Kendelse af 25-09-2017 - indlagt i TaxCons database den 28-10-2017

SKAT har givet afslag på selskabets anmodning om genoptagelse af indkomstansættelsen for indkomståret 2011.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabet har ved brev af 23. februar 2015 anmodet om genoptagelse af selskabets skatteansættelse for indkomståret 2011 vedrørende skattemæssig indregning af avance ved igangværende arbejder.

Selskabet har anmodet om, at den regnskabsmæssigt indtægtsførte avance på igangværende arbejder pr. 31.december 2011 ændres, således at bruttoavance på igangværende arbejder ultimo 2011 fragår i den skattepligtige indkomst for 2011. Selskabet har opstillet en talmæssig opgørelse således:

Tidligere selvangiven skattepligtig indkomst 2011

kr. 267.607

Tilbageførsel bruttoavance på igangværende arbejde ultimo 2011

-kr. 702.202

Skattepligtig indkomst 2011, efter ændring

-kr. 434.595

Selskabet har ønsket den negative indkomst på kr. 434.595 modregnet i den skattepligtige indkomst for 2012.

For moderselskabet [virksomhed1] ApS er den skattepligtige indkomst uændret ifølge selskabet. Sambeskatningsindkomsten ændres dog som konsekvens af den ændrede skattemæssige indkomst for [virksomhed2] ApS.

SKAT har på baggrund af anmodningen indkaldt yderligere materiale hos selskabet og har efter det oplyste ikke modtaget det ønskede materiale.

Ifølge selskabets årsrapport og specifikationerne til denne, er der anført følgende omkring igangværende arbejder:

Igangværende arbejder primo 2011

702.202 kr.

Igangværende arbejder ultimo 2011

455.077 kr.

Forskydning i året

247.125 kr.

Selskabet har i en oversigt, som viser igangværende arbejder fordelt på de enkelte fakturaer for de omhandlede indkomstår opgjort de samlede igangværende arbejder således:

Igangværende arbejder ultimo 2011

455.077 kr.

Igangværende arbejder ultimo 2012

345.807 kr.

Igangværende arbejder ultimo 2013

594.944 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet selskabets anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2011.

Til brug for behandling af genoptagelsesanmodningen har SKAT indkaldt yderligere materiale fra selskabet.

SKAT har i afgørelsen anført følgende:

”(...)

For at vi kan behandle selskabets anmodning om genoptagelse for 2011, har vi brug for følgende oplysninger:

1.
2.
3.
4.
5.
1. Specifikation af igangværende arbejder for hvert af indkomstårene 2011, 2012 og 2013, herunder redegørelse for afleveringsforretninger/oplysninger om, hvornår arbejdet er regningsmodent.
2. Specifikation af den opgjorte omsætning for hvert af årene 2011, 2012 og 2013.
3. Specifikation af modtagne a/c betalinger for hvert af årene 2011, 2012 og 2013.
4. Specifikation af regnskabsposter (internt regnskab) for hvert af årene 2011, 2012 og 2013.
5. Specifikation af opgørelsen af den skattepligtige indkomst for hvert af årene 2011, 2012 og 2013.

Det skal bemærkes, at værdi af igangværende arbejder som minimum skal opgøres til medgåede omkostninger (herunder lønomkostninger). Avance skal senest medregnes på det tidspunkt, hvor arbejdet er regningsmodent.

Det skal videre bemærkes, at igangværende arbejder for 2011 regnskabsmæssigt er opgjort til 455.077 kr.”

Selskabet har den 22. juni 2015 fremsendt Opgørelse af igangværende arbejder i form oplysning om fakturanr. På udsendte fakturaer i efterfølgende indkomstår. Der er ikke medsendt redegørelse for afleveringsforretninger/oplysninger om, hvornår arbejdet er regningsmodent.

Der er videre indsendt oplysning om omsætning i form af kontospecifikation for udført arbejde samt specifikation af regnskabsposter og specifikation af opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Der er ikke indsendt oplysning om modtagne a/c-betalinger.

(...)

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26 stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat m.v. senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Selskabets rådgiver har den 23. februar 2015 indsendt anmodning om ændring af skatteansættelsen for 2011. Anmodningen er således indsendt rettidigt.

Der anmodes om genoptagelse for så vidt angår indregning af bruttoavance på igangværende arbejder.

Reglerne om igangværende arbejder er lovreguleret i statsskattelovens §§ 4 stk. 1 litra a og 6 stk. 1 litra a.

Ifølge praksis på området, kan igangværende arbejder medregnes efter ”produktionskriteriet”, hvorved indtægterne ved årets ”produktion” medregnes til produktionsomkostninger inklusive avance i årets resultatopgørelse.

Igangværende arbejder kan i stedet medregnes efter ”faktureringskriteriet”, hvorved værdien af igangværende arbejder opgøres til de i året medgåede produktionsomkostninger. Avancen på disse arbejder skal dog senest medregnes på det tidspunkt hvor arbejdet er ”regningsmodent”, uanset om der er sket fakturering eller ej.

En virksomhed kan skifte værdiansættelsesprincip for sine igangværende arbejder for fremmed regning fra år til år ved skriftligt at give besked herom til SKAT, medmindre skatten på den måde rent faktisk bliver elimineret, eller dette er hensigten.

Det fremgår af selskabets regnskaber m.v., at selskabet siden 2010 har medregnet igangværende arbejder efter produktionskriteriet. Dette kriterium er således anvendt for 2011, 2012 og 2013.

Det kan videre konstateres, at igangværende arbejder ultimo 2011 er medregnet til et beløb på 455.077 kr. (produktionsomkostninger samt avance). Uanset dette er det af rådgiver anført, at avancen ultimo 2011 udgør 702.202 kr.

Der ses således ikke sammenhæng mellem den af rådgiver anførte avance og den samlede værdi af igangværende arbejder ultimo 2011.

Det skal videre anføres, at der alene er anmodet om ændring af princip for opgørelsen af igangværende arbejder ultimo 2011, mens der for 2012 og 2013 opgøres igangværende arbejder efter produktionskriteriet, herunder opgøres værdi af igangværende arbejder primo ligeledes efter produktionskriteriet.

Henset hertil er det SKATs opfattelse, at der ved anmodningen om genoptagelse dels ikke ses være fremsendt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen for 2011, dels må anmodningen om principskifte anses for at være begrundet i et ønske at eliminere skatten for 2011.

SKAT finder herefter ikke grundlag for at genoptage selskabets skatteansættelse.

(...)”.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at SKAT pålægges at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2011 vedrørende igangværende arbejder.

Til støtte for sin påstand har han anført følgende:

”(...)

Jeg vil gerne påklage Skat's afgørelse, at der ikke kan ske en nedsættelse af de igangværende arbejder ultimo.

Opgørelse af de igangværende arbejder er en regnskabsmæssig postering, og et udtryk for, de Fakturaer, som bliver udstedt i starten af indkomståret 2012, og derfor er medtaget her.

Jeg skal derfor anmode om, at der skattemæssigt sker en nedsættelse af de igangværende arbejder, ultimo, for indkomståret 2011.

(...)”.

Selskabets repræsentant har i sin oprindelige anmodning til SKAT anført følgende:

”(...)

Med henvisning til muligheden at ændre den skattemæssige indregning af avance på i gangværende arbejder jf. SKM 2006.635. SKAT samt skatteforvaltningens §26 anmoder vi på vegne af

[virksomhed2] ApS, cvr-nr. [...1] om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret

2011.

Anmodning om ændring af skattenedsættelsen for indkomståret 2011

Vi anmoder om, at den regnskabsmæssigt indtægtsførte avance på igangværende arbejder pr. 31.december 2011 for [virksomhed2] ApS ændres således at bruttoavance på igangværende

Arbejder for [virksomhed2] ApS ultimo 2011 fragår i den skattepligtige indkomst for 2011:

Tidligere selvangiven skattepligtig indkomst 2011

kr. 267.607

Tilbageførsel bruttoavance på igangværende arbejde ultimo 2011

kr. 702.202-

Skattepligtig indkomst 2011, efter ændring

kr. 434.595-

Den negative indkomst på kr. 434.595, skal så modregnes i den skattepligtige indkomst for 2012.

For moderselskabet [virksomhed1] ApS, cvr-nr. [...2] er den skattepligtige indkomst

Uændret. Sambeskatningsindkomsten ændres dog som konsekvens af den ændrede skattemæssige indkomst for [virksomhed2] ApS.

(...)”.

Landsskatterettens afgørelse

Igangværende arbejde medregnes i indkomstopgørelsen efter reglerne i statsskattelovens §§ 4 og 6.

Mindre virksomheder skal på opfordring kunne gøre rede for igangværende arbejder for fremmed regning fordelt på hver enkelt ordre samt for, hvordan værdiansættelsen er foretaget. Det fremgår således af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder, jf. bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006, § 15, at:

”På anfordring skal virksomheden kunne gøre rede for igangværende arbejder for fremmed regning fordelt på hver enkelt ordre samt for, hvordan værdiansættelsen er foretaget.”

Selskabet kan ifølge SKATs juridiske vejledning, afsnit C.C.2.3.2.1, skifte værdiansættelsesprincip for sine igangværende arbejder for fremmed regning fra år til år ved skriftligt at give besked herom til SKAT, medmindre skatten på den måde rent faktisk bliver elimineret, eller dette er hensigten. De igangværende arbejder består mindst af udgiftsposterne materialer og arbejdsløn, der er direkte forbundet med det enkelte arbejde, og som altid skal aktiveres.

Under henvisning til begrundelsen i Skatterådets svar i SKM2011.858.SR skal produktionsomkostninger vedrørende arbejdet skattemæssigt aktiveres på en særskilt konto for den enkelte opgave, indtil arbejdet er klar til aflevering. Salgsindtægterne for arbejdet kan herefter modregnes i de aktiverede produktionsomkostninger, indtil saldoen er 0 kr. Der kan vedrørende praksis endvidere henvises til SKM2006.253.LSR.

Selskabet har udarbejdet en opgørelse af igangværende arbejder i form af oplysninger om fakturanumre på udstedte fakturaer i efterfølgende indkomstår. Selskabet har ikke fremlagt oplysninger om modtagne aconto-betalinger.

Selskabet har medregnet igangværende arbejder ultimo 2011 med 455.077 kr. (produktionsomkostninger samt avance), men det er ved genoptagelsesanmodningen af 23. februar 2015 anført af selskabet, at igangværende arbejder ultimo 2011 udgør 702.202 kr. Der er således ikke sammenhæng mellem den af selskabet anførte avance og den samlede værdi af igangværende arbejder ultimo 2011.

Selskabet har ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation vedrørende de igangværende arbejder for indkomståret 2011. Der er således ikke fremlagt specifikation af igangværende arbejder i indkomståret 2011 fordelt på hver enkelt ordre, herunder oplysninger om, hvornår arbejdet er regningsmodent, ligesom der ikke er fremlagt specifikation af acontobetalinger. Der er desuden ikke fremlagt specifikation af den opgjorte omsætning. SKAT har dermed med rette ikke genoptaget skatteansættelsen for indkomståret 2011.

Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.