Kendelse af 04-11-2021 - indlagt i TaxCons database den 14-12-2021

Journalnr. 15-2156814

SKAT har ekstraordinært genoptaget klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2012 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

SKAT har ved skatteberegningen for indkomstårene 2010-2012 anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med henholdsvis 220.727 kr., 271.630 kr. og 292.268 kr.

SKAT har forhøjet den skattepligtige indkomst for løn modtaget fra tysk arbejdsgiver efter statsskattelovens § 4. SKAT har ikke godkendt fradrag efter ligningslovens §§ 9 A og 9 C, stk. 3, og klageren er anset for at have haft fri bil til rådighed efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse vedrørende fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, fradrag efter ligningslovens §§ 9 A og 9 C og fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsskatteretten hjemviser spørgsmålet om lempelse til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Faktiske oplysninger

Klageren har siden den 24. maj 2001 i Folkeregistret været registreret på adressen [adresse1] i [by1] Kommune.

Klageren blev med virkning fra den 1. maj 2008 fastansat i den tyske virksomhed [virksomhed1] GmbH.

Klagerens repræsentant har oplyst, at arbejdet for [virksomhed1] GmbH var forbundet med 200 rejsedage om året i hele Europa, og at klageren på grund af en konkurrenceklausul fra sin tidligere arbejdsgiver ikke måtte virke som Eksport Manager i Danmark. Klagerens rejsedage foregik i bil.

Klageren overnattede i Tyskland i et lille kammer, som var lejet af en privatperson, og lejen blev betalt kontant hver måned. Klageren har til SKAT oplyst, at han aldrig overnattede i Tyskland i weekenderne.

Det fremgår af SKATs (nu Skattestyrelsens) afgørelse, at klageren af og til arbejdede fra et hjemmekontor i Danmark. Klageren var i de påklagede indkomstår omfattet af dansk sygesikring, og SKAT har i den forbindelse anført, at klageren derfor må have udført mere end 25 % af sit arbejde i Danmark.

Klageren havde i perioden fra 1. januar 2010 til 22. september 2010 af sin arbejdsgiver fået stillet en Volkswagen Passat stationcar til rådighed.

Klageren havde i perioden fra 23. september 2010 til 23. juli 2012 af sin arbejdsgiver fået stillet en BMW 520 stationcar til rådighed.

Klageren tog efter aftale med sin arbejdsgiver bilen til Danmark om fredagen i forbindelse med afholdelse af weekend med familien, og om mandagen fortsatte han sit arbejde til Sverige og Norge.

Den 5. oktober 2010 godkendte SKAT afgiftsfritagelse for bilen til erhvervsmæssig kørsel i Danmark.

Repræsentanten har oplyst, at klagerens arbejdsgiver i slutningen af 2010 af forsikringsmæssige årsager ønskede, at bilen forblev på parkeringspladsen ved virksomheden. Klageren kunne herefter alene undtagelsesvist tage bilen med til Danmark.

Det fremgår af skrivelser fra klagerens daværende arbejdsgiver af 23. september 2010 og af 22. april 2015, at klageren fraskrev sig retten til at køre privat i den bil, som arbejdsgiveren havde stillet til rådighed til erhvervsmæssig kørsel.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at klageren ikke har kunnet dokumentere udgifter til transport til og fra hans arbejdsplads i Tyskland. Der er ikke fremsendt et kørselsregnskab.

Klageren selvangav for indkomstårene 2011 og 2013 befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Klagerens ansættelsesforhold med [virksomhed1] GmbH blev afsluttet i 2012, da klageren med virkning fra den 1. august 2012 blev ansat som distriktschef hos [virksomhed2] OK A.M.B.A.

Klageren selvangav i indkomstårene 2010-2012 en udenlandsk indkomst på henholdsvis 490.000 kr., 480.000 kr. og 280.000 kr.

SKAT har på baggrund af oplysninger fra klagerens tyske arbejdsgiver opgjort klagerens udenlandske indkomst i indkomstårene 2010-2012 til henholdsvis 576.574 kr., 540.124 kr. og 335.696 kr.

Genoptagelse

SKAT anmodede den 18. juli 2014 klageren om dokumentation og redegørelse for forskellen på de selvangivne beløb og SKATs opgørelse. Denne henvendelse blev besvaret af klageren den 31. august 2014.

SKAT fremsendte bl.a. en rykkerskrivelse den 19. november 2014, idet klageren fortsat ikke havde dokumenteret, at han havde afholdt udgifter til transport. Klageren besvarede denne henvendelse den 14. december 2014, hvori han oplyste om sin befordring og fremsendte første side af sin ansættelseskontrakt.

SKAT anmodede den 22. januar 2015 klageren om indsendelse af det kørselsregnskab, han havde indsendt til sin arbejdsgiver.

Den 24. februar 2015 oplyste klageren til SKAT, at han endnu ikke havde modtaget kørerbøgerne fra sin tidligere arbejdsgiver.

SKAT fremsendte den 11. juni 2015 varsel vedrørende ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2010-2012, og den endelige afgørelse blev truffet den 7. juli 2015.

SKATs afgørelse

SKAT har ekstraordinært genoptaget klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2012 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

SKAT har ved skatteberegningen for indkomstårene 2010-2012 anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med henholdsvis 220.727 kr., 271.630 kr. og 292.268 kr.

SKAT har forhøjet den skattepligtige indkomst for løn modtaget fra tysk arbejdsgiver efter statsskattelovens § 4, SKAT har ikke godkendt fradrag efter ligningslovens §§ 9 A og 9 C, stk. 3, og klageren er anset for at have haft fri bil til rådighed efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

”(...)

Sagsfremstilling og begrundelse

1.Money Transfer

SKAT har modtaget oplysninger fra danske pengeinstitutter om pengeoverførsler til og fra et antal lande. Iflg. disse oplysninger er der indgået følgende beløb på [person1]s ([person1]) konto

Indkomståret 2010 kr. 576.571

Indkomståret 2011 kr. 540.124

Indkomståret 2012 kr. 335.696

Iflg. SKATS foreliggende oplysninger har [person1] selvangivet følgende beløb:

Indkomståret 2010 kr. 490.000

Indkomståret 2011 kr. 480.000

Indkomståret 2012 kr. 280.000

SKAT har i skrivelse af 18. juli 2014 anmodet [person1] om at indsende dokumentation og redegørelse for forskellen i beløbene for de enkelte år.

1.1.De faktiske forhold

Som svar på SKATS skrivelse sender [person1] en mail d. 31. august 2014 hvori han anfører følgende:

”jeg har modtaget en skrivelse fra dig, angående misforhold mellem indberettede indtægter og overførte beløb,
jeg har med tætte kam gennemgået de overførelser du nævner, og må med rette erklære at der er et misforhold,jeg har overset et tillæg jeg blev givet fra 2010 ,
jeg er kommet frem til følgende beløb
2010 i alt overført 530,000 Kr (da jeg var bagud lønnet, optræder der en månedsløn 13-01-10 som er for dec 2009)
2011 i alt overført 539,211, Kr
2012 Ialt overført 334,634. kr
Hvilket giver en total på 1,403,845 Kr
jeg har fejlagtigt kun indberettet 1,250,000 Kr.
hvilket giver en manglende indberettet indtægt på 153,845 Kr.
beløbene svinger lidt, da jeg også har haft kontant udlæg, men har ingen dokumentation på disse maks. samlet beløber det sig til estimeret over denne periode til 10,000-15,000 kr.”
SKAT sender herefter en skrivelse d. 2. september 2014 til [person1] hvori han anmodes om at indsende følgende:

•	Kopi af hans ansættelseskontrakt med [virksomhed1] GmbH
•	Dokumentation/redegørelse for de fratrukne rejseudgifter i 2012 på kr. 50.000. Udgifterne er fratrukket i hans danske indkomst
•	Dokumentation/redegørelse for udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse for 2012 fra hans danske arbejdsgiver.
•	Dokumentation og redegørelser for hans fratrukne befordringsudgifter vedr. hans udenlandske indkomst i indkomstårene 2011 og 2012
•	Som dokumentation for den løn der er udbetalt i 2010 er selvangivet i 2009 bedes du indsende dine lønsedler fra din tyske arbejdsgiver for indkomståret 2009.

SKAT modtager d. 28. september en mail fra [person1] hvori han anfører følgende:

•	Kopi af ansættelses kontrakt hos [virksomhed1] GmbH- den har jeg ikke været istand til at finde,
•	Dokumentation/redegørelse for de fratrukne rejseudgifter i 2012 på Kr 50.000. udgifterne er fratrukket i din danske indkomst , jeg har ikke haft rejseudgifter for 50.000. Kr i min ansættelse hos [virksomhed2] OK. Det må være fra min ansættelse hos [virksomhed1] GmbH i perioden fra 01-01-12 til 01-08-12 hvor jeg havde ca. 110 rejse dage og fratrak 195 Kr til kost, 455 Kr til logi om dagen efter de gældende regler,da jeg var på egen kost og logi.jeg har gentagne gange forsøgt at kontakte skat for at få at vide hvordan jeg skulle forholde mig til i samme år, både at have haft indtægt fra udlandet og fra Danmark, blandt andet gennem en [person2] fra SKAT, som rådgav,og at man kunne maks fratrække 50.000 Kr.
•	Dokumentation/redgørelse for udbetalt rejse og befordringsgodtgørelse i 2012 fra din danske arbejdsgiver.fra D 15-08-12 og fremad blev jeg ansat hos [virksomhed2] OK, og har vedhæftet den sidste lønseddel fra December 2012, visende min befordrings godtgørelse fra hele perioden i 2012.hvilket andrager 8.568 Km til statens takster,det er den høje takst da jeg ikke kørte så meget i starten af min ansættelse.
•	Dokumentation/redegørelse for dine fratrukne befordrings udgifter i 2011-2012, jeg havde 560 Km til mit arbejde, kørte typisk Søndag aften/ Mandag Morgen og kom hjem fredag aften, 0-24 Km(0 Kr i fradrag for de første km) 24-100 Km (76 Km x 2 Kr i fradrag) 460 Km derudover til I kr.i fradrag (kan ikke huske om jeg fratrak udkants fradrag) Hvilket giver 612 kr.i fradrag for en vej, det giver 1224 Kr om ugen, og med ca. 40 uger på arbejde giver det 48.960 Kr.
•	I 2012 er det det næsten det samme dog er taksterne ændret. 0-24 Km (0 Kr i fradrag) 24-120 Km (96 Km x 2.10 kr.i fradrag) 440 Km til 1.07 kr.per Km. Men det blev ændret fordi jeg bor i [by1] kommune,som er en udkants kommune og derfor kan man fratrække fra 25 km 2,.13 kr.per Km for alle kørte kilometer,det giver 1141,68 i fradrag for en vej, og 2283.36 for en uge x 24 uger 54.800 Kr
•	Som dokumentation for at den løn der er udbetalt i 2010, er selvangivet i 2009, bedes du indsende dine lønsedler for 2009 fra din tyske arbejdsgiver for arbejdsåret 2009, dem har jeg ikke mere, da jeg gik ud fra at man kun skulle gemme Fem år tilbage ,men jeg har vedhæftet en kontooversigt fra [finans1] over hvad der er indbetalt fra Tyskland,hvor det ses at det er en forsinket løn,der er indbetalt D 13-01-2010. For så vidt hvad angår min ansættelse kontrakt, er jeg sikker på at have den et sted i huset, og kigger mine dokumenter igennem igen.”

SKAT sender d. 30. september 2014 et brev til [person1] hvori der anføres følgende:

SKAT afventer at du fremfinder en kopi af din ansættelseskontrakt fra din ansættelse hos [virksomhed1] GmbH.

Du har redegjort for dine befordringsudgifter i indkomstårene 2011 og 2012 men ikke indsendt nogen dokumentation. Der ønskes en dokumentation for at du har haft en udgift hertil, idet du if. SKATS oplysninger ikke er ejer af et køretøj i perioden 8/12 2010 til d. 14/9 2012.

Da der ikke modtages noget materiale sendes der en rykkerskrivelse d. 29. oktober 2014.

SKAT modtager d. 16. november en mail fra [person1] hvori han anfører følgende:

”I brev fra dig af D 30-10-14 ,udbeder du dig dokumentation for fratrukket befordrings udgifter for 2011-2012, inden jeg startede med at arbejde i Tyskland,var jeg involveret i et firma hvor jeg havde nogle andele, da vi skiltes, var det med trussel om retssag og at de ville komme efter mig økonomisk, jeg troede at jeg havde svaret enhver sit ,men fik i slutningen af 2010 nogle breve fra en advokat, hvor der igen blev truet med retsforfølgelse ,derfor besluttede jeg at købe en bil i min kones navn, for på den måde at dække mig ind, Bilens reg nr. er [reg.nr.1],og den har jeg anvendt indtil en måned efter min ansættelse hos [virksomhed2] OK.

Jeg har gennemsøgt mine papirer og har fundet 2 af 3 sider af min kontrakt ,hvilke er bilagt, jeg fremsender forsiden når jeg finder den.”

Da [person1] stadig ikke har indsendt alt det ønskede materiale tilsendes han en skrivelse d. 19. november 2014 en skrivelse hvoraf følgende fremgår:

”Du har stadig ikke dokumenteret at du har afholdt udgift til transport. Du bedes derfor indsende benzinkvitteringer eller andet der kan dokumentere at du har afholdt en udgift til transport på ca. 35.000 km årligt.

Hvis du selv har afholdt udgift til bolig i Tyskland bedes du indsende dokumentation for udgiften hertil.

Du har stadig ikke dokumenteret at du har indtægtsført den lønudbetaling fra januar 2010 i 2009. Du bedes derfor indsende kopi af din konto [...55] for perioden 1/1 – 31/12 2009.

Du mangler stadig at indsende den første side af din ansættelseskontrakt. Denne kan du evt. anmode om at få sendt fra din tyske arbejdsgiver.

Du bedes redegøre for hvorfor du ikke er blevet beskattet af din indkomst i Tyskland.”

SKAT modtager d. 14. december 2014 en mail fra [person1] hvori han anfører følgende:

”

Du har udbedt dig flere oplysninger for at kunne beregne min skat,

Jeg har fratrukket min kørsel til kontoret i [by2] og hjem igen, der er 550 Km per tur,altså 1100 km om ugen, hvor jeg typisk kørte Søndag aften eller mandag Morgen,og kom hjem igen enten torsdag aften eller fredag eftermiddag,da jeg havde et lille kammer at bo i, har jeg aldrig overnattet I weekender i Tyskland, da jeg jo ville hjem til min familie, af samme grund har jeg aldrig gemt mine Diesel kvitteringer, da jeg var af den overbevisning, at det var en godkendt transport mellem hjem og arbejdsplads,jeg har og havde jo fast ejendom i [by3], og havde min familie der.

Vedr bolig i Tyskland, havde jeg et privat lejemål ,et kammer med bad som jeg overnattede i , de penge afregnede jeg kontant på en månedlig basis.

Jeg har fundet min første side af min kontrakt,da den lå nederst i en flytte kasse, er den blevet lidt krøllet, men skulle være læselig.

Du spørger om hvorfor jeg ikke er blevet beskattet af min indkomst i Tyskland, jeg har mange gange kontaktet Skat for at få en udførlig oplysning om hvordan jeg skulle forholde mig til at arbejde i Tyskland men have hus og familie i Danmark, og da jeg af og til havde hjemmekontor, fik jeg at vide af Skat, at jeg skulle godkendes til at beholde min Sygesikring i Danmark under de givne omstændigheder,den godkendelse fik jeg, og dermed skulle jeg betale al min skat i Danmark,

Vedr en indtægtsført lønudbetaling fra januar 2010 i 2009, er jeg lidt i tvivl om hvad der menes,hvis det er der hvor lønnen for December 2009 først bliver betalt D 13 januar 2010, og derved øger indtægten for 2010 med en månedsløn, der mener jeg at jeg har fremsendt den fornødne dokumentation.”

Med udgangspunkt i ovenstående mail har SKAT gennemgået egne systemer samt diverse sider på internettet. De oplysninger der er fundet har foranlediget endnu en skrivelse til SJ der fremsendes d. 16. december 2014. Af skrivelsen fremgår følgende:

”Du har sendt en mail til mig d. 14. december 2014 vedhæftet den første side af din ansættelseskontrakt.

I mit brev fra d. 19. november blev du bedt om at indsende kopi af din konto [...55] for perioden 1/1 – 31/12 2009. Denne har du ikke indsendt hvorfor du rykkes for denne.

Du blev endvidere anmodet om at dokumentere at du havde haft udgift til en transport på ca. 35.000 km om året. Du anfører at du ikke har gemt dine diesel kvitteringer. Du skriver til mig i en mail d. 16. november 2014 at du har kørt i en bil som din kone ejede.

Iflg. de foreliggende oplysninger har din kone ejet en Peugeot 207 i perioden 20/12 2010 – 22/2 2012. Jeg har via internetsiden www.nummerplade.net fundet synsoplysninger på bilen og if. denne side er bilen blevet synet to gange.

Syn d. 17/12 2010 med en kilometertæller der viste 59.000 km

Syn d. 19/12 2012 med en kilometertæller der viste 82.000 km

Dette giver en kørsel på i alt 23.000 km på 2 år.

Du fratrækker befordring med mere end 35.000 km om året hvilket ikke passer med overfor anførte oplysninger.

Så efter min opfattelse har du enten anvendt et andet køretøj eller ikke været i Tyskland så mange gange som du påstår.

Når man fratrækker det store fradrag skal man kunne dokumentere at man har afholdt udgiften hertil. ”

Den 13. januar 2015 henvender [person1] sig til SKAT pr. telefon. [person1] blev spurgt om han havde fået stillet bil til rådighed af sin tyske arbejdsgiver idet SKAT ikke kunne få hans oplysninger om at bruge ægtefællens bil til at passe. [person1] sagde at det havde han ikke men at han udover ægtefællens også havde anvendt sønnens og svigerfaderens bil. Han havde også af og til kørt med det tyske firmas lasbiler. SKAT bad ham om at indsende sine oplysninger på skrift.

Foranlediget af [person1]’s oplysninger har SKAT gået igennem nogle gamle journalsystemer og har her fundet diverse dokumenter vedr. en ansøgning om at køre i Danmark i en tysk indregistreret bil.

SKAT har herefter i brev af 22. januar 2015 sendt endnu en skrivelse til [person1] hvoraf der fremgår følgende:

”Vi talte sammen i telefon d. hvor jeg spurgte dig om du havde kørt i en bil stillet til rådighed af din tyske arbejdsgiver. Du svarede at det havde du ikke.

Jeg har via nogle af vores gamle systemer fundet nogle dokumenter hvor du for din udenlandske arbejdsgiver anmoder om at blive fritaget for betaling af registreringsafgift vedr. udenlandsk firmabil.

Du er således fremkommet med forkerte oplysninger hvilket jeg stiller mig undrende overfor.

Du har tillige indsendt en fraskrivelseserklæring på dansk men underskrevet af din tyske arbejdsgiver.

Da du if. de dokumenter som du har indsendt skulle have over 200 rejsedag om året i hele Europa bedes du indsende det kørselsregnskab som du har indsendt til din tyske arbejdsgiver.”

SKAT har endnu ikke modtaget noget fra [person1] dog har [person1] af flere omgang indsendt en mail hvori han har anført at han endnu ikke har modtaget kørebøgerne fra sin tidligere arbejdsgiver. Seneste mail er modtaget d. 24. februar 2015.

1.2.Dine bemærkninger

(...)

1.3.Forældelse

Sagen drejer sig om forhold i indkomstårene 2010 – 2012.

I SFL § 26, stk. 1, sidste punktum, er der tillagt skatteministeren en bemyndigelse til for grupper af skattepligtige at fastsætte en kortere frist for ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, end de frister, der gælder efter SFL § 26, stk. 1, 1.-4. punktum, jf. nærmere om disse frister under G.1.1.1.

Denne bemyndigelse er udnyttet i en bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold nr. 1095 af 15. november 2005, som ændret ved bekendtgørelse nr. 9 af 9. januar 2006. Bekendtgørelsen omfatter kun fysiske personer og vil have virkning fra d. 1. november 2005. Om indholdet i bekendtgørelsen henvises til G.2.1 og G.2.2.

Uanset hovedreglen om den korte frist for ansættelsesændringer for fysiske personer, der er beskrevet under G.2.1 kan der i en række undtagelsessituationer iværksættes ændring efter d. 1. juli i det andet kalenderår efter det pågældende indkomstår. Der er tale om følgende undtagelsessituationer:

(...)

Da [person1] har indkomst fra udlandet er han ikke omfattet af den korte ligningsfrist men i stedet for af de almindelige regler jf. Skatteforvaltningslovens § 26.

(...)

SKAT er af den opfattelse at ansættelsesfristen efter Skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1 suspenderes da du mindst groft uagtsomt har bevirket at skatteansættelsen for årene 2010 – 2012 er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Du har som fuld skattepligtig til Danmark modtaget indkomst fra udlandet uden at selvangive det korrekt hvilket anses som mindst groft uagtsomt. Du har desuden kørt privat i et udenlandsk køretøj der var stillet til rådighed af din arbejdsgiver uden at du har ladet dig beskatte af rådigheden hvilket tillige anses som mindst groft uagtsomt.

1.4.For lidt selvangivet udenlandsk indkomst

[person1] har i indkomstårene 2010 – 2012 selvangivet følgende:

2010 kr. 490.000

2011 kr. 480.000

2012 kr. 280.000

Iflg. de oplysninger som SKAT har modtaget fra Money Transfer II har [person1] modtaget følgende beløb fra sin tyske arbejdsgiver:

2010 kr. 576.574

2011 kr. 540.124

2012 kr. 335.696

Dette giver en difference på kr.

2010 (576.574 – 492.000) = kr. 86.571

2011 (540.124 – 480.000) = kr. 60.124

2012 (335.696 – 280.000) = kr. 55.696

I alt kr. 202.391

[person1] har i mail af 31. august 2014 oplyst, at det er med rette der er fundet et misforhold mellem det selvangivne og det modtagne hvilket efter hans oplysning skyldes at han har fået et tillæg i 2010 som han har overset.

Han anfører endvidere at han er bagudlønnet således at den første indsætning i 2010 vedrører løn for 2009 og ikke 2010. Oplysningerne fra Money Transfer II vedrører perioden 1. juli 2009 til 31. december 2012 hvorfor jeg har anmodet [person1] om at indsende lønsedler for den første halvdel af indkomståret 2009.

Iflg. disse har [person1] tjent kr. 262.721,69 i perioden 1. januar til 30. juni 2009 og if. Money Transfer oplysningerne har [person1] tjent kr. 264.966,34 i perioden 1. juli til 31. december 2009. I alt giver det en årlig lønindtægt på kr. (262.721,69 + 264.966,34) kr. 527.688,03.

[person1] har i 2009 selvangivet kr. 480.000 hvilket er mindre end det modtagne idet differencen udgør kr. (527.688,03 – 480.000) = kr. 47.688, hvorfor [person1] efter SKATS opfattelse ikke har selvangivet den lønindtægt han modtager i januar måned 2010 og [person1] skal således medregne det fulde beløb.

Løn er skattepligtig jf. Statsskattelovens (SL) § 4. Lønnen er optjent hos en udenlandsk arbejdsgiver og da [person1] er fuldt skattepligtig til Danmark skal det undersøges hvorvidt [person1]’s lønindtægt skal lempes efter § erne 33 og 33A i Ligningsloven (LL).

SKAT har forespurgt [person1] hvorvidt han har betalt skat af sin løn i Tyskland. Hertil har [person1] i mail af 14. december 2014 oplyst følgende:

”Du spørger om hvorfor jeg ikke er blevet beskattet af min indkomst i Tyskland, jeg har mange gange kontaktet Skat for at få en udførlig oplysning om hvordan jeg skulle forholde mig til at arbejde i Tyskland men have hus og familie i Danmark, og da jeg af og til havde hjemmekontor, fik jeg at vide af Skat, at jeg skulle godkendes til at beholde min Sygesikring i Danmark under de givne omstændigheder,den godkendelse fik jeg, og dermed skulle jeg betale al min skat i Danmark,”

I samme mail oplyser [person1] følgende omkring sine boligforhold i Tyskland:

”Jeg har fratrukket min kørsel til kontoret i [by2] og hjem igen, der er 550 Km per tur,altså 1100 km om ugen, hvor jeg typisk kørte Søndag aften eller mandag Morgen,og kom hjem igen enten torsdag aften eller fredag eftermiddag,da jeg havde et lille kammer at bo i, har jeg aldrig overnattet I weekender i Tyskland, da jeg jo ville hjem til min familie, af samme grund har jeg aldrig gemt mine Diesel kvitteringer,da jeg var af den overbevisning, at det var en godkendt transport mellem hjem og arbejdsplads,jeg har og havde jo fast ejendom i [by3], og havde min familie der.”

Jeg har ikke kunnet finde nogle notater på det som [person1] har skrevet, men jeg er af den opfattelse at årsagen til at han har villet beholde sin sygeforsikring i Danmark er, at hovedreglen er at man skal betale til social sikring når man arbejder i Tyskland. Socialforsikringsbidraget udgør 41 % af bruttolønnen og betales med ca. halvdelen af henholdsvis arbejdsgiver og lønmodtager.

Den lønmodtager der arbejder i Tyskland for en tysk arbejdsgiver kan dog under visse omstændigheder forblive under danske socialforsikringsregler og det gælder hvis lønmodtageren samtidig arbejder væsentlig mere i Danmark eller hvis lønmodtageren arbejder for flere arbejdsgivere i forskellige stater.

Når de tyske myndigheder skal afgøre om en væsentlig del af arbejdet udføres i Danmark bliver der bl.a. lagt vægt på arbejdstid og /eller løn. Hvis der samlet set udøves mindre end 25 % af aktiviteten i Danmark i en 12 måneders periode vil der som udgangspunkt ikke være tale om udøvelse af en væsentlig del af aktiviteten i Danmark og lønmodtageren vil være omfattet af tysk lovgivning om social sikring.

[person1] har for alle indkomstårene selvangivet sin lønindtægt som udenlands indkomst hvilket efter min opfattelse er korrekt, idet han if. hans egne oplysninger arbejder mere end 25 % i Danmark indenfor en 12 måneders periode og er derfor omfattet af de danske regler vedrørende såvel skat som sygeforsikring.

[person1]’s skattepligtige indkomst forhøjes for hvert af indkomstårene med kr.

2010 kr. 86.571

2011 kr. 60.124

2012 kr. 55.696

1.5.Fratrukne udgifter til kost og logi

(...)

Jeg har anmodet [person1] og at indsende den ansættelseskontrakt som han har indgået med sin tyske arbejdsgiver [virksomhed1] GmbH. Denne har jeg modtaget og det fremgår af denne at [person1] er fastansat med virkning fra d. 1. maj 2008. Stillingen kan opsiges fra begge parters side jf. de i Tyskland gældende regler.

[person1]’s ansættelsesforhold slutter i 2012 hvor [person1] pr. 1. august 2012 bliver ansat som distriktschef hos [virksomhed2] OK A.M.B.A.

[person1]’s samlede ansættelsesperiode i Tyskland er således fra d. 1. maj 2008 til og med d. 1. august 2012.

(...)

1.6.Fratrukne befordringsudgifter

[person1] har på sin selvangivelse fratrukket følgende beløb i befordring:

2011: kr. 48.960

2012: kr. 54.800

Der er ikke taget fradrag for befordring i 2010.

Jeg har i flere breve bedt [person1] for at redegøre for sit befordringsfradrag og [person1] har oplyst følgende omkring sit befordringsfradrag.

•

Dokumentation/redegørelse for dine fratrukne befordrings udgifter i 2011-2012, jeg havde 560 Km til mit arbejde, kørte typisk Søndag aften/ Mandag Morgen og kom hjem fredag aften, 0-24 Km(0 Kr i fradrag for de første km) 24-100 Km (76 Km x 2 Kr i fradrag) 460 Km derudover til I kr.i fradrag (kan ikke huske om jeg fratrak udkants fradrag) Hvilket giver 612 kr.i fradrag for en vej, det giver 1224 Kr om ugen, og med ca. 40 uger på arbejde giver det 48.960 Kr.

•

I 2012 er det det næsten det samme dog er taksterne ændret. 0-24 Km (0 Kr i fradrag) 24-120 Km (96 Km x 2.10 kr.i fradrag) 440 Km til 1.07 kr.per Km. Men det blev ændret fordi jeg bor i [by1] kommune,som er en udkants kommune og derfor kan man fratrække fra 25 km 2,.13 kr.per Km for alle kørte kilometer,det giver 1141,68 i fradrag for en vej, og 2283.36 for en uge x 24 uger 54.800 Kr

Foranlediget af [person1]`s ovenstående oplysninger sender jeg en skrivelse til ham hvori jeg anmoder ham om at dokumentere at han har haft en udgift til transporten idet han if. vores systemoplysninger ikke ejer et køretøj i perioden 8/12 2010 til 14/9 2012.

[person1] svarer i følgende i mail af 16. november 2014:

”I brev fra dig af D 30-10-14 ,udbeder du dig dokumentation for fratrukket befordrings udgifter for 2011-2012, inden jeg startede med at arbejde i Tyskland,var jeg involveret i et firma hvor jeg havde nogle andele, da vi skiltes, var det med trussel om retssag og at de ville komme efter mig økonomisk, jeg troede at jeg havde svaret enhver sit ,men fik i slutningen af 2010 nogle breve fra en advokat, hvor der igen blev truet med retsforfølgelse, derfor besluttede jeg at købe en bil i min kones navn, for på den måde at dække mig ind, Bilens reg nr. er [reg.nr.1],og den har jeg anvendt indtil en måned efter min ansættelse hos [virksomhed2] OK.”

Jeg skriver i brev af 16. december 2014 følgende til [person1]:

”I mit brev fra d. 19. november blev du bedt om at indsende kopi af din konto [...55] for perioden 1/1 – 31/12 2009. Denne har du ikke indsendt hvorfor du rykkes for denne.

Du blev endvidere anmodet om at dokumentere at du havde haft udgift til en transport på ca. 35.000 km om året. Du anfører at du ikke har gemt dine diesel kvitteringer. Du skriver til mig i en mail d. 16. november 2014 at du har kørt i en bil som din kone ejede.

Iflg. de foreliggende oplysninger har din kone ejet en Peugeot 207 i perioden 20/12 2010 – 22/2 2012. Jeg har via internetsiden www.nummerplade.net fundet synsoplysninger på bilen og if. denne side er bilen blevet synet to gange.

Syn d. 17/12 2010 med en kilometertæller der viste 59.000 km

Syn d. 19/12 2012 med en kilometertæller der viste 82.000 km

Dette giver en kørsel på i alt 23.000 km på 2 år.

Du fratrækker befordring med mere end 35.000 km om året hvilket ikke passer med overfor anførte oplysninger.

Så efter min opfattelse har du enten anvendt et andet køretøj eller ikke været i Tyskland så mange gange som du påstår.

Når man fratrækker det store fradrag skal man kunne dokumentere at man har afholdt udgiften hertil. ”

[person1] skriver i mail af 13. januar 2015 følgende:

”Angående uoverensstemmelsen mellem de kørte kilometer og de fratrukne kilometer,som jeg sagde har jeg brugt enhver form for transport ,det være sig karins bil –min svigerfars bil – en af mine sønners biler, fået et lift med en af firmaets lastbiler feks fra [Tyskland] frem og tilbage til [virksomhed1],jeg mener at have forstået og set på Skats hjemmeside at det ikke er transport formen der er afgørende for at fratrække Kørslen,men det kan være jeg har misforstået det.”

Jeg har været igennem SKATS gamle systemer og har der fundet nogle gemte bilag hvoraf det fremgår at [person1] har haft en bil stillet til rådighed af sin tyske arbejdsgiver.

Jeg har i sagsforløbet forespurgt [person1] om han evt. havde en bil til rådighed hvilket han benægtede. Jeg har derfor i brev af 22. januar 2015 skrevet følgende til [person1].

”Vi talte sammen i telefon d. hvor jeg spurgte dig om du havde kørt i en bil stillet til rådighed af din tyske arbejdsgiver. Du svarede at det havde du ikke.

Jeg har via nogle af vores gamle systemer fundet nogle dokumenter hvor du for din udenlandske arbejdsgiver anmoder om at blive fritaget for betaling af registreringsafgift vedr. udenlandsk firmabil.

Du er således fremkommet med forkerte oplysninger hvilket jeg stiller mig undrende overfor.

Du har tillige indsendt en fraskrivelseserklæring på dansk men underskrevet af din tyske arbejdsgiver.

Da du if. de dokumenter som du har indsendt skulle have over 200 rejsedag om året i hele Europa bedes du indsende det kørselsregnskab som du har indsendt til din tyske arbejdsgiver.”

[person1] har i efterfølgende i nogle mails skrevet at han har anmodet sin tidligere arbejdsgiver om at fremsende det ønskede kørselsregnskab men at han ikke har modtaget noget endnu.

Den seneste mail er fra d. 24. februar 2015 hvori han anfører følgende:

”Jeg afventer stadig en tilbagemelding fra [virksomhed1], men da mit engagement hos dem ikke sluttede på en god måde, er der en langsom respons fra dem, har dog fået forsikring om et svar i denne uge.”

Jeg har stadig ikke hørt noget hvorfor sagen afsluttet på baggrund af de foreliggende fakta.

Problematikken omkring bil til rådighed behandles efterfølgende i et særskilt punkt.

Der foreligger følgende fakta omkring [person1]’s befordring til og fra Tyskland.

•	[person1] har IKKE ejet en bil i perioden 8/12 2010 – 14/9 2012.
•	SKAT har dokumenteret at [person1] IKKE kan have kørt i sin ægtefælles bil
•	[person1] har ikke kunnet dokumentere at have haft en udgift, idet han ikke har gemt kvitteringer eller andet
•	Hvis man skal have det forhøjede fradrag der gælder hvis man bor i udkants Danmark skal man kunne sandsynliggøre at man har kørt strækningen i det antal dage som man anfører. Dette har [person1] ikke efter min opfattelse.
•	[person1] har efter min opfattelse bil til rådighed og er således ikke berettiget til fradrag

[person1] anses således ikke for at berettiget til at foretage fradrag for befordring efter bestemmelserne i LL § 9 C stk. 3 og indkomsterne forhøjes med.

2011: kr. 48.960

2012: kr. 54.800

1.7.Fri bil stillet til rådighed af udenlandsk arbejdsgiver

Som føromtalt har [person1] været fastansat hos [virksomhed1] GmbH siden 1. maj 2008.

[person1] har ikke taget fradrag for befordring i indkomstårene 2008 til 2010.

Jeg har fundet nogle dokumenter i vores gamle systemer hvor det tyske selskab på vegne af [person1] søger om at der må køres afgiftsfrit i en tysk bil i Danmark.

Det tyske selskab skriver til [Skattecentret] d. 16. december 2008 at:

”[virksomhed1] Bekræfter hermed at det nævnte køretøj og undertegnede fører over en 12 mdrs. Periode vil være ude af Danmark i mere end 183 dage og udelukkende i erhvervsmæssig kørsel. ”

Det tyske selskab skriver at der er tale om en VW Passat St. car og at føreren er [person1].

Det ses at dokumentet er skrevet på en tysk skrivemaskine idet der ikke er skrevet ø men oe og ikke æ men ä.

[Skattecentret] udsteder en toldattest på baggrund af oplysningerne og værdien af bilen ekskl. registreringsafgift er sat til kr. 110.000. Sammen med toldattesten fulgte en følgeseddel fra [person3] [Skattecentret] hvor hun skriver, at ”

Det bemærkes, at afgiftsfritagelsen ikke ændre den skattemæssige værdi af fri firmabil der fortsat ansættes efter hvad bilen ville have kostet at købe i Danmark.”

Der findes ingen skrivelse hvoraf der fremgår, at [person1] skulle have fraskrevet sig retten til at bruge firmabilen privat.

Jeg har fundet yderligere dokumenter hvoraf det fremgår, at [person1] får en ny firmabil stillet til rådighed i 2010. Der findes dokumenter dateret d. 23. september hvoraf det fremgår, at [person1] får en BMW 520 D Stationcar stillet til rådighed og at bilen er indregistreret i Tyskland.

På en anden skrivelse dateret 23. september 2010 bekræfter den tyske arbejdsgiver, at [person1] kun burger sin firmabil i forbindelse med arbejde og at han har fraskrevet sig retten til at bruge bilen til privat brug.

Skattecenter Høje [by4] udskriver en toldattest med afgiftsfritagelse på den omtalte BMW. Det fremgår af den afgiftsfritagelse som Høje [by4] at bilens værdi eksl. registreringsafgift er kr. 195.350.

Da [person1] har fraskrevet sig retten til at bruge bilen privat har jeg indfordret et kørselsregneskab fra [person1] til brug for en sandsynliggørelse af at han ikke har brugt bilen privat til bl.a. kørsel fra hans hjem i [by3] og til hans lejede værelse i Tyskland.

Dette har han i skrivende stund ikke kunnet fremskaffe et sådant kørselsregnskab tages der alene udgangspunkt i de foreliggende fakta.

Det bemærkes her, at [person1] ikke har kunnet dokumentere eller sandsynliggøre hvorledes han er blevet fragtet fra sit hjem til sit lejede værelse i Tyskland. [person1] har i en mail fra 31. oktober 2008 som han indsendte i forbindelse med anmodning om af få lov til at køre i en afgiftsfri bil i 2008 (jf. tidligere i sagsfremstillingen) skrevet at:

”Jeg arbejder for et tysk firma som Export Manager, og ansat med mere end 200 rejsedage om året, bilen vil være ude af landet i mere end 183 dage, jer rejser over hele Europa og udelukkende i bil. P.g.a. en konkurrence klausul kan jeg ikke arbejd i Danmark, jeg er ansat med bilordning. Siden min ansættelse har jeg kørt i min firmabil til [Tyskland] Togstation, og derfra taget toget hjem. Det er alt for uflexibelt især når jeg også har kunder i Sverige og Norge.”

[person1] har ikke taget et befordringsfradrag før indkomståret 2011 hvorfor jeg er af den opfattelse at han i årene 2008 til 2010 kørte mellem Tyskland og Danmark i den bil som hans tyske arbejdsgiver stillede til hans rådighed og han skulle følgelig have været beskattet at fri bil.

Det fremgår af Ligningsvejledningen 2011 afsnit A.B. 1.9.2, at

” Har en person uden for normal arbejdstid en firmabil til rådighed er der en formodning for, at den også er til rådighed for privat kørsel, medmindre arbejdsgiverne har stillet begrænsninger for anvendelsen. Den ansatte må derfor godtgøre, at en firmabil ikke må benyttes privat hvis beskatning heraf skal undgås.

Der må som minimum kræves, at der er en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om at firmabilen ikke må anvendes til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.”

Som nævnt har [person1] indsendt en skrivelse hvoraf fremgik at han kun brugte firmabilen i forbindelse med arbejde og dermed har fraskrevet sig retten til at bruge bilen til privat brug.

[person1] havde i mail fra 14. december 2014 skrevet at han af og til har haft hjemmekontor. Denne oplysning havde han givet til de danske myndigheder i forbindelse med at det skulle fastslås hvor han skulle være underlagt sygesikring idet man som lønmodtager i Tyskland, for at undgå at betale social sikring skulle arbejde mere end 25 % i Danmark. Da [person1] er omfattet af den danske sygesikring og ikke betaler til den sociale sikring i Tyskland må man gå ud fra at [person1] arbejder mere en 25 % i Danmark.

[person1] har fraskrevet sig retten til at køre privat i den tyske arbejdsgivers bil.

[person1] har ikke kunnet dokumentere at han har haft udgifter til transport til og fra hans arbejdsplads i Tyskland hvorfor jeg har bedt ham om at indsende et kørselsregnskab.

Problematikken omkring krav til at føre et kørselsregnskab har været behandlet i Folketinget idet der er blevet stillet spørgsmål til skatteministeren og han giver et uddybende svar jf. efterfølgende:

Spørgsmål S 1705

"Hvilke muligheder har skatteplagede danske bilister for at undgå at blive urimeligt beskattet af en firmabil, som de udelukkende bruger firmamæssigt, når den virksomhed, de er ansat i, ikke vil eller er i stand til at påtage sig ansvaret for at kontrollere, at bilen udelukkende bruges firmamæssigt?"

Begrundelse

Spørgeren er bekendt med, at flere kommuner har nægtet at fritage personer med firmabil til rådighed for beskatning af fri bil, til trods for at de pågældende personer lever op til lovens krav for fritagelse, dvs. at de udelukkende bruger bilen firmamæsigt. Der kan gives eksempler på sælgere og teknikere med firmabil til rådighed, som ikke har fast arbejdsted og udelukkende bruger firmabilen til at køre fra hjemmet til kunder. De pågældende personer har privat bil ved siden af, de har tilbudt at føre detaljeret kørebog, og de har skriftligt over for firmaet afskrevet sig retten til at bruge bilen privat.

Alligevel henviser det kommunale skattevæsen til, at de kun vil fritage personen for skattepligt af fri bil, hvis vedkommendes firma står inde for, at bilen kun bruges firmamæsigt og samtidigt påtager sig kontrollen af og ansvaret for, at dette er tilfældet. Dette ansvar vil og kan mange virksomheder ikke løbe en risiko for at påtage sig, da det er umuligt for virksomheden at sikre sig i praksis. Det fører så til en urimelig og uretmæssig beskatning af de pågældende personer.

Danmark er et af de lande, der beskatter bilisterne hårdest. Vi har endvidere en af de højeste personskatter i verden. Det kan vel ikke være rimeligt, at disse arbejdende personer ud over vægtafgift, benzinafgifter m.m. for privat køretøj også skal straffes med beskatning af fri bil - når den ikke benyttes som andet end et nødvendigt arbejdsredskab for at bestride et job. Klare retningslinjer for kommunernes behandling af de tusinder af handelsrejsende m.fl., der er i denne situation, efterlyses.

Svar

Skatteministeren (Ole Stavad)

Et lignende spørgsmål er tidligere rejst af Folketinget, og jeg kan derfor indlede med at henvise til mit svar på dette spørgsmål (S 325 af 7/12 1993). Svaret er offentliggjort i TfS 1994, 154.

Som det også fremgår af ovennævnte svar, påhviler det arbejdsgiveren som indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag m.v. af værdien af fri firmabil at påse, at der ikke køres privat i en firmabil, som arbejdsgiveren har stillet til rådighed for den ansatte.

Hvis arbejdsgiveren er af den opfattelse, at bilen kan benyttes privat, eller hvis en kontrol viser, at bilen anvendes privat i strid med en intern aftale, skal arbejdsgiveren foretage løbende indeholdelse.

En ansat med rådighed over firmabil, der ikke ønsker at blive beskattet af råden over bilen til privat kørsel, må derfor sandsynliggøre, at bilen ikke anvendes privat. Dette vil bl.a. kræve, at den ansatte kan godtgøre, at den samlede benyttelse af bilen udelukkende har været erhvervsmæssig i det pågældende indkomstår. En sådan dokumentation kan næppe være tilstrækkelig, hvis den er mindre detaljeret end et fuldstændigt kørselsregnskab.

Jeg forstår, at der i de tilfælde, som danner baggrund for spørgsmålet, ikke foreligger et sådant fuldstændigt kørselsregnskab, hvilket jeg antager er årsagen til, at ligningsmyndighederne derfor har bedt den ansatte på anden måde sandsynliggøre, at bilen ikke har været anvendt privat.

Afsluttende kan jeg i øvrigt oplyse, at der i Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17/4 1996 til ligningsloven, pkt. 12.4.6.4. er angivet nogle vejledende retningslinjer for, hvornår en firmabil må antages at være til rådighed for privat kørsel. Disse retningslinjer er indarbejdet i Ligningsvejledningen i afsnit A.B.1.9.2 tillige med ovennævnte svar. Jeg finder derfor ikke, at der er behov for yderligere retningslinjer på området.

Spørgsmål S 1907

"Kan ministeren klart tilkendegive, at lokale ligningsmyndigheder ikke skal beskatte en ansat af firmabil, når vedkommende ikke benytter firmabilen privat, afskriver sig retten til at køre i firmabil over for firmaet, fører detaljeret kørselsregnskab og har en privat bil ved siden af?"

Begrundelse

Spørgeren er bekendt med, at flere firmaer ikke vil påtage sig en kontrolfunktion mht. privatkørsel over for ansatte med firmabil. Situationen kan f.eks. være, at firmaet ligger i [by5], den ansatte bor i Nordjylland og kører fra sit hjem til kunder i Nordjylland.

Selv om denne person som et eksempel ikke benytter firmabilen privat, afskriver sig retten til at køre i firmabil over for firmaet, fører detaljeret kørselsregnskab og har en privat bil ved siden af, så insisterer flere lokale ligningsmyndigheder på, at vedkommende skal beskattes af sit arbejdsredskab (firmabilen), såfremt virksomheden ikke påtager sig et kontrolansvar. Der findes hundredevis af tilsvarende eksempler blandt sælgere, teknikere, konsulenter m.m., og antallet stiger i takt med centralisering i europæiske og nordiske enheder, hvor lokale kontorer nedlægges, og medarbejderne i stedet arbejder med udgangspunkt i hjemmekontorer med modemopkobling til firmaet. Det er urimeligt at beskatte denne gruppe mennesker af deres arbejdsredskab - bilen - når der vitterligt er tale om, at de ikke benytter redskabet privat. Det er ligeledes urimeligt at pålægge virksomheden et kontrolansvar, som de er ude af stand til at varetage på en forsvarlig måde.

Der henvises til ministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1705.

Svar

Skatteministeren (Ole Stavad)

Som jeg tydeligt gav udtryk for i mit tidligere svar på spørgsmål S 1705, må en ansat med rådighed over en arbejdsgiverbetalt firmabil sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at bilen ikke anvendes privat, hvis beskatning af fri firmabil skal undgås.

Som jeg også tydeligt nævnte, vil dette bl.a. kræve, at den ansatte kan godtgøre, at den samlede benyttelse af bilen udelukkende har været erhvervsmæssig i det pågældende indkomstår. En sådan dokumentation kan næppe være tilstrækkelig, hvis den er mindre detaljeret end et fuldstændigt kørselsregnskab.

Foretager den ansatte således daglige registreringer med specificeret angivelse af dagens kørsel, og udviser registreringerne alene erhvervsmæssig kørsel, vil den ansatte normalt have løftet bevisbyrden for, at bilen ikke bruges privat, jf. også Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17/4 1996, pkt. 12.4.6.4. Er kørselsregnskabet ufuldstændigt, eller er der i øvrigt tvivl om rigtigheden heraf m.v., må den ansatte på anden vis godtgøre, at der ikke er kørt privat i bilen.

Kompetencen på dette område ligger som bekendt hos de lignende myndigheder, der træffer afgørelse i den enkelte sag i overensstemmelse med gældende regler og på baggrund af en samlet vurdering af de konkrete forhold. En ansat med fri firmabil, der ikke er enig i ligningsmyndighedernes afgørelse, kan på sædvanlig måde påklage denne afgørelse til skatteankenævnet og videre til Landsskatteretten i overensstemmelse med skattestyrelseslovens regler herom.”

Det kan således udledes af ovenstående svar fra skatteministeren at hvis en ansat har fået stillet en firmabil til rådighed skal han kunne sandsynliggøre overfor skattemyndighederne at bilen ikke anvendes til privat kørsel.

Dette har [person1] ikke efter min opfattelse idet han ikke har kunne påvise at han har haft en udgift til transport mellem Danmark og Tyskland og han har ikke kunne fremlægge et kørselsregnskab samtidig med at han har tilkendegivet at han har haft hjemmekontor i Danmark og har efter min opfattelse kørt i sin firmabil fra udlandet til Danmark for at arbejde hjemmefra.

Der henvises endvidere til SKM2015.339BR.

Der skal således foretages en beskatning efter reglerne i LL § 16 stk. 4. Da der er tale om en bil der er indregistreret på tyske nummerplader skal værdiansættelsen ske som for ”danske biler” jf. LL § 16 stk. 4, 5. pkt., hvilket medfører at værdien skal ansættes inkl. registreringsafgift.

[person1] har i indkomstårene 2010 og 2012 haft følgende biler til rådighed.

1. januar 2010 til 22. september 2010

WW Passat stationcar værdi ekskl. registreringsafgift						110.000
Registreringsafgiftslovens § 4 stk. 1
105 % af 79.000 =				82.950
180 % af 31.000 =				55.800
I alt				138.750		138.750
Beregningsgrundlag						248.750

23. september 2010 til 31. juli 2012.

BMW 520 stationcar værdi ekskl. registreringsafgift						195.350
Registreringsafgiftslovens § 4 stk. 1
105 % af 79.000 =				82.950
180 % af 116.350 =				209.430
I alt				292.380		292.380
Beregningsgrundlag						487.730

Det fremgår af Ligningsvejledningen (LV) at når en ansat har en bil til rådighed en del af året skal der foretages en forholdsmæssig fordeling af den skattemæssige årsværdi. I SKM 2007.447 SR har Skatterådet fastslået at der ikke er hjemmel i LL til at opgøre beskatningen forholdsmæssigt på antal dage og en ansat skal derfor beskattes af værdien for en hel måned selv om bilen kun har været til rådighed en del af måneden.

Skattemæssig værdiberegning af de to biler
WW Passat		25 %	x	248.750		62.188
BMW		25 %	x	300.000		75.000
		20 %	x	187.730		37.546
I alt BMW						112.546

Indkomståret 2010
WW Passat			62.188		x		9/12	46.641
BMW			112.546		x		4/12	37.515
I alt								84.156
Indkomståret 2011
BMW								112.546
Indkomståret 2012
BMW			112.546x			x	7/12	65.652

[person1]’s indkomst for årene 2010 – 2012 forhøjes således med ovenstående beløb jf. LL § 16 stk. 4.

Sagen oversendes efter endt behandling til Juridisk Administration til bedømmelse af eventuelle bødegivende forhold.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den af SKAT forhøjede skattepligtige indkomst i indkomstårene 2010-2012 skal nedsættes til 0 kr.

Repræsentanten har gjort gældende, at klageren i indkomstårene 2010-2012 ikke var fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, subsidiært at klageren er berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A.

Repræsentanten har endvidere gjort gældende, at klageren er blevet uberettiget beskattet af fri bil, og at der ikke er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2010-2012 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Repræsentanten har til støtte herfor bl.a. anført følgende:

”(...)

2. Sagens faktiske forhold

Klager har i en længere årrække haft arbejde ved en tysk arbejdsgiver, [virksomhed1] GmbH (herefter [virksomhed1]), hvor Klager var ansat som Eksport Manager jf. bilag 1. Som Eksport Manager havde Klager ansvar for salg i hele Europa, med undtagelse af Danmark, idet Klager var underlagt en konkurrenceklausul fra sin tidligere arbejdsgiver, hvorfor Klager ikke måtte virke som Eksport Manager i Danmark.

Klager var af sin arbejdsgiver, [virksomhed1], pålagt mindst 200 rejsedage om året i hele Europa, I starten foregik Klagers arbejdsmæssige forhold sådan, at Klager rejste med tog til Tyskland, hvor der stod bil til brug for den erhvervsmæssige kørsel. Klager skulle køre rundt i Europa i denne bil.

Senere ønskede Klager større fleksibilitet i forhold til at servicere eksportmarkederne i Sverige og Norge, idet Klager gerne ville kunne tage fra Tyskland, medbringe bilen til erhvervsmæssig kørsel, overnatte i Danmark, hvor bilen naturligvis ikke blev benyttet privat, og dagen efter, eller efter weekenden, køre videre til Sverige eller Norge. Tilsvarende på vej tilbage, overnatte i Danmark, hvorefter Klager dagen efter, eller efter weekenden, tog bilen, og kørte retur til Tyskland.

Der var således alene tale om erhvervsmæssig kørsel, idet Klager skulle anvende bilen til videre transport til kunder i Sverige og Norge, og for at lette den erhvervsmæssige struktur, var det mere fleksibelt, at Klager tog bilen til Danmark om fredagen, holdt weekend med familien, hvorefter Klager om mandagen fortsatte til Sverige eller Norge.

Som følge heraf ansøgte Klagers arbejdsgiver om afgiftsfritagelse for bilen, til udelukkende erhvervsmæssig kørsel i Danmark, hvilket blev givet af SKAT den 5. oktober 2010, jf. BILAG 2 - 4.I forbindelse hermed, blev der tillige lavet en fraskrivelseserklæring fra Klagers side, jf. BILAG 5.

I relation til Klagers opholdsmæssige forhold kan det oplyses, at Klager opholdt sig for det meste sig i Tyskland, eller på rundfart i Europa i [virksomhed1]s tjeneste. Det er korrekt, at Klager har et hjem i [by3], men Klagers arbejdsmæssige situation medførte, at han i mere end 200 dage om året opholdt sig uden for Danmarks grænser.

Når Klager var hjemme, var det i weekender, eller hvis der blev holdt ferie. Klager havde ikke nogen erhvervsmæssig tilknytning til Danmark i den omhandlede periode, idet Klager alene havde [virksomhed1] som arbejdsgiver.

Når Klager overnattede i Tyskland, hvor han var mest, når Klager var i udlandet, var det i et lille kammer, som han havde lejet hos en privatperson. Der blev ikke udarbejdet nogen form for lejekontrakt for kammeret, hvor Klager alene havde adgang til kammeret, et bad og beskedne køkkenfaciliteter. Klager betalte kontant månedsvis for denne boligmulighed.

Overnatningsmuligheden var imidlertid en nødvendighed for Klager, for at kunne opretholde sin erhvervsmæssige tilknytning til ansættelsen hos [virksomhed1], der krævede Klagers konstante tilknytning til virksomheden, enten på virksomhedens adresse [adresse2], [by2] i Tyskland, eller også på besøg hos kunder andre steder i Tyskland eller det øvrige Europa.

Dette arbejdsmønster kan bekræftes af Klagers tidligere arbejdsgiver, eventuelt senere som vidne, da vi ved, at SKAT og Skatteankestyrelsen er fuldstændig ligeglade med forklaringer fra andre, der ellers kunne spare mange processuelle omkostninger.

De gange Klager var i Danmark, hvor Bilen blev medbragt, var det fordi, at Klager skulle videre nordpå, enten dagen efter eller efter en weekend, hvis det var op til en weekend, Klager tog bilen med hjem. Klager og Klagers arbejdsgiver var enige om, at det var forretningsmæssigt bedst, hvis de strukturerede arbejdet i Sverige, Norge og Finland sådan, at Klager tog møder i umiddelbar forlængelse af en afholdt weekend.

Hvis ikke denne struktur var aftalt, skulle Klager under alle omstændigheder have en overnatningsmulighed undervejs, idet turen fra Tyskland til Sverige/Norge er lang, og ikke kan tilbagelægges i et stræk, når der også skal være tid til at mødes med kunderne. Klagers arbejdsgiver havde derfor valgt denne ordning af forretningsmæssige omstændigheder.

Klager havde i den forbindelse lavet en privat fraskrivelseserklæring over privat brug af bilen, jf. BILAG 5.

I slutningen af 2010 bliver denne bil, som Klager kunne tage med til Danmark, når Klager havde mødeaktivitet, af forsikringsmæssige årsager, endnu mere begrænset i anvendeligheden for Klager, idet arbejdsgiveren, af forsikringsmæssige årsager, ville have bilen til at stå på parkeringspladsen ved virksomheden, og Klager måtte derfor alene tage bilen med til Danmark helt undtagelsesvist. Det er derfor, at Klager fra denne periode begynder at tage befordringsfradrag.

Det var en betingelse, at Klager aftalte med sin arbejdsgiver, når han tog bilen med hjem. Det var en klar forudsætning, at den tyske arbejdsgiver var fuldstændig ligeglad med, at det kunne være besværligt for Klager at komme til/fra Tyskland, når Klager skulle hjem på weekend. Derfor var det en betingelse, at det blev aftalt med Klagers arbejdsgiver hver gang, at Klager skulle have bilen med til Danmark, idet det kun kunne lade sig gøre, hvis Klager have møder i de skandinaviske lande i tilknytning hertil.

Derudover er det et faktum, at Klager i mange omgange har haft fat i de danske skattemyndigheder for at finde ud af, hvordan Klager skulle forholde sig til bilen. Klager har i hele perioden været af den opfattelse, at der ikke var tale om fri bil, idet Klager alene, hvilket tillige er dokumenteret, måtte anvende bilen som erhvervsmæssig transportmiddel. Dette har der også været rigeligt kontakt med SKAT om.

Derudover er det et faktum, at Klager, under hele ansættelsen, har været mere end 200 dage i udlandet om året, og således ikke været til stede i Danmark andet end weekender og ferie sammen med familien.

Klagers arbejde for [virksomhed1] har i hele perioden betydet, at Klager var på konstant rejse, hvorfor Klager i meget begrænset omfang har været i Danmark ved familien.

3. Begrundelse for klagen

Det er Vores opfattelse, at der er flere forhold der i sagen gør, at SKATs ansættelse ikke er korrekt. For det første er det Vores opfattelse, at der ikke er grundlag for at beskatte Klager af fri bil.

Dernæst er det Vores opfattelse, at Klager ikke er skattepligtig af den løn, som Klager har oppebåret i Danmark, enten som følge af, at Klager, da Klager tog ansættelse hos [virksomhed1], og derved opholdt sig mere end 183 dage uden for Danmark om året, har opgivet sin fulde skattepligt til Danmark.

Alternativt, at Klager skal have nedsættelse i henhold til ligningslovens § 33 A for den løn, der er oppebåret af den udenlandske arbejdsgiver.

Vi vil neden for først behandle spørgsmålet om skattepligt til Danmark, samt spørgsmålet om eventuel lempelse efter ligningslovens § 33 A.

Dernæst vil vi behandle spørgsmålet om beskatning af fri bil.

Fuld skattepligt til Danmark

Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, at personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark.

For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder skattepligt i henhold til lovens § 1, nr. 1 først, når der tages ophold her i landet, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt.

Dette er afgørende i denne sag, da det har betydning for Klager, om denne har opgivet sin fulde skattepligt, ved at erhverve boligmulighed og arbejde i Tyskland, og, om Klager efterfølgende kan antages, at være skattepligtig igen til Danmark, på baggrund af den familiære tilknytning.

I første instans er det således afgørende, om Klager, da Klager tager arbejde i [virksomhed1], flytter fra Danmark i skattemæssig forstand.

Klager har ved fraflytningen en ansættelseskontrakt der medfører, at Klager er pålagt mindst 200 rejsedage om året for sin tyske arbejdsgiver.

Klager må på tidspunktet ikke arbejde i Danmark, på grund af en kunde og konkurrenceklausul, hvorfor det direkte kan lægges til grund som et faktum, at Klager er nødt til at rejse i lande uden for Danmark for at kunne arbejde i branchen, og at arbejdet nødvendiggør, at klager er ude af Danmark i mere end 200 dage om året, grundet sit arbejde.

I relation hertil kan det anføres, at Klagers arbejde nødvendiggør Klagers tilstedeværelse i udlandet. Klager kan ikke køre på salgsbesøg i Tyskland og andre europæiske lande, og samtidig opholde sig i Danmark. Da arbejdet nødvendiggør, at Klager befinder sig i udlandet, må Klager antages at have opgivet sin fulde skattepligt til Danmark, på sammen måde som var tilfældet i TfS 1986.299 Ø, hvor skatteyderen i 1980 flyttede til Schweiz for at tiltræde en stilling. Af hensyn til børnenes skolegang flyttede hustruen først 5 år senere til Schweiz. Østre landsret lægger vægt på, at skatteyderens arbejde i udlandet nødvendiggøre skatteyderens løbende tilstedeværelse, hvorfor skatteyderen har opgivet sin fulde bopæl til DK.

Når en skatteyder har opgivet den fulde skattepligt, som Klager må antages at have ved at påtage sig arbejdet i Tyskland, kan skatteydere alligevel blive fuld skattepligtig til Danmark, hvis disse personer opholder sig mere en 180 dage i Danmark, eller arbejder mere end 10 dage i Danmark om året. Dette gælder dog ikke ophold i Danmark, der er grundet ferie eller lignende forhold.

Som et ophold anses således ikke kortvarigt ophold her i landet pa· grund af ferie eller lignende, jf. § 7, stk. 1, 2. pkt.:

"For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder fuld skattepligt først, når han tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold her i landet pa grund af ferie eller lignende".

Der er altså to betingelser, som skal være opfyldt, før en person i en tilflyttersituation bliver fuldt skattepligtig i Danmark. Nemlig:

•	At man har erhvervet sig en bolig her i landet
•	At man har taget ophold her i landet, og dette ophold ikke er kortvarigt pa· grund af ferie og lignende

Tilsvarende gælder i de situationer, hvor skatteyderen fraflytter landet, eller tager ophold i udlandet, der indikerer fraflytning.

Omdrejningspunktet for skattepligt til Danmark medfører således, at i tilfælde af, at der er bolig til rådighed i Danmark, vil der blive tale om fuld skattepligt til Danmark. Dette udgangspunkt bestyrkes yderligere, hvis der samtidig er familiemæssige relationer i Danmark, både i relation til tilflytter og fraflyttersituationer.

Der er imidlertid, som det ses neden for, en række undtagelser til dette udgangspunkt, hvilket også viste sig, i blandt andet sagen om den tidligere statsministers ægtefælle, der ikke blev erklæret skattepligtig til Danmark, selvom denne ægtefælle havde massiv tilstedeværelse i Danmark, og rent faktisk også arbejdede ved flere lejligheder, når denne var i Danmark. Igen blev denne tidligere statsministers ægtefælle ikke skattepligtig, idet arbejdet krævede dennes tilstedeværelse i udlandet, og at der ikke var tale om ophold i mere end 180 dage om året. Afgørelsen kommer vi nærmere ind på neden for.

Hvis en ægtefælle flytter til udlandet, uden at dette sker i forbindelse med en egentlig ophævelse af samlivet, anses den pågældende ægtefælle i skattemæssig henseende sædvanligvis for at have bevaret bopælen her, hvis den tilbageværende ægtefælle opretholder sig i det fælles hjem.

Hvis den anden ægtefælles forbliven her i landet har midlertidig karakter, og er det klart, at den første ægtefælle ved sin udrejse har til hensigt at blive bosiddende i et andet land, ophører skattepligten for denne ved udrejsen under alle omstændigheder, jf. TJS 1986.299 ØLR, som allerede refereret oven for.

En helt afgørende sag, både for fraflytning og tilflytning er [person4]-afgørelsen af 16. september 2010. Afgørelsen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt [person4] ville være skattepligtig til Danmark efter, at han og ægtefælle havde erhvervet bolig i [by5] i 2000, og efter at ægtefællen var flyttet tilbage til Danmark i 2004 sammen med børnene.

SKAT vurderede for det første, at [person4] ikke havde været her i en sammenhængende periode på mere end 180 dage. Derefter afgjorde SKAT, at et møde i 2009 og to møder i 2010 i alt 3 møder indenfor 10 måneder - samt besvarelse af få enkeltstående telefonopkald og eventuelle mails, ikke ville statuere en "regelmæssig fast og kontinuerlig varig erhvervsmæssig beskæftigelse eller varetagelse af indtægtsgivende erhverv her i landet", der ville udløse dansk skattepligt.

De faktiske forhold i [person4]-sagen var på mange måder sammenlignelige med de faktiske forhold i [person5]-sagen. De vedrører begge personer, der både havde bopæl og familie i Danmark, og hvor begge udførte arbejde i Danmark af mere eller mindre omfang.

I [person5]-sagen, og flere andre sager blev det imidlertid vurderet, at det ville udløse fuld skattepligt, hvis de udøvede erhvervsmæssige aktiviteter her i landet.

[person4]-afgørelsen var således den første offentligt tilgængelige sag, hvor en person ikke er blevet fundet fuld skattepligtig til Danmark, selvom han har både arbejde, bopæl og familie her i landet. Afgørelserne i TfS 1990.163 LSR.

TfS 1997.590 LSR, SKM 2002.252 LR vedrørte personer, som havde størst tilknytning - herunder familiemæssig tilknytning - til et andet land. SKAT kunne derfor godt have være nået frem til en afgørelse, der statuerede fuld skattepligt for [person4], som følge af den familiære tilknytning til Danmark, hvilket ville have være i tråd med blandt andet SKM2006-41.SR, SKM 2007.353 SR og afgørelsen i straffesagen mod [person5]-sagen.

Det gjorde SKAT imidlertid ikke, og derfor må det betragtes som om, at den familiære tilknytning i Danmark er sekundær, i forhold til den arbejdsaktivitet der er i udlandet, eller uden for Danmark. Dette blev også senere resultatet af skattesagen mod [person5].

Dette har således betydning for både tilflytter og fraflyttersituationer, idet den familiære tilknytning ikke kan være af forskellig betydning, idet dette ville stride med reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed, hvis Danmark gjorde det sværere at ophæve sin fulde skattepligt til Danmark i tilfælde af familie her, i forhold til vurderingen i den omvendte situation. Den familiære tilknytning er ens, uanset om der er tale om til- eller fraflytning.

Derfor må det også antages, at det ikke har betydning for vurderingen af Klagers skattepligt til Danmark, at Klagers familie fortsat er bosiddende i Danmark, idet dette ikke havde betydning for [person4] i dennes skattesag.

Derfor må Klager antages at have opgivet sin fulde skattepligt til Danmark i forbindelse med, at Klager tager ansættelse hos den tyske arbejdsgiver, og da dette ansættelsesforhold betyder, at Klager skal rejse uden for Danmark i mere end 200 dage om året.

Alene af denne grund er det uden relevans at undersøge, om Klager har selvangivet for lidt, og om der er tale om beskatning af fri bil, idet Klager ikke har været skattepligtig til Danmark i den omhandlede periode.

Skulle det mod forventning være SKATs opfattelse, at Klager fortsat er fuldt skattepligtig til Danmark, er det Vores opfattelse, at Klager er omfattet af dobbeltbeskatningsaftalernes artikel 15.

(...)

Som det fremgår, vil Klager ikke primært køre rundt for den tyske arbejdsgiver i Tyskland, men derimod i og omkring Tyskland, dog ikke Danmark, grundet forbuddet mod at arbejde her.

Hvis det således ikke antages, at der er den nødvendige tilknytning til Tyskland, vil der under alle omstændigheder ikke være ret til for Danmark at beskatte Klager af lønnen, for så vil Klager have optjent lønnen, både uden for Danmark og uden for Tyskland, men ville have optjent løn uden for begge lande, men betalt af en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, der herefter ikke vil være hverken Danmark eller Tyskland.

Der vil således slet ikke være beskatningskompetence i henhold til Den dobbeltbeskatningsaftale,

der er indgået mellem Danmark og Tyskland, samt de øvrige indgåede DBO' er.

Lempelse efter ligningslovens § 33A

Hvis det tillige antages, at Klager er omfattet af ubegrænset dansk skattepligt i henhold til Kildeskattelovens § 1, og tillige ikke omfattet af dobbeltbeskatningsaftalens artikel 15, vil Klagers forhold være omfattet af lempelse for lønindkomsten tjent i udlandet, efter bestemmelsen i Ligningslovens § 33A.

Klager har haft ophold i udlandet, og har kun være hjemme på ferie eller weekend, og dette har ikke oversteget 42 dage.

Klager er således omfattet af Ligningslovens § 33 A.

Fri bil

Hvis SKAT mod forventning anser Klager for omfattet af fuld skattepligt, og tillige ikke omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, er det Vores opfattelse, at Klager ikke kan anses for at have fået stillet fri bil til rådighed.

Det fremgår af de faktuelle forhold, som tillige kan bevidnes af den tidligere arbejdsgiver, at Klager i den første periode, fra ansættelse og frem til 2010, havde fraskrevet sig muligheden for privat anvendelse af omhandlede bil, og at der fra 2010, af forsikringsmæssige årsager, blev stillet som krav fra arbejdsgivers side, at Klager ikke kunne tage bilen med hjem til Danmark, medmindre der helt undtagelsesvist var behov for dette af forretningsmæssige årsager. Ellers skulle bilen parkeres på virksomhedens adresse hver dag.

I den periode har Klager derfor taget befordringsfradrag for transporten til/ fra Tyskland, når Klager var hjemme, hvor Transporten til dels er foregået i Klagers svigerfars bil, eller i tog.

Klager kan derfor ikke på nogen måde antages at have haft stillet fri bil til rådighed, idet Klager, i den periode, hvor Klager kunne køre i bilen, har fraskrevet sig muligheden for privat anvendelse, og i den efterfølgende periode, slet ikke havde mulighed for at bilen kunne medtages til situationer, hvor der var risiko for privat benyttelse.

Der er således heller ikke skabet noget grundlag for at SKAT kan beskatte Klager af den formodning, at Klager ville have brugt bilen privat. Klager og dennes ægtefælle har under hele perioden haft anden bil til rådighed, som Klager og dennes ægtefælle har benyttet til deres private kørselsbehov.

Når Klager har været i Danmark, har Klager haft fri, hvorfor der alene har været behov for den ene bil, som Klager og dennes ægtefælle har haft til rådighed.

SKAT anfører imidlertid, at Klager ikke kan have haft kørt det omhandlede antal kilometer, det medfører at køre til og fra Tyskland, idet kilometerstanden i Klagers bil, ikke underbygger dette. Men dette er i og for sig uden betydning, efter der netop er afsagt en ny afgørelsen fra Landsskatteretten, hvor der netop tages stilling til denne form for transport i forhold til en skatteyder omfattet af reglerne i ligningslovens § 33A.

I denne nye afgørelse fastslår landsskatteretten, at den kørsel der foretages i Danmark, anses om en integreret del af lønnen for arbejdet i udlandet. I sagen var det spørgsmål om transport fra hjemmet i Danmark til arbejdet i et andet land, hvor arbejdsgiveren gav timeløn for transporten i Danmark. SKAT ville anse forholdet omfattet af LL § 33A for afbrudt, grundet lønnen i Danmark for transporttiden, men Landsskatteretten fandt, at det kunne SKAT ikke, idet der ikke var tale om arbejde udført i Danmark, men en integreret lønbetaling for arbejdet udført i udlandet, jf. SKM 2016.34 LSR.

Og netop dette forhold er direkte sammenligneligt med Klagers situation. Klager måtte ikke arbejde i DK, og derfor kan Klagers kørsel i Danmark alene været en integreret del af ansættelsesforholdet og arbejdet i udlandet. Klager har således anvendt bilen, som var stillet til rådighed af den udenlandske arbejdsgiver, til kørsel for den udenlandske virksomhed, som en integreret del af den samlede løn pakke fra denne.

Dette betyder således også, at skulle SKAT mod forventning anse Klager som ubegrænset skattepligtig til Danmark, vil Klager skulle anses som omfattet af Ligningslovens § 33 A, og at dette forhold ikke bliver afbrudt af den transporttid, som Klager har i Danmark, til og fra arbejdet for den udenlandske arbejdsgiver

Derudover kan det fremhæves, at Klager i en stor del af perioden har lånt Klagers ægtefælles fars bil, idet Klagers og dennes ægtefælles bil blev totalskadet. I den periode lånte klager svigerfaderens bil, hvilket kan bevidnes af Klagers svigerfar, og kan underbygges af det kørte antal kilometer i denne bil.

4. Grov uagtsomhed

SKAT gør endelig gældende, at der skulle være tale om et forhold, der er groft uagtsomt. Dette kan vi på ingen måde tilslutte os.

Som det fremgår af alt ovenstående, så har vi skitseret, at der er uhyre mange tvivlsspørgsmål, både i relation til skattepligten til Danmark, og derved også spørgsmålet om beskatningen af fri bil.

Klager har arbejdet i Tyskland, og den øvrige del af Europa. Klager har således opereret under en lang række forskellige skatteregler, og i forskellige lande. Klager har således ikke på nogen måde groft tilsidesat sine forpligtelser, idet Klager end ikke har været vidende om, at der potentielt, har været en forpligtelse.

Dette underbygges endvidere af, at vi er af den overbevisning, at Klager slet ikke er skattepligtig til Danmark i den givne periode, hvilket desto mere underbygger, at der ikke kan været tale om et forhold, der er groft uagtsomt.

(...)”

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling

Klagerens repræsentant har til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling fremsat følgende bemærkninger:

”Skatteankestyrelsen finder, at Klageren har handlet groft uagtsomt efter Skatteforvaltningslovens § 27, hvilket er særdeles bemærkelsesværdigt, henset til, at dette kræver, at

"den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag."

Denne vurdering kan dårligt foretages uden at samtlige relevante faktuelleforhold vedrørende

Klagers forhold i sagen inddrages, og Skatteankestyrelsen anfører i sit forslag, at der ikke kan tages stilling til lempelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten eller ligningslovens § 33 A iht. skatteforvaltningslovens § 11 stk. 1.

Man kan herefter spørge, hvordan kan Skatteankestyrelsen så konkludere, at der er sket en ansættelse, der på minimum groft uagtsomt grundlag har medført, at skatteansættelsen er urigtig, når Skattestyrelsen end ikke i sin afgørelse reelt set har vurderet om dette er tilfældet, i og med at Skattestyrelsen i sin afgørelse ikke har inddraget alle relevante forhold?

Det er dybt paradoksalt, og viser meget godt, hvordan § 27 stk. 1 nr. 5 anvendes i praksis, og det vel at mærke i en situation, hvor Skatteankestyrelsen selv anfører, at man ikke kan forholde sig til relevante spørgsmål om hvorvidt der er sket urigtige ansættelser – fordi Skattestyrelsen slet ikke har inddraget disse momenter i sin afgørelse.

Til trods herfor finder man uden problemer at der er udvist minimum grov uagtsomhed - ! ! ! !

Umiddelbart skulle man jo mene, at dette forhold ville bevirke, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig alene af den grund, at det er umuligt at vurdere hvorvidt der er udvist grov uagtsomhed,

uden at forholde sig til disse relevante momenter, alternativt, at sagen hjemvises med henblik på, at der kan ske denne konkrete vurdering, hvor alle faktuelle momenter inddrages.

Jeg kan derimod meget dårligt se, hvordan man kan nå frem til, at der skulle være udvist minimum grov uagtsomhed, når Skatteankestyrelsen selv anfører, at Skatteankestyrelsen ikke har hjemmel til at forholde sig til de anførte indsigelser.

Det er således fortsat påstanden, at der ikke er udvist grov uagtsomhed, og at ansættelsen skal nedsættes til kr. 0.

Henset til Skatteankestyrelsens indstilling til sagen, herunder at Skatteankestyrelsen ikke kan behandle vores anbringender fordi Skattestyrelsen ikke har behandlet dem, gøres det gældende, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig, da den indeholder meget væsentlige sagsbehandlingsfejl, således at det på ingen som helst vis kan gøres gældende, at der er udvist grov uagtsomhed.

Den vurdering kan slet ikke foretages alene ud fra de momenter Skattestyrelsen har lagt til grund for sin afgørelse, og Skatteankestyrelsen ses ikke at ville / kunne reparere manglerne ved Skattestyrelsens afgørelse.

I tredje række gøres det gældende, at dette er forhold, som Skattestyrelsen i sin sagsbehandling er forpligtet til at inddrage, således at sagen skal hjemvises med henblik på, at disse momenter kan indgå i en fuldstændig sagsbehandling af den oprindelige afgørelse.”

Retsmøde i Landsskatteretten

Under retsmødet fastholdt repræsentanten de tidligere fremsatte påstande og forholdt sig særligt til spørgsmålet om fri bil. Repræsentanten anførte hertil bl.a., at bilen alene befandt sig i Danmark, når klageren skulle anvende bilen til videre transport til kunder i Norge og Sverige efter weekend eller ferie, at klageren ikke måtte anvende bilen privat, og at klageren anvendte sin private bil eller tog ved ophold i Danmark uden videretransport til Norge og Sverige. Repræsentanten gjorde endvidere gældende, at klageren var berettiget til befordringsfradrag, såfremt Landsskatteretten måtte finde, at klageren havde fået stillet fri bil til rådighed. Klageren gjorde endelig gældende, at de manglende indberetninger var hans fejl, men at der ikke forelå forsæt eller grov uagtsomhed.

Skattestyrelsen fastholdt indstillingen om stadfæstelse for så vidt angår fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, fradrag efter ligningslovens §§ 9 A og 9 C og fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Skattestyrelsen fastholdt endvidere, at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Landsskatterettens afgørelse

Skattepligt

Det følger af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, at pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler personer, der har bopæl her i landet. Ved skattepligtens ophør er det afgørende, om personen har bevaret rådigheden over en bolig i Danmark.

Ved afgørelsen af, om betingelsen for bopæl er opfyldt, lægges der vægt på, om den pågældende ved at grunde husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at vedkommende har til hensigt at have hjemsted her i landet. Det fremgår af kapitel 1 i cirkulære nr. 135 af 4. november 1988 om opkrævning af indkomst- og formueskat efter kildeskatteloven.

Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at vedkommende på tidspunktet for fraflytningen til udlandet ikke længere er omfattet af fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af Højesterets dom af 6. april 2001, offentliggjort i SKM2001.388.HR.

Det følger af afsnit D.A.1.1.2 i Ligningsvejledningen 2010-1 og afsnit C.F.1.2.3 i Den juridiske vejledning 2021-1, at det bl.a. tillægges vægt ved vurderingen af, om rådigheden over en bolig anses for bevaret, om personen under en eller anden form – helt eller delvis – har rådighed over en bolig her i landet, om personen har hensigt til at bosætte sig varigt i udlandet, om personens ægtefælle fortsat har bopæl i Danmark, og om personen i øvrigt har bevaret sin tilknytning til landet.

Der er således tale om et bredt tilknytningskriterium, hvor der lægges vægt på både objektive og subjektive kriterier.

Retten finder, at klageren i de påklagede indkomstår havde bevaret rådigheden over en bolig i Danmark, og at han derfor var fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Retten har lagt vægt på, at klageren i de påklagede indkomstår og fortsat er registreret på adressen [adresse1] i [by1] Kommune, at hans familie forblev i Danmark, at han i henhold til SKATs (nu Skattestyrelsens) afgørelse af og til arbejdede fra et hjemmekontor i Danmark, og at han tilbragte sine weekender med familien i Danmark.

De af repræsentanten fremlagte afgørelser angår andre konkrete situationer end den foreliggende, herunder blandt andet tilflytningssituationer, hvorfor de ikke kan føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse på dette punkt.

Som fuldt skattepligtig til Danmark er al lønindkomst skattepligtig, uanset om de hidrører fra Danmark eller udlandet, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at muligheden for lempelse efter ligningslovens §§ 33 og 33 A skulle undersøges, og at SKAT har spurgt klageren, om han har betalt skat af sin løn i Tyskland. En yderligere gennemgang af muligheden for lempelse ses ikke at være foretaget, ligesom SKAT ikke har truffet afgørelse om lempelse.

Landsskatteretten finder, at spørgsmålet om lempelse er en del af den ansættelse, som SKAT har genoptaget, hvorfor spørgsmålet hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Fri bil

Når en person som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde får stillet en bil til rådighed, er værdien heraf skattepligtig. Det følger af ligningslovens § 16, stk. 1, og værdien ansættes efter bestemmelsens stk. 4.

Det er rådigheden, der beskattes. Omfanget af den faktiske private kørsel i bilen er således uden betydning.

En firmabil anses som udgangspunkt for at være til rådighed for privat kørsel. Hvis der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at bilen ikke må bruges til privat kørsel, og bilen i alle tilfælde afleveres i virksomheden uden for arbejdstiden, vil rådigheden til privat brug normalt være afkræftet.

Hvis bilen uden for arbejdstiden er parkeret ved den ansattes bopæl, er der en formodning for, at bilen er til rådighed for privat kørsel, uanset en eventuel aftale om det modsatte med arbejdsgiveren. I sådanne tilfælde må det på anden vis sandsynliggøres, at den rent faktisk ikke har været benyttet privat. Det kan f.eks. være ved et kørselsregnskab.

Det er en konkret vurdering ud fra de foreliggende faktiske forhold, hvorvidt rådigheden kan anses for afkræftet.

Klageren havde i perioden fra 1. januar 2010 til 22. september 2010 af sin arbejdsgiver fået stillet en Volkswagen Passat stationcar til rådighed. I perioden fra 23. september 2010 til 23. juli 2012 havde han af sin arbejdsgiver fået stillet en BMW 520 stationcar til rådighed.

Det fremgår af skrivelser fra klagerens daværende arbejdsgiver af 23. september 2010 og af 22. april 2015, at klageren fraskrev sig retten til at køre privat i arbejdsgivernes bil.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren efter aftale med sin arbejdsgiver tog bilen til Danmark om fredagen i forbindelse med afholdelse af weekend med familien, og at han om mandagen fortsatte sit arbejde til Sverige og Norge. I slutningen af 2010 ønskede arbejdsgiveren af forsikringsmæssige årsager, at bilen forblev på parkeringspladsen ved virksomheden. Klageren kunne herefter alene undtagelsesvist tage bilen med til Danmark. Klageren har ikke fremlagt et kørselsregnskab.

Retten finder, at klageren ikke tilstrækkeligt har sandsynliggjort, at arbejdsgiverens bil ikke har været benyttet privat. Retten har lagt vægt på, at selvom klageren har fraskrevet sig retten til at køre privat i arbejdsgivernes bil, tog han i perioder bilen med til sin bolig i Danmark, og der er ikke fremlagt

et kørselsregnskab, jf. Højesterets afgørelse af 11. februar 2009 offentliggjort som SKM2009.239.HR og Retten i [by6] afgørelse af 21. januar 2015 offentliggjort som SKM2015.339.BR.

Det følger af ligningslovens § 9 C, stk. 7, at der ikke kan foretages befordringsfradrag, såfremt klageren har haft adgang til én af arbejdsgiveren betalt befordring, herunder fri bil.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse på dette punkt.

Genoptagelse

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at Told- og Skatteforvaltningen skal afsende varsel om foretagelse eller ændring af indkomst- eller ejendomsværdiskat senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Skatteansættelsen for indkomståret 2012 er ved varsel af 11. juni 2015 genoptaget ordinært.

Uanset fristerne i § 26, kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Det fremgår af skattekontrollovens § 1, at enhver, der er skattepligtig her til landet, hvert år skal selvangive sin indkomst til told- og skatteforvaltningen, og det fremgår af statsskattelovens § 4, at alle indtægter er skattepligtige, hvad enten de hidrører fra Danmark eller udlandet.

Retten finder, at det må anses for værende mindst groft uagtsomt, at klageren som fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, har undladt at selvangive hele sin personlige indkomst, at han har selvangivet fradrag for befordring samt undladt at selvangive værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Retten har lagt vægt på, at klageren burde have vidst, at hans fulde skattepligt til Danmark ikke var ophørt, henset til at han i de på klagede indkomstår fortsat have rådighed over en bolig i Danmark, at hans familie opholdt sig i Danmark, og at han tilbragte hver weekend i Danmark. Retten har endvidere lagt vægt på, at klageren har undladt at selvangive værdien af fri bil uden at have dokumentation for undtagelse af beskatning.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, kan en ansættelse kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis told- og skatteforvaltningen foretager varsel senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt.

SKAT anmodede den 18. juli 2014 klageren om dokumentation og redegørelse for forskellen på de selvangivne beløb og SKATs opgørelse. Denne henvendelse blev besvaret den 31. august 2014, og korrespondancen fortsatte, herunder med en rykkerskrivelse fra SKAT af 19. november 2014, som blev besvaret den 14. december 2014, hvori klageren fremsendte første side af sin ansættelseskontrakt. Korrespondancen mellem SKAT og klageren fortsatte indtil begyndelsen af 2015, og den 24. februar 2015 oplyste klageren, at han endnu ikke havde modtaget kørebøgerne fra sin tidligere arbejdsgiver. SKAT fremsendte den 11. juni 2015 varsel vedrørende ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2010-2012, og den endelige afgørelse blev truffet den 7. juli 2015.

Retten finder derfor, at SKATs varsling og ansættelse er afsendt rettidigt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. og 2. pkt., og at der ikke er indtrådt forældelse efter skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, hvorved der kan ske ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2010 og 2011.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse på dette punkt.