Kendelse af 10-10-2017 - indlagt i TaxCons database den 08-11-2017

Faktiske oplysninger

Klageren og hendes tidligere samlever, [person1], har den 1. september 2007 købt en ejendom beliggende [adresse1], [by1]. Parret havde i forbindelse med køb af ejendommen optaget lån i [finans1] og [finans2], der har indberettet 50 % af renteudgifterne til hver af ejerne.

Efter det oplyste har klageren alene betalt renteudgifterne på ejendommens lån, mens begge ejerne har betalt ejendomsværdiskat.

Advokat [person2] har den 4. august 2015 til SKAT oplyst, at der ikke foreligger en skriftlig aftale om, at klageren skal have fradrag for 100 % af renteudgifterne.

Klagerens repræsentant har til Skatteankestyrelsen oplyst, at der ikke er søgt om gældsovertagelse hos långiver.

SKATs afgørelse

SKAT har alene godkendt rentefradrag i overensstemmelse med de renteudgifter, der er indberettet af realkredit- og pengeinstitut, fordi klageren ikke har dokumenteret, at der foreligger en anden fordeling af gældsforpligtelsen. Dette kunne være ved skriftlig aftale mellem klageren og meddebitor, eller en godkendelse fra realkreditinstitut og pengeinstitut, der accepterer debitorskiftet.

SKAT har bemærket, at klageren i henhold til fremlagt dokumentation har betalt alle renteudgifter på ejendommens lån, men at dette er uden betydning for vurderingen af klagerens fradragsret.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKAT tilpligtes at anerkende klageren fuld fradragsret for renteudgifter for indkomstårene 2012, 2013 og 2014.

Subsidiært bør sagen hjemvises til SKAT til fornyet vurdering.

Sagen drejer sig overordnet om ret til fradrag for renter for lån i klagerens faste ejendom, som hun i fællesskab har ejet med sin tidligere samlever.

Kreditorerne, [finans1] og [finans2], har fejlagtigt indberettet renteudgifterne med 50 % i årene 2012-2014. Klageren gik fra sin samlever før 2012.

I den forbindelse blev det aftalt, at klageren – mod at afholde alle udgifter ved lejligheden – blev boende, idet lejligheden ved samlivsophævelsen alene kunne sælges med et ikke uvæsentligt tab.

Samtlige ydelser, herunder også renter på lånene, er afholdt af klageren, hvilket så vidt ses ubestridt kan lægges til grund.

Klageren og hendes tidligere samlever er solidarisk hæftende for de lån, hvorom der er indberettet renter.

Repræsentanten har gjort gældende, at klageren er berettiget til fuldt rentefradrag for de afholdte renteudgifter for indkomstårene 2012-2014, hvor hun alene har afholdt disse udgifter.

Til støtte herfor er det gjort gældende, at klageren har fradragsret for betalte renter for indkomståret 2012-2014, idet hun som solidarisk hæftende debitor har afholdt alle renteudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Det bestrides, at det skal være en forudsætning for at opnå rentefradrag, at der foreligger en skriftlig aftale. En skriftlig aftale ville være relevant i et tilfælde, hvor der kunne være tvivl om, hvem der har afholdt renteudgifterne. Dette ses imidlertid ikke at være tilfældet i nærværende sag.

Det er yderligere gjort gældende, at den af SKAT trufne afgørelse reelt giver skattefradrag for en skatteyder (den tidligere samlever), der ikke opfylder betingelserne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, for at opnå rentefradrag, idet den grundlæggende betingelse for rentefradrag er, at man har betalt renterne.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renter af prioriteter og anden gæld er fradragsberettigede.

Det bemærkes, at som udgangspunkt hæfter to solidarisk hæftende debitorer begge for gælden, idet de begge er forpligtede over for kreditor, jf. gældsbrevslovens § 2. Hvis intet andet er aftalt, anses hver part for at hæfte for halvdelen af gælden.

Klageren er alene berettiget til fradrag for 50 % af de samlede renteudgifter. Der er herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at der er indgået aftale om en anden fordeling af renteudgifterne end hæftelsesforholdet. Det er tillige tillagt vægt, at der ikke er søgt om gældsovertagelse hos kreditor, ligesom det er tillagt vægt, at parterne ikke har opført sig, som om der er indgået en aftale om, at klageren var berettiget til fradrag for samtlige renteudgifter, idet klagerens daværende samlever har fratrukket 50 % af renteudgifterne de påklagede indkomstår. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun alene har betalt renterne på gælden kan ikke føre til et andet resultat.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.