Kendelse af 22-03-2018 - indlagt i TaxCons database den 21-04-2018

Faktiske oplysninger

Klageren havde i det påklagede indkomstår bopæl på adressen [adresse1], [by1]. Klageren var ansat som antennemontør hos [virksomhed1] A/S beliggende på adressen [adresse2], [by2].

Ifølge opslag på www.krak.dk er der ca. 207 km tur/retur mellem klagerens bopæl og arbejdspladsen Det tager ca. 1 time og 15 minutter at køre mellem adresserne, såfremt der benyttes bil.

Klageren har oplyst, at hans daglige arbejdssted var på adressen [adresse3], [by3], hvor firmaets antenneafdeling efter det oplyste var beliggende.

Ifølge opslag på www.krak.dk er der ca. 156 km tur/retur, og det tager omkring 54 minutter hver vej, såfremt der benyttes bil.

Klageren har selvangivet et befordringsfradrag på 52.731 kr. svarende til 180 dages befordring. Klageren har ved beregningen af befordringsfradraget angivet, at han er kørt til adressen i [by2]. Klageren har oplyst, at han har benyttet egne biler.

I det påklagede indkomstår havde klageren følgende biler til rådighed:

SKAT har oplyst, at direktøren i [virksomhed1] A/S har tilkendegivet overfor SKAT, at klageren har haft arbejdsgiverbetalt befordring i de påklagede indkomstår i form af en firmabil.

Af SKATs sagsnotat vedrørende den 18. maj 2015 fremgår:

”Tlf. fra [person1] hos [virksomhed1] A/S i [by2]. Han oplyser at han har modtaget en telefonsamtale fra skatteyder hvor skatteyder gør ham opmærksom på at han ikke mener at han har haft firmabil med hjemme hele året. [person1] fastholder at det har han, og har oplyst til skatteyder at han ikke vil skrive en erklæring på at han kun har haft arbejdsgiverbetalt befordring en del af året. [person1] er meget sikker i sin sag på at han har haft arbejdsgiverbetalt befordring frem til han stopper i selskabet.”

Der er fremlagt billeder af firmabilen. Bilen er på gule plader. Det er oplyst, at der er tale om en specialindrettet varebil.

Klageren har oplyst, at firmabilen holdt parkeret på adressen i [by3], og at bilen kun undtagelsesvis har holdt på klagerens bopæl, når det var nødvendigt pga. logistik. Der er efter det oplyste tale om maksimalt 20-25 arbejdsdage pr. år, hvor firmabilen har stået på klagerens egen bopæl.

Endvidere har klageren oplyst, at han havde indgået en aftale med arbejdsgiveren om, at han ikke måtte bruge firmabilen privat, og at klageren skulle give besked om, hvor bilen holdt parkeret.

Der er i forbindelse med sagsbehandlingen ved Skatteankestyrelsen fremlagt dokumentation i form af kørebøger vedrørende indkomstårene 2011, 2012, 2013 og 2014.

Af kørebøgerne fremgår blandt andet oplysninger om datoen for den enkelte kørsel, kilometertællerens udvisende og antal kørte kilometer. Antal kørte kilometer er angivet med et ”fast” kilometerantal for hver kørsel (208 km, 209 km, 156 km og 138 km). Under ”kørselsrute eller formål” fremgår henholdsvis ”hjem” og et bynavn ([by2], [by3], [by4].).

Det fremgår ikke entydigt af kørebøgerne, hvilken bil der er kørt i. Kilometertællerens udvisende er ens, selvom klageren har oplyst, at han har kørt i flere forskellige biler.

Af kørebøgerne for indkomståret 2014 fremgår, at klageren alle dage er kørt til [by4] (138 km).

Skatteankestyrelsen har endvidere anmodet om erklæring fra arbejdsgiveren om, at klageren ikke har haft arbejdsgiverbetalt befordring i indkomståret 2014. Endvidere har styrelsen anmodet om benzin- eller dieselkvitteringer.

Repræsentanten har oplyst, at klageren ikke længere er i besiddelse af kvitteringer for køb af brændstof, og at det ikke har været muligt at få en erklæring fra den nuværende arbejdsgiver om, at klageren ikke har haft arbejdsgiverbetalt befordring.

Af erklæring afgivet den 13. juli 2017 af [person2], som er en kollega til klageren, fremgår følgende:

”Jeg kan bekræfte at vil begge var ansat under nu afdøde direktør [person3], jeg som følge af [virksomhed2]s konkurs tilbage i 2012, skulle videreføre reparation sagde ling for radio/TV i samarbejde med [person4], som stod for antenne afd.

Der fandtes forskellige aftaler som kun var godkendt af den tidligere, nu afdøde, direktør, [person3]. Bl.a. at man i hvisse tilfælde kunne have arbejdsbilen med hjem, såfremt det i sjældne tilfælde var formålstjeneligt.

Ellers skulle bilerne henstå på firma adressen i [by2] eller [by4].

Jeg var ansat hos [virksomhed1] i perioden fra 2012 og frem til nedlæggelsen af radio-tv service værkstedet på [adresse4] i [by4].”

Af erklæring af 23. juli 2017 afgivet af [person2] fremgår:

”I den periode hvor [person4] og jeg var ansat hos [virksomhed1] A/S, var det alene [person3] der var direktør. Så at sige alt vendte på hans skrivebord. I denne periode var der i alt tre tilknyttet antenne afdeling. [person5], [person6] og [person4], som leder af denne.

Med det nye samarbejde med undertegnede og videreførelsen radio-tv værksted, da [virksomhed1] overtog resterende efter [virksomhed2]s konkurs, var vi i alt fire der kunne varetage antenne service. [person4] og jeg samarbejdede på mere teknisk krævende opgaver så som opsætning og indkøring af AV- anlæg, fællesantenne m.m.

I denne periode var [person3] direktør. [person1] fra bogholderiet overtog direktørposten efter [person3]’s død. Kort herefter valgte man at nedlægge afd. for antenne service, lige som radio-tv værkstedet blev opgivet helt.”

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med i alt 52.731 kr., da SKAT ikke har godkendt klagerens selvangivne befordringsfradrag med henvisning til, at klageren har haft arbejdsgiverbetalt befordring i de påklagede indkomstår, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

”Du har fratrukket befordring mellem hjem og arbejde jf. Ligningslovens § 9 C stk. 1. Du har fratrukket for 180 dage. Din arbejdsgiver [virksomhed1] A/S i [by2], har oplyst at du i hele perioden har haft arbejdsgiverbetalt befordring, da du har kørt i en af selskabets specialindrettede varebiler.. Befordringsfradraget skalderfor tillægges din indkomst jf. Ligningslovens § 9 C stk. 7.”

[...]

”Når der er taget befordringsfradrag, samtidig med at der er arbejdsgiverbetalt befordring, skal befordringsfradraget tillægges indkomsten.

Du er tidligere blevet ændret vedrørende årene 2011, 2012 og 2013 for det samme forhold. Vi gør opmærksom på at selvangivelsen vil blive sendt til ansvarsvurdering når klagefristen er udløbet.”

SKAT har i udtalelse af 14. oktober 2015 tilføjet:

”Opmærksomheden henledes på at skatteyder aldrig er kommet med kørebog, benzinkvitteringer eller erklæring fra tidligere arbejdsgiver, der kan sandsynliggøre/dokumentere at han har haft kørsel imellem hjemmet i [by1] og arbejdspladsen i [by2].”

I forbindelse med sagsbehandlingen ved Skatteankestyrelsen er der fremsendt en kørebog for indkomståret 2014. Materialet har været til udtalelse i SKAT, der har fremsendt følgende bemærkninger:

”(...) For 2014 har han viatast-selv taget befordring i 180 dage til [by2], men har ifølge kørebogen udelukkende kørt til [by4]. (...)

[person4] er tidligere forgæves blevet bedt om at indsende kørebøger og benzinkvitteringer. Jeg mener stadig at han bør indsende benzinkvitteringer. Hvis han har haft så meget kørsel, og så mange tankninger af benzin, vil det være logisk at han har haft et benzinkort eller har benyttet dankort, således at hans benzinkøb kan følges på hans kontoudtog fra banken.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat principal påstand om, at SKAT anerkender, at klageren har været berettiget til at foretage befordringsfradrag for indkomståret 2014, idet klageren ikke har haft arbejdsgiverbetalt befordring i det påklagede indkomstår.

Klagerens repræsentant har fremsat subsidiær påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Der er til støtte for påstanden anført:

”Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt min klient var berettiget til befordringsfradrag i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 1 for rejse mellem sin bopæl i [by1] og arbejdsplads i [by2] i indkomståret 2014.

SKAT har ved afgørelse af 5. juni d.å. (bilag 1) ikke godkendt min klients selvangivne befordringsfradrag med den deraf afledte konsekvens, at min klients indkomst forhøjes med kr. 52.731,00.

SKAT har begrundet afgørelsen med, at min klient har fået arbejdsgiverbetalt befordring, og befordringsfradraget derfor skal tillægges indkomsten.

Min klient var i perioden 1. april 2011 – 1. oktober 2014 ansat som antennemontør hos [virksomhed1] A/S, [adresse2], [by2], CVR-nr. [...1].

Min klients arbejde bestod blandt andet af montering og fejlretning af antenneanlæg.

I forbindelse med arbejdet havde min klient en specialindrettet firmabil stillet til rådighed. Der var tale om en kassevogn, en såkaldt ’håndværkervogn’, det vil sige indrettet med reoler, skabe, værktøj osv.

Normalt var den specialindrettede kassevogn parkeret hos arbejdsgiveren. Men på dage, hvor min klient skulle bruge bilen fra morgenstunden i forbindelse med en arbejdsopgave, ville min klient undtagelsesvis medbringe bilen til sin bopæl ved den foregående arbejdsdags afslutning. Dette var det mest praktiske med henblik på fornuftig planlægning af arbejdet.

Det er min klients vurdering, som også tilkendegivet over for SKAT, at den specialindrettede kassevogn maksimalt opholdt sig 20-25 arbejdsdage pr. år på min klients bopæl som følge af ovennævnte undtagelser.

Min klient har ikke anvendt den omtalte kassevogn til befordring mellem hjem og arbejde, ligesom køretøjets indretning som håndværkervogn ej heller lægger op til en sådan anvendelse.

Det er ikke forudsat eller aftalt – hverken stiltiende eller udtrykkeligt – mellem min klient og [virksomhed1] A/S, at min klient skulle have adgang til arbejdsgiverbetalt befordring.

Min klient har således anvendt sin private bil til befordring mellem hjem og arbejde i 180 dage, jf. den af min klient selvangivne befordring.

Min klient er til almindelig orientering privat i besiddelse af tre biler.

Anbringender

Det gøres overodnet gældende, at min klient ikke har haft firmabil til rådighed til befordring mellem hjem og arbejde.

Min klient er derfor berettiget til ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst at få fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads med den af Skatterådet fastsatte kilometertakst i henhold til gældende regler, jf. LL § 9 C, stk. 1.

Det gøres gældende, at formålet med at stille den specialindrettede kassevogn hos min klient nogle enkelte dage ikke var og aldrig har været, at min klient skulle opnå arbejdsgiverbetalt befordring mellem hjem og arbejde. Al anvendelse af den specialindrettede kassevogn har været arbejdsbetinget.

Det har således ikke været tale om et personalegode i form af fri befordring stillet til rådighed af arbejdsgiveren efter bestemmelserne i LL § 9 C, stk. 7.”

Klagerens repræsentant er den 22. juli 2017 kommet med supplerende bemærkninger:

”Skatteankestyrelsen anmoder om følgende oplysninger:

Ad Kørebøger)

Originale kørebøger for 2011 – 2014 eftersendes til Skatteankestyrelsen med almindelig post.

Ad erklæring fra arbejdsgiver)

Som nævnt i mit indlæg til Skatteankestyrelsen af 30. september 2016 er min klients tidligere arbejdsgiver, [person3], gået bort.

Det er ikke lykkedes min klient at skaffe en erklæring fra den nuværende ledelse af [virksomhed1] A/S om, at han ikke har fået arbejdsgiverbetalt befordring i indkomstårene 2011 – 2014, da ingen fra den nuværende ledelse kender til hvilken aftale min klient og [person3] i sin tid har indgået.

Min klient har forholdt [person1] det faktum, at han mod bedre vidende har udtalt til SKAT, at min klient skulle have modtaget arbejdsgiverbetalt befordring. [person1] har over for min klient erkendt, at det han har oplyst til SKAT er forkert. [person1] vil dog ikke berigtige forholdet over for SKAT.

Ad benzin- eller dieselkvitteringer)

Min klient er ikke længere i besiddelse af kvitteringer for køb af brændstof.

Ad andet relevant materiale)

Ansættelseskontrakt mellem min klient og [virksomhed1] A/S fremlægges (bilag 66).

Det fremgår ingen steder af kontrakten, at min klient er berettiget til arbejdsgiverbetalt befordring. Da dette ville være en ikke uvæsentlig gode, ville det have været naturligt, hvis det havde være anført kontrakten.

Det må derfor have formodningen imod sig, at min klient har fået udbetalt arbejdsgiverbetalt befordring, når dette ikke er anført ansættelseskontrakten.

Min klient har indhentet en erklæring fra sin tidligere kollega, [person2] (bilag 77), som min klient arbejdede tæt sammen med, da de sad i samme afdeling. [person2] bekræfter, at firmabilerne kun i særlige tilfælde måtte holde privat hos den enkelte arbejdstager.

Min klient har desuden indhentet en erklæring fra sin nabo, [person7] (bilag 88), som ligeledes bekræfter, at han kun har set min klients firmabil holde på dennes privatadresse ganske få gange.

SKATs udtalelse af 27. oktober 2016

SKAT udtaler, at ”Direktør [person1] var meget sikker i sin sag omkring at [person4] havde kørt hjem i selskabets bil. Han var den eneste i selskabet der arbejdede med antenner m.v. Dette gjorde at han skulle medbringe stiger, paraboler osv.”

Det er korrekt at min klients servicebil har haft en stige monteret på taget samt er indrettet med en række remedier og værktøj – det var i sagens natur nødvendigt for, at min klient kunne udføre sit job som antennemontør. Men at drage den slutning, at min klient derfor skulle have benyttet bilen til sin hjemtransport forekommer besynderlig.”

Repræsentanten er kommet med følgende bemærkninger til SKATs udtalelse:

”SKAT anfører i e-mail af 25. september d.å. til Skatteankestyrelsen følgende:

2012

At min klient har selvangivet befordring til [by2] for, hvad der svarer til 223 dage, men ifølge kørebogen er der befordring til både [by2], [by3] og [by4].

2013

At min klient via tast-selv har taget befordring til [by2] i 216 dage, men har i den indsendte kørebog næsten alle dage befordring til [by4].

2014

At min klient via tast-selv service har taget befordring i 180 dage til [by2], men har ifølge kørebogen udelukkende kørt til [by4].

Når min klient har indberettet sit befordringsfradrag til SKAT, er det sket via dennes forskudsopgørelse, hvilket min klient beklageligvis ikke efterfølgende har fået rettet således, at det selvangivne passer med det antal faktisk kørte kilometer.

På tidspunktet for indberetningen til SKAT, har min klient således ikke vidst hvor mange dage, han skulle møde i henholdsvis [by2], [by4] og [by3], hvorfor den selvangivne kørsel afviger fra den kørsel, der fremgår af kørebøgerne.

Den befordring der følger af de fremsendte kørebøger er de faktuelt kørte kilometer.

Det skal hertil bemærkes, at påstanden i sagen er formuleret således, at der skal ske hel eller delvis

tilkendelse af fradrag for befordring, alternativt hjemvisning til SKAT, jf. tidligere fremsendte klage af 9. marts 2015 til Skatteankestyrelsen.

Påstanden rettes til, at SKAT skal anerkende min klient fradrag for befordring i overensstemmelse med den befordring, der fremgår af kørebøgerne, eller et mindre beløb efter Landsskatterettens skøn.

Subsidiært hjemvisning til fornyet behandling hos SKAT med henblik på en beregning af det berettigede befordringsfradrag.

SKAT anfører desuden, at det ville være logisk, om min klient havde haft et benzinkort eller havde benyttet et dankort med så mange tankninger af benzin, og tilføjer hertil, at SKAT mener, at min klient bør indsende benzinkvitteringer.

Min klient har betalt kontant, når han har tanket benzin. Han foretrak kontantbetaling fremfor betaling via betalingskort, da han således havde bedre styr på udgiften til benzin, og derudover var det nemmere med kontantbetaling, i det han ofte havde samkørsel med andre, hvor han modtog benzinpenge fra disse kontant.

Min klient er flere gange tidligere blevet oplyst af SKAT om, at han ikke behøvede at gemme sine benzinkvitteringer, i det kravene til dokumentation for befordring var blevet lempet efter en ændring af reglerne i 2011.

Min klient har derfor ikke gemt sine benzinkvitteringer.

Det skal hertil bemærkes, at der som udgangspunkt ikke stilles krav om, at den skattepligtige skal kunne dokumentere sin kørsel ved hjælp af kvitteringer – eller kontoudtog for køb af brændstof al den stund, at man er berettiget til befordringsfradrag uanset, om man benytter egen bil til befordring.

Det er desuden også kun ved befordring, hvor der er tale om ekstraordinært lange afstande mellem sædvanlig bopæl og arbejdssted, at der stilles krav til skatteyder om dokumentation af den daglige befordring.”

Klagerens repræsentant er den 19. december 2017 kommet med bemærkninger til styrelsens forslag:

”Ad uoverensstemmelser i kørebøgerne

Grunden til at der er uoverensstemmelse mellem det af kørebøgerne angivne og kilometertællerens udvisende er, at kørebøgerne er en rekonstruktion af de originale kørebøger, som oprindeligt blev fremsendt til min klients tidligere rådgiver, men desværre bortkom i posten.

Der kan derfor være indsneget sig småfejl i de rekonstruerede kørebøger herunder fejl ved angivelse af kilometertæller. Det forhold at der er enkelte uregelmæssigheder i kørebøgerne, skal vel næppe have den konsekvens, at han således afskæres fra overhovedet at modtage kørselsfradrag

Dette er også i tråd med praksis på området, se hertil SKM 2010.116 BR, som dog omhandler en hovedanpartshaver, der havde fået udbetalt befordringsgodtgørelse på baggrund af et ikke behørigt ført kørselsregnskab. Retten fandt det imidlertid godtgjort, at hovedanpartshaveren i et ikke ubetydeligt omfang havde anvendt bil som led i sit arbejde, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet ligning med henblik på, at ligningsmyndighederne skønsmæssigt kunne fastsætte omfanget af den erhvervsmæssige kørsel og beregning af godtgørelsen.

Dommen illustrerer, at en skatteyder der beviseligt har foretaget erhvervsmæssig kørsel ikke skal afskæres fra at modtage skattefri kørselsgodtgørelse på trods af et mangelfuldt kørselsregnskab, men stadig er berettiget til godtgørelse for den del af kørslen, som beviseligt har fundet sted.

I forhold til denne sag, må det samme gøre sig gældende, nemlig at fejl i kørselsbøgerne ikke bør få den konsekvens, at kørebøgerne i sin helhed tilsidesættes med den følge, at modtageren ikke er berettiget til befordringsfradrag

Ad benzin kvitteringer

Jeg skal herom henvise til mit indlæg af 19. oktober d.å. Ad bevisbyrde

Skatteankestyrelsen gør gældende, at min klient ikke har fremlagt erklæring om, at firmabilen ikke stod til rådighed privat/at han ikke har haft arbejdsgiverbetalt befordring i de påklagede indkomstår.

Herved lægges bevisbyrden over på min klient. Det bestrides at min klient har bevisbyrden.

Ved afgørelsen af, hvem der skal pålægges bevisbyrden, har det stor betydning, hvem der fremfører påstanden, idet udgangspunktet er, at den, der fremfører en given påstand, har bevisbyrden for rigtigheden heraf.

Udgangspunktet er at skatteyder har bevisbyrden i sager, hvor skatteyder påberåber sig et for ham gunstigt faktum, for eksempel berettigelsen af et skattemæssigt fradrag, eller for ophør af skattepligt. Det kan også følge af en lovbestemmelse, hvem der har bevisbyrden for et givent faktum, kildeskatteloven § 69 er et eksempel herpå.

Det er som udgangspunkt skattemyndighederne, der har bevisbyrden i tilfælde, hvor skattemyndighederne påberåber sig et givent faktum til støtte for at kunne rette et krav mod skatteyderen. For eksempel at der foreligger yderligere skattepligtige indtægter end selvangivet eller, at der er indtrådt skattepligt til Danmark. Eller som tilfældet er i denne sag, nemlig at min klient skulle have haft firmabil til rådighed privat/modtaget arbejdsgiverbetalt befordring.

Dette er også i tråd med de almindelige betragtninger om bevisbyrdefordelingen, hvorefter den der fremsætter et krav, må kunne bestyrke, at kravet består. Ligesom der består et grundlæggende krav om, at der ved vurderingen af bevisbyrden skal tages hensyn til, hvem der er nærmest til at tilvejebringe og sikre sig den relevante dokumentation.

I nærværende sag er der tale om, at skatteyder påberåber sig berettigelsen af et fradrag. Dette er sandsynliggjort al den stund, at man som skatteyder er berettiget til befordringsfradrag, når afstanden mellem arbejdssted og bopæl overstiger 24 km tur/retur uanset hvilket transportmiddel, der benyttes til befordringen.

Og der kan vel næppe herske tvivl i nærværende sag om, at min klient har foretaget befordring til og fra arbejde til dennes sædvanlige bopæl.

SKAT lægger til grund, at min klient har haft firmabil til rådighed privat, hvorfor han af denne grund ikke er berettiget til befordringsfradrag.

SKAT lægger således et faktum til grund, som er ubestyrket.

Det må således være SKAT, der skal godtgøre, at min klient har haft firmabil til rådighed privat/arbejdsgiverbetalt befordring.

SKAT har ikke løftet denne bevisbyrde. Ad erklæring fra arbejdsgiver

Der har tværtimod været en række objektive beviser herunder min klients ansættelseskontrakt (bilag 6), hvor der netop ikke står anført, at min klient har fået arbejdsgiverbetalt bil stillet til rådighed.

Dette ville være et væsentligt medarbejdergode, som utvivlsomt ville have været indføjet i kontrakten.

Det må simpelthen have formodningen imod sig, at min klient skulle have fået arbejdsgiverbetalt bil stillet til rådighed/modtaget arbejdsgiverbetalt befordring, når dette ikke er anført ansættelseskontrakten.

Ansættelseskontrakten bør i hvert fald have den virkning, at det må være SKAT, der skal godtgøre, at der skal lægges et andet faktum til grund, end hvad følger af kontrakten.

Herudover har min klient fremlagt erklæringer fra henholdsvis nabo og tidligere kollega (bilag 7 og 8), ligesom min klient ejer flere biler, han må formodes at have benyttet i stedet for en håndværkervogn.

Disse forhold synes hverken SKAT eller Skatteankestyrelsen at tillægge vægt i vurderingen af sagen.

Derimod synes Skatteankestyrelsen og SKAT at basere hele sagen på, at [person1] har oplyst til SKAT, at min klient havde firmabil til rådighed privat.

Det skal endnu engang understreges, at [person1] ikke var – og aldrig har været min klients arbejdsgiver, og at han fysisk befandt sig et helt andet sted, end hvor min klient arbejdede.

Hvorfor [person1] udtaler sig mod bedre vidende er uvist. Sammenfatning

Sammenfattende gøres det gældende, at det ikke er dokumenteret, at min klient har haft firmabil til rådighed privat/arbejdsgiverbetalt befordring, hvorfor min klient er berettiget til befordringsfradrag for sin kørsel mellem sædvanlig bopæl og sit arbejdssted.

Såfremt Landsskatteretten ikke mener, at min klients kørebøger skal lægges til grund for udregning af befordringsfradrag, bør sagen hjemvises til SKAT med henblik på en skønsmæssig beregning af befordringsfradraget.”

Landsskatterettens afgørelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det følger af ligningslovens § 9 C.

Har den skattepligtige adgang til en af arbejdsgiveren betalt befordring, og har den skattepligtige foretaget fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-4, skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri befordring svarende til fradraget efter stk. 1-3 for den del af strækningen, hvor der er adgang til fri befordring, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7.

Klagerens repræsentant gør gældende, at der skal godkendes et befordringsfradrag for indkomståret 2014 svarende til det af klageren selvangivne på 52.731 kr., eller et mindre beløb efter rettens skøn.

Det er den, der ønsker at foretage et fradrag, der skal sandsynliggøre eller dokumentere, at han er berettiget til fradraget. Et befordringsfradrag i nærværende sag forudsætter, at klageren godtgør, at han ikke har haft adgang til arbejdsgiverbetalt befordring.

Der er som dokumentation fremlagt kørebøger. Det er et generelt mønster, at der er uoverensstemmelser mellem det, der fremgår af kørebøgerne og det selvangivne, således at klageren f.eks. for indkomståret 2014 har selvangivet et befordringsfradrag beregnet fra bopælen til arbejdsstedet i [by2], selvom det fremgår af kørebøgerne, at klageren alle dage er kørt til [by4].

Der er endvidere ikke sammenhæng mellem det, der fremgår af kørebøgerne og det, der fremgår af synsrapporterne.

Det fremgår ikke entydigt af kørebøgerne, hvilke biler der er anvendt, og selvom klageren har gjort gældende, at han har benyttet flere biler, er kilometertællerens udvisende, ifølge kørebøgerne, ens.

Derfor må der henses til, at størrelsen af det selvangivne befordringsfradrag sammenholdt med bilernes faktiske kilometerstand ud fra synsrapporterne, og at der ligeledes skal levnes plads til øvrig privat befordring, ikke levner tilstrækkelig plads til, at klageren kan have kørt i egne biler i det selvangivne og påståede omfang.

Klageren har, på trods af opfordring herom, ikke har fremlagt dokumentation for, at han har afholdt udgifterne til brændstof, f.eks. i form af kontoudtog eller lignende. Der er ligeledes ikke fremlagt erklæring fra arbejdsgiveren om, at firmabilen ikke stod til rådighed privat. Det fremgår derimod af SKATs oplysninger, at arbejdsgiveren har tilkendegivet overfor SKAT, at han ikke vil afgive en sådan erklæring, idet det er hans opfattelse, at klageren har haft firmabilen stillet til rådighed for privat benyttelse hele året.

På den baggrund, og efter det i øvrigt anførte, finder Landsskatteretten ikke, at klageren har dokumenteret eller sandsynliggjort, at han ikke har haft arbejdsgiverbetalt befordring i det påklagede indkomstår.

Dermed kan klageren kun få befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, hvis han indtægtsfører et beløb svarende til befordringsfradraget, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7.

Derfor er det med rette, at SKAT har forhøjet klagerens indkomst med et beløb svarende til det af klageren selvangivne befordringsfradrag.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.