Kendelse af 23-01-2018 - indlagt i TaxCons database den 02-03-2018

Faktiske oplysninger

Klageren er hovedaktionær i selskabet [virksomhed1] A/S (herefter selskabet).

Selskabet er moderselskab til [virksomhed2] A/S (herefter datterselskabet).

Det er oplyst, at selskabet har en ejendomsportefølje på ca. 118 lejemål i [by1] og omegn. Koncernens erhvervsvirksomhed består i at administrere ejendommene, hvilket bl.a. indebærer viceværtservice, assistance ved ind- og udflytning, møder med potentielle lejere, banker, realkreditinstitutter og deslige.

Klageren er ansat i datterselskabet.

Selskabet og datterselskabet har adresse i ejendommen [adresse1], [by1].

Klageren har også bopæl på [adresse1], [by1].

Det er oplyst, at selskabet købte tre firmabiler i indkomståret 2012. En VW Caddy med reg.nr: [reg.nr.1], en VW Golf Plus med reg.nr: [reg.nr.2] og en VW Caravelle med reg.nr. [reg.nr.3].

VW Caddy’en var registreret til blandet privat/erhverv. VW Golf Plus’en var registreret til privat personkørsel. VW Caravelle’n var registreret til privat personkørsel.

Det er oplyst, at firmabilerne holder parkeret på [adresse1], [by1].

Klageren har ved skriftlig erklæring fraskrevet sig rådigheden over bilerne:

”Aftale om erhvervsmæssig anvendelse af firmabil (Fraskrivelseserklæring)

Der er mellem [virksomhed2] A/S og den underskrevne aktionær/ medarbejder indgået følgende aftale om benyttelse af de i moderselskabet [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] A/S til en hver tid værende indregistrerede biler på såvel gule som hvide nummerplader. Registrerings numrene vil til enhver tid findes i firmaernes registrerings mappe.

Bilerne må udelukkende anvendes til lovlig erhvervsmæssig kørsel for arbejdsgiveren jf. ligningslovens§ 9B. Der må i bilen ikke transporteres personer der ikke har tilknytning til selskabets erhvervsmæssige brug. Privat kørsel i bilerne er ikke tilladt. Kørsel mellem hjem og arbejdsplads, må dog finde sted i forbindelse med vagtordninger. Hvis bilerne anvendes mellem hjem og arbejdsplads, påhviler det medarbejderen at drage omsorg for,at det kun sker således at, bestemmelserne i ligningslovens § 9B om erhvervsmæssig kørsel overholdes. Det må påregnes at arbejdsgiveren i et vist omfang laver kontrol på ovenstående.”

Klageren har ikke ført kørebog for de i sagen omhandlede køretøjer.

VW Caddy’en blev solgt til datterselskabet den 29. januar 2013. VW Golf Plus’en blev solgt til klagerens hustru den 16. april 2013. VW Caravelle’n blev solgt til klageren den 16. april 2013.

Det er oplyst, at klageren ejer en BMW X5, en VW Golf, en VW Fox og en autocamper af mærket Fiat Ducato. Endvidere er det oplyst, at klageren ejer en Seat Altea, som står permanent parkeret i Portugal.

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet klageren af fri bil, VW Caddy, VW Golf Plus, VW Caravelle med 58.074 kr. for 2012 og 52.684 kr. for 2013.

SKAT har begrundet ansættelsen således:

Det er SKATs opfattelse, at hvis en ansat eller anden med bestemmende indflydelse over et selskab, har rådighed over selskabets bil og denne er indregistreret til privat kørsel eller som blandet erhvervsmæssig og privat personkørsel, skal vedkommende beskattes af værdi af fri bil.

Selskabets revisor anfører, at det ikke kan accepteres at selskabets 3 biler af SKAT anses for frie biler der beskattes hos selskabet aktionærer. Det anføres videre, at der ved vurdering af om der er fri bil til rådighed, skal henses til hvilke biler familien i øvrigt råder over, samt hvilket kørselsbehov man har haft i den periode selskabet har ejet de pågældende biler.

SKAT er af den opfattelse, at værdi af fri bil skal vurderes og opgøres efter Ligningsloven § 16, stk. 4. Det fremgår af denne paragraf, at det er den blotte rådighed over bilen der beskattes.

Der er i denne paragraf ikke nævnt noget om den faktiske anvendelse af bilen eller at beskatning skal ske i forhold til, hvilke biler aktionærerne ejer derudover.

En ansat kan dog over for SKAT sandsynliggøre at bilen ikke har været til rådighed og dermed undgå beskatning. Dette kan for eksempel gøres ved at der foreligger en skriftlig aftale mellem

personen og virksomheden, om at bilen ikke er til rådighed for privat brug eller ved at føre et fyldestgørende kørselsregnskab.

For hovedaktionærer gælder dog en skærpet formodningsregel, idet der er tale om interesseforbundne parter. En hovedaktionær skal derfor overfor SKAT, sandsynliggøre at han/hun er afskåret fra at bruge en bil privat. Dette kræver, som hovedregel et nøjagtigt ført kørselsregnskab og eventuelt en skriftlig aftale med virksomheden om, at bilen ikke må bruges privat. Det kan også gøres ved, at indregistrere bilen til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse.

SKATs opfattelse heraf, underbygges yderligere af afgørelsen SKM2014.378.BR,

SKM2011.578.BR og af TfS 2000.494:VL der beskrives sådan:

SKM 2014.378.BR Sagsøgeren var direktør og hovedanpartshaver i et selskab, der ejede en firmabil på hvide plader, som efter arbejdstids ophør var parkeret på selskabets og skatteyderens fælles adresse. Selskabet havde ikke ført kørebog. Sagsøgeren gjorde gældende, at bilen ikke havde stået til privat benyttelse. Sagsøgeren henviste bl.a. til, at der var fremlagt fraskrivelseserklæringer vedrørende bilen, at sagsøgeren og dennes ægtefælle rådede over andre biler samt at bilen i den overvejende del af ejertiden havde været på værksted grundet en fejl i bilens informationsenhed... Retten lagde vægt på, at der i en oversigt over tankninger, som var udarbejdet af sagsøgerens revisor som dokumentation for bilens faktiske benyttelse, var en række uoverensstemmelser mellem oversigten og det i øvrigt oplyste om bilens anvendelse og ophold på værksted. Der forelå på denne baggrund en sådan usikkerhed omkring bilens benyttelse, at sagsøgeren - uanset oplysninger om problemerne med bilens informationssystem - ikke havde afkræftet formodningen om, at bilen havde stået til rådighed for privat benyttelse.

SKM2011.578.BR. Sagsøgeren var hovedanpartshaver og direktør i arbejdsgiverselskabet og havde i forvejen rådighed over fri bil, ligesom han ejede flere private køretøjer.

Sagsøgeren fik ikke medhold i, at han var skattefri efter ligningslovens § 16, stk. 4, af en af selskabet ejet luksusvarebil, fordi bilen ifølge sagsøgeren fejlagtigt var registreret til blandet benyttelse. Under de foreliggende omstændigheder påhvilede det ham at føre bevis for, at bilen ikke havde været benyttet privat. Der kunne i den forbindelse ikke lægges vægt på et kørselsregnskab, som først blev fremlagt under sagens behandling ved byretten, og som endvidere var mangelfuldt, ligesom der heller ikke blev lagt vægt på, at han ejede flere andre køretøjer.

Videre fik sagsøgeren ikke medhold i sit subsidiære synspunkt om, at han alene skulle beskattes af den dyreste af de to firmabiler.

TfS 2000.494:VL, hvor en hovedaktionær ikke havde godtgjort, at han i ikke havde rådighed over/benyttede selskabet biler til private formål, hvorfor han skulle beskattes heraf. Der var i denne sag ikke ført kørebog, selskab og hovedaktionær havde samme adresse og det var ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at han ikke benyttede selskabernes biler til privat kørsel, til trods for, at det er beskrevet, hvad bilen er brugt til, gennem en beskrivelse af selskabets daglige rutiner, samt omfanget af den private kørsel i øvrigt.

Yderligere underbygges SKATs opfattelse af følgende:

Juridisk vejledning afsnit C.A.5.14.1.13, Hvor det er anført, at ” LL § 16, stk. 4, gælder for hver enkelt bil, der stilles til rådighed for den ansatte til privat brug. Det vil sige, at der ikke gives mængderabat.”

Der er kun i et enkelt tilfælde godkendt, at der ikke sker beskatning af flere biler, nemlig i SKM2002.255.LR, hvor Ligningsrådet i en konkret og særlig situation har godkendt at en direktør kun råder over én bil ad gangen og derfor kun beskattes med værdi af fri bil, af den dyreste bil, som han har til rådighed. Her blev der lagt vægt på, at direktøren kun anvendte en anden bil, når ”hans” fri bil blev anvendt erhvervsmæssigt af en af virksomhedens øvrige ansatte.

Værdi af fri bil beskattes som A-indkomst, jf. Kildeskatteloven § 43 og værdi af fri bil er Arbejdsmarkedsbidragspligtig, jf. Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1 & 2.

[virksomhed1] A/S har i indkomståret 2012 og dele af 2013 været ejer af alle de tre nævnte biler og

disse anses at have været til rådighed for selskabets hovedaktionærer, hvilket begrundes med, at

bilerne er VW Golf Plus og VW Caravelle begge er indregistreret til privat personkørsel, samt at VW Caddy er registreret til blandet erhvervsmæssig og privat personkørsel. Bilernes indregistrering åbner derfor mulighed for privat anvendelse. Herudover har selskabet og dets aktionærer samme adresse, nemlig [adresse1]. Bilerne anses at være parkeret på den fælles adresse, når de ikke anvendes, da det er her medarbejderne møder ind og deres kørsel udgår fra. Herudover anses det ikke at være afkræftet, at bilerne har stået til rådighed, hvilket kunne have været opnået ved et korrekt ført kørselsregnskab. Sidst skal nævnes, at det er den blotte rådighed over bilerne der bevirker en beskatning af værdi af fri bil.

Der skal ske beskatning af rådigheden over alle tre biler, under henvisning til Juridisk vejledning afsnit C.A.5.14.1.13, Hvor det anføres:

” LL § 16, stk. 4, gælder for hver enkelt bil, der stilles til rådighed for den ansatte til privat brug. Det vil sige, at der ikke gives mængderabat.”

SKAT har udtalt følgende om klagen:

”Af klagen til Skatteankestyrelsen fremgår det, at der er udarbejdet en fraskrivelseserklæring underskrevet om [person1]- bilag 8.

Dette har ikke tidligere været nævnt i sagen.

Det er i redegørelse fra revisor af den 3. november 2014 nævnt, at de medarbejdere, der regelmæssigt benytter selskabets biler erhvervsmæssigt, har underskrevet en fraskrivelseserklæring om anvendelse af bilerne, og her er ikke nævnt, at også skatteyder og ægtefælle har lavet en fraskrivelseserklæring.

SKAT finder imidlertid ikke, at de fremlagte oplysninger ændrer på, at der skal ske rådighedsbeskatning af bil til rådighed, når der henses til, at der ikke er ført kørselsregnskab og selskabet og aktionær har samme adresse.

Vedr. VW Caravelle med reg. nr. [reg.nr.3] oplyses, at bilen af ukendte årsager er indregistreret som en VW Caravelle, men at bilen reelt er en varebil af mærket VW Transporter (bilag 6).

SKAT har ikke supplerende bemærkninger til denne oplysning, men finder, at der skal ske rådighedsbeskatning af bil til rådighed, når der henses til, at der ikke er ført kørselsregnskab og der er betalt privatbenyttelsesafgift på bilen.”

SKAT har udtalt følgende til brug for retsmødet:

”I klagesagen vedrørende ovennævnte har Skatteankestyrelsen, den 17. maj 2017, bedt om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.

Sagen omhandler beskatning af rådighed over fri bil, og SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse med følgende bemærkninger.

SKAT anser fortsat klager for at være skattepligtig, i indkomstårene 2012 og 2013, af rådigheden over de 3 følgende biler – VW Caddy, VW Golf Plus, VW Caravelle.

Bilerne er ejet af selskabet, [virksomhed1] A/S, hvori klager er hovedaktionær, og bilerne er alle indregistreret til privat personkørsel (dog blandet erhverv/privat vedr. bilen - VW Caddy).

Idét klager har bopæl på samme adresse, som selskabet er beliggende (og hvor bilerne holder parkeret) gælder en skærpet formodningsregel, der kan afkræftes, hvis klager kan sandsynliggøre at være afskåret fra privat råderet over bilen som følge af et dokumenteret kørselsregnskab samt en evt. fraskrivelseserklæring.

Efter en samlet vurdering finder SKAT ikke, at klager har løftet sin bevisbyrde.

Der foreligger intet kørselsregnskab, hvilket efter praksis er påkrævet. Desuden anses alene en fraskrivelseserklæring ikke som tilstrækkelig dokumentation for, at en rådighedsafskæring er effektivt opretholdt.

Som følge heraf anses klager fortsat for at råde over firmabilerne til privat benyttelse, og klager er dermed skattepligtig af bilernes rådighedsværdi i medfør af Ligningslovens § 16, stk. 1 og 4.

Beskatningen sker i klages skattepligtige indkomst, jf. Ligningslovens § 16 A, stk. 5.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at ansættelserne skal nedsættes med de foretagne forhøjelser.

Til støtte for påstanden har repræsentanten anført følgende:

”[...]Koncernens medarbejdere møder ind på adressen i [adresse1], og medarbejderne anvender koncernen biler, der holder parkeret i garagen på adressen, til varetagelse af arbejdsopgaver, herunder servicering af lejere ved ind- og udflytning, viceværtservice, møder med potentielle lejere og i øvrigt sædvanligt forekommende aktiviteter ved møder med bank, realkreditinstitutter, advokat og revisor m.fl.

Koncernens aktiviteter forudsætter således en høj grad af fleksibilitet og mobilitet. Det hænder bl.a., at man med kort varsel bliver kaldt ud til uopsættelige forhold ved de udlejede ejendomme. Der er derfor behov for at råde over flere biler til brug for koncernens erhvervsmæssige kørsel.

Til illustration kan det oplyses, at viceværten bl.a. anvender koncernens biler i forbindelse med kørsel til koncernens ejendomme i forbindelse med snerydning, trappevask, fremvisning af lejligheder, syn af lejligheder, månedlig kontrol og aflæsning af diverse målere samt afhentning af materialer, hårde hvidevarer m.v. til vedligeholdelse af lejemålene.

Tilsvarende anvender koncernens øvrige medarbejdere bilerne, når der er behov for erhvervsmæssig kørsel for koncernen.

Direktør [person1] anvender de omhandlede biler til kørsel i forbindelse med varetagelse af sædvanlige arbejdsopgaver, herunder deltagelse i møder og forhandlinger med nuværende og potentielle lejere, samt møder og forhandlinger med ejendomsmæglere, ejendomsudviklere og medinvestorer om eventuelle investeringer i nye ejendomme.

[person2] anvender de omhandlede biler i fornødent omfang i forbindelse med varetagelse af udadvendte opgaver for virksomheden.

Det skal understreges, at de omhandlede biler alene er anvendt i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel for koncernen.

Det kan i den forbindelse oplyses, at de medarbejdere i koncernen, der regelmæssigt anvender de omhandlede biler, har underskrevet fraskrivelseserklæringer om anvendelsen af bilerne. Der er ikke ført kørebøger for koncernens biler, da al kørsel i bilerne som anført er erhvervsmæssig.

Som sagens bilag 8 fremlægges fraskrivelseserklæring underskrevet af [person1], og

som sagens bilag 9 fremlægges fraskrivelseserklæring underskrevet af [person2].

I den i sagen omhandlede periode har koncernen – foruden de omhandlede VW Caddy, VW Golf Plus og VW Caravelle – rådet over en varevogn afmærket VW Transporter med reg.nr. [reg.nr.4].

Som sagens bilag 10 fremlægges oversigt over de af koncernen henholdsvis [person1] og [person2] ejede biler i den i sagen omhandlede periode.

Af denne oversigt fremgår, at koncernen i hele perioden har rådet over mindst to biler til opfyldelse af koncernens erhvervsmæssige kørselsbehov. Der henvises til de i sagen omhandlede VW Caddy med reg.nr. [reg.nr.1] og VW Transporter med reg.nr. [reg.nr.4]. Idet den i sagen omhandlede VW Caravelle med reg.nr. [reg.nr.3] også er anvendt erhvervsmæssigt efter [person1]s køb af bilen, har koncernen reelt haft tre biler til rådighed for koncernens erhvervsmæssige kørsel.

Ægteparrets kørselsbehov

Ægteparret har i den i sagen omhandlede periode haft rådighed over en række private biler.

Således har ægteparret i hele den i sagen omhandlede periode ejet en BMW X5 med reg.nr. [reg.nr.5], der er indregistreret på hvide plader.

Indtil den 7. december 2012 har ægteparret ejet en VW Fox med reg.nr. [reg.nr.6].

Indtil den 16. april 2013 har ægteparret endvidere ejet en VW Golf med reg.nr. [reg.nr.7]. Fra den16. april 2013 blev denne bil udskiftet med den i sagen omhandlede VW Golf Plus med reg.nr. [reg.nr.2].

Endvidere har ægteparret i den omhandlede periode ejet en autocamper af modellen Fiat Ducato med reg.nr. [reg.nr.8].

Endelig ejer ægteparret en Seat Altea, der er indregistreret i Portugal og befinder sig ved ægteparrets feriebolig i Portugal.

De ovenfor anførte biler har i 2013 sammenlagt kørt ca. 24.000 km i alt inklusiv feriekørsel i Portugal.

Idet [person1] og [person2] bebor 2. sal på adressen [adresse1],og virksomheden som bekendt bebor stueplanen i samme ejendom, har ægteparret ikke behov for at befordre sig mellem hjem og arbejde.

Ægteparret har tre voksne børn, der i den i sagen omhandlede periode ikke var hjemmeboende. Børnene har egne biler og har således ikke behov for at låne biler af ægteparret.

Det bemærkes, at [person1] og [person2] ikke ejer en fritids- eller feriebolig i Danmark. Ægteparret har en feriebolig i Portugal, hvor de tilbringer mindst otte uger om året. Det bemærkes endvidere, at ægteparret ikke kører til Portugal, da parret flyver hertil ved afholdelse af ferier.

Sammenfattende var ægteparrets private kørselsbehov derfor rigeligt dækket ind med de ovenfor anførte private køretøjer. Ægteparret rådede således hver især over en privat bil. Derudover har ægteparret rådet over en privat autocamper samt en privat bil i Portugal.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at de i sagen omhandlede VW Caddy, VW Golf og VW Caravelle ikke er af samme klasse, som ægteparrets egne private biler. Ægteparret har således ikke fået stillet eksklusive biler til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, mens ægteparret selv har kørt privat i mindre og billigere biler. [...]

ANBRINGENDER:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte [person1] af værdi af fri bil i henhold til bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, idet [person1] ikke har haft rådighed over de i sagen omhandlede VW Caddy med reg.nr. [reg.nr.1], VW Golf Plus med reg.nr. [reg.nr.2] og VW Caravelle med reg.nr. [reg.nr.3] til privat kørsel.

Vi vil nedenfor uddybe ovennævnte anbringende.

Det følger af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, at hvis en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed for en ansat for dennes private benyttelse, skal den ansatte beskattes af værdi af fri bil efter de gældende procentsatser i bestemmelsen.

Omvendt følger det af samme bestemmelse, at anvendes den pågældende bil ikke til privat kørsel, eksempelvis fordi bilen alene anvendes til erhvervsmæssig kørsel, skal den ansatte ikke beskattes af værdi af fri bil efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4.

Det er korrekt, at der igennem årene har udviklet sig en praksis, hvorefter der foreligger en formodning for, at en bil står til rådighed for privat benyttelse, såfremt den ansatte er hovedaktionær eller hovedanpartshaver i den virksomhed, som stiller bilen til rådighed, og såfremt bilen står parkeret foran den ansattes bopæl uden for normal arbejdstid.

Det er særdeles væsentligt at holde sig for øje, at ovennævnte formodningsregel netop alene er en formodningsregel, som efter fast og righoldig praksis konkret kan afkræftes. Det følger således af fast praksis, at der i hver enkelt sag skal foretages en konkret vurdering af, om en bil de facto har stået til rådighed for privat anvendelse.

Den ovenfor omtalte formodningsregel kan bl.a. afkræftes, såfremt det er muligt at fremlægge et løbende ført kørselsregnskab, der udelukkende udviser erhvervsmæssig kørsel, samt ved fremlæggelse af en såkaldt fraskrivelseserklæring, hvor den ansatte har fraskrevet sig adgang til at anvende bilen til private formål.

I forlængelse heraf er det imidlertid væsentligt at henlede opmærksomheden på, at det følger af en efterhånden righoldig praksis fra såvel Landsskatteretten som domstolene, at formodningsreglen kan afkræftes konkret, også uden fremlæggelse af såvel et ført kørselsregnskab eller en udfærdiget fraskrivelseserklæring.

Til støtte for den ovenfor omtalte praksis henvises der for det første til Vestre Landsrets dom offentliggjort i TfS 2002.439, hvoraf følgende fremgår af landsrettens præmisser:

"Den omstændighed, at varevognen, når den ikke var i brug, stod parkeret ved sagsøgerens bopæl, kan ikke tillægges særskilt betydning, idet bopælen som en landbrugsejendom samtidig er arbejdsplads."

Uanset bilen holdt parkeret ved skatteyderens bopæl, når den ikke var i brug, og uanset at der ikke var fremlagt et kørselsregnskab, ej heller et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab, så fandt landsretten, at skatteyderen ikke skulle beskattes af værdi af fri bil.

Der henvises endvidere til Østre Landsrets dom af 5. september 2002, offentliggjort i TfS 2002.950. En skatteyder var ansat i et selskab, der drev tømrervirksomhed. Han var søn af hovedanpartshaveren. Skatteyderen havde i sit arbejde anvendt en kassevogn, der tilhørte selskabet. Vognen havde oprindeligt været parkeret på selskabets adresse efter arbejdstids ophør, men senere valgte man at lade vognen stå ud for skatteyderens bopæl uden for arbejdstid. Skatteyderen førte ikke kørebog. Sagen havde været ført for Landsskatteretten, som havde fundet, at det måtte påhvile skatteyderen at afkræfte formodningen for, at vognen havde stået til rådighed for skatteyderens private brug. I mangel af kørselsregnskab eller anden sandsynliggørelse havde Landsskatteretten ikke anset denne formodning for afkræftet, og Landsskatteretten havde herefter tiltrådt, at skatteyderen blev beskattet af fri bil. Sagen blev af skatteyderen indbragt for landsretten, hvorefter Skatteministeriet imidlertid tog bekræftende til genmæle.

I forlængelse heraf valgte Skatteministeriet at offentliggøre forliget fra sagen ved landsretten samt at redegøre for de nærmere omstændigheder. Af TfS 2002.1095 DEP fremgår følgende:

"Ministeriet fandt ikke, at det var muligt at godtgøre, at bilen i øvrigt var brugt privat, bl.a. fordi skatteyderens private kørselsbehov måtte antages at være blevet opfyldt gennem anvendelse af samleverens bil.

På den baggrund tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle i sagen."

I denne sag havde skatteyderen ikke ført kørselsregnskab, men kunne i stedet dokumentere, at det private kørselsbehov blev opfyldt ved kørsel i samleverens bil. Det forhold, at Skatteministeriet tager bekræftende til genmæle betyder, at Skatteministeriet var enig i, at det er uden betydning, om der føres kørselsregnskab.

Til støtte for, at det ifølge praksis ikke er et definitivt krav, at der føres en kørebog for at afkræfte, at en bil ikke har stået til rådighed for privat anvendelse, henvises tillige til Østre Landsrets dom af 28. januar 2004, offentliggjort i TfS 2004.183. Sagen drejede sig om, hvorvidt en direktør og hovedanpartshaver havde fået stillet en varevogn til rådighed af selskabet. Direktøren havde egen bil. Der var fremlagt et efterfølgende udarbejdet og estimeret kørselsregnskab. Det estimerede kørselsregnskab, der var underbygget ved bilagsmateriale, redegjorde for 30.815 ud af 32.275 kørte km.

Af landsrettens præmisser følger:

"Det lægges til grund, at det estimerede kørselsregnskab er udarbejdet på grundlag af opmålinger på kort. Det er vedlagt bilagsmateriale til belysning af de enkelte kørsler. Der er redegjort for 30.815 km ud af 32.275 km. Som ovenfor nævnt var C. [person3] i besiddelse af en BMW personbil til privat brug og opmærksom på, at privat kørsel i Audien ville udgøre en overtrædelse af momsloven. Under disse omstændigheder og efter de afgivne forklaringer finder landsretten, at Audien hverken har været stillet til rådighed eller benyttet til privat kørsel. Landsretten har således ikke fundet hverken den omstændighed, at kørselsregnskabet er udarbejdet efterfølgende, eller den ovennævnte mindre km-difference, der må antages blandt andet at skyldes opmålingsmetoden, af afgørende betydning."

Da hovedanpartshaveren var i besiddelse af en privat bil, blev det således lagt til grund, at han ikke skulle beskattes af værdi af fri bil. Dette på trods af, at der først efterfølgende blev udarbejdet et kørselsregnskab for den erhvervsmæssige kørsel.

Der henvises herudover til Østre Landsrets dom af 2. december 2005, offentliggjort i TfS 2006.12, der omhandlede en hovedanpartshaver og direktør i et selskab, der drev en institution for adfærdsvanskelige voksne. Selskabet ejede tre biler, hvoraf skatteyderen havde selvangivet værdi af fri bil for en af bilerne. Alle tre biler stod parkeret ved bopælen, der også var selskabets adresse, og der var ikke ført kørebog. Østre Landsret udtalte:

"Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og anvendelsen af de to biler sammenholdt med, at [person4] havde rådighed over en Volvo til privat kørsel, finder landsretten, - uanset at der ikke er ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne- at [person4] i tilstrækkelig grad har afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4."

Der henvises ydermere til Vestre Landsrets tilkendegivelse af 2. februar 2006, offentliggjort i TfS 2006.380. En skatteyder havde indskudt en bil i sin virksomhed under virksomhedsordningen. Bopælen havde samme adresse som virksomheden, og bilen var uden for arbejdstiden parkeret ud for bopælen. Af tilkendegivelsen fremgår:

"[person5] havde varebilen placeret udfor sin bopæl i og udenfor arbejdstiden. Han havde som ejer af bilen mulighed for at disponere over den. Bopælen var sammenfaldende med virksomhedens adresse. På den baggrund er der en formodning for, at bilen har været anvendt til privat kørsel.

Ægtefællerne har samstemmende forklaret, at varebilen ikke blev brugt privat, ligesom der i husstanden var en knallert og en cykel til rådighed. Efter forklaringerne fra sagsøgeren og hans ægtefælle kunne den private bil, knallerten og cyklen dække ægteparrets private transportbehov. De nævnte forklaringer er sandsynliggjort ved oplysningerne om, at der er ca. 5 km fra ægteparrets bolig til sagsøgerens ægtefælles arbejdsplads, og ved oplysningerne om, at varebilen kun har kørt ca. 5.000 km om året, mens den private bil har kørt ca. 10.000 km om året. Forklaringerne er endvidere bestyrket ved det kørselsregnskab, sagsøgeren efterfølgende har udarbejdet. Det bemærkes i den forbindelse, at et kørselsregnskab, der er udarbejdet efterfølgende, sædvanligvis ikke kan tillægges større betydning som bevis. I det foreliggende tilfælde har landsretten dog tillagt kørselsregnskabet en vis vægt, da det understøttes af oplysningerne om det benzinforbrug, der har været i virksomheden.

På den baggrundfinder landsretten, at [person5] i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at varebilen ikke har været anvendt til privat kørsel."

Landsretten lagde ved tilkendegivelsen bl.a. til grund, at varebilen ikke blev anvendt privat, og at en anden bil, en knallert og cykel dækkede skatteyderens og ægtefællens transportbehov, samt at varebilen derfor ikke havde været benyttet til privat kørsel.

Der henvises derudover til TfS 2010.423, hvor dommeren henstillede Skatteministeriet til at tage bekræftende til genmæle. Det kan oplyses, at Skatteministeriet efterfølgende tog bekræftende til genmæle i sagen.

Sagen vedrørte en skatteyder, der som hovedaktionær i et aktieselskab arbejdede med salg af elektromedicinske behandlingsapparater. I den forbindelse havde selskabet købt en Chevrolet Chevy 2000, som var en bus med plads til ti personer. Chevrolet' en blev brugt som showroom, indtil selskabet solgte rettighederne til behandlingsapparaterne. Herefter blev den brugt til transport af gæster til et pensionat, som selskabet ejede. Da pensionatet senere blev solgt, blev Chevrolet'en sat til salg.

Chevrolet'en var sat til salg igennem en autoforhandler. Da køretøjet optog en del plads, stod den i perioder parkeret hos autoforhandleren, og i andre perioder parkeret på selskabets adresse, som ligeledes var skatteyderens privatadresse. Som et led i salgs bestræbelserne blev Chevrolet' en kørt på ture, således at motor, bremser og lignende blev holdt i gang. Chevrolet'en kørte derfor 1.634 km i de omhandlede indkomstår. Skatteyderen havde privat rådighed over en Toyota Carina og en Nissan Patrol.

Der blev ikke ført nogen kørebog for Chevrolet' en.

Dommeren ved Retten i [by2] henviste i sin tilkendegivelse til, at der var en naturlig begrundelse for, hvorfor Chevrolet' en i perioder havde været parkeret ved privatadressen for skatteyderen. Ligeledes lagde dommeren vægt på, at den begrænsede kørsel udelukkende havde været i salgshensigt direkte eller indirekte. Dommeren fandt det altså for sandsynliggjort, at Chevrolet' en ikke havde stået til rådighed for privat benyttelse for skatteyderen, og lagde således ikke vægt på, at køretøjet havde været parkeret på skatteyderens privatadresse, samt at der ikke var ført nogen kørebog for de kørte kilometer.

Der henvises til en ikke offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten af 1. november 2006 (Landsskatterettens j.nr. 2-1-1907-1241), jf. bilag 18. Kendelsen vedrører en skatteyder, der fra 1977 til 2005 drev smedevirksomhed i selskabsform. Selskabet var ejer af en række biler, hvoraf tre blev taget med hjem hver aften af skatteyderen og hans to sønner. Skatteyderen stod efter endt arbejdstid til rådighed for selskabet via en tilkaldeordning. Der blev ikke ført kørselsregnskab for kørslen i selskabets biler. Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse følger:

"For så vidt angår den omhandlede VW Passat findes det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at denne har stået til klagerens rådighed udenfor normal arbejdstid, idet der bl.a. er lagt vægt på, at skattemyndighedens afgørelse alene er baseret på enkelte observationer af klagerens privatbil på sønnens bopæl. Dette ses ikke at være tilstrækkeligt til at tilsidesætte klagerens forklaring om, at Passaten var parkeret på selskabets adresse".

Landsskatteretten lagde således ikke vægt på, at der ikke var ført et kørselsregnskab, ligesom man ikke tillagde det afgørende betydning, at skattemyndighederne havde observeret bilen parkeret ved sønnens bopæl.

Der henvises videre til en ikke offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten af den 8. november 2006, (Landsskatterettens j.nr. 2-1-1907-1129), jf. bilag 19, hvor en skatteyder, som var hovedanpartshaver og ansat som direktør i et selskab, havde haft selskabets firmabil parkeret på privatadressen, som ligeledes var selskabets adresse. Bilen var en Mercedes Benz på hvide plader. Skatteyderen anvendte bilen til kørsel i forbindelse med salgsarbejde og lignende, og havde for det omhandlede indkomstår fremlagt kørselsregnskab - som dog var noget sparsomt - og samtidig benzinkvitteringer.

Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse følger:

"Klageren har fremlagt et kørselsregnskab for indkomståret 2002, hvoraf brugen af selskabets Mercedes Benz personbil fremgår. Regnskabet kan i sig selv ikke anses for fyldestgørende, men han har ført regnskabet på samme måde i adskillige år, og skattemyndigheden har gennemgået flere af regnskaberne uden at have påtalt eventuelle mangler. Sammenhold med sagens øvrige oplysninger, samt redegørelsen for de konstaterede uoverensstemmelser, anses han herefter for på tilstrækkelig vis at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at selskabets bil ikke har været til rådighed for privat kørsel."

Landsskatteretten lagde således bl.a. ikke vægt på, at selskabets bil, der var indregistreret på hvide plader, havde været parkeret på skatteyderens privatadresse. Skatteyderen skulle derfor ikke beskattes af værdi af fri bil.

Endvidere skal henvises til en kendelse afsagt af Landsskatteretten den 15. oktober 2010 (Landsskatterettens j.nr. 09-02699), jf. bilag 20.

Den omtalte sag omhandlede en skatteyder, der drev en større virksomhed, som beskæftigede sig med udførelse af større gulventrepriser i alle former for erhvervsbyggerier. Skatteyders selskab ejede en Volvo V70 på hvide plader, som udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Bilen kørte ca. 100.000 km om året.

Skatteyder stod selv for alt salg, projektledelse og kontakt til leverandører. Skatteyder kørte dagligt rundt i landet og besøgte de 8 - 10 arbejdspladser, som selskabets montører løbende arbejdede på. Der var udarbejdet en fraskrivelseserklæring- men der var ikke udarbejdet nogen form for kørebog.

Skatteyders selskab ejede derudover en Volvo V70 på gule plader, som blev anvendt delvist erhvervsmæssigt og delvist privat. Skatteyder betalte skat af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i forhold til denne bil. Derudover ejede skatteyder privat seks biler.

SKAT var i sagen af den opfattelse, at skatteyder skulle beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 i forhold til den omhandlede Volvo V70 på hvide plader. Som begrundelse herfor anførte SKAT, at skatteyder som hovedanpartshaver i selskabet havde bevisbyrden for, at bilen ikke havde været anvendt privat, og at denne bevisbyrde ikke var løftet, som følge af en manglende kørebog.

Landsskatteretten var ikke enig med SKAT heri, idet Landsskatteretten gav skatteyder fuldt medhold i, at der ikke var grundlag for beskatning af værdi af fri bil. Som begrundelse anførte Landsskatteretten følgende i sine præmisser:

"Under henvisning til, at klageren har haft et meget stort kørselsbehov, idet han i de pågældende år har kørt 100. 000 km i den omhandlede firmabil, der er indrettet som kontor, og at han i forvejen er blevet beskattet af værdi af fri bil for en firmabil på gule nummerplader, hvortil kommer, at han ejer seks private biler, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at opretholde den påklagede ansættelse. Der er herved udover det anførte også lagt vægt på, at bilen ikke på noget tidspunkt er observeret anvendt privat."

Videre skal der henvises til en ikke offentliggjort kendelse afsagt af Landsskatteretten den 5. december 2012 (Landsskatterettens j.nr. 12-01-89410), jf. bilag 21. Sagen omhandlede en hovedaktionær, der som firmabil havde fået stillet en Mercedes Benz G 400 på hvide plader til sin rådighed. Bilen stod efter normal arbejdstid parkeret ved hovedaktionærens private bopæl, som også var selskabets adresse.

Den primære aktivitet i selskabet bestod i udvikling af forretningskoncepter, og hovedaktionæren havde sit hovedvirke for selskabet inden for dette forretningsområde.

Af Landsskatterettens kendelse fremgår det, at selskabet stod registreret for to biler, en af mærket Land Rover Defender, der er en varebil registreret til blandet privat/erhvervsmæssig anvendelse, og en af mærket Mercedes Benz G 400 - der er en personbil indregistreret til privat personkørsel.

Derudover ejede hovedaktionæren privat en bil af mærket Land Rover Discovery, der er oplyst til at have kørt 15.000 km årligt.

Hovedaktionæren oplyste under sagen, at bilen af mærket Land Rover Defender kun blev anvendt erhvervsmæssigt, primært i landbrugsdriften i et søsterselskab. Personbilen af mærket Mercedes Benz G 400 blev anvendt til hovedaktionærens kørsel for selskabet. Ifølge Landsskatterettens kendelse fremgår det af SKATs materiale, at hovedaktionæren har oplyst under sagens behandling ved SKAT, at bilen også i visse situationer blev anvendt til privat kørsel. Dette blev dog senere benægtet af klagerens repræsentant ved Landsskatteretten.

Der forelå ikke nogen erklæring om, hvorvidt hovedanpartshaveren havde afskrevet sig retten til at anvende bilen privat, ligesom der heller ikke var ført nogen kørebog.

Landsskatteretten nåede efter en konkret vurdering frem til, at der ikke var grundlag for at beskatte hovedaktionæren af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Som begrundelse herfor anførte Landsskatteretten følgende:

"Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdien af fri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 4, jf. statsskattelovens § 4. Det er selve rådigheden over bilen, der beskattes og ikke omfanget af den private brug.

Det påhviler klageren som hovedaktionær i selskabet at afkræfte en formodning om, at selskabets bil har stået til rådighed for dennes private brug. Der henvises bl.a. til Vestre Landsrets dom af 21. marts 2003, offentliggjort i SKM2003.154 (www.skat.dk), og Højesterets dom af 11. november 1990, offentliggjort i TfS 1999. 919.

Formodningen om, at klageren som hovedanpartshaver har haft den omhandlede firmabil stillet til rådighed for privat kørsel, anses under henvisning til det oplyste om omfanget af klagerens erhvervsmæssige aktiviteter i de pågældende år og kørslen i forbindelse hermed, samt at firmabilen ikke er observeret anvendt privat samt endelig det oplyste om omfanget af kørslen i den private bil, for svækket i det foreliggende tilfælde.

Under henvisning til det oplyste om klagerens omfattende erhvervsmæssige aktiviteter bl.a. omfattende kørsel til mange forskellige arbejdspladser, lægges det til grund, at klagerens kørselsmønster indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der er kørt mellem bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, og klagerens kørsel anses derfor for erhvervsmæssig, jf. ligningslovens§ 9 B, stk. 3.

Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at opretholde de påklagede forhøjelser."

Endvidere skal henvises til Landsskatterettens kendelse af den 29. april 2013 (Landsskatterettens j.nr. 11-0297456), jf. bilag 22, hvorved Landsskatteretten ophævede den af SKAT gennemførte beskatning af en hovedanpartshaver af værdi af fri bil i indkomstårene 2005, 2006 og 2007.

Af Landsskatterettens kendelse fremgår følgende:

"Det må lægges til grund, at de omhandlede biler, BMW 528i og BMW 530i Aut., er anskaffet til erhvervsmæssig brug i klagerens virksomhed, at klageren har ført kørselsregnskab, at der foreligger en fraskrivelseserklæring, at bilerne har stået på klagerens privatadresse af særlige grunde, at der ikke er observeret nogen privat kørsel, og at klageren har privat bil til sin private kørsel.

Endvidere må det lægges til grund, at i det omfang der er kørt hjem-arbejde i de omhandlede biler, må denne kørsel anses for omfattet af 60-dages reglen i ligningslovens § 16, stk. 4.

Klageren må herefter anses for at have godtgjort, at de omhandlede biler ikke er stået til rådighed for klageren til privat kørsel.

Den foretagne beskatning af værdi af fri bil ophæves derfor."

Der henvises tillige til en ikke offentliggjort afgørelse afsagt af Landsskatteretten den 5. marts 2014 ( Landskatterettens j.nr. 12-0255635), jf. bilag 23.

Den i sagen omhandlede skatteyder drev en personlig murervirksomhed, og var endvidere hovedanpartshaver i et anpartsselskab, der også drev murervirksomhed. Skatteyders personlige virksomhed udlejede driftsmateriel til anpartsselskabet, herunder den i sagen omhandlede varevogn af mærket VW Transporter. Varevognen var indregistreret på gule plader.

Den omhandlede varebil holdt uden for arbejdstid parkeret på skatteyders bopæl, der var sammenfaldende med anpartsselskabets adresse. Der var hverken ført kørebog eller udarbejdet fraskrivelseserklæring. Der var betalt privatbenyttelsesafgift af bilen. Skatteyder havde i den i sagen omhandlede periode haft egen bil til rådighed for privat benyttelse.

Landsskatteretten fandt - i modsætning til SKAT og skatteankenævnet - ikke, at den omhandlede VW Transporter havde stået til rådighed for skatteyders private benyttelse. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår følgende:

"Det påhviler klageren som hovedanpartshaver i selskabet af afkræfte en formodning om, at Selskabets bil har stået til rådighed for dennes private brug. [...]

Formodningen for, at klageren som hovedanpartshaver har haft den omhandlede VW Transporter stillet til rådighed for privat kørsel må anses for tilbagevist i det foreliggende tilfælde. Der er herved henset til, at bilen i medfør af den betalte privatbenyttelsesafgift må vurderes efter praksis på hvidpladebiler. I medfør heraf, skal der lægges vægt på, at bilen er anskaffet med et erhvervsmæssigt formål, at der ikke er foretaget observationer af bilen i privat ærinde, og at klageren har en privat bil til opfyldelse af sit private kørselsbehov. Hertil kommer, at omhandlede VW Transporter er en varebil uden indretning, som bruges til transport af rør, trillebøre, værktøj og øvrige arbejdsrelaterede effekter, og at klageren ikke har haft behov for transport mellem hjem og arbejdssted, da der er sammenfaldende adresser."

Til trods for at bilen var parkeret på skatteyders bopæl, at der ikke var ført kørebog, at der ikke var udarbejdet fraskrivelseserklæring, og at der var betalt privatbenyttelsesafgift, fandt Landsskatteretten således ikke grundlag for at beskatte skatteyder af værdien af fri bil.

Tilsvarende skal der henvises til Landskatterettens endnu ikke offentliggjorte afgørelse af den 19. marts 2014 (Landsskatterettens j.nr. 13-0020706), jf. bilag 24.

l denne sag var klager direktør og hovedaktionær i en større byggevirksomhed. SKAT havde anset klager for skattepligtig af værdi af fri bil af virksomhedens Toyota Landcruiser 4, 2 D, der var en varevogn indregistreret til privat og erhvervsmæssig benyttelse. Der var betalt privatbenyttelsesafgift.

Klager havde ikke ført kørebog. Den omhandlede varevogn stod parkeret på klagers private bopæl uden for arbejdstid. Byggevirksomheden havde lagerplads ved klagers bopæl.

Klager ejede privat en Volvo S80 og en Mercedes SL 500, der begge var indregistreret på hvide plader.

Landsskatteretten ophævede den foretagne beskatning af værdi af fri bil med følgende begrundelse:

"Formodningen for, at klageren som hovedaktionær har haft den omhandlede Toyota Landcruise 4, 2 D stillet til rådighed for privat kørsel, må anses for tilbagevist i de foreliggende tilfælde. Der er herved henset til, at bilen i medfør af den betalte privatbenyttelsesafgift må vurderes efter praksis på hvidpladebiler. I medfør heraf skal der lægges vægt på, at bilen er anskaffet med et erhvervsmæssigt formål, at der ikke er foretaget observationer af bilen i privat ærinde, og at klageren har haft to private biler til opfyldelse af sit private kørselsbehov.

Hertil kommer, at de faste reoler, som er i bilen, kun optager en begrænset del af baggagerummet, og at selskabet har haft lagerplads ved klagerens bopæl, således at klageren ikke har haft behov for transport mellem bopælen og selskabets lagerplads.

Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at opretholde beskatningen af fri bil til rådighed for klageren."

Til trods for at klager var hovedaktionær, at bilen var parkeret på skatteyders bopæl, at der ikke var ført kørebog, og at der var betalt privatbenyttelsesafgift, fandt Landsskatteretten således ikke, at klager var skattepligtig af værdi af fri bil.

Dernæst skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 11. september 2014 (Landsskatterettens j.nr. 13-0095246), jf. bilag 25, hvori Landsskatteretten tillige fandt, at skatteyder havde godtgjort, at bilerne ikke har været stillet til rådighed for privat kørsel.

Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse til grund, at de i sagen omhandlede tre biler i et vist omfang havde været parkeret ved skatteyders private adresse, men at skatteyder - henset til de private biler, som han havde haft rådighed over samt et udarbejdet kørselsregnskab med få uoverensstemmelser – i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at bilerne ikke havde været stillet til rådighed for privat kørsel.

Herudover skal der henvises til tre afgørelser fra henholdsvis [skatteankenævn1], [skatteankenævn2] og [skatteankenævn3].

Den 17. april 2013 afsagde [skatteankenævn1] afgørelse, jf. bilag 26, i en sag, der vedrørte en skatteyder, som var blevet stoppet af SKAT Kristi Himmelfartsdag i forbindelse med en razzia ved [adresse2], der efterfølgende blev vist i programmet "[...]", der produceres i samarbejde med [...]. Skatteyder er restauratør og ejer af en række forlystelser og spisesteder på [...] samt i indre [by3]. Han var Kristi Himmelfartsdag på vej fra [...] til et spisested i indre [by3], og han var iført almindelig påklædning, herunder skjorte og korte busker. Med i bilen havde han sin samlever samt malervarer, som skulle bruges til restaurering af toiletterne tilhørende omtalte spisested i indre [by3].

SKAT rejste efterfølgende et krav om beskatning af værdi af fri bil for den pågældende Land Rover Range, som skatteyder var blevet stoppet i Kristi Himmelfartsdag, samt yderligere to Land Rover Range, som skatteyders døtre anvendte erhvervsmæssigt som led i driften af familievirksomheden.

For så vidt angår den ene af de i sagen omhandlede tre biler - dvs. den af klager anvendte Land Rover Range - havde skatteankenævnet følgende bemærkninger:

"Bilen er registreret til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse.

Skatteankenævnet bemærker indledningsvist for såvel klager som klagers samlever, at det kun er rådighed over firmabil til privat kørsel, der udløser beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4. Den erhvervsmæssige kørsel for firmaet i firmaets bil beskattes ikke.

Skatteankenævnet har bemærket, at klager har anmeldt hærværk på bilen. Hærværket er sket i mellem den 13. oktober 2009 kl. 23. 00 og den 14. oktober 2009 kl. 06. 00 på adressen [i [by4]], der også er klagers privatadresse.

Klager er yderligere blevet stoppet i aktionen på [adresse3] Kristi Himmelfartsdag den 2. juni 2011 ved [adresse2] i selskabets bil Land Rover Range med reg.nr. [xx xx xxx].

Klager var fører af bilen. I bilen var passagerer, [klagers samlever], og i bilens varerum var der malervarer.

Ved kontrollen blev det blandt andet oplyst, at bilen var kørt fra selskabets adresse, som på dette tidspunkt var [i [by4]], samt at klager ofte kørte til og fra sin bopæl til [et spisested i indre [by3] ejet af klager].

Det foreligger endvidere oplyst, at

• [klagers samlever] ikke er ansat i selskabet, eller i selskaber som klager har interesse i,

• [klagers samlever] har adresse hos klager

• [klagers samlever] driver spisestedet [spisested på [by5]]som en enkeltmandsvirksomhed, samt

• [klagers samlever] er således at betragte som passager.

Politiet har endvidere foretaget observation på klagers privatadresse [i [by4]], hvor bilen er konstateret på adressen den 21. september 2011 kl. 15.45.

Selskabets bil er igen stoppet af Politiets rutine kontrol den 19. december 2011 kl. 21. 00 på [adresse3] ved [adresse4], [by6] i privat ærinde for at hente mad, uanset at bilen stadig var indregistreret til udelukkende erhvervsmæssig anvendelse.

Klager har i kraft af sin position som direktør og hovedanpartshaver i selskabet [selskabet] bestemmende indflydelse hos [selskabet] og i den forbindelse også hvad selskabets bil må anvendes til.

Klager har således bopælsadresse på samme adresse som [selskabet] i perioden 2. september 1992 til den 17. september 2010, og bilen er ifølge det oplyste observeret sammesteds.

Skatteankenævnet finder ikke, at SKAT har dokumenteret, at bilen har været benyttet til privat kørsel, herunder tillige til klagers privat kørsel mellem hjemmet [i [by4]] og klagers arbejde for årene 2008 - 2010, og har i øvrigt bemærket, at standsningen først var i 2011.

Skatteankenævnet har på den baggrund nedsat SKA Ts ansættelse af værdi af fri bil vedrørende Land Rover Range med reg.nr. [xxx xx xx xxx] for årene 2008 - 2010 til 0 kr."

Skatteankenævnet kom til et tilsvarende resultat for de to øvrige biler af tilsvarende mærke/model, dvs. Land Rover Range, idet skatteankenævnet i sin begrundelse fremhævede, at bilerne var anvendt af skatteyders døtre som hovedaktionærer i selskabet, hvorfor der ikke var grundlag for at beskatte skatteyder af værdi af fri bil.

Videre henvises til sagen ved [skatteankenævn2], der blev afgjort ved afgørelse dateret den 20. august 2013, jf. bilag 27. Sagen vedrører en skatteyder, der er hovedanpartshaver i et selskab, der driver byggevirksomhed samt beskæftiger sig med udlejning af arbejdskraft til andre byggevirksomheder.

Selskabet havde i de i sagen omhandlede indkomstår en række biler indregistreret på hvide plader, herunder bl.a. en Ford Galaxy og to Mercedes Benz C200.

SKAT gennemførte sammen med politiet den 2. februar 2011 en kontrol, hvor man stoppede selskabets Ford Galaxy 2,0 på hvide plader, som på standsningstidspunktet blev ført af skatteyderens kæreste, der havde deres fælles baby med i bilen.

Det var umiddelbart SKATs opfattelse, at den omhandlede kørsel var privat. Det blev heroverfor oplyst, at kørslen var erhvervsmæssigt begrundet henset til, at kæresten - der både før og efter barselsperioden havde været ansat i selskabet - på standsningstidspunktet var på vej ud for at hente nogle dokumenter til brug for virksomheden.

Der blev ikke ført kørselsregnskab for selskabets biler, ligesom der heller ikke var udarbejdet nogen fraskrivelseserklæring.

I den omhandlede periode havde skatteyder forskellige danske biler privat indregistreret. Samtidig havde han i en del af de tre indkomstår, som sagen vedrørte, biler indregistreret i Sverige, hvor han boede i en periode.

Skatteankenævnet fandt, i modsætning til SKAT, at der ikke var grundlag for den gennemførte beskatning af værdi af fri bil med følgende begrundelse:

"XX" og dennes repræsentant advokat [person6] er mødt for nævnet 15. august 2013.

Nævnet finder, at der er fyldestgørende oplysninger omkring hvorledes virksomheden befordre de medarbejder som virksomheden udlejer arbejdskraft med. Der er redegjort for hvem der benytter bilerne. Endvidere er der fremlagt dokumentation for XX’s private biler, herunder de biler han ejer i Sverige.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at opretholde beskatningen af fri bil. Nævnet giver herefter XX" fuldt medhold."

Endelig skal der henvises til [skatteankenævn3]s afgørelse af den 29. august 2013, jf. bilag 28, der vedrørte en skatteyder, som var hovedaktionær i et selskab, der havde stillet en Mercedes Benz ML320 til rådighed for erhvervsmæssig kørsel for selskabet.

Den pågældende skatteyder er oprindelig uddannet bygningsingeniør og har siden 1980'eme deltaget aktivt i den familievirksomhed, som hans far etablerede tilbage i 1950'eme. Skatteyder havde - i den i sagen omhandlede periode - sammen med sin bror det overordnede ansvar for virksomheden, der havde forskellige afdelinger i Nordjylland samt leverandører og kunder over hele Danmark.

I juni måned 2011 blev skatteyder stoppet i forbindelse med en aktion i [by7], der efterfølgende blev vist i tv-programmet "[...]", som er blevet produceret i samarbejde med [...].

Denne standsning gav - efter SKATs opfattelse - anledning til at foretage en efterfølgende kontrol af skatteyder og dennes brors erhvervsmæssige kørsel for familievirksomheden, og SKAT påbegyndte derfor en større sagsoplysning, hvori bl.a. indgik en kontrol af anvendelsen af virksomhedens benzin og dieselkort.

Det var herefter SKATs opfattelse, at der var grundlag for at beskatte værdi af fri bil, idet selskabet havde stillet en Mercedes Benz ML3 20 til rådighed for hver af brødrene til brug for de erhvervsmæssige aktiviteter i virksomheden. Det var imidlertid SKATs opfattelse, med henvisning til anvendelsen af benzin- og dieselkort, at bilerne tillige blev brugt privat.

Til støtte for den gennemførte beskatning henviste SKAT bl.a. til, at der var tanket benzin og diesel i umiddelbar nærhed af familiemedlemmer på dage, som var i umiddelbar forbindelse med familiemedlemmernes mærkedage. Det var således SKATs synspunkt, at de i sagen omhandlede biler havde været anvendt privat til kørsel til bl.a. mærkedage.

Til trods for en ganske omfattende sagsoplysning - foretaget af SKAT - fandt skatteankenævnet imidlertid frem til, at der ikke var grundlag for at gennemføre beskatning, idet skatteyder konkret sandsynliggjorde, at de i sagen omhandlede biler alene havde været anvendt erhvervsmæssigt.

Dette gjorde skatteyder bl.a. med henvisning til, at han i den i sagen omhandlede periode var i besiddelse af biler, som han kunne anvende til privat befordring, hvorfor der ikke var noget incitament til at anvende den bil, som var stillet til rådighed af selskabet til erhvervsmæssig befordring. Til støtte for sin afgørelse nåede skatteankenævnet frem til følgende resultat:

"Nævnet finder, at der er sket fyldestgørende oplysninger omkring hvorledes virksomhedens biler og hestetrailer er anvendt. Det er nævnets opfattelse, at hverken biler eller hestetrailer er anvendt privat. Nævnet finder, at det er dokumenteret/sandsynliggjort, at der ikke har fundet privat anvendelse sted.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at opretholde beskatning af fri biler og hestetrailere".

Ikke grundlag for beskatning af værdi af fri bil

SKAT har ved afgørelse af den 15. december 2014 forhøjet [person1] med værdi af fri bil af de i sagen omhandlede VW Caddy med reg.nr. [reg.nr.1], VW Golf Plus med reg.nr. [reg.nr.2] og VW Caravelle med reg.nr. [reg.nr.3], idet bilerne efter SKATs opfattelse har stået til rådighed for [person1]s private benyttelse i den i sagen omhandlede periode.

Det bemærkes, at SKAT i forbindelse med indkaldelsen af yderligere materiale konkluderede, at der var grundlag for at gennemføre beskatning af værdi af fri bil af koncernens tre biler. Dette uden at koncernen havde haft lejlighed til at udtale sig yderligere og redegøre for bilernes anvendelse i virksomheden.

Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte [person1] af værdi af fri bil af de omhandlede biler.

Der henvises til den ovennævnte praksis, hvoraf fremgår, at en manglende udarbejdelse af kørebog er uden betydning ved vurderingen af, om der er grundlag for at gennemføre beskatning af værdi af fri bil.

Tilsvarende er det uden betydning, om bilerne var indregistreret til blandet eller privat benyttelse, jf. særligt Landskatterettens afgørelse af den 19. marts 2014 (Landsskatterettens j. nr. 13-0020706) og Landskatterettens afgørelse af den 5. marts 2014 ( Landskatterettens j.nr. 12-0255635).

Aktiviteterne i [virksomhed1] A/S og de dertilhørende datterselskaber medfører ubestrideligt et stort behov for at råde over biler til koncernens erhvervsmæssige kørselsbehov.

Det er i den forbindelse uden betydning, at de omhandlede biler ejedes af moderselskabet [virksomhed1] A/S, mens bilerne anvendtes af ansatte i det sambeskattede datterselskab [virksomhed2] A/S. Bilerne er således - ubestridt af SKAT - anvendt i koncernens erhvervsmæssige interesse.

De omhandlede VW Caddy, VW Golf Plus og VW Caravelle har på intet tidspunkt stået til rådighed for [person1]s - eller koncernens øvrige ansattes - private kørsel.

Ægteparret [person1] - og koncernens øvrige ansatte - har alene anvendt de omhandlede biler til erhvervsmæssig kørsel.

I den forbindelse bemærkes, at ingen af bilerne er observeret anvendt til privat kørsel af SKAT.

[virksomhed1] A/S bebor samme ejendom som ægtefællerne [person1] og [person2], og bilernes parkering på adressen udenfor arbejdstid er ikke udtryk for et ønske om at kunne råde over biler til ægteparrets private kørsel. Når bilerne holder parkeret på adressen [adresse1], skyldes dette alene, at koncernens medarbejdere møder ind på virksomhedens adresse, hvorfra medarbejderne kører ud til koncernens ejendomme.

Det er væsentligt at holde sig for øje, at ægteparret [person1] og [person2]s private kørselsbehov var rigeligt dækket af ægteparrets fem private biler.

Der henvises til det i sagsfremstillingen anførte om, at ægteparret havde hver en privat bil, at hustanden ikke omfattede hjemmeboende børn, at børnene havde egne biler og således ikke havde behov for at låne biler, samt at ægteparret ikke havde behov for transport mellem hjem og arbejde.

Ægteparret har private biler, der er af en væsentlig større klasse end de i sagen omhandlede VW Caddy, VW Golf Plus og VW Caravelle, og der er således ikke tale om, at ægteparret har fået stillet eksklusive biler til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, mens ægteparret selv har kørt privat i mindre og billigere biler.

Sammenfattende gøres det således gældende, at en behørig, samlet afvejning af sagens faktiske forhold fører frem til, at der ikke er grundlag for den af SKAT gennemførte beskatning af værdi af fri bil hos [person1] af de i sagen omhandlede VW Caddy, VW Golf Plus og VW Caravelle.”

Landsskatterettens afgørelse

Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf, uanset om han er ansat i selskabet.

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16A, stk. 5. Det er ikke den faktiske benyttelse af bilen, som begrunder beskatning af fri bil, men derimod den blotte råderet over bilen. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, stk. 5, 2. pkt.

Hvis bilen har været parkeret ved hovedaktionærens bopæl, eller der ikke er en forretningsmæssig begrundelse for selskabets anskaffelse af bilen, har hovedaktionæren – som hovedregel – bevisbyrden for, at bilen ikke har været til rådighed for hovedaktionærens private brug. Der henvises til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504.

Efter praksis kan bevisbyrden anses for løftet, hvis der foreligger et behørigt kørselsregnskab, som godtgør, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel eller der er fremlagt konkrete oplysninger, som på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed. Der henvises til Højesterets dom i SKM2005.138, Vestre Landsrets dom i SKM2003.53 og Østre Landsrets dom i SKM2005.503.

Klageren er hovedaktionær i selskabet og klagerens bopælsadresse er identisk med selskabets adresse. Der foreligger ikke et kørselsregnskab for hverken VW Golf Plus’en, VW Caddy’en eller VW Caravelle’n.

Det forhold, at der foreligger en fraskrivelseserklæring, er ikke i sig selv tilstrækkeligt bevis for, at hovedaktionæren ikke har haft rådighed over køretøjet. Der må, efter gældende praksis på området, kræves et konkret bevis for, at bilen ikke har været brugt til privat kørsel, jf. Højesterets dom i SKM2009.239.

Under disse omstændigheder finder retten, at det påhviler klageren at bevise, at bilerne rent faktisk ikke har været til rådighed for privat benyttelse. Denne bevisbyrde kan løftes ved et kørselsregnskab. Klageren har ikke fremlagt behørigt kørselsregnskab for nogen af bilerne.

Endvidere er der lagt vægt på, at VW Golf Plus’en er indregistreret til privat personkørsel, at VW Caravelle’n er indregistreret til privat personkørsel og at VW Caddy’en er indregistreret til blandet privat/erhvervskørsel, samt at bilerne har været parkeret ved klagerens bopæl. Endelig er to af bilerne overtaget af klageren og hustruen i 2013, hvilket også taler for privat benyttelse.

Uanset om klageren har haft flere biler til rådighed til privat kørsel, har han hverken dokumenteret eller sandsynliggjort, at firmabilerne ikke har været til rådighed for privat kørsel. Det er derfor med rette, at SKAT har beskattet klageren for værdi af fri bil i indkomstårene 2012 til og med 2013.

Retten stadfæster således SKATs ansættelse.