Kendelse af 02-02-2016 - indlagt i TaxCons database den 05-03-2016

Journalnr. 15-2574607

Sagen er indbragt for domstolene. Der er afsagt dom i sagen af Retten i Glostrup den 12. april 2017. Domme i skattesager offentliggøres løbende på SKATs hjemmeside. Bemærk, at der kan gå op til nogle måneder, før en dom offentliggøres.

Klagepunkt

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2008: Fradrag for renteudgifter

84.496 kr.

187.841 kr.

84.496 kr.

2009: Fradrag for renteudgifter

0 kr.

115.977 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Landsskatteretten har truffet afgørelse i sagen den 23. december 2014. Sagen er genoptaget som følge af, at repræsentanten har anført, at hun ikke inden sagens afgørelse fik meddelelse om, at Landsskatteretten agtede at afskære retsmøde.

Af Landsskatterettens afgørelse af 23. december 2014 fremgår:

”...

Faktiske oplysninger

Klageren er den 30. juli 2008 blevet skilt fra [person1].

Klageren har tidligere optaget lån i [finans1], konto nr. [...65] og [...20], i fællesskab med klagerens daværende ægtefælle. Renteudgiften på lånene indberettes med 50 % til hver for indkomstårene 2008 og 2009.

Der er fremlagt en pantsætningserklæring, hvoraf fremgår, at der er pantsat et ejerpantebrev på 1 mio. kr. med pant i andel samt brugsret til lejligheden [adresse1], [by1].

Pantsætningserklæringen er dateret og underskrevet den 15. juli 2005 af [person1], og som debitor, [person2].

Ifølge indgået bodelingsoverenskomst af 11. juli 2008 fremgår bl.a., at [person1] pr. 11. juli 2008 overtager “vor hidtil fælles hus beliggende [adresse2], [by2]”, samt “vor hidtil fælles andelsbolig beliggende [adresse1], [by1]”.

Af bodelingsoverenskomsten fremgår endvidere, at [person1] pr. 11. juli 2008 som enedebitor overtager al fællesgæld i [finans1], samt at det forudsættes, at [finans1] skriftligt bekræfter at være indforstået hermed.

SKAT har ikke modtaget bekræftelse på, at [finans1] er indforstået med [person1]s overtagelse af gælden.

Klageren har til SKAT oplyst, at hun ikke har betalt renteudgifter vedrørende lånet.

Klageren har modtaget printselvangivelser for 2008 og 2009, hvor renteudgifter var fortrykt med 50 % til hende.

[person1] rettede i 2011 henvendelse til SKAT for at få fradrag for 100 % af renteudgifterne til [finans1]. SKAT har imødekommet hans anmodning, jf. forslag til afgørelse af 9. januar 2012, der er fulgt op af en årsopgørelse.

Klageren har oplyst, at hun søgte telefonisk rådgivning hos SKAT i sommeren 2009, da hun fik meddelelse om overskydende skat. Klageren forklarede efter det oplyste SKATs medarbejder om bodelingsoverenskomsten og øvrige forhold. Klageren fik ved denne lejlighed at vide, at det er banken som automatisk indberetter oplysninger til SKAT, og at hun - så længe hun står som meddebitor på lånet - helt legalt får halvdelen af rentefradraget.

Der ligger ikke et notat herom hos SKAT.

Klageren har ifølge SKATs vurderingsoplysningssystem stået som medejer af ejendommen beliggende [adresse2], [by2], fra 1. januar 2008 til 11. juli 2008. Klageren har ikke stået som ejer af [adresse1], [by1].

Om ejendommen på [adresse2], [by2], fremgår, at ejendommen den 6. november 2009 blev tinglyst med en overtagelsesdato den 4. juni 2009, og at ejendommen var overdraget af klageren til hendes tidligere ægtefælle for 1 mio. kr.

Den 3. december 2009 blev ejendommen tinglyst med en overtagelsesdato den 11. juli 2008, svarende til datoen for bodelingsoverenskomsten, og at ejendommen var overdraget fra klageren til hendes tidligere ægtefælle for 0 kr.

Pr. 11. juli 2008 er ejendommens offentlige vurdering angivet til 3.000.000 kr.

Om [adresse1], [by1], fremgår af kontoudtog fra [finans2] af 30. juni 2009, at der er afregnet et beløb på 363.875 kr. i forbindelse med salg af lejligheden.

Klagerens repræsentant har den 10. september 2012 bedt om et møde med skatteankenævnet.

Skatteankenævnet har den 30. august 2013 fremsendt forslag til afgørelse vedlagt sagsfremstilling.

Den 10. september 2013 har klagerens repræsentant fremsendt bemærkninger til forslag til afgørelse. Der er ikke i dette brev fremsat anmodning om møde med skatteankenævnet.

Skatteankenævnets afgørelse

Efter kildeskattelovens 24 A er der fradragsret for renteudgifter for den af ægtefællerne, der hæfter for betalingen.

Med udgangspunkt i ægtefællers sambeskatning, vil skattemyndighederne under ægteskabets beståen normalt henholde sig til den fordeling af kapitalindtægter og -udgifter, som ægtefællerne har foretaget.

Når sambeskatningen er ophørt, fordi parterne er blevet separeret eller skilt, skal kapitalindkomsten/-udgiften som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen hos den ægtefælle, den vedrører, uanset hvem der måtte have oppebåret indtægterne eller afholdt udgifterne.

Da klageren og hendes ægtefælle blev skilt i 2008, ophørte sambeskatningen ved skilsmissen, og da de begge hæftede solidarisk for betalingen af den omhandlede gæld, er udgangspunktet, at hver af parterne er berettiget til fradrag for halvdelen af renteudgifterne vedrørende gæld, jf. statsskattelovens 6, stk. 1, litra c, medmindre det dokumenteres, at fradragsretten er overgået til den ene ægtefælle alene.

Der er fremlagt bodelingsoverenskomst, hvoraf fremgår, at klagerens ægtefælle pr. 11. juli 2008 overtager den fælles gæld i [finans1] som enedebitor. Nævnet mener derfor, uanset at banken ikke har godkendt ægtefællen som enehæftende, at fradragsretten til renterne er overgået til ægtefællen fra tidspunktet for bodelingsoverenskomsten. Det er herefter nævnets opfattelse, at gælden er blevet overdraget til ægtefællen alene fra dette tidspunkt.

Nævnet har henvist til afgørelserne fra Landsskatteretten i TfS 1995, 640 og TfS 1995, 787 samt oplysningerne i Den juridiske Vejledning, afsnit C.A.11.2.2.

Nævnet kan derfor alene godkende fradrag for 50 % af renterne indtil tidspunktet for bodelingsoverenskomsten.

Nævnet har endvidere anført, at en uformel forhåndstilkendegivelse som altovervejende hovedregel ikke er bindende for SKAT. Det fremgår af Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOU nr.

1992.212.

Nævnet mener ikke, at klageren kan støtte ret på en påstået telefonisk tilkendegivelse fra SKAT. Klageren har ikke dokumentation for, at SKAT telefonisk har oplyst det, som klageren oplyser, ligesom det ikke er sandsynliggjort, at tilkendegivelse er afgivet på et fuldstændigt og korrekt grundlag.

Nævnet mener derfor ikke, at klageren har en retsbeskyttet forventning om fradragsret for 50 % af renterne i 2008 og 2009.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse er ugyldig samt at hendes skattepligtige indkomst for indkomstårene 2008 og 2009 skal nedsættes til det selvangivne.

Som det fremgår af SKATs forslag til afgørelse, er der alene henvist til en bodelingsoverenskomst mellem klageren og hendes tidligere ægtefælle. Det er ikke oplyst, hvordan SKAT er kommet besiddelse af bodelingsoverenskomsten eller i hvilken anledning.

Som det fremgår af SKATs afgørelse, er der tilsvarende alene henvist til en bodelingsoverenskomst mellem klageren og hendes tidligere ægtefælle. Derudover er der henvist til en enkelt afgørelse fra Landsskatteretten, TfS 1995, 640, hvorefter det oplyses, at som følge af denne kendelse kan fradraget godkendes hos klagerens tidligere ægtefælle, selvom debitor ikke har accepteret ham som enedebitor. Derudover er det oplyst, at der er lagt vægt på, at klagerens tidligere ægtefælle - efter SKATs oplysninger - har betalt samtlige ydelser på lånene, og som eneejer har solgt andelslejligheden. Yderligere er anført, at der ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan begrunde en ændring. Dette er positivt forkert, da klageren har fremsendt materiale, der understøtter hendes opfattelse af sagen, herunder uenigheden og urigtigheden af SKATs afgørelse.

Klageren er ikke på noget tidspunkt forud for fremsendelsen af forslag til afgørelse oplyst om, hvorvidt der er sket genoptagelse for hendes tidligere ægtefælle vedrørende de to indkomstår. De i SKATs afgørelse nævnte oplysninger har ej heller været gjort tilgængelig for hende forud for modtagelsen af afgørelsen. Ved modtagelsen af afgørelsen har det ikke været muligt at imødegå det af SKAT anførte.

Det er gjort gældende, at SKAT ved sit forslag og sin afgørelse sætter skøn under regel. Herved indtræder der ugyldighed.

Yderligere er det gjort gældende, at SKAT inddrager usaglige forhold, hvilket tenderer til embedsmisbrug og konkret udgør magtfordrejning, idet SKAT retsstridigt benytter beføjelse til at opnå andre formål end dem, som lovgivningsmagten har ønsket realiseret ved at tillægge forvaltningen beføjelsen. Magtfordrejning er forbudt i dansk ret.

Samtlige forvaltningsmyndigheder, herunder SKAT, skal iagttage retsgrundsætninger, der udover forbuddet mod at forfølge usaglige formål (forbud mod magtfordrejning), også omfatter en ulovbestemt lighedsgrundsætning; kravet om proportionalitet mellem indgreb og formål, og pligten til at træffe afgørelse i hvert enkelt tilfælde, dvs. ikke at sætte sit skøn under en regel.

Lighedsgrundsætningen er et helt grundlæggende ulovbestemt forvaltningsretligt princip, som skal sikre, at der som udgangspunkt træffes identiske afgørelser i forhold til skatteydere med identiske omstændigheder. Eller sagt på en anden måde må en myndighed ikke udøve usaglig forskelsbehandling. Lighedsgrundsætningen skal tilsidesættes i det omfang, at der ved ensartet behandling opstår en urimelig forskelsbehandling. Som en direkte følge af lighedsgrundsætningen kan skatteydere støtte ret på SKATs afgørelsespraksis, den juridiske vejledning og andre offentliggjorte praksisbeskrivelser. Problemet i denne sag er blot, at SKAT vilkårligt kan ændre f.eks. Den juridiske Vejledning således, at praksis fremtræder som værende anderledes, end den reelt er. Dette er bl.a. tilfældet i denne sag.

En skatteyder må som det mindre i det mere kunne forvente at få en afgørelse, der viser, hvilket materielt grundlag, der er inddraget - ikke bare en bemærkning om, at SKAT er i besiddelse af en bodelingsoverenskomst og øvrige oplysninger. Der er tale om en uanstændig og uværdig behandling, der på ingen måde kan rummes inden for principperne for god forvaltningskik.

Det er gjort gældende, at klageren som led i SKATs fremsendelse af forslag til afgørelse ikke er blevet partshørt eller har fået adgang til det materiale, som SKAT enten har indhentet eller modtaget fra tredjemand, hvorved SKAT har tilsidesat de væsentlige retsgarantier, som klageren efter lovgivningen er tillagt på det skatteretlige område, ligesom forholdet medfører, at garantiforskriften efter forvaltningslovens 19, stk. 1, jf. § 16, stk. 3, er tilsidesat.

Det er yderligere gjort gældende, at en skatteyder som det mindre i det mere kunne forvente at få en afgørelse, der viser, hvilket materielt grundlag, der er inddraget, og en henvisning til at SKAT fra tredjemand har modtaget eller indhentet noget materiale kan aldrig udgøre en afgørelse efter skatteforvaltningsloven, der opfylder skatteforvaltningslovens § 22, stk. 1, in fine, jf. forvaltningslovens § 22, jf. § 2, stk. 1 og 2.

Høring efter skatteforvaltningslovens § 20 sker i form af et forslag til afgørelse, der skal opfylde forvaltningslovens krav til begrundelse, herunder med henvisning til retsregler og de hovedhensyn der har været bestemmende for en eventuel skønsudøvelse.

Selvom der også over for skatteankenævnet er redegjort for de faktiske og juridiske materielle forhold, der berettiger til en opretholdelse af det af klageren selvangivne, har skatteankenævnet ikke forholdt sig til det anførte. Dette udgør tilsvarende en myndighedsfejl, hvorved der indtræder ugyldighed.

Det er uomtvistet i denne sag, at debitor ikke har accepteret klagerens tidligere ægtefælle som enedebitor, hvorfor klageren stedse har hæftet over for debitor. Det følger direkte af kildeskattelovens § 24 A, 2. pkt., at

“kapitaludgifter [skal medtages] hos den ægtefælle, som hæfter for betalingen. Kan det ikke afgøres, hvem af ægtefællerne, en kapitaludgift vedrører, skal hver af ægtefællerne medtage halvdelen af denne.”

Da det er uomtvistet, at klageren overfor debitor (banken) i indkomstårene 2008 og 2009 har hæftet for kapitaludgiften, er hun berettiget til skattemæssigt at fradrage renteudgifter som sket. Der kan i den forbindelse henvises til følgende afgørelser:

TfS 1987, 97 LSR - fradrag for renteudgifter med 50 % til hver part.

TfS 1991, 60 LSR - M kunne kun fratrække 50 % af renteudgifterne i 1983-1986, da tidligere samleverske stadig var meddebitor på fælles banklån. M havde betalt alle ydelserne.

Det er gjort gældende, at afgørelserne er relevante for denne sag, idet de faktiske forhold er identiske.

TfS 1995, 627 LSR - trods aftale om, at M betalte terminsudgifter og kunne fratrække alle renteudgifter, kunne M alene fratrække 50 % jf. statsskattelovens 6, stk. 1, litra e, idet den indgåede rentefordelingsaftale ikke kunne tillægges skattemæssig betydning.

Det et gjort gældende, at afgørelsen er relevant for denne sag, idet de faktiske forhold er identiske.

TfS 1995, 254 LSR - fradrag for renteudgifter med 50 % til hver part.

TfS 1999, 899 LSR - ejendom ejet af klager. Klageren hæftede solidarisk med tidligere ægtefælle for gælden. Parterne var derfor lige berettigede til fradrag for renteudgifter, da klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at tidligere ægtefælle ikke længere hæftede for gælden.

Det er gjort gældende, at afgørelsen er relevant for denne sag, idet de faktiske forhold er identiske.

Det forhold, at der måtte være indgået en bodelingsoverenskomst, hvorefter klagerens tidligere ægtefælle civilretligt overtager samtlige aktiver og passiver, afskærer ikke klageren fra skattemæssigt at fradrage kapitaludgiften som sket, idet klageren uomtvistet og dokumenteret fortsat hæftede over for kreditor indtil et af to forhold indtrådte, hvilket er a) indfrielse af lån eller b) salg af ejendommene. Først efter indfrielse af lån og/eller et salg, ville klageren være frigjort for en solidarisk hæftelse. SKAT har ikke løftet bevisbyrden for, at debitor har frigjort klageren.

Havde klageren som led i bodelingen påtaget sig en renteudgift uden at være meddebitor for gælden, ville SKAT ikke have godkendt, at hun skattemæssigt fik fradrag derfor. Som følge af dette forhold tilsidesætter SKAT lighedsgrundsætningen, hvorved klageren ikke behandles på samme måde som andre med tilsvarende eller modsatrettede forhold.

Som følge af ovenstående er det gjort gældende, at klageren har fradragsret for de pågældende renteudgifter som selvangivet for indkomstårene 2008 og 2009.

Det følger yderligere af Skat 1988.9.531, at genoptagelse af tidligere indkomstår vedrørende ægtefællers ansættelser i forbindelse med separation og skilsmisse med henblik på en ændret fordeling f.eks. af prioritetsrenter vedrørende fast ejendom ikke imødekommes (ej heller administrativt), da ægtefællerne under ægteskabets beståen er blevet beskattet beløbsmæssigt korrekt.

Også som følge af ovenstående er der tale om, at SKAT har truffet en mod klageren ugyldig afgørelse. Tilsvarende er gjort gældende, at SKAT i forhold til klagerens tidligere ægtefælle også har truffet en ugyldig afgørelse.

Det må have stået SKAT klart, at hvis SKAT imødekom klagerens tidligere ægtefælles begæring, ville dette få en konkret betydning for hendes skatteansættelse, hvorfor SKAT burde have sikret, at klageren i 2011 - også henset til at bodelingen er fra 2009 - var blevet orienteret og partshørt om skatteændringen for klagerens tidligere ægtefælle. Ved ikke at iagttage dette forhold har SKAT de facto tilsidesat forvaltningslovens 19, stk. 1, der er en garantiforskrift, idet klageren har haft en konkret og væsentlig interesse i udfaldet af en ændret skatteansættelse for hendes tidligere ægtefælle. Det fremgår yderligere af forvaltningslovens § 16, stk. 3, at hvor det har betydning for en parts mulighed for at varetage sine interesser, skal der sendes afskrift eller kopi af sagens dokumenter.

Endvidere følger det direkte af skatteforvaltningslovens § 36 og 40, at der er en udvidet partsadgang vedrørende afgørelser truffet af SKAT - også i forhold til andre skatteydere.

Det følger direkte af skattestyrelseslovens § 37 A, at der er gensidig klageadgang over en ændring af en ægtefælles eller tidligere ægtefælles skatteansættelse for et indkomstår.

Hvordan skal klageren kunne klage over sin tidligere ægtefælles begæring, når man ikke kender til det, og når man først får indsigt i, hvad formålet med begæring fra klagerens tidligere ægtefælle var ved modtagelsen af skatteankenævnets forslag til afgørelse?

Det er gjort gældende, at SKATs afgørelse alene er baseret på oplysninger fra en tidligere ægtefælle i den sag, som SKAT har afgjort uden at inddrage klageren. Det er gjort gældende, at SKAT har handlet ansvarspådragende, og har påført klageren et formuetab for 2008 og 2009 svarende til den skattemæssige værdi af den manglende fradragsret for renteudgifterne samt den kreditrente, som klageren mister ved at have indbetalt den pålignede skat. Begge krav udgør et formetab for klageren.

Det følger direkte af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt. in fine, at hvis SKAT agter at træffe en afgørelse, skal den selvangivelsespligtige og andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Yderligere er skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, tilsidesat.

Det fremgår specifikt af skatteankenævnets sagsfremstilling, side 2, afsnit 8, at klagerens tidligere ægtefælle i 2011 kontaktede SKAT for at få 100 % fradrag af renteudgifterne til [finans1], samt at SKAT imødekom denne begæring.

Klageren har som anført ikke på noget tidspunkt fået nogen henvendelse fra SKAT vedrørende hendes tidligere ægtefælles begæring i 2011 eller meddelelse om, at SKAT uden at orientere eller høre klageren, imødekom den tidligere ægtefælles begæring.

SKAT ikke træffe en afgørelse, før en part er hørt, og der skal ske høring, når:

- Parten er ubekendt med, at nogle oplysninger i sagen er i SKATs besiddelse,

- og oplysningerne er til ugunst for parten,

- og anses for et være af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Høring efter skatteforvaltningsloven er ubetinget, hvorfor denne ikke kan tilsidesættes, og den har været særlig påkrævet i denne sag, da klageren ikke - hvilket SKAT har været bekendt med - har haft samme folkeregisteradresse som hendes tidligere ægtefælle.

Hvis der hos SKAT måtte være forhold, som viser sig at være til gunst for klageren, skal SKAT egenhændigt inddrage disse. Er der forhold, som måtte være til ugunst for klageren, skal SKAT egenhændigt sikre, at hun bliver partshørt herom, jf. forvaltningslovens 19, stk. 1. Sker dette ikke, er der tale om tilsidesættelse af en garantiforskrift, der automatisk medfører ugyldighed af den af SKAT trufne afgørelse.

Manglende partshøring er yderligere et brud på SKATs forpligtelser efter officialmaximen, der indebærer, at SKAT af egen drift skal fremfinde forhold, der er til gunst for skatteyderen.

Tilsidesættelse af officialmaksimen og garantiforskrift, jf. forvaltningslovens 19, stk. 1, ved at unddrage klageren indsigt i materiale, der er til gunst eller ugunst for klageren, er et brud på den for klageren værende retssikkerhed på det skatteretlige område.

Allerede som følge af officialmaksimen stilles der mindre krav til skatteyderen. Dette element har indgået i de politiske overvejelser med gennemførelsen af omkostningsdækningsloven og efterfølgende ændringer. Et vigtigt element i den forbindelse har været, at skattemyndighederne ikke blev presset over i en rolle som skatteyderens modpart.

Det er et centralt element i retssikkerhedsbegrebet, at SKAT har pligt til at påse, at en skatteyder hverken betaler for meget eller for lidt i skat/afgift. Mener skatteyderen, at SKAT opkræver for meget i skat/afgift, skal skatteyderen have adgang til at få spørgsmålet prøvet i det administrative rekurssystem og eventuelt ved domstolene.

Uanset ovenstående er det et grundlæggende princip, at tvister i skattesager og/eller afgiftssager skal afgøres så hurtigt i forløbet som muligt, da dette er ressourcebesparende for SKAT og skatteyderen/den afgiftspligtige - og dette betyder, at SKAT skal medvirke til at få en korrekt løsning uden at indtage en rolle som skatteyderens modpart. Dette er desværre ikke tilfældet i denne sag, da SKAT har overset og tilsidesat klagerens interesser ved ikke at inddrage hende i sin ægtefælles begæring i 2011.

Reguleringer af klageren må de facto være en afledt konsekvens af, at SKAT imødekom hendes tidligere ægtefælles begæring om at få ændret skatteansættelsen for 2008 og 2009 - uden at hun er blevet gjort bekendt med det fulde grundlag for den positive afgørelse for den tidligere ægtefælle, herunder begæringen men også de talmæssige opgørelser m.v.

Hvis ovenstående er sædvanlig praksis hos SKAT, er det klagerens opfattelse, at det er i strid med alt, hvad SKAT som offentlig myndighed skal stå for. Det er i strid med den retssikkerhed, som SKAT skal værne om på vegne af skatteyderne. SKAT er som nævnt ikke modpart til en skatteyder.

Det er for klageren af afgørende betydning for at kunne varetage sine interesser, at hun ved, hvordan SKAT har forholdt sig over for den tidligere ægtefælle, herunder i forhold til begæringen og de talmæssige opgørelser m.v.

Særligt voldte bemærkningen i skatteankenævnets afgørelse, side 2, afsnit 8, om, at klagerens tidligere ægtefælles skattesag inddrages, problemer, da klageren ikke på noget tidspunkt har haft mulighed for at forholde sig hertil. Yderligere volder bemærkningen i skatteankenævnets afgørelse, side 3, afsnit 3, problemer, idet der er lagt vægt på et for klageren udokumenteret forhold, nemlig at den tidligere ægtefælle ifølge SKATs oplysninger har betalt samtlige ydelser på lånene, samt har solgt andelslejligheden som ejer.

I skatteankenævnets forslag til afgørelse var der inddraget et forhold om, at klageren ikke havde gjort gældende, at der var uenighed om den opgjorte rente, og skatteankenævnet stadfæster på dette grundlag SKATs afgørelse. Det blev for skatteankenævnet gjort gældende, at dette forhold ikke kan inddrages som kriterium for afgørelse af klagen, da dette forhold ikke af SKAT er inddraget i hverken forslag til afgørelse eller SKATS afgørelse, samt at hvis skatteankenævnet lagde dette til grund, ville der være tale om en afgørelse, der i det hele er ugyldig.

Det blev yderligere for skatteankenævnet gjort gældende, at hvis skatteankenævnet forsøger at ret- færdiggøre en opretholdelse af en ulovlig afgørelse fra SKAT ved at inddrage andre forhold end de, som kan udledes af SKATs afgørelse for at komme frem til, at SKATs afgørelse er gyldig, er der tale om, at skatteankenævnet udøver magtfordrejning. Skatteankenævnet har udeladt dette forhold i sin afgørelse, men har ikke forholdt sig til noget af det andet af klageren anførte.

Det er gjort gældende, at SKATs afgørelse er behæftet med flere mangler, der hver for sig og samlet er konkret væsentlige, hvorved afgørelsen er ugyldig. Var klageren blevet partshørt om sin tidligere ægtefælles begæring og ændrede skatteansættelse, ville SKAT formentlig ikke have truffet den oprindelige afgørelse over for klageren, og dermed har SKAT tilsidesat en for klageren værende garantiforskrift, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, ligesom klageren ikke ville have lidt et formuetab som følge af SKATs ansvarspådragende handling.

Klageren har søgt aktindsigt i sin ægtefælles skattesag fra 2011 vedrørende 2008 og 2009, men dette er blevet afslået ved brev af 22. oktober 2013. Som det fremgår afvises begæringen med henvisning til, at klageren ikke længere har folkeregisteradresse med sin tidligere ægtefælle.

Skatteforvaltningslovens § 18 lyder som følger:

§ 18. Ægtefæller og forhenværende ægtefæller har hver især ret til ved henvendelse til told- og skatteforvaltningen at få oplyst indholdet af den anden ægtefælles selvangivelse og ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende.

Det er klagerens opfattelse, at SKATs afgørelse er truffet af samme sagsbehandler, som følge af en konsekvensændring ved, at SKAT gav den tidligere ægtefælle medhold i sin begæring om ændring af renteudgifterne for 2008 og 2009. Som følge heraf foreligger der speciel inhabilitet, da afgørelsen mod klageren blev truffet, og derfor er retsvirkningen, at afgørelsen er ugyldig.

Der blev i forbindelse med indgivelse af supplerende klageindlæg i forbindelse med skatteankenævnets behandling af klagen anmodet om personligt fremmøde, jf. skatteforvaltningslovens § 36, stk. 6. Hverken klageren eller hendes rådgiver er blevet givet mulighed for at møde frem for skatteankenævnet og over for nævnet udtale sig mundtligt. Retten til fremmøde er en garantiforskrift, og nægtelse eller forglemmelse heraf medfører ugyldighed.

Der er henvist til SKM2001.244.LSR, SKM20I2.224.LSR, SKM20I2.438.LSR og SKM201S.259.BR.

Repræsentanten har endelig gjort opmærksom på, at hverken SKAT, skatteankenævnet eller Skatteankestyrelsen har taget stilling til, at klageren er omfattet af den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. Det betyder, at SKAT ikke gyldigt har kunnet ændre skatteansættelsen for klageren vedrørende indkomstårene 2008 og 2009. Dette forhold medfører i sig selv ugyldighed.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af kildeskattelovens § 24 A, at ved opgørelsen af en ægtefælles skattepligtige indkomst og kapitalindkomst medregnes kapitalindkomst, jf. personskattelovens 4, hos den af ægtefællerne, der efter ægteskabslovgivningen har rådighed over kapitalgodet eller, for så vidt angår kapitaludgifter, hæfter for betalingen.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke er berettiget til fradrag for renteudgifter, udover hvad der er godkendt af skatteankenævnet. Retten har lagt vægt på, at det fremgår af bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008, at klagerens tidligere ægtefælle pr. denne dato overtager bl.a. ejendommen [adresse2], [by2], og andelslejligheden [adresse1], [by1], som enedebitor, Overtagelsen er betinget af, at [finans1] skriftligt bekræfter at være indforstået med overtagelsen. Det fremgår af sagen, at [finans1] ikke har fritaget klageren for gældsforpligtelsen, hvorfor hun fortsat som solidarisk hæftende debitor i princippet er berettiget til fradrag for renteudgifter af gælden.

Retten finder imidlertid, at klageren på trods af den manglende gældsfritagelse har anerkendt, at hendes tidligere ægtefælle har overtaget ejendommen [adresse2], [by2], idet han ifølge tingbogsoplysninger har overtaget ejendommen i forbindelse med bodelingen med virkning fra 11. juli 2008, jf. overtagelsesdatoen på tinglysningsdokumenter.

Retten finder herefter, at klageren i det indbyrdes forhold til sin tidligere ægtefælle er fritaget for gældsforpligtelsen, således at den tidligere ægtefælle alene hæfter for gælden. Efter det oplyste har klageren heller ikke betalt hverken gæld eller renteudgifter.

Vedrørende repræsentantens påstand om ugyldighed som følge af ikke iagttagelse af den korte lignings frist, finder retten i medfør af skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 1, at der er tale om en ekstraordinær ansættelse, idet der med SKATs afgørelse i klagerens tidligere ægtefælles skattesag er indtrådt en ændring i det offentligretlige grundlag for klagerens ansættelse. Som følge heraf finder den korte ligningsfrist i medfør af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 ikke anvendelse, jf. bekendtgørelsens § 3, hvoraf fremgår, at fristerne i § 1 ikke gælder, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

For så vidt angår forventningsprincippet finder retten efter det oplyste, at klageren ved SKATs mundtlige tilkendegivelse ikke kan antages at have opnået en forventning af retsbeskyttet karakter, idet der sædvanligvis ikke lægges vægt på mundtlige tilkendegivelser.

For så vidt angår manglende møde med skatteankenævnet ses klageren ikke at have anmodet herom efter udsendelse af forslag til afgørelse med sagsfremstilling, og retten finder derfor, at SKAT har været berettiget til at anse klagerens tidligere fremsatte begæring om møde for bortfaldet. Der foreligger derfor ikke ugyldighed som følge af manglende møde.

For så vidt angår manglende partshøring i klagerens tidligere ægtefælles skattesag henhører dette ikke under behandlingen af klagerens sag. Der foreligger derfor ikke foreligger ugyldighed i klagerens sag som følge af manglende partshøring.

Klageren har tillige anført, at der er tale om magtfordrejning m.v. på grund af manglende aktindsigt i klagerens egen sag. Retten finder, at SKAT ses at have opfyldt klagerens begæring om aktindsigt, hvorfor klageren må anses for at have været i stand til at varetage sine interesser i sagen.

Vedrørende klagerens indsigelse om, at en medarbejder ved SKAT er anmodet om ikke at behandle/befatte sig med klagerens sag, henhører sådanne forhold under SKAT, idet bemærkes, at der ikke ses at foreligge inhabilitet.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har anmodet om genoptagelse af sagen.

Repræsentanten har skrevet således:

”Vedbrevaf22/62015tilSkatteankestyrelsenblevderfremsendtanmodningomgenoptagelseafdenafLandsskatteretten i denne sag den 23/12 2014 trufne afgørelse jf. vedlagte kopi af brev af 22/6 2015ogkvittering for modtagelse hos Skatteankestyrelsen.

Det fastholdes, at Landsskatteretten ikke i forbindelse med sagens afgørelse har iagttaget pligten til atsikreen materiel korrekt afgørelse, idet Landsskatteretten ikke har tilvejebragt det faktiske og retlige grundlagfor sagensafgørelse.FolketingetsOmbudsmandharsenestvedOmbudsmandsafgørelseaf19/52014 j.nr. 2014-6 pålagt Landsskatteretten at genoptage en sag som følge af manglende iagttagelse af den forskatteyder værende forkortet ligningsfrist. Det gøres gældende, at Landsskatteretten som følge afOmbudsmandsafgørelse af 19/5 2014 j.nr. 2014-6 har pligt til at genoptage denne sag som følge af, atLandsskatterettensafgørelse af 23/12 2014 erugyldig.

Yderligere er Landsskatterettens afgørelse af 23/12 2014 er ugyldig som følge af manglende mulighedforfremmøde for Landsskatteretten forud for sagens afgørelse. Det er som nævnt tidligere en fast oglangvarigpraksis, at såfremt en borger afskæres fremmøde for en klageinstans er afgørelsenugyldig.

Som følge af ændringen af klagestrukturen på skattemæssige område, er en klagemulighed nu skåretfra(klageadgang til først Skatteankenævn og derefter Landsskatteretten - nu enten eller), og dermed er detafendnu mere væsentlige betydning for en klager at have tillid til, at når der indgives en klage, somønskesbehandlet af Landsskatteretten, at klager også for mulighed for personligt fremmøde. Hvis dette ikke ertilfældet, og klager ikke umiddelbart får fuldt medhold, så er adgangen til at forklare sig mundtligt forklagergjort illusorisk. Dette kan medføre en skævvridning i den administrative praksis, idet delvist men ogsååbenlyst forkerte afgørelser fra SKAT ikke bliver undergivet en materiel juridisk prøvelse ved enklageinstans/domstol jf. grundlovens §63.

Derved skabes der usikkerhed om, hvorvidt forvaltningsmyndigheden ud fra officialmaximen harindhentettiltrækkelige oplysninger til, at der kan træffes en materiel rigtig afgørelse f.eks. SKM2015.310.BR jf.U1983.349H og U1983.196 V og senest Ombudsmandsafgørelse af 19/5 2014 j. nr.2014-6.

Den fejl, som blev begået af SKAT, blev gentaget ikke alene af Skatteankenævnet, men også Landsskatteretten. Den pågældende sagsbehandler hos Skatteankestyrelsen burde have indset, at netop som følge afmange myndighedsfejl i forudgående sagsbehandlingsled og klageinstanser, har været det af afgørendebetydning, at klager kunne forklare sig mundtligt for Landsskatteretten, eller at sagsbehandleren i sinforberedelseaf sagen reparerede på de forudgående instansers fej, så den rigtige materielle afgørelse blevtruffet.

Deteriskatteforvaltningslovens§44,stk.3,lovfæstet,atklagerkananmodeomatfåadgangtilatudtalesigmundtligtietretsmødeoverforderetsmedlemmer,derskaltræffeafgørelseisagen.

I tillægtilovenståendefremgårafKarnovsnote 157)følgende:

"Landsskatteretten fastsætter tid og sted for retsmøderne. Retsmøderne er ikke offentlige. Under mødetskalklageren have adgang til at redegøre for sine påstande og begrundelsen herfor. Andre, der er indkaldttilmødet,skalhaveadgangtilatudtalesig påmødet. Retsmedlemmernekanstillespørgsmåltildefremmødte.Landsskatteretten kan afvise en anmodning om retsmøde, hvis det efter forholdene må anses foroverflødigt,jf. § 44, stk.3...

Ved L2008527 erdetmedvirkningforklager,derindgivespr.2008-07-01,bestemt,atLandsskatterettenkanafskæreretsmøde,hvisrettenfinderdetoverflødigt,hvorderalenefortidligereklagerkunneskeafskærelseafretsmødebegæring,hvisretsmødemåttefindesåbenbartoverflødigt.Lovmotiverneangiver[at)Kravetfraklagerfør2008-07-01om,atetretsmødeforafskærelseskalvære”åbenbartoverflødig”iskatteforvaltningslovens§44.stk.3,overlodetmegetsnævertanvendelsesområdetilLandsskatteretten,hvilketogsåkommertiludtrykiderelativtfåsager, hvoriretsmødedefactoerblevetafskåret.Ulempenvedændringenafbestemmelsener,atændringenvilkunnebliveopfattetsomensvækkelseafretssikkerhedenhosrettensbrugere(minudhævning)Heroverforstår,atlovenmedbegrebet”overflødigt”giverrettenetlidtbredereskønherunderetmeresikkertgrundlagforatafskæresager,hvorderikkesynesatværegrundtilatafholdeetretsmøde,herunderbl.a.sagerhvorsagenstvistomhandlerenstillingtagentilenlang række enkeltbilag m.v. Der er dog stadig tale om skøn, dvs. et skøn der skal udøves heltindividueltud fra den konkrete sags enkelte forhold og natur. Det må fortsat være den klare undtagelse,atLandsskatterettennægteratimødekommebegæringeromretsmøde,idetqrundlæqqendekriterier som ”retssikkerhedshensvnet” af hensvn til borgerens retsgaranti er et almentforvaltninqsretliqtqyldiqtogsagligthensvn.,oqdettetalergrundlæggendeimodafskærelse,medmindreandrevægtigehensvn taler imod."

Afbkg 2013-12-13nr.1428omforretningsordenforLandsskatteretten,følgeraf§4:

\

4. Efter sagsforberedelsens afslutning henføres klagesagen til en af følgende to sagsgrupper efterkriterier,der er fastlagt af den ledenderetsformand:

1) Mere principielle sager, herunder alle sager, der behandles på etretsmøde.

2) Øvrigesager.

Stk.2.Mereprincipiellesageromfattetafstk.1,nr.1,afgøresmeddeltagelseafdeiskatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, nævnte retsmedlemmer. Øvrige sager omfattet af stk. 1, nr. 2, afgøres efter denledenderetsformands bestemmelse med deltagelse af ansatte i Skatteankestyrelsen efter skatteforvaltningslovens§13, stk.2.

Stk.3. Retsmøderafholdes ifølgendetilfælde:

1)Hvisklagerenanmoderomdet,jf.dogskatteforvaltningslovens§44,stk.3."

I TfS1999.847V harLandsskatterettenspræsidentisinudtalelseaf26/5 1998anførtfølgende: "Jegkan oplyse,atderikkeføresstatistikovertilfælde, hvorretsmødeafskæres modklagerensprotest.Enrundspørgeirettenviserimidlertid,atspørgsmåletikkesåsjældentharforeliggetidesenereår, nårindstillingom afskæringafretsmødetilsendesklagerenfrakontoretundersagensforberedelse.Landsskatterettenkan efterbestemmelserneiskattestyrelseslovens §27,stk. 3,afskæreretsmøde,hvor denne behandlingsform må ansesfor åbenbartoverflødig. Ietsådanttilfældemeddelerrettenskontorundersagensforberedelse klageren/repræsentanten,atkontoretagteratindstille,atretsmødeafskæres. Hvisklagerenprotesterer imoddette,vilspørgsmåletbliveforelagtrefsformanden,dertræfferafgørelseherom."

Deterforklagerogklagersrådgiveruvist,hvaddererlagttilgrundiforholdtil,atdernægtesfremmøde.SærligtnårderfremsættesindsigelsermodafskæringaffremmødeforLandsskatterettenharbådeklagerogklagersrådgiverenforventningomatmodtageenforklaringpå,hvaddererlagttilgrundforensådanafskæring - det må have stået sagsbehandleren klart, at idet indstilling til Landsskatteretten gik klagerimod,var det ikke klagers opfattelse, at sagen var bl.a. i fra dens karakter var tilstrækkeligt oplyst på detskriftligegrundlag, og dette særligt ikke, når flere af de argumenter, som klager har fremført direkte tilsidesættessomværende af ikke væsentlige betydning, selvom der er tale om tilsidesættelse af flere garantiforskrifterogmanglendeadganglangtheniklageforløbetforklagertildetfaktiskegrundlagfor,hvadSKATharlagttilgrund for den foretage ændring af klagers skatteansættelse for 2008 og 2009. Nok er det ilovforarbejderneanført,atafskæringafretsmødeberorpåetskøn,menharlovgivertilkendegivetatdeterdenklarundtagelse, at Landsskatteretten nægter at imødekomme begæring om retsmøde jf. hertilLandsskatterettenspræsident i sin udtalelse af 26/5 1998 i sagen TfS1999.847V.

Yderligere har spørgsmålet skulle forelægges Landsskatterettens retsformand, der skulle træffeafgørelsederomsåledes,atdenneafgørelsekunneefterprøvesveddomstolenejf.Grundlovens§63.

DererikketruffetafgørelseafLandsskatterettensretsformandomafskæringaffremmøde,hvorforLandsskatteretten kendelse af 23/12 2014 også af denne årsag erugyldig.

Landsskatterettenharimangeårhaftensærligstatusblandtrådgiveresomenuvildig klageinstans,dervaristand til at træffe materielle korrekt afgørelser, men efter omlægning af klagestrukturen virker det somom,atLandsskatterettenerunderagtdehosSkatteankestyrelsenværendeansattesensidige,tilfældigeogulovfæstede håndtering af materielle lovregler, der ikke kan rummes i lovgrundlaget forSkatteankestyrelsensbeføjelser.

Vedbehandlingafgenoptagelseafdennesaganmodesom,atdentidligeresagsbehandler,AnetteDuval, IKKE medvirker,dadetfleregangeergjortgældende,athunerinhabil,ogbevidsthartilsidesatpligtentilat sikretilvejebringelsedetfaktiskeogretligegrundlagforsagensafgørelsesåledes,atderkantræffesen materielkorrektafgørelse,ligesomsagsbehandlerenhartilsidesatvedvarende begæringerompersonligt fremmødeforLandsskatteretten.”

Repræsentanten har tillige anført:

”...

Folketingets Ombudsmand har i Ombudsmandsafgørelse i 2014-6 af 19/5 2014, truffet afgørelse om, at Landsskatteretten ikke kunne undlade at tage stilling til, om fristerne for at ændre en skatteansættelse til ugunst for borgeren var overholdt. Folketingets Ombudsmand udtalte, at det påhvilede den enkelte forvaltningsmyndighed ud fra officialmaximen selv at fremskaffe fornødne oplysninger, da formålet med officialmaximen er, at bidrage til at sikre, at en forvaltningsmyndigheds afgørelse bliver materielt lovlig og rigtigt og princippet retter sig både imod det faktiske og det retlige grundlag. Landsskatteretten blev af Folketingets Ombudsmand anmodet om at genoptage den pågældende skatteansættelse, der førte til, at skatteansættelsen var ulovlig, da fristerne for ændringen ikke var iagttaget som følge af, at skatteyderen – ganske som i denne sag – var omfattet af den forkortede ligningsfrist. Som følge heraf genoptog Landsskatteretten sagen og den 26/3 marts 2015 måtte Landsskatteretten ændre sin afgørelse, jf. SKM2015.446.LSR.

SKM2015. 446.LSR omhandlede den skattemæssige ansættelse af ægtefæller, og selv under ægteskabet kunne SKAT ikke tilsidesætte det forhold, at den ene ægtefælle var omfattet af den forkortet ligningsfrist.

I denne sag er ægtefællerne skilt i 2008, og en til skatteansættelsen sker først i marts måned 2012. SKAT orientere ikke klager forudgående om, at klagers tidligere ægtefælle i 2011 har anmodet om at få fradragsretten for de fulde renteudgifter for 2008 og 2009. Havde dette været tilfældet, ville SKAT have fundet ud af, at klager ville gøre indsigelser. Efter, at SKAT har truffet afgørelse om at klagers tidligere ægtefælle kunne få fradragsretten for de fulde renteudgifter, valgte SKAT at ændre klagers skatteansættelse.

SKAT har ikke som begrundelse anført, at ændringen af klagers indkomstforhold har været omfattet af SFL § 27, stk. 1, nr. 1, og dette er således sagsbehandlerens anskuelse af forhold, hvortil gøres gældende, at det materielt ikke er muligt at henføre forholdet under SFL § 27, stk. 1, nr. 1, med den virkning, at den forkortede ligningsfrist ikke finder anvendelse.

Af forarbejder til bestemmelsen jf. Lov nr. 381 af 2/6 1999 oplistes 8 typetilfælde for anvendelse af SFL § 27, stk. 1, nr. 1, og det kan af disse udledes, at alle vedrører en offentligretlig ændring vedrørende den pågældende skatteyders forhold, hvilket ikke har været klager, men klageres ægtefælle.

SFL § 27, stk. 1, nr. 2, ville kunne have fundet anvendelse, hvis klager fortsat ved udløbet af indkomstår 2008 og 2009 fortsat var samlevende ved indkomstårets udløb, hvilket ikke er tilfældet.

Der er således nogen lovhjemmel for SKAT eller Landsskatteretten til at foretage nogen ændring af klagers indkomstforhold vedrørende begæring i adgang til renteudgifter for 2008 og 2009. Der er således tale om, at SKAT har truffet en ulovhjemlet afgørelse, og der er ikke lovhjemmel til for andre klageinstanser til at kunne opretholde SKATs afgørelse.

Fremmøde for Landsskatteretten fastholdes.”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af kildeskattelovens § 24 A, at ved opgørelsen af en ægtefælles skattepligtige indkomst og kapitalindkomst medregnes kapitalindkomst, jf. personskattelovens 4, hos den af ægtefællerne, der efter ægteskabslovgivningen har rådighed over kapitalgodet eller, for så vidt angår kapitaludgifter, hæfter for betalingen.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke er berettiget til fradrag for renteudgifter, udover hvad der er godkendt af skatteankenævnet. Retten har lagt vægt på, at det fremgår af bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008, at klagerens tidligere ægtefælle pr. denne dato overtog bl.a. ejendommen [adresse2], [by2], og andelslejligheden [adresse1], [by1], som enedebitor. Overtagelsen var betinget af, at [finans1] skriftligt bekræftede at være indforstået med overtagelsen. Det fremgår af sagen, at [finans1] ikke fritog klageren for gældsforpligtelsen, hvorfor hun fortsat som solidarisk hæftende debitor i princippet var berettiget til fradrag for renteudgifter af gælden.

Retten finder imidlertid, at klageren på trods af den manglende gældsfritagelse har anerkendt, at hendes tidligere ægtefælle har overtaget ejendommen [adresse2], [by2], idet han ifølge tingbogsoplysninger har overtaget ejendommen i forbindelse med bodelingen med virkning fra 11. juli 2008, jf. overtagelsesdatoen på tinglysningsdokumenter.

Retten finder herefter, at klageren i det indbyrdes forhold til sin tidligere ægtefælle er fritaget for gældsforpligtelsen, således at den tidligere ægtefælle alene hæfter for gælden. Efter det oplyste har klageren heller ikke betalt hverken gæld eller renteudgifter.

Vedrørende repræsentantens påstand om ugyldighed som følge af ikke iagttagelse af den korte lignings- frist, finder retten i medfør af skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 1, at der er tale om en ekstraordinær ansættelse, idet der med SKATs afgørelse i klagerens tidligere ægtefælles skattesag er indtrådt en ændring i det offentligretlige grundlag for klagerens ansættelse. Som følge heraf finder den korte ligningsfrist i medfør af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 ikke anvendelse, jf. bekendtgørelsens § 3, hvoraf fremgår, at fristerne i § 1 ikke gælder, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

For så vidt angår forventningsprincippet finder retten efter det oplyste, at klageren ved SKATs mundtlige tilkendegivelse ikke kan antages at have opnået en forventning af retsbeskyttet karakter, idet der sædvanligvis ikke lægges vægt på mundtlige tilkendegivelser.

For så vidt angår manglende møde med skatteankenævnet ses klageren ikke at have anmodet herom efter udsendelse af forslag til afgørelse med sagsfremstilling, og retten finder derfor, at SKAT har været berettiget til at anse klagerens tidligere fremsatte begæring om møde for bortfaldet. Der foreligger derfor ikke ugyldighed som følge af manglende møde.

For så vidt angår manglende partshøring i klagerens tidligere ægtefælles skattesag henhører dette ikke under behandlingen af klagerens sag. Der foreligger derfor ikke foreligger ugyldighed i klagerens sag som følge af manglende partshøring.

Klageren har tillige anført, at der er tale om magtfordrejning m.v. på grund af manglende aktindsigt i klagerens egen sag. Retten finder, at SKAT ses at have opfyldt klagerens begæring om aktindsigt, hvorfor klageren må anses for at have været i stand til at varetage sine interesser i sagen.

Vedrørende klagerens indsigelse om, at en medarbejder ved SKAT er anmodet om ikke at behandle/ befatte sig med klagerens sag, henhører sådanne forhold under SKAT, idet bemærkes, at der ikke ses at foreligge inhabilitet.

For så vidt angår det rejste habilitetsspørgsmål i forbindelse med sagens behandling i Skatteankestyrelsen henvises til styrelsens brev af 14. september 2015 til repræsentanten, hvoraf fremgår, at sagsbehandleren ikke anses for inhabil.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.