Kendelse af 21-12-2018 - indlagt i TaxCons database den 25-01-2019

Sagen drejer sig om beskatning af en erstatning for tab på [x1]-obligationer, som klageren i 2013 erhvervede ret til.

Indkomståret 2013

Kapitalindkomst

SKAT har forhøjet indkomsten med 177.742 kr. vedrørende ikke selvangiven kompensation/erstatning for tab på [x1]-Obligationer.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren købte i 2008 [x1]-obligationer ([x1]) for ca. 300.000 kr. Der var tale om børsnoterede værdipapirer (investeringsbeviser). Klageren erhvervede sine [x1] til børskursen.

[x1] blev i 2007 udbudt af Hedgefonden [Fond1]. Investeringsbeviserne blev anbefalet af [finans1], idet produktet angiveligt skulle være markedsneutralt. Der var imidlertid tale om et risikofyldt produkt bl.a. på grund af høj gearing.

Under finanskrisen faldt værdien af investeringsbeviserne. Skattemæssigt skal gevinst/tab opgøres efter lagerprincippet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, jf. § 23, stk. 7.

Tabet i 2008 kunne fratrækkes i kapitalindkomsten, men klageren selvangav efter det oplyste ikke tabet. I de efterfølgende år steg børskursen på investeringsbeviserne, men børskursen lå i 2013 stadig under anskaffelseskursen i 2008.

Nogle af investorer, som havde lidt tab ved investering i [x1], dannede en investorforening (Foreningen af investorer i [x1]-Obligationer). Andre investorer klagede til Forbrugerombudsmanden. Endelig var der nogle investorer, som indbragte [finans1] for Pengeinstitutklagenævnet.

Foreningen af investorer i [x1]-Obligationer sendte i oktober 2009 et udkast til stævning mod [finans1], Hedgeforeningen [Fond1] samt dennes bestyrelse med påstand om betaling af erstatning til de investorer, der havde tegnet andele i Hedgeforeningen [Fond1]s afdeling, [x1]-Obligationer. Kravet blev navnlig begrundet med, at bankens rådgivning i forbindelse med erhvervelsen af andele i afdelingen [x1]-Obligationer efter investorernes opfattelse, havde været mangelfuld og vildledende.

[finans1] modtog i november 2009 en påtale fra Finanstilsynet for den generelle håndtering af rådgivningen i forbindelse med salg af andele i [x1]-Obligationer.

Efter forhandlinger med Forbrugerombudsmanden og Foreningen af Investorer i [x1]-Obligationer om en løsning, tilbød [finans1] i september 2012 at betale kompensation for tab lidt ved investering i [x1]-Obligationer. [finans1] opstillede en række betingelser for, at investor kunne modtage kompensation. [finans1] krævede, at Foreningen af Investorer skulle opløses, og at foreningens gruppesøgsmål mod [finans1] og Hedgeforeningen skulle bortfalde. Desuden var det et krav, at investorerne søgte om fristforlængelse, og at andelene var købt gennem [finans1].

[finans1] gav tilbuddet til tre hovedgrupper af investorer, nemlig investorer, der på tidspunktet for offentliggørelsen af bankens tilbud var medlem af Foreningen af Investorer (bortset fra professionelle investorer), investorer, der var omfattet af Forbrugerombudsmandens søgsmål mod [finans1] samt investorer, der enten rettidigt havde indbragt sagen mod Pengeinstitutklagenævnet eller domstolene mod uden at der var indtrådt forældelse, eller havde modtaget en erklæring fra [finans1] om forlængelse af forældelsesfristen. [finans1] erkendte ikke, at banken var erstatningsansvarlig.

Klageren solgte i 2013 sine investeringsbeviser for [x1] for 82.131 kr.

Klageren modtog i 2013 som led i en forligsmæssig løsning et kompensationsbeløb fra [finans1] på 177.742 kr., svarende til 80 % af forskellen mellem klagerens anskaffelsessum og afståelsessum.

2 investorer nægtede at acceptere [finans1]s forligsforslag. Forbrugerombudsmanden videreførte som mandatar for de 2 investorer sagen mod Kort tid før hovedforhandlingen besluttede [finans1] at opgive sagen, hvilket indebar, at de 2 investorer fik dækket 100 % af deres tab med tillæg af renter. [finans1]s opgivelse af sagen betød, at banken i forhold til de 2 investorer erkendte, at banken var erstatningsansvarlig.

Klageren har ikke selvangivet erstatningsbeløbet på 177.742 kr., som klageren modtog i 2013.

Klageren er omfattet af reglerne om kort ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 og bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 (gældende for 2013).

SKATs forslag om at ændre klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2011-2013 er dateret og fremsendt til klageren den 12. februar 2015.

Klagerens repræsentant har på et møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler den 18. september 2018 oplyst, at der ikke er klaget over SKATs afslag på at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2008 ekstraordinært. Der er heller ikke klaget over SKATs ændring af klagerens indkomst i 2011 og 2012.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet hhv. nedsat indkomsten i 2011, 2012 og i 2013 med hhv. 79.085 kr. -130.777 kr. og 177.742 kr. vedrørende gevinst/tab på [x1]-obligationer.

Investeringsbeviserne i [Fond1] Hedgeforening skal, som nævnt i forslaget, beskattes efter det såkaldte lagerprincip, hvilket vil sige, at der hvert år skal opgøres en gevinst eller et tab, som efter personskattelovens § 4 stk. 1 nr. 5, skal beskattes som kapitalindkomst. Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 23 er det hvert enkelt indkomstår, der skal opgøres gevinst/tab, og gevinst eller tab (værdiudviklingen) skal beskattes.

SKAT har ændret indkomsten i 2011-2013 således:

Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 kan SKAT ændre en skatteyders skatteansættelse senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Det vil sige, at SKAT har mulighed for at varsle en ændring af skatteansættelser for 2011, 2012 og 2013 indtil henholdsvis den 1. maj 2015, den 1. maj 2016 og 1. maj 2017.

I bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 (gældende for indkomstårene 2011, 2012 og 2013) er der fastsat en kortere ligningsfrist for fysiske personer med enkle økonomiske forhold.

Af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, fremgår, at varsel om ændring af en ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat vedrørende en fysisk person med enkle økonomiske forhold skal være afsendt inden 1. juli i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret.

Skatteyderen anses for at have enkle økonomiske forhold, og derfor kan SKAT som udgangspunkt kun ændre indkomståret 2012, hvis betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt, jævnfør bekendtgørelsens § 3. Varsling om ændring af indkomståret 2012 skulle være afsendt senest den 1. juli 2014.

Det fremgår dog af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, at den forkortede ligningsfrist ikke gælder, hvis ændringen skyldes et forhold, og det helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse for et tidligere år. Her gælder fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår.

SKATs frist for at ændre indkomståret 2013 vedrørende værdipapirerne i er ikke udløbet, og dermed har SKAT også mulighed for at ændre skatteansættelserne for 2011 og 2012. Der er tale om helt tilsvarende forhold.

Da [x1]-obligationer i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 19 beskattes efter lagerprincippet, skal hvert enkelt indkomstårs gevinst eller tab (værdiudviklingen) ifølge aktieavancebeskatningslovens § 23 stk. 2, beskattes. SKAT har derfor ikke godkendt, at beskatningen sker ud fra anskaffelsessummen.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af klagerens indkomst i indkomståret 2013 skal nedsættes med 177.742 kr.

Hovedspørgsmålet i sagen er, hvorledes den kompensation, som [finans1] tilbød klageren, og som klageren accepterede i 2013, skattemæssigt skal behandles.

SKAT har i sin afgørelse af 25. februar 2015 med henvisning til SKATs styresignal i SKM2010.529 anset kompensationsbeløbet som en yderligere salgssum.

Styresignalet er udtryk for SKATs opfattelse af gældende ret, og styresignalet er ikke bindende for skatteyderen eller for Skatteankestyrelsen. Styresignalet har karakter af en cirkulære.

Kompensationsbeløbet udgør ikke en yderligere salgssum. Kompensationsbeløbet skal behandles som en reduktion af anskaffelsessummen. Det er utvivlsomt, at klageren har lidt et tab, idet hun på det frie marked alene har kunnet sælge sine investeringsbeviser for 82.131 kr. i 2013.

Såfremt kompensationen behandles som en yderligere salgssum, betyder det reelt, at [finans1] har tilbagekøbt investeringsbeviserne til en pris, der ligger væsentligt - mere end 350 % - over markedsprisen.

I de 9 sager, der blev indbragt for domstolene, gjorde sagsøgerne gældende, at [finans1]s rådgivning havde været mangelfuld, og at sagsøgerne ikke ville have investeret i investeringsforeningen, hvis rådgivningen havde været ikke-mangelfuld. Sagsøgerne gjorde overordnet gældende, at de skulle stilles som om, at de aldrig havde investeret i produkterne.

Sagsøgerne tilstræbte med andre ord at ”tiden skulle rulles tilbage”. Det forlig, der blev indgået i sagen, indebar i det væsentlige, at klageren blev stillet som om, at hun aldrig havde investeret i investeringsforeningen, idet hun fik dækket 80 % af sit tab.

Erstatningssummer, skal, jf. SKM2010.529, som udgangspunkt beskattes på samme måde, som den indtægt erstatningen træder i stedet for.

Kompensationen tilstræber at stille klageren som om, at hun aldrig havde investeret i investeringsforeningen. Det er klagerens opfattelse, at den ydede kompensation skal behandles som en reduktion af klagerens anskaffelsessum, og kompensationen kan derfor ikke beskattes i 2013.

Efter modtagelse af Skatteankestyrelsens forslag har klagerens repræsentant bemærket, at Finanstilsynet i en afgørelse af 24. november 2009 gav [finans1] en påtale for overtrædelse af de finansielle regler om god skik i forbindelse med bankens rådgivning om salg af [x1]-obligationer. I afgørelsen hedder det:

"Finanstilsynet påtaler, at [finans1] A/S i forbindelse med salg af andele i [x1] – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen [x1] – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen.

[finans1] A/S har derved ikke levet op til forpligtelsen i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 7, stk. 3, 3. pkt."

Pengeinstitutankenævnet traf i forlængelse af Finanstilsynets afgørelse afgørelser i en række sager, hvor investorer havde klaget over [finans1].

Det fremgår af disse afgørelser, at det påhviler [finans1] at godtgøre, at den enkelte investor forud for køb af [x1]-obligationer har modtaget fyldestgørende rådgivning om, hvorledes disse andele risikomæssigt adskilte sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder om den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.

Forbrugerombudsmanden gjorde i stævningen i 2010 gældende, at [finans1] ikke eller kun i utilstrækkelig grad havde informeret investorerne om risikoen ved investeringsstrategien omkring [x1], og at [finans1] dermed ikke informerede investorerne om den reelle risiko ved at købe andel i [x1].

Sideløbende hermed anlagde Investorforeningen et gruppesøgsmål mod [finans1].

[finans1] tilbød i september 2012 at betale kompensation til en lang række af de investorer, der havde lidt tab på deres investering i [x1].

2 investorer afviste forligstilbuddet, og Forbrugerombudsmanden videreførte sagerne ved domstolene. [finans1] tog umiddelbar forud for hovedforhandlingen bekræftende til genmæle, hvorefter banken accepterede at betale fuld erstatning til de 2 investorer.

Det er klagerens opfattelse, at [finans1] ydede hende mangelfuld rådgivning forud for, at hun i 2008 erhvervede [x1]-investeringsbeviser, og at hun på den baggrund var berettiget til helt eller delvist at træde tilbage fra den indgåede aftale, og at banken derved pådrog sig et erstatningsansvar (rådgiveransvar).

Klageren tiltrådte af procesøkonomiske grunde bankens forligsforslag, der indebar, at den ydede hende et kompensationsbeløb svarende til 80 % af det tab, som hun led ved at have investeret i [x1].

Forliget har ikke været genstand for individuel forhandling mellem [finans1] og klageren, og det er ikke i forliget angivet, hvad kompensationsbeløbet tilsigter at dække.

Den foreliggende sag angår, hvorledes det kompensationsbeløb skal behandles i skattemæssig henseende.

I fraværet af en domstolsafgørelse herom er det altafgørende for, hvad kompensationsbeløbet efter parternes opfattelse tilsiger at dække.

Det må bl.a. på grundlag af Finanstilsynets afgørelse og Pengeinstitutankenævnets afgørelser lægges til grund, at kompensationsbeløbet er ydet i anledning af, at [finans1] har ydet klageren mangelfuld rådgivning.

[finans1]s erstatningsansvar som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med køb af [x1]-investeringsbeviser er blandt andet betinget af, at der er årsagssammenhæng mellem den mangelfulde rådgivning og købet af investeringsbeviserne. Det er således en forudsætning for bankens erstatningsansvar, at købet ikke ville være gennemført som sket, hvis der var ydet fyldestgørende rådgivning.

Udgangspunktet er, at erstatningssummer m.v. skattemæssigt skal beskattes på samme måde, som den indtægt som erstatningen træder i stedet for. Det følger af aktieavancebeskatningslovens § 31, stk. 2, at erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med afståelsessummer.

Kompensationsbeløbet i den foreliggende sag er ikke en erstatningssum eller lignende, der skal sidestilles med en salgssum.

Kompensationsbeløbet er derimod udtryk for delvis tilbagebetaling af den købesum, der er erlagt for [x1]-investeringsbeviserne.

SKATs afgørelse og Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse indebærer et resultat, der er i strid med grundlæggende principper inden for dansk skatteret, idet salgssummen for investeringsbeviserne derved anses for at være solgt af klageren for et beløb, der langt overstiger den objektive handelsværdi/markedsværdi på salgstidspunktet.

Det gøres principalt gældende, at kompensationsbeløbet udgør delvis tilbagebetaling af det investerede beløb.

Klageren er ved forliget med [finans1] i det væsentlige blevet stillet som om, at hun aldrig havde foretaget køb af investeringsbeviserne (negativ kontraktsinteresse).

Når hun ikke helt er blevet stillet som om, at hun aldrig havde foretaget køb af investeringsbeviserne, så kan det alene tilskrives, at hun på baggrund af procesøkonomiske overvejelser ikke - som de 2 (med)investorer, der valgte ikke at tiltræde forliget - havde samme mod på at videreføre sin sag ved domstolene.

Klagerens hovedsynspunkt i sagen mod [finans1] har stedse været, at hun var berettiget til helt eller delvist at træde tilbage fra den indgåede investeringsaftale med banken, jf. aftalelovens § 31, stk. 1 og § 36.

Klageren er civilretligt i det væsentlige blevet stillet som om, at hun aldrig havde foretaget køb af investeringsbeviserne. Der er således reelt tale om, at [finans1] med forliget har accepteret, at hun er trådt tilbage fra investeringsaftalen.

Ved en sådanne civilretlig tilbagetræden anses det tilbagebetalte beløb i skattemæssig henseende for at være (delvis) tilbagebetaling af det investerede beløb, jf. Skatterådets bindende svar gengivet i SKM 2012.279 og SKM 2012.559.

Måtte det være Landsskatterettens opfattelse, at ”kompensationsbeløbet” udgør en erstatning, fastholdes det, at den udgør en reduktion af anskaffelsessummen, idet erstatningen i det væsentlige er ydet for at stille klageren som om, at hun aldrig havde foretaget køb af investeringsbeviserne (negativ kontraktsinteresse).

[finans1]s erstatningsansvar – er som anført oven for – et rådgiveransvar, der knytter sig til, at banken har ydet klageren rådgivning forud for hendes køb af [x1]-investeringsbeviserne.

I civilretlig henseende anses et erstatningskrav i den anledning for at være stiftet på tidspunktet for købet af investeringsbeviserne.

Erstatningsansvaret er betinget af, at der er årsagssammenhæng mellem den mangelfulde rådgivning og det tab, som klageren har lidt.

Ansvaret er således betinget af, at klageren ville have handlet anderledes, hvis [finans1] havde ydet hende fyldestgørende rådgivning.

Landsskatterettens afgørelse.

Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fremgår, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen.

Af § 1, stk. 1, bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold fremgår, at uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal SKAT afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Dog gælder fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., i følgende tilfælde:

1) Når den skattepligtige ikke har enkle økonomiske forhold, jf. § 2.

2) Når den skattepligtige selv anmoder om genoptagelse af sin skatteansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., gælder i så fald for de ændringer af ansættelsen, der er en følge af genoptagelsesanmodningen.

3) Når SKAT agter at nedsætte en skatteansættelse.

4) Når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår. Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., gælder i så fald for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår.

Af aktieavancebeskatningslovens § 19 fremgår, gevinst og tab på aktier og investeringsforeningsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7, fremgår, at den skattepligtige skal anvende lagerprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på aktier, investeringsforeningsbeviser m.v. omfattet af § 19, stk. 1.

Af aktieavancebeskatningslovens § 30, stk. 2, fremgår, at begrebet afståelse i denne lov dækker den situation, hvor gevinst og tab opgøres efter lagerprincippet.

Af aktieavancebeskatningslovens § 31, stk. 2, fremgår, at erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med afståelsessummer.

Af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 2, 2. pkt. fremgår, at efter lagerprincippet opgøres indkomstårets gevinst eller tab som forskellen mellem aktiernes værdi ved indkomstårets slutning og aktiernes værdi ved indkomstårets begyndelse. For aktier, som er erhvervet i indkomstårets løb, anvendes anskaffelsessummen i stedet for aktiernes værdi ved indkomstårets begyndelse. For aktier, som er afstået i indkomstårets løb, anvendes afståelsessummen i stedet for aktiernes værdi ved indkomstårets slutning.

Det er ubestridt, at klageren i 2013 modtog et kompensationsbeløb på 177.742 kr. af [finans1], og at kompensationsbeløbet er opgjort som 80 % af forskellen mellem klagerens anskaffelses- og salgspris på klagerens [x1]-obligationer. Landsskatteretten lægger til grund, at investeringsbeviserne er købt i 2008 og solgt i 2013, og at såvel købet som salget er sket til børskursen på hhv. købs- og salgstidspunktet.

Klageren anerkendte ved sin tiltræden af forliget, at [finans1] ikke havde ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med købet. Forliget indebærer efter sit indhold ikke, at købsaftalen er ugyldig.

Kompensationen har karakter af en erstatning for det værditab, som klageren har lidt ved at foretage investeringen i [x1]-Obligationer.

Erstatningen er ydet for tab på værdipapirer, der kan omsættes. Gevinst/tab på de omhandlede værdipapirer skal i henhold til reglerne i aktieavancebeskatningsloven medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter lagerprincippet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, jf. § 23, stk. 7.

Det er i aktieavancebeskatningslovens § 31, stk. 2, er bestemt, at erstatningssummer sidestilles med afståelsessummer. Beskatningsspørgsmålet skal derfor ikke afgøres efter reglerne i statsskattelovens §§ 4-6, men efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Af de anførte grunde, er der ikke grundlag for at anse erstatningsbeløbet som en reduktion af anskaffelsessummen. [finans1]s bevæggrunde for at tilbyde kompensationsbeløbet, er ligesom klagerens bevæggrunde for at acceptere forliget uden betydning for spørgsmålet om beskatning af beløbet i 2013. Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.