Kendelse af 01-10-2015 - indlagt i TaxCons database den 07-11-2015

Klagen vedrører refusion af skat efter sømandsbeskatningslovens § 10.

SKAT har givet afslag på selskabets anmodning om refusion af skat for januar måned 2015 for fartøjet ”M/S [x1]”. Beløbet udgør 101.796 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Rederiet ejer fartøjet ”M/S [x1]”.

Ifølge sejladsopgørelser fra rederiet har ”M/S [x1]” i dagene 28. – 30. januar 2015 været beskæftiget med opgaven ”[by1] oprensning”. Et arbejde der ifølge rederiets ”noter til arbejder” sags nr. [...] vedrører ”Oprensning i sejlrende v. fjordindløb, losning på kaj i [by2] 11 sømil væk, 1-2 laster pr. dag”

Ifølge sejladsopgørelsen er som indvindingssted oplyst: ”Oprensning i sejlrende” og som lossested: ”Losn. på kaj 11 sømil væk”.

Rederiet har ved mail til SKAT af 12. marts 2015 oplyst følgende koordinater for henholdsvis indvindingssted og lossested:

Indvindingskoordinater:

56º 42.787N, 10º 22.546Ø

55º 42.770N, 10º 22.333Ø

Lossekoordinater:

56º 42.769N, 10º 6.718Ø

Rederiet har opgjort søtransportaktiviteterne for januar måned 2015 til 77,12 %

Rederiet har opgjort refusionsbeløbet til 101.796 kr. for januar måned 2015 for fartøjet ”M/S [x1]”. Refusionsbeløbet er opgjort som 40 % af beregningsgrundlaget for AM-bidrag, der kan henføres til de søfarendes tjeneste om bord for januar måned 2015.

Vestre Landsret har den 15. juni 2015 afsagt dom i sagen vedrørende [virksomhed1] A/S. Af Landsrettens begrundelse og resultat fremgår følgende:

”Ad begrænsningen af refusionsordningen i sømandsbeskatningslovens § 10 til ikke at omfatte virksomhed inden for området for ”begrænset fart”

Det fremgår af § 10, stk. 1, i lov nr. 386 af 27. maj 2005 om beskatning af søfolk (sømandsbeskatningsloven), at danske rederier, som udøver virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, under visse nærmere angivne forudsætninger efter ansøgning kan få refusion for personer, som udfører arbejde om bord.

Efter bestemmelsens stk. 2 er det bl.a. en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 % af den tid, det er i drift.

Endvidere fremgår det af § 13, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 361 af 7. maj 2009 (tidligere bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005) om beskatning af søfolk, at virksomhed inden for området for begrænset fart, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, ikke anses som søtransport ved anvendelse af lovens § 10. Bestemmelsen er fastsat med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i sømandsbeskatningslovens § 12, hvorefter skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om lovens gennemførelse og administration.

“Begrænset fart” er nærmere defineret i lovens § 2, stk. 1, nr. 3, der bestemmer, at der ved begrænset fart forstås:

a) Fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde.

b) Anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart og lign.

c) Fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe uden egne fremdrivningsmidler.

d) Rutetrafik, hvor sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50 sømil.

e) Anden fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed, når forholdene er sådan, at den pågældende person har mulighed for regelmæssigt at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

I de almindelige bemærkninger til forslaget til sømandsbeskatningsloven (L 94/2004) anføres det i pkt. 2 om de hidtil gældende regler for beskatning af søfolk, at der i sømandsfradragsloven opereres med tre fartområder, nemlig udenrigsfart, nærfart og begrænset fart. Herefter fremgår følgende:

“... Området for begrænset fart er ikke på samme måde defineret med angivelse af længde- og breddegrader, men området omfatter i alt væsentligt Danmarks umiddelbare nærhed.”

Det fremgår endvidere af lovforslagets specielle bemærkninger til sømandsbeskatningslovens § 2, at der ikke med lovforslaget var tilsigtet nogen ændring i forhold til det gældende om, hvornår der er tale om begrænset fart.

Det fremgår af lovens § 2, stk. 2, at stk. 1, nr. 3, litra a-c og e finder tilsvarende anvendelse ved virksomhed med bl.a. stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere.

Ved skattemyndighedernes afgørelser er de aktiviteter, der blev udført af fartøjerne [x2] og [x3] på Limfjorden i perioden marts - maj 2009, anset som “begrænset fart” i medfør af sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a. Det fremgår af sagen, at disse aktiviteter bestod i oprensning af indsejlingen til [havn1] og sejlrenden i [by3]. Det oprensede materiale blev i alle tilfælde efterfølgende losset et andet sted i Limfjorden.

Begrænsningen af refusionsordningen i sømandsbeskatningslovens § 10 til ikke at omfatte “begrænset fart” skal ses i lyset af lovens forarbejder. Det fremgår således af de almindelige bemærkninger til forslaget til sømandsbeskatningsloven, at lovforslagets formål bl.a. var at tilpasse reglerne om beskatning af søfolk til de retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren, som EU-kommissionen havde udsendt i januar 2004 (EFT C 13 af 17.1.2004, s. 3), og som medlemsstaterne efter retningslinjerne skulle indarbejde i national lovgivning inden udgangen af juni 2005.

Det anføres i EU-retningslinjerne for statsstøtte til søtransportsektoren (pkt. 2), at retningslinjerne omfatter tjenesteydelser inden for søtransport, som disse er defineret i forordning (EØF) nr. 4055/86 og forordning (EØF) nr. 3577/92, dvs. “søtransport af gods og passagerer”.

I retningslinjerne anfører EU-kommissionen endvidere følgende om sandsugning (pkt. 3.1):

...

Opmudring/sandsugning er principielt ikke berettiget til søtransportstøtte. Beskatningsordningerne for virksomheder (f.eks. tonnageafgift) kan kun anvendes for opmudrings-/sandsugnings-fartøjer, hvis aktiviteter udgør “søtransport” – dvs. transport på havet af opgravede materialer - for over 50 %...”

Det fremgår således af forarbejderne til sømandsbeskatningsloven, at refusionsordningen i relation til opmudrings- og sandsugningsfartøjer - i overensstemmelse med EU-kommissionens retningslinjer - alene var tiltænkt et begrænset anvendelsesområde, bl.a. således, at det kun er aktivitet i form af søtransport, der falder inden for ordningens anvendelsesområde. Aktivitet i form af “begrænset fart” som defineret i lovens § 2, stk. 1, falder naturligt uden for dette område.

I forbindelse med implementeringen af EU-kommissionens retningslinjer oplyste Danmark bl.a. følgende til EU-kommissionen, jf. 2009/380/EF:

“De danske myndigheder tilføjer, at virksomhed i såkaldt begrænset fart ikke er omfattet af de danske statsstøtteordninger. Ved “begrænset fart” forstås bl.a. virksomhed i havne og fjorde. Udgravnings- eller opmudringsarbejder i og omkring havne eller i fjorde falder således altid uden for DIS-ordningen. Det samme gælder i tilfælde, hvor et skib ligger stationært.”

Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 13, stk. 2, må herefter forstås således, at den præciserer indholdet af begrebet “søtransport” i relation til lovens § 10, stk. 2.

På denne baggrund finder landsretten, at bekendtgørelsens § 13, stk. 2, har fornøden lovhjemmel. Landsretten tiltræder herefter, at de omhandlede aktiviteter på Limfjorden udført af [virksomhed1] A/S’ fartøjer falder inden for området for “begrænset fart”, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a, og at disse aktiviteter derfor ikke skal anses som søtransport ved anvendelse af lovens § 10.

Tilkendegivelserne i bemærkningerne til forslaget til sømandsbeskatningsloven om, at regeringen ønskede at udfylde EU’s retningslinjer for statsstøtte til transportsektoren “bedst muligt”, kan ikke føre til en anden vurdering heraf.

Ad skattemyndighedernes kategorisering af fartøjet [x2]’ aktiviteter i maj og juni 2009 som “entreprenørmæssig virksomhed”

Skatteministeriet har i en meddelelse den 3. oktober 2006 (SKM2006.602.DEP) nærmere redegjort for administrationen af refusionsordningen for sandsugere. Af meddelelsen (pkt. 6) fremgår bl.a. følgende:

“Det vil kunne forekomme, at en sandsuger anvendes til opgaver, som falder ind under betegnelsen entreprenørmæssig virksomhed, hvorved der som nævnt under pkt. 4 forstås bygning og reparation af havne, moler, broer, olieinstallationer, vindmøllerparker eller andre havanlæg, nedlægning af rørledninger på havbunden eller lignende virksomhed. Sådan virksomhed falder uden for anvendelsesområdet for statsstøtteordningerne.

Der kan ikke ydes refusion eller anden form for statsstøtte for opgaver af denne karakter, og sådanne aktiviteter skal i enhver henseende holdes udenfor refusionsordningen.

...

Herved sikres lige konkurrencevilkår over for “entreprenørskibe” som ikke er sandsugere.

...

Skibe, som ikke er sandsugere, og som anvendes til transportopgaver i forbindelse med et entreprenørarbejde til søs, kan anvende statsstøtteforanstaltningerne på linje med andre (fragt)skibe, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Typisk vil der være tale om transport af materialer til brug for entreprenørarbejdet. Hvis skibene deltager i selve entreprenørarbejdet - hvis arbejdet foregår fra skibene, eller skibenes tilstedeværelse i øvrigt er nødvendig for arbejdets udførelse - er der ikke tale om transportopgaver i sømandsbeskatningslovens forstand.”

Det fremgår af sagens oplysninger, at fartøjet [x2]’ i maj og juni 2009 foretog arbejde for den rådgivende ingeniørvirksomhed [virksomhed2]. Arbejdet fandt sted i forbindelse [virksomhed2]’s indledende undersøgelser forud for anlæggelsen af en havvindmøllepark ved [ø1]. [x3] har som partsrepræsentant for [virksomhed1] A/S nærmere oplyst, at opgaven for rederiet bestod i transport af [virksomhed2]’s medarbejdere og måleudstyr til forskellige positioner på havet, hvor undersøgelserne skulle gennemføres. [x2]’ besætning forestod også lastning og losning af måleudstyret, og de sørgede for at anbringe måleudstyr på havbunden. Når [virksomhed2]’s medarbejdere havde gennemført undersøgelserne på en position, blev udstyret taget op igen af skibets besætning. Placering på havbunden af udstyret og efterfølgende optagning foregik med kran, og det var besætningen, der forestod dette arbejde.

Da entreprenørarbejdet således foregik fra skibet, hvis tilstedeværelse var nødvendig for arbejdets udførelse, må det arbejde, som [x2] udførte for [virksomhed2] i de omhandlede perioder, i sin helhed anses for entreprenørmæssig virksomhed, der falder uden for refusionsordningen i sømandsbeskatningslovens § 10.

Tilkendegivelserne i bemærkningerne til forslaget til sømandsbeskatningsloven om, at regeringen ønskede at udfylde EU’s retningslinjer for statsstøtte til transportsektoren “bedst muligt”, kan heller ikke i denne sammenhæng føre til en anden vurdering.

Landsretten frifinder herefter Skatteministeriet for [virksomhed1] A/S’ påstand I. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til rederiets påstand II."

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet rederiets anmodning om refusion på 101.796 kr. for januar måned 2015, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, idet det udførte arbejde i [by1] må anses som sejladsi begrænset fart, og idet søtransportaktiviteterne derfor udgør mindre end 50 % for måneden.

Søtransportaktiviteterne for januar 2015 udgør mindre end 50 % (21,70 %), hvorfor rederiet ikke er berettiget til refusion af skat for denne måned.

Der er henvist til sømandsbeskatningslovens § 2, bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2, samt pkt. 5 i Skatteministeriets meddelelse af 3. oktober 2006 (SKM2006.602.DEP). Heraf fremgår bl.a., at virksomhed med særlige fartøjer i og omkring havne og fjorde i praksis geografisk set er begrænset fart og ikke kan anses for søtransport ved anvendelse af reglerne i sømandsbeskatningslovens § 10.

Der er i øvrigt henvist til Landsskatterettens kendelse af 3. november 2011 offentliggjort i SKM2011.818.LSR.

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til refusion af skat i henhold til sømandsbeskatningslovens § 10 vedrørende fartøjet “M/S [x1]” for januar 2015 med 101.796 kr.

Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at SKATs fortolkning af refusions-reglerne ikke er rigtig, og at der ikke er hjemmel til at nægte rederiet refusion for de omhandlede aktiviteter.

Sagen angår den samme problemstilling, som Landsskatteretten den 3. november 2011 i fem andre sager har afsagt kendelser i vedrørende [virksomhed1] A/S, jf. herved SKM2011.818.LSR.

Landsskatterettens afgørelse

I overensstemmelse med Vestre Landsrets dom af 15. juni 2015 finder Landsskatteretten, at de om-handlede aktiviteter i [by1] udført af rederiets fartøj ”M/S [x1]” i januar 2015 falder ind under området for ”begrænset fart”, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a, og at disse aktiviteter derfor ikke skal anses som søtransport ved anvendelse af lovens § 10.

Rederiets skib ”M/S [x1]” har derfor i januar 2015 foretaget søtransport-aktivitet under 50 % af driftstiden.

Rederiet er derfor ikke berettiget til refusion for januar måned 2015 efter sømandsbeskatningslovens § 10.