Kendelse af 11-10-2017 - indlagt i TaxCons database den 12-11-2017

Faktiske oplysninger

Klageren er direktør i selskabet [virksomhed1] ApS med CVR-nr. [...1] (herefter selskabet), der ejes 100 % af klagerens søn, [person1]. Selskabet er holdingselskab til selskabet [virksomhed2] ApS med CVR-nr. [...2] (herefter datterselskab), hvor klageren ligeledes er direktør.

Selskabet ejer ejendommen beliggende på adressen [adresse1], [by1], der i henhold til BBR-meddelelsen består af to bygninger. Klager har ifølge SKATs oplysninger været tilmeldt adressen siden 1998.

Den ene bygning er ifølge BBR-meddelelsen registreret som værende et fritliggende enfamilieshus med et samlet boligareal på 124 m², mens den anden bygning er registreret som værende et udhus med et bebygget areal på 513 m², der er opført i 1998. Den sidst anførte bygning er ifølge bemærkninger for bygningen en lagerhal og er endvidere udlejet til datterselskabet for en månedlig leje på 10.000 kr. + moms.

Hele ejendommen er i det centrale virksomhedsregister (herefter CVR) dog alene registreret som værende en beboelsesejendom.

Ejendommen er i den forbindelse pr. 1. oktober 2010, 2011 og 2012 vurderet til at have en ejendomsværdi på 1.700.000 kr. Desuden var ejendomsværdien pr. 1. januar 2001 og 2002 henholdsvis 1.350.000 kr. og 1.400.000 kr.

SKAT har den 28. oktober 2014 besigtiget den omhandlende ejendom i forbindelse med kontrol af selskabets regnskaber, hvor SKAT ifølge brev af 15. december 2014 konstaterede, at stuen og køkkenet var indrettet til privat anvendelse, der ikke bar præg af ikke at kunne anvendes til almindelige boligformål grundet møblering, udstyr og adgangsforhold.

Klagerens repræsentant har anført i e-mail af 5. januar 2015 under behandlingen af sagen hos SKAT, at den erhvervsmæssige del af boligarealet retteligt skulle have været selvangivet som 62 m², eftersom køkken, toilet og en del af stuen også anvendes erhvervsmæssigt.

Endvidere har klagerens repræsentant anført i den indsendte klage til Skatteankestyrelsen, at udlejningsværdien af hele ejendommen bør fastsættes til 5.000 kr. pr. år, hvilket er i overensstemmelse med den værdi ejendomsmægler [person2] fra [virksomhed3] er fremkommet med den 24. maj 2011.

Ejendomsmægleren har i sin vurdering taget udgangspunkt i, at 90 m² af boligarealet på 124 m² anvendes til beboelse, mens den resterende del indgår som led i den erhvervsmæssige aktivitet på ejendommen.

SKATs afgørelse

SKAT har i forbindelse med bedømmelsen af værdien for fri bolig forhøjet klagerens personlige indkomst med 10.613 kr. for hvert af indkomstårene 2011, 2012 og 2013. Værdien af fri bolig er således fastsat til 75.048 kr. pr. indkomstår.

Til støtte herfor har SKAT som begrundelse anført følgende:

”[...]

SKATs bemærkninger og begrundelse

Den skattepligtige værdi af fri bolig beregnes således:

Den skattepligtige værdi er 5 % af beregningsgrundlaget med tillæg af

Beregningsgrundlaget udgør det største beløb af enten

eller, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi

Ejendomsværdiskatteloven § 4 a:

Som beregningsgrundlag for ejendomsværdiskatten for ejendomme omfattet af § 4, nr. 1-10, anvendes den laveste af følgende værdier:

Revisor har ønsket at ændre den erhvervsmæssige andel fra 30 m2 til 62 m2 med den begrundelse, at køkken, toilet og en del af stuen er delvist erhvervsmæssigt anvendt.

Under SKATs besøg den 28. oktober 2014 blev det konstateret, at stuen og køkkenet er indrettet til privat anvendelse. Det bar ikke præg af ikke at kunne anvendes til almindelige boligformål på grund af møblering, udstyr eller adgangsforhold. Det er derfor SKATs opfattelse, at kun kontoret skal medregnes til den erhvervsmæssige andel. Der kan analogt henvises til Den juridiske Vejledning afsnit C.C.2.2.2.13 Fradrag for arbejdsværelse i selvstændig erhvervsvirksomhed m.v.

Der er ikke fremkommet nye oplysninger i den indsendte klage i forhold til de tidligere indsendte oplysninger.

[...]”

SKAT er i deres udtalelse af 25. juni 2015 fremkommet med følgende bemærkninger:

”[...]

Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen:

Der er klaget over følgende punkter

Beregning af fri bolig for indkomstårene 2011 -2013.

Faktiske forhold

[virksomhed1] ApS ejer ejendommen [adresse1], [by1]. [person3] har været tilmeldt adressen siden 1998.

SKATs vurdering af klagen

Der er fremkommet følgende nye oplysninger:

Hertil har SKAT følgende bemærkninger:

Ejendommen [adresse1]

Vedrørende fordeling af beboelsesejendommens 124 m2 kan der fortsat henvises til, at SKAT under sit besøg den 28. oktober 2014 konstaterede, at stuen og køkkenet var indrettet til privat anvendelse. Det bar ikke præg af ikke at kunne anvendes til almindelige boligformål på grund af møblering, udstyr eller adgangsforhold. Revisor anfører, at køkken, toilet og en del af stuen også anvendes erhvervsmæssigt. Han er således enig i, at disse lokaler også anvendes privat. Der kan analogt henvises til Den juridiske Vejledning afsnit C.C.2.2.2.13 Fradrag for arbejdsværelse i selvstændig erhvervsvirksomhed m.v. Heraf fremgår, at et værelse skal være uegnet til privat anvendelse, for at det kan medregnes som erhvervsmæssigt. Det er derfor fortsat SKATs opfattelse, at kun kontoret skal medregnes til den erhvervsmæssige andel.

Den ansatte husleje på 10.000 kr. + moms for kontor og hal er en intern udgift/indtægt, som [virksomhed2] ApS betaler til moderselskabet [virksomhed1] ApS. Da selskaberne er sambeskattede, påvirker den ansatte pris ikke moderselskabets skattepligtige indkomst. Huslejen kan derfor ikke anvendes til vurdering af lejeværdien for kontor og eventuelt hal.

Ud fra indsendt dokumentation og observationer ved kontrolbesøget anses hallen dog ikke for at udgøre en større del af vurderingen. Hallens indretning gør desuden ikke, at den ikke er anvendelig til privat anvendelse.

Ejendomsvurderingen er forkert

Fri bolig skal beregnes efter den foreliggende ejendomsvurdering, jævnfør gældende regler i ligningsloven § 16 stk. 9, 1. punkt og 10. punkt, jævnfør Den juridiske Vejledning afsnit C.A.5.13.1.2.3. SKAT skal således ikke tage stilling til, hvorvidt ejendomsvurderingen er foretaget korrekt.

Vurdering fra [virksomhed3]

[virksomhed3] har foretaget en vurdering af, hvad en husleje burde være for ejendommen. En sådan vurdering kan dog ikke tillægges skattemæssig betydning, idet beskatning af fri bolig foretages efter gældende lov, jævnfør ovenfor.

SKM2014.272.BR

I afgørelsen blev klageren beskattet af den del af ejendommen, som han selv oplyste, at han havde til rådighed, selv om retten konkluderede, at han faktisk ikke havde benyttet ejendommen privat.

I den aktuelle sag er ejendommen blevet besigtiget i forbindelse med kontrolbesøget den 28. oktober 2014, hvorfor den faktiske anvendelse af ejendommen er blevet konstateret. Dommen kan derfor ikke bevirke, at SKAT kommer frem til et andet resultat.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at værdiansættelsen af fri bolig for hvert af indkomstårene 2011, 2012 og 2013 skal fastsættes til markedslejen, der efter klagers opfattelse er på 5.000 kr. pr. måned, hvilket svarer til en årlig markedsleje på 60.000 kr.

Repræsentanten har i den forbindelse gjort gældende, at det alene er 50 pct. af beboelsesejendommen, der er stillet til rådighed for klager. Klager skal således alene beskattes for den del af ejendommen, der er stillet til rådighed, hvorfor værdien af fri bolig ud fra en forholdsmæssig arealberegning vil være 30.000 kr. pr. år.

Til støtte herfor har klagerens repræsentant anført følgende:

”[...]

Faktiske forhold

[person1], som er søn af [person3], er 100 % ejer af selskabet [virksomhed1] ApS, der driver virksomhed med udleje af bygninger samt er holdingselskab for [virksomhed2] ApS.

[virksomhed1] ApS ejer ejendommen [adresse1], som består af Bygning 1 er en beboelsesejendom på 124 m2, hvoraf 62 m2 er stillet til rådighed for direktør [person3]. Den resterende del anvendes erhvervsmæssigt, idet denne del indgår i lejemålet med [virksomhed2] ApS.

Bygning 2 er en industrihal på 513 m2, som er udlejet til [virksomhed2] ApS.

[virksomhed2] ApS er 100 % ejet af [virksomhed1] ApS. Der betales en månedlig husleje på 10.000 kr.+ moms.

Ejendommen er vurderingsmæssigt behandlet som en beboelsesejendom. Dette er næppe korrekt, idet vurderingen skulle have været foretaget som en blandet ejendom.

Der henvises til vedlagte tegninger over ejendom og billedserie vedrørende industrihallen.

Ifølge selskabets anlægskartotek er ejendommen [adresse1] oprindeligt anskaffet for i alt 1.643 tkr. I 1998. Der foreligger ingen dokumentation for ejendommens anskaffelsessum, idet bilagene for anskaffelsen ikke skal opbevares efter så lang en årrække. Vores kunde har imidlertid anslået, at beboelsesejendommen har en kostpris på ca. 1.200 tkr., resten er anskaffelsessum for hallen. Hallen er senere udvidet, medens der ikke er sket ændringer/forbedringer på beboelsesejendommen.

Indkomstansættelsen

SKAT har for indkomstårene 2011-2013 foretaget en indkomstændring, hvor indkomsten er forhøjet med 10.613 kr. pr. år som værdi af fri bolig efter ligningslovens§ 16 stk. 9. Den private anvendelse af beboelsesdelen var selvangivet til 94 m2. Det har dog vist sig i forbindelse med sagsbehandlingen, at den erhvervsmæssige del rettelig efter vores opfattelse skulle være 62 m2, idet køkken, toilet og en del af stuen også anvendes erhvervsmæssigt.

Vi skal endvidere henvise til vedlagte vurdering fra [virksomhed3], som anslår udlejningsværdien for beboelsen til at være 5.000 kr. pr. måned ekskl. forbrug.

Ligningslovens § 16 stk. 9

Efter denne bestemmelse skal der ske beskatning af fri bolig, når boligen stilles til rådighed for hovedaktioner efter en bestemt beregningsformel.

Dette princip er fulgt i forbindelse med skatteansættelsen, hvorfor det afgørende punkt er, hvor stor en del af bygningen/vurderingen der skal danne grundlag for beregningen efter ovennævnte bestemmelse.

Efter bemærkningerne i forarbejderne til loven anføres:

Den del af boligen, som udelukkende relaterer sig til erhvervsmæssige formål, skal ikke medregnes i beregningsgrundlaget for beskatningen, da denne del af boligen ikke er stillet til rådighed.

Det må således i denne sag være klart, at der skal ske reduktion i beregningsgrundlaget for hallen, som på ingen måde er stillet til rådighed for [person3], idet denne er udlejet til [virksomhed2] ApS og dokumenteret anvendt erhvervsmæssigt af denne virksomhed, jævnfør vedlagte billedserie.

Tilsvarende må der ske reduktion i beregningsgrundlaget for beboelsesejendommen, idet denne som nævnt anvendes delvis erhvervsmæssigt, hvor der må lægges vægt på, at der ikke forefindes andet kontor end det i beboelsesdelen nævnte vedrørende stue m.m.(ændres).

Beskatning af rådighed over bolig har været behandlet i afgørelsen SKM 2014.272 BR. Her blev indkomstændringen meget væsentlig reduceret, således at der kun skete beskatning vedrørende den del af ejendommen, som der efter den pågældendes egne oplysninger var formodning om, havde været anvendt til beboelse.

Påstand

Sammenfattende er det således vor påstand at indkomstændring bør bortfalde/ reguleres, idet der efter vor opfattelse ikke skal ske rådighedsbeskatning vedrørende hele ejendommen, idet

Udlejningsværdien for direktør [person3] burde på baggrund af ovenstående fastsættes til 5.000 kr. pr. måned ekskl. forbrug.

Såfremt vores synspunkter ikke umiddelbart kan godkendes, ønskes et møde med sagsbehandler, ligesom vi forbeholder os ret til at forelægge sagen ved et retsmøde.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter statsskattelovens § 4, litra b, medregnes til den skattepligtige indkomst værdien af vederlagsfri benyttelse af andres rørlige eller urørlige gods, hvilket i praksis blandt andet omfatter biler, boliger, både og indbogenstande m.v.

Værdien af fri bolig fastsættes som udgangspunkt til markedsværdien, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, medmindre andet følger af ligningslovens § 16, stk. 4-16.

Af ligningslovens § 16, stk. 9, fremgår det, at en direktør eller en anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, der får stillet en helårsbolig til rådighed, i den skattepligtige indkomst skal medregne en værdi af rådigheden opgjort efter de skematiske regler, der er oplistet i bestemmelsen.

Klageren er direktør i selskabet, hvorfor klageren som udgangspunkt er omfattet af ordlyden af ligningslovens § 16, stk. 9.

Landsskatteretten finder ikke, at der er konkrete holdepunkter for at fravige dette udgangspunkt. Der er herved lagt vægt på, at klageren har et nærtstående forhold til selskabets hovedanpartshaver, der er klagers søn, ligesom klageren tillige er direktør i datterselskabet. Klageren må desuden ud fra de foreliggende oplysninger betragtes at have reelle beføjelser som direktør og bestemmende indflydelse på både selskabets og datterselskabets aktiviteter.

Klageren anses således omfattet af den i ligningslovens § 16, stk. 9, omhandlende personkreds.

Efter ligningslovens § 16, stk. 9, sættes den skattepligtige værdi til 5 pct. af beregningsgrundlaget med tillæg på 1 pct. af den del af beregningsgrundlaget efter ejendomsværdiskattelovens § 4 A, der ikke overstiger 3.040.000 kr. og 3 pct. af resten, svarende til beregningsgrundlaget for ejendommen, der skulle have været anvendt, hvis ejendommen havde været omfattet af ejendomsværdiskatteloven.

Ifølge vurderingslovens § 33, stk. 5, foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig, og på den øvrige del af ejendommen, hvis ejendommen benyttes erhvervsmæssigt i væsentlig omfang, hvilket i praksis vil sige, at mindst 25 pct. af ejendomsværdien kan henregnes til den erhvervsmæssige andel. Fordelingen sker således efter værdi og ikke areal.

Der er ikke foretaget en vurdering efter vurderingslovens § 33, stk. 5, hvilket klager ikke synes at have klaget over i forbindelse med udstedelsen af såvel tidligere som nuværende ejendomsvurdering.

Af ligningslovens § 16, stk. 9, 8. pkt., fremgår det, at ejendomme, hvor der ikke foretaget en fordeling af ejendomsværdien efter vurderingslovens § 33, stk. 5, skal den del, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt ikke medregnes i beregningsgrundlaget.

Efter ordlyden og forarbejderne til bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 9, 8. pkt., er det afgørende for, hvorvidt der skal foretages et nedslag i det skattemæssige beregningsgrundlag for værdien af den frie bolig for så vidt angår lokaler, om lokalerne kan antages udelukkende at være anvendt erhvervsmæssigt, jf. Byrets dom af 17. april 2015, der er offentliggjort på SKATs hjemmeside som SKM2015.411.BR. Det således rådigheden, der beskattes, og det er ikke afgørende, om lokalerne faktisk har været anvendt til private formål.

Det må i den henseende tillægges bevismæssig betydning, at SKAT har besigtiget ejendommen og konstateret, at det alene er kontoret i beboelsesejendommen, der kan anses som værende udelukkende anvendt erhvervsmæssigt, mens den resterende del af beboelsesejendommen er indrettet på en sådan måde, at det kan benyttes privat.

Landsskatteretten lægger endvidere vægt på, at klagers repræsentant i klagen samt i sin e-mail af 5. januar 2015 til SKAT har oplyst, at køkken, stue og toilet delvist anvendes erhvervsmæssigt, hvilket modsætningsvist må betragtes som en erkendelse af, at denne del af beboelsesejendommen også anvendes privat.

For så vidt angår lagerhallen, finder Landsskatteretten ikke ud fra de foreliggende oplysninger, at den kan vurderes som værende stillet til rådighed for klager.

Det anses på baggrund heraf ikke for godtgjort, at den øvrige del af ejendommen – udover kontoret og lagerhallen – ikke har været stillet til rådighed for privat benyttelse. Det er således kun kontoret og lagerhallen, der kan betragtes som den erhvervsmæssige andel af ejendommen.

Det vil imidlertid være et skøn, hvor stor en del af ejendomsværdien, der kan henføres til denne erhvervsmæssige andel.

SKAT har i deres afgørelse ud fra en arealmæssig beregning af forholdet mellem den private og erhvervsmæssige del af beboelsesejendommen skønnet, at den erhvervsmæssige andel udgør ca. 24 % af ejendomsværdien. Det skønsmæssige nedslag af den erhvervsmæssige del i ejendomsværdien skal dog ikke ske på baggrund af arealet, men derimod værdien.

En lagerhal, der anvendes til opbevaring, og et kontor, der består af et mindre værelse, som ikke benyttes privat og værdimæssigt ikke kan sidestilles med eksempelvis en ejendoms køkken, toilet m.v., må i forbindelse med en værdiansættelse ikke kunne anses for til sammen at udgøre en større del af ejendomsværdien, end den andel SKAT er fremkommet med i deres afgørelse.

Landsskatteretten er således af den opfattelse, at der skal gives et skønsmæssigt nedslag svarende til den forholdsmæssige del af hele ejendommen, der kan henføres til erhvervsdelen, hvilket ikke kan anslås til mere end ca. 24 %.

Landsskatteretten finder herefter, at SKAT med rette har fastsat værdien af fri bolig til 75.048 kr. for hvert af indkomstårene 2011, 2012 og 2013.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.