Kendelse af 26-01-2017 - indlagt i TaxCons database den 03-03-2017

Faktiske oplysninger

SKAT har beskrevet de faktiske forhold, som er ubestridte af klageren:

”Den 7. juli 2013 er der oprettet en aftale om arveforskud. Det blev aftalt at afdødes børn og børnebørn hver skulle modtage 117.400 kr.

Det er anført at aftalen er bindende under forudsætning af, at gården sælges.

Den 19. december 2013 er der oprettet en aftale om gave,* hvoraf det fremgår, at hver af afdødes børn i 2013 modtager 50.000 kr. som gave, som følge af aktiesalg. Gaven skal anses for at være en andel af den arv der blev lovet den 7. juli.

Den 8. januar oprettes der en aftale om arveforskud på 59.800 til afdødes børn og børnebørn. Det er aftalt at beløbene udbetales når gården sælges.

Den 12. november 2014 oprettes der aftale om at give 20.900 kr. til afdødes svigerbørn.

Den 1. januar 2015 oprettes der aftale om yderligere gaver.

[person1] har alene ejet ejendommen.

[person1] har alene ejet de solgte aktier.”

* Landsskatteretten skal hertil bemærke, at der er oprettet to aftaler om gaver af henholdsvis den 28. november og 19. december 2013. Det fremgår af begge aftaler, at hvert af afdødes børn i 2013 modtager 25.000 kr. i gave, som følge af aktiesalg.

Aftalen om arveforskud af 7. juli 2013 er underskrevet af både [person1] og [person2]. Døtrene [person3] og [person4] har underskrevet som fuldmægtige, da de ifølge aftalen havde skriftlig generalfuldmagt til at råde over formuegoder.

[person2] afgik ved døden den 28. november 2013.

Aftalerne af 28. november og 19. december 2013 samt aftalen den 8. januar 2014 er maskinelt underskrevet af [person1], og med døtrene [person3] og [person4] som fuldmægtige.

SKATs afgørelse

SKAT har beregnet gaveafgift af de gaver, som klageren modtog i 2014.

SKAT har som begrundelse herfor anført:

”SKAT finder, at på det tidspunkt i 2013 hvor afdøde og hans hustru giver lovning på arveforskud til børn og børnebørn, er der tale om gavegæld. SKAT finder ikke, at der er tale om en gave før tidspunktet for gavens faktiske ydelse. SKAT henviser til afgørelsen TfS 2000.378.

Da der er udbetalt 50.000 kr. til afdødes børn i 2013, anses disse for gaver i 2013. Beløbet er under det afgiftsfrie bundbeløb, og der vil derfor ikke skulle beregnes gaveafgift. Den resterende del af beløbet udbetales i 2014, hvilket også gælder for beløbet der er lovet til børnebørnene.

De gaver der ydes den 8. januar 2014 tages til indtægt i året, hvor gaven udbetales, hvilket sker i 2014.

De øvrige gaver er under bundgrænsen og der vil ikke skulle beregnes afgift.

Gaverne ydet i 2015 bliver behandles af skifteretten, beløbene er under bundgrænsen.

SKAT finder, at det udelukkende er [person1], der har givet gaver, da han har stået som eneejer af ejendommen og de solgte aktier. SKAT finder derfor, at der kun kan anvendes et bundfradrag ved beregningen af gaveafgift.”

SKAT har beregnet gaveafgiften således:

”Gaveafgift for dig

2014

Ydet gave (67.400 + 59.800)127.200 kr.

Bundbeløb -59.800 kr.

Gave 67.400 kr.

Beregnet afgift (15 %) 10.110 kr.”

Den 11. december sendte SKAT følgende bemærkninger til klageskrivelsen:

”SKAT ønsker at bemærke, at i 2013 hvor gaveløftet blev givet, var det kun [person1] der var ejer at gården og værdipapirerne. Det ses derfor ikke at have nogen betydning at han har siddet i uskiftet bo på tidspunktet for gavens faktiske udbetaling.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at de modtagne gaver i 2013 og 2014 ikke overstiger det afgiftsfri beløb for de pågældende år.

Der er til støtte herfor anført:

”Skat har i "fakta" anført de faktiske omstændigheder, som jeg kan tiltræde. Til det pågældende skal føjes, at gavegiveren, [person2], afgik ved døden 28. november 2013. Længstlevende [person1] overtog boet til hensidden i uskiftet bo.

Som det fremgår af sagsfremstillingen har gavegiverne i 2013 afgivet et uigenkaldeligt løfte om at yde arveforskud/gave til min klient. Der er tale om et løfte, hvor der alene er taget forbehold for hvornår beløbet skulle udbetales, men ikke andre forbehold. En andel af gaven, kr. 50.000,00 er betalt i 2013, mens det resterende rent faktisk er betalt inden længstlevende er afgået ved døden. Gaven skal således afgiftsberigtiges i 2013.

Da [person1] har overtaget boet efter sin hustru til hensidden i uskiftet bo, har han i forbindelse hermed, overtaget samtlige aktiver og passiver, herunder forpligtelsen til at betale for den gave førstafdøde i 2013 har forpligtet sig til at betale. Det er således uden betydning for den afgiftsmæssige behandling, at beløbet betales af længstlevendes bodel, da hele formuen tilhører længstlevende og således ikke kan opdeles i bodele eller boslodder.

De ydede gaver er således ikke omfattet af Boafgiftslovens § 28, stk. 2.

Skat henviser i sin begrundelse til TfS 2000.378, hvor det for mig at se, er afgørende at pointere, at man i den pågældende sag ikke godkender et fradrag for ydede gaver, idet det anføres, at det drejer sig om gaver, som ikke var effektueret inden dødsfaldet og gaverne kunne ikke anses for at være virkeligt ydede. I vores sag er realiteten imidlertid, at gaven rent faktiske er ydet uafhængigt af dødsfaldstidspunkterne.”

Landsskatterettens afgørelse

Arveforskud betragtes efter boafgiftslovens (BAL) § 23, stk. 3, altid som en gave, uanset til hvem det er givet.

Det følger af det såkaldte personprincip, der blev indført ved lov nr. 1119 af 21. december 1994, og som også er kommet til udtryk i bemærkningerne til boafgiftsloven, at ægtefæller anses som to selvstændige gavegivere og gavemodtagere, uanset om de har formuefællesskab, skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje.

Det er imidlertid i henhold til Landsskatterettens praksis en forudsætning for at anse ægtefæller som to selvstændige gavegivere, at det dokumenteres, at gaverne reelt er ydet fra hver ægtefælles bodel, skilsmissesæreje eller fuldstændige særeje. En ændring af den påklagede afgørelse i overensstemmelse med den nedlagte påstand forudsætter således ikke alene, at det er godtgjort, at gavemodtagers forældre har haft til hensigt, at overdragelse af de modtagne beløb skulle anses som overdraget som en gave fra både moderen og faderen. Det er også en forudsætning, at disse gaver reelt har kunnet ydes fra faderens respektive moderens respektive bodele, skilsmissesærejer eller fuldstændige særejer.

Det fremgår af aftalen om arveforskud af 7. juli 2013, at [person1] og [person2]s børn og børnebørn skal have et forskud på arv på 117.400 kr. Aftalen er betinget af, at parrets gård bliver solgt. Den 28. november og 19. december 2013 indgås to aftaler om gaver, hvoraf det af begge fremgår, at parrets børn skal have 25.000 kr. hver, idet [person1] har solgt sine aktier i henholdsvis [finans1] og [finans2].

Det fremgår af de faktiske oplysninger fremlagt af SKAT, at [person1] har ejet ejendommen samt de solgte aktier alene. Dette har repræsentanten tilsluttet sig.

Det er derfor ikke godtgjort, at de gaver, som klagerens mor og far i henhold til erklæringen af 7. juli 2013 har givet til klageren, har været indeholdt i begge forældres respektive bodele. Uanset at beløbene måtte være en del af moderens og faderens fælleseje, må de i sagen omhandlede beløb derfor anses for givet af klagerens far.

Som hovedregel erhverves et retligt krav på en gave allerede ved modtagelsen af gaveløftet, hvorfor retserhvervelsestidspunktet medfører, at gaven i skattemæssig henseende må periodiseres på dette tidspunkt. Efter praksis udskydes retserhvervelsestidspunktet dog, såfremt der er tilknyttet betingelser til løftet, der har en sådan karakter, at der hersker reel usikkerhed om, hvorvidt aftalen bliver gennemført eller ej. Disse såkaldte suspensive betingelser medfører, at beskatningen først indtræder, når betingelsen er opfyldt.

Både SKAT og klageren har lagt til grund, at løftet om arveforskud af 7. juli 2013 er betinget af, at [person1]s ejendom sælges. Beløbet på 117.400 kr. skal således først udbetales, når gården er solgt, og med midler, der er kommet ind fra salget.

Landsskatteretten finder at denne betingelse er af suspensiv karakter. Der er lagt vægt på, at det på aftaletidspunktet ikke var kendt, hvornår og til hvem gården ville blive solgt, og til hvilken pris. Betingelsens indtræden og dermed gaveløftets opfyldelse var derfor ude af parternes kontrol, og der må således anses for at have været en reel usikkerhed om, hvorvidt aftalen ville kunne gennemføres eller ej. At [person1] valgte at erlægge en del af beløbet gennem salg af sine aktier i [finans1] og [finans2] den 28. november og 19. december 2013, ændrer ikke ved dette, idet det også fremgår af klagerens søsters skrivelse til SKAT af 25. juni 2015, at løftet om arveforskud ikke kunne effektueres fuldt ud før i 2014, da det først var på det tidspunkt at midlerne hertil var til stede.

Landsskatteretten finder derfor at arveforskuddet på 117.400 kr. er givet til klageren på de tidspunkter, hvor klageren rent faktisk modtager delbeløbene. Da der er udbetalt 50.000 kr. til gavegivers børn i 2013, anses disse for gaver i 2013. Den resterende del af beløbet på 67.400 kr. udbetales i 2014, hvorfor dette skal beskattes i 2014.

Den 8. januar 2014 oprettes en ny aftale om arveforskud. Det følger heraf, at klageren skal have 59.800 kr., når salget af gården er gennemført. Klageren modtager beløbet i 2014, hvorfor beløbet skal beskattes i 2014.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.