Kendelse af 07-09-2017 - indlagt i TaxCons database den 06-10-2017

Klageren er medlem af [adresse1], hvori han ejer en andel af foreningens ejendom beliggende [adresse2], [by1].

Af vedtægter for andelsboligforeningen af 30. april 1986 fremgår:

”

...

§ 5.

Foreningens indskudskapital er fordelt på 8 andele. Hele indskudskapitalen er indbetalt kontant, idet henvises til andelsboligforeningens regnskab pr. 31.12.1985, hvor de enkelte andelshaveres kapitalkonti fremgår.

...

§ 7.

De til enhver tid værende medlemmer af foreningen hæfter personligt og solidarisk for den i foreningens ejendom stående kontraktpantegæld, men hæfter herudover alene med deres andele for foreningens forpligtelser overfor tredjemand.

Medlemmer kan ikke bringe fordringerne på foreningen i modregning med forpligtelser overfor denne.

§ 8.

Medlemmernes andele er ikke knyttet til nogen bestemt del af foreningens ejendom.

Der udstedes intet andelsbevis.

...

Andelene kan ikke overdrages, belånes eller gøres til genstand for eksekution.

...

§ 17.

Boligafgiften/huslejen fastsættes som et samlet beløb for ejendommen og deles mellem medlemmerne efter nærmere vedtagelse på et medlemsmøde. Boligafgiften/huslejen betales månedsvis forud. Foreningen kan træffe bestemmelser om betaling af indskud.

§ 22.

Ved delingen af et overskud ved salg af ejendommen mellem foreningens nuværende og tidligere medlemmer deles overskuddet ved salg af ejendommen ved lige store andele for hver måned ejendommen har været i foreningens besiddelse.

En given måneds andel uddeles til de andelshavere, der har betalt husleje i den pågældende måned i forhold til det beløb de har indbetalt til andelsboligforeningen som husleje.

Hver enkelt nuværende eller tidligere andelshavers krav på del af overskud opgøres på basis af ovennævnte beregningsmetode og som summen af de måneder, hvori vedkommende har beboet ejendomme, idet dog bemærkes at andelshavere, der har beboet ejendommen mindre end et år, ikke har krav på del af overskuddet.

...”.

Der er fremlagt årsopgørelser for 2014 og 2016 fra [finans1], hvor A/B [adresse1] er angivet som debitor. Af årsopgørelserne fremgår, at [finans1] har indberettet gæld og renter for A/B [adresse1], cvr-nr. [...1], til SKAT.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet klageren fradrag for renteudgifter af gæld i boligforeningen.

SKAT har anført, at det er andelsboligforeningen, som hæfter for gælden.

SKAT har henvist til vedtægternes § 7, hvoraf fremgår, at medlemmerne hæfter personligt og solidarisk for foreningens gæld. At medlemmerne har kautioneret for lånet ændrer ikke ved fradragsretten, så længe betaling foretages af andelsboligforeningen.

Der er endvidere henvist til vedtægternes § 8, hvoraf fremgår, at andelene ikke kan overdrages eller belånes, hvilket dokumenterer, at det er andelsboligforeningen, der hæfter for gælden.

Der er tillige henvist til § 17, hvoraf fremgår, at der betales en boligafgift/husleje. Dette beløb bruges til at betale andelsforeningens udgifter, bl.a. kreditforeningslån.

Reglerne står i Juridisk Vejledning, afsnit C.A.11.2.2.5.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har påklaget SKATs afgørelse.

Repræsentanten har anført:

”Det gøres indledningsvist gældende, at SKATs afgørelse ikke lever op til Skatteforvaltningslovens § 19, stk. 2, jf. forvaltningslovens kapitel 6. Skat anfører således:

“I vedtægterne for [virksomhed1] A/S kan der ikke være tvivl om at det er en andelsforening.”

Det bemærkes i den forbindelse, at [person1] overfor mig har tilkendegivet, at hun hverken er aktionær, medarbejder eller på anden vis har tilknytning til et aktieselskab ved navn [virksomhed1] A/S. Ved opslag i cvr-registeret har jeg konstateret, at intet selskab ved havn [virksomhed1] A/S eksisterede på tidspunktet for SKATs afgørelse.

Allerede fordi SKATs afgørelse lægger vægt på vedtægter, vedrørende en juridisk enhed, som øjensynligt ikke eksisterer, er afgørelsen som følge heraf ugyldig.

For det tilfælde, at SKAT konsekvent igennem hele deres afgørelse har forsøgt at henvise til boligkollektivet AB [adresse1] (herefter AB [adresse1]), men fejlagtigt have angivet [virksomhed1] A/S, gøres det endvidere gældende, at begrundelsen ej heller i lyset heraf lever op til de forvaltningsretlige krav til begrundelse.

Som eksempel herpå fremgår det af SKATs afgørelse, umiddelbart efter det ovenfor citerede:

”At det fremgår af § 7 at medlemmerne hæfter personligt og solidarisk for foreningens gæld, ændre ikke ved den direkte hæftelse“.

Denne begrundelse kunne imidlertid lige såvel tale for, at boligkollektivet ikke skulle betragtes som et selvstændigt skattesubjekt, jf. i øvrigt den juridiske vejledning C.D.1.1.12.

Af den juridiske vejledning C.D.1.1.12 følger:

“Det forekommer, at en fast ejendom ifølge tinglyst skøde ejes af en andelsboligforening, men at foreningen ikke kan betragtes som et selvstændigt skattesubjekt.

Sådanne sammenslutninger, der ofte betegnes boligkollektiver, beskattes således ikke, men medlemmerne beskattes efter reglerne for ejendomme ejet i sameje.

Som typiske kendetegn ved boligkollektiver kan anføres:

• Ejendommen indeholder højst tre beboelseslejligheder.

• Antallet af medlemmer overstiger ikke 15.

• Beslutninger vedrørende kollektivet, herunder om optagelse af nye medlemmer, kræver enstemmighed hos medlemmerne.

• Medlemmerne hæfter personligt og solidarisk for ejendommens pantegæld.

• Medlemmerne er lodtagne i formuen i forhold til deres andel eller andelsbevis.”

[Mine understregninger]

SKAT begrunder intet sted i afgørelsen af 16. september 2015, om SKAT har inddraget og vurderet betingelserne i den juridiske vejledning C.D.1.1.12.

SKAT begrunder heller ikke, hvorfor boligkollektivet AB [adresse1], som i mere end 30 år ikke har haft subjektiv skattepligt, nu pludselig har fået subjektiv skattepligt.

SKAT har således tilsidesat sin begrundelsespligt jf. Skatteforvaltningslovens § 19 stk. 2, jf. forvaltningslovens kapitel 6, herunder særligt forvaltningslovens § 24 stk. 1 og 2.

Begrundelsespligten i forvaltningsloven er en garantiforskrift og SKATs manglende iagttagelse af denne medfører, at afgørelsen af 16. september 2015 er ugyldig.

Vedr. de typiske kendetegn for boligkollektiver, jf. den juridiske vejledning C.D.1.1.12, gengivet/citeret ovenfor, bemærkes det særligt, at AB [adresse1] består af 3 boliger med køkken og antallet af medlemmer i foreningen er 3.

Det følger af foreningens vedtægters § 4 at:

“enhver kan optages som medlem af foreningen, såfremt et medlemsmøde indkaldt i overensstemmelse med vedtægterne énstemmigt går ind for optagelsen.”

Det følger endvidere af § 12, at:

“Hvor disse vedtægter ikke foreskriver andet, træffes beslutninger på medlemsmødet ved énstemmighed... Samtlige medlemmer samt godkendte faste beboere har stemmeret på medlemsmøderne.”

Beslutninger vedrørende kollektivet, herunder optagelse af nye medlemmer, kræver således enstemmighed hos medlemmerne.

Af vedtægternes § 7 fremgår det at:

“De til enhver tid værende medlemmer af foreningen hæfter personligt og solidarisk for den i foreningens ejendom stående kontraktpante gæld, men hæfter herudover alene med deres andele for foreningens forpligtelser overfor tredjemand”.

Foreningens medlemmer hæfter således personligt og solidarisk for ejendommens pantegæld.

SKAT anfører i afgørelsen, at den personlige og solidariske hæftelse for foreningens gæld ikke ændrer ved den direkte hæftelse. Jeg stiller mig uforstående overfor denne begrundelse, og hvorledes den direkte hæftelse taler imod foreningens transparens og opfordrer SKAT til at uddybe dette, jf. i øvrigt ovenstående jf. kendetegnene oplistet i den juridiske vejledning C.D.1.1.12.

Det bemærkes endvidere, at det følger af vedtægternes § 8, at medlemmernes andele ikke er knyttet til nogen bestemt del af foreningens ejendom, og der ikke udstedes andesbevis. Dette dokumenterer, at der ikke er tale om en almindelig andelsboligforening, omfattet af andelsboligloven, men derimod et boligkollektiv, da der på tidspunktet for foreningens stiftelse var lovkrav om andelsbeviser i almindelige andelsboligforeninger.

SKAT anfører i afgørelsen at:

“af § 8 fremgår det at andelene ikke kan overdrages eller belånes, det dokumenter at det er andelsboligforeningen der hæfter for gælden”

Men man er dog nødt til også at læse vedtægtens § 7, hvor det fremgår:

“De til enhver tid værende medlemmer af foreningen hæfter personligt og solidarisk for den i foreningens ejendom stående kontraktpante gæld, men hæfter herudover alene med deres andele for foreningens forpligtelser overfor tredjemand”.

Som det fremgår af ovenstående gennemgang, opfylder AB [adresse1] samtlige kendetegn for et skattemæssigt transparent boligkollektiv. Der foreligger endvidere ikke forhold, der taler for, at AB [adresse1] er en almindelig andelsboligforening omfattet af andelsboligloven, ligesom SKAT ikke anfører sådanne forhold i afgørelsen.”

Repræsentanten har yderligere fremsendt følgende bemærkninger, der henviser til nummeringen i referat af møde med repræsentanten den 24. april 2017:

”...

Historisk

Som drøftet på mødet tilhører AB [adresse1] [[adresse1]] en lille gruppe af juridiske enheder, som i tidligere tider blev benævnt: Lille andelsbolig forening, jf. bl.a. den udleverede bog: Håndbog i Jura for Kollektiver . Enheden er kendetegnet ved at være skattemæssigt transparent, mens den i øvrige sammenhænge ses som én juridisk enhed, sammenligneligt med f.eks. en I/S konstruktion.

Benævnelsen har imidlertid medført en række misforståelser, hvorfor SKAT er begyndt at benævne denne juridiske enhed mere konsekvent som Boligkollektiver. Ændringen i terminologien fandt sted ca. samtidig med, at ligningsvejledning blev til den juridiske vejledning. Et eksempel på at Skatterådet anvender betegnelsen Lille Andelsbolig kan bl.a. ses i SKM2006.770.SR, hvor rådet bekræfter at den Lille Andelsbolig er skattemæssigt at betragte som et sameje.

I dag oprettes sådanne juridiske enheder altid med betegnelsen Boligkollektiver, men en række af de ældre boligkollektiver har stadig dette terminologiske levn, som nu har givet anledning til flere misforståelser.

2. Begrundelsesmangler

Det tilføjes kort, at det blev fremhævet på mødet, at SKATs begrundelse hverken opfylder betingelserne i skatteforvaltningsloven eller forvaltningsloven, ligesom de 4 linjers begrundelse - som udgør hele SKATs begrundelse, ikke tager stilling til, hvorfor der ikke er tale om et boligkollektiv.

Det blev endvidere bemærket, at Den Juridiske Vejledning C.D.1.1.12. var printet og medbragt, og at det følger heraf, at SKAT er opmærksom på den ”terminologiske risiko” i det det fremgår: ”Det forekommer, at en fast ejendom ifølge tinglyst skøde ejes af en andelsboligforening, men at foreningen ikke kan betragtes som et selvstændigt skattesubjekt.”

4. baggrunde for oprettelse af boligkollektiver

Grundlæggende oprettes boligkollektiver for at bryde med den måde, mennesker normalt bor sammen, og økonomiske overvejelser er sjældent en reel faktor for beboerne/stifterne.

Bofællesskaber og kollektiver oprettes typisk på baggrund af en idealistisk grundidé – f.eks. ønsket om at kunne leve mere bæredygtigt, tanken om kunne hjælpe hinanden mere i hverdage eller modvilje mod passive investeringer. Derfor ses det meget ofte, at boligkollektiver fastsætter en

uforanderlig vedtægtsbestemmelse om, at evt. provenu i forbindelse med opløsning skal tilfalde en almennyttig organisation.

En blandt flere fordele ved denne konstruktion er, at der ikke skal svares tinglysningsafgift når medlemmer udskiftes. Udskiftningen blandt beboere i et kollektiv er ofte mere hyppig end det ses i f.eks. et almindelig parcelhus. Denne fordel er dog ikke anderledes, end den der kendetegner fast ejendom eget i regi af f.eks. et interessentskab, hvor interessenterne kan udskiftes uden at der tinglyses adkomstændring.

5. Ejerskab

Det bemærkes kort, at SKAT i juridisk forstand hidtil har behandlet foreninger organiseret ligesom [adresse1], som samejer, jf. bl.a. C.D.1.1.12. Beboerne har jf. vedtægterne ikke eksklusiv brugsret til bestemte arealer, lidt som det f.eks. er tilfældet i et ”almindeligt” parforhold, hvor et par køber et hus sammen.

6. Berettiget forventning

Som det anføres har [adresse1] siden stiftelsen være behandlet som et boligkollektiv og medlemmerne har modtaget fradrag for renteudgifterne. De 35 + år SKAT har behandlet sagen således har medført, at der er opstået en berettiget forventning hos medlemmerne.

7. Boligafgiften

Som oplyst har ”boligafgiften” mere karakter af en fællesøkonomi end en reel afgift, på linje med den ”budgetkontoordning”, som typisk ses i konventionelle samejer.

8. Debitorskifte

Banker og realkreditinstitutter betragter udskiftning af medlemmer som et debitorskifte, hvilket forudsætter kreditorgodkendelse.

For god ordens skyld bemærkes, at det ikke er [adresse1] – men vores advokatkontor – som har opbygget et samarbejde med en række realkreditinstitutter og banker omkring modellen den lille andelsboligforening/boligkollektivet.”

Landsskatterettens afgørelse

Renteudgifter er fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 2, fremgår, at sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Der skal endvidere træffes en afgørelse, der opfylder krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at der er taget stilling til andelsboligforeningens vedtægter og medlemmernes hæftelse for foreningens gæld. Afgørelsen lider derfor ikke af en begrundelsesmangel, der kan føre til afgørelsens ugyldighed.

For så vidt angår rentefradragsretten er det en betingelse for at anerkende en låntagers lån skattemæssigt, at der er tale om et reelt gældsforhold.

Der er i det foreliggende tilfælde ikke tale om et reelt gældsforhold for klageren. Det fremgår således af de fremlagte årsopgørelser fra [finans1], at det er A/B [adresse1], der er debitor for det omhandlede realkreditlån, hvorfor det er andelsboligforeningen, der hæfter for gælden. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at gældsforpligtelsen er overgået fra A/B [adresse1] til klageren, og det forhold at foreningens medlemmer ifølge vedtægternes § 7 hæfter personligt og solidarisk for foreningens realkreditgæld kan ikke føre til et andet resultat, idet denne hæftelse er subsidiær til foreningens hæftelse. Klageren er derfor ikke berettiget til fradrag for renteudgifter af andelsboligforeningens gæld til [finans1]. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for en anden opfattelse, såfremt andelsboligforeningen kan karakteriseres som et boligkollektiv, hvor medlemmerne i henhold til den juridiske vejledning, afsnit C.D.1.1.12, beskattes efter reglerne for ejendomme ejet i sameje. Af vedtægternes § 22 fremgår, at aktiver og passiver ved salg af ejendommen opgøres på måde, som ikke er karakteristisk for ejendom ejet i sameje.

Vedrørende forventningsprincippet, som er gjort gældende, bemærkes, såfremt medlemmerne af foreningen i tidligere indkomstår har opnået rentefradragsret, at SKATs passivitet i en given situation ikke skaber en retsbeskyttet forventning.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.