Kendelse af 21-04-2020 - indlagt i TaxCons database den 16-05-2020

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Overskud af virksomhed i 2013

66.062 kr.

1.593 kr.

66.062 kr.

Faktiske oplysninger

Det bemærkes indledningsvist, at SKATs påklagede afgørelse af 8. juli 2015 både vedrører forhøjelse af klagerens indkomst i 2013 i form af overskud af virksomhed samt fastsættelse af momstilsvar for 1. og 2. halvår 2013. Disse spørgsmål behandles i to særskilt sager, der dog sammenholdes.

Denne klagesag vedrører klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013, mens klagesagen vedrørende momstilsvarene for 1. og 2. halvår 2013 behandles under sagsnr. [...].

SKAT har på baggrund af en anmeldelse den 29. juli 2014 om, at klageren driver dyrelægepraksis fra hendes privatadresse, samt at hun har et uregistreret job med vaccine af grise udtaget klagerens selvangivelse for indkomståret 2013 til kontrol.

SKAT har derfor den 2. februar 2015 anmodet klageren om at få tilsendt virksomhedens skatteregnskab for 2013 samt kontoudtog fra klageres bankkonti i [finans1] og [finans2].

Efter klagerens fremsendelse af materialet har SKAT i brev af 11. marts 2015 anmodet klageren om redegørelse og dokumentation for konkrete pengeindsætninger på klagerens bankkonti.

Klageren har i brev af 24. marts 2015 redegjort for bankindsætninger, hvorefter SKAT i brev af 7. april 2015 udsendte forslag til afgørelse, hvor klagerens selvangivet overskud af virksomhed i 2013 på 1.593 kr. foreslås forhøjet med 86.512 kr., svarende til 88.105 kr.

SKAT har anset klagerens pengeindsætninger på i alt 126.255 kr. i 2013 på bankkonti i [finans2] (kontonr. [...72]) og [finans1] (kontonr. [...20]) som erhvervsmæssig indkomst.

SKAT har samtidig – under henvisning til, at virksomheder, der har en omsætning på over 50.000 kr. om året, har pligt til at lade sig momsregistrere – foreslået en forhøjelse af klagerens momstilsvar i 2013 på 26.515 kr.

SKAT har ikke modtaget klagerens bemærkninger til forslaget og har derfor i afgørelse af 8. maj 2015 truffet afgørelse i overensstemmelse med forslaget.

Klageren har pr. telefon og e-mail den 12. maj 2015 anmodet SKAT om at genoptage afgørelsen af 8. maj 2015 bl.a. med den begrundelse, at SKAT ved beregningen af forhøjelsen fejlagtigt har medregnet en hævning på 50.000 kr.

SKAT har i forslag til afgørelse af 18. maj 2015 foreslået at genoptage afgørelsen af 8. maj 2015 og samtidig nedsætte forhøjelsen af klagerens overskud af virksomhed for 2013 fra 86.512 kr. til 66.062 kr.

SKAT har begrundet nedsættelsen med, at der – som anført af klageren – rettelig er tale om en hævning på 50.000 kr. fra kontonr. [...20] i [finans1].

I konsekvens heraf har SKAT samtidig foreslået at nedsætte forhøjelsen af klagerens momstilsvar for 2013 fra 26.515 kr. til 16.515 kr.

I brev af 21. maj 2015 har klagerens repræsentant meddelt, at han er indtrådt i sagen, og han anmodede samtidig om aktindsigt, ligesom han ønskede en forlængelse af fristen for bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse.

Det bemærkes, at spørgsmålet om aktindsigt tillige er en del af klagen i denne sag, men spørgsmålet er behandlet særskilt af Skatteankestyrelsen i sagsnr. 15-2990682, hvor der er truffet afgørelse af Skatteankestyrelsen den 17. maj 2017.

Klagerens repræsentant har i brev af 27. juni 2015 fremsendt bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse af 18. maj 2015.

SKATs afgørelse

SKAT har på baggrund af indsætninger på klagerens bankkonti forhøjet klagerens indkomst for indkomståret 2013 med 66.062 kr.

SKAT har som begrundelse herfor anført følgende:

”(...)

Betingelserne for, at du kan få ændret din skatteansættelse, står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.

Moms

Opgørelse af moms ved SKATs regulering den 8. maj 2105

Salgsmoms

Omsætning164.405 kr. 32.881 kr.

Købsmoms

Omkostninger 31.828 kr. 6.366 kr.

26.515 kr.

Opgørelse af moms ny beregning:

Salgsmoms Skattemæssigt resultat

*)Omsætning114.405 kr.22.881 kr.Omsætning91.524 kr.

Købsmoms

Omkostninger 31.828 kr. 6.366 kr.Omkostninger25.462 kr.

82.577 kr.16.515 kr.66.062 kr.

Opkrævning af moms reguleres/nedsættes med 10.000 kr. for indkomståret 2013.

*)Omsætningen

Selvangivet omsætning38.150 kr.

Indsætning konto [...72]76.000 kr.

Indsætning konto [...20] 255 kr.

114.405 kr.

Du har ved mail den 12. maj 2015 kommenteret følgende indsætning på konto i [finans2] og [finans1]:

(SKATs bemærkninger er skrevet med kursiv skrift).

"POSTERINGER I [finans1] NETBANK KONTO:

12.11.2013 50.000KR. DET ER IKKE INDBETALING, MEN UDBETALING. 50.000 ER HÆVET, IKKE INDBETALT

HERAF ER KR 28.000 INDSAT PÅ KONTO[...72] I [finans2].

Ved gennemgang af kontoudskrift fra konto [...20][...]KONTO, er der enighed, i at der ikke er tale om en indsættelse men en hævning, hvorfor tidligere skønsmæssige omsætning nedsættes med 50.000 kr.

Det er ikke dokumenteret eller sandsynliggjort at der er indsat 28.000 kr. på konto i [finans2] den 4. december 2013, som skulle vedrøre "restbeløbet" fra tidligere hævet beløb på 50.000 kr.

POSTERINGER I [finans2]:

15.MARTS 2013 INDBETALT PÅ KONTO 30.000

27.MARTS 2013 HÆVET DE PENGE FOR AT LÅNE TIL MINE BØRN.

PENGE FIK JEG TILBAGE FRA MINE BØRN 30.APRIL 16000, 27.MAJ 2013 6000 OG INDBETALT PÅ KONTO

Den 15. marts 2015 er der indbetalt 30.000 kr. at beløbet efterfølgende er hævet for udlån, dokumenterer ikke indsættelsen den 15. marts 2015. Dokumentationen kunne eksempelvis være dokumentation for overførsel mellem konti.

7.JUNI 2013 VAR DER IGEN NOGET AKUT BEHOV I FAMILIEN OG JEG STOD TIL RÅDIGHED MED 19.000 KR

SOM HÆVET FRA MIN KONTO.DE PENGE FIK JEG TILBAGE 21.JUNl(11000 OG 31.JULI (5000) OG INDBETALT PÅ KONTO.

Der er ikke modtaget dokumentation for pengestrømmen. Det betyder at det ikke er muligt at kontrollere at beløbet er hævet for udlån og efterfølgende tilbagebetalt. Dokumentationen kunne eksempelvis være dokumentation for overførsel mellem konti.

2.AUGUST 2013 MINE BØRN MANGLEDE PENGE IGEN OG JEG TOG FRA KONTO 18 000 KR, DER BLEV AFDRA GET 10 000 SOM BLEV INDBETALT PÅ KONTO DEN 9..AUGUST 2013

Der er ikke modtaget dokumentation for pengestrømmen. Det betyder at det ikke er muligt at kontrollere at beløbet er hævet for udlån og efterfølgende tilbagebetalt. Dokumentationen kunne eksempelvis være dokumentation for overførsel mellem konti.

4.DECEM BER 2013 HAR INDBETALT PÅ KONTO 28 000 KR SOM RESTERENDE PENGE SOM FIK UDBETALT

FRA [finans1] (50 000) DEN 12.NOVEMBER"

Det er ikke dokumenteret eller sandsynliggjort at der er indsat 28.000 kr. på konto i [finans2] den 4. december 2013, med henvisning til at beløbet skal vedrøre "restbeløbet" fra tidligere hævning på 50.000 kr.

Ovenstående redegørelser for indsættelserne og hævningerne, ses ikke at været understøttet med underliggende bilag. Endvidere har SKAT ikke kunne foretage en skattemæssig gennemgang af virksomhedens resultat. Den bogførte omsætning kan ikke afstemmes til konti i bank.

Det er SKATs vurdering at indsætninger på konto i [finans2], kontonr. [...72] og konto i [finans1] kontonr. [...20] er erhvervsmæssig indkomst efter statsskattelovens § 4.

Besvarelse med henvisning af modtaget brev fra [person1] dateret den 27. juni 2015:

"Du har ganske enkelt over en kam, påstået at ALLE indbetalinger i bankkonti er ulovligt og " sorte" penge som skal beskattes, ud at det faktisk fremgår, at indsætningerne vedlægger du intet bevis på dine påstande, og jeg finder fremgangsmåde for en urimelig opgørelse og en usaglig behandling af sagen.

Jeg har den opfattelse, at denne SKY skal ansættes, hvis ikke på den ene måde så på den anden, alt hvad min klients kommer med fakta, afviser du, men du kan ikkefremlægge dokumentation for dine påstande."

Ved skatteansættelse efter skøn har SKAT som udgangspunkt ikke pligt til at indhente oplysninger fra andre end den skattepligtige selv. Der er som udgangspunkt heller ikke pligt til at indhente oplysninger fra tredjemand, hverken fra en anden offentlig myndighed eller fra en privat virksomhed.

Grundlaget for skønnet er typisk tidligere års selvangivelser, forskudsregistreringer, indberettede oplysninger, momsangivelser m.v.

SKAT har modtaget kontooplysninger fra bank samt efterfølgende bemærkninger til indsættelser. Der er ikke modtaget dokumenterede oplysninger som overførsel, mellem konti eller anden dokumentation, som kan dokumentere at indsætninger på konto i [finans2] kontonr. [...72] og [finans1] bank [...20] ikke er erhvervsmæssig indkomst.

SKAT har foretaget en skønsmæssig ansættelse for indkomståret 2013 med udgangspunkt i modtaget opgørelse over omsætning i din dyreklinik og sammenholdt disse med kontoudskrifter fra [finans2] og [finans1].

Der er ikke modtaget dokumentation for pengestrømmen eller i tilstrækkelig grad en sandsynliggørelse for sammenhæng mellem udvalgte indsætninger på konto i [finans2] kontonr. [...72], [finans1] bank kontonr. [...20] og dyreklinikkens omsætning.

Da kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, og der ikke er modtaget dokumentation for pengestrømmen, kan modtaget regnskabsmateriale ikke danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af indkomsten. SKAT kan derfor fastsætte indkomsten skønsmæssigt efter Skattekontrollovens § 5 stk. 3.

(...)”

I forbindelse med klagesagens behandling har Skattestyrelsen(tidligere SKAT) indstillet, at afgørelsen fastholdes.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af indkomsten for indkomståret 2013 skal nedsættes til 1.593 kr. i overensstemmelse med det selvangivne overskud af klagerens virksomhed.

Klageren har i klagen af 24. september 2015 anført følgende:

”(...)

Lovlighed ved drift af dyrlæge på privatadressen:

Vedlagt diverse tilladelser fra kommunen, som ikke på noget tidspunkt har givet anledning til yderligere gennemgang af sagen.

Praktiserende Dyrlæge:

Der vedlægges dokumentation for uddannelse som dyrlæge.

Der følger følgende i uddrag af:

Bekendtgørelse af lov om dyrlæger

Herved bekendtgøres lov om dyrlæger, jf. lovbekendtgørelse nr. 875 af 29. juni 2013, med de ændringer, der følger af§ 8 i lov nr. 1459 af 17. december 2013.

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Loven omfatter retten til at udøve dyrlægegerning og dyrlægers pligter samt veterinære laboratorier og Det Veterinære Sundhedsråd.

Kapitel 2

Dyrlægegerning

§ 2. Ved dyrlægegerning forstås

3) at tage dyr under behandling under anvendelse af lægemidler, der efter apotekerlovgivningen kun må udleveres mod recept,

6) at udøve anden virksomhed, hvor den veterinære uddannelse er af væsentlig betydning. Stk. 2. Ret til at udøve dyrlægegerning og betegne sig som dyrlæge har kun den, der har mod­ taget autorisation som dyrlæge i henhold til § 3, stk. 1 eller 3, eller som har adgang til at udøve dyrlægegerning i henhold til bestemmelser fastsat i medfør af § 35.

§ 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri meddeler efter anmodning autorisation som dyrlæge til den, der har bestået veterinæreksamen ved [universitet1].

Stk. 2. Ministeren fastsætter regler om fremgangsmåden ved meddelelse af autorisation.

Stk. 4. Den, der autoriseres som dyrlæge i medfør af stk. 1 eller 3, skal aflægge et dyrlægeløfte, hvis ordlyd fastsættes af ministeren.

Stk. 5. Ministeren fastsætter regler om sprogkrav for dyrlæger, der udøver dyrlægegerning i Danmark.

Stk. 4. Den, der autoriseres som dyrlæge i medfør af stk. 1 eller 3, skal aflægge et dyrlægeløfte, hvis ordlyd fastsættes af ministeren.

Stk. 5. Ministeren fastsætter regler om sprogkrav for dyrlæger, der udøver dyrlægegerning i Danmark.

Kapitel 3

Dyrlægers pligter

§ 11. En dyrlæge skal afgive de indberetninger og anmeldelser, som ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri afkræver den pågældende med henblik på konstatering og bekæmpelse af sygdomme hos dyr samt vedrørende den veterinære fødevarekontrol og det veterinære føde­ varetilsyn. Ministeren kan fastsætte regler for, i hvilket omfang og på hvilken måde dyrlæger af hensyn til indberetnings- og anmeldepligten skal føre ordnede optegnelser over visse dele af deres virksomhed.

Stk. 2. En dyrlæge skal på forlangende give ministeren enhver oplysning om forhold i forbindelse med den pågældendes udøvelse af dyrlægegerning.

Stk. 3. En dyrlæge skal føre optegnelser over anvendte, ordinerede og udleverede receptpligtige lægemidler.

Ministeren kan fastsætte regler herom samt om, at anvendelse, ordinering og udlevering af receptpligtige lægemidler skal indberettes til eller stilles til rådighed for tilsynsmyndigheden.

Stk. 4. Ministeren kan bestemme og fastsætte regler om, at dyrlæger skal føre optegnelser over udlevering og anvendelse af andre end de i stk. 3 nævnte lægemidler.

Stk. 5. Ministeren kan som led i tilsynet med dyrlægers ordinationer af euforiserende stoffer påbyde en dyrlæge at føre nøjagtige optegnelser over disse ordinationer.

Stk. 6. En dyrlæge skal basere indberetninger, attester og udtalelser på en omhyggelig undersøgelse af grundlaget herfor.

Kapitel 4

Lægemidler til dyr

§ 14. Hvis ejeren af en svine- eller kvægbesætning har indgået skriftlig aftale om basismodulet i en sundhedsrådgivningsordning efter § 34 a, stk. 1 og 2, i lov om hold af dyr, kan dyrlægen, hvis vedkommende har stillet diagnose for og påbegyndt behandling af det enkelte dyr, jf. § 12, stk. 1, ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler til besætningsejeren eller dennes repræsentant til efterbehandling af

1) svin og
2) kvæg, for så vidt angår hundyr, der endnu ikke har kælvet, og handyr indtil 2 1/2 år.

Stk. 2. I svine- og kvægbesætninger, der er omfattet af en skriftlig sundhedsrådgivningsaftales tilvalgsmodul 1, jf. § 34 a, stk. 3, i lov om hold af dyr, kan dyrlægen ordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler til besætningsejeren eller dennes repræsentant til Kapitel 6

Fratagelse af dyrlægers rettigheder

§ 18. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fratage en dyrlæge autorisationen, når der er grund til at antage, at den pågældende på grund af legemlige eller sjælelige mangler, jf. § 5, stk. 1, eller på grund af udvist grov uduelighed ikke fremtidig vil udøve virksomhed på forsvarlig måde.

3) Retten til at ordinere lægemidler, der efter apotekerlovgivningen kun må udleveres mod recept.
4) Retten til at distribuere lægemidler i henhold til apotekerlovgivningen.

Stk. 3. Fratagelse af rettigheder i henhold til stk. 1 og 2 sker for et tidsrum af mellem 1 og 5 år eller for bestandig.

Der henvises til gældende love omkring praktiserende Dyrlæger.

Som det fremgår skal en dyrlæge have en Dyrlæge aftale om man skal varetage svinebesætning og kvægbesætning, som skal underskrives af begge partner.

Min klient har IKKE sådanne aftaler, idet [person2] alene hjælper mindre dyr og alt foregår i dyrlægeklinikken på privatadressen.

Derudover SKAL en dyrlæge føre regnskab over medicin ikke mindst receptlig udlevering og anvendelse, der for SKAL en dyrlæge føre et regnskab over alt forbrug i klinikken, en sådan oversigt er fremsendt med materialet, der er udarbejdet en kassekladde for hver dag der er arbejdet, ja det er korrekt at [person2] samtidigt har anvendt indgået privat samme sag.

Vær opmærksom på at fremsendte er fremsendt fortroligt og oplysninger skal også behandles som sådan.

Principal påstand.:

Samtlige forhøjelser tilbageføres til det selvangivne, idet jeg ikke kan komme til et anden resultat.

Mindre principale påstand.:

Skulle Skatteankestyrelsen fastholde påstanden, skal/bør der foreligge dokumentation fra [by1] Kommunen om overtrædelses af tilladelse, ved at drive virksomhed fra dyreklinikken, samt dokumentation for overtrædelses af dyrelovens bestemmelser, samt krav fra Fødevarestyrelsen, som er de instanser der bør behandle sådan en sag som denne, idet alle har være på væsentlig kontrol, og ikke fundet noget som skulle være ulovligt, eller at dyreloven er overtråd, også overtråd væsentlig som betyder sanktioner med min klient som dyrlæge.

Slutnings bemærkninger og fakta.:

Klage over skønnet forhøjelser, skal dokumentet vedlægges fra Kommunen af den 7. maj 2014 fra By- og Udviklingsforvaltningen, som bekræfter at tilladelsen til erhvervsmæssig virksomhed, transport til/fra dyreklinikken samt åbningstider, klinikken er åben 2 - 3 gange om ugen tril konsultation for smådyr, Åbningstider er ca. 1. time pr. konsultation.

Alene her vil jeg påstå at det ikke virker korrekt nok nu pludselig skattemyndighederne har en helt anden opfattelse af antallet at konsultationer er på et meget langt større aktivitet, uden at fremlægge beviser eller en anmeldelse til By- og Udviklingsforvaltningen, som sikker også har mere forstand på sådanne sager en skattemedarbejderen.

Jeg skal også gøre opmærksom på, at jeg endnu ikke har hørt fra skattemedarbejderens trussel om at sagen overføres til straffeafdelingen som en strafbar handling, denne imødeses gerne sammen med sagen.

Den påtænkte har skatteyderen forklaret og der er som fremsendt sammenhæng i indsætningerne og udbetalinger fra privat konto, jeg er ej helle enig i, at mindstekravsbekendtgørelsen skulle være overtrådt, der er fuldt dokumentation for arbejdsopgaverne, som er lov forpligtig, og det private forbrug, hvilket ikke kommer medarbejders personlige tro ved.

Der er helt umuligt at, dyreklinikken som har åben en gang i mellem ca. 2 - 3 gange af en time, næppe vil kunne realiserer en omsætning som påstået

Alle private hævninger på sine private konti er ikke lovbefalet jf. mindstekravsbekendtgørelse, og ikke forpligtet at lave regnskab over forbrug, skattemedarbejderen har ikke løftet denne påstand.

Jeg har den opfattelse, at der ingen regnskabslov/skattelov der forbyder en virksomhed at anvende hele dagens omsætning som hævet privat.

Jeg vil da gerne have kopi af denne lovgivning, samt dokumentation for at min klient har haft den påståede omsætning.

Den væsentlige begrundelse finder jeg i indestående primo og indestående ultimo i bank, med de forklaringer og dokumentation for ophævede pensioner m.m.

Der er intet på noget tidspunkt ses at der mangler penge i året.

At min klient hævet et stort beløb og indsætter i banken et mindre beløb heraf, er afgørelsen min klients beslutning og ikke andre, det hidrører ikke fra lovgivningens side at en skattemed­ arbejder kan stille krav til bestemte forbrug eller hævninger dermed indsætninger.

(...)”

Repræsentanten er under et telefonmøde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler den 16. december 2019 opfordret til at fremkomme med dokumentation for pengestrømme, der underbygger klagerens redegørelse.

Repræsentanten har imidlertid ikke fremsendt yderligere og har ikke reageret på Skatteankestyrelsens brev af 21. januar 2020 med sagsfremstilling og forslag til afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Skatteforvaltningen kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1 (dagældende).

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3 (dagældende).

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til Højesterets dom af 10. oktober 2008, offentliggjort i SKM 2008.905.HR.

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at klagerens overskud af virksomhed i indkomståret 2013 fastsættes til 1.593 kr. som selvangivet.

Til støtte for påstanden er det principalt gjort gældende, at de konstaterede indsætninger er beløb, der er overført mellem klagerens bankkonti.

Endvidere har repræsentanten anført, at der skal/bør foreligge dokumentation fra [by1] Kommune vedrørende ulovlig virksomhedsdrift samt dokumentation for overtrædelse af dyrelovens bestemmelser og krav fra Fødevarestyrelsen.

Retten finder, at SKAT med rette har anset bankindsætningerne på i alt 76.255 kr. som omsætning vedrørende klagerens virksomhed og dermed som erhvervsmæssig indkomst.

Ved afgørelsen har retten lagt vægt på, at kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, idet klageren ikke har fremlagt dokumentation for pengestrømme, således at det er muligt at konstatere, hvem og hvor pengene stammer fra, og at klageren ikke har dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at beløbene stammer fra midler, der allerede er beskattede, eller som ikke skal beskattes hos klageren.

For så vidt angår det af repræsentanten anført vedrørende dokumentation finder retten, at disse forhold er uden betydning for klagerens skatteansættelse, herunder fastsættelsen af klagerens overskud af virksomhed. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren også er skattepligtig af ulovlig opnået indtægt.

Da indkomsten er forhøjet som følge af konkrete bankindsætninger, der anses for at være erhvervsmæssig indkomst, er det uden betydning, om klageren i øvrigt har et rimeligt privatforbrug. Der kan i den forbindelse ligeledes henvises til Højesterets dom af 10. oktober 2008, offentliggjort i SKM 2008.905.HR.

På denne baggrund stadfæstes SKATs afgørelse.