Kendelse af 04-06-2020 - indlagt i TaxCons database den 15-07-2020

Faktiske oplysninger

Klageren drev i indkomstårene 2011, 2012 og 2013 indkomståret/indkomstårene xxx virksomhed med arbejds- og maskinudlejning, samt reparation af biler under navnet [virksomhed1] v/[person1], cvr-nr. [...1]. I det følgende er klagerens virksomhed benævnt virksomheden.

Det fremgår af årsopgørelserne for de pågældende indkomstår, at der alene er selvangivet overskud af virksomhed for indkomståret 2013 på 89.650 kr. Klageren har ikke selvangivet overskud af virksomhed for indkomstårene 2011 og 2012.

Skattesagen blev startet ved, at SKAT modtog oplysninger fra Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet om, at der i perioden 13. april 2012 – 29. januar 2013 blev indbetalt 724.192,25 kr. til klageren fra virksomheden [virksomhed2] ApS.

SKAT har i forbindelse med skattesagen indhentet fakturaer udstedt af [virksomhed1] hos [virksomhed2] ApS for indkomstårene 2011, 2012, 2013 og 2014. Af fakturaerne fremgår antal timer, timesats, en beskrivelse af arbejdet, og hvilken måned fakturaerne dækker over. Under punktet beskrivelse fremgår der ”Arbejde udført efter aftale” på alle fakturaerne, og det udførte arbejde er ikke specificeret yderligere, dog med undtagelse af enkelte fakturaer, hvor af der også fremgår leje af minigraver og/eller motorbør eller lignende. Der ses at mangle fakturaer i fakturarækken, hvilket også ses af spalten ”Fakturanr.” i nedenstående opgørelse.

SKAT har på baggrund af de indhentede fakturaer og kontoudtog for klageren opgjort indsætningerne på klagerens bankkonto til 776.086 kr. for indkomståret 2011, til 660.027 kr. for indkomståret 2012 og til 283.675 kr. for indkomståret 2013. SKAT har oplyst, at kontoudtogene blev modtaget den 16. januar 2015.

Nedenfor ses en oversigt over indsætninger på klagerens bankkonti, som SKAT har anset for omsætning i virksomheden:

Derudover ses der indsætninger på klagerens bankkonti fra 2014 fra [virksomhed2] ApS, som kan samstemmes med fakturaerne for samme indkomstår.

Under klagesagen har repræsentanten fremlagt et regnskab for virksomheden for indkomståret 2013. Regnskabet viser en omsætning på 181.775 kr., udgifter for samlet 90.626 kr., og et resultat før skat på 91.149 kr. Det fremgår af kontospecifikationen til regnskabet, at der alene er bogført omsætning fra fakturaerne, ekskl. moms, dateret den 18. november 2013, 8. december 2013, og 30. december 2013.

Derudover har repræsentanten også fremlagt en række fakturaer for udgifter udstedt til virksomheden. Nedenfor ses en oversigt over fakturaerne:

Repræsentanten har endvidere fremlagt fire lønsedler, der hver dækker én måned, udstedt af [virksomhed2] ApS til klageren for perioden 1. juli til 30. september 2013 og for den 1. december til 31. december 2013. Oplysningerne på lønsedlerne kan afstemmes med de indberettede oplysninger på klagerens r75 for 2013 og indbetalinger på klagerens bankkonto fra [virksomhed2] ApS med transaktionsteksten ”Løn”. Lønindbetalingerne er ikke medtaget i SKATs opgørelse eller i den ovenstående oversigt.

I forlængelse af lønsedlen for juli måned er der fremlagt en udskrift af en posteringsspecifikation fra klagerens bankkonto, hvoraf det fremgår, at klageren den 27. juni 2013 modtog 35.000 kr. fra [virksomhed2] ApS med teksten ”a-conto løn”. Der er med kuglepen skrevet på udskriften ”Hej [person1]. Lønnen fra juli indeholder timer fra juni mdr. Da vi ikke havde dit skattekort til tiden. Se a conto løn øverst. ”

Der er også fremlagt et ansættelsesbevis vedrørende klagerens ansættelse hos [virksomhed2] ApS. Ansættelsesbeviset er en standardskabelon fra Dansk Byggeri vedrørende ansættelse af timelønnede medarbejdere. Det fremgår af beviset, at klageren er ansat fra den 11. februar 2015. Ansættelsesbeviset ses at være underskrevet af en person, som klageren har forklaret er bogholder hos [virksomhed2] ApS, og af klageren. Der ses ikke at foreligge en skriftlig ansættelsesaftale vedrørende klagerens ansættelse ved [virksomhed2] ApS for de påklagede indkomstår.

Derudover ses der ikke at foreligge en aftale mellem [virksomhed2] ApS og klageren vedrørende vilkårene for arbejdets udførelse, instruktionsbeføjelser eller arbejdsbyrden.

Repræsentanten har i øvrigt fremlagt en udskrift fra dombogen fra Retten i [by3] omhandlende byrettens dom af 12. januar 2018, j.nr. BS 3H-865/2016 eller SKM2018.59.BR. Det fremgår af sagen, at sagsøgeren, ifølge SKATs privatforbrugsopgørelse, havde et negativt privatforbrug i det pågældende indkomstår. Som følge deraf foretog SKAT en skønsmæssig forhøjelse af sagsøgerens indkomst, baseret på Danmarks Statistiks opgørelse over det gennemsnitlige privatforbrug for det pågældende indkomstår. Under sagen fremkom der oplysninger om, at der i SKATs privatforbrugsopgørelse var medtaget udgiftsposter vedrørende udgifter, som sagsøgeren ikke havde afholdt. Retten fandt, at SKAT havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af sagsøgerens indkomst, men fordi skønnet alene var baseret på opgørelsen fra Danmarks Statistik og ikke tog højde for de konkrete forhold, der specifikt gjorde sig gældende for klagerens husstand blev sagen hjemvist til fornyet behandling med henblik på at fastsætte et nærmere privatforbrug for klageren.

(indsæt relevante oplysninger om det eventuelle materiale, klageren har fremsendt til Skatteankestyrelsen. Det kan være erklæringer, hvor det vil være relevant at oplyse om dato, udsteder, underskrift eller ej, eller lignende oplysninger)

SKAT Indsats Særlig kontrol [by1]s afgørelse

SKAT Indsats Særlig kontrol [by1] har forhøjet klagerens overskud af virksomhed med 698.478 kr. for indkomståret 2011, med 594.024 kr. for indkomståret 2012 og med 165.658 kr. for indkomståret 2013.

SKAT Indsats Særlig kontrol [by1] har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

” ...

Forhøjelse af virksomhedens skattepligtige indkomst for 2011, 2012 og 2013 med i alt 1.458.160 kr. vedrørende ikke selvangivet/for lavt selvangivet overskud af virksomhed.

Der henvises til bilag 4.

De faktiske forhold og SKATs begrundelse for ændringen

Virksomheden har ikke ønsket at fremlægge virksomhedens regnskabsmateriale eller at deltage i et møde med SKAT.

SKAT har på grundlag af bankkontoudtog indhentet hos [finans1] og fakturaer indhentet hos [virksomhed2] ApS opgjort virksomhedens omsætning for perioden 1. januar 2011 til 30. juni 2014.

Der er ved opgørelse taget hensyn til indsætningerne på kontiene, der, efter det foreliggende, ikke er virksomhedsomsætning, herunder lønudbetalinger fra [virksomhed2] ApS i 2013 og pensioner.

Det er ikke muligt, ud fra kontoudtogene, at opgøre virksomhedens driftsudgifter, da størstedelen af virksomheden omsætning hæves kontant kort efter indbetalingerne fra virksomhedens kunder.

SKAT har dog, uanset, at virksomheden ikke er berettiget hertil, når udgifterne ikke dokumenteres, godkendt et udokumenteret fradrag for driftsudgifter på 10 % af den opgjorte omsætning.

[virksomhed2] ApS, har oplyst, at virksomheden ved levering af arbejdskraft til selskabet alene har stillet [person1]s arbejdskraft til rådighed.

PÅ dette grundlag vurderer SKAT, at virksomheden ikke har haft lønansat personale eller underleverandører af arbejdskraft.

... ”

I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen kommet med følgende bemærkninger:

” ...

Klagers repræsentant gør gældende

...

SKATs bemærkninger:

...

Ad 2.

Virksomhedens omsætning og salgsmoms er ikke opgjort skønsmæssigt, men opgjort konkret ud fra indsætninger på [person1]s bankkonto samt fakturaer udstedt af [person1]s virksomhed, som er indhente hos virksomhedens kunde [virksomhed2] ApS.

Indsætninger på bankkontoen, der, efter det foreliggende ikke er virksomhedens omsætninger, er ikke medtaget i SKAT opgørelse af omsætningen og salgsmoms.
Efter SKATs opfattelse er privatforbrugsberegninger derfor ikke relevante i denne sag.

[virksomhed2] ApS har oplyst, at fakturaerne fra [person1] vedrører levering af egen arbejdskraft.

Det er korrekt, at det ikke har været muligt for SKAT at opgøre virksomhedens fradragsberettigede driftsudgifter samt købsmoms konkret, da [person1], jf. brev af 9. januar 2015 fra hans repræsentant, trods anmodningen herom fra SKAT, ikke ønsker at deltage i et mødet med SKAT og ikke ønsker at fremlægge virksomhedens regnskabsmateriale, herunder dokumentation for virksomhedens udgifter for SKAT.

SKAT har således ikke på noget tidspunkt under sagens behandling modtaget nogen form materiale fra [person1] eller hans repræsentant, hverken årsregnskaber, bogføring, kasseregnskab eller bilag.

SKAT har, selv om virksomheden ikke er berettiget hertil, når der ikke fremlægges dokumentation for virksomhedens driftsudgifter, givet et udokumenteret fradrag for driftsudgifter på 10 % af den opgjorte omsætning samt et udokumenteret fradrag for købsmoms på 10 % af den opgjorte salgsmoms.

Der er ved fastsættelsen af det skønsmæssige fradrag taget hensyn til, at virksomhedens aktivitet ifølge oplysninger fra virksomhedens største kunde [virksomhed2] ApS, stort set udelukkende har bestået i levering af [person1]s egen arbejdskraft. De i sagen foreliggende fakturaer udstedt til [virksomhed2] ApS bekræfter, at langt størstedelen af virksomhedens omsætning er levering af mandetimer.

SKAT har ikke udelukke at virksomheden har haft fradragsberettigede udgifter ud over de foretagne skøn.

At der skulle forefindes dokumentation for fradragsberettigede udgifter i et omfang der skulle kunne medfører en nedsættelse af de af SKAT gennemførte forhøjelser af virksomheden skattepligtige overskud og momstilsvar til 0 kr., som anført af [person1]s repræsentant, finder SKAT på ingen måde realistisk.

Der lægges i den forbindelse vægt på, at virksomhedens skattepligtige overskud er selvangivet med 0 kr. i 2011 og 2012 og at virksomhedens momstilsvar er angivet med 0 kr. i 2011, 2012 samt 1. halvår 2013, og der i samme periode er betydelige indsætninger på virksomhedens bankkonto, at der foreligger fakturaer med deklareret moms i perioden og, at der er sket meget betydelige kontante hævninger på virksomhedens bankkonto, der ikke kan henføres til afholdelse af fradragsberettiget omkostninger.

... ”

I forbindelse med klagerens fremlagte materiale er Skattestyrelsen kommet med følgende bemærkninger:

”...

Bemærkningerne fra klagers repræsentant i den supplerende udtalelse, kan opsummeres således:

Ad 1.

Forholdet er kommenteret i vores afgørelse samt vores brev af 6. maj 2015.

Ad 2.

Dette forhold er ligeledes kommenteret i vores brev af 6. maj 2015.

Klagers repræsentant har dog nu fremsendt årsregnskab for 2013 samt en række udgiftsbilag for 2011, 2012 og 2013.

Klagers repræsentant gør nu gældende, at det er korrekt, at ikke alle virksomhedens indtægter er selvangivet og momsangivet. Han gør fortsat gældende at SKATs skøn over driftsudgifterne hviler på et ufuldstændigt grundlag.

Det fremlagte årsregnskab for 2013 kan, efter Skattestyrelsens opfattelse, ikke lægges til grund, da fakturaer udstedt til [virksomhed2] ApS i 1. kvartal 2013 ikke indgår i bogføringen, ligesom der ikke er foretaget en løbende bogføring af kasse og bankbevægelser m.v.

På konto for købsmoms i regnskabet for 2013 er den 31. december 2013 bogført en faktura vedr. køb af maskintrailer [...], moms 3.000 kr. Købet er endvidere bogført i 2013 på som en driftsudgift på 12.000 kr. på konto 3617 "mindre anskaffelser". Denne trailer er ifølge de bilag repræsentanten har fremsendt imidlertid købt i 2011 og kan således ikke fratrækkes i regnskabet for 2013, hverken moms- eller skattemæssigt.

Af de øvrige beløb bogført på konto for købsmoms i 2013 og de tilsvarende driftsudgifter, er alene udgift til [virksomhed13] vedr. reparation af dør i værksted dokumenteret. Faktura­ beløbet udgør 10.012 kr. Moms af denne faktura udgør 2.503 kr.

Bogført, ikke dokumenteret købsmoms for 2013, udgør, hvis der ses bort fra traileren købt i 2011,

8.007 kr. Vi har skønsmæssigt godkendt købsmoms for 2013 med 7.092 kr. Vores skøn afviger så­ ledes ikke væsentligt fra det bogførte.

For 2013 har klagers repræsentant endvidere fremlagt en række udgiftsbilag vedrørende køb af bil­ reservedele. Disse udgifter er ikke bogført. Skattestyrelsen formoder derfor, at revisor ikke har anset udgifterne som vedrørende virksomhedens drift. Det fremgår således også af en af de fremlagte fakturaer, at den vedrører en hvidpladebil, Ford Galaxy, reg. nr. [reg.nr.1]. De fremlagte udgiftsbilag vedr. køb af bilreservedele i 2013 udgør i alt 3.298,80 kr. plus moms 824,70 kr.

Henset til den fremlagte bogføring og fremlagte bilag vedr. 2013 er det SkattestyreIsens opfattelse at det udøvede skøn over fradragsberettigede driftsudgifter og købsmoms for 2013 udgør et større beløb ende virksomheden har dokumenteret og derfor anses for rimelig.

For 2011 har repræsentanten fremlagt dokumentation for driftsudgifter på 43.463,44 kr. og købs­ moms på 8.973 kr. Vi har skønsmæssigt godkendt fradrag for driftsudgifter i 2011 på 77.609 kr. og fradrag for købsmoms på 19.402 kr. For 2011 har vi således godkendt et skønsmæssigt fradrag for driftsudgifter og købsmoms, der ligger væsentligt over de dokumenterede udgifter.

For 2012 har repræsentanten fremlagt dokumentation for driftsudgifter på 16.405,08 kr. og købs­ moms på 4.101 kr. Vi har skønsmæssigt godkendt fradrag for driftsudgifter i 2012 på 66.003 kr. og fradrag for købsmoms på 16.501 kr. For 2012 har vi således godkendt et skønsmæssigt fradrag for driftsudgifter og købsmoms, der ligger væsentligt over de dokumenterede udgifter.

Samlet set er det således vores opfattelse, at der ikke er grundlag for at skønsmæssigt ansætte yderligere fradrag for driftsudgifter og købsmoms for 2011, 2012 og 2013, når der henses til det fremlagte materiale og de mange kontanthævninger.

Ad 3.

Klager har anset sig selv som selvstændig erhvervsdrivende og udstedt fakturaer med deklareret moms.

Alene af den grund, at der er udstedt fakturaer med deklarerer moms, skal denne moms angives og betales til Skattestyrelsen, jf. momslovens§ 46, stk. 7, uanset om forholdet omkvalificeres.

Såfremt klager anses som lønmodtager i forhold til [virksomhed2] ApS vil der skulle ske beskatning hos klager, da der ikke er indeholdt skatter i de udbetalte beløb. Der vil, i den situation ikke kunne indrømmes fradrag for driftsudgifter.

Der gøres endvidere opmærksom på, at virksomheden igennem alle årene har haft andre kunder end [virksomhed2] ApS.

Opsummering

Efter Skattestyrelsens opfattelse giver bemærkningerne fra klagers repræsentant og det fremsendte materiale ikke grundlag for at ændre vores afgørelse i sagen.

...”

I forbindelse med, at klageren har anmodet om retsmøde, har Skattestyrelsen udtalt følgende:

”...

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse af sagen.

Forhøjelse af overskud af virksomhed

Klageren havde ikke fremlagt virksomhedens regnskab eller regnskabsmateriale under sagens behandling ved daværende SKAT (Nu Skattestyrelsen), ligesom klageren ikke har selvangivet overskud af virksomhed for indkomstårene 2011 og 2012 og alene selvangivet 89.650 kr. for indkomståret 2013.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, jf. § 3, stk. 4.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006) og bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006)

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM 2008.905 H.

Daværende SKAT (Nu Skattestyrelsen) har på grundlag af kontoudtogene og de indhentede fakturaer opgjort virksomhedens omsætning og salgsmoms for perioden 1. januar 2011 – 30. juni 2014.

Udgifter

Det har ikke været muligt ud fra kontoudtogene at opgøre virksomhedens udgifter. Daværende SKAT (Nu Skattestyrelsen) har, godkendt et skønsmæssigt fradrag for udgifter i virksomheden, ud fra en vurdering af, at der som udgangspunkt må være udgifter i forbindelse med virksomhedsdrift.

Fradrag for udgifter forudsætter som udgangspunkt, at det er dokumenteret, at de pågældende udgifter er afholdt, og da størrelsen på virksomhedens udgifter ikke var dokumenteret, kan der ikke godkendes fradrag for disse.

Den nu fremlagte dokumentation for fradragsberettigede udgifter, kan således ikke medføre et yderligere fradrag, idet udgifterne kan indeholdes i det skøn over fradrag, der allerede er indrømmet. Der anerkendes derfor ikke yderligere fradrag for udgifter i virksomheden.

...”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at klagerens overskud af virksomhed skal nedsættes til et lavere beløb. Subsidiært er der nedlagt påstand om, at klageren anses for at være lønmodtager og ikke selvstændig erhvervsdrivende i relation til [virksomhed2] ApS i indkomstårene 2011, 2012 og 2013. (indsæt klageren påstand/påstande i rækkefølge – eks. ”klageren har principalt nedlagt påstand om xxxx, subsidiært om at xxxx…)

Klageren har anført følgende:

” ...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at det af SKAT udøvede skøn over virksomhedens skatte- og afgiftsansættelse er behæftet med en række væsentlige fejl, idet der bl.a. ikke er taget behørigt hensyn til virksomhedens fradragsberettigede udgifter. Herudover har SKAT ikke udarbejdet privatforbrugsberegninger eller på anden måde sandsynliggjort, at [person1] har oppebåret ikke-selvangivet indkomst.

... ”

Repræsentanten er fremkommet med følgende yderligere bemærkninger:

” ...

[person1] har i perioden fra 2011-2014 udført arbejde for virksomheden [virksomhed2] ApS i [by2]

Virksomheden [virksomhed1] v/[person1] blev stiftet i 2006. Formålet med stiftelsen var, at [person1] i begrænset omfang kunne udføre arbejde, idet hans daværende helbredsmæssige tilstand ikke tillod ham at arbejde i nævneværdigt omfang.

I forbindelse med, at [person1] udførte arbejde for en kunde, mødte han (...), som ejer [virksomhed2] APS.

Da [person1] helbred på daværende tidspunkt var forbedret, og da han naturligvis gerne ville hjælpe, blev det aftalt, at [person1] via sin personlige virksomhed, [virksomhed1], skulle udføre arbejde for [virksomhed2] ApS.

Der blev i den forbindelse udstedt en række fakturaer. Kopi af fakturaer udstedt af virksomheden i perioden fra 2012-2014 fremlægges som bilag 2.

Herudover var [person1] ligeledes ansat i [virksomhed2] ApS i en periode i 2013. Som dokumentation herfor fremlægges som bilag 3 kopi af lønsedler vedrørende perioden fra juli – september samt december 2013.

Ansættelsen var begrundet i, at [virksomhed1] primært arbejdede for [virksomhed2] ApS samt, at [person1] ønskede at frigøre sig for omkostninger m.v. forbundet med driften af virksomheden.

[person1] har altid haft svært ved tal og har i stedet fokuseret på at arbejde m.v. Derfor fik han også hjælp af en revisor til at lave regnskab m.v. Kopi af regnskabet for 2013 fremlægges som bilag 4.

Det bemærkes, at der i regnskabet er medtaget driftsudgifter for kr. 89.224. Disse driftsudgifter har SKAT ikke taget højde for i afgørelsen af den 13. marts 2015.

• • • • • •

[person1] havde to konti i [finans1], én privatkonto med konto nr. [...11] og én firmakonto med konto nr. [...84].

På grund af manglende overblik var det imidlertid først i 2013, at [person1] begyndte at benytte firmakontoen. Indtil da var overførsler m.v. fejlagtigt sket til hans private konto.

Kopi af kontoudtog for begge bankkonti for perioden 2011-2014 fremlægges som bilag 5 og 6.

Nærmere om sagens opstart

Som det fremgår af SKATs afgørelse, er afgørelsen i sagen truffet på baggrund af en gennemgang af kontoudtogene. SKAT har således ved opgørelsen af salgsmomsen og overskuddet alene taget højde for indtægterne. Der er ydet et skønsmæssigt fradrag på 10 % for såvel overskud som moms.

I forbindelse med udarbejdelsen af nærværende indlæg har [person1] fundet en række udgiftsbilag, som relaterer sig til driften af virksomheden.

Kopi af bilagene fremlægges som bilag 7.

ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det i første række gældende, at det af SKAT udøvede skøn over virksomhedens omsætning og momstilsvar skal tilsidesættes, idet SKAT ikke har taget stilling til en række fradragsberettigede udgifter, ligesom det skønsmæssigt fastsatte momsfradrag på 10 % er åbenbart urimeligt.

Såfremt Landsskatteretten måtte finde, at SKATs skøn ikke kan tilsidesættes og erstattes, gøres det i anden række gældende, at [person1] reelt har været ansat som lønmodtager hos [virksomhed2] ApS i hele perioden, hvorfor han ikke kan anses for at være selvstændig erhvervsdrivende. Der skal herved navnlig henses til, at han i en periode i 2013 var ansat, og at karakteren af det udførte arbejde reelt har været det samme.

...

Retsgrundlaget – skønsmæssig ansættelse

Det fremgår af skattekontrollovens § 5, stk. 3, at SKAT er berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse, såfremt det selvangivne ikke udgør et behørigt grundlag for indkomstopgørelsen.

SKAT kan imidlertid alene gennemføre en skønsmæssig forhøjelse, såfremt der er basis for at tilsidesætte det selvangivne grundlag, samt såfremt det at SKAT udøvede skøn hviler på et fyldestgørende grundlag og ikke kan antages at være åbenbart urimeligt.

Af SKATs juridiske vejledning, afsnit A.B.5.3.3, fremgår følgende:

”Domstolspraksis igennem flere årtier viser, at SKAT skal opfylde to hovedkrav for at varsle og gennemføre en skønsmæssig ændring af den skattepligtiges indkomstansættelse:

SKAT skal konstatere og begrunde, at den skattepligtiges bogføring og regnskaber er mangelfuldt i en sådan grad, at det kan tilsidesættes som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst

SKAT skal påvise eller sandsynliggøre, at den skattepligtige har et større privatforbrug end det privatforbrug, som den skattepligtiges selvangivne indkomst smat evt. dokumenterede oplysninger om skattefrie indtægter og oplysninger om formue giver plads til.”

Domstolene har i en lang række sager vist, at man ikke er tilbageholdende med at tilsidesætte SKATs skønsmæssige afgørelser, såfremt skønnet ikke er udøvet på et korrekt grundlag, eller såfremt skønnet må antages at være åbenbart urimeligt.

Der kan således henvises til Vestre Landsrets dom, offentliggjort i TfS 1995.361.

Dommen vedrørte en indehaver af en restaurationsvirksomhed, der fandtes ikke at have opfyldt kravene til regnskabsgrundlaget som anført i mindstekravsbekendtgørelsen. Dette bl.a. fordi, der hverken dagligt eller jævnligt var foretaget egentlige kasseafstemninger eller sket bogføring af kassedifferencer.

Vestre Landsret fandt derfor, at SKAT havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af den pågældendes skattepligtige indkomst. Efter bevisførelsen kunne de af skattevæsenet valgte forudsætninger med hensyn til ølsalg dog ikke lægges til grund, og sagen hjemvises til fornyet behandling hos ligningsmyndighederne.

Herudover kan henvises til Østre Landsrets dom af den 3. september 1999, offentliggjort i TfS 1999, 724.

Sagen vedrørte et par, der i interessentskabsform drev en grøntforretning fra deres bopæl. Sagen drejede sig om lovligheden af skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser af det selvangivne overskud efter, at det var konstateret, at regnskabsmaterialet var mangelfuldt.

Skatteyderne havde for 1991 selvangivet et overskud på kr. 23.036, som skattemyndighederne skønsmæssigt forhøjede med kr. 276.964 til kr. 300.000, som fordeltes med 50 pct. Til hver. Landsretten fandt, at regnskabsgrundlaget var af en sådan karakter, at det ikke kunne lægges til grund for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Landsretten fandt imidlertid efter en konkret vurdering, at skatteydernes indkomster havde været væsentligt lavere end de skønsmæssigt fastsatte, og sagen hjemvistes til ligningsmyndigheden til fornyet behandling.

Endelig kan henvises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i SKM 2011.263.

Dommen vedrørte en køreskolelærer, der i indkomstårene 2003-2004 havde drevet erhvervsmæssig virksomhed som kørelærer. SKAT tilsidesatte skatteyders regnskabsgrundlag og foretog en skønsmæssige forhøjelse af hans skat og moms. Grundlaget for SKATs skøn var navnlig oplysninger indhentet fra politiet og køretekniske anlæg om, hvilke elever en trafikskole havde haft til teoretisk eller praktisk køreprøve eller på køreteknisk anlæg i perioden. SKAT lagde til grund, at skatteyder for disse elever havde modtaget den fulde lovpakkepris, som efter det oplyste udgjorde kr. 6.690. Landsretten tiltrådte, at skatteyders regnskabsgrundlag var tilsidesætteligt, da der ikke var ført et løbende kasseregnskab og jævnligt foretaget effektive kasseafstemninger, og at skattemyndighederne derfor havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af skatteyders skattepligtige indkomst og momstilsvar.

Skatteyder havde en række indsigelser mod det udøvede skøn, herunder at han i et vist omfang kørte timer for andre køreskoler uden at modtage betaling herfor, mod at han efter et antal timer overtog eleven og kunne forestå kørsel af ekstratimer mod betaling fra en af de andre køreskoler eller direkte fra eleverne. Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at skatteyder i betydeligt omfang indgik aftaler med køreskoler om at overtage en del af skolernes elever, således at han efter aftalerne skulle gennemføre de køretimer, som eleverne havde betalt for til de pågældende køreskoler ved købet af en lovpakke eller en anden pakke, og således at eleverne ikke for disse timer også skulle betale til skatteyder. Landsretten tilsidesatte derfor den af skattemyndighederne valgte forudsætning om at antage, at skatteyder for hver elev havde haft en indtægt på kr. 6.690 vedrørende de køretimer, som var omfattet af lovpakkerne, og hjemviste følgelig sagen til fornyet behandling hos SKAT.

• • • • • •

Af de nævnte domme kan for det første udledes, at domstolene ikke er tilbageholdende med at prøve, om grundlaget for det af SKAT udøvede skøn er korrekt. For det andet kan udledes, at selv i den situation, hvor der er grundlag for at tilsidesætte regnskabsgrundlaget, er dette ikke ensbetydende med, at der er grundlag for at gennemføre en forhøjelse af den selvangivne indkomst. Selvom regnskabet således ikke er udarbejdet i overensstemmelse med bogføringslovens regler m.v., kan det selvangivne resultat således godt være rigtigt.

Med andre ord stilles der krav om, at SKAT skal kunne dokumentere rigtigheden af det udøvede skøn, herunder de valgte forudsætninger for skønsudøvelsen.

I forhold til den konkrete sag bestrides det ikke, at [person1] ikke har medtaget samtlige indtægter modtaget fra [virksomhed2] ApS ved indkomstopgørelsen. Det bestrides imidlertid, at det af SKAT udøvede skøn over de fradragsberettigede udgifter er retvisende, idet SKAT bl.a. ikke har taget højde for de udgifter, som er medtaget i regnskaberne.

• • • • • •

Det følger af statsskattelovens § 4, at en person, der er skattepligtig til Danmark som udgangspunkt beskattes af samtlige indtægter:

”... bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.”

Statsskattelovens § 4 knæsætter således foruden globalindkomstprincippet og nettoindkomstprincippet tillige princippet om realiserede økonomiske fordele, derved at en skatteyder som altovervende udgangspunkt beskattes af samtlige de indtægter, der oppebæres, uanset arten heraf.

Princippet indebærer nærmere, at den skattepligtige skal have modtaget en økonomisk fordel, der har en objektiv omsætningsværdi.

Det er skattemyndighederne, der skal påvise, at skatteyder har modtaget en skattepligtig indtægt.

I det omfang skattemyndighederne kan dokumentere, at der er sket indsætninger på en konto tilhørende skatteyder, gælder der imidlertid efter fast praksis en formodning for, at indsætningerne har karakter af skattepligtige indtægter, jf. bl.a. SKM 2011.208.H og SKM 2011.775.H.

Det er herefter skatteyder, der i det konkrete tilfælde skal godtgøre, at indsætningerne er indkomstopgørelsen uvedkommende. Denne vurdering foretages på baggrund af de for sagen relevante faktiske oplysninger.
Som eksempel på, at skatteyder konkret har løftet bevisbyrden i tilsvarende situationer, kan bl.a. henvises til SKM 2014.254.Ø og TfS 2013.509.Ø. I begge tilfælde var der tale om større indsætninger på skatteyders bankkonto, og i begge tilfælde lykkedes det skatteyder at godtgøre, at der ikke var erhvervet ret til de pågældende beløb.

Den konkrete sag

I nærværende sag har [person1] drevet virksomheden [virksomhed1] og har i indkomstårene 2011-2014 oppebåret indtægter fra [virksomhed2].

Der er i forbindelse hermed udarbejdet årsrapport for virksomheden for indkomståret 2013, jf. bilag 4.

Heraf fremgår bl.a., at virksomheden har haft en omsætning på kr. 181.775 samt, at der har været driftsomkostninger på ca. kr. 90.000.

SKAT har imidlertid i afgørelsen forhøjet [person1] ud fra en betragtning om, at der alene kan imødekommes fradragsberettigede udgifter på skønsmæssigt 10 %.

Det gøres gældende, at det af SKAT udøvede skøn i den forbindelse skal tilsidesættes, idet skønnet ikke giver et retvisende billede af virksomhedens driftsomkostninger.

Til støtte herfor henvises bl.a. til dom fra Retten i [by3] af den 12. januar 2018. Dommen fremlægges som bilag 8.

Sagen vedrørte en skønsmæssig ansættelse, hvor SKAT havde baseret skønnet på en privatforbrugsopgørelse. Privatforbrugsopgørelsen var imidlertid alene baseret på oplysninger Fra Danmarks Statistik og havde således ikke taget hensyn til de konkrete forhold i sagen, herunder, at sagsøger var samlevende med sine forældre m.v.

Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling hos SKAT.

Sagen illustrerer, at SKAT ikke blot ved afgørelsen kan henholde sig til statistiske oplysninger, men skal forholde sig til sagens faktiske forhold.

Det er i nærværende sag dokumenteret, at [virksomhed1] i de pågældende indkomstår har afholdt en lang række erhvervsmæssige udgifter, både jf. den fremlagte årsrapport og i form af de fremlagte udgiftsbilag, jf. bilag 4 og 7.

Det gøres på den baggrund overordnet gældende, at det af SKAT udøvede skøn, hvorefter [virksomhed1] imødekommes et skønsmæssigt fradrag på 10 %, skal tilsidesættes.

Af årsrapporten for 2013 fremgår, at de samlede fradragsberettigede omkostninger i virksomheden udgjorde ca. 50 % af omsætningen. Det gøres i den forbindelse gældende, at et tilsvarende skønsmæssigt fradrag skal lægges til grund ved sagens behandling.

Der henvises ligeledes til Landsskatterettens afgørelse i j.nr. 14-2899736. I sagen var en skatteyder blevet forhøjet med kr. 1.466.165 vedrørende udeholdt omsætning i en håndværksvirksomhed.

Landsskatteretten nedsatte forhøjelsen til kr. 879.699 med henvisning til, at SKAT ikke havde ydet et tilstrækkeligt fradrag for de omkostninger, som skatteyder måtte have haft i forbindelse med virksomhedens drift.

Landsskatteretten imødekom herefter et fradrag på 40 % af omsætningen.

Afgørelsen understøtter således på tilsvarende vis, at SKAT skal foretage en realistisk skønsmæssig ansættelse. Det er således ligeledes åbenbart urimeligt, såfremt [virksomhed1] antages at kunne drive virksomhed uden et realistisk skøn over de fradragsberettigede omkostninger.

Kvalifikation af indkomsten

Såfremt Landsskatteretten ikke finder, at SKATs skøn skal tilsidesættes gøres det gældende, at [person1] reelt skal anses som lønmodtager i forhold til [virksomhed2] ApS, hvorfor de modtagne beløb skal antages for lønvederlag og ikke indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed.

Det er ubestridt, at [person1] har modtaget midlerne. Spørgsmålet er, hvorvidt beløbene kan karakteriseres som erhvervsindkomst fra en selvstændig virksomhed, eller om beløbene skal kvalificeres som lønvederlag fra [virksomhed2] ApS.

• • • • • •

Det fremgår hverken af kildeskatteloven, personskatteloven eller arbejdsmarkedsbidragsloven, på hvilken måde der skal foretages en afgrænsning af selvstændig erhvervsmæssig virksomhed over for lønmodtagere.

Af byrettens afgørelse SKM 202.652.BR fremgår det, at det af Højesterets praksis, herunder U.1996.1027.H, U.1997.1013.H, U.2002.1008.H, U.2009.2487.H og SKM.2012.652.H, at vurderingen af, om der er tale om personligt arbejde i tjenesteforhold eller en selvstændig erhvervsvirksomhed inden for skattelovgivningens område, skal foretages på baggrund af de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, afsnit 3.1.1.

I cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, afsnit 3.1.1, er der angivet retningslinjer til brug for afgrænsningen mellem selvstændig erhvervsvirksomhed og indkomstmodtagere, der står i et tjenesteforhold til en hvervgiver. Følgende fremgår bl.a. af cirkulærets afsnit 3.1.1.:

”Som lønmodtager anses den, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. I de fleste tilfælde er det ikke vanskeligt at afgøre, om der foreligger et tjenesteforhold, idet indkomstmodtageren udfører arbejdet efter arbejdsgiverens anvisninger og idet hele for dennes regning Omvendt kan man normalt uden vanskelighed afgøre, om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål af opnå overskud.”

Til brug for sondringen mellem selvstændig erhvervsvirksomhed og indkomstmodtagere, der står i et tjenesteforhold til en hvervgiver, kan der tillige henvises til Den juridiske vejledning, afsnit C.C.1.2.1, som i vidt omfang indeholder de samme betragtninger som angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, afsnit 3.1.1 Følgende fremgår bl.a. af Den juridiske vejledning:

”Selvstændig

Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det formål at opnå et overskud.

Det er en forudsætning, at

Det er uden betydning, om den skattepligtige har indkomst som lønmodtager ved siden af sin virksomhed.

Lønmodtager

Som lønmodtager anses den, der modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold. En lønmodtager er desuden kendetegnet ved at udføre arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og den dennes regning og risiko. Se afsnit C.A.3.1.1, hvor der står mere om lønmodtagere og lønindkomst.

Når der skal afgrænses

I de fleste tilfælde er det ikke vanskeligt at afgør, om der foreligger et tjenesteforhold, fordi indkomstmodtageren udfører arbejdet efter arbejdsgiverens anvisninger og helt for dennes regning.

Der kan dog i praksis være tilfælde, hvor det er vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til hvervgiveren eller er selvstændigt erhvervsdrivende.

I tvivlstilfælde må afgørelsen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af en række momenter i forholdet mellem den, der udfører arbejdet, og den, arbejdet udføres for.

Ved bedømmelsen skal der lægges vægt på, om der i vederlaget i væsentligt omfang indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelser. Se nedenfor om erhvervsmæssige omkostninger.”

Herudover angiver cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven i afsnit 3.1.1, at den pågældende skattemyndighed skal tage selvstændigt stilling til spørgsmålet, uanset om spørgsmålet eventuelt har været behandlet af en anden skattemyndighed. Landsskatteretten er således forpligtet til at foretage en selvstændig vurdering af, hvorvidt der er tale om en selvstændig erhvervsvirksomhed eller en lønmodtager, hvilket bl.a. kan ske ud fra nedenstående kriterier.

”Kriterier, der taler for tjenesteforhold

Ved vurdering af, om der er tale om tjenesteforhold, kan der lægges vægt på, i hvilket omfang,

Kriterier, der taler for selvstændig erhvervsvirksomhed

Ved vurderingen af, om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der lægges vægt på, hvorvidt

Det er ligeledes præciseret, både i cirkulæret og den juridiske vejledning, at ingen af de ovennævnte kriterier i sig selv er afgørende for vurderingen af, om der er tale om et tjenesteforhold eller en selvstændig erhvervsvirksomhed, idet der i hver enkelt sag skal foretages en samlet konkret vurdering. Det er desuden angivet, at kriterierne ikke har lige stor betydning i alle situationer, da det i praksis kan forholde sig sådan, at visse sider af forholdet mellem hvervgiver og indkomstmodtager taler for, at der er tale om et tjenesteforhold, mens andre sider taler for, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. I alle tilfælde vil afgørelsen afhænge af en samlet konkret vurdering.

Det er videre angivet, at det i princippet er forholdet mellem indkomstmodtageren og den enkelte hvervgiver, der skal bedømmes. Såfremt der er flere hvervgivere, kan indkomstmodtageren godt modtage indkomst som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende samtidig, idet det er det enkelte forhold, der skal bedømmes individuelt. Det er dog præciseret, at der ved bedømmelsen af det enkelte forhold kan lægges vægt på, om indkomstmodtageren i øvrigt er etableret som selvstændig inden for sit erhverv.

Den konkrete sag

Såfremt Skatteankestyrelsen måtte finde, at SKATs skøn ikke skal tilsidesættes, gøres det gældende, at [person1] skal anses for at være arbejdstager i relation til [virksomhed2] ApS, således at et modtagne bruttobeløb i stedet må anses for at være lønindkomst for [virksomhed2] ApS.

Til støtte herfor gøres navnlig gældende, at [person1] næsten udelukkende har udført arbejde for [virksomhed2] ApS i hele den omtvistede periode.

Virksomheden har således reelt kun haft én hvervgiver, hvilket peger i retning af, at [person1] skal anses for lønmodtager.

Samme forhold medfører, at [person1] ikke kan anses for at have haft nogen selvstændig økonomisk risiko, da hans indkomst reelt kom fra samme hvervgiver.

Endelig understøtter det forhold, at [person1] rent faktisk blev ansat af [virksomhed2] ApS i 2013, ligeledes af det forhold, at der reelt var tale om et ansættelsesforhold mellem parterne.

... ”

På mødet mellem klagerens repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler anførte repræsentanten, at der efter hans opfattelse ikke var grundlag for at nedsætte skønnet til 0 kr., men at klageren havde afholdt udgifter, som ikke var medtaget i SKATs opgørelse. I overensstemmelse med sit tidligere indlæg anførte repræsentanten derudover, at klageren skulle anses for at være lønmodtager og ikke selvstændig erhvervsdrivende. Repræsentanten forklarede yderligere, at udgifterne vedrørende reservedele muligvis vedrørte reparationer på klagerens maskintrailer.

Repræsentanten er fremkommet med følgende yderligere bemærkninger:

” ...

Som bilag 10 og 11 fremlægges kopi af lønseddel samt skrivelse fra [person3] fra [virksomhed2] ApS. Som det fremgår af påskriften i hånden, var årsagen til de mange timer i juli, at der var timer med for juni måned, som ikke var afregnet, da [person1] ikke havde afleveret sit skattekort til tiden.

Herudover kan det oplyses, at [person1] udførte nedbrydningsarbejde for [virksomhed2] ApS på forskellige pladser rundt omkring i [by4]området og på Sjælland og ligeledes fungerede som arbejdsmand i forbindelse med bl.a. jernbanearbejde for [virksomhed2] ApS.

For så vidt angår [virksomhed3] og [...] bemærkes, at disse indsætninger vedrører udlejning af en minigraver. En del af de fremlagte fakturaer vedrører ligeledes vedligeholdelse m.v. af denne minigraver. Herudover er det korrekt, at [person1] sideløbende med sit arbejde for [virksomhed2] forsøgte sig med en mindre virksomhed, hvori han istandsatte biler m.v. En del af de fremlagte fakturaer relaterer sig således til denne virksomhed, ligesom der på kontoudtoget kan findes indsætninger relateret til denne virksomhed.

... ”

Repræsentanten er fremkommet med følgende bemærkninger til fremsendt sagsfremstilling:

”...

For så vidt angår spørgsmålet om fradragsberettigede udgifter bemærkes, at Skattestyrelsen i udtalelsen selv har anerkendt, at den bogførte dokumenterede købsmoms overstiger skønnet med mindst kr. 1.000. Til trods herfor har Skatteankestyrelsen fastholdt, at skønnet er korrekt. Det bemærkes i den forbindelse, at en skønsmæssig ansættelse alene er relevant, såfremt der ikke foreligger dokumentation. Det giver således ikke mening at tale om en skønsusikkerhed, når der ikke længere er tale om et skøn, hvorfor der naturligvis skal ske nedsættelse – som minimum i overensstemmelse med de fremlagte bilag. Det har i øvrigt ingen betydning, hvornår [person1] har fremlagt de omtvistede bilag.

...”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Skatteforvaltningen kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, jf. § 3, stk. 4.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006) og bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006)

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM 2008.905 H.

Det følger af Højesterets afgørelse i dommen TfS 1996, 449 H, at vurderingen af, om en indkomstmodtager skal anses for lønmodtager i et tjenesteforhold eller som selvstændig erhvervsdrivende, foretages på baggrund af kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskattelovens punkt 3.1.1.1 og 3.1.1.2.

Det følger af cirkulærets punkt 3.1.1.1, at der ved vurderingen af, om der er tale om tjenesteforhold, kan lægges vægt på, hvorvidt:

Det følger af cirkulærets punkt 3.1.1.2, at der ved vurderingen af, om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, kan lægges vægt på, hvorvidt:

Ifølge cirkulærets punkt 3.1.1.3 skal vurderingen af, om en indkomstmodtager skal anses som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, foretages for hver særskilt hvervgiver. Der kan dog lægges vægt på, om indkomstmodtageren i øvrigt er etableret som selvstændig inden for sit erhverv.

Klageren har udstedt fakturaer fra virksomheden til [virksomhed2] ApS i de pågældende indkomstår og er fortsat med at udskrive fakturaer i det efterfølgende indkomstår, herunder også i perioden 1. juli – 31. december 2013. Klageren har ligeledes udstedt fakturaer i perioden 1. juli – 31. december 2013, hvor klageren ifølge repræsentant skulle være ansat ved [virksomhed2] ApS. Derudover er der på de udstedte fakturaer beregnet moms af omsætning.

Det anses ud fra dette ikke for dokumenteret, at klageren ikke skal anses for selvstændigt erhvervsdrivende i de pågældende indkomstår. Der er lagt vægt på, at ikke foreligger en ansættelseskontrakt for det anførte ansættelsesforhold, desuagtet at der er indberettet A-indkomst for perioden 1. juli – 31. december 2013. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremlagte ansættelsesbevis er dateret i 2015 og derfor ikke kan lægges til grund som dokumentation for et ansættelsesforhold i 2013.

Uanset den oppebårne lønindkomst, er det derfor Landsskatterettens opfattelse, at klageren har drevet uafbrudt selvstændig erhvervsvirksomhed i alle de påklagede indkomstår, og at der derfor ikke ud fra en betragtning om, at der forelå et ansættelsesforhold, er grundlag for at nedsætte overskuddet af erhvervsmæssig virksomhed.

Klagerens repræsentant har i forbindelse med klagesagen fremlagt et regnskab vedrørende indkomståret 2013 for virksomheden. Det er ikke muligt at afstemme omsætningen i regnskabet med indsætningerne på klagerens bankkonti, og der foreligger ikke kontospecifikation eller underbilag til regnskabet i øvrigt. Det er på det grundlag rettens opfattelse, at det fremlagte regnskab ikke kan danne grundlag for opgørelsen af klagerens overskud af virksomhed.

Klageren havde ikke fremlagt virksomhedens regnskab eller regnskabsmateriale under sagens behandling ved SKAT, ligesom klageren ikke har selvangivet overskud af virksomhed for indkomstårene 2011 og 2012 og alene selvangivet 89.650 kr. for indkomståret 2013.

SKAT har godkendt et skønsmæssigt fradrag for udgifter i virksomheden, ud fra en vurdering af, at der som udgangspunkt må være udgifter i forbindelse med virksomhedsdrift.

Fradrag for udgifter forudsætter som udgangspunkt, at det er dokumenteret, at de pågældende udgifter er afholdt, og da størrelsen på virksomhedens udgifter ikke var dokumenteret, er det Landsskatterettens opfattelse, at SKAT var berettiget til at ansætte klagerens fradrag for udgifter skønsmæssigt.

Repræsentanten har til støtte for sin påstand om, at klageren skal ydes et yderligere fradrag, fremlagt en udskrift af dombogen fra Retten i [by3] vedrørende dom af 12. januar 2018 i sagsnr. BS 3H-865/2016 og har i sit indlæg henvist til Landsskatterettens afgørelse j.nr. 14-2899736. Retten finder ikke, at omstændighederne i de ovenfor anførte afgørelser er sammenlignelige med den nærværende klagesag.

Retten har lagt vægt på, at byrettens dom vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt SKAT skønsmæssigt kunne ansætte sagsøgerens privatforbrug alene på baggrund af Danmarks Statistik uden at tage hensyn til sagens faktiske omstændigheder. For så vidt angår Landsskatterettens afgørelse j.nr. 14-2899736 så fastslog Landsskatteretten, at der skulle ydes et skønsmæssigt ansat fradrag for udgifter svarende til 40 % af den pågældende forhøjelse af overskud af virksomhed foretaget af SKAT, fordi SKAT havde opgjort virksomhedens resultat uden at indrømme klageren fradrag for udgifter.

Det er rettens opfattelse, at der ikke er grundlag for at ændre det af SKAT foretagne skøn over virksomhedens udgifter.

Repræsentanten har fremlagt en række fakturaer til støtte for at sin påstand om, at der skal anerkendes yderligere fradrag for virksomheden. Fakturaerne ses at være blevet betalt, men det bemærkes i den forbindelse, at klageren har fået et skønsmæssigt fradrag for udgifter i forbindelse med virksomhedsdriften. Det skønsmæssigt fradrag er givet som et samlet fradrag i mangel af dokumentation for de enkelte og konkret afholdte udgifter i virksomheden. Den nu fremlagte dokumentation for fradragsberettigede udgifter, kan således ikke medføre et yderligere fradrag, idet udgifterne kan indeholdes i det skøn over fradrag, der allerede er indrømmet. Der anerkendes derfor ikke yderligere fradrag for udgifter i virksomheden.

På baggrund af ovenstående stadfæster Landsskatteretten SKATs afgørelse.