Kendelse af 21-02-2018 - indlagt i TaxCons database den 17-03-2018

Indkomståret 2011

Skattepligtig indkomst

SKAT har forhøjet [virksomhed1] A/S’ (herefter kaldet Selskabet) skattepligtige indkomst med 100.000 kr., idet Selskabet er anset for skattepligtig af en fikseret lejeindtægt vedrørende ejendommen beliggende [adresse1], [by1].

Landsskatteretten nedsætter SKATs afgørelse på dette punkt med 100.000 kr. til 0 kr.

SKAT har forhøjet Selskabets skattepligtige indkomst med 90.750 kr., idet Selskabet er anset for skattepligtig af en fikseret, yderligere lejeindtægt vedrørende ejendommen beliggende [adresse2], [by2].

Landsskatteretten nedsætter SKATs afgørelse på dette punkt med 90.750 kr. til 0 kr.

SKAT har forhøjet Selskabets skattepligtige indkomst med 140.000 kr., idet Selskabet er anset for skattepligtig af en fikseret renteindtægt vedrørende et udlån til en medarbejder.

Landsskatteretten nedsætter SKATs afgørelse på dette punkt med 140.000 kr. til 0 kr.

Indkomståret 2012

Skattepligtig indkomst

SKAT har forhøjet Selskabets skattepligtige indkomst med 100.000 kr., idet Selskabet er anset for skattepligtig af en fikseret lejeindtægt vedrørende ejendommen beliggende [adresse1], [by1].

Landsskatteretten nedsætter SKATs afgørelse på dette punkt med 100.000 kr. til 0 kr.

SKAT har forhøjet Selskabets skattepligtige indkomst med 90.750 kr., idet Selskabet er anset for skattepligtig af en fikseret, yderligere lejeindtægt vedrørende ejendommen beliggende [adresse2], [by2].

Landsskatteretten nedsætter SKATs afgørelse på dette punkt med 90.750 kr. til 0 kr.

SKAT har forhøjet Selskabets skattepligtige indkomst med 140.000 kr., idet Selskabet er anset for skattepligtig af en fikseret renteindtægt vedrørende et udlån til en medarbejder.

Landsskatteretten nedsætter SKATs afgørelse på dette punkt med 140.000 kr. til 0 kr.

Indkomståret 2013

Skattepligtig indkomst

SKAT har forhøjet Selskabets skattepligtige indkomst med 100.000 kr., idet Selskabet er anset for skattepligtig af en fikseret lejeindtægt vedrørende ejendommen beliggende [adresse1], [by1].

Landsskatteretten nedsætter SKATs afgørelse på dette punkt med 100.000 kr. til 0 kr.

SKAT har forhøjet Selskabets skattepligtige indkomst med 90.750 kr., idet Selskabet er anset for skattepligtig af en fikseret, yderligere lejeindtægt vedrørende ejendommen beliggende [adresse2], [by2].

Landsskatteretten nedsætter SKATs afgørelse på dette punkt med 90.750 kr. til 0 kr.

SKAT har forhøjet Selskabets skattepligtige indkomst med 140.000 kr., idet Selskabet er anset for skattepligtig af en fikseret renteindtægt vedrørende et udlån til en medarbejder.

Landsskatteretten nedsætter SKATs afgørelse på dette punkt med 140.000 kr. til 0 kr.

Faktiske oplysninger

Generelle oplysninger

Det fremgår af sagens oplysninger, at Selskabet blev stiftet i 1973, og at Selskabets aktiekapital i det hele ejes af [person1] (herefter kaldet hovedaktionæren). Selskabet driver investeringsvirksomhed og ejer flere ejendomme.

Det fremgår videre af sagens oplysninger, at Selskabet i den i sagen omhandlede periode ejede 34 pct. af aktiekapitalen i selskabet [virksomhed2] A/S (herefter kaldet Selskab 2), og at hovedaktionæren var direktør i Selskab 2 i den periode, sagen omhandler.

Det fremgår ydermere, at den resterende del af aktiekapitalen i Selskab 2 i den omhandlede periode var ejet af et tysk selskab.

Ejendommen [adresse1], [by1]

Med virkning fra den 1. september 2006 erhvervede Selskabet et sommerhus af hovedaktionæren. Købsprisen udgjorde 3.425.000 kr., og den offentlige ejendomsvurdering udgjorde på købstidspunktet 2.600.000 kr.

På ejendommen blev der i 1978 opført et sommerhus, som ifølge BBR har et boligareal på 66 m², hvortil kommer en carport. Pr. 31. december 2012 udgjorde den offentlige ejendomsvurdering 1,7 mio. kr.

Med virkning fra den 1. januar 2007 udlejede Selskabet ejendommen til Selskab 2.

Under sagens behandling i SKAT er der fremlagt kopi af en aftale af 21. december 2006 mellem Selskabet og Selskab 2, hvilken aftale ifølge det oplyste er underskrevet af hovedaktionæren på vegne af begge selskaber. Følgende fremgår bl.a. af aftalen:

”...

Det aftales herved, at [Selskabet] vederlagsfrit stiller ejendommen [adresse1], [by1] til rådighed for datterselskabet [Selskab 2].

Ejendommen må (ihht. tilladelse fra Miljøministeriet af 15. marts 2006) udelukkende benyttes til rekreation for medarbejderne, samt til repræsentative formål overfor inden- og udenlandske samarbejdspartnere.

[Selskabet]s direktør og hovedaktionær fraskriver sig hermed fuldstændig retten til privat benyttelse af ejendommen.

Aftalen er gældende fra den 1. Januar 2007 – og kan af begge parter opsiges skriftligt med 3 måneders varsel.

Almindelig indvendig og udvendig vedligeholdelse samt havearbejde påhviler [Selskab 2].

...”

Om baggrunden for indgåelsen af lejeaftalen har Selskabets repræsentant bl.a. oplyst under sagens behandling i SKAT, at man fandt det værdifuldt, at Selskab 2 kunne råde over et sommerhus, som kunne anvendes i forbindelse med repræsentationsmæssige formål over for koncernens forretningsforbindelser. Da Selskabet havde det fornødne kapitalgrundlag, erhvervede det i 2006 ejendommen til dette formål med Miljøministeriets godkendelse.

Repræsentanten har bl.a. videre oplyst, at Selskabet siden erhvervelsen i 2006 har givet Selskab 2 rådighed over ejendommen til repræsentative formål over for såvel inden- som udenlandske samarbejdspartnere og kunder. I 2012 blev sommerhuset anvendt ni gange i perioden fra den 3. februar til den 19. oktober til følgende:

Under sagens behandling i SKAT er det også oplyst, at ejendommen ikke i den omhandlede periode er anvendt af hovedaktionæren og/eller medejere.

Ejendommen [adresse2], [by2]

Det fremgår af sagens oplysninger, at Selskabet den 5. januar 2009 indgik en lejekontrakt med Selskab 2 vedrørende en ejendom beliggende [adresse2], [by2]. På ejendommen ligger et hus med et boligareal på 157 m², hvortil kommer en carport og et udhus. Huset er opført i 1962, ombygget i 1982 og efterfølgende renoveret i 2004.

Under sagens behandling i SKAT er der fremlagt kopi af lejekontrakt af 5. januar 2009. Lejekontrakten er underskrevet af hovedaktionæren på vegne af begge selskaber, og af kontrakten fremgår bl.a. følgende:

”...

§ 1

[Selskabet] udlejer ejendommen [adresse2], [by2] til [Selskab 2].

Ejendommen udlejes fuldt møbleret.

Det lejede må ikke uden skriftligt samtykke fra udlejeren benyttes til andet end beboelse for firmaets medarbejdere eller forretningsforbindelser.

§ 2

Lejemålet begynder den 01.01.2009 og fortsætter indtil det skriftligt opsiges. Lejemålet kan af begge parter opsiges med 1 måneds varsel til fraflytning den 1. hver måned.

§ 3

Den årlige leje udgør kr. 84.000, svarende til kr. 7.000 pr. måned.

Første lejebetaling stor kr. 49.000 for perioden 01.01.2009 til 31.07.2009 forfalder i juli måned 2009.

Herefter forfalder lejen til forudbetaling med kr. 7.000,- primo hver måned, første gang primo august 2009, ved indsættelse på udlejers bankkonto nr. [...67] i [finans1], reg. nr. [...].

I den aftalte leje er der indeholdt en fast godtgørelse af udgifter til varme, telefon, el, TV (inkl. licens og hybridnet), vand, renovation etc. samt brugsret til møblering m.m.

§ 4

Almindelig indvendig og udvendig vedligeholdelse samt havearbejde påhviler lejer.

...”

Udlån til medarbejder

Det fremgår af sagens oplysninger, at Selskabet i 2008 udlånte 3,5 mio. kr. til en medarbejder i Selskabet (herefter kaldet [virksomhed3]).

I forbindelse med udlånet blev der udstedt et gældsbrev, som er underskrevet af [virksomhed3] den 27. juni 2008. Selve lånet blev udbetalt over fire gange i juli måned 2008. Lånet blev efter det oplyste ydet i forbindelse med [virksomhed3]’s køb af en ejendom.

Det fremgår af gældsbrevet, at lånet er rente- og afdragsfrit, og at långiver til enhver tid kan opsige lånet til hel eller delvis indfrielse med 14 dages skriftlig varsel, ligesom låntager til enhver tid kan indfri lånet helt eller delvist. Endvidere fremgår det, at lånet forfalder til fuld indfrielse ved långivers død, og at gældsbrevet kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. retsplejelovens § 478.

Under sagens behandling i SKAT er det oplyst, at [virksomhed3] har været ansat i Selskabet i mange år, og at der ikke er nogen familiemæssig relation mellem hovedaktionæren og [virksomhed3].

SKATs afgørelse

SKAT har ved den påklagede afgørelse for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 bl.a. forhøjet Selskabets skattepligtige indkomst med 330.750 kr. for hvert af årene, som fordeler sig med 100.000 kr. vedrørende fikseret lejeindtægt fra ejendommen [adresse1], med 90.750 kr. vedrørende yderligere fikseret lejeindtægt fra ejendommen [adresse2], og med 140.000 kr. fra fikseret renteindtægt fra udlån til medarbejder.

Ejendommen [adresse1], [by1]

Til støtte for afgørelsen på dette punkt har SKAT bl.a. henvist til statsskattelovens § 4, litra b, og § 6, samt selskabsskattelovens § 31 D, stk. 1 og 4. Der er videre bl.a. henvist til følgende:

”[Selskab 2] har vederlagsfrit fuld rådighed over sommerhuset jf. den indgåede aftale af den 1. januar 2007.

[Hovedaktionæren] har i mail af den 20. marts 2015 oplyst, at årsagen til, at det er jer, der køber sommerhuset, er den omstændighed, at det er jer, der har kapitalgrundlaget.

Aftalen er underskrevet den 21. december 2006 af [hovedaktionæren] som udlejer for selskabet og af [hovedaktionæren] som lejer og som direktør for [Selskab 2].

Det er oplyst, at sommerhuset anvendes sporadisk i få perioder/weekends i forbindelse med bestyrelsesarrangementer, strategimøder med tyske samarbejdspartnere samt i forbindelse med bestyrelsesarrangementer op til generalforsamling i april måned.

Det fremgår af den modtagne specifikation over den faktiske anvendelse af sommerhuset for indkomståret 2012, at sommerhuset har været anvendt 9 gange i løbet af året.

I indsigelse af den 20. juli 2015 anføres, at [Selskab 2] er domineret af [virksomhed4]-koncernen med 66 %, mens [Selskabet] alene ejer 34 %. [virksomhed4] AG er koncernuafhængig af [Selskabet], og der er ikke personsammenfald i hverken bestyrelse eller i ejerkredsen, hvorfor der er tale om en aftale mellem uafhængige parter.

Da aftalen efter jeres indsigelse er indgået mellem uafhængige parter, er der ikke grundlag for at gennemføre en tilskudsbeskatning af [Selskab 2].

Aftalen er indgået mellem jer som ejer af ejendommen og [Selskab 2] som lejer med fuld rådighed over sommerhuset uden vederlag.

Med hensyn til baggrunden for den indgåede aftale med jer er det oplyst, at I har en betydelig interesse i at stille ejendommen vederlagsfrit til rådighed for [Selskab 2], idet I er aktionær i og modtager udbytte fra [Selskab 2].

Uanset I alene ejer 34 % af aktierne i [Selskab 2], anser SKAT aftalen som indgået alene som følge af økonomiske interesser og et interessefællesskab mellem jer og [Selskab 2], idet det netop er oplyst til SKAT, at I har en betydelig interesse i at stille ejendommen vederlagsfrit til rådighed for [Selskab 2].

[Hovedaktionæren] er hovedaktionær i selskabet, som ejer ejendommen og derigennem hovedaktionær i [Selskab 2], som er lejer af ejendommen, og hvori [hovedaktionæren] er ansat direktør.

Lejekontrakten er indgået på så atypiske vilkår, at SKAT ikke anser aftalen som indgået ud fra normale økonomiske og forretningsmæssige overvejelser, så forholdet kan ikke forklares med andet end et interessefællesskab og økonomiske interesser, hvor der er personsammenfald i de to selskaber med [hovedaktionæren] som dominerende hovedaktionær i [Selskabet] og som aktionær og direktør i det særbeskattede [Selskab 2].

Det er SKAT`s opfattelse, at I ikke uden dette interessefælleskab ville udleje en attraktiv ejendom gratis til en uafhængig tredjemand, hvorfor dispositionen ikke anses som en normal forretningsmæssig disposition mellem en udlejer og en lejer.

SKAT fastholder derfor, at den indgåede aftale alene er indgået som følge af, at der er tale om interesseforbundne parter.

Der er tale om et sommerhus i et attraktivt strandområde, og det kan ikke godkendes, at ejendommen stilles vederlagsfrit til rådighed for [Selskab 2] uden skattemæssige konsekvenser.

SKAT vurderer, at selskabet er skattepligtigt af en leje, der svarer til markedslejen, dvs. den leje, som en uafhængig tredjemand skulle have betalt for et tilsvarende sommerhus jf. statsskattelovens § 4, litra b.

[Selskabet] ejer 34 % af aktierne i [Selskab 2].

I og med, at [Selskabet] ikke betaler leje for rådighedsretten af sommerhuset, svarer dette reelt til, at I har fået fradrag for et ydet tilskud til [Selskab 2] i kraft af den manglende betaling.

Udover uenighed om, hvor vidt SKAT kan tilsidesætte den indgåede aftale, er der heller ikke enighed om størrelsen på det beregnede tilskud/den skattepligtige leje.

I indsigelsen af den 20. juli 2015 anføres, at sommerhuset ikke har status som helårsbolig og må ikke anvendes/udlejes et helt kalenderår. I vinterhalvåret må sommerhuset maksimalt benyttes 50 % af tiden, og selskaber må efter gældende lovgivning i Danmark ikke eje sommerhuse uden en særlig tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen. Denne tilladelse er givet, og af tilladelsen fremgår, at huset ikke må anvendes erhvervsmæssigt, hvorfor SKAT ikke kan fiksere hverken en helårsudlejning eller en virksomhed i form af aktiv sommerhusudlejning, da begge former for virksomhed strider direkte mod grundlaget for tilladelsen til erhvervelsen af ejendommen.

Der er i indsigelsen foreslået 2 metoder til beregning af tilskuddet:

Metode I – Det foreslås, at lejeindtægten opgøres på baggrund af de perioder, sommerhuset faktisk har været anvendt af [Selskab 2], dvs. beregningen af den manglende leje baseres på nytteværdien for [Selskab 2].

Endvidere anføres, at [Selskab 2] betaler for den ind- og udvendige vedligeholdelse samt havearbejde på sommerhuset som betaling for anvendelse af sommerhuset.

Der er ikke konkrete oplysninger om de faktisk afholdte udgifter hertil, men der forslås skønsmæssigt en udgift til kr. 20.000 årligt.

Den manglende lejebetaling er herefter opgjort til netto kr. 20.000 årligt.

Metode II – Den manglende lejebetaling foreslås opgjort som overskuddet ved udlejning gennem et udlejningsbureau for den periode, hvor sommerhuset kunne være udlejet.

Nettoindkomsten efter betaling til et udlejningsbureau udgør efter denne beregning en indtægt på ca. 60.000 kr. pr. år ved udlejning i sommerhalvåret.

Herfra øgede udgifter til rengøring, opsyn m.v., som antages at udgøre kr. 10.000 – 20.000 kr. pr. år og hertil kommer udgifter til ind- og udvendig vedligeholdelse samt havearbejde, som jf. ovenfor er skønsmæssigt opgjort til kr. 20.000 årligt, hvorfor der også ved denne metode bliver tale om en manglende lejebetaling på kr. 20.000 årligt.

Jeres forslag med en opgørelse af den manglende leje efter metode I – en nyttebeskatning, anses ikke som anvendelig ved en opgørelse af den objektive udlejeværdi, idet [Selskab 2] har rådighed over sommerhuset hele indkomståret uanset den faktiske benyttelse og de særskilte regler om, at huset efter Skov- og Naturstyrelsens tilladelse ikke må anvendes erhvervsmæssigt.

Den manglende leje skal dække rådighedsretten til sommerhuset hele året, og ikke kun den faktiske anvendelse.

Ved SKAT`s fastsættelse af den årlige leje, er anvendt metode II. Ved fastsættelsen af markedslejen, og hermed den manglende indtægt, er henset til ejendommens størrelse og stand, hvor der er foretaget en sammenligning med tilsvarende lejemål i området via hjemmesider om sommerhusudlejning i [by1].

Det må medgives, at der ikke i SKAT`s beregning er taget højde for de af [Selskab 2] afholdte udgifter til ind- og udvendig vedligeholdelse og havearbejde, som i almindelige kontraktsforhold ville have været afholdt af jer, hvorfor der gives et nedslag jf. jeres indsigelse på kr. 20.000 i beregningen.

I SKAT`s beregning er der taget højde for en begrænset anvendelse i vintersæsonen, men på grundlag af jeres oplysninger om, at sommerhuset i vinterhalvåret alene må anvendes 50 % af tiden, skønnes et yderligere nedslag på kr. 20.000 som værende rimelig.

Ved fastsættelsen af den manglende leje er der således henset til, at sommerhuset er til rådighed for [Selskab 2] også udenfor sæsonen, hvilket stemmer overens med den omstændighed, at [Selskab 2] for indkomståret 2012 – der if. aftale med [hovedaktionæren] anvendes som grundlag for de øvrige indkomstår, da det er meget vanskeligt at rekonstruere den faktiske benyttelse af sommerhuset – har anvendt sommerhuset medio oktober og primo februar måned.

På grundlag af jeres indsigelse gives herefter et nedslag i den beregnede leje på kr. 40.000, således at selskabets indkomst jf. statsskattelovens § 6 forhøjes med kr. 100.000 for indkomstårene 2011, 2012 og 2013.”

Ejendommen [adresse2], [by2]

Til støtte for afgørelsen på dette punkt har SKAT bl.a. henvist til følgende:

”[Selskab 2] har if. lejekontrakt lejet ejendommen af jer til en månedlig leje på kr. 7.000 for en møbleret bolig, der inkluderer alle udgifter til forbrug af el, vand, varme, tlf. m.v.

[Selskabet] ejer 34 % af aktierne i [Selskab 2].

SKAT finder ikke, at den betalte leje er i overensstemmelse med markedslejen, dvs. den leje, som en uafhængig tredjemand skulle have betalt for en tilsvarende ejendom hele indkomståret, og anser ikke dispositionen som værende en normal forretningsmæssig disposition, da lejeaftalen alene anses som indgået som følge af, at der er tale om interesseforbundne parter.

I indsigelse af den 20. juli 2015 anføres, at aftalen er indgået mellem uafhængige parter. Med samme begrundelse som ovenfor anført vedr. ejendommen [adresse1], anses I ikke som uafhængige parter, og SKAT fastholder derfor, at den indgåede aftale alene er indgået som følge af interessefællesskabet mellem [Selskab 2] og jer, og derfor ikke kan anses som indgået mellem uafhængige parter.

I og med, at der ikke betales den fulde leje for ejendommen, svarer dette skattemæssigt til, at I har ydet et tilskud til [Selskab 2] svarende til den beregnede markedsleje reduceret med den betalte leje.

Tilskudsbeskatningen er ikke omfattet af selskabsskattelovens § 31 D, stk. 1 og 4, idet selskabet kun ejer 34 % af aktierne i [Selskab 2], som er et særbeskattet selskab.

Det ydede tilskud er ikke fradragsberettiget jf. statsskattelovens § 6.

Under hensyn til ejendommens størrelse og stand er der fundet tilsvarende lejemål i området via Boligportalen, og på den baggrund skønner SKAT en markedsleje på kr. 12.000 pr. måned som værende en rimelig markedsleje.

Der er alene betalt kr. 7.000 pr. måned, og jeres indkomst forhøjes med differencen på kr. 5.000 pr. måned, dvs. med kr. 60.000 pr. år.

Hertil kommer de afholdte udgifter til el, vand, varme, tlf. m.v., som i indkomståret 2012 har udgjort kr. 30.750, og som er indeholdt i lejeaftalen.

Selskabets indkomst forhøjes med kr. 90.750 for hvert af indkomstårene 2012 og 2013, idet de afholdte udgifter til ejendommens forbrug af el, vand, varme m.v. af SKAT skønsmæssigt er fastsat til at udgøre et tilsvarende beløb som afholdt i indkomståret 2012.”

Udlån til medarbejder

Til støtte for afgørelsen på dette punkt har SKAT bl.a. henvist til statsskattelovens § 4, litra e, boafgiftslovens afsnit II og til kursgevinstlovens § 7. Der er endvidere henvist til følgende:

”Udlånet på kr. 3.500.000 kr. er foretaget som et anfordringslån uden forrentning og uden aftale om en løbende tilbagebetaling.

Der er ikke tale om et lån ydet på sædvanlige forretningsmæssige vilkår, og SKAT finder, at der mangler en forrentning af udlånet i selskabets indkomstopgørelse.

Lånet er ikke ydet som følge af familiemæssige relationer mellem hovedaktionæren og [[virksomhed3]], og låntager er derfor ikke omfattet af Boafgiftslovens afsnit II. Lånet er if. forklaring fra hovedaktionær ydet som følge af, at [[virksomhed3]] er en loyal medarbejder, som har været ansat i mange år.

Selskabet anses som skattepligtig af den rente, som selskabet ville have opkrævet, såfremt lånet var ydet til en uafhængig tredjemand jf. statsskattelovens § 4, litra e.

Den årlige rente skal svare til markedsrenten. I mangel af en markedsrente på et lån på de angivne betingelser, må renten fastsættes skønsmæssigt.

Mindsterenten efter dagældende § 7 i kursgevinstloven udgør 4 % p.a. på tidspunktet for gældsbrevets oprettelse i juni 2008.

Gældsbrevet er uændret siden oprettelsen.

I indsigelse af den 20. juli 2015 nævnes, at SKAT ikke har hjemmel til at tilsidesætte eller fiksere den aftalte forrentning hverken efter statsskattelovens § 4 eller ligningslovens § 2. Da der er tale om et lån mellem arbejdsgiver og arbejdstager, har skattemyndighederne i stedet mulighed for at beskatte den økonomiske gevinst, som arbejdstageren opnår ved at kunne låne hos arbejdsgiveren til en rente, der ligger under markedsrenten, hvilket er i overensstemmelse med SKAT`s synspunkt.

Selskabet vil som en følge heraf være skattepligtig af forskellen mellem den aftalte forrentning, og der henvises til den af Finanstilsynet fastsatte referencerente efter § 213, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed.

SKAT er ikke enig i dette, da det af lov nr. 182 af 18.02.2015 om finansiel virksomhed § 1 fremgår, at loven finder anvendelse på finansielle virksomheder jf. § 5. I § 5 er nævnt, hvilke finansielle virksomheder, der er omfattet af loven, eks. er nævnt pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, forsikringsselskaber og investeringsselskaber m.v.

Långiver [Selskabet] anses ikke som værende en finansiel virksomhed som defineret i § 5 i lov nr. 182 af 18.02.2015.

For ansatte i finanssektoren skal alene ske beskatning i det omfang, et lån er ydet til en lavere rente eller med lavere omkostninger, end hvad der svarer til arbejdsgiverens omkostninger jf. Juridisk Vejledning, afsnit C.A.5.8.2, hvortil I henviser i indsigelsen. Dette skal ses i sammenhæng med værdiansættelse af personalegoder for ansatte i finanssektoren, idet der med baggrund i ligningslovens § 16 er tale om beskatning af den fordel, som ansatte i finanssektoren kan opnå ved at kunne låne til bankens kostpris, som i relation til banken er de ”varer/produkter”, som en bank handler med.

Ved personalelån udenfor finanssektoren – som i dette tilfælde – skal der ske beskatning af den opnåede fordel ved lån til en lavere rente end på almindelige markedsvilkår, og da det ikke er [Selskabet]s normale ”varer/produkter” at foretage udlån til køb af ejendomme, kan lånet ikke anses som omfattet af disse regler.

Lånet er ydet i indkomståret 2008, hvor kursgevinstlovens regler om fastsættelse af en mindsterente jf. kursgevinstlovens § 7 stadig var gældende.

Ved lån i fast ejendom vil almindelige markedsvilkår – udover krav om sikkerhedsstillelse – have medført en afdragsordning af gælden over en årrække, ligesom renten også ville være fastsat på købstidspunktet af ejendommen og ikke som en løbende fastsættelse af vilkår for renteberegning hvert år, hvorfor SKAT fastholder, at der som følge af de almindelige markedsvilkår er tale om en gave ydet af [Selskabet] og ikke et personalelån i traditionel forstand, som ville være omfattet af den nævnte referencerente efter § 213, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed efter ophør af fastsættelsen af mindsterenten i kursgevinstlovens § 7.

SKAT anser jf. ovenfor ikke lånet som værende et personalelån i traditionel forstand, hvorfor den manglende forrentning af gældsbrevet ikke kan anses som et lønaccessorium til [[virksomhed3]], og dette uanset, hvilken aflønning [[virksomhed3]] har oppebåret.

Der skønnes en rente på 4 % p.a. af kr. 3.500.000 = kr. 140.000, som selskabets indkomst forhøjes med for hvert af indkomstårene 2011, 2012 og 2013.”

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at forhøjelserne på i alt 190.750 kr. for hvert af indkomstårene 2011, 2012 og 213 vedrørende fikserede lejeindtægter nedsættes til 0 kr., idet der ikke er hjemmel til den gennemførte fiksering af lejeindtægter. Subsidiært er der for så vidt angår ejendommen [adresse1], [by1], nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelser nedsættes til et mindre beløb.

Hvad angår forhøjelserne på 140.000 kr. for hvert af indkomstårene 2011, 2012 og 2013 vedrørende en fikseret renteindtægt har Selskabets repræsentant principalt nedlagt påstand om, at forhøjelserne skal nedsættes til 0 kr. Subsidiært er der for indkomståret 2011 nedlagt påstand om, at forhøjelsen nedsættes med 175.000 kr. til -35.000 kr., da der ikke er hjemmel til rentefiksering, men ret til fradrag for en lønomkostning på 35.000 kr. Mere subsidiært er der for indkomståret 2011 nedlagt påstand om, at forhøjelsen er forældet, men at Selskabet fortsat har ret til fradrag for en lønomkostning på 35.000 kr.

Ejendommene [adresse1], [by1], og [adresse2], [by2]

Til støtte for den principale påstand for disse punkter af den påklagede afgørelse har Selskabets repræsentant bl.a. anført følgende:

”Det er vores opfattelse, at der hverken er hjemmel til at foretage ændringen af de selvangivne beløb og at de økonomiske realiteter ikke stemmer overens med SKAT's argumentation.

Hele SKAT's argumentation er bygget op om, at der er et økonomisk interessesammenfald og at de anvendte priser ikke svarer til, hvad der ville have været gældende i forhold til en uafhængig tredjemand.

[Selskabet] ejer kun 34 % af [Selskab 2], som i SKAT's optik er blevet begunstiget som følge af den indgåede aftale.

Der er på grund af den lille ejerandel definitorisk ikke økonomisk interessesammenfald, da enhver begunstigelse af den påståede art definitorisk - for 66 %'s vedkommende - er en begunstigelse af [virksomhed4] AG, som er helt uafhængig af minoritetsejeren. Det har således formodningen imod sig, at [Selskabet] ville indgå i en aftale, der betyder, at 66 % af begunstigelsen tilfalder en anden part. Ikke desto mindre lægger SKAT uden yderligere argumentation til grund, at det økonomiske interessesammenfald eksisterer.

SKAT betragter i udgangspunktet aftalen for så vidt angår ejendommen [adresse1] som en ret til vederlagsfrit at anvende den pågældende ejendom, jf. hertil henvisningen til Statsskattelovens regler. Det er ikke tilfældet. Det er netop aftalt, at [Selskab 2] skal forestå den udvendige og indvendige vedligeholdelse samt havearbejdet ligesom konsekvensen af, at brugsretten ligger i et selskab er, at der sker en begrænsning i anvendelsen af den pågældende ejendom. Der er således tale om, at der leveres en modydelse fra lejeren. Dette anerkender SKAT da også, hvilket giver anledning til en reduktion af forhøjelsesbeløbet.

Når der således er tale om en ydelse og en modydelse, der skal vurderes i forhold til hinanden, er man inde i kerneområdet for Ligningslovens §2 om interne afregningspriser og vilkår imellem koncernforbundne parter. Ligningslovens §2 finder anvendelse, når råderetten over enten kapital eller stemmer overstiger 50 %. Der gælder endvidere særlige regler om fælles ledelse. Loven tager med andre ord specifikt stilling til, hvornår der er tale om et økonomisk interessesammenfald i sager som denne.

Ingen af lovens betingelser er imidlertid opfyldt i den pågældende sag, der således utvivlsomt falder uden for dens anvendelsesområde.

SKAT henviser ikke til Ligningslovens §2. Ikke desto mindre, ville det have været den relevante hjemmel, såfremt den havde fundet anvendelse. Hele SKAT's argumentation om økonomisk interessesammenfald og priser i forhold til tredje mand følger også en argumentation, der typisk anvendes i henhold til Ligningslovens §2, selvom forholdet utvivlsomt ikke er omfattet heraf.

Det er således vores primære opfattelse, at SKAT ikke har den fornødne hjemmel til at foretage huslejefiksering for [Selskabet] og dermed heller ikke hjemmel til at tilskudsbeskatte [Selskab 2], ligesom særligt præmissen om det økonomiske interessesammenfald objektivt er forkert både i relation til reglerne og i forhold til det reelle økonomiske indhold af transaktionen.

... Særligt om ejendommen [adresse2]

Af samme årsager som beskrevet ovenfor for Sommerhuset [adresse1] har SKAT ikke hjemmel til at foretage en forhøjelse af indkomsten i [Selskabet] som følge af en yderligere lejeindtægt fra [Selskab 2] og at tilskudsbeskatte [Selskab 2] af en manglende huslejebetaling.

I dette forhold, er det imidlertid ikke et spørgsmål om, hvor vidt der gives en vederlagsfri ydelse. Der er alene tale om en vurdering af, om ydelse og modydelse står i forhold til hinanden, hvilket igen er kerneområdet for Ligningslovens § 2.

Da ejerandelen imidlertid kun er 34 % og der ikke er fælles ledelse, falder forholdet imidlertid utvivlsomt uden for anvendelsesområdet for Ligningslovens § 2. Loven indeholder sin egen definition af, hvad, der skal forstås ved et interessesammenfald, som ikke er opfyldt i denne sag.

Ved uden yderligere argumentation at statuere, at interessesammenfaldet eksisterer uanset lovens definitioner heraf, udvider SKAT bestemmelsens anvendelsesområde betragteligt og i modstrid med lovgivers hensigt.

Hvis SKAT's betragtninger bliver lagt til grund, vil kravet om 50 % ejerskab eller konkret sammenfaldende ledelse blive indholdsløst, da reglens anvendelsesområde vil kunne forekomme uanset ejerandel.

Endvidere får SKAT's vilkårlige anvendelse af regelgrundlaget den konsekvens, at reglerne om betalingskorrektion bliver sat ud af spil, da dette kun gælder for forhold omfattet af Ligningslovens §2.

Under normale omstændigheder vil der være tale om en primær korrektion, som er den fikserede husleje. Hertil vil der normalt høre en korresponderende regulering, som ville være et fikseret fradrag for huslejen hos det selskab, der lejer de pågældende ejendomme. Såfremt den fikserede leje faktisk betales vil der være mulighed for at undgå den sekundære justering, som i dette tilfælde er tilskudsbeskatningen i det selskab, der lejer ejendommen.

Hele denne lovfæstede reguleringsmekanisme er sat ud af kraft i denne sag, hvor kun de positive indkomst elementer er medtaget, men uden de tilknyttede muligheder for at undgå dobbeltbeskatning.

Udover at SKAT således ikke har den fornødne hjemmel i den pågældende sag, får den forkerte anvendelse af regelsættet også som konsekvens, at der opstår en ikke neutral beskatning af huslejeforholdet.”

Til støtte for den subsidiære påstand for så vidt angår ejendommen [adresse1], [by1], har Selskabets repræsentant bl.a. anført følgende:

”...

SKAT har foretaget forhøjelsen på baggrund af en opgørelse af den objektive markedsleje af sommerhuset med hensyn til beliggenhed, stand og størrelse. SKAT konkluderer, at udlejningen af sommerhuset årligt vil kunne indbringe 100.000 kr. efter alle udgifter er betalt.

Hertil skal bemærkes, at SKAT har ikke fremført nogen form for dokumentation/specifikation for den fastsatte husleje.

...

Det skal indledningsvis bemærkes, at sommerhuse ikke har status som helårsbolig. Derved er det omfattet af reglerne i Sommerhusloven. Ejendomme omfattet af Sommerhusloven må udlejes i hele sommerhalvåret, men maksimalt 50 % af vinterhalvåret.

Selskaber må ikke eje sommerhuse uden tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen. Det fremgår udtrykkeligt af den af Skov- og Naturstyrelsen udstedte tilladelse, at sommerhuset ikke må udlejes erhvervsmæssigt. At SKAT derfor statuere, at der skal ske beskatning af en lejeværdi er således principielt i modstrid, med den tilladelse der er givet af Skov- og Naturstyrelsen.

Det er fortsat vores opfattelse, at hvis der skal opgøres en skattepligtig værdi, skal den opgøres på baggrund af nytteværdien for [Selskab 2] og ikke den objektive markedsleje henset den betingede ret [Selskabet] som selskab har til overhovedet at eje sommerhuset.

Fastsættelsen af den skattepligtige leje kan således ikke baseres på en erhvervsmæssig udlejning af sommerhuset, idet dette vil være i strid med den ovennævnte tilladelse givet ved købet af ejendommen.

Opgørelse af nytteværdien

Den skattepligtige leje bør opgøres ud fra den værdi, sommerhuset udgør for [Selskab 2], dvs. nytteværdien. Der er derfor foretaget en opgørelse af de udgifter, [Selskab 2] ville have haft, hvis bestyrelsesmøderne var afholdt andetsteds.

Bestyrelsesmøder, der afholdes uden for et selskabs egne lokaler, afholdes almindeligvis i et konferencecenter eller lignende. [Hotel1] i [by3], et typisk konferencehotel, har oplyst, at et møde svarende til et bestyrelsesmøde i [Selskab 2] vil koste 645 kr. per person. I prisen indgår forplejning, snacks m.v. Hertil kommer, at nogle bestyrelsesmedlemmer er bosat i udlandet og skal derfor evt. have en overnatning i forbindelse med hvert bestyrelsesmøde, hvilket er estimeret til 1.000 kr.

For at kunne sammenligne nytteværdien af sommerhuset per møde med omkostningerne forbundet med afholdelse på et konferencecenter, skal den del af ovennævnte pris, der vedrører forplejning, ikke medregnes. Vi har estimeret udgifterne til et møde for 5 personer til ca. 4.000 kr. per møde, og da der afholdes ca. 10 møder årligt, andrager den samlede udgift sig 40.000 kr.

Det fremgår af lejekontrakten mellem [Selskab 2] og [Selskabet], at udgifter til indvendig og udvendig vedligeholdelse påhviler [Selskab 2], hvilket skal fratrækkes i bruttolejen. SKAT har anderkendt et estimat på 20.000 kr. årligt.

Derved opnås en skattepligtig fiktiv leje på 20.000 kr. årligt.

Opgørelse af markedslejen

Mere subsidiært mener vi at den skattepligtige leje skal opgøres ud fra, hvad sommerhuset kunne indbringe, hvis det var udlejet til normal sommerhusanvendelse.

For at kunne forvente at udleje et sommerhus på kontinuerlig basis i hele sommerhalvåret, er det nødvendigt at have adgang til en tilstrækkelig stor kundekreds via et udlejningsbureau. Opgørelsen af den fiktive leje er således afhængig af den del af bruttohuslejen, som beholdes af udlejningsbureauet.

[virksomhed5], der er et af de største udlejningsbureauer med speciale i sommerhuse, oplyser, at sæsonen for udlejning af sommerhuse er 1. april - 30. september. Derudover oplyses det at sommerhuse prisansættes i syv forskellige klasser, A-F, fordelt over et helt år.

Den forventelige ugentlige indkomst for sammenlignelige sommerhuse, baseret på beliggenhed, størrelse og stand, er ifølge [virksomhed5]:

Flere af de sommerhusbureauer vi har været i kontakt med i forbindelse med vores research, har oplyst, at det først er i de senere år, at sommerhuse i visse områder og af en vis kvalitet faktisk konkret bliver udlejet i hele sommerhalvåret. Sommerhuse lignende huset på [adresse1] med hensyn til beliggenhed, størrelse og stand kunne derfor kun i årene 2012 og 2013 forventes udlejet i hele sommersæsonen. I årene 2009-2011 var dette ikke tilfældet.

I nedenstående opgørelse af den årlige indkomst har vi antaget udgangspunkt i fuld udlejning i hele sommersæsonen for alle indkomstår. Vi har ikke inkluderet udlejning i vinterhalvåret, men dette opvejes af, at sommerhuset efter al sandsynlighed ikke ville have kunne udlejes alle ugerne i højsæsonen i 2011. Derved giver opgørelsen et retvisende billede af den faktisk mulige lejeindtægt.

Ifølge [virksomhed5]s klassifikation af ugerne, vil sommerhuset kunne indbringe en indkomst på ca. 60.000 kr., ved udlejning i hele sommerhalvåret.

Herfra skal fratrækkes de forventede merudgift ved udlejningen i form af forøgede omkostninger til rengøring, vedligeholdelse og opsyn, som med rimelighed vil kunne antages af være 10.000 - 20.000 kr., når assistancen tilkøbes udefra.

Som nævnt har [Selskab 2] allerede foretaget en betaling ved at påtage sig den indvendige og udvendige vedligeholdelse samt havearbejde, hvilke udgifter normalt ville påhvile udlejer. Som nævnt har vi ikke konkrete oplysninger om de af [Selskab 2] aktuelt afholdte omkostninger, men disse bør skønsmæssigt kunne ansættes til 20.000 kr. årligt, hvilket SKAT har anerkendt.

Derved udgør den skattepligtige leje 20.000 kr. pr. indkomstår ved opgørelse af markedslejen.

Uanset opgørelsesmetode, mener vi derfor at den fiktive indkomst som [Selskabet] skal beskattes af ligger i størrelsesorden af 20.000 kr. årligt.

... Vores indstilling til huslejefastsættelse

Det fastholdes, at det mest rimelige er beskatning af nytteværdien, således at det årlige skattepligtige grundlag udgør 20.000 kr., jf. ovenstående beregning, idet beløbet svarer til, hvad omkostningen ville være, hvis bestyrelsesmøderne blev afholdt i et konferencecenter.

Hvis [Selskabet] er skattepligtig af en fiktiv helårlig markedsleje, er det fortsat vores opfattelse, at beskatningsgrundlaget bør være den indkomst, en udlejning faktisk kunne have indbragt, og ikke et tilfældigt og i øvrigt udokumenteret skøn, som SKAT har foretaget.

Desuden anser vi det for helt usandsynligt at et sommerhus, der i stedet udlejes på privat basis, vil kunne eksponeres så kraftigt, at det kan indbringe en leje på 140.000 kr. årligt som af SKAT antaget.”

Udlån til medarbejder

Til støtte for den principale påstand er der indledningsvist fremlagt kopi af Landsskatterettens afgørelse vedrørende medarbejderen [virksomhed3]. Det er herved anført, at Landsskatteretten har taget stilling til spørgsmålet om beskatningen af medarbejderen. Landsskatteretten fandt i sagen, at der var tale om et personalegode omfattet ligningslovens § 16, og at fordelen skulle opgøres som forskellen mellem den betalte rente og referencerenten.

Da referencerenten i 2012 og 2013 var 0, er der allerede af den grund ikke grundlag for en rentefiksering for Selskabet for årene 2012 og 2013. For disse nedlægges der derfor påstand om nedsættelse til 0 kr. allerede under henvisning til nævnte afgørelse fra Landsskatteretten og til, at referencerenten er 0 pct.

Til støtte for den principale påstand for 2011 om nedsættelse til 0 kr. er det anført, at Selskabet accepterer rentefikseringen på 35.000 kr., men samtidig er berettiget til et tilsvarende fradrag for en lønudgift på 35.000 kr., hvilket svarer til en nedsættelse af SKATs forhøjelse med 140.000 kr. til 0 kr.

Til støtte for den subsidiære påstand om nedsættelse af SKATs forhøjelse på 140.000 kr. med 175.000 kr. til -35.000 kr. er det bl.a. anført, at der ikke er hjemmel til beskatning af en fikseret renteindtægt i statsskattelovens § 4, men at Selskabet fortsat er berettiget til et fradrag på 35.000 kr.

Til støtte for den mere subsidiære påstand om forældelse og om, at ansættelsen skal nedsættes med 175.000 kr., er det bl.a. anført, at der i nærværende tilfælde er tale om, at Landsskatteretten både ændrer hjemlen til beskatningen og selve beløbet. Landsskatteretten er bundet af de almindelige ligningsfrister, og den almindelige ligningsfrist for 2011 er nu sprunget. Samtidig har Selskabet fortsat krav på et fradrag for en lønudgift på 35.000 kr.

Der er ydermere bl.a. anført følgende:

”SKATs beskatning af [[virksomhed3]] og [Selskabet] synes at hvile på den forudsætning, at der ikke er tale om et personalegode, der omfattes af ligningslovens § 16.

I stedet synes SKAT at gennemføre en rentefiksering af gældsbrevet for herefter at beskatte [[virksomhed3]] efter en gavebetragtning med hjemmel i statsskattelovens § 4 og en beskatning af [Selskabet] med samme beløb og med samme hjemmel.

Der er efter vores opfattelse ikke hjemmel til at gennemføre beskatningen af den beregnede renteindtægt i [Selskabet] efter statsskattelovens§ 4 for den rentefordel, der tildeles [[virksomhed3]] som medarbejder.

SKAT har også en række subjektive og udokumenterede betragtninger om, hvorvidt lånet er ydet på normale og sædvanlige forretningsmæssige vilkår, og skat anvender disse betragtninger som yderligere argumenter for at gennemføre beskatningen, når lån af denne størrelsesorden er ydet til køb af ejendom. Vi kan ikke se at disse betragtninger har nogen relevans for sagen men kommenterer dem efterfølgende.

... Vores kommentarer til reglerne om rentefiksering

Reglerne om rentefiksering, der er indført i ligningslovens § 2 medfører, at skattepligtige, der enten selv har en bestemmende indflydelse over andre juridiske personer eller skattepligtige, der er underkastet andre fysiske eller juridiske personers bestemmende indflydelse, skal agere på markedsvilkår, hvilket er defineret som vilkår, der også ville være indgået mellem uafhængige parter.

[Selskabet] og aktionæren i [Selskabet] er ikke forbundet med [[virksomhed3]] på en måde, der omfattes af ligningslovens § 2, og der er derfor allerede af denne årsag ikke grundlag for at gennemføre en rentefiksering, som den SKAT har gennemført i nærværende sag.

I et arbejdsgiver/arbejdstager forhold eksisterer der dog i ligningslovens § 16 hjemmel til at beskatte visse goder, som arbejdsgiveren giver eller stiller til rådighed for arbejdstageren.

... Vores kommentarer til SKATs subjektive betragtninger

Det er vores opfattelse, at SKATs udokumenterede subjektive betragtninger hviler på en forkert præmis om, at lånet omfattes af ligningslovens § 2. Antageligvis som følge heraf anfører SKAT en række betragtninger, som potentielt kunne være relevante, hvis et sådant lån var givet til hovedaktionæren personligt, hvor der efter praksis gælder en række skærpede krav, selvom også hovedaktionæren principielt kan drage nytte af reglerne om personalelån.

Vi er ikke uenige med SKAT i, at lånet indeholder vilkår, der medfører, at der kan gennemføres en beskatning om end denne, efter vores opfattelse, sker efter ligningslovens § 16 og ikke statsskattelovens regler, men vi er ikke enige med SKAT i, at lånet ikke er forretningsmæssigt begrundet, da lånet er givet til en betroet medarbejder, der har været ansat i [Selskabet] i mange år.

Vi kan i øvrigt ikke se, at lånevilkårene, lånestørrelsen eller hvad låneprovenuet er anvendt til har nogen relevans for sagens skatteretlige bedømmelse.

... Reglerne om personalegoder i ligningslovens§ 16

[[virksomhed3]] har været ansat i [Selskabet] i mange år og opfylder derfor definitionen på at være en sådan ansat, der beskattes af visse personalegoder efter ligningslovens § 16.

Efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3, skal værdien af personalegodet ved skatteansættelsen fastsættes til en værdi, der svarer til den værdi, det kan antages at ville koste at erhverve godet i almindelig fri handel, medmindre værdien i øvrigt er fastsat i ligningslovens § 16, stk. 4-16.

For et personalelån - som det [[virksomhed3]] har modtaget - kan beskatning af den økonomiske fordel ske, hvis lånet hos [Selskabet] er optaget til en rente, der ligger under markedsrenten.

I mangel af særlige holdepunkter har SKAT i cirkulære om værdiansættelse af visse personalegoder offentliggjort i SKM 2012.717 udtalt, at den skattepligtige, som udgangspunkt, vil være skattepligtig af værdien af forskellen mellem den aftalte rente og den af Finanstilsynet fastsatte referencerente i henhold til Lov nr. 705 af 25 juni 2012. Denne beskatning sker årligt med den skiftende referencerente, der også fastsættes årligt.

Det er korrekt, når SKAT anfører, at lov om finansielle virksomheder alene gælder finansielle virksomheder, men vi stiller os uforstående over for SKATs påstand om, at referencerenten ikke kan anvendes i den konkrete sag, hvilket jo også direkte strider imod SKATs eget cirkulære om personalegoder.

Referencerenten som en ny skattefaktor i reglerne om personalelån skyldes, at mindsterentesystemet blev afskaffet, og det er derfor ikke korrekt, når SKAT anfører, at referencerenten ikke skal anvendes.

Der er konkret aftalt en rente på 0 % - der ikke kan tilsidesættes skattemæssigt - hvilket fører til, at [[virksomhed3]] skal beskattes af hendes økonomiske fordel baseret på referencerente-procenten i det konkrete år, hvori der kan gennemføres en beskatning.

Det er nu vores udgangspunkt, at indkomståret 2011 er ligningsmæssigt forældet, fordi SKAT har gennemført en uhjemlet beskatning, som Landsskatteretten er afskåret fra at korrigere, men at der subsidiært alene er hjemmel til at beskatte [[virksomhed3]] baseret på referencerenten, der i 2011 gennemsnitligt var 1,5 %.

...”

Landsskatterettens afgørelse

Ejendommene [adresse1], [by1], og [adresse2], [by2]

Følgende fremgår bl.a. af statsskattelovens § 4:

”§ 4. Som skattepligtig indkomst betragtes ... den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f.eks.:

...

b) af bortforpagtning, bortfæstning eller udleje af rørligt og urørligt gods, såvel som af vederlagsfri benyttelse af andres rørlige eller urørlige gods. ...”

Det fremgår, at Selskabet i den i sagen omhandlede periode ejede 34 pct. af aktiekapitalen i Selskab 2, og SKAT har ikke bestridt, at de foreliggende lejeaftaler ikke er omfattet af ligningslovens § 2 om kontrollerede transaktioner. Det lægges derfor ved afgørelsen til grund som ubestridt, at transaktionerne ikke er omfattet af ligningslovens § 2.

Henset til, at Selskabet i de omhandlede indkomstår alene ejede 34 pct. af aktiekapitalen i Selskab 2, foreligger der som udgangspunkt ikke et generelt interessefællesskab mellem Selskabet og Selskab 2.

Retten finder endvidere, at det ikke med det af SKAT anførte er godtgjort, at der i den konkrete situation ved de indgåede lejeaftaler foreligger et skattemæssigt interessefællesskab mellem Selskabet og Selskab 2.

Retten bemærker herved særligt, at den omstændighed, at de indgåede aftaler eventuelt måtte være indgået på usædvanlige vilkår, ikke i sig selv ville være tilstrækkeligt til at statuere et interessefællesskab.

Allerede under hensyn hertil finder retten, at SKAT ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at der er grundlag for at anse Selskabet for skattepligtig af fikserede lejeindtægter for indkomstårene 2011, 2012 og 2013.

Den påklagede afgørelse ændres allerede derfor således, at SKATs forhøjelser på 190.750 kr. for hvert af indkomstårene 2011, 2012 og 2013 nedsættes til 0 kr.

Det bemærkes, at der ikke herved er taget stilling til, om de indgåede lejeaftaler må anses for usædvanlige set i forhold til almindelige markedsmæssige forhold.

Udlån til medarbejder

Følgende fremgår bl.a. af statsskattelovens § 4:

”§ 4. Som skattepligtig indkomst betragtes ... den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f.eks.:

...

e) af rente eller udbytte af alle slagt obligationer, aktier og andre inden- eller udenlandske pengeeffekter, så og af udestående fordringer og af kapitaler, udlånte her i landet eller i udlandet, med eller uden pant, mod eller uden forskrivning. ...”

Det følger bl.a. af statsskattelovens § 6, litra a, at man ved beregningen af den skattepligtige indkomst kan fradrage driftsomkostninger, det vil sige de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Under sagens klagebehandling har Selskabets repræsentant fremlagt kopi af Landsskatterettens afgørelse af 3. april 2017 vedrørende Selskabets medarbejder. Landsskatteretten fandt herved, at det ydede lån måtte anses som et personalegode omfattet af reglerne i ligningslovens § 16, og at der skulle ske beskatning af den fordel, som udgjorde forskellen mellem den betalte rente og den af Finanstilsynet fastsatte referencerente. Det fremgår videre, at referencerenten udgjorde 1 pct. i indkomståret 2011 og 0 pct. i indkomstårene 2012 og 2013, hvorefter den beregnede rente udgjorde 35.000 kr. i indkomståret 2011 og 0 kr. i indkomstårene 2012 og 2013.

For indkomstårene 2012 og 2013 finder retten allerede under hensyn til, at referencerenten for disse år udgjorde 0 pct., at de påklagede forhøjelser på 140.000 kr. for hvert af disse år skal nedsættes til 0 kr.

Hvad angår indkomståret 2011 bemærker retten, at Selskabet i medfør af statsskattelovens § 6, litra a, har fradrag for driftsomkostninger, det vil sige de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, hvilket også gælder lønomkostninger.

For det tilfælde, at Selskabet skulle beskattes af en fikseret renteindtægt, ville Selskabet tilsvarende være berettiget til et fradrag for den fikserede indkomst som driftsomkostning, idet det herved lægges til grund, at den fikserede indkomst i årets løb i så tilfælde ville være anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Uanset om der skal ske beskatning af en fikseret renteindtægt eller ej efter statsskattelovens § 4, er der allerede derfor ikke grundlag for at forhøje Selskabets indkomst for indkomståret 2011, selv om referencerenten udgjorde 1 pct. for dette år.

SKATs forhøjelse af Selskabets indkomst med 140.000 kr. for indkomståret 2011 skal allerede derfor nedsættes til 0 kr.

Den påklagede afgørelse ændres derfor således i overensstemmelse hermed, idet det bemærkes, at der ikke herved er taget stilling til, om der er grundlag for beskatning af en fikseret renteindtægt i medfør af statsskattelovens § 4.