Kendelse af 06-01-2020 - indlagt i TaxCons database den 25-04-2020

SKAT har foretaget modregning i overskydende beløb fra Skattekontoen til dækning af klagerens gæld vedrørende B-skat, opkrævningsgebyr samt inddrivelsesrenter.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse i overensstemmelse med det i begrundelsen anførte.

Faktiske oplysninger

Klageren driver virksomhed i enkeltmandsregi og havde forud for den påklagede afgørelse om modregning gæld til det offentlige vedrørende B-skat, opkrævningsgebyr samt inddrivelsesrenter.

Det fremgår af udskrift fra SKATs system EFI, at kravet vedrørende opkrævningsgebyr blev oversendt fra [by1] Kommune til inddrivelse ved SKAT den 14. maj 2015. Af EFI-udskrift fremgår følgende under afsnittet ”beskrivelse”: ”101 Erhvervsaffaldsgebyr 2014 Faktura [...] P.nr. [...]”.

SKAT har oplyst, at kravet vedrørende opkrævningsgebyr ikke er tilbagekaldt af fordringshaveren, som i dette tilfælde er [by1] Kommune.

Den 26. juli 2015 hævede klageren beløbsgrænsen for udbetaling af kreditsaldo fra Skattekontoen til 70.000,00 kr. Klageren indbetalte den 27. juli 2015 et beløb på 60.000,00 kr. på Skattekontoen. Klagerens repræsentant har oplyst, at beløbet blev indbetalt til dækning af specifikt momstilsvar.

Da klageren hævede beløbsgrænsen for udbetaling af kreditsaldoen, fremgik der følgende meddelelse vedrørende beløbsgrænsen:

”Her kan du ændre din udbetalingsgrænse. Som standard er udbetalingsgrænsen sat til 100 kroner på din Skattekonto. Det betyder, at hvis der står 100 kr. eller mere på kontoen, får du udbetalt hele beløbet. Hvis du vil have alle beløb udbetalt, skal du sætte udbetalingsgrænsen til 0 kroner. Hvis du ønsker et overskydende beløb anvendt til betaling af fremtidig postering frem for udbetaling, skal du tilpasse din udbetalingsgrænse til beløbets størrelse. Ellers udbetales det til virksomhedens NemKonto. Bemærk, hvis der er anden gæld til inddrivelse, så sættes udbetalingsgrænsen ud af kraft.”

Af udskrift fra skattekontoen fremgår under ”fremtidige posteringer”, at fristen for såvel indberetning og betaling af momstilsvaret vedrørende 1. halvår 2015 var den 1. september 2015.

Den 31. juli 2015 blev et beløb på 60.000,00 kr. gjort klar til udbetaling fra virksomhedens Skattekonto. Udbetalingen skulle ske til klagerens (virksomhedsindehaverens) NemKonto.

Inden udbetalingen fandt sted, modregnede SKAT i de 60.000,00 kr. til dækning af gæld vedrørende opkrævningsgebyr, B-skat samt inddrivelsesrenter med i alt 15.185,35 kr. Restbeløbet på 44.814,65 kr. blev overført til klagerens NemKonto.

SKATs afgørelse

SKAT har foretaget modregning i overskydende beløb fra Skattekontoen med i alt 15.185,35 kr. til dækning af gæld vedrørende B-skat, opkrævningsgebyr samt inddrivelsesrenter.

SKAT har ved genvurderingen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten oplyst, at modregningen med 14.679,00 kr. til dækning af klagerens gæld vedrørende B-skat var ugyldig, og at SKAT derfor har ophævet modregningen og tilbagebetalt beløbet. SKAT har fastholdt afgørelsen for så vidt angår opkrævningsgebyr og inddrivelsesrenter. Af SKATs udtalelse fremgår blandt andet følgende:

”4. Sagens faktiske forhold

Grundet systemfejl er allerede betalt krav på B-skat fra 2013 oversendt til modregning hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Den 31. juli 2015 træffes afgørelse om modregning af overskydende beløb fra Skattekontoen i klagers restance. Afgørelse om modregning fremlægges som bilag 1.

Efter afgørelsen om modregning påklages, bliver fejlen rettet, kravet på B-skat slettet, og beløbet udbetalt til virksomheden. Videre udbetales rentegodtgørelse på kr. 55,04. Afgørelse om udbetaling af rentegodtgørelse fremlægges som bilag 2.

5. Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse og begrundelse

Betingelserne for modregning af gæld til kommunen, der er sendt til restanceinddrivelsesmyndigheden, hidrører fra dansk rets almindelige regler, og er som følger:

Kravene er udjævnelige

Kravene er afviklingsmodne

Kravene er gensidige

Modkravet er retskraftigt

Udjævnelighedsbetingelsen er utvivlsomt opfyldt, da begge krav er pengekrav, og da begge krav er afviklingsmodne, er denne betingelse tillige opfyldt.

Gensidighedsbetingelsen er opfyldt, da staten (gennem indtrædelse i kravene) og klager begge er debitor på den ene fordring og kreditor på den anden.

Da modkravet er fra 2015 er det ikke forældet, hvorfor det er retskraftigt på tidspunktet for modregningen.

Af Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1955, side 14, fremgår det, at det ikke er en betingelse for modregning, at modfordringen er erkendt af debitor. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan således modregne uanset at Klager gør indsigelse imod kravenes eksistens.

Hvad angår Klagers bemærkning om, at der ikke kan foretages modregning af erhvervsaffaldsgebyrer bemærkes, at modregning kan være udelukket som følge af kravets karakter. Erhvervsaffaldsgebyrer har imidlertid ikke en sådan karakter at modregning er udelukket.

For så vidt angår Klagers bemærkning om, at der ikke kan ske modregning af beløbet fra Skattekontoen, da Klager har hævet udbetalingsgrænsen, henvises til Klagers eget bilag 2. Heraf fremgår at:
”Bemærk, hvis der er anden gæld til inddrivelse, så sættes udbetalingsgrænsen ud af kraft.”

Klager har således inden ændringen af udbetalingsgrænsen, og inden indbetalingen af beløbet, haft kendskab til, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan modregne de overskydende beløb fra Skattekontoen i eventuelle restancer.”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at modregningen skal ophæves og beløbet udbetales.

Som begrundelse herfor har repræsentanten anført følgende:

”Der nedlægges følgende påstande:

SKAT skal anerkende, at den foretagne modregning for

1) Kr. 500 er ugyldig
2) Kr. 6,35 er ugyldig
3) Kr. 14.679 er ugyldig

Ad 1)

Kr. 500 udgør ikke erhvervsaffald, da erhvervsaffaldsgebyret er betalt. Det er således uvist, hvad kravet dækker over, idet klager ikke har fået besked om, at et krav er oversendt til inddrivelse - hverken fra SKAT eller kommunen.


Det gøres gældende, at der ikke kan foretages modregning for erhvervsaffaldsgebyrer - og da slet ikke når klager har en udbetalingsgrænse på kr. 70.000, hvorved SKAT har været ubeføjet til at foretage hævninger på skattekontoen jf. bilag 2, valgt udbetalingsgrænse på kr. 70.000 den 26/7 2015.


Som bilag 3 fremlægges udskrift fra skattekontoen, hvoraf fremgår, at kr. 60.000 er indbetalt 27/7 2015 - dagen efter, at udbetalingsgrænsen er fastlagt til kr. 70.000. En forhøjelse af udbetalingsgrænsen er for at sikre, at midler indbetalt til skattekontoen dækning af moms m.v. ikke anvendes til andre krav, og forbliver indestående på skattekontoen. Der er tale om en ulovhjemlet træk på klagers Skattekonto på kr. 60.000 den 31/7 2015.

Ad 2)

Da det er klart, hvad kravet på kr. 500 dækker over, så kan der ikke opkræves renter.

Ad 3)

Kr. 14.679 er tilsyneladende manglende betalt B-skat for august 2013. SKAT har tidligere foretaget modregning for dette beløb, hvorfor kravet ikke eksisterer. Dette forhold er bragt på plads i 2013 eller senest ved indsigelse af selvangivelse for 2013, hvor der var overskydende skat.”

Repræsentanten er den 14. september 2015 kommet med følgende bemærkninger til SKATs udtalelse:

”Ethvert beløb, som indbetales til Skattekontoen er til dækning af virksomhedens løbende tilsvar med SKAT i forhold til den aktuelle drift. Dette betyder, at indbetalinger til Skattekontoen skal forblive indestående på skattekontoen til dækning af de krav, som virksomheden er registreret for. I dette tilfælde har man hævet samtlige indbetalte penge uden at skelne til, hvorfor der er sket en indbetaling og hvad det hævede beløb skal dække over.

Den påståede, ikke-eksisterende restance på kr. 14.679 angår personskatter og ikke virksomhedsgæld og dermed er det i strid med forudsætningen for indbetaling til skattekontoen, at virksomhedens midler til dækning af moms anvendes til dækning af ejerens personlige skat. Nok er der kun et skattesubjekt, men der er 2 juridiske enheder og da indehaveren ikke er registreret for moms, har SKAT i strid med det indbetalte beløb anvendt momspenge til at dække skatter for en ikke-momsregistreret person.

Hvis en virksomhed eller fysisk person anvender afgiftspligtige midler i strid med, hvad der er indberettet eller mangel derpå, vil SKAT sigte vedkommende for tilsidesættelse af skatte-/moms- og afgiftslovgivningen. Når SKAT så selv anvender penge i strid med eget regelsæt, så gør det ikke noget – selvom indehaveren ved den pågældende hævning pålægges yderligere byrder ved at finde ud af, hvad beløbet er anvendt til og hvorfor. Mange virksomheder anvender eksterne bogholdere, og ingen bogholder følger op på en uretmæssig hævning uden at få ekstra vederlag for den arbejdsbryde det medfører.

Så vidt jeg har forstået på SKAT selv, kan erhvervsaffaldsgebyr ikke anvendes til modregning i noget beløb hos SKAT, men som følge af mangler i SKATs systermer, kan SKATs systemer ikke håndtere krav vedrørende erhvervsaffald. I det omfang at dette er korrekt, er der tale om uretmæssig modtaget modregning af et krav, der er ukendt fsva. kr. 500 og de påståede renter. I det tilfælde, at der er opkrævet renter af gebyr, er dette i strid med lovens ordlyd, og dermed ulovhjemlet.


Så vidt jeg kan se, har SKAT ikke redegjort for adgangen til muligt at opkræve renter af gebyrer - hvis kr. 500 skulle være gebyr.

Yderligere forbeholdes”

Landsskatterettens afgørelse

Efter § 17 i inddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige med senere ændringer) kan klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, indbringes for Landsskatteretten.

Indledningsvis bemærkes det, at Landsskatteretten ikke behandler den del af modregningen, der er sket til dækning af gæld vedrørende B-skat for indkomståret 2013, da SKAT har erkendt, at denne del af modregningen er ugyldig. SKAT har således ophævet modregningen og tilbagebetalt beløbet til klagerens NemKonto.

Repræsentanten har blandt andet anført, at gælden vedrørende opkrævningsgebyret ikke eksisterer. Dette anses som en indsigelse vedrørende kravets eksistens.

Indsigelser vedrørende et kravs eksistens og størrelse, som ikke vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, skal efter inddrivelseslovens § 2, stk. 2, rettes til fordringshaver.

Landsskatteretten kan således ikke i forbindelse med afgørelse af denne sag tage stilling til klagerens indsigelse herom. Sådanne indsigelser skal i stedet rettes til fordringshaver – i dette tilfælde [by1] Kommune - hvortil SKAT har videresendt klagerens indsigelser.

Det kan af Højesterets dom af 5. november 1954, offentliggjort i U1955.13, udledes, at det ikke er en betingelse for at foretage modregning, at modfordringen, dvs. det krav, der er til inddrivelse, er erkendt af debitor.

Det forhold, at klageren bestrider kravene, er således ikke til hinder for, at der kan foretages modregning i det overskydende beløb fra Skattekontoen.

Landsskatteretten kan alene tage stilling til, om den gennemførte modregning er foretaget under overholdelse af gældende ret vedrørende modregning.

Der gælder ikke særlige modregningsregler vedrørende modregning i overskydende beløb fra Skattekontoen til dækning af opkrævningsgebyr og inddrivelsesrenter. Modregning kan derfor kun gennemføres, hvis kravene er udjævnelige, modfordringen er retskraftig, der foreligger gensidighed mellem fordringerne, hvis modfordringen er forfalden til betaling, samt hvis frigørelsestiden for tilgodehavendet er indtrådt.

Repræsentanten gør endvidere gældende, at udbetalingen af overskydende beløb fra Skattekontoen den 31. juli 2015 på 60.000,00 kr. er sket med urette, da SKAT har været ubeføjet til at foretage hævning på skattekontoen.

Repræsentantens indsigelser anses at vedrøre gensidigheden.

Af opkrævningslovens § 16 følger det, at ind- og udbetalinger fra og til virksomheder m.v. og offentlige myndigheder m.v. indgår i én samlet saldoopgørelse på skattekontoen.

Af opkrævningslovens § 16 a og § 16 b, stk. 1, fremgår det, at beløb som udgangspunkt indbetales på skattekontoen uden angivelse af, hvad betalingen skal dække (saldoprincip), samt at indbetalinger går til dækning af det ældst forfaldne krav først (FIFO-princip). De i § 16 b, stk. 2, anførte undtagelser fra udgangspunktet om ikke at kunne øremærke en indbetaling, er ikke relevante i denne sag.

Opkrævningslovens § 16 a, stk. 2, har følgende ordlyd:

”Stk. 2. Overstiger den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virksomhedens konto den samlede sum af registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden skylder told- og skatteforvaltningen. Er den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksomheden derimod mindre end de registrerede og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende fra told- og skatteforvaltningen.”

Af opkrævningslovens § 16 a, stk. 3, 4 og 5, fremgår følgende:

”Stk. 3. Krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres.

Stk. 4. Krav på indbetalinger fra virksomheder påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra den seneste rettidige betalingsdag for beløbet.

Stk. 5. Indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 4 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden.”

Fristen for virksomhedens indberetning og betaling af momstilsvaret for 1. halvår 2015 var den 1. september 2015. Det er derfor med rette, at klagerens indbetaling ikke på indbetalingstidspunktet den 27. juli 2015 blev afskrevet på virksomhedens momstilsvar vedrørende 1. halvår 2015.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at det er med rette, at klagerens indbetaling den 27. juli 2015 er medgået til opgørelsen af kreditsaldoen på indbetalingstidspunktet. Således opstod der en kreditsaldo på virksomhedens Skattekonto den 27. juli 2015 på 60.000,00 kr.

Opkrævningslovens § 16c, stk. 5 og 6, har følgende ordlyd:

”Stk. 5. En kreditsaldo udbetales til virksomhedens Nemkonto, medmindre virksomheden har ønsket en beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo. En beløbsgrænse for udbetaling af en kreditsaldo kan højst udgøre 200.000 kr. Udbetaling af en kreditsaldo kan ikke ske, før der kan udbetales mindst 200 kr. Virksomheder kan uanset 3. pkt. anmode om at få ethvert beløb uanset størrelse udbetalt. Udbetaling af en kreditsaldo kan ikke ske, hvis virksomheden mangler at indsende angivelser for afsluttede perioder eller at indsende selvangivelse, jf. § 12, stk. 4. En kreditsaldo på 200 kr. eller derunder tilhørende en ophørt virksomhed bortfalder 3 år efter registreringen af virksomhedens ophør. Fristen efter 6. pkt. kan ikke afbrydes eller suspenderes.”

Stk. 6. Udbetaling af en kreditsaldo afventer forfaldne skatte- og afgiftskrav, hvis kravet har sidste rettidige betalingsfrist inden for 5 hverdage fra kreditsaldoens opståen. Opstår kreditsaldoen som følge af, at virksomhedens tilsvar for en afregningsperiode er negativt, udbetales kreditsaldoen dog senest efter fristen i § 12, stk. 2.”

Af bemærkningerne til lov om ændring af opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love (Lov nr. 513 af 7. juni 2006), fremgår blandt andet, at en virksomhed kan vælge at få indsat en højere beløbsgrænse, således at kun beløb der overstiger den ønskede beløbsgrænse udbetales. Formålet med at fastsætte en højere beløbsgrænse for udbetaling kan være ønsket om at have en fast kreditsaldo til imødegåelse af betaling af nye krav, der debiteres saldoen.

Det er oplyst, at klageren den 26. juli 2015 hævede beløbsgrænsen for udbetaling af kreditsaldoen til 70.000,00 kr. Som følge heraf ville udbetaling fra kreditkontoen alene ske, såfremt beløbet på kontoen oversteg 70.000,00 kr. I forbindelse med forhøjelsen af udbetalingsgrænsen fremgår det af en meddelelse fra SKAT, at udbetalingsgrænsen sættes ud af kraft, såfremt der er anden gæld til inddrivelse.

SKAT har derved taget et forbehold om tilsidesættelse af beløbsgrænsen, såfremt der er anden gæld til inddrivelse. Der ses ikke i hverken lov, bemærkninger eller forarbejder, at være hjemmel til det af SKAT foretagne forbehold. Det fremgår derimod blandt andet af bemærkningerne til lov om ændring af opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love, at såfremt der vælges en højere kreditsaldogrænse, udbetales alene den del af en kreditsaldo, der overstiger den ønskede beløbsgrænse.

Landsskatteretten finder således ikke, at der er nogen hjemmel til at fravige reglerne om beløbsgrænsen som angivet i opkrævningslovens § 16 c, stk. 5. En kreditsaldo, der ligger under beløbsgrænsen, kan derfor ikke udbetales på foranledning af SKAT, selvom der ligger anden gæld til inddrivelse.

Udbetalingen fra Skattekontoen er således ikke sket med rette.

Eftersom klageren ikke havde et tilgodehavende hos SKAT, er der ikke tale om to fordringer, hvori begge parter er henholdsvis kreditor og debitor. Modregningskravet om gensidighed er derfor ikke opfyldt.

Det er således ikke med rette, at SKATs har foretaget modregning i klagerens overskydende beløb fra Skattekontoen til dækning af gæld vedrørende opkrævningsgebyr og inddrivelsesrenter.

Repræsentanten har ligeledes anført, at det er uvist, hvad gebyret på 500,00 kr. dækker over, da der ikke er modtaget besked om, at kravet er overdraget til inddrivelse, og at der således ikke kan opkræves inddrivelsesrenter. Der er i nærværende sag ikke taget stilling til, om inddrivelsesrenterne er pålagt med rette, da der af de ovennævnte grunde ikke var noget at modregne i. Landsskatteretten pålægger herefter Gældsstyrelsen at træffe afgørelse herom i 1. instans.

Landsskatteretten ændrer hermed SKATs afgørelse og ophæver den foretagne modregning.