Kendelse af 01-05-2018 - indlagt i TaxCons database den 31-05-2018

Faktiske oplysninger

Klageren ejer 100 % af selskabet ApS [virksomhed2]., der igen ejer 100 % af selskabet [virksomhed1] ApS.

Klageren har den omhandlede kørselsgodtgørelse fra selskabet [virksomhed1] ApS, hvor han var ansat.

Klageren har forklaret, at han i sit virke som revisor i 20 til 30 år har rådgivet kunder om, at det var i orden, at de fik kørepenge, blot de fik en mindre løn.

Af klagerens ansættelseskontrakt med [virksomhed1] ApS fremgik, at klageren blev ansat fra den 3. juli 2013 med arbejdssted på [adresse1], [by1]. Det fremgik endvidere, at klagerens løn udgjorde 1.000 kr. pr. måned.

Af ansættelseskontrakten fremgik, at klageren var forpligtet til at udføre overarbejde i rimeligt omfang. Der var i ansættelseskontrakten ikke aftalt noget omkring aflønning i forbindelse med overarbejde.

Af ansættelseskontrakten fremgik endvidere, at den daglige arbejdstid var fra klokken 8.00 til 16.00 ekskl. pauser. Fredag fra 8.00 til 14.30.

Rejser blev ifølge ansættelseskontrakten afregnet efter statens satser.

Med en arbejdstid på 38,5 timer pr. uge og en månedslån på 1.000 kr. kan timelønnen opgøres til ca. 6 kr. i timen.

Af det foreliggende kørselsregnskab fremgik, at klageren har været på følgende rejser for selskabet:

Af kørselsregnskabet fremgik endvidere, at klageren har haft en del ture til [by2]. Det var til SKAT oplyst, at der ca. serviceres 75 kunder i [by2]området.

Klageren har i indkomståret 2013 fået udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse på 26.123 kr. og i indkomståret 2014 har klageren fået udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse på 95.492 kr.

Da SKAT har anset kørselsgodtgørelsen som skattepligtig, har SKAT godkendt befordringsfradrag på 9.231 kr. i indkomståret 2013 og 35.442 kr. i indkomståret 2014.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst for indkomståret 2013 med 26.123 kr. og for indkomståret 2014 med 95.492 kr. idet udbetalt kørselsgodtgørelse er anset som skattepligtigt.

SKAT har nedsat klagerens indkomst for indkomståret 2013 med 9.231 kr. og for indkomståret 2014 med 35.442 kr. vedrørende godkendt befordringsfradrag.

Til støtte herfor har SKAT anført:

”[...]

Iflg. den indsendte ansættelseskontrakt udgør din løn ved [virksomhed1] ApS 1.000 kr. pr. måned. De 1.000 kr. indeholder umiddelbart betaling for overarbejde udover den normale arbejdstid.

Ved en arbejdsuge på 5 dage, giver den i ansættelseskontrakten oplyste arbejdstid en ugentlig arbejdstid på 381/2 time ekskl. pauser, hvilket i gennemsnit giver ca. 167 timer pr. måned.

Med en månedsløn på 1.000 kr. udgør timelønnen herefter ca. 6 kr.

Hvis der har været arbejde udover den normale arbejdstid har timelønnen været mindre. Dette anses bl.a. for at være sandsynligt de gange, hvor du har været i Polen for selskabet, og det anses også for at være overvejende sandsynligt de dage, hvor du if. kørselsregnskabet har været i [by2]området.

Der ses ikke at være retspraksis på, hvilken timeløn en lønmodtager skal modtage, førend der kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse, men det må forudsættes, at der ikke er tale om et ubetydeligt og symbolsk beløb. Jf. Skatterådets afgørelse i SKM2006.181.SR., hvor en timeløn på 100 kr. anses for at være tilstrækkelig, og afgørelsen SKM20013.767.SR., hvor der ikke kan udbetales skattefri godtgørelse ved en timeløn på 18 til 23 kr. for normaltimer og 60 til 83 kr. for overarbejdstimer.

Efter en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger er SKAT herefter af den opfattelse, at der består et reelt ansættelsesforhold mellem dig og [virksomhed1] ApS, men SKAT er samtidig af den opfattelse, at den i 2013 og 2014 udbetalte kørselsgodtgørelse, ikke kan anses for at være skattefri, idet en timeløn på 6 kr. ved en normal arbejdstid på 381/2 time pr. uge ekskl. pauser, må anses for at være et ubetydeligt og symbolsk beløb. SKAT har i denne forbindelse henset til de ovenfor nævnte afgørelser fra Skatterådet.

Din indkomst forhøjes herefter iht. statsskattelovens § 4 med 26.123 kr. i 2013 og 95.492 kr. i 2014.

SKAT mener ikke, at de til sagen modtagne bemærkninger giver anledning til anden afgørelse.

2.Fradrag for befordring:

...

Det følger af ligningslovens § 9B, stk. 4, at når den kørselsgodtgørelse, du har modtaget fra [virksomhed1] ApS anses for at være skattepligtig, da kan du få fradrag for den kørsel, du har i forbindelse med dit arbejde efter reglerne i ligningslovens § 9 C.

Med udgangspunkt i det indsendte kørselsregnskab har SKAT herefter opgjort fradraget for 2013 til 9.231 kr. og fradraget for 2014 til 35.442 kr. Du kan på vedlagte bilag 1 se hvilken kørsel vi mener, du er berettiget til fradrag for. På bilaget kan du endvidere se en specifikation af det samlede fradrag for de to år. Fradragene er beregnet efter satserne i § 1 i Bekendtgørelse nr. 1081 af 20. november 2012 og i Bekendtgørelse nr. 1300 af 13. november 2013.

Din indkomst for 2013 nedsættes herefter med 9.231 kr. og din indkomst for 2014 nedsættes med 35.442 kr.

Det er SKATs opfattelse, at de til sagen modtagne bemærkninger ikke giver anledning til anden afgørelse.”

Af udtalelse af 16. januar 2018 fremgår:

”SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse med følgende bemærkninger.

SKAT tiltræder, at klagers indkomst forhøjes, hvorved klager beskattes sine modtagne befordringsgodtgørelser i indkomstårene 2013 og 2014.

Beskatningen sker i medfør af Ligningslovens § 9, stk. 4, som personlig indkomst som yderligere løn, jf. Personskattelovens § 3.

Desuden tiltræder SKAT, at klager er berettiget til befordringsfradrag efter Ligningslovens § 9 C, idét klager har befordret sig til og fra en indtægtsgivende arbejdsplads.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at klageren har været berettiget til at modtage skattefri kørselsgodtgørelse i indkomstårene 2013 og 2014 uanset den månedlige aflønning på 1.000 kr.

I anden række, er det gjort gældende, at klageren efter nettoindkomstprincippet har ret til fradrag for de faktiske udgifter til befordring som driftsudgifter efter statsskattelovens § 6, og at disse driftsudgifter beløbsmæssigt modsvarer den omhandlede kørselsgodtgørelse.

Til støtte herfor har repræsentanten anført:

”[...]

Som det fremgår af SKATs begrundelse, hviler SKATs afgørelse på Skatterådets afgørelser i SKM2006.181.SR og SKM2014.767.SR.

SKATs afgørelse må nærmere forstås sådan, at det afgørende for, at anse den omhandlede kørselsgodtgørelse som skattepligtig, er SKATs synspunkt om, at den konkret omhandlede månedsløn på kr. 1.000 "må anses for at været et ubetydeligt og symbolsk beløb".

Til nærmere støtte for, at der i nærværende sag efter en konkret vurdering ikke er grundlag for, at anse den omhandlede kørselsgodtgørelse for at være skattepligtig, gøres det gældende, at det af gørende for berettigelsen til udbetaling af skattefri godtgørelse er, at der består et reelt ansættelsesforhold mellem [person1] og [virksomhed1] ApS. SKAT anerkender da også, at der består et sådant reelt ansættelsesforhold.

Det gøres således gældende, at [person1] som lønmodtager i [virksomhed1] ApS er berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 4, 1. pkt.

Det gøres desuden gældende, at der ikke i ordlyden af ligningslovens § 9 B fremgår noget lønkrav.

Det gøres endvidere gældende, at der ikke er noget grundlag for at stille [person1] dårligere end helt ulønnede medlemmer af bestyrelser og råd m.v., som i medfør af ligningslovens § 9 B, stk. 5, er berettiget til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9 stk. 4, 1. pkt.

Det gøres således gældende, at [person1] har været berettiget til at modtage skattefri

kørselsgodtgørelse, da det afgørende er, at der mellem [person1] og [virksomhed1] ApS består et reelt ansættelsesforhold, således som også anerkendt af SKAT.

...

Såfremt der ikke i henhold til det netop ovenfor anførte findes at have været ret til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, så gøres det til støtte for den nedlagte påstand i anden række gældende, at [person1] efter nettoindkomstprincippet har ret til fradrag for de faktiske udgifter til befordring som driftsudgifter efter statsskattelovens § 6, og at disse driftsudgifter beløbsmæssigt modsvarer den omhandlede kørselsgodtgørelse.

Til nærmere støtte herfor gøres det gældende, at en nægtelse af retten til skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B, stk. 4, er udtryk for underkendelse af [person1]s status som lønmodtager i henhold til ansættelseskontrakten med [virksomhed1] ApS.

Det gøres videre gældende, at [person1] i givet fald, og som konsekvens af et sådant synspunkt, må anses som erhvervsdrivende med deraf følgende ret til fradrag for sine befordringsudgifter i 2013 og 2014 som driftsudgifter, jf. statsskattelovens§ 6, stk. 1, litra a.

Det gøres i den forbindelse gældende, at der i mangel af en faktisk opgørelse af de løbende udgifter til befordring i 2013 og 2014 må ske en skønsmæssig fastsættelse heraf, der passende kan fastsættes ud fra Skatterådets årlige takster for udbetaling af befordringsgodtgørelse, som må anses for at være udtryk for en passende, gennemsnitlig omkostningsgodtgørelse af udgifterne til kørsel.

Det gøres således gældende, at [person1] må indrømmes et fradrag i 2013 og 2014, der beløbsmæssigt modsvarer den udbetalte kørselsgodtgørelse i 2013 på kr. 26.123 og i 2014 på kr. 95.492. På den baggrund gøres det gældende, at der ikke er grundlag for nogen skatteopkrævning i 2013 og 2014 hos [person1] vedrørende den udbetalte kørselsgodtgørelse i 2013 og 2014 på henholdsvis kr. 26.123 og kr. 95.492.”

Landsskatterettens afgørelse

Udbetalt skattefri godtgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke godtgørelser for rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9 A, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser. Af ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt. fremgår: ”Godtgørelsen skal dog medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren m.v. for at få godtgørelsen.”

Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.1, at værnsreglen i ligningslovens § 9, stk. 4, 3. pkt. retter sig mod individuelle lønaftaler, hvor der sker omlægning af løn mod udbetaling af skattefri godtgørelser. Det fremgår videre af praksis, at værnsreglen også omhandler tilfælde, hvor lønnen er usædvanlig lav og er i åbenbart misforhold til de skattefrie godtgørelser, jf. SKM2014.767, hvor i øvrigt henvises til Skatterådets afgørelse i SKM2006.181, hvor fremgår, at udbetaling af skattefrie godtgørelser forudsætter, at lønnen ikke udgør et ubetydeligt beløb. Der kan desuden henvises til Landsskatterettens afgørelse i SKM2017.591, hvor der ansås at foreligge lønomlægning for en hovedanpartshaver, der alene modtog en symbolsk løn.

Det fremgår i øvrigt af domspraksis, at det er en forudsætning for, at en hovedanpartshaver kan få udbetalt skattefrie godtgørelser, at der eksisterer et indtægtsgivende arbejdssted, jf. f.eks. Vestre Landsretsdom i SKM2012.463, hvor en hovedanpartshaver der gav afkald på løn grundet selskabets økonomiske situation, ikke kunne anses at have indtægtsgivende arbejde for selskabet.

Klageren er hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS og har i indkomstårene 2013 og 2014 løn fra selskabet på fået udbetalt 5.592 kr. og 13.420 kr. Klageren har desuden fra selskabet modtaget skattefri befordringsgodtgørelse i disse år med 26.123 kr. og 95.492 kr.

Når klageren vælger, at få en løn, der alene er af symbolsk karakter og samtidig vælger at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelser fuldt ud, har han derved kompenseret selskabet ved lønomlægning. Der er et åbenbart misforhold mellem den skattepligtige løn og de udbetalte skattefrie godtgørelser, som viser, at der må være leveret en anseelig arbejdsindsats. At klageren i sit virke som revisor, har rådgivet andre om, at det var i orden at få skattefri godtgørelse, blot de fik en mindre løn, ændrer ikke herpå.

Landsskatteretten stadfæster på den baggrund ansættelsen.

Befordringsfradrag

Selvstændige erhvervsdrivende, honorarmodtagere og lønmodtagere, som har kundeopsøgende arbejde for flere samtidige arbejdsgivere kan fratrække befordring efter ligningslovens § 9B og statsskattelovens § 6. Lønmodtagere kan derimod ikke fratrække befordring efter disse bestemmelser. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 1.

Efter ligningslovens § 9 C kan visse udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det er en forudsætning, at der er tale om befordring til og fra en indtægtsgivende arbejdsplads jf. herved modsætningsvis SKM2011.502.BR, som blev stadfæstet af i SKM2012.463.VLD.

Klageren er ikke selvstændig erhvervsdrivende, da virksomheden drives i selskabsform, han er heller ikke honorarmodtager og har heller ikke flere samtidige arbejdsgivere.

Repræsentantens påstand om, at klageren er berettiget til befordringsfradrag svarende til de faktiske udgifter kan retten således ikke følge.

Klageren har haft en indtægt på 5.592 kr. i indkomståret 2013 og 13.420 kr. i indkomståret 2014, og anses derfor at have haft befordring til og fra en indtægtsgivende arbejdsplads i relation til ligningslovens § 9C. Klageren er derfor berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9C.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse vedrørende befordringsfradrag.