Kendelse af 11-09-2018 - indlagt i TaxCons database den 06-10-2018

SKAT har anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren udrejste fra Danmark til Kina den 4. april 2005. Ifølge CPR-Registeret havde klageren forud for flytningen til Kina udelukkende haft bopæl i Danmark. Klagerens seneste adresse i Danmark forud for fraflytningen var [adresse1], [by1], hvor han havde boet siden den 1. januar 1997. Ejendommen er en 3 værelses ejerlighed på 82 m2.

Efter fraflytning af Danmark har klageren udlejet ejerlejligheden til flere forskellige lejere. Klagerens repræsentant har fremlagt følgende udlejningsoversigt:

”1/1-2007 til 31. juli 2008 [person1]

1/8-2008 til 31/10-2010 [person2]

1/11-2010 til 28/2-2013 [virksomhed1] A/S (0vernatningsmulighed for selskabets direktør ved arbejde i [by2])

1/3-2013 til 31/3-2014: [person3]

1/4-2014 til januar 2015 [person4] (køber lejligheden i januar 2015)”

Det er oplyst, at lejligheden ikke har været udlejet i perioden fra den 4. april 2005 og frem til den 31. december 2007. Af årsopgørelsen for indkomståret 2005 fremgår, at klageren havde et overskud fra udlejning på 37.197 kr.

Det fremgår af lejekontraktens § 11 mellem den første lejer [person1] og klageren, at udlejeren kan opsige lejligheden efter § 83, litra a, i bekendtgørelse om lov af leje, og at udlejer kan opsige lejemålet med 3 måneders varsel, såfremt udlejer ønsker at frasælge ejerlejligheden begrundet i økonomiske forhold ved anskaffelse af ny bolig til udlejer. Af lejelovens § 83, litra a, fremgår, at udlejer kan opsige lejemålet, hvis han selv ønsker at flytte ind i lejligheden.

Der er ikke fremlagt en lejekontrakt mellem klageren og lejeren [person2].

I perioden fra den 1. november 2010 og frem til den 28. februar 2013 har lejligheden været udlejet til direktøren fra [virksomhed1] A/S. Det fremgår af lejekontrakten mellem parterne, at der ikke er indgået særlige vilkår med hensyn til udlejningsperioden, men at udlejningen ville fortsætte, indtil lejeren opsagde lejemålet. Det er oplyst, at lejligheden i perioden har været udlejet møbleret. Det er også oplyst, at lejeren havde fast bopæl i [by3] og alene anvendte lejligheden som overnatningsmulighed, når han arbejdede i [by2]. Det fremgår af brev fra [by2]s kommune, dateret den 17. oktober 2010, at lejeren benyttede boligen mere end 180 dage om året.

Det fremgår af lejekontraktens § 11 mellem [person3] og klageren, at udlejeren kan opsige lejligheden efter § 83 litra a, i bekendtgørelse om lov af leje, og at udlejer kan opsige lejemålet med 3 måneders varsel, hvis udlejer ønsker at frasælge ejerlejligheden begrundet i økonomiske forhold ved anskaffelse af ny bolig til udlejer. Af kontraktens § 11 fremgår også, at lejligheden udlejes møbleret. Følgende møbler blev stillet til rådighed for lejeren: spisebord, 6 spisestole, sofa, Arne Jacobsen ”Ægget”, seng, lamper fra mærket Bestlite, musikanlæg, højtalere og et LCD TV. Klageren har oplyst, at han stod for indkøb heraf.

Der er for lejeperioden fra den 1. april 2014 indtil januar 2015 ikke indgået aftale om særlige lejevilkår.

Det fremgår af årsopgørelserne for indkomstårene 2007 og 2008, at klageren har haft et overskud fra udlejning på henholdsvis 67.059 kr. og 67.060 kr. Udlejningsoverskuddet faldt i indkomståret 2010 til 2.423 kr. Klageren har oplyst, at dette skyldes, at lejeren [person2] opsagde lejemålet før tid, og at lejeren havde misligholdt lejligheden, hvorfor denne skulle renoveres. Overskuddet var fortsat lavt i indkomstårene 2011 og 2012. Det fremgår i den forbindelse af lejekontrakten, at den månedlige leje var lavere end i de forudgående lejeperioder.

Inden klageren fraflyttede Danmark, var han ansat hos [virksomhed2]. I forbindelse med fraflytningen blev klageren udstationeret fra [virksomhed3] til virksomhedens udenlandske afdeling i Taiwan. Klageren skulle tiltræde en stilling som kommerciel direktør. Det fremgår af ansættelseskontrakten mellem klageren, [virksomhed3] A/S og [virksomhed4] Ltd, at klagerens ansættelsesperiode begyndte den 15. april 2005, at ansættelsesforholdet var aftalt for en periode på 3 år, og at ansættelsen ville ophøre den 15. april 2008. Klageren har under retsmødet oplyst, at ansættelsesaftalen kunne forlænges. Desuden fremgår det af ansættelseskontraktens punkt 9.6, at klageren fik stillet en lejlighed til rådighed i Taiwan. Klageren har i denne forbindelse oplyst, at han flyttede ind i lejligheden i maj 2005. Lejekontrakten er ikke fremlagt.

Under klagerens ophold i Taiwan mødte han en kvinde ved navn [person5], som han indledte et forhold til og i 2006 blev gift med. Parret boede sammen i Taiwan og fik i marts 2007 en søn.

Klageren har under mødet i Skatteankestyrelsen oplyst, at han i december 2006 blev ansat hos [virksomhed1] A/S i Hong Kong. Klageren og hans hustru flyttede derfor til Hong Kong i december 2006. Det er også oplyst, at klageren i 2007 på vegne af [virksomhed1] A/S købte en lejlighed i Hong Kong på adressen [adresse2]. Denne lejlighed blev solgt i 2010, og klageren og hans hustru lejede efterfølgende en lejlighed på adressen [adresse3] i Hong Kong. Lejekontrakten er fremlagt.

Det fremgår af ansættelseskontrakten mellem klageren og [virksomhed1] A/S, at klageren den 1. januar 2008 blev ansat som managing director. Af kontraktens punkt 4 fremgår endvidere, at [virksomhed1] A/S stillede en bolig til rådighed for klageren og hans familie.

Virksomheden [virksomhed1] A/S blev i april 2012 opkøbt af [virksomhed5] Inc, og klageren fik herved ansættelse hos [virksomhed6] Ltd. Det fremgår af kontraktens punkt 3 mellem [virksomhed6] Ltd. og klageren, at ansættelsesperioden var gældende for en periode på 5 år. Af punkt 4c fremgår desuden, at virksomheden stillede en lejlighed til rådighed for klageren.

I forhold til ansættelsesforholdet hos [virksomhed7] Ltd. har klageren oplyst, at han indgik en aftale med virksomheden om, at ansættelsesperioden alene skulle gælde for 3 år, idet han og familien ønskede at flytte tilbage til Danmark, så deres søn kunne gå i en dansk skole.

Klageren modtog i 2012 en bonus fra [virksomhed5] Gruppen og investerede efterfølgende udbetalingen i danske obligationer og i en lejlighed i Danmark. Der er tale om en ejerlejlighed beliggende på adressen [adresse4]. Det fremgår af årsopgørelsen for indkomståret 2013, at klageren overtog lejligheden den 1. december 2012.

Lejligheden på [adresse4] har været udlejet fra den 15. januar 2013 og frem til den 1. februar 2015. Lejligheden blev herefter istandsat.

Klageren og hans familie indrejste igen til Danmark den 22. maj 2015, hvor klageren tilmeldte sig adressen [adresse4], [by2].

Klageren har fremlagt dokumentation for, at han har status som permanent resident i Hong Kong. Denne status opnås efter uafbrudt ophold i Hong Kong for en periode på 7 år.

Der er fremlagt dokumentation for, at klageren under sit ophold i Hong Kong har været undergivet indkomstbeskatning for derboende personer.

Det er oplyst, at klageren kun har været i Danmark i forbindelse med sommer- og vinterferie, i perioden fra 2005-2015. Klageren og hans familie har i disse perioder boet hos klagerens forældre.

Den 13. marts 2018 har klageren indsendt en oversigt over opholdssteder i udlandet. Af oversigten fremgår følgende:

”I perioden fra april 2004 og frem til April 2006 boede vi i [Taiwan].

I perioden Maj 2006 og frem til December 2006 boede vi i [by4], Australien.

I perioden Januar 2007 og frem til Maj 2015 boede vi i Hong Kong.”

Klageren har frem til indkomståret 2013, hvor klageren fik renteindtægter, selvangivet sig som fuld skattepligtig til Danmark.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om at blive beskattet som begrænset skattepligtig, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1.

SKAT har som begrundelse anført følgende:

”SKAT har ændret grundlaget for din skat for 2013 sådan:

Ikke medregnet renteindtægt139.131 kr.

Du er stadig fuld skattepligtig til Danmark

Du har efter fraflytningen en helårsbolig til rådighed i Danmark, og er derfor stadig fuldt skattepligtig her til landet.

Du er udrejst fra [adresse1], d. 4.4.2005 til Taiwan. Ifølge indsendt lejekontrakt har den ikke være udlejet uopsigeligt i min. 3 år fra udlejers side. (du har således korrekt medregnet udenlandsk indkomst til Danmark i hele perioden)

Se vedlagte kopi af Ligningsvejledningen.

Udover [adresse1], har du d. 1.12.2012 købt [adresse4], hvor der heller ikke foreligger uopsigelig lejekontrakt i min 3. år.

Vi har d. 12.2.15 modtaget indsigelse fra din skatterådgiver [person6]. De nye oplysninger har ikke givet anledning til at ændre vores opfattelse vedrørende skattepligt og forslaget fastholdes derfor.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har på vegne af klageren nedlagt påstand om, at klageren skal beskattes som begrænset skattepligtig, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1.

Der er til støtte for påstanden bl.a. anført følgende:

Praksis:

Det er normal praksis at overgang til begrænset skattepligt sker når skatteyderen er fraflyttet og har udlejet sin helårsbolig uopsigeligt i mindst 3 år. Det er ikke en lovfæstet regel, men som nævnt en praksis som SKAT har fået succes med hos domstolene, således at SKAT nærmest uden konkret sagsbehandling statuerer fortsat fuld skattepligt, hvis der ikke foreligger en lejekontrakt med en anført uopsigelighedsbestemmelse, der løber mindst 3 år.

Dog har Landsskatteretten i en kendelse fra efteråret 2014 givet en skatteyder medhold i at også en uopsigelighedsperiode på 2 år er tilstrækkeligt, men anførte samtidig at det selvfølgelig er alle de foreliggende forhold, der skal indgå i bedømmelsen, idet det ikke er tilstrækkeligt kun at vurdere skattepligten på baggrund af indholdet af en lejekontrakt.

Vores opfattelse og begrundelse:

Det er derfor vores opfattelse, at vores kundes fulde skattepligt reelt burde være ophørt allerede i 2008 og måske tidligere, men da det ikke har haft skattemæssig betydning for min kunde om han var fuld eller begrænset skattepligtig – begrundet i lempelsesreglerne i ligningslovens § 33A – har det ikke været et spørgsmål, der har været anset for af væsentlig betydning. Betydningen indtræffer i 2013, idet min kunde på daværende tidspunkt får ganske betydelige renteindtægter, der ikke vil være skattepligtige i Danmark ved en status som begrænset skattepligtig.

Vi anmodede derfor SKAT om, at min kundes skattemæssige status ændres til begrænset skattepligtig fra 2012 eller i hvert fald fra 2013, hvor det får en væsentlig skattemæssig betydning at skattepligtsforholdet er registreret korrekt.

Det er vores opfattelse, at sagen må bedømmes ud fra de faktiske forhold. Som det fremgår af oversigten over udlejningsperioderne har lejeperioderne for [adresse1] fra 2008 og frem til salget i 2015 haft en længde der overstiger 2 år, og lejemålene er udelukkende opsagt af lejerne. Vores kunde har ikke haft mulighed for endsige et ønske om at opsige lejerne i disse perioder, idet han fortsat var bosat i Hongkong.

Den ultimo 2012 købte ejendom har på intet tidspunkt været til rådighed for min kunde, idet den blev udlejet fra erhvervelsen. Det er også uden betydning, idet min kunde allerede på tidspunktet for købet burde have været registreret som begrænset skattepligtig, og det vil erhvervelse af endnu en ejendom ikke skulle ændre på, før min kunde tager ophold i Danmark og bliver fuld skattepligtig efter reglerne i kildeskattelovens § 1.

Sædvanligvis giver det ikke anledning til større skattemæssige udfordringer om der sker beskatning som fuld skattepligtig eller begrænset skattepligtig, idet beskatningsforholdene reguleres af de mange indgåede dobbeltbeskatningsaftaler, som Danmark har indgået med andre lande. Her kræver dansk beskatning af renteindtægter sædvanligvis, at den skattepligtige kan anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Det er ikke tilfældet for [person7], der i relation til OECD´s modeloverenskomst ville være at anse or skattemæssigt hjemmehørende i Hongkong.

Problemet med dansk beskatning og derfor vigtigheden af korrekt fastsættelse af skattepligt skyldes, at der ikke er indgået en dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Hongkong, hvorfor fuld skattepligt vil medføre, at min kunde skal medregne sine renteindtægter i og blive beskattet af disse i Danmark.

Det er derfor vores påstand, at [person7] i hvert fald siden 2008 – måske tidligere burde have haft ændret skattemæssig status fra fuld til begrænset skattepligtig, men at det på grund af skatteforvaltningslovens § 26 først kan ske fra og med indkomståret 2012. Det er dog vores påstand, at vi kan acceptere, at overgang til begrænset skattepligtig først sker med virkning for indkomståret 2013.

Det medfører endvidere at SKATs forhøjelse med renteindtægter kr. 139.131 skal frafaldes.”

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling

”Det er stadig vores opfattelse, at indstillingen langt fra tager udgangspunkt i sagens konkrete forhold, men derimod på at der ikke er indgået lejekontrakter på 3 år og at ansættelsesaftalerne med [virksomhed3], [by5] og [virksomhed5] ikke har været tidsubestemte. Det er sådanne aftaler meget sjældent!

Det anføres også, at der ikke er fremlagt lejekontrakt for lejemålet i Taiwan, men det skyldes jo, som vi også tidligere har anført, at det var [virksomhed3], der var lejer og at [person7] derfor ikke er i besiddelse af denne lejekontrakt. Men det er vel i bund og rund også uden betydning.

Vi forstår ikke skatteankestyrelsens holdning til SKM2014.808.LSR, Her er det de faktiske forhold, der tillægges vægt og ikke om lejligheden var udlejet uopsigeligt.”

SKATs udtalelse i forbindelse med klagesagen

”Det er fortsat SKAT’s opfattelse, at klager bevarede en bopælsmulighed i Danmark i forbindelse med fraflytningen til Taiwan i 2005. Ved denne vurdering har SKAT lagt følgende til grund:

At ingen af lejekontrakterne vedrørende klagers lejlighed var gjort uopsigelige for klager, men var omfattet af lejelovens almindelige opsigelsesregler.
At lejligheden tidsrummet i den 1. marts 2013 til 31. marts 2013 har været udlejet møbleret til en lejer, der kun anvendte lejligheden i forretningsøjemed.
At klager i den 10 årige periode, hvor han opholdt sig i udlandet, har haft mulighed for opsige lejligheden

Klager har dermed opretholdt og bevaret en bolig i Danmark og er derfor fortsat skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Efter SKAT’s opfattelse, at det påhviler klager, at løfte bevisbyrden for at han på fraflytningstidspunktet havde til hensigt at varigt at bosætte sig i udlandet. Denne bevisbyrde mener SKAT ikke, at klager har løftet. SKAT har ved denne vurdering lagt følgende til grund:

At klager inden fraflytningen havde indgået en midlertidig udstationeringsaftale til Taiwan.
At klager i perioden fra maj 2006 til december 2006 boede i Australien.
At klager af sine arbejdsgivere har fået stillet bolig til rådighed.

SKAT er enig med Skatteankestyrelsen i, at den omstændighed at klager efterfølgende møder sin hustru i Taiwan og får permanent opholdstilladelse i Hong Kong ikke medfører, at klager på fraflytningstidspunktet i 2005 havde til hensigt varigt at bosætte sig i udlandet.”

Retsmøde i Landsskatteretten

På retsmødet anførte repræsentanten bl.a. yderligere, at han ikke er enig i, at klageren ikke ”havde til hensigt varigt at opholde sig i udlandet”. Han bemærkede, at ordet ”varigt” er et bredt begreb. Herefter forklarede repræsentanten, at klageren under sit udlandsophold i 2006 fik en kæreste, som han senere fik en søn sammen med, hvorfor han her måtte have haft en hensigt om, at opholdet skulle være for en længerevarende periode. Klageren tilføjede i denne forbindelse, at i forhold til ordet ”varigt”, kan man ikke være sikker på, at man vil tage ophold varigt et sted, specielt ikke når man er ung, som han var på daværende tidspunkt.

Skattestyrelsen anførte bl.a., at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at han på fraflytningstidspunktet havde til hensigt varigt at opholde sig i udlandet under henvisning til, at klageren indgik en midlertidig aftale, da han fraflyttede Danmark, at klageren i perioden fra maj 2006 til december 2006 har opholdt sig i Australien, at klageren fik stillet en bolig til rådighed ved alle sine ansættelser og at klageren selv opgav sig som fuld skattepligtig, på fraflytningstidspunktet.

Landsskatterettens afgørelse

Pligt til at svare indkomstskat til Danmark påhviler personer, der har bopæl her i landet. Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Ved vurderingen af, om skattepligten er ophørt i forbindelse med fraflytning, tillægges det i praksis afgørende vægt, om skatteyderen har bevaret sin rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en fortsat dispositionsret over en bolig her i landet vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse til at anse bopælen for opretholdt, medmindre boligen udlejes uopsigeligt for udlejer i mindst tre år, jf. Højesterets dom, offentliggjort i TfS 1992.316.

Ifølge Højesterets dom af 6. april 2001, offentliggjort i SKM2001.388.HR, påhviler det endvidere den skattepligtige at godtgøre, at den hidtidige bopæl i Danmark er opgivet i forbindelse med fraflytning til udlandet.

Det lægges til grund, at ingen af lejekontrakterne i forbindelse med udlejning af lejligheden på adressen [adresse1] var gjort uopsigelige for klageren som udlejer. Derimod var klagerens opsigelsesmuligheder alene styret af lejelovens almindelige opsigelsesregler. Desuden har lejligheden, i perioden fra den 1. marts 2013 indtil 31. marts 2013, været udlejet møbleret til en lejer, der alene anvendte lejligheden i forretningsøjemed. Det lægges også til grund, at klageren uden videre kunne have opsagt lejligheden i den 10-årige periode, hvor han opholdt sig i udlandet.

Klageren har derfor efter Landsskatterettens opfattelse efter udrejsen til Taiwan i 2005 reelt bevaret en bopælsmulighed i Danmark på adressen [adresse1], og han har derfor efter flytningen opretholdt sin bopæl i Danmark, således at han fortsat har været fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Det lægges videre til grund, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at han på fraflytningstidspunktet eller på et senere tidspunkt i perioden fra den 4. april 2005 til den 22. maj 2015 havde til hensigt varigt at opholde sig i udlandet, herunder Asien. Der er henset til, at klageren inden fraflytningen havde indgået en aftale om en udstationering fra sit sædvanlige arbejdssted i Danmark til Taiwan på midlertidig basis, at klageren i perioden fra maj 2006 og frem til december 2006 har boet i Australien, at klageren har selvangivet sig som fuld skattepligtig frem til 2013, og at klageren af sine arbejdsgivere i udlandet har fået stillet bolig til rådighed.

Landsskatterettens finder, at det forhold, at klageren i 2006 mødte sin nuværende hustru i Taiwan, som han i 2007 fik et barn med, ikke kan indikere, at klageren havde til hensigt varigt at bosætte sig i udlandet. Der er lagt vægt på, at det er oplyst, at klageren ved indgåelse af sit ansættelsesforhold med [virksomhed6] Ltd. i april 2012 aftalte, at ansættelsesforholdet alene skulle gælde for en periode på 3 år, idet familien ønskede at flytte tilbage til Danmark. Klageren må således allerede på et tidligere tidspunkt, have haft et ønske om at flytte tilbage til Danmark. Det forhold, at klageren senere fik permanent opholdstilladelse ændrer ikke herved.

Repræsentanten har henvist til Landsskatterettens kendelse SKM 2014.808.LSR. Retten bemærker i den forbindelse, at sagen omhandler en skatteyder, der havde indgået en aftale om ansættelse ved et universitet i USA for en periode, der kunne forlænges, at skatteyderen havde udlejet sin andelsbolig i så lang en periode, som andelsforeningen tillod det, og at lejligheden herefter blev solgt. Retten mener ikke, at afgørelsen kan sammenlignes med forholdene i nærværende sag.

Herefter må klageren anses for at have bevaret sin fulde skattepligt til Danmark i perioden fra den 4. april 2005 til den 22. maj 2015, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Klageren skal således beskattes af de omhandlede renteindtægter i Danmark, jf. statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten har alene kompetence til at træffe afgørelse vedrørende de forhold, der fremgår af SKATs afgørelse af den 20. april 2015, og afledte ændringer. Dette fremgår af skatteforvaltningslovens § § 11 og 45. Landsskatteretten kan derfor ikke træffe afgørelse vedrørende indkomstårene 2008-2012. Klageren skal rette henvendelse til SKAT, der som første instans skal træffe afgørelse vedrørende disse indkomstår.

For så vidt angår indkomståret 2013 stadfæster Landsskatteretten herefter SKATs afgørelse.