Kendelse af 23-08-2016 - indlagt i TaxCons database den 30-09-2016

Journalnr. 15-2525977

Bindende svar

Spørgsmål:

Er den tilkendte godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven skattefri, jf. statsskattelovens § 5, litra a?

Er godtgørelser tilkendt efter forskelsbehandlingsloven skattefri i det tilfælde at betalingen af samme sker med baggrund i et forlig mellem parterne?

SKAT har til spørgsmål 1 og 2 svaret: NEJ

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren har oplyst, at hans ansættelsesdato i [virksomhed1] Konsortiet oprindelig var den 16. november 1998, men piloterne blev overført til [virksomhed1] A/S, den 27. marts 2008.

Klageren har haft orlov fra [virksomhed1] A/S, fra 1. september 2004 og hele perioden frem til opsigelsen og fratrædelsen den 30. november 2010.

I forbindelse med opsigelsen af klageren er det gjort gældende, at afskedigelsen af klageren var i strid med loven om forbud mod forskelsbehandling.

Begrundelsen herfor var, at klageren blev afskediget på grund af hans alder.

Klageren blev ved afgørelse af 1. juni 2011 fra Ligebehandlingsnævnet, tilkendt en godtgørelse, da det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klageren blev afskediget fra sit arbejde som pilot hos [virksomhed1] A/S.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse, blev ikke efterfulgt af [virksomhed1] og sagen blev derfor, den 13. december 2011, indbragt for byretten. Klagerens sag blev stillet i bero i byretten, idet den afventede en tilsvarende sag, der var under behandling ved Højesteret.

Højesteret traf afgørelse i den tilsvarende sag, hvor klageren ikke var part, den 12. marts 2015.

Den 20. april 2015 indgik klageren forlig med [virksomhed1] A/S, hvor klageren blev tilbudt 350.000 kr. i godtgørelse med tillæg af procesrenter fra 15. september 2010.

Af forliget fremgik blandt andet:

Godtgørelsen på 350.000 kr. skal betales senest ved udgangen af den første måned efter den måned, hvor [virksomhed1] har modtaget en af følgende to skriftlige meddelelser fra piloten:

a. En skriftlig meddelelse fra piloten vedlagt en af piloten indhentet skriftlig dokumentation for, at der ved godtgørelsens betaling ikke skal indeholdes AM-bidrag og A-skat.

Denne dokumentation skal bestå af dels et bindende svar fra SKAT, hvorved det fastslås, at piloten ikke er skattepligtig i Danmark af godtgørelsen, dels en erklæring (også kaldet en "trækfritagelseserklæring") fra SKAT om, at [virksomhed1] ved godtgørelsens betaling er fritaget for at indeholde AM-bidrag og A-skat.

b. En skriftlig meddelelse fra piloten om, at godtgørelsen ønskes betalt ved indeholdelse af AM-bidrag og A-skat.

Det er ikke til Skatteankestyrelsen blevet oplyst, om godtgørelsen er blevet udbetalt.

SKATs svar

SKAT har til spørgsmål 1 og 2 svaret: Nej.

Af SKATs bindende svar fremgår blandt andet:

...

"Du er af Ligebehandlingsnævnet blevet tilkendt en godtgørelse, da det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at du blev afskediget fra dit arbejde som pilot hos [virksomhed1] A/S.

Ligebehandlingsnævnets afgørelser, der er dateret den 1. juni 2011, blev ikke efterfulgt af [virksomhed1] og sagen blev derfor indbragt for byretten. Du har vedlagt en kopi af Ligebehandlingsnævnets afgørelse.

Af Ligebehandlingsnævnets afgørelse fremgår der bl.a.:

"Ligebehandlingsnævnet har i møde truffet afgørelse i en sag om forskelsbehandling på grund af alder.

Resultatet er:

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at [person1] blev afskediget fra sit arbejde som pilot

[virksomhed1] A/S skal inden 14 dage betale godtgørelse til [person1] på 500.000 kroner med procesrenter fra den 15. september 2010, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet

Klager blev ansat som pilot hos indklagede i november 1998.

Af overenskomst indgået mellem klagers forbund og indklagede følger det, at piloter ansat hos indklagede placeres på en senioritetsliste, der er inddelt i grupper efter ansættelsesåret. Grupperne rangeres efter et anciennitetsprincip. Piloter ansat indenfor samme rekrutteringsår blev rangeret på senioritetslisten afhængigt af deres fødselsår.

Udgangspunktet er, at der i alle situationer i relation til piloters ønsker om flyvninger, forfremmelser med videre følges et senioritetsprincip baseret på den fælles senioritetsliste.

Indklagede har i en række år været tabsgivende, og der har gentagne gange været gennemført forhandlinger med alle berørte faggrupper om gennemførelse af besparelser, og der er sket et frasalg i stort omfang af tilknyttede virksomheder.

Da indklagede omkring sommeren 2008 besluttede at nedlægge et antal flyruter, stod det klart, at antallet af piloter måtte reduceres med omkring 200 medarbejdere frem til slutningen af 2009.

Klager blev afskediget i december 2009 fra sin stilling som pilot. Det fremgår af fremlagt opsigelse, at afskedigelsen skyldtes arbejdsmangel.

På tidspunktet for afskedigelsen var klager på orlov fra indklagede."

Din afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet, er under behandling ved byretten.

Kammeradvokaten indbragte sagen for byretten den 13. december 2011, da [virksomhed1] A/S ikke efterfulgte Ligebehandlingsnævnets afgørelse. Af stævningen fremgår (uddrag):

"Sagen indbringes af Ligebehandlingsnævnet for domstolene i medfør af § 12, stk. 2, i lov om Ligebehandlingsnævnet (lov nr. 387 af 27. maj 2008), idet [virksomhed1] har undladt at efterleve Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 22. september 2010."

Sagen har været stillet i bero i byretten, hvor den har afventet en tilsvarende sag der var under behandling ved Højesteret. Af brev fra Kammeradvokaten af 28. december 2012 til Københavns Byret, vedrørende udsættelse, fremgår:

"I forlængelse af sagsøgtes brev af 21. december 2012 skal jeg indledningsvis bekræfte, at jeg repræsentere sagsøgerne i såvel denne sag som den sag, hvori byretten traf afgørelse den 17. december 2012.

Jeg kan i den forbindelse tilslutte mig det af sagsøger anførte om, at byrettens dom af 17. december 2012, som er anket til landsretten, må forventes at kunne få en betydelig præjudikatsværdi for afgørelsen af nærværende sag.

På den baggrund har jeg forelagt samtlige de 19 sagsøgere spørgsmålet om udsættelse på landsrettens afgørelse af den anden sag.

I alt 18 af de 19 sagsøgere har over julen meddelt deres tilslutning til, at sagen udsættes og jeg kan på den baggrund tiltræde, at sagen udsættes."

Du oplyser, at efter Højesterets afgørelse for [person2] m.fl. af 12. marts 2015, hvor der blev tilkendt nedsatte godtgørelser, har [virksomhed1] A/S nu tilbudt dig og 18 andre [virksomhed1] piloter et forlig med 350.000 kr. i godtgørelse med tillæg af procesrenter fra 15. september 2010.

Du oplyser, at din ansættelsesdato i [virksomhed1] Konsortiet oprindelig var den 16. november 1998, men piloterne blev overført til [virksomhed1] A/S, den 27. marts 2008.

Du har haft orlov fra [virksomhed1] A/S, fra 1. september 2004 og hele perioden frem til opsigelsen og fratrædelsen den 30. november 2010. Du har vedlagt en kopi af opsigelsesbrevet. Du har ikke udført arbejde i Danmark, siden du begyndte din orlov den 1. september 2004 og frem til i dag.

Derudover oplyser du, at du er anset som fuldt skattepligtig i Hong Kong, hvor du både er bosiddende og fastansat. Du har vedlagt en kopi af skatteopgørelsen fra IRD, Inland Revenue Department, Hong Kong, der vedrører final tax payable for indkomstårene 2013/2014 og Balance of tax payable for indkomstårene 2014/2015.

Af SKATs yderligere foreliggende oplysninger fremgår det, at din fulde skattepligt til Danmark er ophørt den 31. august 2004.

For indkomståret 1998 til 2004 er der registreret fuld skattepligt med indkomst fra [virksomhed1] A/S. Hele indkomsten er beskattet i Danmark. Der er ikke registreret indkomst fra udlandet.

For indkomstårene 2005-2010 er der registreret begrænset skattepligtig med en mindre indkomst fra [virksomhed1] A/S. Hele indkomsten er beskattet i Danmark.

Ved høringssvar fra din repræsentant den 5. maj er der modtaget kopi af Højesterets dom af den 12. marts 2015, samt af forliget i din sag, der er indgået den 20. april 2015.

Af højesteretsdommen fremgår (uddrag):

"Påstande

Appellanterne, [virksomhed1] ([virksomhed1]-konsortiet), [virksomhed1] A/S, [virksomhed2] AS og [virksomhed3] AB (herefter samlet betegnet "[virksomhed1]"), har for så vidt angår A og C nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 175.000 kr., subsidiært betaling af et beløb mindre end 525.000 kr. [virksomhed1] har for så vidt angår B og D nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et beløb mindre end 525.000 kr.

Indstævnte, Ligebehandlingsnævnets sekretariat som mandatar for A, B, C og D, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

[virksomhed1] har navnlig anført, at der ikke er grundlag for at tilkende de fire piloter godtgørelse som sket. Godtgørelserne er således ikke proportionale med krænkelsen af forbuddet mod aldersdiskrimination, da der foreligger en række formildende omstændigheder.

Afskedigelserne var driftsmæssigt begrundet i overtallighed. Der forelå derfor et sagligt opsigelsegrundlag.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår alene spørgsmålet om godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7 til fire piloter, der er afskediget i strid med lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Forbuddet blev krænket ved, at afskedigelserne skete på grundlag af en såkaldt senioritetsliste, hvor piloter, der var ansat inden for samme rekrutteringsår, var blevet indplaceret efter alder, således at en ældre stod før en yngre.

Som anført i Højesterets dom af 1. oktober 2014 (UfR 2015.1) skal der ved fastsættelse af en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7 lægges vægt på grovheden af overtrædelsen, og i den forbindelse skal der først og fremmest tages hensyn til baggrunden for overtrædelsen og den krænkelse, der er påført den enkelte.

Afskedigelsen af de fire piloter, som denne sag drejer sig om, blev gennemført som følge af arbejdsmangel og var et led i en større nedskæringsrunde. Udvælgelsen af de piloter, der skulle opsiges, skete efter senioritetslisten, som i henhold til overenskomsten mellem [virksomhed1] og [...] skulle anvendes ved bl.a. afskedigelser. Der blev ikke som i sagen i UfR2015.1 anvendt et udvælgelseskriterium, der var tænkt som objektivt begrundet i sociale hensyn.

Højesteret finder under disse omstændigheder, at godtgørelsen skal fastsættes til 6 måneders løn. Det, som parterne i øvrigt har anført, kan efter Højesterets opfattelse ikke føre til et andet resultat."

Af forliget i din sag, der er indgået den 20. april 2015, fremgår (uddrag):

" AFTALE OM FORLIG

mellem

på den ene side

1) [virksomhed4] -

Norway - Sweden

på den anden side

Ligebehandlingsnævnets sekretariat som mandater for

[person1]

Ovennævnte parter har af procesøkonomiske årsager afsluttet den ved Københavns Byret verserende sag (BS 68-6921/2011) forligsmæssigt på følgende vildkår:

Piloten hæver den ved Københavns Byret anlagte sag mod [virksomhed1] (BS GB-6921/2011) straks efter underskrivelsen af denne forligsaftale, idet det overlades tit Københavns Byret med kære adgang til Østre Landsret at fastsætte sagsomkostninger. Parterne afholder derudover egne omkostninger i forbindelse med sagen. [virksomhed1] betaler 350.000 kr. til piloten. idet beløbet dækker en godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingslovens § 7.

Der tilskrives rente (Nationalbankens referencesats + 7 %) af godtgørelsen på 350.000 kr.. som beregnes for perioden fra 15. september 2010 til betaling sker. Rentetilskrivningen suspenderes dog i perioden fra pilotens underskrift af nærværende forlig og frem til det tidspunkt. hvor [virksomhed1] har pligt til at betale godtgørelsen i henhold til nedennævnte bestemmelse...""

...

"Af de indsendte oplysninger fremgår det, at du i Ligebehandlingsnævnet den 1.

juni 2011, blev tilkendt en godtgørelse, da det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at du blev afskediget fra dit arbejde som pilot hos [virksomhed1] A/S.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse blev ikke efterfulgt af [virksomhed1] A/S og sagen blev således indbragt ved byretten af Ligebehandlingsnævnets sekretariat, den 13. december 2011.

Din sag i byretten har været stillet i bero, da den har afventet en tilsvarende sag der var under behandling i retssystemet, og som måtte forventes at få en betyde- lig præjudikats værdi for afgørelsen. Den tilsvarende sag er afgjort ved Højesteret den 12. marts 2015, hvorfor din sag nu er afgjort ved et forlig den 20. april 2015.

Som det fremgår af den juridiske vejledning 2015-1, afsnit C.A.1.2.1 Beskatningstidspunkt, indebærer retserhvervelsesprincippet, at beskatning som udgangspunkt sker på det tidspunkt, hvor en skattepligtig person får et formuegode.

Er der en retstvist om retten til en indkomst, der ikke allerede er overdraget, vil indkomsten normalt først være endelig erhvervet, når rettens eksistens er fastslå et ved dom eller forlig.

I henhold til det oplyste modtager du hverken i dom fra Højesteret den 1. oktober 2014 eller ved dom fra Højesteret den 12. marts 2015, en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens regler. Det fremgår derimod af forligsaftalen af 20. april 2015, at du i forbindelse med forliget modtager en godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingslovens § 7.

Der er efter SKATs opfattelse, dermed tale om en retserhvervelse der ligger efter den varslede ændring om skærpet praksis i SKM2014.354.SR, hvorfor det er SKATs opfattelse, at godtgørelsen ikke kan anses som skattefri i henhold til statsskattelovens § 5, litra a, jf. SKM2014.354.SR og SKM2014.801.SKAT, men skal ses som en godtgørelse i forbindelse med fratræden af stilling, der beskattes efter ligningslovens § 7 U.

Hvilket tilsluttes af Kammeradvokaten, jf. dennes skrivelse af 28. december

2012:

"...

Jeg kan i den forbindelse tilslutte mig det af sagsøger anførte om, at byrettens dom af 17. december 2012, som er anket til landsretten, må forventes at kunne få en betydelig præjudikatsværdi for afgørelsen af nærværende sag.

..."

Af bemærkningerne fra din repræsentant, vedrørende Højesterets dom af 12. marts 2015, hvor opmærksomheden henledes på, at Højesteret alene tager stilling til kravets størrelse bemærker SKAT, at det af dommens påstande fremgår, at [virksomhed1] A/S har påstået frifindelse mod betaling af 175.000 kr., subsidiært betaling af et mindre beløb. Ligesom det af dommens anbringender fremgår, at [virksomhed1] A/S navnlig anfører, at der ikke var grundlag for at tilkende de fire piloter godtgørelse som sket. Afskedigelserne var driftsmæssigt begrundet i overtallighed. Der forelå derfor et sagligt opsigelsesgrundlag. Højesteret udtaler, at sagen angår spørgsmålet om godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens regler. Af Højesterets begrundelse fremgår det, at godtgørelserne blev fastsat til 6 måneders løn og at det som parterne i øvrigt havde anført, efter Højesterets opfattelse ikke kunne føre til et andet resultat.

SKAT er derfor ikke enig i, at ingen af parterne, ved Højesterets afgørelse af 12. marts 2015, ikke skulle have bestridt, at der forelå en overtrædelse af forskelsbehandlingslovens regler og dermed et ansvarsgrundlag. SKAT mener derimod at det netop af Højesterets dom fremgår, at [virksomhed1] A/S ikke vedkendte sig tidligere afgørelse, i kraft af, at der nedlægges påstand om frifindelse mod at betale 175.000 kr., subsidiært, betaling af et mindre beløb. SKAT er derfor ikke

enig i, at der kun skulle være usikkerhed om kravets størrelse.

Da du hverken er part i dom fra Højesteret af 1. oktober 2014 eller i dom fra Højesteret af 12. marts 2015 er det SKATs opfattelse, at du først ved det indgåede forlig i byretten den 20. april 2015, har erhvervet endelig ret til godtgørelsen.

Godtgørelsen er omfattet af den begrænsede skattepligt i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, da godtgørelsen erhverves ved ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde udført her i landet. Der skal også betales arbejdsmarkedsbidrag af den del af godtgørelsen som overstiger bundgrænsen på 8.000 kr. der fremgår af ligningslovens § 7 U, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1 og § 3, stk. 1, nr. 3."

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om fritagelse for beskatning.

Klageren har til støtte for sin påstand fremført:

"Klagerens opfattelse

Det goeres gaeldende, at den udbetalte ydelse er skattefri, jr. Statsskattelovens § 5a.

Den til klageren udbetalte godtgørelse skete som anført i henhold til

forskelsbehandlingsloven, der herom siger:

"§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation."

Forskelsbehandlingsloven fastslår, at det kun er kvalifikationerne, der afgør, om en person f.eks. skal tilbydes en ledig stilling eller forfremmes.

Forskelsbehandlingsloven blev vedtaget i 1996. Kriteriet "alder" blev tilføjet i 2004.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder ved ansættelse, under ansættelsen og ved afskedigelse.

En lønmodtager, der bliver udsat for forskelsbehandling, har krav på en godtgørelse efter lovens § 7.

Den skattemæssige behandling af sådanne godtgørelser behandles efter reglerne i

statsskatteloven.

Statsskatteloven § 4 bestemmer, at løbende indtægter er skattepligtige. Udbetales en

erstatning derimod som et engangsbeløb, som i denne sag, afhænger den skatteretlige behandling af, hvilke tab eller hvilken skade erstatningen er kompensation for, jf. statsskattelovens 5 a.

Godtgørelsen kompenserer for forskelsbehandling på grund af alder og dækker altså ikke en økonomisk skade.

Arbejdsgiveren har ved Hoejesterets Dom afsagt torsdag den 12. marts 2015 anerkendt at have forkelsbehandlet fire piloter, i en sag identisk med klagerens sag, ligesom klagerens sag afventede netop denne dom.

Arbejdsgiveren har anerkendt at have forskelsbehandlet klageren, og der er indgået forlig mellem arbejdsgiveren og medarbejderen herom.

Idet der er tale om kompensation for et ikke-økonomisk tab, er godtgørelsen skattefri, jf. statsskattelovens § 5a.

Godtgørelsen bliver efter praksis ikke en "fratrædelsesgodtgørelse" alene på grund af udbetalingstidspunktet, sådan som SKAT hævder.

Godtgørelsen til klageren er netop ikke udbetalt som led i hans fratræden. Den er

forhandlet efterfølgende og udbetalt særskilt pr. 27. august 2015, - 4 aar og 9 månede

efter hans sidste ansaettelsesdag pr. 30. november 2010. Allerede derfor er en beskatning

efter ligningslovens § 7 U urigtig.

For det andet kan SKATs henvisning til LL § 7 U ikke tages til indtægt for, at der skal ske beskatning af enhver ydelse, der måtte udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden alene på grund af udbetalingstidspunktet. Det kunne i praksis være udlæg eller andre mellemværender mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Et sådant standpunkt står helt alene og strider mod almindelige grundlæggende skatteretlige principper og traditioner.

SKAT henviser i sit bindede svar til styresignal af 27 nov 2014 (SKM2014.801.SKAT).

Det grundlæggende skatteretlige princip i dansk ret er, at en indkomst kvalificeres efter dens art, og dette princip kan ikke fraviges alene med henvisning til nogle sporadiske lovbemærkninger, der principielt har et andet sigte, nemlig at hindre misbrug i særlige situationer. Lovteksten i ligningslovens § 7 U siger intet herom. Så vidt ses er nævnte lovbemærkninger i øvrigt hentet fra det oprindelige lovforslag i L 88, hvor ministerens oprindelige forslag om fuld indkomstbeskatning af fratrædelsesgodtgørelser netop ikke blev gennemført. Dette forslag blev under behandlingen trukket tilbage, idet forhandlingerne i stedet førte frem til ligningslovens § 7 U, - med et ganske andet indhold.

I øvrigt ville indførelsen af et sådant beskatningsprincip, hvorefter en beskatning afhænger af udbetalingstidspunktet, føre til helt vilkårlige løsninger, og betyde, at den samme ydelse vil blive undergivet forskellig beskatning alt afhængigt af, hvornår den tilfældigvis udbetales.

En beskatning af godtgørelser tilkendt for aldersdiskrimination ved fratræden med henvisning til ligningslovens § 7 ville således føre til den helt uantagelige retsstilling, at en person, der bliver aldersdiskrimineret i forbindelse med en ansættelsessituation eller under ansættelsen, kan modtage godtgørelsen skattefrit, mens samme type diskrimination udøvet i forbindelse med afskedigelse af medarbejdere skal udløse beskatning af godtgørelsen - uanset at den er tilkendt for præcis samme adfærd fra arbejdsgiverens side.

Den skatteretlige kvalifikation af en ydelse foretages i praksis altid ud fra en konkret vurdering af hvilken type ydelse, der er tale om, herunder hvad godtgørelsen træder i stedet for.

Et godt eksempel herpå er SKM2001.536.LSR, hvor Told- og Skattestyrelsen pr. 1. januar 1998 havde overført 376 medarbejdere til et "kontrollørkorps" i forbindelse med et generelt personalepolitisk tiltag om opkvalificering af medarbejdere i Told & Skat.

De ansatte fandt, at der var tale om en sådan ændring af deres ansættelsesforhold, at den måtte sidestilles med en afskedigelse og krævede erstatning for manglende overholdelse af reglerne om partshøring i forvaltningsloven. Inden sagerne herom var afsluttede, besluttedes det som led i Finansloven for 1999 at afskedige medarbejderne i kontrollørkorpset. I den forbindelse aftaltes det at yde hver en erstatning på 25.000 kr. for den manglende partshøring, forudsat at de rejste sager blev frafaldet. Landsskatteretten fandt, at erstatningen ikke var et led i en fratrædelsesordning. Erstatningen måtte anses for en erstatning for tort, som efter praksis var skattefri, jf. statsskattelovens § 4 og 5.

Så uanset at udbetalingen af godtgørelsen fandt sted i forbindelse med medarbejdernes fratrædelse, var erstatningen altså efter Landsskatterettens opfattelse ikke et led i en fratrædelsesordning.

Dertil kommer at SKATs praksis ved indfoerelsen af Styresignal, SKM2014.801.SKAT, er uden stoette i lovgivningen og kan dermed ikke goeres gaeldende - uanset tidspunktet for den endelige retserhvervelse af erstatningen. Klageren har faaet tilkendt en erstatning for skade - eller tort, om man vil - paafoert af arbejdsgiveren ved afskedigelsen i strid med forskelsbehandlingsloven. Dermed kan der ikke vaere tale om en gave, godtgoerelse, eller et gratiale ydet i forbindelse med klagerens fratraeden. I begrebet gave ligger saaledes et element af gavmildhed og af begrebet gratiale foelger et element af tildeling, som ikke kan henfoeres direkte til den ydelse, som klageren har leveret i form af arbejdsindsats.

Allerede det forhold, at klageren har faaet tilkendt erstatningen adskillige aar efter fratraeden indebaerer, at der ikke er tale om en ydelse, som ligger i direkte forbindelse med fratraedelsen.

Af de anførte grunde skal godtgørelsen til klageren ikke beskattes som en fratrædelsesgodtgørelse.

Dertil kommer at retserhvervelsestidspunktet for erstatningen ligger forud for Styresignal,

SKM2014.801.SKAT og afgoerelsen SKM 2014.354 SR, og alene af den grund maa anses som skattefri efter den praksis, som gjaldt før afgørelsen refereret som SKM 2014.354 SR, idet jeg gør gældende, at erstatningen er retserhvervet senest den 18. juni 2011 og dermed før den 12. december 2014, fra hvilken dato den nye og skærpede praksis om skattepligt efter synspunktet om ligningslovens § 7 U gøres gældende. Foelgende forhold skal tages i betragtning:

Den 18. maj 2011 afsagde ligebehandlingsnævnet kendelse for klageren, hvorefter klageren havde krav på erstatning. Det forlig, som [virksomhed1] har underskrevet den 20. april 2015 er indgået efter afsigelse af Højesterets dom af 12. marts 2015 og indebærer, at sagen ved Københavns Byret hæves.

Hoejesterets dom er vedlagt og klageren bemaerker, at Hoejesteret alene tager stilling til kravets stoerrelse. Beggar parter har saaledes for Hoejesteret procederet under den forudsaetning, at den erstatningspaadragende handling - afskedigelsen i strid med lov om ligebehandling - er uomtvistet. Ligebehandlingsnaevnet paastod stadfaestelse af Landsrettens dom, hvorefter erstatningerne blev opgjort til 525.000 kr. for hver pilot.

[virksomhed1] påstod for Højesteret erstatningen nedsat til 175.000 kr. for to af de i sagen berørte piloter ogtil 0 kr. for de to øvrige piloter.

For Højesteret har [virksomhed1] alene gjort gældende, at de af ligebehandlingsnævnet ansatte

beløb var for høje, hvorimod der ikke fra [virksomhed1]' side procederes på, at grundlaget for erstatning ikke er til stede. [virksomhed1] procederer på, at de tilkendte erstatninger ikke står i forhold til de skete krænkelser af forbuddet mod aldersdiskrimination, idet der foreligger formildende omstændigheder og idet det fra [virksomhed1]' side var utilsigtet at gennemføre de foretagne afskedigelser på en sådan måde, at forbuddet krænkedes. For så vidt angår de to piloter, for hvilke [virksomhed1] påstod erstatningen nedsat til 0 kr. har [virksomhed1] heller ikke gjort gældende, at afskedigelsen ikke var retsstridig, men alene procederet på, at en afskedigelsesprocedure i overensstemmelse med loven ville have ført til samme resultat som den retsstridige afskedigelsesprocedure. I ingen af sagerne er det således gjort gældende, at der var strid om erstatningsgrundlagets eksistens.

Skat henviser til afsnit C.A.1.2.1 om retserhvervelsestidspunktet som udgangspunkt for beskatningstidspunktet. Klageren kan tilslutte sig denne henvisning med den præcisering, at der klagerens sag alene har været usikkerhed om kravets størrelse, hvorimod der ikke har været en reel tvist om kravets eksistens. Fra praksis kan jeg henvise til Vestre Landsrets dom i SKM 2008.827 V, hvor det konstateres, at der bestod en reel tvist om kravets eksistens og ikke blot usikkerhed om beløbets størrelse, hvorfor retserhvervelsestidspunktet var udskudt til det tidspunkt, hvor der faldt dom i sagen.

I nærværende sag er det allerede den 18. maj 2011, hvor Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse, slået fast, at der består et krav, idet som nævnt ingen af parterne for Højesteret har bestridt, at der forelå en overtrædelse og dermed et ansvarsgrundlag. Såfremt SKAT lægger til grund, at der efter indbringelse for domstolene var reel tvist om kravets eksistens, må denne tvist anses afklaret med Landsrettens dom, idet [virksomhed1] ikke for Højesteret har gjort gældende, at afskedigelsesproceduren var overensstemmende med ligebehandlingslovens regler.

Det forlig, som [virksomhed1] og klageren har indgået den 20. april 2015 i lyset af Højrestreets dom er dermed en beløbsmæssig opgørelse og ikke et forlig om erstatningsgrundlaget.

SKAT er ikke enig i, at ingen af parterne, ved Hoejesterets afgoerelse af 12. marts 2015, ikke skulle have bestridt, at der forelaa en overtraedelse af forskelsbehandlingslovens regler og dermed et ansvarsgrundlag.

Hertil maa det bemaerkes at Hoejesteret i sin begrundelse og resultat klart udtrykker

"..Sagen angår alene spørgsmålet om godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7.."

Forud for Hoejesterets dommen, anerkender [virksomhed1] allerede efter Koebenhavns Byrets dom af 17. december 2012 og dermed ved behandlingen af sagen i Oestre Landsret, som det fremgaar af [virksomhed1] ansoegning til 3. instansbevilling, af 15. april 2014, "..Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der skal betales en godtgørelse til 4 piloter og

den eventuelle størrelse heraf, idet [virksomhed1] efter Københavns Byrets dom af 17. december 2002 og dermed ved behandlingen af sagen i Østre Landsret dels har anerkendt, at opsigelserne af sagsøgerne utilsigtet viste sig at være udtryk for direkte forskelsbehandling pågrund af alder, jf. forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 1. stk. 2, dels har anerkendt at en sådan direkte forskelsbehandling ikke kan forsvares under henvisning til forskelsbehandlingslovens § 5a, stk. 3..."

Det er saaledes uomtvistligt at parterne allerede efter Koebenhavns Byrets dom af 17. december 2012 er enige om, at det udelukkende er erstatningens stoerrelse som omtvistes. Der er saaledes ingen retstvist om retten til erstatning, som i spoergsmaalet om forkelsbehandlingen, maa anses for endelig erhvervet og rettens eksistens fastslaaet efter Koebenhavns Byrets dom, og saaledes inden Styresignal, SKM2014.801.SKAT.

Det forlig, som [virksomhed1] har underskrevet den 20. april 2015 er indgaaet efter afsigelse af Hoejesterets dom af 12. marts 2015 og indebaerer, at sagen ved Koebenhavns Byret haeves.

Af de anførte grunde skal godtgørelsen til klageren anses som skattefri i henhold til statsskatteloven § 5, litra a, jf. SKM2014.354.SR og SKM2014.801.SKAT, og saaledes ikke beskattes som en godtgørelse i forbindelse med fratraeden af stilling."

Landsskatterettens afgørelse

Af den juridiske vejledning afsnit C.A.1.2.1 fremgår blandet andet:

"Allerede på det tidspunkt, hvor en person har et krav på f.eks. en betaling, har vedkommende et formuegode i form af et retskrav på betaling. Efter retserhvervelsesprincippet sker beskatningen på det tidspunkt, hvor der er et sådant retskrav - uanset om personen faktisk får betalingen.

Er der en retstvist om retten til en indkomst, der ikke allerede er overdraget, vil indkomsten normalt først være endelig erhvervet, når rettens eksistens er fastslået ved dom eller forlig"

Klageren har den 20. april 2015 indgået forlig om erstatningens størrelse. Indkomsten anses for endelig erhvervet, når retten til indkomsten er fastslået ved dom eller forlig. Det fremgår eksempelvis af TfS1997.11.LSR, hvor der var tvist om en erstatning og rentekrav og først på tidspunktet, hvor erstatningskravet blev accepteret, havde klageren erhvervet endelig ret til erstatningen. Det fremgår endvidere af SKM2008.827.VLR, hvor der ligeledes var en tvist om kravet, og der først var erhvervet endeligt ret på tidspunktet for Østre Landsrets dom.

Der er tale om retserhvervelse, der ligger efter den varslede ændring om skærpet praksis i SKM2014.354.SR. Godtgørelsen kan ikke anses som skattefri i henhold til statsskattelovens § 5, litra a, jf. SKM2014.354.SR og SKM2014.801.SKAT, men skal anses som godtgørelse i forbindelse med fratræden af stilling og beskattes efter ligningslovens § 7U.

Af ligningslovens § 7U fremgår følgende:

"Gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling eller i forbindelse med arbejdsgiverens eller medarbejderens jubilæum, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr., jf. dog stk. 2-4 og § 31."

Det følger af forarbejderne til ligningslovens § 7 U, L88 fremsat den 4. november 1999 vedrørende skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgivere m.v., under bemærkninger til de enkelte bestemmelser, nr. 11, at "alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser."

Den skattemæssige behandling af en godtgørelse, som en medarbejder måtte få, afhænger herefter af, om godtgørelsen gives som følge af, at medarbejderen er blevet afskediget i strid med den respektive lov, eller om godtgørelsen gives som følge af, at medarbejderen under ansættelsen har været udsat for en behandling i strid med den respektive lov.

I det første tilfælde vil godtgørelsen være en skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 7U, jf. eksempelvis SKM2007.575.ØLR, hvor en tillidsmand fik udbetalt en godtgørelse for uberettiget afskedigelse efter reglerne om tillidsmandsbeskyttelse. I det andet tilfælde vil godtgørelsen være en skattefri godtgørelse efter statsskattelovens § 5 a, jf. eksempelvis det daværende Ligningsråds svar i TfS 1999, 273, hvoraf det fremgår, at godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14 for sexchikane under ansættelsen vil være skattefri.

De godtgørelser, som [virksomhed1] har betalt, er udbetalt som følge af uberettiget afskedigelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, og er dermed at anse for en skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 7 U.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.