Kendelse af 29-04-2019 - indlagt i TaxCons database den 07-06-2019

SKAT har anset klageren for at være lønmodtager for døgnplejeaktiviteten. SKAT har derfor nedsat overskud af virksomhed fra 329.832 kr. til 0 kr. i indkomståret 2013.

SKAT har anset vederlag for døgnplejeaktivitet på 566.855 kr. fra [by1] Kommune for A-indkomst.

SKAT har ikke godkendt kapitalafkast på 3.163 kr. og har anset klagerens bil for overgået til privat pr. 1. januar 2013.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren og hans ægtefælle var ifølge hans kontrakt med [by1] Kommune fuldtidsplejeforældre i indkomståret 2013. Det er anført i årsrapporten for 2013, at virksomheden var en døgnplejevirksomhed. Virksomheden havde ifølge årsrapporten ingen ansatte. Der er ikke oplysninger i årsrapporten om, at virksomheden har haft eget CVR-nummer. Ægtefællerne deler resultatet af døgnplejevirksomheden ligeligt.

Det fremgår af klagerens personlige skatteoplysninger for 2013, at han hele året var ansat i [by1] Kommune, hvorfra han for 2.315 timer fik udbetalt i alt 566.855 kr. som A-indkomst.

Klageren er godkendt til 3 plejebørn. Klageren og hans ægtefælle har fra indkomståret 2000 været plejeforældre og haft 3 søskende som plejebørn på privatadressen. Ejendommen, hvor familien boede, blev købt af klagerens ægtefælle i 1992. Ejendommen blev i de første år beboet af klageren, hans ægtefælle og deres i alt 5 hjemmeboende børn. Fra 1998 havde familien kun 1 eget, hjemmeboende barn. Fra 2007/2008 har klageren og hans ægtefælle ikke haft egne hjemmeboende børn.

I 2013 bestod husstanden således af klageren, hans ægtefælle og plejebarn 1, 2 og 3^,. Plejebarn 1 var tilknyttet klagerens ægtefælle. Plejebarn 2 og 3 var tilknyttet klageren. Plejebarn 1 var i 2013 16 år gammel, og plejebarn 2 og 3 var henholdsvis 14 og 13 år gamle.

Døgnopholdene blev etableret med virkning fra 15. december 2000. Det fremgår af kontrakterne for plejebarn 1, 2 og 3 for 2013, at kontrakterne genforhandles årligt.

Kontrakten for plejebarn 3 samt den medfølgende vejledning er i det væsentligste gengivet nedenfor. Kontrakten er identisk med kontrakterne for plejebarn 1 og 2 bortset fra navnet på plejebarnet og den ansvarlige plejeforælder, de betalte godtgørelser til dækning af omkostninger samt første afsnit i punkt 15, hvor der bevilges 45 dages aflastning årligt til plejebarn 1 og 3, men ikke til plejebarn 2, og første og andet afsnit i punkt 15, hvor der bevilges kørsel til skole i særlige tilfælde til plejebarn 3, men ikke til plejebarn 1 og 2.

Kontrakt med [by1] Kommune vedrørende plejebarn 3

Det er anført i kontrakten vedrørende plejebarn 3 med [by1] Kommune, som blev indgået i 2013 med virkning fra 1. januar 2013, at klageren modtog 6 x normalvederlag, hvilket gav et månedligt vederlag på 23.180,04 kr. Endvidere blev der udbetalt 5.384 kr. pr. måned til at dække udgifter vedrørende kost og logi, samt 765 kr. pr. måned til lommepenge og beklædning.

Af kontrakten fremgår følgende:

”(...)

8. Oplysninger om netværk/plejeforældrenes arbejdsforhold ved siden af familieplejen

[person1] er fuldtids plejefar.

[person2] er fuldtids plejemor.

(...)

11. Aftale om opsigelsesvarsel ved plejeforholdets ophør

Kontrakten kan opsiges af begge parter med 1 måneds varsel.

(...)

13. Aftale om efteruddannelse

Plejefamilien har ret og pligt til at deltage i efteruddannelse, der svarer til minimum 2 kursusdage årligt, og den godkendende kommune skal sikre sig, at plejefamilien opfylder dette.

(...)

14. Aftale om supervision

Supervision/faglig konsultation ydes af Familieplejekonsulent fra Tilsynsenheden.

15. Aftaler i øvrigt

Der bevilges aflastning på i alt 45 dg./årligt.

Der bevilges kørsel til skole i særlige tilfælde, til godkendt behandling og psykolog efter Statens laveste takst samt efter korteste rute målt på Krak.dk

(...)

Der gøres opmærksom på, at antallet af vederlag kan ændres ved genforhandling som følge af ændringer i plejeopgavens karakter.

(...)

Plejefamilien skal efter anmodning være indstillet på at udarbejde skriftligt materiale for plejeforløbet til brug ved statusmøder.

Afvikling af ferie er hvert år fastsat til ugerne 28-29-30-42 og uge 7. Alle 5 uger skal afholdes. (...)

(...)

Skader forvoldt af plejebarn, som ikke dækkes af plejefamiliens forsikring, kan søges dækket af kommunen, hvor skader overstiger 300 kr.

[by1] Kommune skal informeres og godkende nye opgaver eller ændring af opgaver, forinden placering af barn hos plejefamilien.

Der kan ikke ydes hjælp til følgende udgifter (forudsættes indeholdt i omkostningsdel)

Særlige udgifter – der kræver at der foreligger en bevilling fra familierådgiver.

(...)”

Vejledning til kontrakt med [by1] Kommune vedrørende plejebarn 3

Af vejledningen til kontrakten fremgår følgende:

”(...)

Vederlag og omkostningsdækning til familiepleje

Vederlag til plejefamilier fastsættes af kommunen på baggrund af en forhandling med plejefamilien ud fra en konkret vurdering af barnets eller den unges plejebehov.

Beløb til kost, logi og andre fornødenheder tilsigter at dække de helt almindelige udgifter ved et barns ophold i et anbringelsessted, dvs. især kost, fritidsaktiviteter og fornøjelser. Hertil kommer udgifter til værelse og opvarmning samt udgifter på grund af forøget slid på bygning, møbler m.v.

(...)

Regulering af vederlag, omkostninger m.v.

Med mindre andet er aftalt, reguleres plejevederlag m.v. en gang årligt i overensstemmelse med KL’s taksttabel.

(...)

Opsigelsesregler

I de første 3 måneder kan kontrakten opsiges af begge parter med 14 dages varsel. Efter 3 måneders forløb kan kontrakten opsiges af begge parter med 1 måneds varsel. Hvis plejeforholdet faktisk afbrydes, ved at barnets ophold i plejefamilien ophører, har plejeforældrene pligt til straks at give kommunen/plejehjemsforeningen besked herom. Vederlagsretten ophører henholdsvis 14 dage/1 måned efter den faktiske afbrydelse, medmindre kommunen/plejehjemsforeningen skriftligt indgår en anden aftale med plejeforældrene. Ved misligeholdelse af kontrakten fra plejefamiliens side ophører retten til at modtage vederlag straks. Ret til udbetaling af omkostningsandel ophører fra det tidspunkt, barnet faktisk ikke har ophold i plejefamilien længere.

Beskatning

Vederlag er personlig indkomst for den person, som har indgået en aftale med kommunen/plejehjemsforeningen om anbringelse af plejebarnet.

Godtgørelse for udgifter til kost og logi, der ydes plejeforældre i forbindelse med døgnpleje omfattet af servicelovens § 142, og som ikke overstiger de i lovens § 142, stk. 10 fastsatte satser for omkostningsgodtgørelse, er skattefri.

Plejeforældre, der udøver døgnpleje som selvstændig virksomhed, er ikke omfattet af skattefrihed. Det skyldes, at selvstændige erhvervsdrivende kan fradrage udgifterne til kost og logi i den personlige indkomst, og at de kan benytte virksomhedsordningen.

Hvis opholdsstedet er organiseret som selvstændig juridisk person med arbejdsgiverregistrering (CVR-nr.), er der ikke tale om et arbejdsgiver/arbejdstagerforhold mellem kommunen/plejehjemsforeningen og de beskæftigede, og opholdsbetalingen udbetales til opholdsstedet uden skattetræk. De forpligtelser vedrørende skattetræk, feriegodtgørelse, sygedagpenge, ATP og AUD, der påhviler arbejdsgiveren, påhviler i disse tilfælde opholdsstedet.

(...)

Dagpenge ved sygdom eller fødsel

I det omfang vederlag m.v. er A-indkomst, anses den for dagpengegivende lønindtægt. Der henvises til Beskæftigelsesministeriets regler om dagpenge ved sygdom eller fødsel, herunder bestemmelsen om dagpengegivende indtægter.

ATP/AUD m.v.

Den, der har indgået aftalen, er omfattet af loven om arbejdsmarkedets tillægspension og lov om arbejdsmarkedets uddannelsesfond. Bidragene beregnes og indbetales efter de almindelige regler.

Ansvarsforsikring

Det forudsættes, at plejeforældrene har en kombineret ansvars-/ulykkesforsikring, der dækker personskader, forvoldt af plejebarnet på plejefamilien eller tredjemand eller tingsskader forvoldt af plejebarnet på tredjemands ejendom.

Der henvises til vejledning om opholdsbetaling m.v.

Diverse bestemmelser

(...)

Plejeforældrene har pligt til løbende skriftligt at oplyse kommunen/plejehjemsforeningen om personlige og økonomiske forhold (f.eks. arbejdsindtægt), samt om faktisk afbrydelse af plejeforholdet uden kommunens/plejehjemsforeningens medvirken. Plejeforældrene har ligeledes pligt til at oplyse om ændringer i antal plejebørn og om omfanget af arbejde uden for hjemmet.

Plejeforældre i privat familiepleje kan klage over børn og ungeudvalgets afgørelse om flytning eller hjemtagelse fra privat døgnpleje efter servicelovens § 78, stk. 4, jf. § 168, stk. 2.

I øvrigt henvises til Socialministeriets vejledning nr. 57 af 8. aug. 2011 om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejl. nr. 3 til serviceloven).”

Af resultatopgørelsen i årsrapporten 2013 fremgår følgende:

Klageren har selvangivet overskud af virksomhed med 329.832 kr. svarende til 50 % af årets overskud.

Af specifikationerne til årsrapporten for 2013 fremgår nedenstående poster:

Det fremgår af specifikationerne til årsrapporten for 2013, at ejendomsomkostninger (el, vand og varme) til den private bolig er reguleret med en privat andel. Beregningsmetoden er ikke oplyst, idet der er tale om et skøn. Husholdningen er også reguleret med en privat andel, hvor plejebarn 1 vægter 270/1.730 døgn, hvorimod plejebarn 2 og 3 samt klageren og hans ægtefælle hver vægter 365/1.730 døgn. Autodrift ifølge kørselsregnskab inkl. brændstof, vedligeholdelse, vægtafgift, forsikringer samt afskrivning (25 %) er ligeledes reguleret med en privat andel i forhold til antal kørte private kilometer. Desuden er internet og telefoni er reguleret med en privat andel. Beregningsmetoden er ikke oplyst.

Som bilag til klagen er fremlagt en oversigt over refusioner og udgifter vedrørende døgnplejevirksomheden for 2013 udarbejdet af klagerens revisor. Da visse af udgiftsposterne er kategoriseret på forskellig vis i specifikationer til årsrapporten for 2013 henholdsvis i oversigten, gengives posterne fra oversigten nedenfor:

Det fremgår af specifikationerne til årsrapporten for 2013, at klageren og hans ægtefælle til sammen i 2013 har fået vederlag for døgnpleje fra [by1] Kommuner på 868.126 kr. Det modtagne vederlag overstiger det samlede vederlag for døgnpleje ifølge kontrakterne med [by1] Kommune for plejebarn 1, 2 og 3:

Det fremgår endvidere af specifikationerne til årsrapporten for 2013, at klageren og hans ægtefælle til sammen i 2013 har fået refusioner til dækning af kost og logi, lommepenge og diverse på 234.750 kr. Det er ikke i årsrapporten oplyst, hvilke udgifter diverse-posten dækker. De modtagne refusioner overstiger de samlede godtgørelser til dækning af kost og logi samt lommepenge/beklædning ifølge kontrakterne med [by1] Kommune for plejebarn 1, 2 og 3:

I 2002 købte klageren og hans ægtefælle et fritidshus i Sverige. Klagerens repræsentant er i forbindelse med sagsbehandlingen i Skatteankestyrelsen blevet anmodet om at oplyse, om købet af ejendommen i Sverige var foranlediget af et krav fra [by1] Kommune side, eller om der har været dialog med kommunen om at købe ejendommen. Der er ikke fremlagt dokumentation herfor. Repræsentanten har efterfølgende oplyst, at huset blev købt til brug som ”fri-rum” og feriested for/med plejebørnene. Klageren og ægtefællen har fratrukket udgifter til el og vand til fritidshuset i Sverige, det fremgår ikke af regnskabet, om det er det fulde beløb eller om der er anvendt en fordelingsnøgle. Udgifter i forbindelse med huset er ikke blevet refunderet af kommunen.

Det fremgår af klagen, at SKAT i 2009 anmodede klageren om at indsende specifikation af virksomhedens omsætning.

Anmodning om oplysning fra SKAT vedrørende indkomståret 2008:

”Formålet med vores henvendelse til dig

SKAT har det formål, at flest mulige selvangiver rigtige oplysninger om den skat der skal betales. SKAT har endvidere det mål, at hvis der er regler der kan misforstås, eller det er svært at afgive de rigtige oplysninger, skal SKAT hjælpe gennem bedre vejledning og enklere løsninger.

SKAT modtager hvert år mange kontroloplysninger fra tredjemand såsom arbejdsgiver, bank m.v., og vi har skrevet til dig fordi der i 2008 er en difference mellem det du har selvangivet og de oplysninger vi har modtaget.

Du bedes fremsende følgende materiale for indkomståret 2008:

(...)”

Klagerens revisor indsendte herefter de ønskede oplysninger.

Følgende fremgår af SKATs sagsnotat vedrørende klageren for indkomståret 2009:

”7671 SLS-P Erhvervsdrivende

Udsøgt vedrørende diff A-indkomst kr. 473.241.

Beløbet er jf. bemærkning tastselv medtaget i virksomhedens overskud. OK sagen er lignet tidligere år, hvor dette er konstateret. Henlagt”

Følgende fremgår af SKATs sagsnotat vedrørende klagerens ægtefælle for indkomståret 2009:

”7671 SLS-P Erhvervsdrivende

Udsøgt vedrørende diff A-indkomst kr. 300.733. – Vedrører døgnplejevirksomhed og er medtaget i virksomhedens overskud jf. bemærkning tastselv. Henlagt”

Klagerens ægtefælle har anlagt en selvstændig klagesag for samme forhold i samme indkomstår, jf. sagsnummer [...].

SKATs afgørelse

SKAT har anset klagerens indkomst ved døgnpleje for lønmodtagerindkomst. Som konsekvens heraf har SKAT for indkomståret 2013 nedsat klagerens overskud af virksomhed med 329.832 kr. og fastsat klagerens A-indkomst til 566.855 kr. SKAT har ikke godkendt kapitalafkast på 3.163 kr., og har anset klagerens bil for overgået til privat pr. 1. januar 2013.

SKAT har begrundet dette med følgende:

”(...)

1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Indkomst som døgnplejefamilie er i dit tilfælde anset for at være A-indkomst efter kildeskattelovens § 43 stk. 1 og ikke indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Efter en samlet konkret vurdering af kriterierne i cirkulære til Personskatteloven nr. 129 af 4. juli 1994 punkt 3.1.1.1 og 3.1.1.2 har vi foretaget ovenstående ændring.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på:

at, der mellem dig og [by1] kommune er indgået aftale om løbende arbejdsydelse. Ved ansættelse som plejefamilie er der udfærdiget en kontrakt, hvoraf det fremgår at du bliver aflønnet med et fast månedligt plejevederlag, som er skattepligtigt. Herudover får du skattefri omkostningsdækning til kost og logi. Denne omkostningsdækning udbetales også med en fast månedlig ydelse.

at vederlaget ikke erlægges efter regning.

at du er omfattet af ferielovens bestemmelser.

at du har ret til opsigelsesvarsel på 1 måned.

at kommunen har tilsyn og kontrol med opgaven hos dig, iht. Servicelovens § 148. De har derfor tilsyns- og kontrolbeføjelser over for dig som ansat.

at det af kontrakten mellem dig og [by1] kommune fremgår, at der ikke påhviler dig andre udgifter end udgifter til almindeligt underhold. Evt. andre udgifter søges i de enkelte tilfælde dækket hos betalingskommunen. Skader forvoldt af plejebørnene, som ikke dækkes af din egen forsikring, kan søges dækket af kommunen, hvor skader overstiger 300 kr.

Du er således ikke økonomisk ansvarlig over for kommunen for arbejdets udførelse og du synes i øvrigt ikke at have påtaget dig en selvstændig økonomisk risiko.

Størrelsen af det aftalte plejevederlag (løn) er uafhængig af hvilke udgifter du har afholdt i forbindelse med plejeforholdet.

Indkomsten nedsættes med 329.832 kr.

(...)

Lønindkomsten fra [by1] Kommune beskattes dom A-indkomst i felt 202.

Indkomsten forhøjes med 566.855 kr.

(...)

Da du ikke er anset for at drive selvstændig virksomhed, kan der ikke godkendes kapitalafkast jf. virksomhedsskatteloven.

Kapitalafkast slettes.

(...)

Da du ikke er anset for at drive selvstændig virksomhed, anses bilen for at være udelukkende privat benyttet.

Bilen overgår derfor til privat pr. 1/1-2013 og som det fremgår af afskrivningslovens § 47 sidestilles overgang med salg.

Ved overgang til privat skal bilen værdiansættes.

SKAT finder at værdien på bilen kan ansættes til den nedskrevne værdi pr. 31.12.2012 som lyder på 150.894 kr.

Der er således hverken fortjeneste eller tab ved overgang til privat.

(...)”

SKAT har i forbindelse med klagesagsbehandlingen i Skatteankestyrelsen oplyst følgende:

”Det skal bemærkes at der for indkomstårene 2008 og 2009, ikke er sket ligning af sagen og der derfor ikke er taget stilling til om der er tale om virksomhed eller lønmodtager. Det er udelukkende undersøgt hvorvidt den indberettede A-indkomst var selvangivet.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at klageren skal anses for selvstændig erhvervsdrivende, samt at klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013 skal genoptages.

Det er efterfølgende afklaret med og bekræftet af klagerens repræsentant, at sidste led i påstanden ikke skal forstås som en anmodning om genoptagelse, men alene som en anmodning om, at skatteansættelsen for indkomståret 2013 ændres, såfremt klageren får medhold i påstanden om status som selvstændig erhvervsdrivende.

Klagerens repræsentant har begrundet påstanden med følgende anbringender:

”(...)

Afgørelsen af hvorvidt Klagerne kan ses som selvstændige erhvervsdrivende skal afgøres ud fra en samlet vurdering af kriterierne i Skatteministeriets cirkulære om personskatter.

Der er tale om en samlet vurdering, idet enkelte af kriterierne dog vægter mere end de øvrige.

Det afgørende er således, hvorvidt der er tale om en virksomhed af økonomisk karakter, hvor Klagerne for egen regning og risiko, dvs. med en reel risiko for at stå med et økonomisk tab, har indrettet sig med henblik på at opnå et overskud fra driften af virksomheden.

Det gøres overordnet gældende, at Klagerne er selvstændig erhvervsdrivende med udøvelse af hendes erhverv som plejefamilie med plejebørn i eget hjem. Der er således ikke tale om lønindkomst men derimod om erhvervsmæssig virksomhed, der udøves for egen regning og risiko. Virksomheden er af økonomisk karakter og med det formål at opnå et overskud.

Det afgørende er således, at Klagerne driver deres virksomhed med det formål at opnå et overskud, samt at der er en økonomisk risiko. I den konkrete sag er det således også dokumenteret, at det vederlag, der modtages fra kommunen, ikke konkret dækker de afholdte udgifter.

Klagerne opfylder flere af de nævnte punkter I skatteministeriets cirkulære om personskatteloven, jf. pkt. 3.1.1.1 og 3.1.1.2 og en sammenligning af disse. Desuagtet at der ifølge de indgåede kontrakter, jf. bilag 2 - 4 er tale om et fast månedligt beløb, er dette i sig selv ikke udslagsgivende.

Det gøres tværtimod gældende, at flere kriterier, som disse fremgår af cirkulærets pkt. 3.1.1.2. vedrørende selvstændig virksomhed er udslagsgivende i nærværende sag. Navnlig at Klagerne selv tilrettelægger, leder og fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren (dvs. kommunen) end den der evt. følger af den afgivende ordre. Det bemærkes i den forbindelse, at det tilsyn, der følger af den sociale lovgivning ikke medfører, at der er et konkret tilsyn med selve udførelsen af arbejdet.

Det er tillige afgørende, at kommunens forpligtelse overfor Klagerne er begrænset til det enkelte barn, jf. cirkulærets pkt. 3.1.1.2. pkt. B.

I øvrigt henvises til cirkulærets pkt. C, idet Klagerne ikkeer begrænset I sin adgang til samtidig at modtage arbejde for andre og cirkulærets pkt. D, at indkomsten erhverves fra en ubestemt kreds af hvervgivere. Det er således ubestridt, at der er indgået kontrakter vedrørende 3 forskellige børn, og at ingen af kontrakterne indeholder vilkår om, at der ikke må indgås yderligere kontrakter, eller at Klagerne I øvrigt skulle være begrænset I deres adgang til at modtage andre børn.

Idet der tillige henvises til pkt. H gøres det også gældende, at indkomsten netop afhænger af et evt. overskud, idet refusioner ikke fuldt ud dækker de udgifter, der afholdes.

Der kan i den forbindelse navnlig henvises til den udarbejdede oversigt fra Klagernes revisor (bilag 8), der med al tydelighed viser, at der er et reelt og konkret merforbrug, der ikke dækkes af refusioner via Kommunen.

Der er således et reelt "underskud" på 208.461 kr.

Det er dette beløb, der understreger, at der er tale om udgifter, der i "art og omfang" overstiger, hvad der kan forventes af almindelige lønmodtagere, jf. bl.a. den tidligere nævnte kendelse fra Landsskatteretten af 13. november 2007 (bilag 22).

Klagernes virksomhed har således den intensitet, der kræves for skattemæssigt at blive anerkendt som selvstændige erhvervsdrivende.

Klagerne har også den økonomiske risiko, som ifølge praksis skal være til stede.

Herudover skal det også fremhæves, at transportudgifter kun dækkes af kommunerne I det omfang, der er tale om transport enten til og fra skole eller til eventuelle biologiske forældre. Øvrig transport - som der i sagens natur vil være en del af - dækkes ikke pr. refusion af kommunerne.

Med henvisning til cirkulærets pkt. I, J og K er det også klart, at arbejdet udføres i eget hjem, hvorfor det således også er Klagerne selv, der ejer samtlige genstande i hjemmet. Det være sig indbo, møbler, køkkenudstyr og senge m.v.

Med henvisning til pkt. L og M er det også afgørende, at Klagerne er godkendt efter den sociale lovgivning som plejefamilie og særlig godkendt til at tage vare på plejebørn i eget hjem, hvilket således også betyder, at adgangen til at indgå kontrakter med forskellige kommuner ikke dækker alle og enhver.

Det er således også dokumenteret, at Klagerne indkøbte en bolig, der var alt for stor til blot at tilgodese egne behov og netop dokumenterer, at Klagerne i fællesskab lagde virksomheden an på, at den var i stand til at modtage et vist antal børn i døgn- og familiepleje.

Klagerne har tillige købt en særlig ejendom i Sverige, der udelukkende tjener til opfyldelse af virksomhedens forpligtelser i henhold til de indgåede kontrakter med kommunen.

Det er således helt afgørende for børnenes trivsel, at der er rigelig med plads, og at Klagerne har mulighed for at opdele børnene.

Klagerne har således påtaget sig en økonomisk risiko, der ligger ud over, hvad der vedrører almindeligt lønmodtagerforhold, idet Klagerne har en reel risiko enten ikkeat få anvist flere børn i takt med at børnene vokser op og flytter ud, eller simpelthen at få afbrudt eksisterende familieplejeforhold uden at nye børn bliver anvist. I en sådan situation vil Klagerne stå tilbage med en alt for stor bolig og en ejendom i Sverige. Der påhviler således en reel økonomisk risiko i form af betaling af den løbende drift på både boligen og ejendommen i Sverige.

I forlængelse heraf skal navnlig fremhæves nærværende sags bilag 3 - 5, hvoraf det med al tydelighed fremgår, at der kan ske meget hurtig opsigelse af plejekontrakter fra kommunernes side, hvorved indtægtsgrundlaget med kort varsel fjernes fra Klagerne.

Der skal I den forbindelse også tillige henvises til dommen refereret i SKM.2009.248.VL.

På tilsvarende vis som i den nævnte dom, er situationen den i nærværende sag, at Klagerne ikke er garanteret en løbende indtægt, og at opfyldelse af forpligtelserne med kommunerne i henhold til de indgåede kontrakter forudsætter, at Klagerne har et hus til rådighed, der er væsentligt større, end hvad der er nødvendigt blot til Klagerne selv.

Som det ligeledes er illustreret med det nu fremlagte bilag 17 - 19, er det således langt fra alle reelle og nødvendige udgifter til varetagelse af døgnplejeopgaven til børnenes bedste mulige tarv, der refunderes af kommunen. For at kunne løse døgnplejeopgaven på forsvarlig vis, er det dog helt bydende nødvendigt, at disse udgifter afholdes.

De udgifter, som der således konkret er afholdt til plejebarnet [plejebarn 2]s tur i Tjekkiet illustrerer således, at Klagerne har udgifter, der både i art og omfang ikke er sædvanlige i et lønmodtagerforhoId.

Derfor har Klagerne påtaget sig en reel økonomisk risiko, og de afholder tillige omkostninger til den løbende drift, der i både art og omfang overstiger, hvad der ville være sædvanligt, såfremt de ikke anvendte deres hus som et driftsmiddel.

I tilsvarende retning skal også nævnes flertallet i Landsskatteretten I afgørelsen SKM.2014.653.LSR, hvorved flertallet netop lagde vægt på, at den pågældende ikke selv ejede arbejdsredskaber og journalsystemer, som blev anvendt i arbejdet, hvilket var en væsentlig grund til, at den pågældende ikkeblev anset som selvstændig erhvervsdrivende.

I nærværende sag det således ubestridt, at Klagerne selv ejer deres ejendom samt alt indbo og dette indgår som en naturlig del i Klagernes erhvervsudøvelse.

Samlet set gøres det således gældende, at der er flest kriterier, der peger I retning af selvstændig erhvervsvirksomhed for Klagernes hverv.

Afsluttende skal det bemærkes, at det således fremgår som et element, der kan pege 1 retning af, at der er tale om et lønmodtagerforhold, at der er tale om en fast arbejdstid fastsat af hvervgiveren, jf. pkt. 3.1.1.1., pkt. D.

Det står klart for alle, at det ikke er tilfældet i nærværende sag. Som det allerede er nævnt, tager Klagerne eksempelvis alle børn med på ferier.

***

Det gørende tillige gældende, at Klagerne har en retsbeskyttet og berettiqet forventning om, at kunne drive deres virksomhed som selvstændig erhvervsdrivende.

Særligt herom skal det anføres, at SKAT flere gange har gennemgået og godkendt Klagernes regnskaber. Der henvises i den forbindelse navnlig til bilagene 16 - 21, hvorefter SKAT således har godkendt grundlaget for Klagernes skatteansættelse for indkomståret 2008 og 2009.

Det er således i tillid til netop denne godkendelse, at Klagerne besluttede at videreføre og udvide deres virksomhed som selvstændige erhvervsdrivende.

Såfremt SKAT havde valgt allerede i 2008 eller 2009 at træffe afgørelse om, at Klagerne ikke var selvstændige erhvervsdrivende, ville Klagerne have forsøgt at minimere omkostninger til bolig og ejendom i Sverige, eventuelt ved frasalg eller på anden vis.

Det forhold, at SKAT har godkendt Klagerne som selvstændige erhvervsdrivende I skattemæssig henseende, har således afgørende betydning for, hvor Klagerne i de seneste år - og herunder også i 2013, som nærværende sag omhandler - har indrettet sig.

Idet der navnlig henvises til Østre Landsrets dom TfS.1994.477 kan det således lægges til grund, at det har været væsentligt for Klagernes beslutning om at fortsætte ejerskabet af den svenske ejendom, at der var opnået den særlige skattemæssige stilling.

På tilsvarende vis også vedrørende Vestre Landsrets dom SKM.2002.678.VLR, hvorefter Klagerne har disponeret i tillid til, at tilkendegivelsen var korrekt - og dermed påtaget sig en endog meget stor økonomisk byrde i form af udgifter til endnu en opholdsbygning.

Der er således for Klagerne opnået en retsbeskyttet forventning om, at de også fremover skal anses for selvstændige erhvervsdrivende.

I øvrigt bemærkes det, at der ikke er sket en indskrænkning i Klagernes virksomhed, men derimod en vedvarende intensitet.

***

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det således opsummerende gældende;

AtKlagerne udøver selvstændig virksomhed som privat døgnplejefamilie for egen regning og risiko i eget hjem,

AtKlagerne selv afholder omkostninger ud over hvad der anses for normalt i et lønmodtagerforhold, herunder udgifter til meget stor ejendom, udgifter til etablering af særskilte lejligheder, der anvendes af børnene, slid på eget hjem, indbo samt udgifter til vedligeholdelse,

AtKlagerne selv afholder omkostninger tit de nødvendige og forudsatte forsikringer,

AtKlagerne selv afholder omkostninger til alle udgifter forbundet med virksomheden som plejefamilie,

Atrefusion af omkostninger kun sker efter anmodning om sagsbehandling hos kommunen, hvorfor der ikke ydes fuld refusion for faktisk afholdte omkostninger,

AtKlagernes økonomiske forhold angående bolig og hushold er lagt an på et antal anbragte børn, hvorfor der således er en reel økonomisk risiko, der ikke opvejes af et usædvanligt kort opsigelsesvarsel I henhold til de indgåede kontrakter, hvilket understøttes af,

AtKlagerne ikke er garanteret nogen form for minimumsvederlag eller et minimumsantal af anbragte børn, og således udelukkende modtager vederlag for det antal børn, der på et givent tidspunkt er anbragt,

AtAnbringelsen af børnene kan ændres og kommunen s ledes kan opsige de indgåede kontrakter med kun 1 måneds varsel, hvilket ikke er et sædvanligt opsigelsesvarsel I lønmodtagerforhold, hvilket tillige understøtter den økonomiske risiko,

AtKlagerne kun er omfattet af ferieloven i kraft af, at de hidtil har været lønmodtagere - og de er således ikke omfattet af ferieloven i det omfang de udøver selvstændig erhvervsvirksomhed, hvortil kommer, at Klagerne de facto ikke afholder ferie uden børnene,

AtFerieloven i øvrigt ikke anerkender, at personer, der har afgørende indflydelse på den virksomhed, som den pågældende arbejder i - som det er tilfældet med Klagerne - skal anses som en lønmodtager. Klagerne er dermed selvstændige også efter ferieloven,

Atdet ikke er afgørende for den skatteretlige vurdering af sagen, hvorvidt en given kommune har anset det udbetalte vederlag for indkomst, hvoraf der skulle indeholdes A-skat, jf. bl.a. Ligningsrådets afgørelse refereret i TfS.1987.483.

AtKlagerne er følelsesmæssigt involveret i deres virksomhed, hvorfor der ikke er tale om, at anbringelsesforholdet uden videre kan bringes til ophør,

AtKlagerne selv tilrettelægger og udfører arbejdet uden instruktion fra kommunen, udover hvad der følger af sædvanlige regler om kommunalt ansvar for anbragte børn,

AtKlagerne ikke har nogen fast arbejdstid, men derimod i eget hjem og døgndrift udøver selvstændig virksomhed og er til rådighed døgnet rundt,

AtKlagerne de facto har udgifter til de anbragte børn udover hvad der kan refunderes af kommunen,

AtKlagerne anvender deres hus som et driftsmiddel, idet huset er indkøbt med henblik på, at fungere som døgnpleje, og idet huset er langt større end nødvendigt, hvis det blot var Klagerne og hendes ægtefælle, der skulle bo der, hvilket understreges af at Klagerne ikke har ege hjemmeboende børn og derfor ikke har et personligt behov for et så stort hus,

AtKlagerne købte ejendommen i Sverige og påtog sig en yderligere økonomisk risiko for derved bedre at kunne varetage deres forpligtelser i henhold til de indgåede kontrakter, og sørge for, at børnene trivsel var bedst mulig,

AtKlagerne således både i art og omfang har udgifter, der overstiger hvad en lønmodtager må forventes at afholde, jf. bl.a. SKM.2009.248.VL,

AtKlagerne er godkendte som familieplejere, hvilket kun sker efter en grundig undersøgelse og sagsbehandling foretaget af kommunen, hvorfor Klagerne således er autoriseret til at udøve netop den i sagen omhandlede virksomhed,

AtKlagerne ikke ved de indgåede kontrakter med kommunen er afskåret fra at indgå kontrakter om anbringelse af yderligere børn,

AtKlagerne efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder på baggrund af de kriterier, der er opstillet i cirkulære nr. 129 til personskatteloven, må anses som selvstændigt erhvervsdrivende, hvorfor der skal ske en genoptagelse af Klagernes skatteansættelser for indkomstårene 2013.

Særligt vedrørende anbringendet om Klagernes retsbeskyttede forventninger, gøres det gældende,

AtSKATi flere omgange og vedrørende 2 særskilte indkomstår konkret har gennemgået regnskaber og afgivet bindende og entydig tilkendegivelse direkte til Klagerne om, at de måtte anses som selvstændig erhvervsdrivende,

AtDet også fremgår af SKAT's egne sagsnotater, at der er tale om selvstændig erhvervsdrivende som døgnplejefamilie, hvilket tydeligt viser, at SKAT tidligere har foretaget en ligningsmæssig gennemgang og godkendelse af Klagerne som selvstændige erhvervsdrivende

AtKlagerne ved købet af ejendommen i Sverige har disponeret i til tro til, at SKAT's tidligere skattemæssige behandling af deres erhvervsvirksomhed var bindende også for de følgende år.

(...)”

Klagerens repræsentant har i en supplerende udtalelse til Skatteankestyrelsen af 21. september 2018 anført:

”(...)

På nuværende tidspunkt er der kun et plejebarn tilbage, hvorfor klagerne er i gang med at få huset gjort i stand til salg.

Der er aftalt et møde med en ejendomsmægler den 25. september 2018.

Vedrørende huset i Sverige har Klagerne oplyst, at huset er købt i 2002 med henblik på at blive anvendt som et ”fri-rum” for de 3 plejebørn. Det var en fordel uden meget planlægning og reservation af lejede sommerhuse, at kunne tage af sted med de 3 plejebørn, når behovet opstod. Klagerne har da også holdt ferie med plejebørnene i sommerhuset i mange år.

Klagerne har flere gange ansøgt om fuld dækning af transportudgifter til turen til Sverige, hvilket ikke er imødekommet. Der har været udgifter til bl.a. entrebilletter m.v., som aldrig er blevet dækket

Derudover har Klagerne afholdt udgifter til ombygning og vedligeholdelse af huset i Sverige igennem mange år. Ingen af disse udgifter er blevet refunderet af kommunen.

Også huset i Sverige er klagerne i gang med at overveje, om de skal sælge, da de ikke længere har behov for det.

(...)”

Klagerens repræsentant har i bemærkninger til sagsfremstillingen udsendt den 30. november 2018 oplyst, at klagerens ægtefælle har sat huset til salg, da døgnplejeaktiviteten er under afvikling. Der er ingen oplysninger om fritidshuset i Sverige.

Landsskatterettens afgørelse

Retsgrundlaget for sondringen mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende

Det fremgår af statsskattelovens § 4, litra a, at lønindtægt er skattepligtig indkomst. Det fremgår endvidere af kildeskattelovens § 43, at til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar og lignende ydelser.

Kriterierne for afgrænsningen mellem tjenesteforhold og selvstændig erhvervsdrivende fremgår af cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven pkt. B.3.1.1. og er fastlagt i praksis ved Højesterets dom af 9. maj 1996, gengivet i UfR 1996.1027 H. (Lovene og cirkulæret kan findes på www.retsinformation.dk.)

Ved vurderingen af, om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der ifølge cirkulæret blandt andet lægges vægt på, om indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre. Der kan derudover lægges vægt på, om hvervgiverens forpligtelse over for indkomstmodtageren er begrænset til det enkelte ordreforhold, om indkomstmodtageren påtager sig en selvstændig økonomisk risiko, om indkomsten oppebæres fra en ubestemt kreds af hvervgivere, og om indkomsten afhænger af et eventuelt overskud.

Som udgangspunkt anses en person for lønmodtager, hvis vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold efter hvervgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Ved vurderingen af, om der er tale om et tjenesteforhold, kan der blandt andet lægges vægt på, om hvervgiveren har en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, om indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver, om der mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren er indgået aftale om løbende arbejdsydelse, om arbejdstiden er fastsat af hvervgiveren, om indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel, om hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet, samt om indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktiseringen af ferieloven, funktionærloven m.v.

For indkomstmodtagere, der ikke er i et egentligt tjenesteforhold til hvervgiveren, men omvendt ligeledes ikke er at betragte som selvstændig erhvervsdrivende, anvendes betegnelsen honorarmodtagere. Honorarindtægter omfatter bl.a. vederlag for personligt arbejde, der udføres uden for tjenesteforhold, og som ikke stammer fra selvstændig erhvervsvirksomhed, da der ikke foreligger fornøden intensitet eller systematisk indtægtserhvervelse for øje. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 24. februar 1999, gengivet i TfS 1999,391 LSR, og Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.A.3.1.2.

I tvivlstilfælde må afgrænsningen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af det enkelte forhold mellem hvervgiver og hvervtager.

Østre Landsret har ved dom af 15. december 2017, offentliggjort som SKM2017.739.ØLR, fastlagt praksis for sondringen mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende for døgnplejere. Af dommen kan det udledes, at landsretten - udover tilsynsforpligtelsen for kommunen, herunder den nødvendige godkendelse for at kunne udøve erhvervet, og det faktum at alene kommunen kunne agere som hvervgiver - lagde særlig vægt på kriteriet egen regning og risiko. Det var landsrettens vurdering, at skatteyderen ikke i væsentlig grad afholdt nødvendige eller sædvanlige udgifter, der oversteg den fastsatte godtgørelse.. Det var ligeledes landsrettens vurdering, at det udbetalte takstmæssige månedlige vederlag ud fra en gennemsnitsbetragtning tilsigtede at dække de almindelige udgifter ved plejeaktiviteten, hertil kom supplerende beløb til lomme- og tøjpenge udbetalt direkte til plejebørnene.

Retlig regulering af døgnplejeaktiviteter

Døgnplejeaktiviteter er underlagt lov om social service, serviceloven. Indholdet af loven er uddybet i syv vejledninger fra socialministeriet. For døgnplejere er fortrinsvis vejledning nr. 3 ”Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier” relevant. (Loven og vejledningen kan findes på www.retsinformation.dk.)

I servicelovens § 52 er det fastlagt, at der skal foretages en individuel undersøgelse af det enkelte barns behov ”børnefaglig undersøgelse” før støtte efter stk. 3 kan iværksættes - herunder er døgnophold inkluderet jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4. Det fremgår af endvidere af servicelovens § 66 a, stk. 1 og 4, at kommunen fører tilsyn med døgnplejere, og at godkendelse fra kommunen er en forudsætning for at udføre dette hverv. I 2013 var indholdet af § 66 a gengivet i den nu ophævede § 142.

Af vejledning nr. 3 til Lov om Social Service, gældende fra 1. oktober 2013, pkt. 54 (før 1. oktober 2013 pkt. 48) fremgår det, at kommunen endeligt afholder udgifterne vedrørende foranstaltninger for børn og unge med særlige behov for støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, § 52 a, § 54, og § 76, stk. 2-5 og 7. Af vejledningens pkt. 552 (før 1. oktober 2013 pkt. 514) ses endvidere, at beløbet til kost og logi tilsigter at dække de helt almindelige udgifter ved et barns ophold i et anbringelsessted, dvs. især kost, daglige fornødenheder, fritidsaktiviteter og fornøjelser. Hertil kommer udgifter til værelse og opvarmning samt udgifter på grund af forøget slid på bygning, møbler m.v. Det anføres, at der er tale om et beløb, der er fastsat ud fra nogle gennemsnitsbetragtninger, der ikke skal aflægges regnskab for. I vejledningens pkt. 553 (før 1. oktober 2013 pkt. 515) fastslås det vedrørende forsørgelse af plejebarnet, at kommunen overtager den fulde forsørgelse af barnet eller den unge ved en anbringelse uden for hjemmet. Dette indebærer, at nogle af de ydelser, som forældre normalt vil give deres børn, må afholdes af kommunen under anbringelsen. Det gælder f.eks. lommepenge til barnet eller den unge. Kommunen må ligeledes sørge for, at barnet eller den unge kan blive forsynet med en passende beklædning under opholdet.

Vurdering af, om klageren er lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende i døgnplejeaktiviteten

Klageren har været plejefar siden 2000, hvor han indgik aftale med [by1] Kommune vedrørende plejebarn 2 og 3. Der er således tale om et længerevarende plejeforhold - en løbende arbejdsydelse med samme hvervgiver. Med samlet 3 døgnplejeaftaler har klageren og hans ægtefælle fuldt udnyttet kommunens plejegodkendelse. Klageren arbejder ifølge kontrakten som fuldtidsplejer. Det følger af kontrakten, at klageren modtager et fast månedligt vederlag fra kommunen for at have plejebarn 2 og 3 i døgnpleje. Det følger endvidere af punkt 11 i kontrakten og vejledningen til kontrakten, at klageren er underlagt og tildelt et gensidigt opsigelsesvarsel på en måned. Af punkt 15 i kontrakten fremgår det desuden, at klageren har ret til 5 ugers ferie om året på tidspunkter fastlagt af hvervgiveren, samt at der er bevilget 45 dages aflastning om året til plejebarn 3. Dette er forhold, som i overvejende grad taler for, at der er tale om en lønmodtageransættelse.

I henhold til vejledning til kontrakten har klageren endvidere pligt til løbende skriftligt at oplyse [by1] Kommune om personlige og økonomiske forhold samt omfanget af arbejde uden for hjemmet. Det fremgår desuden af punkt 15 i kontrakten, at kommunen skal informeres og godkende nye opgaver eller ændring af opgaver forinden placering af barn hos plejefamilien. Klageren har ligeledes i henhold til vejledningen til kontrakten pligt til at oplyse om ændringer i antal plejebørn. Videre fremgår det af punkt 15 i kontrakten, at tidspunkt for afvikling af ferie som udgangspunkt er fastlagt af hvervgiveren. Af punkt 13 i kontrakten fremgår det desuden, at plejefamilien har ret og pligt til at deltage i efteruddannelse. Af punkt 14 og 15 i kontrakten fremgår det ydermere, at plejefamilien har ret og pligt til supervision, samt at supervision/faglig konsultation ydes af en familieplejekonsulent fra kommunens tilsynsenhed. Dertil kommer, at kommunen i henhold til serviceloven har pligt til at sikre den fornødne efteruddannelse, som minimum svarende til 2 hele kursusdage årligt, samt supervision i overensstemmelse med plejeopgavens omfang. Det er samlet Landsskatterettens vurdering, at disse forhold taler for, at der foreligger et over/underordnelsesforhold i forhold til [by1] Kommune. Landsskatteretten bemærker, at det forhold, at klageren selv tilrettelægger sit arbejde, ikke i sig selv kan medføre, at hvervgiveren ikke har instruktionsbeføjelse.

Endelig fremgår det af vejledningen til kontrakten, at klageren har mulighed for at klage over kommunens beslutning om flytning eller hjemtagelse fra døgnplejen. Dette er usædvanligt som selvstændig erhvervsdrivende at kunne klage over en opsagt kontrakt.

Dertil kommer, at klageren får dækket udgifterne til plejebarn 2 og 3s ophold i hjemmet i form af faste månedlig takster, som skal dække kost og logi samt lommepenge og beklædning. Af kontrakten og vejledningen dertil fremgår det, at beløb til kost og logi tilsigter at dække de helt almindelig udgifter ved et barns ophold i et anbringelsessted som kost, fritidsaktiviteter og fornøjelser. Det fremgår i forlængelse heraf, at udgifter til værelse og opvarmning samt udgifter på grund af forøget slid på bygning, møbler m.v. er omfattet af den månedlige takst til omkostningsdækning for plejebarnet. Videre fremgår det af kontrakten vedrørende plejebarn 3, at [by1] Kommune har bevilget kørsel til skole i særlige tilfælde til dette plejebarn. Endvidere fremgår det af kontakten for såvel plejebarn 2 som 3, at godtgørelse for kørsel, der ligger markant ud over det almindelige, eksempelvis kørsel til psykolog eller anden godkendt behandling, refunderes med statens laveste takst efter særlig aftale med kommunens sagsbehandler. Det kan dog tale for, at der konkret er en forøget risiko for klageren, såfremt den faktiske udgift til kørsel til behandling er højere end statens laveste takst.

Der er herudover enkelte momenter, som kan tale for, at klageren har en øget risiko. I henhold til kontrakten med [by1] Kommune kan klageren søge kommunen om dækning af skadesudgifterne, hvis et skadebeløb overstiger 300 kr. Dette medfører muligvis en forøget økonomisk risiko for klageren, idet kommunen ikke ubetinget har påtaget sig erstatningsansvar for skader sket i relation til døgnplejeaktiviteten. Efter Landsskatterettens opfattelse er dette dog ikke - heller ikke sammen med de mulige faktiske merudgifter til kørsel ud over det almindelige - tilstrækkeligt til, at klageren skal anses for selvstændig erhvervsdrivende.

Vedrørende den private bopæl bemærker Landsskatteretten, at klagerens ægtefælle har erhvervet denne 8 år før, klageren blev døgnplejer, og i øvrigt på et tidspunkt, hvor klageren og hans ægtefælle havde 5 hjemmeboende børn. Den private bopæl er således ikke erhvervet af hensyn til døgnplejevirksomheden.

Vedrørende fritidshuset i Sverige finder Landsskatteretten, at klageren ikke har godtgjort, at det var en forudsætning for døgnplejekontrakten, at klageren og hans ægtefælle erhvervede et fritidshus. Landsskatteretten bemærker i øvrigt i denne forbindelse, at ferietilskud ifølge kontrakten højst kan udgøre barnets andel og maksimalt 2.500 kr. om året, at ferietilskud til forældre maksimalt kan udgøre 1.500 kr., og at sådanne tilskud i øvrigt forudsætter bevilling fra kommunen. Det er ikke oplyst, hvorvidt klageren har anmodet om ferietilskud i 2013, eller at kommunen har meddelt afslag herpå.

Vedrørende de af klageren afholdte udgifter til plejebarn 2s lejrskoletur til Tjekkiet, samt det forhold, at klageren ikke fuldt ud har fået godtgjort plejebarn 2s cykel, bemærker Landsskatteretten, at disse udgifter vedrører indkomståret 2015. Desuden bemærkes det, at udgifter til lejrskoleture ifølge kontrakten forudsættes dækket af de beløb, som [by1] Kommune har udbetalt som omkostningsgodtgørelse.

Landsskatteretten bemærker samlet, at klageren ikke har dokumenteret, at der i 2013 er afholdt nødvendige og sædvanlige udgifter ved døgnpleje, der har oversteget, hvad de aftalte godtgørelser skulle dække, eller hvad der derudover er godtgjort til dækning af diverse udgifter. Klageren og hans ægtefælle har udarbejdet et regnskab for indkomståret 2013 med opgørelse af de udgifter ved døgnplejeaktiviteten, som de mener er fradragsberettigede. Omkostningsposterne til merudgifter til el, vand og varme på privatadressen, merslid på værelse til plejebarn 2 og 3, merudgifter til forplejning, rengøring, personlig hygiejne og udgifter til fritidsaktiviteter er alle poster, som forudsættes dækket af de beløb, som [by1] Kommune har udbetalt som omkostningsgodtgørelse. Det samme gør sig i nogen udstrækning gældende for transportudgifter og udgifter til ferie. Det er desuden ikke oplyst, hvorvidt klageren har anmodet om dækning af udgifter vedrørende indkomståret 2013 med henvisning til, at udgifterne har oversteget eller ikke var omfattet af de takstmæssige godtgørelser, eller at kommunen har meddelt afslag herpå. Det er Landsskatterettens vurdering, at klageren således ikke har godtgjort, at han har handlet for egen regning og risiko.

Landsskatteretten finder, at klageren i indkomståret 2013 var lønmodtager i døgnplejeaktiviteten.

Berettigede forventninger

Repræsentanten har gjort gældende, at klageren har en berettiget forventning om at kunne anses for selvstændig erhvervsdrivende, da SKAT i flere omgange har gennemgået regnskaberne for døgnplejeaktiviteten.

Forventningsprincippet indebærer, at en borger under visse betingelser kan støtte ret på en forhåndstilkendegivelse fra en myndighed, selvom dette vil indebære, at borgeren får en retsstilling, der ikke er i overensstemmelse med skattereglerne. Borgeren har i så fald en retsbeskyttet forventning.

En forhåndstilkendegivelse er som altovervejende hovedregel ikke bindende for myndigheden. Det fremgår af Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOU år 1993, nr. 212. Undtagelsen herfra er en formel forhåndstilkendegivelse i form af et bindende svar, afgivet af SKAT, der vil være bindende for både SKAT og Landsskatteretten. Klageren har ikke bedt om og fået et sådant bindende svar.

En uformel forhåndstilkendegivelse kan helt undtagelsesvis blive bindende for myndigheden, hvis en række betingelser er opfyldt. Ifølge retspraksis skal følgende betingelser alle være opfyldt, hvis en borger skal kunne støtte ret på en forhåndstilkendegivelse:

Der henvises til Skatteministeriets Den Juridiske Vejledning 2018-2, afsnit A.A.4, samt til Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOU år 1993, nr. 212.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke har godtgjort at have fået hverken en formel eller uformel forhåndstilkendegivelse fra SKAT om, at klageren i efterfølgende indkomstår skal anses som selvstændig erhvervsdrivende. Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at SKAT på baggrund af en difference mellem selvangivne og indberettede oplysninger for indkomståret 2008 i 2009 alene har indhentet yderligere oplysninger om virksomhedens omsætning og samlede renteudgift. Landsskatteretten har videre lagt vægt på, at der for indkomstårene 2008 og 2009 ikke er sket ligning af, hvorvidt klageren har været selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager i forhold til hvervet som døgnplejer, men at det alene er kontrolleret, at den derved opnåede indtjening er selvangivet. SKAT har således ikke på daværende tidspunkt taget stilling til, om der er tale om virksomhed eller lønmodtager.

Passivitet

Skattemyndighedens passivitet - dvs. at klagerens opfattelse af at være selvstændig erhvervsdrivende i 2008 og 2009 ikke er blevet anfægtet af SKAT - kan ikke føre til en berettiget forventning om, at klageren har ret til at blive anset som selvstændig erhvervsdrivende i 2013. Der henvises til Østre Landsrets dom af 22. januar 2001, offentliggjort i SKM2001.123.ØLR.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.