Kendelse af 03-12-2018 - indlagt i TaxCons database den 25-01-2019

SKAT har givet afslag på anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 2010 og 2011.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse vedrørende indkomståret 2010.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2011.

Faktiske oplysninger

Klageren ejede ejendommen, [adresse1], [by1], hvorfra der i en årrække skete udlejning. Klageren har anvendt virksomhedsordningen på virksomhedens resultat, og der er et opsparet overskud i virksomhedsordningen.

Ejendommen har været anvendt både erhvervsmæssigt og privat. Den erhvervsmæssige del af ejendommen var oprindeligt domicil for virksomheden [virksomhed1], Engroshandel med sportsartikler v/[person1]. Klagerens mand drev virksomheden, og efter hans død blev den erhvervsmæssige del af ejendommen udlejet til den person, der videreførte [virksomhed1]. Ejendommen har igennem årene været vurderet som beboelsesejendom med benyttelseskode 01.

SKAT ændrede klagerens skatteansættelser for årene 2010 og 2011 ved afgørelse af den 18. december 2013. Ved afgørelsen forhøjede SKAT klagerens indkomster med hævet opsparet overskud inklusive virksomhedsskat.

Dette skyldes blandt andet, at SKAT fandt, at ejendommen [adresse1] ikke kunne indgå i virksomhedsordningen ifølge virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, fordi der ikke var en vurderingsmæssig fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig og på den øvrige del af ejendommen. SKAT anså ejendommen for at være overgået fra virksomheden til privatøkonomien i 2010, hvorfor ejendommen skulle udtages af virksomhedsordningen efter hæverækkefølgen i virksomhedsskattelovens § 5. SKAT fastsatte i den forbindelse en yderligere hævning i indkomståret 2010 på 1.517.960 kr. Som konsekvens af at SKAT behandlede ejendommen som en beboelsesejendom, begrænsede SKAT desuden klagerens fradrag for ejendomsudgifter og afskrivninger efter ligningslovens § 15 J, ligesom SKAT beskattede klagerens udlejningsresultat som kapitalindkomst med henvisning til personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6.

I forbindelse med SKATs behandling af sagen var der korrespondance mellem klagerens repræsentant og SKATs sagsbehandler, særligt vedrørende vurderingen af ejendommens benyttelseskode.

Ved en telefonsamtale den 13. december 2013 mellem klagerens repræsentant og SKATs sagsbehandler blev der talt om muligheden for genoptagelse af de omhandlende indkomstår. Således fremgår det af SKATs sagsnotat, at:

” såfremt en evt. klage indeholder nye oplysninger eller der foreligger udtalelse fra vurderingsmyndighederne i forbindelse med klagen, vil der muligvis kunne ske genoptagelse. ”

Repræsentanten anførte i en mail af 16. december 2013, at de vil påklage skatteansættelsen til Landsskatteretten, når de havde modtaget en kendelse fra vurderingsmyndighederne. Det fremgår videre af mailen, at

”... og som vi talte om i telefonen, så har du tilkendegivet, at du er villig til at genoptage skatteansættelsen for indkomstårene 2010 og 2011 for [person2], når/hvis vi får ejendommen omvurderet fremover og en tilkendegivelse af, at de gamle vurderinger burde være med vurderingsfordeling, jf. vurderingslovens § 33, stk. 5, da ejendommen i væsentlig omfang har været erhvervsmæssigt anvendt. ”

De havde således ikke et grundlag for at bede om genoptagelse af 2010 inden udløbet af den ordinære frist, fordi de endnu ikke havde fået svar på, om ejendomsvurderingen kunne ændres.

I afgørelsen af 18. december 2013 er repræsentantens mail af 16. december 2013 medtaget, men SKAT kommenterede ikke specifikt mailen. SKAT henledte alene opmærksomheden på den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26.

Klagerens repræsentant anmodede om genoptagelse af ejendomsvurderingen med tilbagevirkende kraft den 1. maj 2014. Den 26. november 2014 sendte SKAT forslag til afgørelse i klagerens vurderingssag, hvori SKAT foreslog at give afslag på genoptagelse af ejendomsvurderingerne. I forslaget anførte SKAT, at de var enige i, at ejendommen blev benyttet erhvervsmæssigt, men at de først kunne ændre den til en blandet bolig- og erhvervsejendom ved næstkommende vurdering. SKAT afslog denne anmodning i afgørelse af den 6. januar 2015 med begrundelse om, at der ikke kunne ske genoptagelse af et vurderingsmæssig skøn. SKAT gentog i afgørelsen, at de var enige i, at ejendommen benyttes erhvervsmæssigt, men at ændringen af ejendommens benyttelseskode først kunne ske ved næstkommende vurdering. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse den 5. januar 2017.

Den 19. december 2014 anmodede klagerens repræsentant om genoptagelse af skatteansættelserne for årene 2010 og 2011. Repræsentanten anførte følgende i anmodningen om genoptagelse:

” Med henvisning til punkt 4 i kendelse af 18. december 2013, hvor skatteansættelsen for [person2] er ændret for indkomstårene 2010 og 2011, jf. sagsid. [...], har vi efterfølgende anmodet SKAT om en omvurdering af ejendommen [adresse1], [by1], så ejendommens benyttelseskode ændres iht. vurderingslovens § 33, stk. 5.

Med henvisning til SKATs tilkendegivelse af, at man er enige i, at ejendommen benyttes erhvervsmæssigt i et sådan omfang, at den vil blive ændret til en blandet bolig- og erhvervsejendom ved næstkommende vurdering og med henvisning til afgørelsen i TfS 1990.457, hvor en meddelelse fra vurderingsmyndigheden kunne tillægges betydning i en lignende sag, skal vi anmode om ændring af [person2]s skatteansættelser, så den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen ikke er en hævning ud af virksomhedsøkonomien i virksomhedsordningen.

Vi er i øvrigt ikke enige med SKAT i, at benyttelsen af fast ejendom beror på et skøn, men på de faktiske forhold, så vi vil om fornødent påklage SKATs afgørelse. ”

Den 8. april 2015 fremkom repræsentanten med en indsigelse til SKATs forslag til afgørelse, hvor følgende blev anført:

” (...)

Anmodningen er en direkte følge af, at SKAT ved agterskrivelse af 9. oktober 2013 og kendelse af 18. december 2013 har ændret [person2]s skatteansættelser for indkomstårene 2010 og 2011 for så vidt angår ejendommen [adresse1] i [by1], idet man ikke har anerkendt, at ejendommen er en blandet ejendom i skatteretlig henseende med den konsekvens, at værdien af den erhvervsmæssige del af ejendommen anses for en hævning med 2.299.258 kr. i 2010 (som er det ældste indkomstår SKAT kan ændre inden for den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26), og at SKAT har anset den erhvervsmæssige del af ejendommen for udlejningen af ejendommen for omfattet af ligningslovens § 15 J.

(...)

Sammenfatning

Da ejendomme, som i væsentligt omfang anvendes erhvervsmæssigt, skal indgå i virksomhedsøkonomien, og da det er dokumenteret, at ejendommen er fejlvurderet, skal vi på det foreliggende grundlag anmode SKAT om berigtigelse, hvorefter den erhvervsmæssige del ejendommen indgår i virksomhedsordningen og at udlejningen ikke behandles efter ligningslovens § 15 J ved [person2]s skatteansættelse for indkomstårene 2010 og 2011. ”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse og ændring af skatteansættelsen for indkomstårene 2010 og 2011, da betingelserne ikke er opfyldt.

SKAT har anført følgende som begrundelse i afgørelsen:

” (...)

4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Der er ved SKATs vurdering lagt vægt på følgende:

SKAT mener ikke at afgørelsen kan anvendes analog, idet der i ovenstående afgørelse fra Landsskatteretten er godkendt erhvervsmæssig andel af ejendom på baggrund af en omvurdering foretaget af skyldrådet for indkomståret før det påklagede indkomstår.

Der er i din sag ingen omvurdering eller nyvurdering af ejendommen [adresse1].

Det er derfor SKATs opfattelse, at der ikke er sket brud på lighedsgrundsætningen i indeværende sag, da de faktiske forhold i nærværende sag ikke er identiske med forholdet i sagen gengivet i TfS.1990.457.

SKATs tilkendegivelse af, at man er enig i, at ejendommen benyttes erhvervsmæssigt jf. afgørelse af 26. november 2014 giver ikke en berettigede forventning om genoptagelse af din skat for 2010 og 2011.

Forventningsprincippet kan ikke lægges til grund, allerede af den grund at tilkendegivelsen først er givet den 26. november 2014.

Din revisors mail af 16. december 2013 og sagsbehandlingen i øvrigt giver endvidere ikke en forventning om ændring, idet SKAT kun har tilkendegivet at ville genoptage sagen, såfremt der var grundlag herfor.

SKAT har endvidere i afgørelse af 18. december 2014 oplyst at, ” Med hensyn til muligheden for genoptagelse af skatteansættelsen for 2010 og 2011, skal der gøres opmærksom på fristen for at få en sag genoptaget (ligningsfristen) i skatteforvaltningslovens § 26.”

Det er en forudsætning for at forventningsprincippet finder anvendelse, at tilkendegivelsen er egnet til at have indflydelse på din disposition. Dette vil tidligst kunne ske fra den 26. november 2014. Der henvises til den juridiske vejledning afsnit A.A.4.3.4.

Endvidere har du ikke haft et realistisk handlingsalternativ. Se den juridiske vejledning afsnit A.A:4.

Det bemærkes i øvrigt, at SKATs vurderingsafdeling ikke har besigtiget ejendommen, men alene svaret ud fra fremlagte oplysninger fra din rådgiver.

En forudsætning for at anvende reglerne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 er, at genoptagelsesanmodningen skal fremsendes senest 6 mdr. efter kundskabstidspunktet jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Du har seneste ved SKATs afgørelse af 18. december 2013 erhvervet kundskab om, at ejendommen er vurderet, som en beboelsesejendom og herunder den skattemæssig betydning heraf.

Allerede af den grund kan ansættelsen ikke genoptages, da anmodningen bliver fremsendt 19. december 2014 og således efter udløbet af 6 mdr. fristen.

Det er endvidere, ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, en betingelse, at der er særlige omstændigheder.

SKAT mener, at det forhold at ejendommen [adresse1] eventuelt burde havde været vurderet som en blandet bolig- og erhvervsejendom, men at der ikke tidligere har været klaget over vurderingen, ikke er en særlig omstændighed, der kan begrunde genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

I henhold til praksis er det en betingelse for genoptagelse på grund af særlige omstændigheder, at der for eksempel er tale om myndighedsfejl, svig fra tredjemand eller andre helt særlige uforudsigelige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige, herunder alvorlig sygdom.

Det er en forudsætning for genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at der er sandsynlighed for, at en genoptagelse resulterer i en ændring af den hidtidige ansættelse. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 kan ikke bruges til genoptagelse, hvis der er tale om glemte eller oversete fradrag med videre eller den skattepligtige ved en fejl har selvangivet for store beløb. Se den Juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.3.10.

Betingelserne for, at du kan få ændret din skatteansættelse, står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8. ”

SKAT er den 14. juni 2018 fremkommet med følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling:

” (...)

SKAT kan delvist tiltræde skatteankestyrelsen indstilling. SKAT har følgende bemærkninger:

Indkomståret 2010

Genoptagelse

Det er SKATs opfattelse at henvendelsen af 16.december 2013 skal anses som en anmodning om at få et genoptagelsestilsagn. SKAT er enig i, at der ikke i afgørelsen bliver svaret klart på om der vil kunne ske genoptagelse. Dog henvises der til fristen i skatteforvaltningslovens § 26.

Klageren anmoder om genoptagelse den 19.december 2014 efter klagerens havde modtaget svar fra vurderingsmyndighederne den 24. november 2014. Fristen i § 26 er derfor udløber og anmodningen er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27.

Det forhold, at SKAT ikke svare fyldestgørende på en anmodning om genoptagelsestilsagn er efter SKATs opfattelse ikke en fejl der kan medføre genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Det er ikke konstateret at vurderingen bygger på en fejl hos SKAT. Det er således klageren der skal anmode om vurderingsfordelingen på tidspunktet hvor benyttelsen af ejendommen opfylder kravet hertil.

SKAT finder ikke der er fremlagte nye oplysninger, da ejendomsvurderingen ikke er genoptaget for 2010, men først ændres fra 2015. Der er derfor ikke tale om særlige omstændigheder der er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8., hvorfor skatteansættelsen ikke kan genoptages.

Hvis Landsskatteretten anser forholdet for at være omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, har SKAT følgende bemærkninger:

Ejendommens placering i virksomhedsskatteordningen.

Ejendommen er vurderet som beboelse. SKAT kan tiltræde, at da der ikke er en vurderingsfordel, kan ejendommen ikke indgå i virksomhedsskatteordningen. SKAT fastholder ligeledes at 2010 er rette beskatningsår. SKAT bemærker, at i TfS 1990.457 var ejendomsvurdering blevet ændret af vurderingsmyndigheder for det påklagede indkomstår, modsat denne sag.

Udlejning af [adresse1]

Med henvisning til SKM 2017.95 kan SKAT tiltræde, at sagen hjemvises.

Indkomståret 2011.

Med henvisning til SKM 2017.95 kan SKAT tiltræde, at sagen hjemvises. ”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremført påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for 2010 og 2011. Der er fremført en subsidiær påstand om, at hvis forholdet skal behandles som en "fejl", så skal "fejlen" korrigeres og berigtiges i det indkomstår, hvor fejlen er opstået og ikke i det indkomstår, der er det ældste indkomstår, som SKAT kan ændre inden for den ordinære ansættelsesfrist.

Klagerens repræsentant har i øvrigt fremført følgende i klagen:

” (...)

Begrundelse

Det er uomtvisteligt, at den forkerte benyttelseskode i det offentlige ejendomsvurderingssystem har medført en ikke uvæsentlig ændring i [person2]s personlige skattebetaling, da den forkerte benyttelseskode har foranlediget SKAT til at anse et beløb på 1.517.960 kr. for en hævning fra virksomhedsøkonomien til privatøkonomien for indkomståret 2010, med den begrundelse, at ejendommen anses for at være overgået til privatøkonomien i indkomståret 2010, og dette til trods for, at anskaffelsessummen og forbedringsudgifterne løbende, fra 1997 til og med 2006, er aktiveret i virksomhedsøkonomien.

I hele ejertiden har ejendommen været registreret med en forkert benyttelseskode - uden at dette er bemærket, hverken af [person2], hendes afdøde ægtefælle [person1], deres revisor eller af skattemyndighederne ([by2] Kommune og SKAT- før den stedfundne ligningsmæssige ændring for indkomståret 2010).

Revisor [person3] har oplyst, at [person1] blev "kaldt op" i forbindelse med fastlæggelse af den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen for indkomståret 1997 ved anvendelse af investeringsfondshenlæggelse til forlods afskrivning, og at der efter forhandling blev gennemført en ændring af skatteansættelsen, uden at det i den forbindelse blev betvivlet, om den erhvervsmæssige del af ejendommen kunne være et aktiv i virksomhedsøkonomien ved anvendelse af virksomhedsordningen.

[virksomhed2] A/S blev inddraget i sagen den 31. oktober 2013, og da det af ordlyden til virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3 fremgår, at det alene er den erhvervsmæssige del af ejendomme med blandet benyttelse og med vurderingsfordeling der kan være placeret i virksomhedsøkonomien, blev det med [person2]s daværende revisor aftalt, at vi skulle tale med sagsbehandler [person4] om en plan, hvorefter vi anmoder SKAT om at ændre benyttelseskoden på ejendommen i overensstemmelse med den faktiske benyttelse, og at [person4] i så fald kunne frafalde hævningen for indkomståret 2010 på 1.517.960 kr. og konsekvensændre skatteansættelserne i overensstemmelse hermed.

Vi fik afslag på vores henvendelse til SKAT om ændring af benyttelseskoden, men i afslaget er det anført, at SKAT er enig i, at benyttelseskoden er forkert, men det beror på et skøn, og at et skøn ikke vil blive ændret med tilbagevirkende kraft.

Vi har som tidligere nævnt påklaget SKATs afgørelse om afslag på ændring af benyttelseskoden til Skatteankestyrelsen, og kan supplerede hertil oplyse, at vi er bekendt med afgørelsen i SKM2015.78.SR, hvor Landsskatteretten har pålagt SKAT at forelægge en sag om ændring af benyttelseskoden for Skatterådet, og at Skatterådet ekstraordinært har ændret benyttelseskoden med tilbagevirkende kraft.

Da bygningen er registreret med et erhvervsareal på 126 m² og med et boligareal på 196 m² i BBR-registeret, og da SKAT har tilkendegivet, at man er enige i, at ejendommen benyttes erhvervsmæssigt i et sådan omfang, at den vil blive ændret til en blandet bolig- og erhvervsejendom ved næstkommende vurdering må vi henvise til afgørelsen i TfS 1990.457, hvor en tilkendegivelse fra vurderingsmyndighederne kunne tillægges betydning i en lignende sag, og anmode om, at [person2]s skatteansættelser bliver ændret i overensstemmelse hermed.

Vi valgte den ovenfor beskrevne plan om ændring af benyttelseskoden for at opfylde betingelsen i virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, og dette ud fra den klare forventning, at dette ville "bane vej" for en efterfølgende genoptagelse af sagen.

Da sagsbehandlingstiden bevirkede overskridelse af at den almindelige frist i skatteforvaltningslovens § 26 har vi henvist til fristgennembrudsreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og gjort gældende, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i denne sag, som ikke nødvendigvis beror på en myndighedsfejl, jf. SKM 2014.637.LSR, hvor en ansættelse, der er baseret på et klart urigtigt grundlag, og dermed er åbenbart urimelig, opfylder betingelserne for ekstraordinær genoptagelse, og at dette også omfatter situationer, hvor der ikke er begået myndighedsfejl fra SKATs side, og hvor uopmærksomhed fra klageren var tilstrækkeligt for fristgennembrud.

Som begrundelse for den subsidiære påstand kan det anføres, at en fejl skal korrigeres i det indkomstår, hvor fejlen er sket. Herefter skal de efterfølgende indkomstår konsekvensændres. Når indkomsterne for de respektive år er "på plads", kan der ske ændring for de indkomstår, som ikke ramt af forældelse, herunder forældelse for så vidt angår ansættelsesændringer og formueretlig forældelse.

Sammenfatning

[person2]s skatteansættelse for 2010 påstås ændret i overensstemmelse med vores principale påstand, hvorved det godkendes, at de gennem årene aktiverede udgifter til anskaffelse af den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen [adresse1] i [by1] ikke er en hævning fra virksomhedsøkonomien til privatøkonomien for [person2], og at overskud og overskudsdisponering for 2010 og fremover konsekvensændres i overensstemmelse hermed, subsidiært med den begrundelse, at "fejlen" henføres til de år, hvor "fejlen" er sket, og ikke som en hævning fra virksomhedsøkonomien til privatøkonomien i indkomståret 2010, som betyder, at de aktiverede udgifter til anskaffelse af den erhvervsmæssigt benyttede del skal anses for en hævning i indkomstårene forud for indkomståret 2010, og at ansættelsen for indkomstårene 2010 og 2011 konsekvensændres. ”

Klagerens repræsentant er den 28. maj 2018 fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

” (...)

Skatteankestyrelsen foreslår, at vedrørende udlejning af ejendommen [adresse1], [by1] for indkomstårene 2010 og 2011 pålægges SKAT at genoptage disse to indkomstår med henblik på en fornyet skatteansættelse.

Vi har ikke yderligere bemærkninger til dette.

Skatteankestyrelsen foreslår imidlertid samtidig, at der ikke kan ske genoptagelse af indkomståret 2010 for så vidt angår det forhold, at SKAT har anset ejendommen overført fra virksomheden til privatøkonomien ved en hævning i 2010 som følge af, at ejendommen ikke var vurderet som en blandet benyttet ejendom.

Dette er vi ikke enige i.

(...)

Skatteankestyrelsen har henvist til SKM2009.471.BR, som begrundelse for, at hvis den erhvervsmæssige del af en blandet benyttet ejendom skal kunne indgå i virksomhedsordningen, skal der være foretaget en vurderingsmæssig fordeling. I denne sag havde klageren selv foranlediget en omvurdering, således at ejendommen blev ændret fra beboelse til erhverv i.de omhandlede indkomstår, uden at der skete fordeling i forhold til den del af ejendommen, der rent faktisk tjente til bolig for klageren. Vurderingsmyndighederne havde også i den pågældende sag afvist, at der på den pågældende ejendom var en beboelsesdel, idet der ikke for denne del af ejendommen var adgang til eget toilet og køkken.

I nærværende sag har vurderingsmyndighederne anerkendt, at der for det omhandlede indkomstår 2010 er sket en fejl, idet den pågældende ejendom ikke har været vurderet korrekt, jf. brev af 6. januar 2015.

Der er dermed ikke tale om en sammenlignelig situation i forhold til SKM2009.471.BR.

Skatteankestyrelsen har endvidere henvist til, at reglerne i virksomhedsskatteloven § 1, stk. 3, og § 5, ikke forudsætter, at klageren har været berettiget til at placere aktivet (ejendommen) i virksomhedsordningen og henviser i denne forbindelse til SKM2003.413.HR. I den sag var der enighed mellem SKAT og klageren om, at denne skulle være selvstændigt erhvervsdrivende for at kunne anvende virksomhedsordningen, hvilket han ikke havde været i perioden 1990-1996, hvor han trods heraf havde anvendt ordningen. Derfor blev han ophørsbeskattet i 1997 efter virksomhedsskattelovens § 15 b, stk. 1. Der er således tale om en situation, hvor klageren slet ikke var berettiget til at anvende virksomhedsordningen og var enig heri.

I nærværende sag er det lige modsat - her har klageren anvendt virksomhedsordningen og har også været forpligtet til at medtage den erhvervsmæssige del af ejendomme i virksomhedsordningen, jf. vurderingsmyndighedernes brev af 6. januar 2015. Det er således alene en fejl fra myndighedernes side, der gør, at den korrekte vurdering af den omhandlede ejendom ikke har været tilstede.

Vi tillader os endvidere på ny at henvise til Landsskatterettens kendelse i SKM2017.95.LSR, hvor den af SKAT anlagte begrundelse om vurderingsfordeling, og hvorom der pt. Ikke er udsendt et styresignal, ikke kan opretholdes.

Endelig bemærker Skatteankestyrelsen, at den retlige oplysning i den subsidiære påstand er først fremsat i klagen den 1. september 2015, og at 6 måneders fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, dermed er overskredet, idet man allerede med SKATs afgørelse den 18. december 2013 har været bekendt med forholdet.

Det bemærkes, at man jo netop allerede tilbage den 13. december 2013 drøftede spørgsmålet med SKAT og derfor allerede på dette tidspunkt har oplyst omkring genoptagelsen af indkomstårene 2010 og 2011, og hvor der allerede her blev givet en retsbeskyttet berettiget forventning om genoptagelse af disse år forudsat, at vurderingsmyndighederne kunne oplyse, at den hidtidige vurdering var ukorrekt og derfor ville blive ændret, hvilket først fremkom den 6. januar 2015. Der er derfor ikke sket nogen overskridelse af lillefrist-reglen.

Det er derfor fortsat vores opfattelse, at det er uberettiget, når SKAT har "foretaget" en hævning i indkomståret 2010 vedrørende ejendommen.

(...)”

Klagerens repræsentant er den 5. juli 2018 fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og SKATs udtalelse:

” (...)

I forhold til det tidligere forslag til afgørelse indstiller Skatteankestyrelsen det samme, men der er fjernet et afsnit (næstsidste afsnit) omkring ejendommens placering i virksomhedsordningen, som Skatteankestyrelsen fortsat mener ikke skal indgå i virksomhedsordningen, jf. SKATs begrundelse herom.

Skatteankestyrelsen fastholder således, at der godt kan ske genoptagelse af indkomståret 2010 efter reglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, idet betingelserne herfor er opfyldte, herunder nu også stk. 2 betingelsen, da det tidligere afsnit herom, som nævnt nu er fjernet.

Den ekstraordinære genoptagelse gælder imidlertid fortsat ikke for så vidt angår det forhold, at SKAT har anset ejendommen overført fra virksomheden til privatøkonomien ved en hævning i 2010 som følge af, at ejendommen ikke var vurderet som en blandet benyttet ejendom.

Vi mener ikke, at Skatteankestyrelsen forslag er logisk. Hvis man vurderer, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 har været opfyldte, herunder nu også betingelsen i stk. 2, er den naturlige konsekvens heraf, at der naturligvis også kan ske genoptagelse af den del, hvor SKAT anser ejendommen overført til privatøkonomien og dermed som en hævning.

Denne hævning bygger jo de facto netop på en myndighedsfejl, som medfører et helt urimeligt resultat, da betingelserne for, at [person2] har kunnet anvende virksomhedsordningen på den erhvervsmæssige del af ejendommen rent faktisk har været tilstede.

Det er således alene en fejl fra vurderingsmyndighedernes side, der gør, at den korrekte vurdering af den omhandlede ejendom ikke har været tilstede, hvilket er anerkendt af vurderingsmyndigheden, jf. brev af 6. januar 2015.

Præcis denne problemstilling har været genstand for sagen i SKM.2017.95.LSR, hvor Landsskatteretten fastslår, at selvom SKAT ikke vil ændre en åbenbart forkert benyttelseskode med tilbagevirkende kraft, kunne dette forhold ikke tillægges afgørende betydning i spørgsmålet om, hvorvidt den skattepligtige kunne anvende virksomhedsordningen, hvorefter den skattepligtige blev tilladt at anvende virksomhedsordningen i det år, hvor benyttelseskoden på ejendommen var åbenbart forkert.

I nærværende sag, vil SKAT og Skatteankestyrelsen ikke tillade vores klient at benytte virksomhedsordningen vedrørende den omhandlede udlejningsejendom, alene som følge af en vurderingskode, som myndighederne endda selv har anerkendt har været åbenlyst forkert. Skatteankestyrelsen er dog i øvrigt enig i, at betingelserne for ekstra ordinær genoptagelse af indkomståret 2010 er opfyldt.

I lyset af SKM 2017.95.LSR virker denne holdning ikke i overensstemmelse med de motiver, der ligger bag bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, der netop skal sikre, at et urimeligt resultat ikke bliver opretholdt, hvilket det må siges at være, såfremt vores klient fratages muligheden for anvendelse af virksomhedsordningen af den omhandlede udlejningsejendom, selvom betingelserne herfor rent faktisk har været tilstede, og selvom Landsskatteretten i et lignende tilfælde har fastslået, at en skattepligtig var berettiget til anvendelse af virksomhedsordningen, uanset myndighederne ikke ville ændre vurderingskoden med tilbagevirkende kraft.

Det er derfor fortsat vores klare opfattelse, at det er helt uberettiget, når SKAT har "foretaget" en hævning i indkomståret 2010 vedrørende den omhandlede ejendom, og som Skatteankestyrelsen fortsat indstiller stadfæstet, uanset man er enige i, at alle betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 er opfyldte og myndighederne er enige i, at det var en fejl, at benyttelseskoden for den omhandlede ejendom ikke var korrekt.

(...) ”

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2010

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Uanset fristerne i § 26, kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Fristen for at anmode om genoptagelse inden for den ordinære ansættelsesfrist i § 26, stk. 2, var den 1. maj 2014 for indkomståret 2010.

Klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne blev modtaget hos SKAT den 19. december 2014, og således er fristen for at anmode om genoptagelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, sprunget for indkomståret 2010.

Genoptagelse af dette indkomstår vil derfor alene kunne ske, såfremt en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 samt stk. 2 er opfyldt.

Klageren opfylder ingen af de objektive kriterier i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, og genoptagelse kan derfor kun ske, hvis der foreligger særlige omstændigheder som omfattet af bestemmelsens nr. 8.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 svarer indholdsmæssigt til den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8 (lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004, ophævet ved lovbekendtgørelse nr. 758 af 2. august 2005). Ifølge bemærkningerne til den tidligere gældende bestemmelse finder den anvendelse i tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive grunde i bestemmelsen.

Af bemærkningerne fremgår således, at bestemmelsen bl.a. kan finde anvendelse i tilfælde, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden at fejlen kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 har som fastslået af Højesteret i SKM2017.224.H et snævert anvendelsesområde. Landsskatteretten finder ikke, at det er påvist, at der i sagen er sket sådanne myndighedsfejl af SKAT, der efter praksis kan begrunde, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Landsskatteretten finder således ikke, at det passerede vedrørende besvarelsen af repræsentantens henvendelse af 16. september 2013 kan anses for at være en myndighedsfejl. Det er endvidere ikke godtgjort, at det er SKATs fejl, at ejendommen har en efter klagerens opfattelse forkert benyttelseskode henset til anvendelsen af ejendommen i indkomståret 2010.

Endelig er der ikke påvist omstændigheder, der har forhindret klageren i på et tidligere tidspunkt at bede om at få rettet benyttelseskoden eller påklage skatteansættelsen jf. SKM2017.224.H.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse vedrørende indkomståret 2010.

Indkomståret 2011

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Klageren indgav sin anmodning om genoptagelse den 19. december 2014 for indkomståret 2011, hvorfor den ordinære genoptagelsesfrist i § 26, stk. 2 er opfyldt.

Det er en betingelse for genoptagelsesmuligheden, at den skattepligtige fremlægger oplysninger af faktiske eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Landsskatteretten finder, at klageren i form af oplysningerne om den erhvervsmæssige anvendelse og oplysningerne fra vurderingsmyndighederne om, at der ved næstkommende vurdering vil blive foretaget en vurderingsfordeling af ejendommen, har fremlagt nye oplysninger af en karakter, der kan begrunde, at der sker ordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. På baggrund af ovenstående pålægger Landsskatteretten SKAT at genoptage skatteansættelsen vedrørende opgørelse og beskatning af resultat af udlejning af [adresse1] for indkomståret 2011. Det bemærkes, at SKAT har tilkendegivet under klagesagen, at man er enig heri, og at klageren er omfattet af styresignal SKM2017.11.SKAT om genoptagelse af afskrivninger.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse vedrørende indkomståret 2011.