lighedsgrundsætning efter omstændighederne

kunne have betydning, medmindre der er modstrid med overordnede retskilder. Den

administrative praksis kan efterfølgende blive ændret af domstolene. Den administrative praksis

indarbejdes løbende i den generelle beskrive/se af praksis, der fremgår af SKATs juridiske vejledninger,

styresignaler og øvrige offentliggjorte beskrivelser af praksis. Som det fremgår af styresignalet

SKM2012. 280. SKAT, kan der støttes ret på SKA Ts beskrivelser af praksis, medmindre beskrive/sen

klart er i modstrid med højere rangerende retskilder."

Af ovennævnte fremgår klart, at medmindre der er en klar uoverensstemmelse med det i Den juridiske vejledning anførte og en højere rangerende retskilde, kan en borger støtte ret på det i Den juridiske vejledning anførte. Modsætningsvist kan SKAT således ikke ændre en skatteansættelse i strid med det i Den juridiske vejledning anførte, medmindre en højere rangerende retskilde tilsiger dette.

I den situation, hvor SKAT ændrer/skærper praksis fremgår følgende af Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit A.A.7.1.5:

"Det er et grundlæggende forvaltningsretligt princip, at det kun er muligt at iværksætte en skærpende

praksisændring med virkning for fremtiden og efter udmelding af et passende varsel, der giver borgerne

mulighed for at indrette sig efter den ændrede retstilstand.

Eksempel

Højesteret fastslog, at en ændring af praksis, således at kommanditisters fradrag blev begrænset til

det ansvarlige indskud, ændrede kommanditisters retsstilling så væsentligt, at ændringen alene kunne

have virkning for fremtiden. Se UfR 1983.8.HD.

Hvad der skal forstås som et passende varsel afhænger helt af de konkrete omstændigheder, dvs.

hvilket tidsrum borgerne skønnes at have behov for til at kunne indrette sig efter praksisskærpelsen.

En praksisskærpelse skal offentliggøres på relevant måde, f.eks. I form af en SKM-meddelelse (styresignal)

eller ved særlig nyhedsmarkering i de juridiske vejledninger."

Det fremgår af ovennævnte at SKAT har mulighed for at ændre en praksis, men at dette alene kan ske med virkning for fremtiden, samt at dette skal offentliggøres i form af enten en SKM-meddelelses eller ved en særlig nyhedsmarkering i de juridiske vejledninger.

Praksis fremgår klart af Landsskatterettens kendelse refereret i SKM2007.896LSR, SKM2011.858SR, og det gennem årene anførte i Ligningsvejledningen og nu i Den juridiske vejledning 2015-2.

Kursgevinst

Som anført ovenfor har den af SKAT foretagne beskatning af en kursgevinst hverken hjemmel i loven eller praksis. Tværtimod finder Landsskatteretten på baggrund af det i Den juridiske vejledning anførte, at der ikke er hjemmel til at beskatte kommanditisterne af kursgevinsten se hertil tidligere nævnte afgørelser fra Landskatteretten med journalnummer [sag2], [sag3] og [sag4].

Ligningsvejledningen 2011-1, afsnit E.L.2.7.1 anfører følgende omkring beskatning af kommanditister når K/S'ets gæld eftergives:

"Da K/S'et som nævnt ikke er et selvstændigt skattesubjekt, skal gældseftergivelsen vurderes i forhold

til kommanditisterne, se TOLDSKAT Nyt 1992.10.299 (LSR).

Det kan ved en gennemgang af Ligningsvejledningen 2009-1 og Ligningsvejledningen 2011-1 konstateres, at der ikke er sket en ændring i afsnittet omkring kommanditisters beskatning når K/S'ets gæld eftergives. Tværtimod er ordlyden fuldstændig sammenfaldende.

Det medfører, at kommanditisterne kan støtte ret på det i den dagældende Ligningsvejledning anførte, da der ikke er nogen højere rangerende retskilde der modsiger dette.

Det er således først nu, at SKAT gør gældende, at der opstår en skattepligtig kursgevinst for kommanditister når K/S'ets gæld eftergives, når kommanditisterne reelt ikke hæfter for gælden som følge af et non recourse lån.

SKAT's afgørelse i nærværende sag må derfor anses for en praksisændring, der alene har virkning fremadrettet og ikke for indkomståret 2014.

SKAT's afgørelse kan således alene få virkning fra det tidspunkt, hvor praksisændringen er offentliggjort i enten et styresignal eller ved tydlige ændring af Den juridiske vejledning og kun efter udmelding af et passende varsel, der giver borgerne mulighed for at indrette sig efter den ændrede retstilstand, jf. Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit A.A.7.1.5.

Hertil skal bemærkes, at der på nuværende tidspunkt ikke er offentliggjort et styresignal omkring

praksisændringen, ej heller er der tydeligt markeret en ændring af praksis i Den juridiske vejledning.

Ovennævnte medfører, at hvis Skatteankestyrelsen mod forventning fastholder SKATs holdning om at der skal ske kursgevinstbeskatning af kommanditisterne, som følge af K/S'ets eftergivelse af gæld, vil dette være i strid med lighedsgrundsætningen og reglerne for ændringer/skærpelse af praksis."

Endelig har klagerens repræsentant på mødet med Skatteankestyrelsen anført følgende:

SKATs bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling

SKAT er den 5. september 2016 fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

"Vestre Landsret har ved dom af 11. april 2016, refereret i SKM2016.325.VLR fastslået, at en hæftelsesbegrænsning som et non-recource vilkår ikke i sig selv udelukker, at der kan realiseres en skattepligtig kursgevinst.

Det må ifølge landsretten bero på en konkret vurdering af, hvorvidt der består en reel forpligtelse til at tilbagebetalelånet.

Tidligere i en dom afsagt den 20. oktober 2005, hvor omstændighederne er tilsvarende som nærværende sag, har Vestre Landsret fastslået, at en kommanditists reelle hæftelse for et lån på non-recource vilkår, ikke var hypotetisk, henset til muligheden for såvel tab som gevinst ved investeringens afvikling.

Som følge heraf, har klager foretaget fradrag for såvel renteudgifter som skattemæssige afskrivninger i indkomstårene 2006-2014.

Landsskatteretten har tidligere i kendelser afgjort, at det forhold, at et lån indeholdt vilkår om non-recource vilkår udelukker, at der kan realiseres en skattepligtig kursgevinst.

Disse afgørelser er imidlertid ændret ved dommen SKM2016.325.VLR, som herefter er anset for gældende ret.

Spørgsmålet om ændret praksis i forbindelse med en gældseftergivelse, kan efter SKATs opfattelse ikke finde anvendelse i nærværende sag.

Der er ikke tale om en stillingtagen til en gældseftergivelse, akkord eller lignende, idet forholdet allerede er fastslået og hjemlet i aftalegrundlaget i forbindelse med aftalens indgåelse/lånets etablering.

Skatteankestyrelsens indstilling, der anbefaler Landsskatteretten at stadfæste SKATs afgørelse, kan således tiltrædes."

(...)

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling

Skatteankestyrelsen har den 23. juni 2016 udsendt en sagsfremstilling til klageren med en foreløbig vurdering af sagen. Klageren er den 11. september fremkommet med følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:

(...)

Vi bemærker at SKAT i deres udtalelse til sagen mener at SKM2016.325.VLR er gældende ret. Førnævnte afgørelse var ikke afgjort på tidspunktet for afgørelserne fra SKAT vedr. kommanditisterne i K/S [virksomhed1]. SKAT synes at mene, at det forhold at en anket afgørelse ikke har opsigende retsvirkning, så længe anken verserer. I så fald må det betyde at det var de på tidspunktet for afgørelserne i K/S [virksomhed1], afsagte afgørelser fra Landsskatteretten (journalnummer [sag2], [sag3] og [sag4]) som var gældende ret.

Såfremt SKAT mener at det forhold at en afgørelse bliver anket, faktisk har opsigende retsvirkning, så længe anken verserer, vil SKM2016.325.VLR ikke kunne have påvirkning på netop denne sag.

Uanset, mener vi ikke at en afgørelse truffet senere end 27. oktober 2015 kan have påvirkning i denne sag."

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Et kommanditselskab er i § 2, stk. 2 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder defineret som en virksomhed, hvor én eller flere deltagere, komplementarerne, hæfter personligt, ubegrænset og solidarisk for virksomhedens forpligtelser, mens én eller flere deltagere, kommanditisterne, hæfter begrænset for virksomhedens forpligtelser. Skattemæssigt er et kommanditselskab transparent, således at der sker beskatning på deltagerniveau.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 3, at gevinst ved frigørelse for gæld er skattepligtig.

Af kursgevinstlovens § 20 fremgår, at gevinst på gæld for personer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i kursgevinstlovens §§ 21-23.

I medfør af kursgevinstlovens § 23, stk. 1, 1. pkt. skal gevinst og tab på gæld i fremmed valuta medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, gevinsten eller tabet ikke er omfattet af overkursreglen i § 22.

I medfør af kursgevinstlovens § 23 skal en gevinst i fremmed valuta medregnes til den skattepligtige indkomst.

Gevinst på gæld opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3.

Det lægges til grund, at det har været en del af parternes oprindelige aftale, at banken kun kunne søge sig fyldestgjort i ejendommen.

Der er ikke tale om gældseftergivelse omfattet af kursgevinstlovens § 21, sådan som klagerens repræsentant har anført, eftersom det beløb, kommanditselskabet til enhver tid har været forpligtet til at indfri lånet med, er reguleret i parternes oprindelige indbyrdes aftale. Hæftelsen for den resterende del af banklånet bortfaldt således ved salget af ejendommen til et lavere beløb end restgælden, og efter salget bestod der dermed ikke noget yderligere krav, som banken kunne gøre gældende overfor kommanditselskabet. Der bestod af den grund heller ikke noget yderligere krav, som banken kunne eftergive.

Kursgevinstlovens § 23 blev indført ved lov nr. 439 af 10. juni 1997. I bemærkningerne til lovforslaget L194 som fremsat den 13. marts 1997 fremgår det, at lovens hidtidige anvendelsesområde videreføres, ligesom der henvises til Skatteministeriets cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, punkt 4, som beskriver lovens hidtidige anvendelsesområde. I bemærkningerne anføres blandt andet:

"Reglerne gælder for alle kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld. Gevinster og tab omfatter ikke alene stigninger og fald i børskursen, der følger af ændrede renteforhold. Værdisvingninger, der følger af andre forhold som f.eks. indeksregulering eller valutakursændringer, omfattes også af reglerne. Tab som følge af kreditors manglende betalingsevne, samt utilstrækkelig sikkerhedsstillelse ved pant eller kaution er ligeledes omfattet.

(...)

Det vil sige, at den skattemæssige behandling af gevinsten eller tabet ikke er afhængig af årsagen til gevinsten eller tabet."

Vestre Landsret har ved dom af 11. april 2016, refereret i SKM2016.325.VLR, slået fast, at en hæftelsesbegrænsning som et non recourse-vilkår ikke i sig selv udelukker, at der kan realiseres en skattepligtig kursgevinst. Dette må ifølge landsretten bero på en konkret vurdering af, hvorvidt der består en reel forpligtelse til at tilbagebetale lånet. Der henvises også til Højesterets dom af 20. januar 2000, refereret i UfR 2000.879, som blandt andet angik rentefradragsretten ved lån med non-recourse vilkår.

Der er ikke tale om gældseftergivelse, jf. kursgevinstlovens § 21, sådan som klagerens repræsentant har anført, eftersom det beløb, klageren til enhver tid har været forpligtet til at indfri lånet med, er reguleret i parternes oprindelige indbyrdes aftale.

Det lægges til grund, at det har været en del af parternes oprindelige aftale, at banken kun kunne søge sig fyldestgjort i ejendommen.

Hæftelsen for den resterende del af banklånet bortfaldt derved ved salget af ejendommen til et lavere beløb end restgælden, og der bestod således efter salget af ejendommen ikke noget yderligere krav, som banken kunne gøre gældende overfor kommanditselskabet. Der bestod af den grund heller ikke noget yderligere krav, som banken kunne eftergive.

I bemærkningerne til lovforslag nr. 194 af 13. marts 1997 om kursgevinstloven er der henvist til Skatteministeriets cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, punkt 4-6, som videreføres. Punkt 4-6 er gengivet i bemærkningerne til lovforslaget på s. 26-27, og i punkt 4 er der anført følgende:

"(...) Reglerne gælder for alle kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld. Gevinster og tab omfatter ikke alene stigninger og fald i børskursen, der følger af ændrede renteforhold. Værdisvingninger, der følger af andre forhold som feks. indeksregulering eller valutakursændringer, omfattes også af reglerne. Tab som følge af kreditors manglende betalingsevne, samt utilstrækkelig sikkerhedsstillelse ved pant eller kaution er ligeledes omfattet.

(...)

Det vil sige, at den skattemæssige behandling af gevinsten eller tabet ikke er afhængig af årsagen til gevinsten eller tabet. (...)"

Det forhold, at lånet hos [finans1] indeholdt et non-recourse vilkår, udelukker således ikke i sig selv, at der kan realiseres en kursgevinst, som er skattepligtig. Dette fremgår af Vestre Landsrets dom af 11. april 2016, offentliggjort i SKM2016.325.VLR.

Der må foretages en konkret vurdering af, om der bestod en reel forpligtelse til at tilbagebetale lånet. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 11. april 2016, offentliggjort i SKM2016.325.VLR, og til Højesterets dom af 20. januar 2000, refereret i UfR2000.879som blandt andet angik rentefradragsretten ved lån med non-recourse vilkår.

Vestre Landsret fastslog i dom afsagt den 20. oktober 2005, i en sag hvis faktiske omstændigheder ligner nærværende sag, at en kommanditists reelle hæftelse for et lån på non-recourse vilkår ikke var hypotetisk. Da kommanditselskabet havde mulighed for såvel tab som gevinst ved investeringens afvikling, var der en formodning for, at kommanditselskabet var reel ejer af ejendommen, hvorfor kommanditselskabets erhvervelse af ejendommen måtte tillægges skattemæssig virkning. Kommanditisternes fradragskonto, jf. cirkulære nr. 18415 af 11. januar 1990 om kommanditisters fradrag af underskud m.v., kunne herefter opgøres med kommanditanpartens resthæftelse. Dommen er refereret i SKM2005.450.VLR.

Klageren har i kraft af sin andel i kommanditselskabet optaget en ideel andel af lånet fra [finans1] og anvendt dette til at finansiere sin ideelle andel af ejendommen.

Klageren har i indkomstårene 2006-2014 foretaget fradrag for renteudgifter på det oprindelige fulde lånebeløb og foretaget skattemæssige afskrivninger på sine anparter i selskabet, ligesom han i indkomståret 2014 har fremført et underskud hidrørende fra driften af ejendommen. Den skattemæssige behandling af lånet har således forudsat, at der forelå en reel hæftelse.

Der henvises i den forbindelse til Østre Landsrets dom af 12. juni 2013, refereret i SKM2013.549.ØLR, som også angik lån ydet på non-recourse vilkår. Landsretten udtalte i sagen blandt andet: "at gældsposterne indgik i appellantens afskrivningsgrundlag, hvilket forudsætter en reel hæftelse for gælden".

Landsskatteretten finder herefter på baggrund af en samlet vurdering, at der bestod en reel forpligtelse for kommanditselskabet til at tilbagebetale lånet hos [finans1]. Ved indfrielsen af lånet blev kommanditisterne frigjort for den del af gælden til [finans1], som ikke var dækket af salgsprisen på ejendommen.

Landsskatteretten finder derfor, at klageren, i kraft af at han som følge af non-recourse vilkåret blev frigjort fra den del af gælden, der ikke blev dækket af ejendommens salgssum, har haft en skattepligtig gevinst på gælden, jf. kursgevinstlovens § 26, jf. § 23.

Den af klagerens repræsentant påberåbte praksis er ikke sammenlignelig med indeværende sag, idet der i de sager, som repræsentanten har opremset, var tale om gældseftergivelse.

Skatterådets bindende svar af 13. december 2011, refereret i SKM2011.858.SR, forudsatte således, at der forelå en egentlig gældseftergivelse, hvilket fremgår direkte af spørgsmål 3 i det bindende svar.

Det bemærkes endvidere, at Skatterådet i sit svar henviser til SKM2007.896.LSR, hvori der forelå en decideret, positiv eftergivelse af et kommanditselskabs gæld.

Tre af de fire landsskatteretskendelser [sag2], [sag3] og [sag4], som klagerens repræsentant har henvist til, stammer alle fra samme sagskompleks som den ovenfor refererede dom SKM2016.325. Den landsskatteretskendelse, som Vestre Landsret ændrede ved sin dom, er således identisk med disse tre kendelser.

Den sidste landsskatteretskendelse, [sag5] angår den samme problemstilling som sags nr. [sag2], [sag3] og [sag4], og det pengeinstitut, der har ydet lån på non-recourse vilkår i denne sag, er det samme som i de øvrige.

Eftersom Vestre Landsret har afsagt dom i SKM2016.325.VLR, som ændrede Landsskatterettens afgørelse for så vidt angår lån på non-recourse vilkår, kan klageren ikke støtte ret på de anførte kendelser i indeværende sag.

Klagerens repræsentant har slutteligt anført i klagen, at SKATs afgørelse er udtryk for en ændring af SKATs faste praksis for så vidt angår eftergivelse af kommanditselskabers gæld.

Da der i klagerens tilfælde ikke foreligger en gældeftergivelse, er det af klagerens repræsentant herom anførte ikke relevant i indeværende sag.

Klageren har ikke bestridt SKATs talmæssige opgørelse af kursgevinsten ved frigørelse fra gæld, og Landsskatteretten finder, at den kan lægges til grund.

Landsskatteretten finder således, at klageren har opnået en kursgevinst på i alt 2.105.305 kr., der er skattepligtig i henhold til kursgevinstlovens § 20, jf. § 23, 1. pkt., og § 26, stk. 3.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.