Kendelse af 01-02-2016 - indlagt i TaxCons database den 05-03-2016

Spørgsmål:

Kan SKAT bekræfte, at den særlige godtgørelse på 70.000 kr. som [person1] er blevet tilkendt på organisationsmøde den 15. november 2012 er skattefri?

SKATs svar:

Nej

Landsskatteretten stadfæster SKATs svar.

Faktiske oplysninger

Klageren blev – sammen med 12 andre ansatte - afskediget fra [finans1] den 27. september 2012. Et par dage forinden havde banken desuden fyret den administrerende direktør samt kreditchefen. Banken havde økonomiske problemer.

Finansforbundet skrev den 23. oktober 2012 til [virksomhed1]:

”Vort medlem [person1] har rettet henvendelse til Forbundet, idet han har modtaget en opsigelse fra [finans1].

[person1] blev ansat den 1, august 2010 i [finans1], og blev den 16. september 2011 udnævnt til finansdirektør.

Pr. 1. maj 2012 blev [person1] s stillingsbetegnelse ændret til Treasurychef grundet organisationsændringer i banken.

Da [person1] har et fysisk handicap i form af en kronisk lungesygdom, var han ansat i et fleksjob, hvor den ugentlige arbejdstid udgjorde 18 timer og 30 minutter, men hvor han fik løn for 37 timer.

Den 27. september 2012 modtog [person1] en opsigelse fra [finans1] grundet bankens forhold. Begrundelsen for opsigelsen var, at der grundet markante nedskrivninger skulle ske organisatoriske ændringer og tilpasninger på omkostsiden.

Det er forbundets opfattelse, at afskedigelsen er i strid med forskelsbehandlingsloven.

Da særlige skånehensyn er aftalt og påkrævet grundet sygdommen, er der påvist faktiske omstændigheder der gør, at [finans1] skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. forskelsbehandlingslovens § 7a.

Denne bevisbyrde ses ikke at være blevet løftet, hvorfor der skal betales en godtgørelse, jf. forskelsbehandlingslovens § 7.

[person1] har ikke ønsket at benytte sig af muligheden for lokal forhandling, jf. aftale om behandling af faglig strid.

Grundet ovennævnte anmodes der om et organisationsmøde efter 1 og 2 i Aftale om behandling af faglig strid.

...”

Af brev dateret 15. november 2012 fremgår:

”Organisationsmøde

Torsdag den 15. november 2012 kl. 13.00 i FA

Finansforbundet: [person2], [person3] og [person1]

FA: [person4], [finans1], [person5]

Finansforbundet har ved brev af 17. oktober 2012 begæret organisationsmøde i forbindelse med en afskedigelse af [person1] den 26. september 2012.

Sagen drøftedes.

Der opnåedes enighed om, at [person1] uden præjudice samt kulancemæssigt i forbindelse med sin endelige fratræden den 31. december 2012 får en særlig godtgørelse på kr. 70.000.

Ovennævnte er til fuld og endelig afgørelse af alle krav, som kan rejses i forbindelse med ophøret af [person1]s ansættelse i [finans1].”

SKATs afgørelse

SKAT har i et bindende svar til klageren ikke anset en godtgørelse på 70.000 kr. for skattefri.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

" ...

Det skal indledningsvis fastslås, at SKAT ikke har kompetence til at afgøre spørgsmål om, hvorvidt [person1]s rettigheder er krænket ved en overtrædelse af forskelsbehandlingslovens §§ 2-4, herunder om han kan få tilkendt en godtgørelse efter lovens § 7.

Denne kompetence ligger hos Ligebehandlingsnævnet og domstolene.

SKAT har derimod kompetence til at give bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning af den gennemførte disposition i medfør af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

Af det foreliggende grundlag fremgår det, at [person1] blev afskediget fra [finans1] den 27. september 2012, grundet markante nedskrivninger skulle der ske organisatoriske ændringer og tilpasninger på omkostsiden.

Af anmodning om organisationsmøde dateret den 23. oktober 2012 fremgår det, at det var Finansforbundets opfattelse at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven. Da særlige skånehensyn var aftalt og påkrævet grundet [person1]s sygdom var der påvist faktiske omstændigheder der gjorde, at [finans1] skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, jf. forskelsbehandlingslovens § 7 a.

Af det efterfølgende organisationsmødet den 15. november 2012, fremgår det, at der blev opnået enighed om, at [person1] uden præjudice samt kulancemæssigt i forbindelse med sin endelige fratræden den 31. december 2012 fik en godtgørelse på kr. 70.000 til fuld og endelig afgørelse af alle krav, som kunne rejses i forbindelse med ophøret af [person1]s ansættelse i [finans1].

Ifølge forligsaftalen på organisationsmødet den 15. november 2012 har [finans2] altså ikke vedkendt sig, at afskedigelsen er sket i henhold til ligebehandlingsprincippet, jf. forskelsbehandlingslovens regler.

Det er derfor SKATs opfattelse, at som følge af, at parterne ikke er enige om, hvorvidt forskelsbehandlingslovens regler er overtrådt eller ej, kan den forligsmæssige godtgøreler på 70.000 kr. på det foreliggende grundlag, ikke sidestilles med en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7.

Det er derfor også SKATs opfattelse, at den forligsmæssige godtgørelse på 70.000 kr. ikke skal beskattes i overensstemmelse med de principper, der fremgår af Skatterådet bindende svar i SKM2014.85.SR. Der foreligger ikke en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven § 7, da [finans2], som led i forliget ikke har anerkendt at opsigelsen er sket i strid med forskelsbehandlingslovens regler.

Det er endvidere SKATs opfattelse, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse den forligsmæssige aftalte godtgørelse på 70.000 kr. som en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26 om tort.

SKAT har derudover lagt vægt på, at [person1] har modtaget godtgørelsen i forbindelse med at han fratrådte sin stilling og at godtgørelsen blev udbetalt i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen. SKAT er derfor af den opfattelse, at den forligsmæssige godtgørelse på 70.000 kr. er skattepligtig i henhold til ligningslovens § 7 U.

SKAT svarer derfor nej til jeres spørgsmål."

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den godtgørelse som klageren har modtaget må anses for en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, og dermed skattefri i henhold til den praksis der blev fastlagt af Skatterådet i de bindende svar, der er offentliggjort som SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR.

Det er til støtte for påstanden anført:

" ...

Lovgrundlag og praksis:

Praksis for fradrag for godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven:

I december 2013 tog Skatterådet stilling til den skattemæssige behandling af godtgørelser for direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens (SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR)

Skatterådet fandt, at de udbetalte godtgørelser til medarbejderne var skattefri, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Skatterådet lagde vægt på, at begrundelsen for udbetalingen af godtgørelserne var at kompensere for den retsstridige krænkelse, som medarbejderne havde lidt ved at blive forskelsbehandlet efter den nævnte bestemmelse i forskelsbehandlingsloven.

Skatterådet ændrede imidlertid opfattelse i forbindelse med deres afgørelse af 29. april 2014 (SKM2014.354.SR). Det fremgår, at forholdene i den foreliggende sag kunne sidestilles med de forhold, der forelå i Skatterådets afgørelser i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, ligesom det fremgår, at det nu er Skatterådets opfattelse, at afgørelserne i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR ikke kan anses for udtryk for den korrekte retstilstand i forhold til den skattemæssige behandling af tilsvarende godtgørelser efter forskelsbehandlingslovens § 7.

SKM2014.354.SR er en skærpelse af den praksis der blev fastlagt i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR hvorfor Skat har udarbejdet et styresignal om virkningerne af denne praksisændring. Dette styresignal er offentliggjort som SKM2014.801.SKAT.

I styresignalet bestemmes, at den skærpede praksis har virkning for de godtgørelser for direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2 jf. § 7, der ydes i forbindelse med fratræden af stilling, der erhverves endelig ret til den 12. december 2014 eller senere.

Disse afgørelser medfører således, at den af [person1] modtagne erstatning skal behandles efter den lempelige praksis som blev fastlagt i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, idet denne er erhvervet før 12. december 2014.

SKM2014.85.SR

Skatterådet finder, at tidligere arbejdsgiver har udsat omhandlede ansatte for en krænkelse af betydelig grovhed ved at udøve direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1. De udgifter til betaling af godtgørelser, jf. forskelsbehandlingslovens § 7, som arbejdsgiver herved har pådraget sig, kan efter Skatterådets opfattelse ikke anses for et udslag af en normal driftsrisiko og er derfor ikke fradragsberettigede som driftsudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de modtagne godtgørelser er skattepligtige for de tidligere ansatte, lægger Skatterådet tilsvarende vægt på, at begrundelsen for udbetalingen af godtgørelserne er at kompensere for den retsstridige krænkelse, som de tidligere ansatte har lidt ved at blive forskelsbehandlet efter den nævnte bestemmelse i forskelsbehandlingsloven. Skatterådet finder derfor, at de udbetalte godtgørelser til de tidligere ansatte er skattefri, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a

Praksis for den skattemæssige behandling af erstatninger og godtgørelser:

Erstatning m.v. der ydes som et engangsbeløb, skal beskattes på samme måde, som det, den træder i stedet for. Udgangspunktet er skattefrihed efter statsskattelovens § 5 a, medmindre beløbet træder i stedet for en skattepligtig indkomst.

Erstatning for tab af erhvervsevne ydet som engangsbeløb er skattefri, fordi den træder i stedet for en del af indkomstgrundlaget. Tilsvarende gælder for erstatninger udbetalt som engangsbeløb, der kompenserer for retsstridige krænkelser af mere immateriel karakter, som f.eks. svie og smerte, varigt men og tort. Se SL § 5 og TfS2000, 326. Honorar til personer, der frivilligt udsætter sig for svie og smerte, som f.eks. forsøgspersoner eller professionelle boksere, er derimod skattepligtige. En sådan betaling har ikke karakter af en erstatning for en retsstridig krænkelse.

I SKM2012.21.SR

I denne sag fandt skatterådet, at en godtgørelse, som spørger og arbejdsgiveren havde indgået forlig om, måtte anses for at være manglende overarbejdsbetaling og ikke en tort godtgørelse, som anført af spørger, og den skulle derfor beskattes som løn.

Sagens omhandlede hvorvidt halvdelen af en godtgørelse kunne anses for en skattefri godtgørelse for tort jf. arbejdsmiljøloven. Godtgørelsen blev udbetalt som et forlig vedrørende krav om manglede overarbejdsbetaling samt godtgørelse for tort i forbindelse med brud på arbejdsmiljøloven.

I sagen fremgår følgende af aftalen om forlig mellem spørger og tidligere arbejdsgiver.

..."Fagforeningen har ved henvendelse af 16. juni 2011, på vegne af deres medlem, gjort opmærksom på, at der tilsyneladende var forskellige problemstillinger i forbindelse med spørgers ansættelsesforløb som var ophørt i marts 2011.

Fra fagforeningens side blev det anført, at der muligvis forelå overenskomstbrud på arbejdsmiljølovgivningen, samt at der derudover tilsyneladende har været enkelte situationer med manglende særydelser samt overarbejdsbetaling.

På et møde 17. august 2011 blev fagforeningens henvendelse gennemgået og drøftet. Fra Kommunens side blev det anfægtet, at der fra arbejdspladsens side bevidst skulle være foretaget planlægning eller honorering, som kunne opleves at være i strid med såvel overenskomster som arbejdsmiljølovgivningen. Fra arbejdspladsens side blev fagforeningens påstande dog imødekommet, idet man ved gennemgang af de enkelte vagter kunne konstatere, at der ved nogle enkelte situationer burde være honoreret med overarbejdsbetaling, ligesom arbejdsmiljølovens bestemmelser om hviletid - i et par enkelte situationer - ikke var blevet efterlevet.

Der blev herefter opnået enighed om, at der snarest muligt udbetales et beløb på 50.000 (nutidskroner) - som kompensation for manglede overarbejdsbetaling m.v., og at denne aftale tjener til helt og endelig afslutning på ethvert spørgsmål parterne imellem..."

Skatteministeriet fortager en omhyggelig vurdering af, hvorvidt en del af godtgørelsen kan anses for at være en skattefri tort godtgørelse efter arbejdsmiljø loven. Skatteministeriet finder ikke, der er lovhjemmel til udbetaling af godtgørelse efter arbejdsmiljøloven og påviser endvidere, at den samlede godtgørelse ikke kan anses for at overstige den opgjorte manglende overarbejdsbetaling. Endvidere henvises til, at det i forliget alene er anført, at forliget dækker manglende overarbejdsbetaling m.v., uden at m.v. er præciseret nærmere, må hele den udbetalte godtgørelse anses for manglende overarbejdsbetaling. Skatteministeriet finder derfor, at den samlede udbetalte godtgørelse skal beskattes som almindelig løn.

I SKM2001.281.LSR fandt Landsskatteretten, at en af Højesteret tilkendt kompensation til en funktionær i forbindelse med fratræden kunne, for den del, der lå ud over godtgørelse efter funktionærlovens regler, anses skattefri som kompensation for tort. Der var ved udmålingen af beløbet af Højesteret henset til, at der forelå mangler ved sagsbehandlingen i kommunen i forbindelse med afskedigelsessagen.

Landsskatterettens bemærkninger:

Godtgørelse, der udbetales i forbindelse med fratræden af stilling, medregnes efter reglerne i ligningslovens § 7 O. Denne bestemmelse afløser bestemmelsen i lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 16. Af forarbejderne til denne bestemmelse fremgår, at engangsudbetalinger til en funktionær i forbindelse med fratræden af stilling oprindelig enten var almindelig indkomstskattepligtig som tillæg til lønnen, eller var skattefri som erstatning for tab af stilling. Ved indførelse af reglerne om beskatning af fratrædelsesgodtgørelse, var det tilsigtet at gennemføre en ensartet beskatning i alle tilfælde, hvor der ved fratræden blev udbetalt et beløb ud over den sædvanlige aflønning. Bestemmelsen omfatter således såvel tillæg til lønnen som erstatning for tab af stilling.

Landsskatteretten bemærker, at klageren ifølge Højesterets dom er blevet tilkendt en kompensation med den begrundelse, at de forvaltningsretlige krav til høring, aktindsigt m.v. ikke har været overholdt. Klageren er efter funktionærlovens regler berettiget til en godtgørelse udover indtægtstabet. En sådan godtgørelse er som udgangspunkt skattepligtig efter ligningslovens § 7 O. Den del af kompensationen, der ligger udover godtgørelse efter funktionærlovens regler, må anses som kompensation for retsstridige fejl, der må sidestilles med tort, der efter praksis er skattefri efter statsskattelovens §§ 4 og 5. Landsskatteretten kan derfor tiltræde advokatens subsidiære påstand, hvorefter 134.775,92 kr. må anses som skattefri kompensation for et ikke økonomisk tab, mens et beløb svarende til 65.224,08 kr. er skattepligtig efter ligningslovens § 7 O.

Argumentation:

Skat må antages at være enig i, at hvis den godtgørelse [person1] modtager er en godtgørelse iht. forskelsbehandlingslovens § 7, er den skattefri i henhold til det ovenfor beskrevne om praksis og styresignalet offentliggjort i SKM2014.801.

Skat har begrundet sin afgørelse med, at den forligsmæssige godtgørelse på kr. 70.000 ikke kan sidestilles med en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, da parterne ikke er enige om, hvorvidt forskelsbehandlingslovens regler er overtrådt eller ej.

Det er vores opfattelse, at det helt klart fremgår af det tilsendte materiale, at forliget er en direkte følge af det af Forbundet rejste krav om godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingsloven.

Der er ikke noget grundlag for, at antage at godtgørelsen kan henføres til andet end det rejste krav. Det fremgår direkte af forligsteksten, at betalingen er til fuld og endelig afgørelse af alle krav, som kan rejses i forbindelse med ophøret af ansættelsen. Da det eneste krav, der har været på tale, er krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, burde det være udenfor enhver diskussion, at der er tale om en forligsmæssig godtgørelse i henhold til forskelsbehandlingsloven. Der er tale om to uafhængige parter, hvor der ikke engang længere er det interesse sammenfald, der kan være mellem en ansat og en arbejdsgiver. Der er ikke tale om et gavemiljø, så der er efter vores opfattelse ikke andre tænkelige årsager til betalingen end en endelig afregning af den tvist, der er om overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

I vores indsigelse til Skat, anmodede vi Skat om at oplyse, hvad Skat anså godtgørelsen for at være betaling for, hvis Skat ikke fandt, at der er tale om en forligsmæssig godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Dette har Skat fortsat ikke redegjort for.

Skat har på intet tidspunkt peget på hvilke andre forhold, der skulle kunne begrunde godtgørelsen.

Skats afgørelse må anses for begrundet i, at det er Skats opfattelse, at parterne ikke er enige om, hvorvidt forskelsbehandlingslovens regler er overtrådt eller ej. Denne opfattelse må bygge på forligsteksten.

”Der opnåedes enighed om, at [person1] uden præjudice samt kulancemæssigt i forbindelse med sin endelige fratræden den 31. december 2012 får en særlig godtgørelse på kr. 70.000.

Ovennævnte er til fuld og endelig afgørelse af alle krav, som kan rejses i forbindelse med ophøret af [person1]s ansættelse i [finans1]”

Udtrykket ”uden præjudice” indgår imidlertid ofte i forligstekster. Det sikrer det nemlig, at konkrete forligsbestræbelser ikke efterfølgende vil kunne påberåbes under en retssag.

Typisk anvendes ”uden præjudice” derfor også, hvor advokater forhandler på vegne af deres klienter. Eksempelvis ved sager om mangler ved huse, hvor de nye ejere kræver et nedslag i den betalte købesum. For at undgå at klienterne under en eventuel retssag kan gøres ansvarlig for et fremsat kompromisforslag, påfører advokaten normalt ”uden præjudice” i forbindelse med realitetsforhandlingerne.

Begrebet oversættes typisk med ”uden forringelse af vedkommendes retsstilling”, og bør normalt altid forstås på denne måde. Nemlig som et forsøg på både at forhandle en god aftale i stand med modparten samtidig med, at der ikke mistes rettigheder/muligheder under en eventuel retssag.

Dette betyder også, at det er en logisk forudsætning for selve brugen af udtrykket ”uden præjudice”, at der er en reel årsag til det, og at der altså foreligger en tvist med reel risiko for at ende i en retssag.

Udtrykket ”uden præjudice” sikrer således [finans1] mod, at forligsteksten kan anvendes mod dem under en retssag. Hvis de havde fremsat forligstilbuddet, og [person1] ikke accepterede dette, kunne han under en eventuel retssag hævde, at [finans1] allerede havde accepteret, at han var berettiget til en godtgørelse, og at det kun drejede sig om at fastslå godtgørelsens størrelse. Det, at forligstilbuddet fremsættes ”uden præjudice”, kan altså ikke anses som et udslag af, at parterne ikke er nået til enighed. Ved anvendelsen af udtrykket i forligsteksten tilkendegiver tværtimod, at [finans1] var af den opfattelse, at der foreligger en tvist med reel risiko for at ende i en retssag.

Skats opfattelse af, at parterne ikke er enige, bygger således på en misforståelse. Et forlig er netop vel oftest kendetegnet ved, at parterne netop opnår en enighed. En enighed om at bilægge en tvist, uden at den ene part fuldt ud anerkender fejl og/eller ansvarspådragende handlinger.

Forliget må efter vores opfattelse anses for at dokumentere, at parterne er enige om at [person1] har (eller sandsynligvis har) et berettiget krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7. Derfor vælger [finans1] at tilbyde ham en godtgørelse på kr. 70.000 til fuld og endelig afgørelse. Forligsteksten giver således ikke grundlag for at antage, at parterne ikke er enige om, at der må anses for at være et krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7. Udtrykket ”uden præjudice” oversættes typisk med ”uden forringelse af vedkommendes retsstilling” og kan ikke anses for at udtrykke en uenighed.

[finans1] må ved indgåelse af forliget og betaling af godtgørelsen anses for at have vedkendt sig forpligtigelsen til at betale godtgørelse Iht. forskelsbehandlingslovens § 7.

Skat anfører også som et led i deres begrundelse, at [person1] har modtaget godtgørelsen i forbindelse med, at han fratrådte sin stilling, og at godtgørelsen blev udbetalt i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen. Imidlertid kan dette på ingen måde anses som begrundelse for, at godtgørelsen ikke er en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7. I skatterådsafgørelserne SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR var der ligeledes tale om godtgørelse i forbindelse med fratrædelse.

Af praksis herunder, blandt andet de ovenfor refererede afgørelser (SKM2012.21.SR og SKM2001.281.LSR) ses, at den skattemæssige behandling af en godtgørelse må basere sig på en omhyggelig vurdering af de faktiske forhold, der fører til godtgørelsen.

Disse afgørelser er eksempler på, hvorledes og der eventuelt må foretages en skønsmæssig fordeling af godtgørelsen, hvis der skulle være flere forhold, der kunne begrunde udbetalingen af en godtgørelse. I afgørelserne lægges vægt på eventuelle forskellige forhold, der kan medføre et krav på en godtgørelse. Efter en gennemgang af alle de i Den juridiske vejledning afsnit C.A.3.7 nævnte afgørelser ses, at der i de tilfælde hvor en del af en godtgørelse henføres til noget andet end det forhold, der kan begrunde en skattefrihed, er det konkret begrundet i, at skatteyderen også har et retskrav på godtgørelser, der er skattepligtige.

I nærværende sag er der udelukkende tale om et krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7. Der har ikke været grundlag for at rejse krav efter andre bestemmelser, og der er intet grundlag for at antage, at godtgørelsen skulle begrunde sig i andet end det rejste erstatningskrav.

..."

Repræsentantens indsigelse af 15. januar 2015

"Vi kan ikke acceptere det fremsendte forslag og forlanger sagen vurderet ved Landsskatteretten. Vi har tidligere anmodet om retsmøde. Dette ser vi os nødsaget til at frafalde pga. de omkostninger der ville være forbundet dermed. Vi skal derfor nu anmode om at sagen afgøres af Landsskatteretten ved skriftelig votering.

Skatteankestyrelsens indstilling er primært begrundet med en henvisning til Landsskatterettens afgørelse i SKM2015.400.LSR. Denne afgørelse er imidlertid tvivlsom og er afgjort med stemmerne 2 mod 2. Dertil komme at omstændighederne i denne afgørelse adskiller sig fra omstændighederne i nærværende sag.

Bemærkninger til fakta:

I SKM2015.400.LSR er lagt vægt på at der ikke foreligger oplysninger om, at selskabet har foretaget en retsstridig handling i forbindelse med klagerens fratrædelse.

I nærværende sag må overtrædelsen af forskelsbehandlingsloven anses for godtgjort, idet det er uomtvistet, at [person1] havde et fysisk handicap i form af en kronisk lungesygdom og at han var ansat i et fleksjob, hvor den ugentlige arbejdstid udgjorde 18 timer og 30 minutter, men hvor han fik løn for 37 timer. Han var derfor uomtvistet omfattet af de særlige beskyttelsesregler der er i forskelsbehandlingsloven. Derfor var det [finans1] der skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket i forbindelse med afskedigelsen, jf. forskelsbehandlingslovens § 7a. Da denne bevisbyrde ikke blev løftet må det lægges til grund, at der i nærværende sag er sket en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven. Når bevisbyrden ligger sådan i det civile forhold kan Landsskatteretten ikke tillægge det afgørende betydning at forskelsbehandlingen ikke er bevist. Når dette ikke skulle bevises i den civilretlige sag vil det ikke være muligt at bevise i den skatteretlige sag.

Endvidere må anførers, at der ikke er andre forhold end overtrædelsen af forskelsbehandlingsloven der i nærværende sag kan antages at være begrundelsen for godtgørelsen.

Det skal bemærkes at afskedigelsen skete samtidig med en række andre afskedigelser og stor besparelser i virksomheden.

Skatteankestyrelsen nævner i deres indstilling at de tillægger det vægt at der i aftale står der er tale om en kulancemæssig udbetaling. Dette sige imidlertid ikke noget i sig selv men må ses i sammenhæng med at parterne ved et frivillig forlig ikke vil vedgå noget der kan anvendes i forbindelse med evt. retssag. Det afgørende er en vurdering af hvad der fik arbejdsgiveren til, at udvise denne såkaldte ”kulance” og udbetale beløbet. Det kan ikke antages at banken i øvrigt foretog kulancemæssige udbetalinger til de afskedigede medarbejdere. Der har altså været en særlig grund til at arbejdsgiveren indrømmer vor [person1] en særlig godtgørelse. Det er vores opfattelse at overtrædelsen af forskelsbehandlingsloven er det eneste forhold der i nærværende sag kan antages at begrunde betalingen af godtgørelsesbeløbet."

Landsskatterettens afgørelse

Den skattemæssige behandling af godtgørelser sker efter statsskattelovens §§ 4 og 5, medmindre der findes anden særlig lovhjemmel.

Overordnet er godtgørelse, der udbetales til dækning af et konkret løntab skattepligtig som almindelig indkomst efter statsskattelovens § 4. Godtgørelse for krænkelse af ideel karakter som eksempelvis svie og smerte, varig men, tort og erstatning af indkomstkilde er skattefri, jf. statsskattelovens § 5, litra a og godtgørelse, der betales ud over lønnen/lønkravet med relation til fratræden er skattepligtig efter ligningslovens § 7 U.

Af ligningslovens § 7 U fremgår det, at gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr., jf. dog stk. 2-4 og § 31.

Landsskatteretten anser godtgørelsen for skattepligtig i medfør af ligningslovens § 7 U, idet det ikke er dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at den modtagne godtgørelse er skattefri jf. statsskattelovens § 5, eller at det udbetalte beløb er godtgørelse for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 7.

Der er lagt vægt på, at det af aftalen fremgår, at der er tale om en kulancemæssig udbetaling i forbindelse med klagerens fratræden, samt at der ikke foreligger oplysning om, at arbejdsgiveren har foretaget en retsstridig handling i forbindelse med klagerens opsigelse. Der henvises til SKM2015.400.LSR, der findes på www.skat.dk.

SKATs bindende svar stadfæstes hermed.