Kendelse af 17-06-2021 - indlagt i TaxCons database den 10-07-2021

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

Indkomståret 2012

Udlodning fra [virksomhed1] ApS

307.603 kr.

0 kr.

307.603 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren er beskæftiget indenfor musik/underholdningsbranchen, og udøver sine aktiviteter gennem deltagelse og medejerskab i en række selskaber, hvorefter han gennem sit holdingselskab [virksomhed1] ApS ejer 50 % eller nom. 62.500 kr. i moderselskabet [virksomhed2] ApS og mindst 40 % i dettes datterselskab [virksomhed3] ApS.

Ud over underholdningsbranchen har klageren også fra indkomståret 2012 udøvet handel med primært sølvskrot, guld, brugskunst og antikviteter gennem Holdingselskabet [virksomhed1] ApS’ datterselskaber [virksomhed4] ApS og [virksomhed5] ApS (sidstnævnte er opløst i indkomståret 2013 grundet manglende regnskabsaflæggelse).

Disse aktiviteter er forestået af klagerens far, som i mange år har drevet forretning med antikviteter og brugskunst, senest gennem sit selskab [virksomhed6] ApS. Der er primært tale om opkøb og salg af sølv, og i mindre omfang guld bestemt til omsmeltning, samt antikviteter og brugskunst m.m.

I forbindelse med afviklingen af aktiviteterne i [virksomhed6] ApS, hvor klageren var registreret som direktør fra den 8. februar 2007 til den 31. december 2011, og igen én dag den 22. februar 2012, blev en del aktiver ifølge SKAT overdraget via klageren og [virksomhed1] ApS til [virksomhed4] ApS, i hvilket selskab [virksomhed6] ApS’ aktiviteter reelt er blevet videreført.

Sagen er opstået i forbindelse med en kontrol af skatteansættelserne for indkomståret 2012 for selskaberne [virksomhed4] ApS og [virksomhed5] ApS, og de ændringer som fremgår af nærværende sag, er dels affødt af denne kontrol, dels et resultat af gennemgangen af mellemregningerne mellem klageren og selskaberne [virksomhed2] ApS og dettes datterselskab [virksomhed3] ApS.

Selskabet [virksomhed4] ApS har i løbet af regnskabsåret 2012 indkøbt og fratrukket varekøb vedrørende guld, brugskunst og antikviteter, som efter SKATs overbevisning ikke er registreret som videresolgt, og som ikke indgår i selskabets ultimo lager pr. 30. september 2012.

SKAT har anset, at der foreligger et uregistreret varesalg for ikke under 307.603 kr. Som selskabets ultimative ejer er dette merprovenu anset for tilgået klageren som maskeret udbytte.

SKAT har foretaget en registrering af vareflow og pengestrømme i datterselskabet [virksomhed4] ApS, herunder med dets 100 % ejede datterselskab [virksomhed5] ApS.

Samhandelen har efter det oplyste været tilrettelagt således, at indkøbet, som primært består af sølv, er sket i [virksomhed4] ApS’ regi, primært fra private og auktionshuse. Indkøbene blev puljet og videresolgt til datterselskabet [virksomhed5] ApS, som umiddelbart efter videresolgte det til omsmeltning.

Det fremgår af SKATs kortlægning, at 99 % af [virksomhed4] ApS’ omsætning er solgt og faktureret til datterselskabet [virksomhed5] ApS, og at salgene jf. afregningsbilagene udelukkende omfatter sølv med forskellig renhed.

Af [virksomhed5] ApS’ salgsfakturaer, som er indkaldt fra 3. mand, fremgår det, at datterselskabet i mindre omfang primo året også har videresolgt guld til 3. mand.

Af købsbilagene i [virksomhed4] ApS fremgår det, at der udover indkøb af sølv, i årets løb også er indkøbt en del guld, brugskunst og antikviteter.

Af selskabets lageropgørelse pr. 30. september 2012 fremgår det endvidere, at der ikke fandtes lager af guld, brugskunst og antikviteter udover, hvad der måtte være indeholdt i det uspecificerede restlager fra [virksomhed6] ApS og under betegnelsen ”dødsbo m.v.”:

Ultimo pr. 30/9 2012 har selskabet opgjort sit varelager således:

Dødsbo og andet indbo købt 1/3 – 30/9 2012

29.500 kr.

Rest værdi af lager købt samlet fra [virksomhed6] ApS

63.500 kr.

Diverse sølvbestik/korpus 81,1 kg. a 4.000,- kr./kg.

324.420 kr.

417.420 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst for indkomståret 2012 med i alt 307.603 kr. vedrørende maskeret udlodning.

Udlodning fra [virksomhed1] ApS

SKAT har begrundet ændringerne således:

”(...)

SKAT har registreret [virksomhed4] ApS’s indkøb og salg i regnskabsåret og kan konstatere, at der i årets løb er indkøbt mere guld, antik og brugskunst end der er solgt eller lagerført ultimo.

Der er således indkøbt:

Guld

188.556 kr.

Antik og brugskunst m.v.

248.292 kr.

436.848 kr.

Bogført salg eller beholdning af guld, antik og brugskunst

kan delvist være indeholdt i følgende beløb:

Varesalg private

- 515 kr.

”Dagens salg” if. røde dags dato bons

-27.885 kr.

WEB salg

-7.845 kr.

Varelager pr. 30/9 2012 if. selskabets

opgørelse indeholder ”dødsbo og andet køb”

- 29.500 kr.

Restlager ultimo fra [virksomhed6] ApS if. selskabets opgørelse

- 63.500 kr.

Indkøbt guld og andre effekter som anses for solgt

307.603 kr.

Da dette salg ikke er registreret i bogføringen hos [virksomhed4] ApS tillægges det selskabets indkomst jf. Statsskattelovens § 4, og anses derefter udloddet til dig som selskabets ultimative hovedaktionær gennem moderselskabet [virksomhed1] ApS.

SKAT anser det ikke for dokumenteret, at der er tale om ukurante varer, idet de forudsætningsvis er indkøbt indenfor 6 måneder ligesom en del af emnerne består af guld, der ikke svinger voldsomt i pris.

SKAT har ikke forholdt sig specielt til avancens størrelse, idet vi finder der reelt er tale om manglende indtægtsføring af varesalg – ikke om fastsættelse af avancen.

Til de i advokat [person1]s indsigelse af 28/8 2014 fremførte bemærkninger, har SKAT følgende kommentar.

SKAT’s opgørelser af selskabets uregistrerede varesalg tager udgangspunkt i selskabets egne lageropgørelser primo og ultimo, og i den fremlagte dokumentation for selskabets køb og salg.
Det er herved specifikt påvist, at der er indkøbt guld, brugskunst og antikviteter i det anførte omfang, og som ikke er bogført som varesalg eller varelager.

Der er endvidere tale om selskabets første regnskabsår, startende den 23/2 2012, hvorfor en eventuel forskydningsdifference primo ikke vil kunne forekomme.

Advokatens beskrivelse af forretningsgangen omkring til- og afgange fra lageret tilfører ikke sagen nye oplysninger.

SKAT fastholder derfor, at der er konstateret et uregistreret salg af guld, brugskunst og antikviteter på ikke under 307.603 kr.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at skatteansættelsen for indkomståret 2012 nedsættes med i alt 307.603 kr.

Repræsentanten har under sagens behandling hos SKAT anført følgende:

”(...)

Selskabets advokat har anført, at der kan have været indkøbt ukurante varer som er kasseret. Han har endvidere gjort gældende, at priserne på de emner, som selskabet forhandler, svinger meget og dermed også i avance, og at SKAT ikke har hjemmel til at kritisere en avances størrelse.

Selskabets advokat har videre i indsigelse af 28/8 2014 meddelt følgende, idet han har henvist til sin indsigelse over forslag til ændring af skatteansættelsen for [virksomhed4] ApS:

”Der er ikke foretaget noget uregistreret salg i [virksomhed4] ApS”.

og videre i indsigelsen til [virksomhed4] ApS, hvortil der er henvist:

”[virksomhed4] ApS anvender et almindeligt lagersystem som regnskabsprincip.

Ved køb af blandede effekter, for f.eks. kr. 60.000 lagerføres disse til kostpris. Sælges der effekter for kr. 50.000 nedskrives restlagerværdien med dette beløb.

De resterende effekter, der står lagerført til kr. 10.000 vil jo imidlertid have en væsentlig større værdi – ellers var der samlet set ingen avance.

Denne merværdi indtægtsføres og beskattes ved salg.

Forholdet kan medføre en forskydning af beskatningen, men princippet er gængs praksis indenfor branchen.

SKAT’s regneeksempler er således misvisende.

Jeg bemærker videre, at SKAT’s oplysninger om varesalg i [person2] fremtræder ukorrekte.

I regnskabsudkast for [person2] for perioden 23. februar 2012 til 30. september 2012 er anført en samlet omsætning på kr. 7.153.203, fordelt på sølv med moms kr. 3.421.708, sølv uden moms kr. 3.644.319 og guld kr. 87.176.

Der har således i [person2] været et salg cirka kr. 1.000.000 større end angivet af SKAT.

SKAT’s opfattelse kan således ikke tiltrædes.

SKAT’s opfattelse er reelt udtryk for, at der er sket en strafbar overtrædelse af skattereglerne.

Jeg skal derfor opfordre SKAT til at indgive en politianmeldelse, således at de faktuelle forhold kan blive klarlagt.”

Klagerens repræsentant har den 8. juli 2019 fremsendt yderligere bemærkninger således:

”(...)

Det bestrides som anført ovenfor, at der er foretaget uregistrerede salg af et ekstra varelager fra [virksomhed6] ApS i [virksomhed4] ApS. Det bestrides på denne baggrund, at der er hjemmel til at gennemføre beskatning af maskeret udlodning hos [person3] af et uregistreret salg i selskaberne.

(...)”

Retsmøde

Ved retsmødet i Landsskatteretten gjorde repræsentanten desuden gældende, at der ikke er afhændet antik og guld ud over det i regnskabet opgjorte.

SKATs opgørelse er fejlbehæftet og baseret på misforståelser af sagens faktum og fejlkvalifikation af de foretagne indkøb.

Bevisbyrden for, at der foreligger indtægter ud over de selvangivne, påhviler SKAT, som ikke har løftet denne. Der er således ingen dokumentation for ”sort” salg.

Skattestyrelsen indstillede på retsmødet afgørelsen stadfæstet.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4. Udgifter, som er nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, litra a.

Alt, hvad der af selskaber udloddes til aktionærer medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.

Landsskatteretten har ved afgørelse af d.d. i sammenholdt sag vedrørende [virksomhed1] ApS fundet, at selskabet er rette indkomstmodtager af indtægter, som anses for udeholdt omsætning med 307.603 kr. Der henvises til sagsnr. [...].

Det påhviler klageren som hovedaktionær at godtgøre, at den udeholdte omsætning i selskabet ikke er tilgået ham. Der kan henvises til Højesterets dom af 15. januar 2008, offentliggjort i SKM2008.85.H og Østre Landsrets dom af 4. juni 2010, offentliggjort i SKM2010.350.ØLR.

Klageren har ikke godtgjort eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at den udeholdte omsætning ikke er tilgået ham.

Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.