Kendelse af 08-01-2019 - indlagt i TaxCons database den 03-02-2019

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2012

Skønsmæssig forhøjelse

262.032 kr.

189.172 kr.

262.032 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren driver virksomheden [virksomhed1] beliggende [adresse1] i [by1]. Han har drevet virksomheden siden 1995. Forretningen har udover kioskvarer også et mindre udvalg af supermarkedsvarer og der kan foretages overførsler af penge til udlandet (money transfer). Siden den 1. januar 2013 har klageren også drevet spillehal fra adressen.

Klageren har en åbningstid fra kl. 8-24, nogle dage til kl. 02 afhængig af kunder i spillehallen, men lukker også nogle dage kl. 22. Det er ifølge oplysninger fra klageren udelukkende klageren og hans ægtefælle, som betjener butikken.

SKAT har i april 2014 efter en kontrol i virksomheden, indkaldt virksomhedens regnskabsmateriale for indkomståret 2012, da SKAT konstaterede, at klagerens privatforbrug ifølge selvangivelsen var meget lavt.

SKAT modtog intet materiale fra klageren, og indkaldte derfor bankkontoudskrifter hos [finans1]. SKAT har modtaget kontoudskrifterne og har foretaget en gennemgang af kontobevægelserne. Efter gennemgangen er SKAT kommet frem til, at der skulle ske reguleringer i den skattepligtige indkomst.

Klageren har oplyst til SKAT, at hans privatforbrug dækkes ved hjælp af varer fra butikken.

SKAT har opdelt klagerens omsætning i 3 kategorier for erhvervskonto [...41]. SKAT har samlet opgjort omsætningen via bankkontoen til i alt 10.472.659,54 kr. Beløbene fordeler sig således:

Bankkonto [...41]

Beløb inkl. moms

Dankortindsætninger

1.602.003,39 kr.

kontantbeløb

7.771.647,14 kr.

Øvrige indsættelser

1.099.009,01 kr.

I alt

10.472.659,54 kr.

SKAT har opgjort virksomhedens skattemæssige resultat på baggrund af disse tal. En del af omsætningen vedrører ifølge SKAT en ikke momspligtig aktivitet, i form af ”money transfer”. Derfor udgør hele det beløb, som er overført til enten ”MG Transfer” eller ”Quick Money Transfer” en momsfri omsætning med i alt 5.646.969,91 kr. SKAT har reducerer omsætningen med de overførte beløb, så der er en resterende omsætning på 4.825.689,63 kr. (10.472.569,54 kr. – 5.646.969,91 kr.). Omsætningen eksklusiv moms udgør herefter 3.860.551,71 kr.

Ifølge virksomhedens angivelser af moms, har den momspligtige omsætning udgjort 3.858.160 kr. og ifølge regnskabstallene, der er indberettet i forbindelse med selvangivelsen, har omsætningen udgjort 4.009.988 kr.

SKAT har opgjort udgifter, som er anset for afholdt i indkomståret 2012. SKAT har derfor gennemgået bankkontoudskrifterne for erhvervskontoen for årets 3 første måneder (konto [...41]) vedrørende udgifter, som har relation til et varekøb ([virksomhed2], Bladkompagniet, [virksomhed3]). SKAT har for denne post beregnet en gennemsnitlig udgift på 3.573.960 kr. og har forhøjet beløbet skønsmæssigt til 4.000.000 kr. inkl. moms, da der kan være udsving i løbet af året og fordi der kan være udgiftsposter, som SKAT ikke har genkendt via bankkontoen.

Ifølge momsangivelserne har virksomheden i indkomståret 2012 afholdt udgifter med moms for i alt 4.587.440 kr. Dertil kommer afholdte udgifter uden moms som eksempelvis husleje.

SKAT har opgjort huslejen for butikslokalet efter et skøn ud fra bankkontooplysninger og ansat beløbet til 204.000 kr., og SKAT har derudover skønnet et administrativt udgiftsniveau på 150.000 kr. til udgifter som tlf., internet, papirindkøb, dankortabonnement, revisor m.v.

Beregningen for det samlede skøn af overskud af virksomhed, ser derfor ud således:

Dankortomsætning

1.602.003,39 kr.

kontantindsætninger

7.771.647,14 kr.

Anden type indsætninger

1.099.009,01 kr.

indtægter i alt

10.472.659,54 kr.

Pengeoverførsler-virksomhed

-5.646.969,91 kr.

Moms

Ekskl. moms

Momspligtig omsætning

4.825.689,63 kr.

965.137,90 kr.

3.860.551,70 kr.

Husleje

204.000,00 kr.

0 kr.

204.000,00 kr.

Varekøb skøn

4.000.000,00 kr.

800.000,00 kr.

3.200.000,00 kr.

Administrative udg. Skøn

150.000,00 kr.

30.000,00 kr.

120.000,00 kr.

afskrivninger

7.219,00 kr.

0 kr.

7.219,00 kr.

Skønnet overskud

(329.332,70) kr.

329.000,00 kr.

Selvang. overskud

66.968,00 kr.

Forhøjelse

262.032,00 kr.

Ved beregning af husstandens privatforbrug efter reguleringerne af overskud af virksomhed og momstilsvar, har SKAT beregnet et privatforbrug for husstanden på i alt 287.569 kr.

SKAT har anset, at et privatforbrug i den opgjorte størrelse er passende henset til husstandens størrelse med 2 voksne og 2 hjemmeboende børn på 6 og 14 år.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst for indkomståret 2012 skønsmæssigt med 262.032 kr.

SKAT har som begrundelse for ændringerne blandt andet anført følgende:

”(...)

SKAT har ikke modtaget bilagsmateriale, kassekladde eller privatforbrugsberegning i forbindelse med fremsendelse af regnskabet selvom materialet tidligere er udbedt i skrivelse af 23.04.2014. Vi har derfor ikke foretaget en gennemgang af indtægts- og udgiftsposter i forhold til det fremlagte regnskab, men fastholder gennemgangen, som vi har foretaget via bankkontoen, som tidligere varslet.

Det bemærkes i øvrigt, at der ikke foreligger en konto for kasse eller bank i den fremlagte bogføring. Dette er atypisk, når der henses til virksomhedens art, idet det må forventes, at der dagligt er foretaget en afstemning af kassen, som bogføres. Det fremgår i bogføringen at der bogføres på en konto benævnt ”9010- hævet privat”, hvor alle omsætnings- og udgiftsbeløb posteres. Kontoen er negativ flere gange over året og ender også ud med en negativsaldo på 255.750,32 kr., hvorefter der pr. 31.12.2012 reguleres med eget vareforbrug på 54.000 kr. samt et beløb på 232.422,78 kr.

(...)

SKAT har behandlet din indsigelse og gennemset det fremlagte regnskab. Vi anser ikke, at der er fremlagt nye oplysninger, der kan begrunde en ændring af de foreslåede reguleringer. Årsagen er, at SKAT fortsat beregner et negativt privatforbrug, idet tallene i regnskabet allerede er anvendt i forbindelse med det tidligere beregnede privatforbrug og du har ikke fremlagt oplysninger der kan dokumentere, hvordan dit privatforbrug faktuelt er dækket (husleje, bil, forsikringer, tlf. m.v.).

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den skønsmæssige forhøjelse af indkomsten for indkomståret 2012 nedsættes med 72.860 kr.

Som begrundelse for sin påstand har repræsentanten blandt andet anført følgende:

”(...)

Skatteyder driver enkeltmandsvirksomhed [virksomhed1] beliggende [adresse1]. Virksomheden er en kiosk som også har et udvalg af etniske madvarer. Ydermere har skatteyder drevet spillehal i kiosken og der er mulighed for at overføre penge til Money Transfer i virksomheden. Virksomhedens normale åbningstid er fra 8-24.

SKAT har i forbindelse med ligningen indkaldt materiale og tilsidesat virksomhedens regnskabsgrundlag. SKAT har indkaldt virksomhedens bankkonti og forhøjet skatteyders skatteansættelse for indkomståret 2012 med udgangspunkt i virksomhedens bankkonti.

Endvidere har SKAT beregnet skatteyders privatforbrug for indkomståret 2012 på baggrund af skønnede indtægter og udgifter.

Privatforbrugsberegning

SKAT har ved gennemgang af skatteyders bankkonti anset samtlige indsætninger for værende indtægter og hævninger for værende udgifter. Dog har SKAT ikke taget hensyn til skyldige udgifter som f.eks. udgifter som skatteyder er pligtig til at betale, men har først betalt i starten af indkomståret 2013. Se venligst bilag 2.

SKAT har medregnet udgifter i privatforbruget uden at tage hensyn til at beløbene ikke er betalt i indkomståret 2012. Dette har bevirket at skatteyders privatforbrug ikke er korrekt beregnet.

Skyldige omkostninger

Regning vedrørende [virksomhed3] på 1.362,08 kr. er først blevet betalt den 2. januar 2013. Regning til [virksomhed2] A/S er først betalt 2. januar 2013, beløbet udgør 72.148,76 kr.

SKAT har skønnet husleje vedrørende forretning på 204.000 kr. Skatteyder har først indbetalt husleje for december måned vedrørende forretningen den 7. januar 2013, beløbet udgør 17.564,50 kr.

Skyldige omkostninger udgør i alt 91.076 kr. heraf er de 18.215 kr. moms. SKATs skønnet skatteansættelse tager ikke hensyn til ovenstående, hvorfor skønnet anses på forkert og udøvet på ufuldstændig grundlag.

Der henvises endvidere til den Juridiske Vejledning A.B. 5.3.3 hvor det er anført:

SKAT skal som led i påvisningen eller sandsynliggørelsen af den skattepligtiges privatforbrug for det eller de indkomstår, hvor en ændring af indkomstansættelsen aktuelt er på tale, endvidere vise sammenhængen mellem den skattepligtiges privatforbrug for det eller de aktuelle indkomstår og størrelsen af den skattepligtiges privatforbrug for det eller de foregående indkomstår.

Dog har SKAT valgt ikke at beregne privatforbrug for året før for at kunne sammenholde forhøjelsen med tidligere års privatforbrug.

Privatforbrug - dækket af varer fra kiosken

SKAT skøn anses derfor urealistisk for skatteyders husholdning, da han solgte de fleste af de madvarer han skulle anvende i husholdningen. SKATs skøn er derfor urealistisk i forhold til skatteyders privatforbrug.

Skatteyder har i forbindelse med skattesagen fremsendt liste til SKAT over hvilke varer han tog med hjem:

1. Ris
2. Brød
3. Pålæg
4. Æg
5. Olie
6. Mel
7. Sukker
8. Grøntsager
9. Kød (okse /lammekød)
10. Kylling
11. Kaffe
12. Fisk
13. Karry
14. Salt
15. Sodavand
16. Slik
17. Chips

Listen dokumenterer at skatteyder ikke har haft brug for et rådighedsbeløb til madvarer. SKAT har ikke taget hensyn eller stilling til den fremsendte liste. Det skal endvidere bemærkes, at eget vareforbrug er medtaget i det fremsendte regnskab for 2012.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold. Det følger af skattekontrollovens § 1, § 6 og § 6 B.

Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Det følger af en fast praksis, der er tiltrådt af Højesteret i domme af 21. juni 1967 (Ugeskrift for Retsvæsen 1967.635) og 5. februar 2002 (SKM2002.70.HR). Skattemyndighederne kan efter et skøn fastsætte indkomsten, så den giver mulighed for et rimeligt forbrug. Indkomsten kan også forhøjes, hvis der påvises en yderligere indtægtskilde.

Skattepligtige skal selvangive deres indkomst til skattemyndighederne. Erhvervsdrivende skal indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Det fremgår af skattekontrollovens § 3.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006), bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 647 af 15. juni 2006).

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5.

Klageren har gjort gældende, at der skal foretages periodisering vedrørende betaling af regninger vedrørende [virksomhed3], [virksomhed2] A/S samt husleje med i alt 91.076 kr., hvoraf moms udgør 17.564 kr. Posteringerne på bankkontoudskrifter for konto [...41] har dog vist, at der ligeledes primo 2012 har været periodeforskydninger vedrørende [virksomhed3] og [virksomhed2] A/S med i alt 82.159 kr., hvorfor dette ikke ændrer afgørende ved SKATs opgørelse af privatforbruget.

Husleje vedrørende forretningen er i virksomhedens bogføring anført med 205.375 kr., og SKAT har skønnet udgifter til husleje med 204.000 kr., hvilket synes passende, selv om det er påvist, at betaling for december måned 2012 først er foretaget den 7. januar 2013. SKAT har beregnet varekøb med 3.573.960 kr., som er forhøjet til et fradrag på 4.000.000 kr., og eventuelt mindre differencer må anses at kunne indeholdes i dette skøn.

Forbrug af egne varer er medregnet med 54.000 kr. i SKATs beregning, og der er således taget hensyn til denne post, hvorefter privatforbruget inkl. eget vareforbrug udgør 287.569 kr.

Ifølge [Fond1] minimums- og referencebudget udgør udgifter for en husholdning svarende til klagerens med 2 voksne og 2 hjemmeboende børn imellem 273.420 kr. og 443.568 kr. (2015-niveau). Ifølge Danmarks Statistik udgør privatforbruget for en sammenlignelig husstand i indkomståret 2012 i alt 431.582 kr., hvorfra skal trækkes eget vareforbrug med 54.000 kr. SKATs beregnede privatforbrug efter den skønsmæssige forhøjelse udgør i alt 287.569 kr., hvilket anses for at være et acceptabelt niveau, idet det ikke er godtgjort, at husstanden har haft en mere beskeden livsførelse.

Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.