Kendelse af 30-08-2019 - indlagt i TaxCons database den 17-10-2019

Faktiske oplysninger

Klageren har drevet enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] v/[person1] CVR-nr. [...1]. Virksomheden blev startet den 2. januar 2012 og beskæftigede sig med agenturhandel med tekstiler, beklædning, pelsværk, fodtøj og lædervarer med bibranchen skotøjsforretninger.

Det fremgår af CVR-registret, at klageren fra den 13. februar 2008 til den 1. januar 2012 drev enkeltmandsvirksomheden [virksomhed2] V/[person1], under samme CVR-nr., samt fra den 2. januar 1995 til den 12. februar 2008 drev enkeltmandsvirksomheden [virksomhed3] V/[person1] under samme CVR-nr. Fra 2004 til 2007 var branchekoden uoplyst. Fra 1995 til 2004 beskæftigede virksomheden sig med engroshandel med fodtøj.

Virksomheden er ophørt den 30. september 2016. Virksomheden er videreført som et ApS, under et nyt CVR-nr.

Virksomheden var registreret på adressen [adresse1], [by1] fra 27. februar 2009. Den samme adresse har været klagerens bopæl fra 2008 til 2019.

Udgifter til kørsel

Klageren har i regnskabet for indkomståret 2012 fratrukket udgifter til kørsel på i alt 39.987 kr. på konto 2230KM-penge.

Som dokumentation for den foretagne kørsel er der fremlagt en kørebog for perioden 26. januar 2012 til 10. december 2012.

I kørebogen er der øverst en oversigt, hvoraf det fremgår, at bilens registreringsnummer var [reg.nr.1], at der er kørt 0 km privat, 10.522 km erhvervsmæssigt, samt at der er beregnet et samlet fradrag for erhvervsmæssig kørsel på 39.982,84 kr.

Af kørebogen fremgår den kørte dato, kørselstype (privat/erhverv), adresse på afgangs- og ankomststed, en kort beskrivelse af ankomststedet (f.eks. bank, kontor m.v.), kørte kilometer, akkumulerede kilometer samt beregnet fradrag for de kørte kilometer. Alle de angivne datoer er under kørselstype betegnet ”Erhverv”.

Skatteankestyrelsen har konstateret, at hvis man sammenlægger tallene i kolonnen ”kørte kilometer” giver det 10.617 km. i alt.

Der er oprettet felterne ”kilometertæller start” og ”kilometertæller slut”, men disse er ikke udfyldt.

Det ses af kørebogen, at der er kørt 78 gange fordelt på 49 dage mellem [adresse1] og [adresse2] i den angivne periode. Heraf 9 gange med stop undervejs for at tanke. Det fremgår af kørebogen, at [adresse2] er adressen for klagerens showroom i [virksomhed4]. Det fremgår af SKATs bemærkninger, at klageren har haft showroomet i flere år.

Klagerens repræsentant har oplyst til sagen, at klagerens tidligere kørsel til og fra showroomet i [virksomhed4] har været som repræsentant for en anden virksomhed, hvorimod han i 2012 har repræsenteret sin egen virksomhed.

Bilen med nummerpladen [reg.nr.1] var registreret til klageren i perioden 29. juli 2009 til 18. maj 2016.

Bilen er synet den 12. juli 2011, hvor kilometerstanden var 120.000 km og igen den 11. juli 2013, hvor kilometerstanden var 149.000 km.

Det kan yderligere konstateres af synsrapporterne, at bilen i henhold til kilometerstanden ved syn, i perioden 22. juli 2009 til 29. september 2016 i gennemsnit har kørt ca. 14.850 km om året, samt at fordelingen heraf har været ensartet fra syn til syn.

Skatteankestyrelsen har bedt klageren indsende kørebog for indkomståret 2011.Skatteankestyrelsen har ligeledes bedt klageren dokumentere, hvor længe han har haft sit showroom i [virksomhed4].

Denne dokumentation er ikke modtaget.

SKAT har oplyst, at der kun er bilen med nummerpladen [reg.nr.1] i klagerens husstand.

Der er i sagen enighed om, at der er en regnefejl i SKATs afgørelse, således at det af SKAT godkendte fradrag er på 32.110 kr., og ikke som angivet i afgørelsen 20.710 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har godkendt fradrag for udgifter til erhvervsmæssig kørsel mellem adresserne [adresse1] og [adresse2] for 20.710 kr. i indkomståret 2012.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”SKAT har modtaget en kørebog, men der foreligger ingen oplysning om hvorfor du tager fradrag efter statens takser for erhvervsmæssig kørsel og samtidig tager fradrag for de faktiske udgifter til bil.

Der er modtaget en kørebog for perioden 26-01-2012 til 10-12-2012. Af kørebogen fremgår der de erhvervsmæssig kørte kilometer med 10.522 kr. Det formodes at indsendelse af kørebog tilkendegiver, at du ønsker fradrag efter statens takser.

Ved gennemgang af kørebogen er det konstateret, at der er kørt 74 gangen mellem hjem og arbejde, og disse ture anses for er været private. Dermed udgør 2.072 km. kørsel mellem hjem og arbejde, og denne kørsel er ikke erhvervsmæssig jf. ligningslovens § 9B.

Den ifølge kørebogen erhvervsmæssig kørsel udgør herefter 8.450 kr. og med et fradrag efter statens takser på 3,80 kr. giver det et fradrag på 20.710 kr. jf. ligningslovens § 9B. Der er ikke modtaget oplysninger om bilens samlede kørsel for indkomståret.

Ændring af punkt 2 – KM penge efter indsigelse

”

SKAT har fremsendt følgende udtalelse til klagen:

”(...)

Erhvervsmæssig kørsel er af SKAT godkendt med 8.450 km til en sats på 3,80 kr. svarende til 32.110 kr. SKAT har i sin afgørelse fejlagtigt beregnet fradraget til 20.710 kr. Skatteyderen skal have et yderligere fradrag jf. ligningslovens § 9 B med 11.400 kr.

(Beregning: (32.110-20.710)kr. = 11.400 kr.)

SKAT har ikke anset kørsel mellem skatteyderens bopæl og [virksomhed4]et hvor skatteyderen har sit showroom, som erhvervsmæssig kørsel i henhold til ligningslovens § 9 B.

Da skatteyderen har benyttet showroomet i flere år, er kørslen ikke anset for at være omfattet af 60-dages reglen efter ligningslovens § 9B.

SKAT er enig i, at virksomheden er registreret med adresse på skatteyderens bopæl, men dette forhold kan ikke alene tillægges afgørende betydning ved beregning af erhvervsmæssig kørsel i virksomheden.

(...)”

Sagsfremstillingen har været i erklæring hos Skattestyrelsen. Skattestyrelsen har i den forbindelse fremsat følgende bemærkninger:

”(...) Efter en fornyet gennemgang er det Skattestyrelsens opfattelse, at den skønsmæssige opgørelse af fradraget beløbsmæssigt ikke ville afvige fra det af Skatteankestyrelsen indstillede fradrag. Herved tiltræder Skattestyrelsen beløbet på 32.110 kr. (...)”

Klagerens opfattelse

Partsrepræsentanten har fremsat principal påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til erhvervsmæssig kørsel på 39.987 kr. i indkomståret 2012.

Subsidiært at der gives fradrag for kørslen mellem [adresse1] og [adresse2] efter ligningslovens § 9 B for de første 60 dages kørsel i 2012 og efter ligningslovens § 9 C for antallet af dage herudover.

Partsrepræsentanten har som begrundelse for påstandene anført følgende:

”Skatteyderne kan ikke godkende ændring på kr. 19.276 der vedr. KM penge.

Skatteyderen er ikke enige i SKATs betragtninger vedrørende forhøjelse af den skattepligtige indkomst på kr. 19.276 da Skats udregning indeholder regnefejl samt ikke korrekte oplysninger.

Iflg. Skat udgøre den erhvervsmæssige kørsel 8.450 km af kr. 3,80 som giver et fradrag på kr. 20.710.

Kørsel 8.450 km af kr. 3,80 giver kr. 32.110 og ikke som skat angiver kr. 20.710.

SKAT har i afgørelsen af den 14. november 2014 ikke godkendt kørsel på km 2.072 da Skat anser det for kørsel mellem hjem og arbejde.

Da virksomheds adressen og privat adressen er den samme kan der ikke være tale om kørsel mellem hjem og arbejde. Endvidere har Skat ikke dokumenteret eller sandsynligt gjort at der er tale om for kørsel mellem hjem og arbejde.”

Partsrepræsentanten har fremsat følgende bemærkninger til SKATs udtalelse:

”(...)

SKAT har anset skatteyder for at køre mellem hjem og arbejdsplads i 74 dage i indkomståret 2012.

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 dage indenfor de foregående måneder er erhvervsmæssig jf. den juridiske vejledning C.A.4.3.3.3.1.

Overstiger antallet af arbejdsdage på samme sted 60 dage, anses befordringen for fast, befordringen dermed for privat. Der henvises her til TfS 1997,771 LSR hvor en skatteyder der havde arbejdet på samme arbejdsplads i 62 dage, var ikke berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse for de sidste 2 dage.

Ligeledes anser vi skatteyders kørsel for erhvervsmæssig indtil 60 dage. SKAT burde i henhold til ligningslovens § 9 B, have godkendt fradrag for 60 dage. I de overskydende 14 dage kan skatteyder få fradrag for kørsel mellem hjem og arbejde jf. ligningslovens § 9 C.

Skatteyder har haft transport mellem hjem og arbejde 14 gange hvorfor der bedes godkendt fradrag jf. ligningslovens § 9C.”

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinformation.dk).

Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Selvstændige erhvervsdrivende og andre med indtægtsgivende arbejde, der ikke er lønmodtagere, kan foretage fradrag for udgifter til erhvervsmæssig befordring efter ligningslovens § 9B, stk. 1, som omfatter:

Det er en betingelse for fradrag, at der er afholdt udgifter, og at befordringen er erhvervsmæssig efter ligningslovens § 9B. Fradraget foretages i den personlige indkomst.

Selvstændige erhvervsdrivende kan vælge mellem at foretage fradrag enten for den andel af de faktiske kørselsudgifter, der vedrører den erhvervsmæssige kørsel, eller fradrag efter Skatterådets kilometersatser for godtgørelse af erhvervsmæssig befordring. Der fremgår af SKATs Den juridiske vejledning 2012-1, afsnit C.A.4.3.3.3.3.3, ”Beregning af fradraget for den erhvervsmæssige befordring”.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at da klagerens virksomhedsadresse er enslydende med klagerens bopælsadresse, har kørslen fra adressen til showroom i [virksomhed4] været erhvervsmæssig. Repræsentanten har i denne forbindelse gjort gældende, at det påhviler skatteforvaltningen at dokumentere, at der har været tale om kørsel mellem hjem og arbejde.

Retten skal i den forbindelse henvise til dommen SKM2002.182.VLR, hvori Landsretten udtalte at:

”Det holdingselskab, hvor sagsøgeren er ansat, har lokaler på samme adresse, som sagsøgeren har bopæl. Efter forarbejderne til ligningslovens § 9 B er der ikke grundlag for at antage, at bestemmelsen omfatter fradrag for udgifter til befordring mellem to arbejdspladser, når den ene arbejdsplads tillige er skatteyderens bopæl.”

I bemærkninger til lovforslag 285 (lov nr. 482 af 30. september 1993) er det om ligningslovens § 9 B, stk. 1 bl.a. anført, at "alene kørsel til indtægtsgivende arbejdssted er omfattet af reglen. Til gengæld vil alle former for arbejdspladser, der ikke er tillige er den skattepligtiges bopæl, være omfattet af reglerne f.eks. kørsel til kundebesøg, konferencer eller afhentning af post eller materialer (...)".

Det påhviler således klageren at påvise, at den omtvistede kørsel har været erhvervsmæssig.

Retten bemærker, at virksomheden [virksomhed1] v./[person1] er opstået d. 2. januar 2012.

Imidlertid har klageren tilbage til 1995 drevet flere enkeltmandsvirksomheder, under samme CVR-nr. med et tilsvarende forretningsgrundlag. Idet den seneste af disse er ophørt d. 1. januar 2012, er det rettens opfattelse, at der er en sådan sammenhæng mellem den tidligere virksomhed og [virksomhed1] v./[person1], at der reelt er tale om en videreførelse af den samme virksomhed. Retten lægger derfor til grund, at kørsel, der er foretaget i tidligere indkomstår, vedrører den samme virksomhed som kørsel, der er foretaget i 2012.

Det fremgår af ligningslovens § 9B, at der gives fradrag for erhvervsmæssig kørsel, så længe der ikke er kørt mere end 60 dage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads inden for 12 på hinanden følgende måneder.

SKAT har afvist at give fradrag for erhvervsmæssig kørsel mellem klagerens bopæl [adresse1] og [adresse2] ved [virksomhed4] med henvisning til, at der er kørt 74 gange mellem de to adresser, hvorfor kørslen ikke lever op til kravet i ligningslovens § 9B, stk. 1.

SKAT har i denne forbindelse i sit høringssvar henvist til, at klageren har benyttet showroomet og derfor kørt mellem de to adresser i flere år.

Idet der er kørt både frem og tilbage mellem [adresse1] og [adresse2] på flere dage i kørselsregnskabet, kan retten konstatere, at der er kørt imellem de to adresser samlet 49 dage i indkomstårets 12 måneder.

Klageren er opfordret til at fremlægge kørebog for indkomståret 2011, med henblik på dokumentation af omfanget af kørsel mellem klagerens bopæl og [virksomhed4]. Denne er ikke modtaget. Tilsvarende er der ikke modtaget en lejekontrakt, der viser, hvor længe klageren har lejet showroomet i [virksomhed4].

Yderligere bemærker retten, at hvis et kørselsregnskab skal danne grundlag ved opgørelsen af fradrag for erhvervsmæssig kørsel, skal det opfylde følgende formkrav:

Det kan konstateres, at den fremlagte kørebog ikke opfylder de krav, der stilles, for at et kørselsregnskab kan lægges til grund som dokumentation for omfanget af erhvervsmæssigt kørte kilometer.

Der skal herefter foretages et skøn over omfanget af kørslen.

Retten har lagt vægt på, at bilen fra juli 2011 til juli 2013 har kørt ca. 29.000 km, at bilen i gennemsnit har kørt ca. 14.850 km om året i en periode, der er nogenlunde overensstemmende med klagerens ejertid, samt at antallet af kørte kilometer imellem hvert syn har været ensartet i perioden.

Idet det lægges til grund, at bilen, som er husstandens eneste, har kørt ca. 14.500 km i kalenderåret, samt henset til at dokumentationskravet ikke er opfyldt, og at klageren trods opfordring hertil ikke har fremlagt yderligere dokumentation, finder retten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte det af SKAT udøvede skøn.

Repræsentantens oplysning om at klageren i 2011 kørte til [virksomhed4] for at optræde som repræsentant for en anden virksomhed, kan ikke føre til et andet resultat, da klageren må anses for at have foretaget kørslen i sin kapacitet af selvstændigt erhvervsdrivende i begge indkomstår.

Landsskatteretten stadfæster således den påklagede afgørelse, idet den fejlagtige beregning berigtiges til 32.110 kr.