Kendelse af 12-04-2018 - indlagt i TaxCons database den 11-05-2018

SKAT har givet afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2009.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren har drevet landbrugsvirksomhed i virksomhedsordningen siden 1978. I 2005 blev virksomheden ændret, da jord og mælkekvoter blev solgt fra, og en del af bygningerne blev revet ned. Herefter blev ejendommen drevet med planteavl. Derudover var der forpagtet ca. 35 ha med fodermajs og 12-15 ha med græs til hø/wrappet hø på forpagtningskontrakter.

Virksomheden blev drevet fra ejendommen [adresse1], [...], [by1], som skiftede status fra kode 05 ejendom til kode 01 ejendom i indkomståret 2006. Ejendommen var således herefter vurderet som beboelse.

Efter en gennemgang af klagerens regnskabsmateriale sendte SKAT den 25. april 2013 et forslag til afgørelse for indkomstårene 2009, 2010 og 2011. For indkomståret 2009 fandt SKAT, at ejendommen ikke kunne indgå i virksomhedsordningen, da den var vurderet som beboelse. SKATs forslag omhandlede endvidere nægtet fradrag for underskud ved planteavl.

Klageren var på dette tidspunkt repræsenteret af [virksomhed1], som i deres kommentarer af den 29. maj 2013 til SKATs forslag medgav, at det var en fejl, at ejendommen ikke var udtaget af virksomhedsordningen efter ændring af vurderingen i 2005. Repræsentanten accepterede herefter, at ejendommen blev udtaget af virksomhedsordningen.

Det var ikke en del af sagen på dette tidspunkt, til hvilken værdi ejendommen skulle udtages af virksomhedsordningen.

Ved afgørelse af 17. juni 2013 fastholdte SKAT ændringerne for indkomstårene 2009, 2010 og 2011.

Klagerens repræsentant påklagede afgørelsen af 17. juni 2013 til [Skatteankenævnet] den 19. august 2013. Klagen omhandlede ikke udtagelsen af ejendommen af virksomhedsordningen.

[Skatteankenævnet]s afgørelse af den 29. april 2014 godkendte fradrag for underskud ved planteavl for indkomstårene 2009, 2010 og 2011.

Den 6. maj 2014 fremsendte SKAT en opgørelse over konsekvensændringerne i klagerens virksomhedsordning, som følge af Skatteankenævnets afgørelse af 29. april 2014. Heri blev ejendommen udtaget til kr. 1.425.416 som følge af SKAT og klagerens enighed om, at ejendommen ikke kunne indgå i virksomhedsordningen.

Den 12. maj 2014 sendte [virksomhed1] en mail med kommentarer til SKATs værdiansættelse af ejendommen i konsekvensændringerne. Repræsentanten ønskede, at ejendommen skulle overføres til privat efter handelsværdi, idet denne var lavere end den værdi, som ejendommen havde ved indtræden i virksomhedsordningen. Hertil blev der henvist til SKATs styresignal 09-104019 af 22. juni 2009 og ligningsvejledningen 2009-2.E.G.2.6.7.

SKAT sendte den 19. maj 2014 et forslag til afgørelse vedrørende ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2009.

Den 21. maj 2014 oplyste [virksomhed1] pr. telefon, at de ikke var enige.

Den 19. juni 2014 sendte SKAT en afgørelse, hvori SKAT afviste anmodning om ekstraordinær genoptagelse.

Den 23. december 2014 sendte klagerens nye repræsentant en anmodning om genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2009.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet anmodningen om genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2009, da SKAT ikke anser betingelserne for genoptagelse opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 og stk. 2.

SKAT har anført følgende som begrundelse:

”(...)

Fristen for genoptagelse for indkomståret 2009 udløb 1. maj 2013. Fristen for genoptagelse er derfor udløbet, jævnfør skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og du kan kun få genoptagelse, hvis du opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 - 8 og stk. 2.

I skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, er en række objektive kriterier nævnt som betingelser, der skal være opfyldt for at kunne få en ekstraordinær genoptagelse. SKAT kender ikke til forhold, der opfylder de objektive kriterier i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.

I henhold til praksis er det en betingelse for genoptagelse på grund af særlige omstændigheder, at der for eksempel er tale om myndighedsfejl, svig fra tredjemand eller andre helt særlige uforudsigelige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige, herunder alvorlig sygdom. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 kan ikke bruges til genoptagelse, hvis der er tale om glemte eller oversete fradrag med videre eller den skattepligtige ved en fejl har selvangivet for store beløb. Se den Juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.3.10.

Din rådgiver skriver i anmodningen at SKAT har anvendt regelsættet i virksomhedsordningen fejlagtige i forbindelse med hævningen i 2009. Denne skulle ifølge din rådgiver have været foretaget i 2006.

SKAT mener ikke, at der er sket myndighedsfejl i forbindelse med forslag og afgørelse af henholdsvis den 25. april 2013 og 17. juni 2013. Din rådgiver har tidligere oplyst, at ejendommen ved en fejl ikke er udtaget af virksomhedsordningen efter en ændret vurdering.

Dette er set i sammenhæng med afgørelse fra Vester Landsret SKM2002.640.VLR, hvor en skatteyder havde anvendt virksomhedsskatteordningen i indkomstårene 1990-1996. I indkomståret 1997 fandt skattemyndighederne, at skatteyderen ikke var berettiget til at anvende virksomhedsskatteordningen, idet han var lønmodtager. Herefter foretog skattemyndighederne ophørsbeskatning i henhold til virksomhedsskattelovens § 15 b, stk. 1. Skatteyderen gjorde gældende, at han heller ikke i indkomstårene 1990-1996 havde været berettiget til at anvende virksomhedsskatteordningen, hvilket Skatteministeriet var enig i, hvorfor der ikke kunne foretages ophørsbeskatning efter § 15 b, stk. 1. Landsretten fandt, at ophørsbeskatning efter § 15 b, stk. 1, ikke forudsætter, at anvendelsen af virksomhedsskatteordningen i de tidligere indkomstår har været berettiget og stadfæstede derfor ansættelsen.

Det samme gør sig gældende i afgørelse fra Landsskatteretten SKM2014.437.LSR, hvor klager har valgt at benytte virksomhedsskattelovens skatteberegningsregler for indkomståret 2007, herunder valgt en foreløbig beskatning af virksomhedens overskud i virksomhedsordningen. Der henstod således i virksomhedsordningen ultimo 2008 et opsparet overskud inkl. foreløbig virksomhedsskat på 950.000 kr. Klagerens repræsentant har principalt fremsat påstand om, at afgørelsen for indkomståret 2009 er ugyldig, idet klagerens virksomhed ikke er ophørt i indkomståret 2009. Klageren solgte sin ejerandel i ejendommen Y1 til sønnen allerede den 1. juli 2007, hvorfor virksomheden er ophørt i 2007. Der er enighed om, at klageren ikke opfylder betingelserne for at anvende virksomhedsordningen for 2009. Da klageren ophører med at anvende virksomhedsordningen for indkomståret 2009 har SKAT været berettiget til at henregne indestående på konto for opsparet overskud med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat til klagerens personlige indkomst for indkomståret 2009. Der kan således hverken gives klageren medhold i den principale eller den subsidiære påstand.

SKAT har i forslag af den 16. april 2015, henvist til ovenstående afgørelser, da det er et udtryk for SKATs praksis.

Din rådgiver har henvist til en artikel fra Skatterevisoren nr. 2, 2014, skrevet af en medarbejder fra SKAT, der udtrykkeligt oplyser, at: ”For god ordens skyld gøres opmærksom på, at SKAT ikkenødvendigvis deler forfatterens synspunkter”.

SKAT er her af den opfattelse, at der skal henvises til hvad praksis på nuværende tidspunkt er i disse omstændigheder.

SKAT mener derfor stadig ikke, at du er berettiget til genoptagelse, da du ikke opfylder betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk.1, nr. 8 og stk. 2.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for 2009, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, samt at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 er overholdt.

Klagerens repræsentant har i øvrigt fremført følgende i klagen:

”(...)

Som følge af den restskat, der fremkom ved, at ejendommen ikke længere kunne ligge i virksomhedsordningen, blev sagen sendt til vurdering af evt. erstatningsansvar hos [virksomhed2], afdelingen for skade & ansvar. Afdelingen for Skade & Ansvar modtog sagen den 31. juli 2014.

Sædvanlig praksis er, at når afdelingen for skade og ansvar modtager en anmeldelse af et eventuelt erstatningsansvar, iværksættes en undersøgelse af de faktiske forhold i sagen herunder indhentelse af relevante dokumenter i sagen og indhentning af udtalelser fra sagens parter.

I forbindelse med denne vurdering rettede afdelingen henvendelse til skatteafdelingen, [virksomhed2] med henblik på en nærmere vurdering af de skatteretlige forhold i sagen.

Undertegnede modtog som repræsentant for skatteafdelingen denne henvendelse den 12. december 2014.

Som led i den skattefaglige vurderinger, blev alle relevante dokumenter i sagen gennemlæst, og de skatteretlige forhold analyseret.

På grundlag af de i sagen foreliggende oplysninger, blev der den 23. december 2014 fremsendt anmodning om genoptagelse i skattesagen nu med undertegnede som partsrepræsentant.

Genoptagelsesanmodningen blev fremsat i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8 med henvisning til, at der er begået fejl fra SKAT, som kan danne grundlag for den ekstraordinære genoptagelse.

SKAT mener ikke, der er begået fejl, og har derved under henvisning til bl.a. SKM2014.437 LSR og SKM2002.640.VLR ikke ment, der var grundlag for at genoptage skatteansættelsen ekstraordinært.

SKAT har henvist til, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8 og stk. 2 ikke er overholdt.

Det er ikke i afgørelsen nærmere angivet, hvorfor SKAT mener, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 ikke er opfyldt.

(...)

Forholdet vedrørende ejendommens forbliven i virksomhedsordningen:

Ejendommen, som SKAT ikke mener kan indgå i virksomhedsordningen, skiftede status fra kode

05 ejendom til kode 01 ejendom i indkomståret 2006. Det følger af virksomhedsskattelovens § 5, at indkomstårets hævninger skal disponeres i hæverækkefølgen.

Ifølge dansk skatteret er indkomståret ukrænkeligt. Således skal indtægter medregnes i det indkomstår, hvor der erhverves endeligt ret til indtægten jf. statsskattelovens § 4, og udgifter skal fratrækkes i det indkomstår, hvor udgiften er afholdt. På samme måde må det være årets hævninger, der skal disponeres i lovens hæverækkefølge, jf. VSL § 5.

Ejendommen burde således være hævet ud af virksomhedsordningen for indkomståret 2006 og ikke indkomståret 2009, hvis ændringen skulle have indkomstmæssig effekt. For indkomståret 2009 kan ejendommen hæves ud af virksomheden uden konsekvenser på hævekontoen.

SKAT har henvist til to afgørelser som refereret under de faktiske forhold. Den ene afgørelse, SKM2002.640.VLR, angår fortolkningen af virksomhedsskattelovens § 15 b. Denne afgørelse er ikke relevant i forhold til, hvilket indkomstår en hævning skal placeres i for at kunne have indkomstmæssig effekt. Den anden afgørelse, SKM2014.437.LSR angår, hvorledes der skal forholdes ved uretmæssig anvendelse af virksomhedsordningen i relation til hævning af opsparet overskud. Heller ikke denne afgørelse er dækkende for problemstillingen i denne sag.

For en nærmere redegørelse for problemstillingen omkring hævningerne kan der henvises til artikel i SREV2014 nr. 2 side 10, hvor forfatteren nærmere beskriver systematikken vedrørende det forhold, at der skal hæves aktiver ud af virksomhedsordningen.

Forfatteren gør i artiklen opmærksom på, at synspunktet i artiklen ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med SKATs fortolkning, hvilket SKAT har henvist til i afgørelsen. SKAT har dog i sager vedrørende hæveproblematikken, som vi er bekendt med hos [virksomhed2], praktiseret i overensstemmelse med præmisserne i artiklen. De afgørelser, som SKAT i afgørelsen tager til indtægt for, at synspunkterne i artiklen alene er et udtryk for forfatterens holdning, vedrører ikke den problemstilling, der er kernepunktet i [person1]s sag.

Der er således tale om en situation, hvor det er urimeligt at opretholde en ulovhjemlet praksis, hvorfor der er grundlag for at genoptage skatteansættelsen ekstraordinært.

Værdiansættelsen på tidspunktet for ejendommens hævning ud af virksomhedsordningen

SKAT har ikke villet genoptage værdiansættelsen i forbindelse med at ejendommen hæves ud af virksomhedsordningen, fordi punktet ikke var påklaget til skatteankenævnet. Dette forhold kan i sig selv ikke begrunde, at der ikke skulle kunne ske ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen.

Ejendommen kunne jf. styresignal 09-1040019 af 22. juni 2009 og SKATs Ligningsvejledning 2009-2, afsnit E.G.2.6.7 have været hævet ud af virksomheden til en anden værdi, end den værdi ejendommen indgik på indskudskontoen med.

Der kan i den forbindelse henvise til FOU (Folketingets Ombudsmands Udtalelse) nr. 2014.0006 af 29. maj 2014. Sag nr. 127/03810. I denne afgørelse gjorde Ombudsmanden gældende, at en administrativ klageinstans har pligt til at påse, at en afgørelse er korrekt foretaget både såvel materielt som formelt.

Samme forpligtelse har SKAT som underlagt officialmaksimen jf. nedenfor.

(...)

Som det fremgår, er SKAT og en skattepligtig ikke modstående parter. SKAT skal derfor varetage, at en skattepligtig kommer til at svare den skat, der er korrekt. Hverken mere eller mindre. SKAT er derfor forpligtet til at tage de forhold i betragtning, der er relevante for sagen. Når SKAT træffer en afgørelse om at hæve en ejendom ud af virksomhedsordningen, og der foreligger et styresignal på området, der giver retningslinjer for til hvilken værdi ejendommen kan tages ud af virksomhedsordningen, skal SKAT undersøge, hvilken værdi, der vil give den bedste forudsætning for den sag, som sagsbehandleren behandler. Dette er SKAT forpligtet til også selvom parten ikke har været opmærksom på forholdet i forbindelse med sin kommunikation med SKAT.

Uanset hvilke synspunkter en part og dennes repræsentant fremfører under et igangværende sagsbehandlingsforløb med SKAT, friholder dette ikke SKATs sagsbehandlere for at være opmærksom på lovhjemlen og aktuel praksis i de sager, de sagsbehandler. En sagsbehandler hos SKAT bør som minimum være bekendt med de anvisninger, der udstikkes i den Juridiske Vejledning og i styresignaler.

I den forbindelse skal det gøres gældende, at kendelsen fra SKAT af 17. juni 2013, hvor ejendommen blev hævet fra virksomhedsordningen, er på 15 sider, og består af mange og forskelligartede punkter, hvorfor det kan være svært at bevare overblikket over til selve indkomstændringen, som fremgår på de første 3 sider i kendelsen. Det skal i den forbindelse nævnes, at SKAT er undergivet vejledningsforpligtelse jf. forvaltningslovens § 7. SKAT har på intet tidspunkt under sagsbehandlingen vejledt om, hvilke muligheder der aktuelt var for at opgøre værdien af en ejendom, der skulle hæves ud af virksomhedsordningen.

I administrative forløb, hvad enten der er tale om klageforløb eller genoptagelsessager m.v. er der ikke forbud mod fremsættelse af nova jf. retsplejelovens § 383 og § 384. Og oplysninger, der tidligere er fremlagt, er ikke bindende for en skattepligtig, hvis de ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold, jf. f.eks. SKM2015.446.LSR.

Det er således en fejl, at officialmaksimen ikke er blevet overholdt, og der foreligger derfor et forhold, der efter en konkret vurdering kan indgå ved bedømmelsen af, om der er grundlag for ekstraordinært at genoptage skatteansættelsen.

Formelle forhold:

Det følger af forvaltningslovens § 19, at man skal foretage en partshøring forinden, der træffes afgørelse i en sag. I skatteforvaltningslovens § 20 fremgår det, at forinden SKAT træffer afgørelse i en sag, skal der udsendes en såkaldt agterskrivelse.

SKAT har foretaget konsekvensændringer i denne sag som følge af skatteankenævnets afgørelse. SKAT har ikke foretaget høring forinden berigtigelsen af skatteankenævnets afgørelse. Dette er overtrædelse af en garantiforskrift, der bør indgå ved bedømmelsen af, om der kan ske ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8.

Kundskabstidspunktet:

(...)

Det følger således af bestemmelsen, at en skattepligtig skal anmode om genoptagelse, senest 6 måneder efter, at en skattepligtig er kommet til kundskab om de forhold, der kan danne grundlag for en skatteansættelse.

En skattepligtig har jf. forvaltningslovens 8, stk. 1 på ethvert tidspunkt af sagens behandling ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

I forbindelse med overgivelse af sagen til [virksomhed2], afdelingen for skade og erstatning optræder der en ny situation, og der skiftes partsrepræsentant.

Det følger af Landsskatterettens kendelse 2-4-1847-1330 af 28. september 2006, at kundskabstidspunktet for en skattepligtig ikke er entydigt. I den pågældende sag anmodede den skattepligtige om ekstraordinær genoptagelse indenfor 6 måneder efter, at han i Landbrugsavisen var blevet opmærksom på et forhold, der havde betydning i hans avanceopgørelse vedrørende salg af fast ejendom.

Landsskatteretten fandt ikke, at der var grundlag for, at fastslå, at den pågældende skulle have reageret tidligere, end han gjorde.

I [person1]s tilfælde er der tale om en lidt anden situation, hvor hans partsrepræsentant først kommer til kundskab om et forhold, da sagen overgives til repræsentanten. Der bør ikke være forskel på, om det er en part eller en ny partsrepræsentant, der kommer til kundskab, idet en partsrepræsentant, jo netop varetager klientens interesser. Derfor er det vores opfattelse, at der er sket overholdelse af 6 måneders fristen, idet partsrepræsentanten har anmodet om genoptagelse senest 6 måneder efter, der er opnået kundskab om de forhold, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at bladet ”Skattefagligt”, som er udgået af produktion, alene var tilgængeligt for medlemmerne af Skattefagligforening (tidligere Skatterevisorforeningen) og de rådgivere m.v., der abonnerer på Karnov Skat & Regnskab. Abonnerer man på Msøg, er bladet og dermed artiklen ikke tilgængelig for alle. Hovedparten af rådgivere indenfor DLBR abonnerer alene på Msøg og derfor havde den tidligere partsrepræsentant ikke kundskab om artiklen vedrørende hævninger.

Ifølge praksis bedømmes kundskabstidspunktet meget lempeligt for SKAT, når de skal genoptage en sag ekstraordinært. SKATs kundskabstidspunkt er det tidspunkt, hvor de er i besiddelse tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage den talmæssige opgørelse i sagen.

Ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt, bør der ikke være forskel på, om det er SKAT eller den skattepligtige, der skal foretage skridt til en ekstraordinær genoptagelse. Den lempelige praksis for SKAT, som er fastlagt af domstolene, bør derfor iagttages i denne sag.

Endelig fremgår det, af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 sidste punkt, at Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Hvis Landsskatteretten ikke måtte mene, at kundskabstidspunktet er overholdt i denne sag, er det vores helt klare opfattelse, at der er grundlag for at se bort fra fristen, da der foreligger særlige omstændigheder i denne sag.

Denne ”ventil” er indsat ved L175 i 2003 efter anbefaling fra Fristudvalget. I bemærkningerne fra fristudvalget og i bemærkningerne til selve lovbestemmelsen fremgår det, at sagens karakter og den skattepligtiges personlige forhold, kan således begrunde, at der gives dispensation.

Sagens karakter med flere overtrædelser af sagsbehandlingsreglerne og mangelfuld retsanvendelse bør kunne begrunde, at der tillades genoptagelse, selvom Landsskatteretten måtte mene, at der er sket overskridelse af kundskabstidspunktet.

(...) ”

Klagerens repræsentant har haft følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

” (...)

Vi har modtaget forslaget til sagens afgørelse og kan ikke ”tiltræde” den indstilling, der ligger fra Skatteankestyrelsen.

Vi kan heller ikke forstå at Skatteankestyrelsen ikke vil afholde retsmøde i sagen. Det er vores opfattelse, at det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at afskære muligheden for retsmøde, når der er tale om en sag, der ikke skal afgøres på fuldstændigt klart juridisk grundlag men ud fra bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8, der er formuleret således:

”Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.”

Følgende fremgår af bemærkningerne til L175 om ændring af skattestyrelseslovens § 35, st. 1 nr. 8, som er videreført i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8:

”De nugældende regler for ekstraordinær skatteansættelse er baseret på objektive kriterier for gennembrud af fristen, således at det direkte af loven fremgår, i hvilke tilfælde der kan ske genoptagelse.

Det er imidlertid ikke muligt at forudse alle tilfælde, hvor omstændighederne bør give anledning til genoptagelse uden for de almindelige frister. Der er derfor behov for en bestemmelse, der kan opsamle tilfælde, hvor forholdene i særlig grad taler for, at ansættelsen ændres.

Det foreslås på denne baggrund, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 8, at skatteministeren efter anmodning fra den skattepligtige bemyndiges til at tillade en skatteansættelse ændret, såfremt forholdene i særlig grad taler herfor.

Forslaget indebærer, at ændringer af en skatteansættelse kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene. Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive grunde i bestemmelsen.”

Der skal således foretages en individuel, konkret vurdering, hvilket indebærer elementer af skøn og plads til subjektive betragtninger. Derfor skal der indrømmes retsmøde.

Skatteankestyrelsen mener ikke, der kan dispenseres fra kundskabstidspunktet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Følgende fremgår af forarbejderne:

”Der kan således efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder, herunder sagens karakter og den skattepligtiges personlige forhold, gives dispensation, således at en anmodning om genoptagelse behandles, uanset at denne er indgivet mere end 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder den ekstraordinære ansættelse.”

Også her er der tale om en konkret vurdering.

Vi mener SKATs sagsbehandling er behæftet med fejl, og vi har tidligere meget indgående redegjort for fejlene.

SKAT har en vejledningspligt jf. forvaltningslovens § 7 – denne er ikke opfyldt i forbindelse med afgørelsen af, hvilken værdi ejendommen er udgået fra virksomhedsordningen med. Der er i denne konkrete sag meget stor forskel på den værdi, ejendommen indgik med på indskudskontoen og handelsværdien, da ejendommen skal udgå af VSO

Det er urimeligt overfor [person1] at fastholde skatteansættelsen på det foreliggende grundlag. Hvis SKAT havde opfyldt sin vejledningspligt, ville det have fremgået meget tydeligere, hvilke muligheder, der foreligger i den situation, hvor en fast ejendom skal udgå af virksomhedsordningen.

Det forhold, at der er benyttet en rådgiver både ved selvangivelse og i forbindelse med skattesagen fritager ikke SKAT for sin vejledningsforpligtelse i forbindelse med sagsbehandlingen.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8 er en sikkerhedsventil for de skattepligtige – reelt set burde den være en pendant til SKATs muligheder for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 5, som SKAT med både domstolenes og Landsskatterettens velsignelse kan benytte sig af uden nærmere begrundelse for tilregnelsen, hvis SKAT mener, der foreligger forsæt til skatteunddragelse. Tilsvarende hvis skatteansættelsen er foretaget på et forkert grundlag, der kan tilregnes den skattepligtige som groft uagtsomt.

Der debatteres ivrigt om retssikkerhed inden for skatteområdet både fra politikernes side og i medierne. Det er svært af få øje på retssikkerheden, når SKATs ”sikkerhedsventil” kan finde anvendelse uden nærmere begrundelse, mens skattepligtiges ”sikkerhedsventil” kun finder anvendelse i meget få afgrænsede tilfælde, som bestemmes af SKAT, og muligheden for dispensation for kundskabstidspunktet stort set ikke finder anvendelse i praksis.

En skattepligtig skal betale den rigtige skat – hverken mere eller mindre – hvilket afgørelsen fra Skatteankestyrelsen ikke afspejler.

(...) ”

Landsskatterettens afgørelse

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Fristen for at anmode om genoptagelse inden for den ordinære ansættelsesfrist var den 1. maj 2013 for indkomståret 2009.

Klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for det pågældende indkomstår blev modtaget hos SKAT den 23. december 2014, og således er fristen for at anmode om genoptagelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, sprunget for indkomståret 2009.

Genoptagelse af dette indkomstår vil derfor alene kunne ske, såfremt en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1- 8 samt stk. 2 er opfyldt.

Klageren opfylder ingen af de objektive kriterier i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, og genoptagelse kan derfor kun ske, såfremt det må antages, at der foreligger særlige omstændigheder som omfattet af bestemmelsens nr. 8.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 svarer indholdsmæssigt til den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8 (lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004, ophævet ved lovbekendtgørelse nr. 758 af 2. august 2005). Ifølge bemærkningerne til den tidligere gældende bestemmelse finder den anvendelse i tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive grunde i bestemmelsen.

Af bemærkningerne fremgår således, at bestemmelsen bl.a. kan finde anvendelse i tilfælde, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden af fejlen kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Landsskatteretten finder ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2009. Der er ved vurderingen lagt vægt, at det ikke af klageren er påvist, at der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, ligesom det ikke er påvist, at der skulle foreligge særlige omstændigheder.

På baggrund af ovenstående stadfæster Landsskatteretten SKATs afgørelse.