Kendelse af 01-05-2018 - indlagt i TaxCons database den 31-05-2018

SKAT har truffet afgørelse om, at selskabet ikke opfylder kravene for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse for indkomstårene 2013 og 2014 samt i perioden 1. januar 2015 til 30. april 2015, hvorfor godtgørelsen er skattepligtig for hovedanpartshaveren.

SKAT har pålagt selskabet at indberette oplysningerne om de udbetalte beløb til eIndkomstregistret.

SKAT har truffet afgørelse om, at selskabet hæfter for betaling af A-skat og Am-bidrag af de udbetalte befordringsgodtgørelser.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse

Faktiske oplysninger

Selskabet er via selskabet ApS [virksomhed1], CVR-nr. [...1], ejet 100 % af [person1], der også var direktør i selskabet.

Selskabet har if. SKATs oplysninger ingen bestyrelse og selskabet tegnes af direktionen.

Selskabet har ligget stille i en del af 2013. Hovedanpartshaveren har oplyst, at han startede op igen pr. 1. juli 2013.

Selskabet har indtil 2. juli 2013 været registreret på adressen [adresse1], [by1]. Fra 3. juli 2013 var selskabet registreret på den nuværende adresse i [by2].

Selskabet har udbetalt følgende skattefri godtgørelse til hovedanpartshaveren:

Iflg. de til SKAT, indsendte kørselsregnskaber vedrører den udbetalte godtgørelse for indkomståret følgende:

”Kørt i Opel Astra 1/10 2013 til 30/11 20143.734 km (heraf 294 km kørt i 2013)

Kørt i varebil:

Januar1.092 km

Februar2.186 km

Marts804 km

April1.007 km

Maj2.128 km

Juni675 km

Juli/august2.918 km

September3.180 km

Oktober 3.731 km

November6.575 km

December 1.678 km

I alt 29.708 km”

På grundlag af de indsendte kørselsregnskaber har SKAT opgjort kørselsgodtgørelsen for 2014 således:

”Kørt i Opel Astra 1/10 2013 til 30/11 20143.734 km

Heraf vedrørende 2013 (Bkg. 1081 20/11 2012 § 4) 294 km a 3,82 kr. 1.123,08 kr.

Kørt i 20143.440 km

Kørt i varebil:

29.708 km – 3.734 km (jf. punkt 1.1 ovenfor)25.974 km

Kørt i alt i 201429.414 km

20.000 km a 3,73 kr. (Bkg. 1300 af 13/11-13 § 4)74.600,00 kr.

9.414 km a 2,10 kr. (Bkg. 1300 af 13/11-13 § 4)19.769,40 kr.

Kørselsgodtgørelse i alt efter skatterådets satser udgør herefter95.492,48 kr.

Udbetalt 101.531,00 kr.

For meget udbetalt skattefrit6.038,52 kr.”

SKAT har anset differencen som værende skattepligtig. SKATs ændring af hovedaktionæren vedrørende dette punkt er ikke påklaget.

Efter ovenstående reguleringer vedrørende for meget udbetalt i skattefri kørselsgodtgørelse, har selskabet udbetalt følgende beløb til hovedanpartshaveren:

2013 (1. august til 31. december)26.123 kr.

201495.492 kr.

2015 (1. januar til 30. april) 48.090 kr.

Af den indsendte ansættelseskontrakt fremgik det, at hovedanpartshaveren blev ansat fra den 3. juli 2013 med arbejdssted på [adresse1], [by1]. Det fremgik endvidere, at hans løn udgjorde 1.000 kr. pr. måned. Der er i ansættelseskontrakten ikke aftalt noget omkring overarbejde, så det antages, at de 1.000 kr. er inkl. betaling for eventuelt overarbejde.

Af ansættelseskontrakten fremgik det endvidere, at den daglige arbejdstid var fra klokken 8.00 til 16.00 ekskl. pauser. Fredag fra 8.00 til 14.30.

Med en arbejdstid på 38,5 timer pr. uge, og en månedsløn på kr. 1.000, kan timelønnen opgøres til ca. kr. 6 i timen.

Af det indsendte kørselsregnskab fremgik det, at hovedanpartshaveren har været på følgende rejser for selskabet:

21. januar til 23. januar 2014 Møde i Polen.

28. november 2014 Møde i Polen (Hjemkomst dato er ikke oplyst i kørselsregnskabet.)

Af kørselsregnskabet fremgår det endvidere, at hovedanpartshaveren har haft en del ture til [by2]. Iflg. det oplyste serviceres der ca. 75 kunder i [by2]området.

SKAT har truffet afgørelse om, at selskabet ikke kunne udbetale skattefri befordringsgodtgørelse og har pålagt selskabet, at indberette arbejdsmarkedsbidragspligtige A-indkomster til eIndkomst med i alt 175.744 kr. (Hvilket rettelig skulle være 175.714 kr.)

Beløbet er specificeret således:

1/1 til 31/12 2013: 26.123 kr.

1/1 til 31/12 2014: 101.531 kr.

1/1 til 30/4 2015: 48.060 kr.

I alt175.714 kr.

SKAT har ligeledes truffet afgørelse om, at selskabet hæfter for betaling af A-skat og AM-bidrag.

SKATs afgørelse

SKAT har pålagt selskabet at indberette yderligere skattepligtig og arbejdsmarkedspligtig A-indkomst til eIndkomst for indkomståret 2013 med 26.123 kr. for indkomståret 2014 med 101.531 kr. og for indkomståret 2015 med 48.090 kr. Udbetalt skattefri godtgørelse skal nedsættes med et tilsvarende beløb.

SKAT har ligeledes truffet afgørelse om, at selskabet hæfter, for betaling af A-skatten og arbejdsmarkedsbidraget.

Til støtte herfor har SKAT anført:

”[...]

Iflg. den indsendte ansættelseskontrakt udgør [person1]s løn 1.000 kr. pr. måned. De 1.000 kr. indeholder umiddelbart betaling for overarbejde udover den normale arbejdstid.

Ved en arbejdsuge på 5 dage, giver den i ansættelseskontrakten oplyste arbejdstid en ugentlig arbejdstid på 381/2 time ekskl. pauser, hvilket i gennemsnit giver ca. 167 timer pr. måned.

Med en månedsløn på 1.000 kr. udgør timelønnen herefter ca. 6 kr.

Hvis der har været arbejde udover den normale arbejdstid har timelønnen været mindre. Dette anses bl.a. for at være sandsynligt i de gange, hvor [person1] har været i Polen for selskabet, og det anses også for at være overvejende sandsynligt de dage, hvor han if. kørselsregnskabet har været i [by2]området.

Der ses ikke at være retspraksis på, hvilken timeløn en lønmodtager skal modtager, førend der kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse, men det må forudsættes, at der ikke er tale om et ubetydeligt og symbolsk beløb. Jf. Skatterådets afgørelse i SKM2006.181.SR., hvor en timeløn på 100 kr. anses for at være tilstrækkelig, og afgørelsen SKM20013.767.SR., hvor der ikke kan udbetales skattefri godtgørelse ved en timeløn på 18 til 23 kr. for normaltimer og 60 til 83 kr. for overarbejdstimer.

Efter en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger er SKAT herefter af den opfattelse, at der består et reelt ansættelsesforhold mellem selskabet og [person1], men SKAT er samtidig af den opfattelse, at den i 2013 og 2014, samt i perioden 1. januar til 30. april 2015 udbetalte kørselsgodtgørelse, ikke kan anses for at være skattefri, idet en timeløn på 6 kr. ved en normal arbejdstid på 381/2 time pr. uge ekskl. pauser, må anses for at være et ubetydeligt og symbolsk beløb. SKAT har i denne forbindelse henset til de ovenfor nævnte afgørelser fra Skatterådet.

SKAT er af den opfattelse, at de af selskabet modtagne bemærkninger til sagen, ikke giver anledning til anden afgørelse.

Indkomstændringerne for 2013 og 2014 vil blive foretaget direkte hos [person1].

Selskabet gøres opmærksom på, at SKAT alene har set på perioden frem til den 30. april 2015. Om ovenstående også gør sig gældende for den forløbne periode efter den 30. april 2015, ved vi derfor ikke. Selskabet bedes derfor selv kontrollere perioden fra den 1. maj og frem til dato, og tilrette eventuelle indberetninger til indkomstregisteret, såfremt de samme forhold gør sig gældende.

...

Indberetningspligt og hæftelse

Selskabet anses for at have pligt til at indberette oplysningerne om de udbetalte beløb til indkomstregisteret. Dette fremgår af indkomstregisterlovens § 2 og § 3, samt af skattekontrollovens § 7.

Selskabet hæfter iht. Kildeskattelovens § 69, stk. 1, for betaling af A-skatten og arbejdsmarkedsbidraget.

Det skal oplyses, at selskabet evt. kan få tilladelse til at benytte sig af reglerne i kildeskattelovens § 69 A om efterfølgende betaling af lønmodtagerens SKAT. Jf. ovenfor under punkt 2.3. hvor reglerne er beskrevet under afsnittet ”Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.9.””

Af udtalelse af 16. januar 2018 fremgår:

”SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse med følgende bemærkninger.

SKAT tiltræder, at afgørelsen ikke indeholder begrundelsesmangler i henhold til Forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Den udbetalte godtgørelse overtræder modregningsforbuddet i Ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt. Godtgørelsen er dermed indkomstskattepligtig som løn hos modtageren, og skal hos udbetaleren behandles på samme måde som almindelig løn.

I medfør af Kildeskattelovens § 43 er udbetalt løn og godtgørelse skattepligtig som A-indkomst hos modtageren. Udbetaleren skal herved indeholde A-skat samt AM-bidrag, jf. Kildeskattelovens § 46 og AM-bidragslovens § 7.

Såfremt indeholdelsen undlades, er udbetaleren ansvarlig for det manglende beløb, jf. Kildeskattelovens § 69.

Selskabet skal indberette de udbetalte godtgørelser som skattepligtige, hvorved der skal indeholdes A-skat og AM-bidrag af udbetalingerne.

I medfør af Kildeskattelovens § 69 hæfter selskabet for den manglende indeholdelse og har udvist forsømmelighed ved ikke at foretage indeholdelsen.”

Selskabets opfattelse

Selskabet har nedlagt påstand om, at selskabet af 2004 ApS ikke pålægges at indberette arbejdsmarkedsbidragspligtige A-indkomster til eIndkomst med et beløb på mere end højst kr. 6.039 i den i sagen omhandlede periode.

Der nedlægges for det andet påstand om, at selskabet, ikke hæfter for betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af et beløb på mere end højst kr. 6.039 i den i sagen omhandlede periode.

Til støtte herfor har selskabet anført:

”[...]

Til støtte for den nedlagte første påstand gøres det i første række overordnet gældende, at [person1] har været berettiget til at modtage skattefri kørselsgodtgørelse på kr. 26.123 i 2013, kr. 95.492 i 2014 og kr. 48.090 i 2015, hvorfor disse godtgørelser skal fratrækkes i SKATs opgørelse af arbejdsmarkedsbidragspligtige A-indkomster, der skal indberettes af [virksomhed2] ApS til eIndkomst for den i sagen omhandlede periode.

Til støtte for den nedlagte første påstand gøres det i anden række overordnet gældende, at en nægtelse af retten til skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B, stk. 4, er udtryk for underkendelse af [person1]s status som lønmodtager i henhold til ansættelseskontrakten med [virksomhed2] ApS, hvorefter den fulde udbetalte godtgørelse må anses som honorar, der må kvalificeres som B-indkomst, og som ikke er indberetningspligtig for [virksomhed2] ApS.

Til støtte for den nedlagte anden påstand, gøres det gældende, at [virksomhed2] ApS ikke hæfter for manglende betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, idet de omhandlede udbetalinger af kørselsgodtgørelse ikke med rimelig tydelighed har været at anse som arbejdsmarkedsbidragspligtige og A-skattepligtige beløb. Det gøres således gældende at [virksomhed2] ApS ikke har udvist forsømmelighed, hvorfor betingelsen for pålæggelse af hæftelse ikke er opfyldt.

Til støtte for den nedlagte første påstand gøres det i første række overordnet gældende, at [person1] har været berettiget til at modtage skattefri kørselsgodtgørelse på kr. 26.123 i 2013, kr. 95.492 i 2014 og kr. 48.090 i 2015, hvorfor disse godtgørelser skal fratrækkes i SKATs opgørelse af arbejdsmarkedsbidragspligtige A-indkomster, der skal indberettes af [virksomhed2] ApS til eindkomst for den i sagen omhandlede periode.

Af SKATs afgørelse i nærværende sag, jf. bilag 1, fremgår af side 7, øverst, følgende begrundelse for at anse den i sagen omhandlede kørselsgodtgørelse for at være skattepligtig:

"Der ses ikke at være retspraksis på, hvilken timeløn en lønmodtager skal modtager, førend der kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse, men det må forudsættes, at der ikke er tale om et ubetydeligt og symbolsk beløb. Jf. Skatterådets afgørelse i SKM 2006.181.SR, hvor en timeløn på 100 kr. anses for at være tilstrækkelig og afgørelsen SKM2013.767.SR hvor der ikke kan udbetales skattefri godtgørelse ved en timeløn på til kr. for normaltimer og 83 overarbejdstimer.

Efter en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger er SKAT herefter af den opfattelse, at der består et reelt ansættelsesforhold mellem selskabet og [person1], men SKAT er samtidig af den opfattelse, at i 2013 og samt i perioden 1. januar til april 2015 udbetalte kørselsgodtgørelse, ikke kan anses for at være skattefri, idet en timeløn på 6 kr. ved en normal arbejdstid på 38 1/2 time pr. uge ekskl. pauser, at være et ubetydeligt og symbolsk beløb. SKAT har i denne forbindelse henset de ovenfor nævnte afgørelser fra Skatterådet. "

Som det fremgår af SKATs begrundelse, hviler SKATs afgørelse på Skatterådets afgørelser i SKM 2006.181.SR og SKM2006.767.SR

SKATs afgørelse må nærmere forstås sådan, at det afgørende for, at anse den omhandlede kørselsgodtgørelse som skattepligtig, er SKATs synspunkt om, at den konkret omhandlede månedsløn på kr. 1.000 "må anses for at været et ubetydeligt og symbolsk beløb".

Til nærmere støtte for, at der i nærværende sag efter en konkret vurdering ikke er grundlag for, at anse den omhandlede kørselsgodtgørelse for at være skattepligtig, gøres det gældende, at det afgørende for berettigelsen til udbetaling af skattefri godtgørelse er, at der består et reelt ansættelsesforhold mellem [person1] og [virksomhed2] ApS. SKAT anerkender da også, at der består et sådant reelt ansættelsesforhold.

Det gøres således gældende, at [person1] som lønmodtager i [virksomhed2] ApS er berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 4. 1. pkt.

Der gøres desuden gældende, at der ikke i ordlyden af ligningslovens§ 9 B fremgår noget lønkrav.

Der gøres endvidere gældende, at der ikke er noget grundlag for, at stille [person1] dårligere end helt ulønnede medlemmer af bestyrelser og råd m.v., som i medfør af ligningslovens § 9 B, stk. 5, er berettiget til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 4, 1. pkt.

Det gøres således gældende, at det afgørende i nærværende konkrete sag er, at der mellem [person1] og [virksomhed2] ApS består et reelt ansættelsesforhold, således som også anerkendt af SKAT.

På baggrund af det ovenstående gøres det herefter gældende, at [person1] har været berettiget til at modtage skattefri kørselsgodtgørelse i på kr. 26.123 i 2013, kr. 95.492 i 2014 og kr.

48.090 i 2015, hvorfor disse godtgørelser skal fratrækkes i SKATs opgørelse af arbejdsmarkedsbidragspligtige A-indkomster, der skal indberettes af [virksomhed2] ApS til elndkomst for den i sagen omhandlede periode.

Såfremt der ikke i henhold til det netop ovenfor anførte findes at have været ret til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, så gøres det til støtte for den nedlagte første påstand i anden række gældende, at en nægtelse af retten til skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B, stk. 4, er udtryk for underkendelse af [person1]s status som lønmodtager i henhold til ansættelseskontrakten med [virksomhed2] ApS, hvorefter den fulde udbetalte godtgørelse i perioden 1. januar 2013 - 30. april 2015 må anses som honorar, der må kvalificeres som B-indkomst, og som ikke er indberetningspligtig for [virksomhed2] ApS.

Til nærmere støtte herfor, gøres det gældende, at det afgørende for, om der skal indeholdes arbejdsmarkedsbidrag og A-skat efter kildeskatteloven, er, om der foreligger lønindtægt i et tjenesteforhold. Når det er SKATs opfattelse, at [person1]s status som lønmodtager skal underkendes i relation til ligningslovens § 9 B, må denne underkendelse også gælde i skattemæssig henseende i øvrigt, hvorfor [person1]som konsekvens heraf må betragtes som selvstændig erhvervsdrivende. Det gøres derfor gældende, at den fulde udbetalte kørselsgodtgørelse må anses som honorar, der må kvalificeres som B-indkomst, og som ikke er indberetningspligtig for [virksomhed2] ApS.

Til støtte for den nedlagte anden påstand, gøres det gældende, at [virksomhed2] ApS ikke hæfter for manglende betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, idet de omhandlede udbetalinger af kørselsgodtgørelse ikke har været at anse som arbejdsmarkedsbidragspligtige og A-skattepligtige beløb. Det gøres således gældende, at [virksomhed2] ApS ikke udvist forsømmelighed, hvorfor betingelsen for pålæggelse af hæftelse ikke er opfyldt.

Afgørende for hæftelsesspørgsmålet efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, er, hvorvidt [virksomhed2] ApS har handlet forsømmeligt ved at undlade at indeholde A-skat m.v.

Af Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit G.A.3.3.7.2.2 fremgår bl.a., at den indeholdelsespligtige anses for at have udvist forsømmelig adfærd, hvis han undlader at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i udbetalinger til en person, der udfører arbejde af en sådan karakter, at det med rimelig tydelighed falder ind under bestemmelsen i KSL § 43 eller kildeskattebekendtgørelsen § 17.

Ved vurderingen af hvorvidt den indeholdelsespligtige har handlet forsømmeligt, er det således af betydning, hvorvidt udbetalingerne med rimelig tydelighed er omfattet af kildeskattelovens § 43, dvs. hvorvidt udbetalingerne med rimelig tydelighed må anses som lønudbetalinger.

Her skal henvises til Højesterets dom af 26. august 1977, offentliggjort i U 1977.844 H, hvor Højesteret fandt, at de i sagen omhandlede vederlag var A-indkomst, men fordi hvervgiveren indtil skattemyndighedernes afgørelse forelå havde haft føje til at antage, at de pågældende vederlag var B­ indkomst, var der ikke udvist en sådan forsømmelighed, at der forelå hæftelse efter kildeskattelovens § 69, stk. 1.

Der kan herudover henvises til Østre Landsrets dom af 11. september 2002, offentliggjort i TfS2002.844.ØLR, hvor det af Landsretten blev lagt til grund, at et selskabs vederlag til en medarbejder var omfattet af kildeskattelovens § 43, men hvor selskabet desuagtet ikke hæftede for de udbetalte vederlag. Landsretten fandt, at de i cirkulære nr. 129 af den 4. juli 1994 angivne kriterier, som indgår i en vurdering af, om der er tale om tjenesteforhold, ikke førte til et entydigt resultat, hvorfor selskabet ikke hæftede for A-skat m.v. af medarbejderens løn.

[virksomhed2] ApS har været af den opfattelse, at [person1] måtte anses som lønmodtager og dermed berettiget til at modtage skattefri kørselsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B.

Der fremgår ikke af ligningslovens § 9 B noget lønkrav, og forud for SKATs afgørelse i bilag l, hvori der opstilles nærmere krav til lønnen, må [virksomhed2] ApS anses at have haft føje til at antage, at betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse til [person1] var opfyldt. Dette tilsvarende som i Højesterets dom af 26. august 1977, offentliggjort i U 1977.844 H.

Det bemærkes videre, at såfremt der ikke findes at have været ret til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, så må det som ovenfor anført - i relation til spørgsmålet om indberetningspligt - være SKATs opfattelse, at [person1]s status som lønmodtager skal underkendes i skattemæssig henseende. I så fald er de i sagen omhandlede udbetalinger på ingen måde med rimelig tydelighed at anse som lønudbetalinger omfattet af kildeskattelovens § 43. Der foreligger i givet fald en usikkerhed herom mindst svarende usikkerheden i sagen i TfS 2002.844 ØLR, hvor det omhandlede selskab ikke fandtes at hæfte for A-skat m.v.

Det gøres gældende, at [virksomhed2] ApS ikke kan anses for at have handlet forsømmeligt ved at have undladt at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i udbetalingerne af kørselsgodtgørelse, som omhandlet i nærværende sag, da det ikke med rimelig tydelighed har stået klart, at de udbetalte godtgørelser skulle betragtes som A-indkomst omfattet af kildeskattelovens § 43. Det gøres således gældende, at betingelsen for pålæggelse af hæftelse efter kildeskattelovens § 69, stk. l, ikke er opfyldt.

Endelig gøres det gældende, at der højst kan blive tale om hæftelse for beløbet på kr. 6.039, omhandlet under punkt l i SKATs afgørelse, for det tilfælde, at der gives medhold i, at der med rette har kunnet ske udbetaling af skattefri godtgørelse i henhold til ligningslovens§ 9 B, stk. 4.”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at en skriftlig afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 2.

SKAT har i sin begrundelse henvist til de relevante retsregler, ligesom SKAT har redegjort for de forhold, der førte til, at SKAT anså den udbetalte godtgørelse for skattepligtig og at selskabet herefter var indberetningspligtige og hæftede for A-SKAT og AM-bidrag jf. kildeskattelovens § 69.

SKATs afgørelse anses derfor ikke at have begrundelsesmangler, der kan medføre ugyldighed.

Udbetalt skattefri godtgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke godtgørelser for rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9 A, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser. Af ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt. fremgår: ”Godtgørelsen skal dog medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren m.v. for at få godtgørelsen.”

Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.1, at værnsreglen i ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt. retter sig mod individuelle lønaftaler, hvor der sker omlægning af løn mod udbetaling af skattefri godtgørelser. Det fremgår videre af praksis, at værnsreglen også omhandler tilfælde, hvor lønnen er usædvanlig lav og er i åbenbart misforhold til de skattefrie godtgørelser, jf. SKM2014.767, hvor i øvrigt henvises til Skatterådets afgørelse i SKM2006.181, hvor fremgår, at udbetaling af skattefrie godtgørelser forudsætter, at lønnen ikke udgør et ubetydeligt beløb. Der kan desuden henvises til Landsskatterettens afgørelse i SKM2017.591, hvor der ansås at foreligge lønomlægning for en hovedanpartshaver, der alene modtog en symbolsk løn.

Det fremgår i øvrigt af domspraksis, at det er en forudsætning for, at en hovedanpartshaver kan få udbetalt skattefrie godtgørelser, at der eksisterer et indtægtsgivende arbejdssted, jf. f.eks. Vestre Landsretsdom i SKM2012.463, hvor en hovedanpartshaver der gav afkald på løn grundet selskabets økonomiske situation, ikke kunne anses at have indtægtsgivende arbejde for selskabet.

Selskabet har til hovedanpartshaveren udbetalt løn på 5.592 kr. i indkomståret 2013, 13.420 kr. i indkomståret 2014 og 4.473 kr. i perioden 1. januar 2015 til 30. april 2015. Selskabet har desuden udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse til hovedanpartshaveren på 26.123 kr. i indkomståret 2013, 95.492 kr. i indkomståret 2014 og 48.060 kr. for perioden 1. januar 2015 til 30. april 2015.

Når selskabet vælger at udbetale en løn, til hovedanpartshaveren, der alene er af symbolsk karakter og samtidig vælger at udbetale skattefri befordringsgodtgørelser fuldt ud, har hovedanpartshaveren kompenseret selskabet ved lønomlægning. Der er et åbenbart misforhold mellem den skattepligtige løn og de udbetalte skattefrie godtgørelser, som viser, at der må være leveret en anseelig arbejdsindsats.

Indberetnings- og indeholdelsespligt

Løn og godtgørelser der udbetales til ansatte m.v. er som udgangspunkt A-indkomst jf. kildeskattelovens § 43.

Ved enhver udbetaling af A-indkomst, skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig SKAT i det udbetalt beløb. Det fremgår af kildeskattelovens § 46.

Tilsvarende skal udbetaleren indeholde arbejdsmarkedsbidrag. Det fremgår af arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Der er pligt til at indberette A-indkomst og godtgørelser, der udbetales til ansatte m.v. jf. skattekontrollovens § 7.

Den som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller som indeholder denne med et for lavt beløb, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af det manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed for hans side. Det fremgår af kildeskattelovens § 69.

Skattefri kørselsgodtgørelse kan udbetales efter bestemmelsen i ligningslovens § 9, stk. 4. Det fremgår af bestemmelsen, at godtgørelsen skal medregnes, hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren for at få godtgørelse.

Selskabet har udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse til hovedanpartshaveren, hvorved hovedanpartshaveren har kompenseret selskabet ved lønomlægning. Idet der er tale om lønomlægning kan selskabet ikke udbetale skattefri befordringsgodtgørelse.

Hovedanpartshaveren anses at være lønmodtager i selskabet, og den udbetalte godtgørelse anses, at være løn for hovedanpartshaveren.

SKAT har således med rette pålagt selskabet at indberette godtgørelserne som skattepligtige, ligesom det anses med rette, at SKAT har pålagt selskabet, at indeholde yderligere A-skat og AM-bidrag.

For så vidt angår spørgsmålet om hæftelse efter kildeskattelovens § 69, stk. 1 er det rettens opfattelse, at selskabet hæfter for den manglende indeholdelse. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om konvertering af løn til skattefri kørselsgodtgørelse og, at det er åbenbart, at der er tale om overtrædelse af modregningsforbuddet i ligningslovens § 9, stk. 4. Selskabet har derfor udvist forsømmelighed ved ikke at foretage indeholdelse.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse.