Kendelse af 15-03-2017 - indlagt i TaxCons database den 08-04-2017

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2008:

Ekstraordinær genoptagelse

Nej

Ja

Nej

2009:

Ekstraordinær genoptagelse

Nej

Ja

Nej

Faktiske oplysninger

Det fremgår af klagerens årsopgørelse for indkomståret 2009, som er dannet den 9. juli 2010 på grundlag af klagerens indberetning til TastSelv, at lønindkomst udgør 219.768 kr. før AM-bidrag, resultat af virksomhed udgør 167.443 kr. før AM-bidrag og den samlede personlige indkomst udgør 344.933 kr.

Klageren har samtidig med dannelsen af årsopgørelsen for 2009 via TastSelv modtaget orientering om seniornedslag. Af ”Orientering om Seniornedslag” af 9. juli 2010 fremgår blandt andet:

Krav om fuld beskæftigelse

Du kan være lønmodtager i nogle af de fem år og "ikke-lønmodtager" i de andre, dvs. enten selvstændig erhvervsdrivende eller honorarmodtager.

Lønmodtagere

Man bliver anset for lønmodtager og skal både opfylde et arbejdstidskrav og et indkomstkrav i indkomstår, hvor 75 pct. af den samlede personlige indkomst eller mere består af arbejdsmarkedsbidragspligtig A-indkomst plus udbetalte sygedagpenge i et beskæftigelsesforhold hos en dansk arbejdsgiver.

Timekrav

For at blive anset som fuldtidsbeskæftiget skal man fra og med det indkomstår, man fylder 60 år, til og med det indkomstår, man fylder 64 år, indbetale ATP bidrag med "fuldtidssats" i minimum 90 pct. af perioden i de indkomstår, hvor man anses for at være lønmodtager.

Anvendelsen af fuldtidssats for ATP-bidrag indebærer, at personer, der arbejder mindst 27 timer om ugen, som udgangspunkt anses som fuldtidsbeskæftigede.

Perioder på sygedagpenge i et beskæftigelsesforhold medregnes ved opgørelsen af beskæftigelsesomfanget.

Med et krav til beskæftigelsesomfang på 90 pct. af fuldtidsbeskæftigelse vil ledighedsperioder på samlet op til et halvt år fra 60 til og med 64 års alderen ikke medføre, at retten til skattenedslag mistes.

Hvis du har spørgsmål i forbindelse med kravet om beskæftigelsesoplysninger, skal du kontakte ATP.

Selvstændige

Selvstændigt erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller kan også få skattenedslag.

For at blive berettiget til skattenedslag som 64 årig er det et krav, at den selvstændigt erhvervsdrivende har været fuldtidsbeskæftiget de seneste fem år.

For at anses som fuldtidsbeskæftiget, skal den selvstændigt erhvervsdrivende fra og med det indkomstår, vedkommende fylder 60 år, til og med det indkomstår, personen fylder 64 år, hvert indkomstår have et arbejdsmarkedsbidragsgrundlag svarende til mindst 158.939 kr. (2008-niveau).

For selvstændigt erhvervsdrivende udgør grundlaget virksomhedsoverskud, som overføres til den selvstændige (personlig indkomst), inklusiv bidrag og præmier til pensionsordninger.

Selvstændigt erhvervsdrivende skal ikke opfylde timekravet for fuldtidsbeskæftigelse, idet der ikke foreligger oplysninger om selvstændiges beskæftigelsesomfang, da de som udgangspunkt ikke betaler ATP-bidrag.

Skattenedslagsordningen omfatter også medarbejdende ægtefæller. For disse stilles der ligeledes kun krav til indkomsten og ikke til beskæftigelsesomfanget (timekrav), da de som udgangspunkt ikke betaler ATP-bidrag.

Honorarmodtagere

Honorarmodtagere og lignende, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde uden for ansættelsesforhold. Der er typisk tale om personer uden fast arbejdsgiver.

Der gælder ikke et arbejdstidskrav for honorarmodtagere, kun indkomstkravet som nævnt før.

Ovenstående oplysninger er kun orienterende. Hvis du ønsker en afgørelse om hvorvidt du er berettiget til seniornedslaget eller ej, skal du anmode om et bindende svar hos SKAT.”

Af brev af februar 2014 fra ATP til klageren fremgår blandt andet:

”Vi har opgjort din beskæftigelse

Som vi tidligere har oplyst, er du omfattet af loven om skattenedslag til seniorer. For at få skattenedslag, skal du bl.a. have arbejdet på fuld tid i mindst 90 pct. af perioden fra 2009 til og med det indkomstår, du fylder 64. Hvor stort et skattenedslag, du evt. kan få, vil fremgå af den årsopgørelse, du modtager fra SKAT.

Sådan bliver din beskæftigelse gjort op

Vi har hvert år opgjort, hvor stor en del af året du har arbejdet på fuld tid. Det er sket ud fra de oplysninger om ATP-bidrag, vi har fået fra din arbejdsgiver. Det er kun perioder, hvor der er betalt fuldt bidrag, der er medregnet.

Vores beregning ser sådan ud:

ÅrstalBeskæftigelsesgrad

2009100 %

2010100 %

2011100 %

2012100 %

201350 %

Samlet for årene90 %

Vi har sendt oplysninger om din beskæftigelsesgrad for alle årene til SKAT. Det er SKAT som beregner dit skattenedslag1.

Er din beskæftigelsesgrad for 2013 ikke korrekt, skal du inden 3 måneder ringe eller skrive til ATP, Skattenedslag for seniorer. Herefter kan opgørelsen ikke ændres.

Vi vedlægger grundlaget for opgørelsen.

Vær opmærksom på, at du også skal arbejde det år, du fylder 65 år, for at få det fulde udbytte af skattenedslaget. SKAT beregner nemlig også dit skattenedslag ud fra din indkomst i dette år.

(...)

1 ATP kan inden for de næste 3 måneder få oplysning om, at dit ATP-bidrag for 2013 er ændret. Medfører dette, at din beskæftigelsesgrad for 2013 ændrer sig, vil du modtage en ny opgørelse. Konsekvensen kan være, at din samlede beskæftigelsesgrad ikke længere er mindst 90 pct.”

Af ”Orientering om Seniornedslag” af 11. april 2014, som fulgte med klagerens årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2013, fremgår blandt andet følgende:

3. Indkomst i det år hvor du fylder 65 år

Der er ikke noget krav til seniorindkomsten og beskæftigelsesgraden i det år, hvor du fylder 65 år. Men du kan højst få udbetalt 40 pct. af din seniorindkomst, i det år du fylder 65 år.

4. Krav om fuld beskæftigelse

Du kan være lønmodtager i nogle af de fem år og "ikke-lønmodtager" i de andre, dvs. enten selvstændig erhvervsdrivende eller honorarmodtager.

Lønmodtager

Man bliver anset for lønmodtager og skal både opfylde et arbejdstidskrav (beskæftigelsesgrad) og et indkomstkrav i indkomstår, hvor 75 pct. af den samlede arbejdsmarkedsbidragspligtige indkomst eller mere består af arbejdsmarkedsbidragspligtig A-indkomst plus udbetalte sygedagpenge i et beskæftigelsesforhold hos en dansk arbejdsgiver.

Timekrav

For at blive anset som fuldtidsbeskæftiget skal man fra og med det indkomstår, man fylder 60 år, til og med det indkomstår, man fylder 64 år, indbetale ATP bidrag med "fuldtidssats" i minimum 90 pct. af perioden i de indkomstår, hvor man anses for at være lønmodtager.

Anvendelsen af fuldtidssats for ATP-bidrag indebærer, at personer, der arbejder mindst 27 timer om ugen, som udgangspunkt anses som fuldtidsbeskæftigede.

Perioder på sygedagpenge i et beskæftigelsesforhold medregnes ved opgørelsen af beskæftigelsesomfanget.

Perioder i fleksjob eller lignende skal ikke medregnes ved opgørelse af beskæftigelsesomfanget.

Med et krav til beskæftigelsesgraden på 90 pct. af fuldtidsbeskæftigelse, vil ledighedsperioder på samlet op til 6 måneder fra 60 til og med 64 års alderen ikke medføre, at retten til skattenedslag mistes. For årgang 1946 og 1947 er grænsen for ledighedsperioder dog mindre, da der for disse årgange ikke optjenes ret til nedslag i så mange år som årgang 1948 - 1952. En månedslønnet lønmodtager fra årgang 1946 og årgang 1947 må kun have henholdsvis 3 og 4 måneders ledighed.

Her ser du vores oplysninger fra ATP om din beskæftigelse i de år, hvor du fylder 60-64 år.

IndkomstårDin alderDin beskæftigelsesgrad

200960 årEj aktuel

201061 år100 pct.

201162 år100 pct.

201263 år100 pct.

201364 år50 pct.

Gennemsnit88 pct.

Hvis du har spørgsmål i forbindelse med beskæftigelsesgraden, skal du kontakte ATP.

Selvstændige

Selvstændigt erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller kan også få skattenedslag.

For at blive berettiget til skattenedslag som 64 årig er det et krav, at den selvstændigt erhvervsdrivende har været fuldtidsbeskæftiget de seneste fem år.

For at anses som fuldtidsbeskæftiget, skal den selvstændigt erhvervsdrivende fra og med det indkomstår, vedkommende fylder 60 år, til og med det indkomstår, personen fylder 64 år, hvert indkomstår have et arbejdsmarkedsbidragsgrundlag svarende til mindst 158.939 kr. (2008-niveau).

For selvstændigt erhvervsdrivende udgør grundlaget virksomhedsoverskud, som overføres til den selvstændige (personlig indkomst).

Selvstændigt erhvervsdrivende skal ikke opfylde beskæftigelsesgraden, idet der ikke foreligger oplysninger om selvstændiges beskæftigelsesomfang, da de som udgangspunkt ikke betaler ATP-bidrag.

Skattenedslagsordningen omfatter også medarbejdende ægtefæller. For disse stilles der ligeledes kun krav til indkomsten og ikke til beskæftigelsesgraden, da de som udgangspunkt ikke betaler ATP-bidrag.

Honorarmodtagere

Honorarmodtagere og lignende, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde uden for ansættelsesforhold. Der er typisk tale om personer uden fast arbejdsgiver.

Krav om beskæftigelsesgrad gælder ikke for honorarmodtagere, kun indkomstkravet som tidligere nævnt.

Ovenstående oplysninger er kun orienterende. Hvis du ønsker en afgørelse om hvorvidt du er berettiget til seniornedslaget eller ej, skal du anmode om et bindende svar hos SKAT.

5. Beregning af skattenedslaget

Specifikation af seniornedslag

Ud fra vores oplysninger er du ikke berettiget til seniornedslag. For at være berettiget skal man være født i perioden fra den 1. januar 1946 til den 31. december 1952, være i arbejde og opfylde en række betingelser. Hvis man opfylder betingelserne, får man seniornedslag i de år, hvor man fylder 64 og 65 år.

For ændringer og klagevejledning m.v., se venligst årsopgørelsen og tidligere informationsskrivelser om seniornedslaget.

(...)”

Det fremgår også af klagerens årsopgørelse nr. 1 for 2013 af 27. marts 2014, at klageren ud fra SKATs oplysninger ikke er berettiget til seniornedslag.

Klageren har den 11. juli 2014 skrevet til SKAT således:

”Mistet seniornedslag.

Jeg gik på efterløn i juli 2013 og regnede med seniornedslag, da jeg de sidste mange år har været fuldtidsansat, så jeg opfyldte de 90 %. Nu viser det sig, at 2009 ikke medregnes, da jeg havde en virksomhedsindkomst, så jeg ikke opfyldte de 75 % i lønindkomst. Virksomhedsindkomsten er beskatning af overskud vedrørende en passiv virksomhed, som blev personlig beskattet i 2009.

Er det muligt at få f.eks. kr. 95.000 af overskuddet i 2009 overført til 2008, så jeg bliver berettiget til seniornedslag.

Det virker for mig uretfærdigt, at jeg ikke kan betragtes som fuldbeskæftiget i 2009 som oplyst af ATP.”

SKATs afgørelse

SKAT har afslået ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2008 og 2009.

SKAT har begrundet afgørelsen således:

”Fristen for genoptagelse for indkomståret 2008 og 2009 udløb henholdsvis 1. maj 2012 og 1. maj 2013. Fristen for genoptagelse er derfor udløbet, jævnfør skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og du kan kun få genoptagelse, hvis du opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 - 8 og stk. 2.

SKAT har ikke kendskab til forhold, der kan ses at opfylde de objektive kriterier i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.

Det er SKATs opfattelse, at der ikke er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, idet der ikke ses at foreligge myndighedsfejl eller forhold i øvrigt, der kan karakteriseres som særlige omstændigheder. Det forhold, at du ønsker din indkomst ændret på grund af, at du ikke har opnået arbejdstidskravet i henhold til seniornedslag, kan ikke betragtes som en særlig omstændighed.

Det er SKATs opfattelse, at det klart har fremgået i orienteringer om seniornedslag i TastSelv, hvorledes indtægterne har været for de indkomstår, der danner beregningsgrundlag for seniornedslaget.

I henhold til virksomhedsskattelovens § 5 stk. 1 litra 4 om overførsel af værdier til den skattepligtige. Skal opsparet overskud beskattes på grundlag af de private overførsler, der har været foretaget. Du har selvangivet beskatning af opsparet overskud i 2008 og 2009 med henholdsvis 68.046 kr. og 167.443 kr.

Det er SKATs opfattelse, at beskatning af opsparet overskud er selvangivet på grundlag af årets hævninger jf. virksomhedsskattelovens § 5.

I henhold til virksomhedsskattelovens § 10 kan overskud overføres til den skattepligtige med virkning for indkomståret, hvis det overføres inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelsen.

Der er alene mulighed for at afsætte yderligere beløb til overførsel jævnfør virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1, 3. og 4. pkt., såfremt virksomhedens overskud bliver forøget som følge af ligningsmæssige ændringer. Ændringen kan højst udgøre et beløb svarende til ansættelsesændringen.

Beløb, der er overført til privat forbrug, kan ikke ændres efter indkomståret udløb, jævnfør ligningsvejledningen 2009-1 afsnit E.G.2.7.4.

I ligningsvejledningen 2009-1 afsnit E.G.2.7.4 fremgår det at

”adgangen til at afsætte yderligere beløb til overførsel gælder fortsat ikke ved ansættelsesændringer som følge af fejl ved den selvangivne overskudsdisponering, men alene ved ændringer i virksomhedens overskud, jævnfør TfS1998,720(LSR)”.

Fejl ved den selvangivne overskudsdisponering giver ikke mulighed for ændring af overskudsdisponeringen. Det er alene ændringen i virksomhedens overskud, der kan begrunde ændring af overskudsdisponeringen, men ændringen kan højst udgøre et beløb svarende til ansættelsesændringen.

Idet din anmodning ikke indeholder ændring af virksomhedens resultat, men alene en ændring af den selvangivne overskudsdisponering, kan din anmodning ikke imødekommes.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er det en betingelse for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen, at du har bedt om genoptagelse senest 6 måneder efter, at du er kommet til kundskab om forhold, der begrunder, at fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 kan overskrides. SKAT har mulighed for at se bort fra 6 måneders fristen, hvis der er særlige omstændigheder.

Orientering om seniornedslag er dannet den 9. juli 2010, samtidig med årsopgørelsen for indkomståret 2010. Orientering om seniornedslag samt årsopgørelsen for indkomståret 2009 er således udskrevet for mere end 6 måneder siden.

Det er således SKATs opfattelse, at der heller ikke foreligger oplysninger om forhold, der udgør ”særlige omstændigheder”, der kan begrunde en dispensation fra fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Du anfører i din indsigelse af 14. november 2014, at SKAT har slettet tidligere års orienteringer om skattenedslag. Du mener, at de tidligere orienteringer ikke har været oplysende i samme grad som den nu foreliggende af 11. april 2014.

Der vedlægges hermed udskrift af orientering om seniornedslag fra den 9. juli 2010.

Af vedlagte udskrift fremgår følgende om lønmodtagere:

Man bliver anset for lønmodtager og skal både opfylde et arbejdstidskrav og et indkomstkrav i indkomstår, hvor 75 pct. af den samlede personlige indkomst eller mere består af arbejdsmarkedsbidragspligtig A-indkomst plus udbetalte sygedagpenge i et beskæftigelsesforhold hos en dansk arbejdsgiver.

Timekrav

For at blive anset som fuldtidsbeskæftiget skal man fra og med det indkomstår, man fylder 60 år, til og med det indkomstår, man fylder 64 år, indbetale ATP bidrag med ”fuldtidssats” i minimum 90 pct. af perioden i de indkomstår, hvor man anses for at være lønmodtager.”

Følgende fremgår af orienteringen om selvstændige

For at anses for fuldtidsbeskæftiget, skal den selvstændigt erhvervsdrivende fra og med det indkomstår, vedkommende fylder 60 år, til og med det indkomstår, personen fylder 64 år, hvert indkomstår have et arbejdsmarkedsbidragsgrundlag svarende til mindst 158.939. (2008-niveau).”

Ovenstående afsnit er markeret i den vedlagte orienteringsskrivelse af 9. juli 2010.

Jfr. ovenstående er det SKATs opfattelse, at de tidligere orienteringer om seniornedslag indeholder oplysninger af samme grad, som dem der fremgår af orienteringen af 14. november 2014.

Du er lønmodtager i de indkomstår, hvor du fylder 61 år til 64 år, jf. ovenstående skal du i disse år opfylde minimumskravet på 90 %. Dette minimumskrav er ikke opfyldt, da din beskæftigelsesgrad i 2013, det år du fylder 64 år, kun er på 50 %. Beskæftigelsesgraden skulle i indkomståret 2013 som minimum have været 60 %.

Det er SKATs opfattelse, at der ikke er kommet nye oplysninger i din indsigelse, der kan danne grundlag for ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1.

Din indsigelse, ændrer således ikke SKAT opfattelse om, at du ikke kan få dine ansættelser ekstraordinært genoptaget.

Din anmodning om ændring af indkomsten kan ikke imødekommes, idet du ikke opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 og 2 samt virksomhedsskattelovens § 10.”

SKAT har i udtalelse til Skatteankestyrelsen blandt andet anført:

”Klager henviser til SKM2012.615.SKAT.

Klager anfører, at det i SKM2012.615.SKAT betegnes som en særlig omstændighed, at man ikke har tilpasset sin indkomst til reglerne for skattenedslag.

Særligt om seniornedslag

I henhold til styresignal SKM2012.615SKAT om efterfølgende ændring af af- og nedskrivninger m.v. ved seniornedslag fremgår følgende:

Skatteministeriet anser det for en særlig omstændighed efter § 3 i BEK nr. 1287 af 13/12 2005, at en skattepligtig ved en fejl eller forglemmelse ikke har tilpasset den selvangivne afskrivningssats efter afskrivningsloven, nedskrivningssats og opgørelsesmåde efter husdyrbeskatningsloven og opgørelsesmåde efter varelagerloven efter indkomstgrænsen i§ 2 i lov nr. 473 af 17. juni 2008 om skattenedslag for seniorer. Ansøgninger, der er begrundet i dette forhold, bør således imødekommes, forudsat betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Efterfølgende af- og nedskrivning uden ansættelsesændring:

Der fremgår særlige frister i BEK nr. 1287 af 13/12 2005, om efterfølgende af- og nedskrivninger, i § 3

Hvis et ønske om efterfølgende ændring af af- og nedskrivninger ikke skyldes en ansættelsesændring, kan en ansøgning efter reglerne i bekendtgørelsen imødekommes, når den bliver indgivet senere end tre måneder, men senest tre år efter udløbet af det indkomstår den vedrører, hvis

der er tale om særlige omstændigheder,

af- og nedskrivningerne ikke har skattemæssig virkning eller

skatteyderen har undladt at foretage bundne afskrivninger, herunder straksfradrag efter afskrivningslovens § 18, stk. 2, eller nedrivningsfradrag efter afskrivningslovens § 22, se bekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Hvis virksomheden er ophørt, eller aktivet er afhændet, og ansøgningen indgives efter udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse for ophørs- eller afståelsesåret, kan der kun ske ændring af af- og nedskrivningerne, når der foreligger særlige omstændigheder. Dette følger af bekendtgørelsens§ 3, stk. 2.

Klager anfører, at det i SKM2012.615.SKAT betegnes som en særlig omstændighed, at man ikke har tilpasset sin indkomst til reglerne for skattenedslag.

SKM2012.615.SKAT indeholder alene mulighed for ændring af afskrivningssats efter afskrivningsloven, nedskrivningssats og opgørelsesmåde efter husdyrbeskatningsloven og opgørelsesmåde efter varelagerloven, såfremt ansøgningen indgives senest tre år efter udløbet af det indkomstår den vedrør.

Klager anmoder om ændring i henhold til virksomhedsskatteloven, dette er ikke omfattet i styresignalet for seniornedslag SKM2012.615.SKAT.

SKAT indstiller ansættelsen fasthold i sin helhed, da klagers nye oplysninger ikke giver anledning til ændring.”

Klagerens opfattelse

Klageren har primært nedlagt påstand om, at han skal have seniornedslag, idet skat/ATP har givet ham forkerte oplysninger, og klageren har handlet ”forkert” på grund af disse oplysninger.

Klageren har sekundært nedslagt påstand om genoptagelse og ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2008 og 2009, således at 95.000 kr. af overskud overføres fra 2009 til 2008.

Klageren har tertiært nedlagt påstand om at udtræde af virksomhedsordningen for 2008, således at han anses for lønmodtager i 2009.

Til støtte for påstandene har klageren anført:

”Ad 1.

ATP har opgjort, at jeg har en beskæftigelsesgrad på 90 %, og dermed er berettiget til seniornedslag, jf. bilag 2.

SKAT mener, at 2009 ikke skal medregnes, idet jeg ikke kan betragtes som lønmodtager på grund af noget virksomhedsindkomst. Uanset dette forhold, så skriver SKAT i orientering opgjort 09/07-10, ”Med et krav til beskæftigelsesomfang på 90 pct. af fuldtidsbeskæftigelse vil ledighedsperioder på samlet op til et halvt år fra 60 til og med 64 års alderen ikke medføre, at retten til skattenedslag mistes” Og hvis jeg er i tvivl, så skal jeg kontakte ATP. Det er forkert, og SKAT havde allerede oplysningerne om, at 2009 ikke skal medregnes. Se bilag 3 grøn fremhævning.

Mine personlige forhold:

I efteråret 2012 blev jeg meget træt og ukoncentreret på arbejde. I foråret 2013 var det helt galt, og jeg aftalte med min arbejdsgiver, at jeg holdt ud til 30/6 2013 (idet jeg regnede med at være berettiget til nedslag). Det var muligt, at jeg kunne stoppe pr. 30/6 2013, men fortsat være ansat til 30/9 2013 (ferie og afspadsering fra 2012), jf. bilag 4.

For at være på den sikre side undersøgte jeg den 18-06-2013 igen reglerne, jf. bilag 5. Her skriver SKAT igen, at op til 6 måneder uden beskæftigelse er OK, og at man skal kontakte ATP i stedet for SKAT, hvis man er i tvivl. Min løn for juni-juli 2013 var stor nok til at dække afspadsering frem til 30/9 2013, jf. bilag 6, og så ville beskæftigelsesgraden være 94 % for de 4 år.

Det er først efter læsning af opgørelse af 11/04-14, at det gik op for mig, at min tidligere passive investering har betydet, at jeg ikke er berettiget til skattenedslag for seniorer.

En lille historie om [person1] sagen (ulovligt skattefradrag til [sag1]):

[...]

SKAT har lovet mig, at 6 måneders ledighed ikke medfører, at seniornedslaget fortabes, og som følge deraf har jeg ikke været ansat længe nok i 2013. Jeg var i god tro, da jeg valgte at fratræde den 30/6 2013 i stedet for 30/9 2013. Derfor skal jeg have ret til seniornedslaget, jf. [person1] sagen.

Ad 2.

Jeg henviser til skm2012.615.SKAT, der betegner det som særlig omstændighed, at man ikke har tilpasset sin indkomst til reglerne for skattenedslag.

Ad 3.

Jeg ønsker at udtræde af virksomhedsordningen pr. 31/12 2008, så min ”beskæftigelse” i 2009 ikke påvirkes af en passiv virksomhed i 2008.”

Klager har fremsat følgende bemærkninger til SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsen:

”Jeg fastholder min klage af 5/2 2015 punkt 1. Jeg vedlægger klagen med [sag1] sagen fremhævet.

I bilag 3 skriver SKAT, at ledighed op til 1/2 år er OK, uanset at SKAT allerede havde oplysninger om år 2009, som SKAT i bilag 7 kalder "Ej aktuel".

SKAT skriver nederst det er vejledende, jeg vil kalde det direkte fejlagtige oplysninger, idet SKAT på grundlag af 2009 tallene vidste, at jeg ikke kunne have 1/2 års ledighed.

Som det fremgår af bilag 4, så havde jeg mulighed for at få mere ATP i 2013, hvis jeg havde afspadseret overarbejde og ferie til 30/9 2013 i stedet for at få det udbetalt pr. 30/6 2013.

Som anført i min klage 14/11 2014 har jeg svært ved at forstå, at jeg for 2009 kan anses for "selvstændig erhvervsdrivende", når indkomsten er overskud af en passiv erhvervsinvestering i 2008, der kommer til beskatning i 2009.”

Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

”Bilag 3 er opgjort pr. 09/07-10, og allerede på det tidspunkt vidste SKAT, at de ikke ville anerkende mig som lønmodtager for 2009, uanset at jeg arbejdede hele året som lønmodtager. Alligevel skriver SKAT, at ledighedsperioder op til 6 mdr. accepteres.

SKAT har henvist til ATP, og ATP siger 90 % beskæftigelsesgrad.

Det er min opfattelse, at de løbende orienteringer fra SKAT er misvisende, og at det først er i bilag 7 at jeg (for sent) får korrekte oplysninger.

Jeg mener stadig, at jeg har fået forkerte oplysning af SKAT (bilag 3), og at jeg på grund af de oplysninger har mistet retten til seniornedslag, idet jeg har handlet uhensigtsmæssigt (bilag 4 og 6).

Loven om seniornedslag omhandler beskæftigelse, og i årene 2009-2013 har jeg ikke været ”selvstændig”.

Jeg vedlægger Wikipedias definition af ”Selvstændig erhvervsdrivende” som bilag 8.

I sagsfremstilling af 31/1 2017 er ”75 pct.” og ”i minimum ...” fremhævet, det er det ikke i orienteringsskrivelse af 9. juli 2010.

Jeg vil hellere fremhæve: Hvis du har spørgsmål i forbindelse med kravet om beskæftigelsesoplysninger, skal du kontakte ATP.

Det har jeg gjort, og svaret var: 90 %”

Klageren har den 1. marts 2017 fremsat yderligere bemærkninger til sagen:

”Jeg håber Landsskatteretten vil tage hensyn til dette indlæg, uanset at det kommer for sent.

Paragraf 1 i loven siger:

Kredsen af nedslagsberettigede personer

§ 1. En person, der i perioden fra og med indkomståret 2010 til og med indkomståret 2016 fylder 64 år, kan for de indkomstår, hvori personen fylder 64 år og 65 år, få et nedslag i indkomstskatten i form af tilbagebetaling af en del af det betalte arbejdsmarkedsbidrag efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Nedslagsberettigede er personer, der

1) erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i ansættelsesforhold,

2) erhverver indkomst i form af vederlag m.v. for personligt arbejde uden for ansættelsesforhold eller

3) er selvstændigt erhvervsdrivende.

Der står er selvstændigt erhvervsdrivende, der står ikke beskattes som selvstændig erhvervsdrivende.

Ifølge stk. 3 skal jeg betragtes som lønmodtager i 2009, idet jeg ikke er omfattet af nr. 2 eller nr. 3, og så er beregning med de 75 % ikke relevant.

Som nævnt i bilag 8 den 27/2 2017 anser jeg mig ikke som ”selvstændigt erhvervsdrivende”, bare fordi jeg har en [virksomhed1] anpart, og ydermere var den sidste ejendom solgt i 2008, så der var ingen erhvervsaktivitet i [virksomhed1] i 2009.

Da jeg ikke har drevet erhverv i 2009, så kommer § 10 i arbejdsmarkedsbidragsloven ikke i brug.

Hvis man skal se på formålet med loven, så opfylder jeg det også, idet jeg har arbejdet 90 § af tiden fra det år jeg fyldte 60 til det år jeg fyldte 64.

Jeg håber dette bidrag kan nå at komme med i Landsskatterettens afgørelse.”

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har i den påklagede afgørelse af 26. november 2014 truffet afgørelse for så vidt angår anmodning om ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2008 og 2009. Landsskatteretten kan kun behandle klager, når der foreligger en afgørelse fra SKAT, jf. skatteforvaltningslovens § 11. Landsskatteretten kan derfor alene træffe afgørelse om, hvorvidt der kan ske ekstraordinær genoptagelse (klagerens sekundære påstand).

Til klagerens primære påstand om berettigelse til seniornedslag og tertiære påstand om udtræden af virksomhedsordningen for 2008, bemærkes, at SKAT ikke har truffet afgørelse om disse spørgsmål i den påklagede afgørelse af 26. november 2014. Landsskatteretten har derfor ikke kompetence til at træffe afgørelse vedrørende disse påstande.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

En anmodning om ordinær genoptagelse af indkomstansættelserne for indkomstårene 2008 og 2009 skulle derfor have været fremsat senest henholdsvis den 1. maj 2012 og den 1. maj 2013.

Klagerens anmodning om genoptagelse af indkomstansættelserne for indkomstårene 2008 og 2009 er fremsat den 11. juli 2014 og dermed efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse.

En anmodning, der er indgivet efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse, kan imødekommes i tilfælde, der opfylder en af de 8 udtømmende bestemmelser i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 – 7, indeholder en række objektive grunde til ekstraordinær genoptagelse. Klageren opfylder ikke betingelserne for genoptagelse efter disse bestemmelser.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan der efter anmodning fra den skattepligtige gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelsen, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Ifølge bemærkningerne til den tilsvarende bestemmelse i den tidligere gældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8, er bestemmelsens anvendelsesområde tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive grunde i bestemmelsen. Det fremgår af bemærkningerne, at bestemmelsen blandt andet kan finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige, eller hvor der er begået en fejl af den skatteansættende myndighed. Bestemmelsen er således tiltænkt et snævert anvendelsesområde.

Det er skatteyderen, der skal godtgøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en ansættelse kun kan foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis genoptagelsesanmodningen fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Told- og Skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af 6 måneders fristen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Det er en grundlæggende betingelse for såvel ordinær som ekstraordinær genoptagelse, at der fremlægges oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen.

Klageren har anmodet om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2008 og 2009 med henblik på, at 95.000 kr. af overskud overføres fra 2009 til 2008.

Det følger af virksomhedsskattelovens § 10, at virksomhedens skattepligtige overskud med fradrag af kapitalafkast efter § 7, der overføres til den skattepligtige, skal medregnes i den skattepligtiges personlige indkomst i det indkomstår, hvor overskuddet overføres til den skattepligtige. Overskud kan overføres til den skattepligtige med virkning for indkomståret, hvis det er overført inden udløb af fristen for indgivelse af selvangivelse for indkomståret. Hvis betingelserne for at ændre skatteansættelsen efter skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 er opfyldt, kan den skattepligtige efter udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse ændre beslutningen om overførsel af overskud. Ændringen kan højst udgøre et beløb svarende til ansættelsesændringen.

Efter fristen for indgivelse af selvangivelse for indkomståret, er der således alene mulighed for at ændre beslutning om overførsel af overskud i tilfælde, hvor der er sket en ansættelsesændring.

Der er ikke sket en ændring af klagerens skatteansættelse for 2009, og der er dermed heller ikke mulighed for at ændre i overskudsdisponeringen. En genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2008 og 2009 ville derfor ikke kunne føre til en ændring af skatteansættelserne.

Klageren har således ikke fremlagt oplysninger, der kan begrunde en ændring af skatteansættelserne for 2008 og 2009 og allerede af den grund er der ikke grundlag for genoptagelse af skatteansættelserne.

Der foreligger således ikke sådanne særlige omstændigheder, som kan danne grundlag for at pålægge SKAT at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2008 og 2009 ekstraordinært i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.