Kendelse af 01-11-2017 - indlagt i TaxCons database den 25-11-2017

Faktiske oplysninger

Klageren blev afskediget af sin tidligere arbejdsgiver [virksomhed1] A/S den 12. november 2013 til fratræden den 31. december 2013.

Klageren og hendes tidligere arbejdsgiver, aftalte i fratrædelsesaftale af 24. februar 2014, at klageren fik en ekstraordinær og frivillig fratrædelsesgodtgørelse på 316.250 kr.

Klageren indhentede, i forbindelse med sagen mod sin arbejdsgiver, lægeerklæringer.

Af lægeerklæring af 11. december 2013 fremgik:

"[person1] har en diskusprolaps i nakken.

Hun har tidligere på sit arbejde kørt bil 4 - 6 timer dagligt og haft mange løft.

Hun har stadig rigtig mange smerter i nakken - især ved bilkørsel og løft.

Hun vil derfor ikke være i stand til at varetage sit nuværende arbejde eller noget der minder om dette.

Hun er imidlertid velbegavet og vil meget gerne arbejde.

Hvis der kan findes et ikke nakkebelastende arbejde - muligvis på nedsat tid i starten, vil hun formentlig snart kunne komme i gang igen - og det vil hun også meget gerne.

Det er umuligt at vurdere, hvor lang tid hendes smerter vil vare endnu."

Af speciallægeerklæring af 17. december 2013 fremgik:

"Denne patient har i år været aktuel ved flere tilfælde ved neurologisk ambulatorium, [...] på grund af smerter over nakken med udstråling langs venstre arm og udførte udredning blandt andet med MR-scanning af halsrygsøjlen har vist tegn på udposning af 2 skiver, og en af disse giver påvirkning af en af udgående nerverødder på venstre side.

Som resultat af dette har patienten konstant irritation langs denne nerverod og det anses for at være årsagen til beskrevne smerter. Disse accentueres ved fysisk belastning af armene og nakken, derfor anbefales det ikke, at hun udfører arbejde associeret med sådan belastning. Der anbefales heller ikke bilkørsel i længere tid, eftersom den giver statisk belastning af nakken og øget irritation af ovenfor nævnte nerverod.

Eftersom patienten har discusudposning, ikke prolaps, kan der ved en sådan ske en spontan tilbagetrækning, som vil lede til, at smertebesværet, som hun har, remitterer. På grund af dette er operation ikke aktuel, og for optimering af den konservative behandling af patienten henvises til egen læge til vurdering ved en smerteklinik."

Den 20. december 2013, har klagerens advokat [virksomhed2] sendt et brev til arbejdsgiveren. Heraf fremgik blandt andet:

"...

Uberettiget anvendelse af 120-dages-reglen

...

Krav om godtgørelse for usaglig opsigelse

Det er min opfattelse, at min klients opsigelse ikke har været rimeligt begrundet i hendes eller [virksomhed1] A/S' ("[virksomhed1]") forhold, at hun derfor er berettiget til godtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2b på indtil 11/2 måneds løn (inklusive bonus, værdi af firmabil og øvrige benefits).

I den forbindelse bemærker jeg, at min klient under en samtale med [person2] d. 19. september 2013 (og igen i uge 42 pr. sms) oplyste, at hun forventede at være fuldt arbejdsdygtig igen i november/december, men at det endelig forløb og fremtid endnu ikke var afklaret. Jeg har vedlagt kopi af referat fra samtalen d. 19. september.

Min klients oplysninger om fraværets forventede varighed var baseret på de foreløbige vurderinger fra hendes egen læge samt en neurolog. I forlængelse heraf fik min klient oplyst af sin nærmeste leder, at der ville blive afholdt en opfølgningssamtale d. 12. november 2013, som imidlertid viste sig at blive en opsigelsessamtale i stedet.

Som det fremgår af referatet, blev det aftalt, at der skulle udarbejdes en handlingsplan for min klients tilbagevenden til arbejdet, men denne aftale blev som bekendt ikke opfyldt.

Der blev heller ikke udarbejdet en mulighedserklæring eller gjort andre tiltag med henblik på at afdække min klients muligheder for at vende tilbage til arbejdet i fuldt eller eventuelt delvist omfang.

Muligt krav for opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven

Siden uge 42 har det desværre vist sig, at min klients uarbejdsdygtighed bliver mere langvarig end først antaget.

Min klients mulighed for at blive fuldt arbejdsdygtig er ved at blive udredt, men de foreløbige diagnoser fra hendes læge og neurolog tyder på, at hun har pådraget sig en langvarig fysisk skade og begrænsning i hendes arbejdsevne.

Hvis det viser sig at være tilfældet, hvilket formentlig først blive afklaret i sommeren/efteråret 2014, er det min opfattelse på grundlag af den foreliggende retspraksis, at min klients fravær pga. diskusprolaps vil blive anset for handicaprelateret, og at hendes opsigelse derfor vil blive anset for at være i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med en eventuel retssag. Hvis opsigelsen er sket i strid med forskelsbehandlingsloven, vil min klient være berettiget til en godtgørelse på op til 12 måneders løn i henhold til retspraksis.

Min klients krav

På baggrund af ovenstående bedes I udstede en ny opsigelse og deri bl.a. bekræfte, at min klients opsigelsesperiode først udløber ved udgangen af februar, og at hendes lønudbetaling, bonusordning og øvrige benefits samt optjening af feriegodtgørelse vil fortsætte frem til dette tidspunkt.

Min klient er således ikke forpligtet til at aflevere sin firmabil d. 31. december 2013 som angivet i opsigelsen, medmindre [virksomhed1] fremsætter begæring herom mod betaling af behørig kompensation i den resterende del af opsigelsesperioden.

Hvis lønnen ikke betales rettidigt på det sædvanlige udbetalingstidspunkt efter eventuelt påkrav, vil jeg hæve ansættelsesforholdet på vegne af min klient og kræve erstatning svarende til 2 måneders løn, inklusive bonus samt værdi af firmabil og øvrige benefits.

Endvidere tager jeg på vegne af min klient forbehold for at rejse krav om godtgørelse for usaglig afskedigelse svarende til op til 11/2 måneds løn, inklusive bonus samt værdi af firmabil og øvrige benefits, ligesom der tages forbehold for at rejse krav om godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingsloven svarende til op til 12 måneders løn."

Den 14. januar 2014 sendte [virksomhed3], på vegne af arbejdsgiveren et brev til klagerens advokat [virksomhed2], hvoraf fremgik:

"...

2. Godtgørelse for usaglig opsigelse

Det er vores vurdering, at opsigelsen af [person1] var rimeligt begrundet, idet [person1]s længerevarende sygefravær havde driftsmæssige konsekvenser for [virksomhed1] A/S og dets øvrige medarbejdere ([person1]s nærmeste kollegaer).

Som ligeledes anført i opsigelsen af 12. november 2013 var det på baggrund af [person1]s tilbagemelding [virksomhed1] A/S' opfattelse, at [person1] ikke ville blive fuldt arbejdsdygtig inden for en overskuelig fremtid, og at opsigelsen derfor var nødvendiggjort af hensyn til de driftsmæssige konsekvenser for [virksomhed1] A/S.

[virksomhed1] A/S tog ikke initiativ til udarbejdelsen af en mulighedserklæring, idet [person1] løbende tilkendegav, at hun var "på vej tilbage" til arbejdet. Dette viste sig som bekendt ikke at være tilfældet. Hvorvidt [virksomhed1] A/S tog initiativ til at udarbejde en mulighedserklæring eller ej er under alle omstændigheder uden betydning for vurderingen af, hvorvidt [person1] er berettiget til godtgørelse efter funktionærlovens § 2b.

Idet opsigelsen var rimeligt begrundet, er det således vores vurdering, at [person1] ikke er berettiget til godtgørelse efter funktionærlovens § 2b for usaglig opsigelse.

3. Godtgørelse i medfør af forskelsbehandlingsloven

Det er vores vurdering, at [person1]s fravær på grund af en diskusprolaps ikke kan anses som værende handicaprelateret. Da vi har forstået, at du også alene har taget forbehold for at gøre krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven gældende, finder vi ikke på nuværende tidspunkt anledning til at redegøre nærmere for vor afvisning af kravet.

..."

I brev af 31. januar 2014 svarede klagerens advokat [virksomhed2] på [virksomhed3]s brev af 14. januar 2014:

"Det fastholdes, at betingelserne for at anvende 120-dages-reglen ikke var opfyldt, og at min klient derfor er berettiget til løn for januar og februar 2013.

...

Krav om godtgørelse for usaglig opsigelse

Det fastholdes, at opsigelsen af min klient har været usaglig af de nævnte grunde i mit brev af 20. december 2013, og at min klient er berettiget til godtgørelse svarende til 1 1/2måneds løn.

Jeg finder det påfaldende, at [virksomhed1] konkluderede, at opsigelsen var nødvendig, min klients tilbagevenden til arbejdet havde lange udsigter, men samtidigt undlod at udarbejde en mulighedserklæring fordi man forventede, at min klient ville vende tilbage inden for kort tid.

Krav om godtgørelse på grund af opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven

Som anført i mit brev af 20. december 2013 tyder de foreløbige diagnoser fra min klients læge og neurolog, at hun har pådraget sig en langvarig fysisk skade og begrænsning i hendes arbejdsevne.

Som dokumentation herfor fremlægger jeg henholdsvis lægeerklæring af [dato] og speciallægeerklæring af [dato],

Der er ikke sket nogen forbedring af min klients tilstand, og der er desværre intet der tyder på, at hun vil kunne vende tilbage til en tilsvarende stilling inden for en overskuelig fremtid, hvilket stemmer overens med de fremlagte lægelige vurderinger.

Omvendt peger alle indikationer i retning af, at min klient har pådraget sig en langvarig (eller permanent) fysisk skade og begrænsning i hendes arbejdsevne, og at min klients tilstand vil vise sig at være et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand i henhold til den seneste praksis fra EU-domstolen.

Det står klart, at din klient har forsømt at træffe de fornødne afhjælpeforanstaltninger i medfør af forskelsbehandlingsloven

Din klient har end ikke forsøgt at afdække min klients muligheder for at vende tilbage til arbejdet i fuldt eller eventuelt delvist omfang, hvilket givetvis vil blive tillagt vægt ved udmålingen af godtgørelsen efter forskelsbehandlingsloven.

Hvis der ikke opnås en forligsmæssig løsning på sagen indenfor kort tid, vil min klient derfor anlægge sag og kræve godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven svarende til 12 måneders løn samt 2 måneders løn som anført ovenfor vedrørende 120-dages-reglen.

Inden en sådan sag bliver hovedforhandlet, vil min klient givetvis kunne fremskaffe dokumentation for, at hendes tilstand rent faktisk er tilstrækkeligt langvarig til, at der er tale om et handicap.

Forligsmæssig løsning

Din klients udspil er markant lavere end niveau, som min klient er villig til at acceptere.

Henset til, at jeg føler mig overbevist om, at min klient vil få medhold i, at 120-dages-reglens betingelser ikke var opfyldt, at alle indikationer peger i retning af, at min klients tilstand vil vise sig at være et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, er min klient villig til at forlige sagen mod betaling af 9 måneders løn for at komme hurtigt videre med sin tilværelse.

Dette udspil fremsættes selvsagt uden præjudice for en eventuel retssag."

Ifølge repræsentanten foregik de efterfølgende forhandlinger via telefonsamtale samt mailkorrespondance mellem parterne.

Af mail af 14. februar 2014 fra klagerens advokat [virksomhed2] til [virksomhed3]s fremgik:

"Jeg har drøftet jeres forligsudspil (5 måneders løn) med min klient.

Eftersom min klient gerne vil videre med sin tilværelse, er dette acceptabelt, dog forudsat at [virksomhed1] betaler hendes sagsomkostninger (dvs. min regning), og at de udsteder en sædvanlig og positiv udtalelse (hvilket jeg finder rimeligt omstændighederne taget i betragtning).

Min klient er således villig til at forlige sagen på følgende vilkår:

Min klients udspil (der fremsættes uden præjudice) er betinget af, at det accepteres senest d. 21. februar 2014 kl. 12.00."

Af mail af 18. februar 2014 fra [virksomhed3]s til klagerens advokat [virksomhed2] fremgik:

"Vi har nu haft lejlighed til at drøfte dit forligstilbud af 14. februar 2014 med vores klient.

Vores klient kan acceptere forligstilbuddet, dog således at din klients sagsomkostninger ikke afholdes af vores klient, da vores klient af principielle årsager ikke ønsker at afholde disse omkostninger. Til gengæld til er vores klient villig til at tilbyde at forhøje forligsbeløbet på DKK 300.000 med DKK 16.250, således at det samlede forligsbeløb bliver DKK 316.250."

Af udkast til fratrædelsesaftale af 24. februar 2014 fremgik blandt andet:

"...

1.3. I forlængelse heraf har Parterne aftalt, at Medarbejderens ansættelsesforhold med Selskabet, samt de krav, som Medarbejderen måtte gøre gældende mod Selskabet, skal ophøre endeligt på de i denne fratrædelsesaftale (herefter benævnt "Aftale") beskrevne vilkår.

...

7. FRATRÆDELSESGODTGØRELSE

7.1. Det er aftalt, at Selskabet betaler en ekstraordinær og frivillig fratrædelsesgodtgørelse til Medarbejderen på DKK 316.250. Fratrædelsesgodtgørelsen er ikke feriepengeberettiget, ligesom der ikke beregnes bonus og pensionsbidrag af fratrædelsesgodtgørelsen.

7.2. Fratrædelsesgodtgørelsen udbetales til Medarbejderen den 28. februar 2014.

7.3. Selskabet anerkender på ingen måde ved betaling af fratrædelsesgodtgørelsen i punkt 7.1, at opsigelsen af Medarbejderen var uberettiget og/eller i strid med funktionærloven, forskelsbehandlingsloven eller anden lovgivning.

...

13. FULD OG ENDELIG AFGØRELSE

13.1. Nærværende Aftale er indgået til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav, som Medarbejderen måtte have mod Selskabet i forbindelse med ansættelsesforholdet og dettes ophør, herunder men ikke begrænset til, krav på godtgørelse i henhold til ansættelsesbevisloven, funktionærlovens § 2b samt forskelsbehandlingsloven.

13.2. Nærværende Aftale er indgået til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav, som Selskabet måtte have mod Medarbejderen i forbindelse med ansættelsesforholdet og dettes ophør.

Denne bestemmelse afskærer dog ikke Selskabet fra at rejse eventuelle erstatningskrav mod Medarbejderen, som Selskabet hverken kendte eller burde kende ved denne Aftales underskrivelse.

14. SKAT

14.1. Alle beløb, som er nævnt i denne Aftale, er bruttobeløb, og de skattemæssige konsekvenser for Medarbejderen af nærværende Aftale er Selskabet uvedkommende.

14.2. Selskabet vil udbetale den frivillige fratrædelsesgodtgørelse nævnt i punkt 7.1 i henhold til ligningslovens § 7U."

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om, at klagerens skatteansættelse for indkomståret 2014 ikke kan ændres, idet den af arbejdsgiveren udbetalte godtgørelse, anses som værende skattepligtig.

Til støtte herfor har SKAT anført:

"I din henvendelse af den 5. maj 2014 skriver du, at du har modtaget en godtgørelse som følge af at din tidligere arbejdsgiver har overtrådt funktionærloven samt forskelsbehandlingslovens bestemmelser og at din advokat har oplyst dig at godtgørelser som følge af overtrædelse af forskelsbehandlingsloven er skattefri. På baggrund heraf ønsker du indeholdt A-skat af godtgørelsen tilbagebetalt.

SKAT formoder at din advokat henviser til Skatterådets afgørelser SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, hvori lønmodtagere fik en godtgørelse fra tidligere arbejdsgiver, efter reglerne i forskelsbehandlingslovens § 7, grundet direkte forskelsbehandling i forbindelse med afskedigelse. Godtgørelserne blev af Skatterådet afgjort som værende skattefri.

Sammen med din henvendelse har du vedlagt et brev fra din advokat til [virksomhed1] A/S, dateret den 31. januar 2014. Ligeledes har du vedlagt udkast til fratrædelsesaftale mellem dig og [virksomhed1] A/S, dateret den 24. februar 2014.

SKAT har fremsendt forslag til afgørelse den 26. februar 2015.

SKAT har herefter modtaget dine bemærkninger i mail af den 18. marts 2015, hvori du anfører:

Du henviser i øvrigt til styresignalet gengivet i SKM 2014.801 SKAT, hvoraf det fremgår at såfremt der i et indkomstår er sket beskatning af en godtgørelse udbetalt efter forskelsbehandlingsloven, uanset der er erhvervet endelig ret til en sådan godtgørelse før den 12. december 2014, kan der ske genoptagelse.

SKATs begrundelse og lovgrundlag

Af fratrædelsesaftalen mellem dig og [virksomhed1] A/S fremgår følgende under pkt. 7

7. FRATRÆDELSESGODTGØRELSE

7.1.Det er aftalt, at Selskabet betaler en ekstraordinær og frivillig fratrædelsesgodtgørelse til Medarbejderen på DKK 316.250. Fratrædelsesgodtgørelsen er ikke feriepengeberettiget, ligesom der ikke beregnes bonus og pensionsbidrag af fratrædelsesgodtgørelsen.

7.2.Fratrædelsesgodtgørelsen udbetales til Medarbejderen den 28. februar 2014.

7.3.Selskabet anerkender på ingen måde ved betaling af fratrædelsesgodtgørelsen i punkt 7.1, at opsigelsen af Medarbejderen var uberettiget og/eller i strid med funktionærloven, forskelsbehandlingsloven eller anden lovgivning. "

Det fremgår af fratrædelsesaftalen mellem dig og din tidligere arbejdsgiver, at din arbejdsgiver betaler en ekstraordinær og frivillig fratrædelsesgodtgørelse på 316.250 kr. SKAT finder, at aftalen udelukker, at den udbetalte godtgørelse kan betragtes som en godtgørelse omfattet af forskelsbehandlingsloven. SKAT finder ligeledes ikke, at SKAT skal foretage en vurdering af grundlaget for udbetalingen af godtgørelsen, idet der mellem dig og din arbejdsgiver - i henhold til fratrædelsesaftalen - er opnået enighed om, at godtgørelsen er udbetalt ekstraordinær og frivillig. På grundlag af fratrædelsesaftalen anser SKAT herefter det ikke for dokumenteret, at den omtalte godtgørelse er udbetalt som følge af, at arbejdsgiveren har overtrådt reglerne i forskelsbehandlingsloven.

Med Skatterådets afgivelse af de bindende svar i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR er det SKATs opfattelse, at der alene må anses at være etableret en administrativ praksis om skattefrihed i forhold til godtgørelser omfattet af forskelsbehandlingsloven, jf. styresignal af den 27. november 2014 - SKM2014.801. SKAT anser derfor din godtgørelse som omfattet af ligningslovens § 7 U, der siger at gaver, godtgørelser og gratialer modtaget fra en arbejdsgiver i forbindelse med fratræden medregnes til indkomsten med det beløb, der ligger over 8.000 kr. I øvrigt henvises til SKATs Juridiske Vejledning, afsnit C.A.3.5.2.2.

Med henvisning til ovenstående anser vi din modtagne godtgørelse for korrekt behandlet i skattemæssig forstand, og dermed foretages ikke ændring af den indberettede godtgørelse."

I udtalelse af 5. juli 2017 har SKAT anført:

"SKAT fastholder, at den udbetalte fratrædelsesgodtgørelse på 316.250 kr. er skattepligtig for klager.

Eftersom det ikke findes tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at godtgørelsen er skattefri efter Statsskattelovens § 5, beskattes godtgørelsen i klagers skattepligtige indkomst medfør af Ligningslovens § 7 U."

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den af arbejdsgiveren udbetalte godtgørelse skal anses som værende skattefri.

Til støtte herfor har repræsentanten anført:

"...

Det gøres overordnet gældende, at den til min klient i indkomståret 2014 udbetalte godtgørelse skal anses for helt eller delvis skattefri.

Uagtet at der i den mellem parterne udfærdigede tekst i forbindelse med ophævelsen af min klients arbejdsforhold er blevet indsat en vending af politiske årsager - efter arbejdsgiverens ønske - om, at godtgørelsen udbetales som 'ekstraordinær og frivillig', ændrer dette ikke på realiteten i sagen.

Min klients tidligere arbejdsgiver har overtrådt reglerne i forskelsbehandlingsloven. Som følge af dette forhold har man fra arbejdsgiverens side været nødt til at udrede en godtgørelse til min klient.

Det gøres gældende, at ordvalget i parternes forlig ikke ændrer på realiteten, nemlig at der er modtaget en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

SKM2014.86.SR fastslår endvidere, at uanset om udbetalingen af en godtgørelsen sker på baggrund af et forlig mellem parterne, er denne skattefri, når forliget indgås på baggrund af overtrædelse af forskelsbehandlingslovens bestemmelser.

Dette er oplagt tilfældet i nærværende sag, og det er derfor ikke korrekt, når SKAT anser min klients godtgørelse som ikke omfattet af den administrative praksis etableret med Skatterådets bindende svar i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, samt SKM2014.801.SKAT.

SKAT tilpligtes derfor at anerkende, at den til min klient i indkomståret 2014 udbetalte godtgørelse skal anses for helt eller delvist skattefri, idet min klient har erhvervet endelig ret til godtgørelsen forud for stramningen af praksis."

I supplerende indlæg har repræsentanten anført:

"Min klient har tidligere arbejdet hos [virksomhed1] A/S som Product Specialist.

Min klient blev den 12. november 2013 opsagt fra sin stilling hos [virksomhed1] A/S med fratrædelse per den 31. december 2013.

Min klient og hendes tidligere arbejdsgiver tiltrådte den 24. februar 2014 en fratrædelsesaftale, hvori parterne indgik et forlig om en godtgørelse (bilag 1).

Spørgsmålet er således, om den udbetalte godtgørelse er et resultat af, at min klients opsigelse var i strid med forskelsbehandlingsloven, da dette er afgørende for, hvorvidt der skal ske beskatning eller ej af godtgørelsen.

Hvilken praksis skal anvendes

Af styresignalet SKM2014.801.SKAT (Bilag 2) fremgår det, at SKM2014.354.SR (Bilag 3) må anses for en skærpelse af den praksis, der er blevet fastlagt i SKM2014.85.SR (Bilag 4) og SKM2014.86.SR (Bilag 5).

Det fremgår af styresignalet (Bilag 2), at skærpelsen af praksis har virkning for godtgørelser vedrørende direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 7, der ydes i forbindelse med fratrædelse af stilling, hvor der erhverves endelig ret til godtgørelsen den 12. december 2014 eller senere.

Af fratrædelsesaftalen (bilag 1) mellem min klient og [virksomhed1] A/S fremgår det under pkt. 7.2, at fratrædelsesgodtgørelsen udbetales til min klient den 28. februar 2014.

Det gøres derfor gældende, at min klient har erhvervet endelig ret til godtgørelsen inden ikrafttrædelsestidspunktet for stramningen af praksis, jf. SKM2014.801.SKAT. (Bilag 2)

Hvorvidt min klients godtgørelse er fritaget for beskatning, skal derfor afgøres i henhold til praksis forud for stramningen.

SKAT anfægter ikke dette i afgørelsen af den 26. maj 2015. SKATs vurdering

SKAT vurderer i afgørelsen af den 26. maj 2015, at min klients fratrædelsesgodtgørelse ikke er tildelt som kompensation for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

SKAT finder, at aftalen indgået mellem min klient og [virksomhed1] A/S udelukker, at den udbetalte godtgørelse kan betragtes som en godtgørelse omfattet af forskelsbehandlingsloven.

Endvidere fremgår det af SKATs afgørelse af den 26. maj 2015, at SKAT ikke finder, at SKAT skal foretage en vurdering af grundlaget for udbetalingen af godtgørelsen, idet der mellem min klient og [virksomhed1] A/S - i henhold til fratrædelsesaftalen - er opnået enighed om, at godtgørelsen er udbetalt ekstraordinært og frivilligt.

At SKAT er af den overbevisning, at SKAT ikke skal foretage en vurdering af grundlaget for udbetalingen af godtgørelsen er ikke i overensstemmelse med de skatteretlige grundprincipper.

Skatterettens realitetsgrundsætning

I nærværende sag betyder det, at den afgørelse SKAT har truffet ikke afspejler parternes faktiske grundlag for indgåelsen af aftalen.

Det fremgår af side 149 i bogen "Skatteretten 1, 6. udgave, 2013, Jan Pedersen m.fl." (Bilag 6), at der i skatteretten eksisterer en generalklausul.

Her fremgår det således, at generalklausulen anses for, at være en forudsætning for hele skattesystemet og som sådan ikke kræver specifik hjemmel.

Det fremgår endvidere vedrørende generalklausulen, at "Dens hovedindhold er kravet om, at beskatningen ved skatteudnyttelser knyttes til realøkonomien og realindholdet i de dispositioner, som beskatningen skal ske i forhold til snarere end til dispositionernes formelle iklædning"

Ydermere følger det, at "Generalklausulen anvendes ved en klar uoverensstemmelse mellem den indre realitet og den ydre formelle fremtoning".

I nærværende sag foreligger der en klar uoverensstemmelse mellem den indre realitet, og sagens ydre formelle fremtoning.

Uanset at aftalen formentlig ikke er indgået af [virksomhed1] A/S med henblik på skatteudnyttelse, må det anses for betænkeligt, hvis der ikke foretages en vurdering af grundlaget for indgåelsen af fratrædelsesaftalen og udbetalingen af godtgørelsen, da der foreligger en klar uoverensstemmelse mellem sagens indre realitet, og dennes ydre formelle fremtoning.

Sagens ydre formelle fremtoning bliver særligt karakteriseret af pkt. 7.3 i fratrædelsesaftalen mellem min klient og [virksomhed1] A/S. (Bilag 1)

Det fremgår af pkt. 7.3. i fratrædelsesaftalen mellem min klient og [virksomhed1] A/S, at "Selskabet anerkender på ingen måde ved betaling af fratrædelsesgodtgørelsen i punkt 7.1, at opsigelsen af Medarbejderen var uberettiget og/eller i strid med funktionærloven, forskelsbehandlingsloven eller anden lovgivning".

Ved en realitetsvurdering af parternes grundlag for indgåelsen af fratrædelsesaftalen kan sagens indre realitet findes.

På baggrund af materialet udvekslet mellem parterne forud for indgåelsen af fratrædelsesaftalen (Bilag 7) kan det udledes, at [virksomhed1] A/S grundlag for accept af fratrædelsesaftalen er, at udelukke risikoen for, at skulle efterkomme en dom om udbetaling af godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Det må således med rette kunne udledes heraf, at sagens indre realitet afviger fra sagens ydre formelle fremtoning.

Sagens indre realitet er, at fratrædelsesgodtgørelsen er tildelt min klient som godtgørelse for den ikke- økonomiske skade min klient har lidt, som følge af retsstridige krænkelse af forskelsbehandlingsloven.

Når sagen bedømmes efter dennes indre realitet, så er min klients tildelte godtgørelse efter fratrædelsesaftalen skattefri, da denne er tildelt min klient som godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

I SKM2014.86.SR (Bilag 5) fandt Skatterådet, at tildelt godtgørelse var skattefri, selvom udbetalingen af godtgørelsen skete på baggrund af et forlig mellem parterne i sagen."

Af supplerende bemærkninger fremgår:

"...

Opsigelse

[virksomhed1] A/S´s opsigelse af min klient følger af brev af 12. november 2013 (bilag 13).

Hvorfor forliget er et resultat af, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven

Jeg henviser herom til tidligere fremsendte bemærkninger til Skatteankestyrelsen, jeg skal dog yderligere fremkomme med følgende supplerende bemærkninger.

Det fremgår tydeligt af korrespondancen mellem [virksomhed2] og [virksomhed1] A/S forud for indgåelsen af forliget (bilag 9, 10, 11, 7 og 12), at fratrædelsesgodtgørelsen er tildelt som godtgørelse for brud på forskelsbehandlingsloven.

I brev af 14. januar 2014 fra [virksomhed3] til [virksomhed2] (bilag 11) oplyste [virksomhed3], at det fastholdtes, at opsigelsen var sket ved korrekt anvendelse af 120-dages reglen, hvorfor det var berettiget at opsige [person1] med én måneds varsel.

Derudover oplyste [virksomhed3], at det er deres vurdering, at opsigelsen var rimeligt begrundet, samt at det er deres vurdering, at en diskusprolaps ikke kan anses som værende handicaprelateret, hvorfor kravet om godtgørelse i medfør af forskelsbehandlingsloven blev afvist.

[virksomhed3] tilbød på vegne af deres klient en forligsmæssig løsning, hvorefter [person1] blev tilbudt betaling af 60.000 kr. svarende til ca. 1 måneds løn.

I brevet der følger fra [virksomhed2] af 31. januar 2014 (bilag 7) fastholdte advokaten, at der var sket usaglig opsigelse, og at hans klient herfor var berettiget til godtgørelse svarende til halvanden måneds løn.

Yderligere redegjorde advokaten hvorfor, der var sket opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven. Som dokumentation herfor fremlagde han henholdsvis lægeerklæring samt speciallægeerklæring.

Advokaten fremhævede følgende vedrørende forløbet op til min klient opsigelse:

"Der er ikke sket nogen forbedring af min klients tilstand, og der er desværre intet der tyder på, at hun vil kunne vende tilbage til en tilsvarende stilling inden for en overskuelig fremtid, hvilket stemmer overens med de fremlagte lægelige vurderinger.

Omvendt peger alle indikationer i retning af, at min klient har pådraget sig en langvarig (eller permanent) fysisk skade og begrænsning i hendes arbejdsevne, og at min klients tilstand vil vise sig at være et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand i henhold til den seneste praksis fra EU- domstolen.

Det står klart, at din klient har forsømt at træffe de fornødne afhjælpsforanstaltninger i medfør af forskelsbehandlingsloven.

Din klient har end ikke forsøgt at afdække min klients muligheder for at vende tilbage til arbejdet i fuldt eller eventuelt delvist omfang, hvilket givetvis vil blive tillagt vægt ved udmålingen af godtgørelsen efter forskelsbehandlingsloven.

Hertil skal bemærkes, at det følger af forskelsbehandlingsloven § 2a, at "Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, eller for at give en person med handicap adgang til uddannelse..."

Advokaten gjorde yderligere gældende, at

Hvis der ikke opnås en forligsmæssig løsning på sagen indenfor kort tid, vil min klient derfor anlægge sag og kræve godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven svarende til 12 måneders løn samt 2 måneders løn som anført ovenfor vedrørende 120-dages-reglen."

Advokaten tilbød på vegne af [person1] at forlige sagen mod betaling af 9 måneders løn.

Som det fremgår af parternes mailkorrespondance (bilag 12), endte parterne med at forlige sagen mod betaling af, hvad der svarer til 5 måneders løn.

Man må således med rette formode, at det forhold at [virksomhed1] A/S valgte at udbetale en godtgørelse med et beløb, der langt oversteg beløb på 60.000 kr., som [virksomhed1] A/S først havde tilbudt med al sandsynlighed må skyldes, at [virksomhed1] A/S må have vurderet, blandt andet på baggrund af de fremlagte lægelige vurderinger, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Det fremgår således af ovenstående, at parterne er enige om, at såfremt der kun havde været tale om opsigelse i strid med funktionærlovens regler, havde min klient kun været berettiget til en godtgørelse svarende til 1-2 måneders løn.

Forligets størrelse indicerer derfor, at [virksomhed1] A/S anerkender, at der er sket opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven.

Dette er uanset, at det af pkt. 7 i forliget (bilag 6) fremgår følgende:

"7. Fratrædelsesgodtgørelse

7.1 Det er aftalt, at Selskabet betaler en ekstraordinær og frivillig fratrædelsesgodtgørelse til Medarbejderen på DKK 316.250. Fratrædelsesgodtgørelsen er ikke feriepengeberettiget, ligesom der ikke beregnes bonus og pensionsbidrag af fratrædelsesgodtgørelsen.

7.2 ...

7.3 Selskabet anerkender på ingen måde ved betaling af fratrædelsesgodtgørelsen i punkt 7.1, at opsigelsen af Medarbejderen var uberettiget og/eller i strid med funktionærloven, forskelsbehandlingsloven eller anden lovgivning."

Som det også fremgår af mailkorrespondancen mellem parterne (bilag 12), så er en del af forliget, at [person1] skulle være indforstået med, at [virksomhed1] ikke ville anerkende, at opsigelsen var i strid med funktionærloven, forskelsbehandlingsloven eller anden lovgivning.

Det er altså en del af selve forligsaftalen, at min klient skulle være indforstået med, at dette forhold blev tilføjet fratrædelsesaftalen. [virksomhed1] A/S´s grundlag for at få indført denne passus i aftalen er naturligvis at minimere risikoen for en efterfølgende domfældelse om overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Forligsteksten mellem parterne ændrer således ikke på realiteten om, at der er modtaget en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven § 7, stk. 1.

Forskelsbehandlingsloven § 7 hjemler, at "Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse".

Det gøres herunder gældende, at opsigelsen er sket i strid med forskelsbehandlingslovens § 2a jf. forholdet om, at [virksomhed1] A/S ifølge min klients tidligere advokat ikke forsøgt at afdække min klients muligheder for at vende tilbage til arbejdet i fuldt eller eventuelt delvist omfang.

Dette er med til at underbygge, at pkt. 7 i forliget (bilag 6) ikke er udtryk for den reelle årsag bag tildelingen af godtgørelsen.

Fratrædelsesgodtgørelsen er således reelt tildelt på baggrund af [virksomhed1] A/S´s overtrædelse af forskelsbehandlingsloven § 2a, og den skattemæssige behandling skal derfor, uanset pkt. 7 i forliget (bilag 6), behandles som var den tildelt efter forskelsbehandlingsloven § 2a, jf. 7, jf. Skatterådets bindende svar af 17. december 2013 (SKM2014.86.SR).

Forlig ctr. dom

Praksis fra Skatterådet viser, at det i sager om uberettiget opsigelse er uden betydning for den skattemæssige behandling af fratrædelsesgodtgørelsen, om denne opnås ved forlig eller ved dom.

I SKM2014.86.SR fandt Skatterådet, at tildelt godtgørelse var skattefri, selvom udbetalingen af godtgørelsen skete på baggrund af et forlig mellem parterne.

Skatterådet lagde i deres bindende svar af 17. december 2013 (SKM2014.86.SR) vægt på, at begrundelsen for udbetalingen af godtgørelserne var at kompensere for den retsstridige krænkelse, som medarbejderne har lidt ved at blive forskelsbehandlet efter reglerne i forskelsbehandlingsloven.

SKM2014.86.SR er udtryk for, at det afgørende for den skattemæssige behandling af fratrædelsesgodtgørelsen er den reelle årsag bag tildelingen af fratrædelsesgodtgørelsen, og ikke om fratrædelsesgodtgørelsen tildeles efter dom eller forlig.

Det er gældende ret på tidspunktet for indgåelsen af forliget, herunder den på daværende tidspunkt gældende administrative praksis for skattemæssige behandling af fratrædelsesgodtgørelser tildelt efter forskelsbehandlingsloven, der skal lægges til grund ved vurdering af min klients skattemæssige ansættelse for indkomståret 2014.

SKM2014.86.SR er udtryk for den faste administrative praksis, der var gældende for den skattemæssige behandling af fratrædelsesgodtgørelser tildelt efter overtrædelse af forskelsbehandlingsloven på tidspunktet for min klients opsigelse og tildeling af fratrædelsesgodtgørelsen.

Fratrædelsesgodtgørelsen der er tildelt min klient ved forlig af 24. februar 2014 er derfor skattefri, jf. statsskatteloven § 5, stk. 1, litra a, smhl. Skatterådets bindende svar af 17. december 2013 (SKM2014.86.SR)."

I bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag har repræsentanten anført:

"Skatteankestyrelsen har blandt andet anført følgende som begrundelse for at stadfæste SKATs afgørelse.

Skatteankestyrelsen mener ikke, at det er dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at det udbetalte beløb er godtgørelse for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 7.

Det følger af forskelsbehandlingslovens:

§ 2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillingerved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Stk. 2. Forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår foreligger, hvis der ikke ydes lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.

Stk. 3. En lønmodtager, hvis løn i strid med stk. 1 er lavere end andres, har krav på forskellen.

§ 2 a. Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, eller for at give en person med handicap adgang til uddannelse. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Lettes denne byrde i tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssigstor.

§ 7. Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.

Stk. 2. En person, der udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, fordi denne har fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.

Spørgsmålet i nærværende sag er altså hvorvidt min klients tidligere arbejdsgiver, [virksomhed1] A/S, har forskelsbehandlet min klient ved afskedigelsen af denne.

Skatteankestyrelsen tillægger følgende momenter grund for, at der ikke er tale om godtgørelse som følge af forskelsbehandling:

1) At det ikke af fratrædelsesaftalen fremgår, at der er tale om godtgørelse som følge af forskelsbehandling. og at arbejdsgiveren betaler en ekstraordinær og frivillig fratrædelsesgodtgørelse på 316.260 kr.

2) At min klient ifølge den foreliggende mailkorrespondance er indforstået med, at dennes arbejdsgiver ikke anerkender, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Derudover anfører Skatteankestyrelsen at følgende fremgår af sagen:

3) At det fremgår af korrespondancen fra [virksomhed1] A/S´s advokat forud for indgåelse af fratrædelsesaftalen, at klagerens fravær på grund af diskusprolaps ikke kan anses at være handicaprelateret.

4) At det fremgår af mailkorrespondancen mellem parterne, at klageren er indforstået med, at arbejdsgiveren ikke anerkender, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

5) At det af fratrædelsesaftalen af 24. februar 2014 fremgår, at arbejdsgiveren på ingen måde anerkender, at opsigelsen var uberettiget og/eller i strid med funktionærloven, forskelsbehandlingsloven eller anden lovgivning.

Hvornår er der tale om, at der er udøvet forskelsbehandling?

Af forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 1 og 2 fremgår følgende:

§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder ved ansættelse, under ansættelsen og ved afskedigelse.

Det vil altså sige, at hvis der er sket afskedigelse på grund af en lønmodtagers handicap, så er der tale om forskelsbehandling i lovens forstand.

En lønmodtager, der bliver udsat for forskelsbehandling, har krav på en godtgørelse efter lovens § 7.

Den skattemæssige behandling af sådanne godtgørelser behandles efter reglerne i statsskatteloven.

Statsskatteloven § 4 bestemmer, at løbende indtægter er skattepligtige. Udbetales en erstatning derimod som et engangsbeløb, som i denne sag, afhænger den skatteretlige behandling af, hvilke tab eller hvilken skade erstatningen er kompensation for, jf. statsskattelovens § 5 a.

Hvis godtgørelsen kompenserer for forskelsbehandling på grund af handicap, dækker den således en ikke-økonomisk skade og skal dermed ikke beskattes jf. statsskattelovens § 5 a.

Hvornår er der tale om handicap i forskelsbehandlingslovens forstand?

Ifølge EU-domstolen skal begrebet "handicap" fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.

Min klients sygdom har medført en langvarig begrænsning, der har hindret hende i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere.

I november 2013, da hun blev afskediget fra sit job, tydede alt på, at hun havde pådraget sig en langvarig fysisk skade og begrænsning i hendes arbejdsevne, som dermed vil være et handicap i forskelbehandlingslovens forstand i henhold til seneste praksis fra EU-domstolen.

Min klient indhentede ultimo 2013 i forbindelse med sagen mod sin arbejdsgiver en lægeerklæring (bilag 14) samt en speciallægeerklæring (bilag 15). Disse erklæringer blev fremlagt i sagen og var bestemmende for, at [virksomhed1] A/S valgte at forlige sagen mod betaling af, hvad der svarer til 5 måneders løn.

Af erklæringerne fremgår det blandt andet, at hun har stærke og konstante smerter, og at hun ikke kan udføre arbejde, der er belastende for armene og nakken, herunder bilkørsel og løft. Det fremgår endvidere, at det ikke er til at sige hvor længe hendes smerter vil vare.

I dag er min klient stadig voldsomt påvirket af sin skade. Hun tager daglig stærk medicin blandt andet præparatet Gabapentin mod nervebanesmerter, som er en følge af prolapsen/udposningen, der har afklemt nogle nervebaner. Hun har stadig en svag nakke, skulder samt arm og må ofte sygemelde sig på grund af overbelastning af disse.

Afskedigelsen af min klient ville derfor med stor sandsynlighed være blevet anset for værende i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med en eventuel retssag.

Uanset at det ikke af fratrædelsesaftalen fremgår, at der er tale om godtgørelse som følge af

forskelsbehandling, og at min klient ifølge den foreliggende mailkorrespondance er indforstået med, at [virksomhed1] A/S ikke anerkender, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, ændrer det ikke ved det faktum, at fratrædelsesgodtgørelsen er tildelt min klient som godtgørelse for den ikkeøkonomiske skade min klient har lidt, som følge af retsstridige krænkelse af forskelsbehandlingsloven.

Jeg henviser herom til mine tidligere fremsendte bemærkninger til Skatteankestyrelsen.

Min klients tildelte godtgørelse efter fratrædelsesaftalen er derfor skattefri, da denne således er tildelt min klient som godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven."

I supplerende bemærkninger af 24. juli 2017 har repræsentanten anført:

"Se vedhæftede artikel af 5. januar 2017 (bilag 16) fra [virksomhed3], som på baggrund af Ligebehandlingsnævnets årsberetning behandler handicapbegrebet og tilpasningsforpligtelsen.

Se hertil artikel fra [virksomhed4] af 11. april 2016 (bilag 17), som ligeledes behandler spørgsmålet, om hvornår en arbejdsgivers tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingsloven er opfyldt.

Som artiklerne illustrerer, så er en arbejdsgiver forinden afskedigelse af en medarbejder, der er handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, forpligtet til at vurdere muligheden for tilpasningsforanstaltninger. Det påhviler arbejdsgiveren at godtgøre, at denne vurdering har fundet sted.

Det vil altså sige, at den afskedigede medarbejde i første række skal godtgøre, at denne lider af en sygdom, der udgør et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

I næste række skal arbejdsgiveren godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i medarbejderens sygdom.

Det vil konkret sige, at arbejdsgiveren forinden afskedigelsen skal have truffet de nødvendige tilpasningsforanstaltninger i forhold til at fastholde medarbejderen på arbejdspladsen.

Dog skal arbejdsgiveren have en viden eller en burde-viden om, at medarbejderen har et handicap, før der kan stilles krav om tilpasningsforanstaltninger.

Det kan heller ikke kræves, at arbejdsgiveren træffer nødvendige tilpasningsforanstaltninger, hvis denne kan godtgøre, at medarbejderen på tidspunktet for afskedigelsen slet ikke var kompetent eller egnet til at udføre de væsentligste funktioner i stillingen.

Det vil således sige, at i det tilfælde hvor en arbejdsgiver ikke har truffet de nødvendige tilpasningsforanstaltninger over for en i øvrigt kompetent afskediget medarbejder, herunder omplacere medarbejderen til en anden stilling, tilbyde medarbejderen nedsat tid/flexjob, omstrukturering af arbejdsgange eller finde andre opgaver tilpasset medarbejderens skånehensyn m.v., vil afskedigelsen være i strid med forskelsbehandlingsloven.

Se hertil følgende tre afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet, j.nr. 2015-6810-36323, j.nr. 2015-6810-55649 samt j.nr. 2016-6810-05522 (bilag 18, 19 og 20).

I de fremlagte afgørelser og artikler ses endvidere, at fastlæggelse af selve handicapbegrebet i

forskelslovens forstand omfatter lidelser som, smerter i nakke, skulder og ryg, smerter i arme, Ryggener, migræne, piskesmældslæsion m.v.

Sammenfatning

Det gøres gældende, at min klients sygdom er et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand jf. nævns - og retspraksis herom.

Min klient har stærke og konstante smerter, og hun ikke kan udføre arbejde, der er belastende for arme, skulder og nakke, herunder længere tids bilkørsel og løft. Hun tager daglig stærk medicin mod nervebanesmerter. Det fremgår endvidere af fremlagte lægeerklæringer (bilag 14 + 15), at hendes sygdom er af lang varighed.

Det gøres endvidere gældende, at [virksomhed1] A/S ikke har godtgjort, at min klient på tidspunktet for afskedigelsen ikke var kompetent eller egnet til at udføre de væsentligste funktioner i stillingen. (Dette har [virksomhed1] A/S heller ikke anført).

Det gøres endvidere gældende, at [virksomhed1] A/S havde en viden eller burde-viden om, at min klient havde et handicap i lovens forstand.

Slutteligt gøres det gældende, at [virksomhed1] A/S ikke havde hverken undersøgt eller truffet hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger i forhold til at fastholde min klient i dennes stilling før afskedigelsen af min klient.

Det må derfor lægges til grund, at afskedigelsen af min klient er sket i strid med forskelsbehandlingsloven.

Det forhold at der står i fratrædelsesaftalen, at [virksomhed1] A/S ved betaling af fratrædelsesgodtgørelsen ikke anerkender, at opsigelsen af medarbejderen var uberettiget og/eller i strid med funktionærloven, forskelsbehandlingsloven eller anden lovgivning, og at min klient ifølge den foreliggende mailkorrespondance er indforstået med, at [virksomhed1] A/S ikke anerkender, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, ændrer ikke ved det faktum, at fratrædelsesgodtgørelsen er tildelt min klient som godtgørelse for den ikke-økonomiske skade min klient har lidt, som følge af retsstridige krænkelse af forskelsbehandlingsloven.

Jeg skal hertil henlede opmærksomheden på den skatteretlige realitetsgrundsætning jf. den skatteretlige generalklausul.

Den tildelte godtgørelse skal derfor ikke beskattes jf. statsskattelovens § 5 a."

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtigt. Dette fremgår af statsskattelovens § 4.

Hvis en erstatning dækker et ikke-fradragsberettiget formuetab eller et tab af indkomstgrundlaget som efter princippet i statsskattelovens § 5 a er indkomstopgørelsen uvedkommende, er erstatningsbeløbet tilsvarende skattefrit.

Den skattemæssige behandling af godtgørelser sker efter statsskattelovens §§ 4 og 5, medmindre der findes anden særlig hjemmel.

Godtgørelse, der udbetales til dækning af et konkret løntab er skattepligtig som almindelig indkomst efter statsskattelovens § 4.

Godtgørelse for krænkelse af ideel karakter som eksempelvis svie og smerte, varig men, tort og erstatning af indkomstkilde er skattefri, jf. statsskattelovens § 5, litra a.

Godtgørelse, der betales ud over lønnen/lønkravet med relation til fratræden, er skattepligtig efter ligningslovens § 7 U. Heraf fremgår det, at gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr.

Det følger af forarbejderne til ligningslovens § 7 U, L88 fremsat den 4. november 1999 vedrørende skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgivere m.v., under bemærkninger til de enkelte bestemmelser, nr. 11, at "alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser."

Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, at den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.

Den skattemæssige behandling af en godtgørelse, som en medarbejder måtte få, afhænger herefter af, om godtgørelsen gives som følge af, at medarbejderen er blevet afskediget i strid med den respektive lov, eller om godtgørelsen gives som følge af, at medarbejderen under ansættelsen har været udsat for en behandling i strid med den respektive lov.

Det fremgår af den korrespondance, der har været forud for indgåelse af fratrædelsesaftalen, at klagerens advokat fremsatte muligt krav om godtgørelse for opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven, at klageren ifølge advokaten havde pådraget sig en langvarig fysisk skade og begrænsning i arbejdsevnen og at arbejdsgiveren havde forsømt at træffe de fornødne afhjælpeforanstaltninger i medfør af forskelsbehandlingsloven. Af korrespondance fra arbejdsgiveres advokat, forud for indgåelse af fratrædelsesaftalen, fremgår, at klagerens fravær på grund af en diskusprolaps ikke kan anses, at være handicaprelateret.

Det fremgår af mailkorrespondance mellem parterne, at klageren er indforstået med, at arbejdsgiveren ikke anerkender, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven. Af fratrædelsesaftalen af 24. februar 2014 fremgår ligeledes, at arbejdsgiveren på ingen måde anerkender, at opsigelsen var uberettiget og/eller i strid med funktionærloven, forskelsbehandlingsloven eller anden lovgivning.

Den godtgørelse, som klageren har modtaget, anses for skattepligtig i medfør af ligningslovens § 7 U, idet det ikke er dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at den modtagne godtgørelse er skattefri jf. statsskattelovens § 5, eller at det udbetalte beløb er godtgørelse for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 7.

Der er lagt vægt på, at det ikke af fratrædelsesaftalen fremgår, at der er tale om godtgørelse som følge af forskelsbehandling og at arbejdsgiveren betaler en ekstraordinær og frivillig fratrædelsesgodtgørelse på 316.250 kr. Der er ligeledes lagt vægt på, at klageren, ifølge den foreliggende mailkorrespondance, er indforstået med, at arbejdsgiveren ikke anerkender, at opsigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Idet det ikke er godtgjort, at godtgørelsen vedrører forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 7 omfattes godtgørelsen ikke af SKATs styresignal offentliggjort i SKM2014.801.SKAT.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.