Kendelse af 09-02-2017 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2017

SKAT har givet afslag på anmodning om genoptagelse af boets skatteansættelse.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[person1] afgik ved døden den 8. december 2008.

Afdøde havde i 1992 overtaget fællesboet efter sin ægtefælle til uskiftet bo. Det uskiftede fællesbo blev skiftet med skæringsdag den 6. december 2009.

Fællesboets aktiver og nettoformue på skæringsdagen oversteg grænsen for skattefrihed, og boet er derfor behandlet som et skattepligtigt bo.

Boets repræsentant har den 16. juli 2014 anmodet om genoptagelse af boet, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, og § 27, stk. 2.

Det er af repræsentanten gjort gældende, at den samlede bobeskatningsperiode udgøres af fristen fra udløbet af afdødes seneste indkomstår forud for dødsfaldet til og med skæringsdagen i boopgørelsen.

Landsskatteretten underkendte ved afgørelse af 30. august 2012 (SKM2012.524.LSR) SKATs mangeårige praksis for beregning af dødsboskat. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår, at ved beregningen af, om et bo falder over eller under beløbsgrænsen for skattepligtige boer, jf. dødsboskattelovens § 6, stk. 1, skal efterlevende ægtefælles boslod ikke medregnes.

Af SKATs styresignal af 7. december 2012 (SKM2012.724.SKAT) fremgår, at ved anmodning om genoptagelse af boskat i afsluttede boer kan anmodningen om tilbagebetaling imødekommes for boer, hvor dødsfaldet er sket i 2009 eller senere. Der henvises til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7.

Tillige fremgår af SKATs styresignal, at en genoptagelse har til forudsætning, at arvingerne har ansøgt om at få boet genoptaget i skifteretten, og at skifteretten har imødekommet anmodningen, og at anmodningen om genoptagelse af skatteansættelsen for boer med dødsfald i 2009 skal fremsættes inden 6 måneder fra tidspunktet for offentliggørelsen af styresignalet. Der henvises til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet at genoptage boets skatteansættelse.

Den underkendende landsskatteretsafgørelse af 30. august 2012 (SKM2012.524.LSR) medførte, at der i forbindelse med udarbejdelse af styresignal SKM2012.724.SKAT blev talt 3 år tilbage fra 2012 i henhold til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7. Styresignalet præciserer således, at det er dødsfald fra og med 2009, som omfattes af praksisændringen i overensstemmelse med reglerne i dødsboskattelovens § 21, stk. 3. Dette ses at være i tråd med, at der skal anvendes samme regler – altså de regler som er gældende for dødsåret – uanset om skæringsdagen er valgt i samme år som dødsåret, eller er valgt i et senere år.

I SKM2012.724.SKAT er der alene henvist til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7 – og altså ikke specifikt til første eller andet led i bestemmelsen. Det er derfor SKATs opfattelse, at styresignalet omhandler både det år, der har været prøvet i Landsskatteretten, og at der er talt 3 år tilbage fra 2012.

Idet dødsfaldet er sket i 2008 fastholder SKAT, at dødsboets skattepligt ikke ændres.

Klagerens opfattelse

Boets repræsentant har påklaget SKATs afgørelse vedrørende afslag på anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, og § 27, stk. 1, nr. 7.

Overordnet vedrører sagen spørgsmålet om, hvorvidt "indkomstår" i skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, og stk. 1, nr. 7, skal forstås med henvisning til det år, hvor dødsfaldet er sket, eller med henvisning til bobeskatningsperioden, således at året for skæringsdagen i boopgørelsen er afgørende for beregning af fristen for genoptagelse.

[person1] havde overtaget fællesboet efter sin ægtefælle til uskiftet bo med ægtefællens fælles livsarvinger. Det uskiftede bo blev skiftet efter længstlevende ægtefælles død med skæringsdag den 6. december 2009.

Fællesboets aktiver udgjorde 3.846.422 kr. og nettoformuen 2.914.690 kr. Halvdelen heraf, svarende til ægtefællernes respektive boslodder, er henholdsvis 1.923.211 kr. for så vidt angår fællesboets aktiver og 1.457.345 kr. vedrørende nettoformuen.

Eftersom SKAT på daværende tidspunkt beregnede skattepligten af fællesboer som ét bo, uagtet at dette bestod af såvel førstafdødes som længstlevendes boslodder, blev boet efter [person1] ikke skattefritaget, og boet betalte dødsboskat med 1.027.152 kr.

Ved skrivelse af 16. juli 2014 anmodede repræsentanten om genoptagelse af ovennævnte skatteansættelse. Boets begrundelse for anmodningen var, at boet i henhold til dødsboskattelovens § 6, stk. 1, rettelig er skattefritaget og opfylder betingelserne for skattemæssig genoptagelse. Boet har gjort gældende, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, er opfyldt, idet skæringsdagen i boet efter [person1] var den 6. december 2009, og Landsskatterettens underkendelse af praksis skete ved kendelse af 30. august 2012. Bobeskatningsperioden - som den skatteansættelse, der ønskes genoptaget, vedrører - var derfor endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelse af praksis.

Ved afgørelse af 6. november 2014 afslog SKAT at imødekomme anmodningen om genoptagelse med henvisning til, at styresignal SKM2012.724.SKAT præciserer, at det er dødsfald fra og med 2009, som omfattes af praksisændringen i overensstemmelse med reglerne i dødsboskattelovens § 21, stk. 3, at der i SKATs styresignal SKM2012.724.SKAT er talt 3 år tilbage fra 2012 og at dødsfaldet i nærværende sag skete i 2008.

Til støtte for den nedlagte påstand har repræsentanten overordnet gjort gældende, at der ved begrebet "indkomstår" i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, ved skattemæssig genoptagelse af et dødsbo skal forstås bobeskatningsperioden således, at året for skæringsdagen i boopgørelsen er afgørende for beregning af fristen for genoptagelse.

Det fremgår af dødsboskattelovens § 21, at bobeskatningsindkomsten opgøres efter skattelovgivningens regler for personer, medmindre andet følger af reglerne i kapitel 5.

Der er i dødsboskattelovens kapitel 5 ikke gjort undtagelse for dødsboer for så vidt angår reglerne om genoptagelse af boers skatteansættelse.

Skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 er generelle skatteprocessuelle regler om forældelse af skatteansættelser og bestemmer, hvornår en skatteansættelse er endelig.

Af Skatteretten 4, 5. udgave, side 96, fremgår:

"Fristreglerne i Skatteforvaltningsloven §§ 26 og 27 forudsætter princippet om skatteansættelsens materielle korrekthed. Princippet pålægger skattemyndighederne en ret - og en pligt til - til at sikre, at skatteansættelsen er korrekt. Fristreglerne i §§ 26 og 27 indeholder således den skatteprocessuelle normering af det obligatoriske princip iskatteretten."

Der står i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, at "ansættelse af indkomst kan ændres efter anmodning fra den skattepligtige, hvis hidtidig praksis er underkendt ved dom, en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn eller Landsskatteretten eller ved praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den skattepligtige fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelse af praksis."

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at begrebet skatteansættelsen anvendes såvel om opgørelse af grundlaget for skatteansættelsen som beregningen af den skat, dette grundlag fører til.

Reglerne ved genoptagelse af praksisændring omfatter alene genoptagelser af allerede afgjorte skatteansættelser for et givent indkomstår.

Grundprincippet i dansk skatteret er, at indtægter og udgifter påvirker resultatopgørelsen i én og kun én periode, der for fysiske personer er fastsat til 12 måneder, jf. Lærebog om indkomstskat, 14. udgave, side 162.

I forhold til tidligere gældende regler i kildeskatteloven, hvor et dødsbo indtrådte i afdødes indkomstår, således at periodeafgrænsningen på 12 måneder fastholdtes under boets behandling, ville styresignal SKM2012.724.SKAT heller ikke have opfyldt hjemmelskravet i forhold til periodeafgrænsningen, idet boet ikke dermed nødvendigvis var afsluttet inden for kalenderåret for dødsfaldet. Ved dødsboskatteloven er begrebet indkomstår helt ophævet, og explicit erstattet af en samlet bobeskatningsperiode, som kan udstrække sig over flere kalenderår og mere end en afgrænset periode på 12 måneder.

Spørgsmålet er herefter, hvorledes begrebet "indkomstår" defineres i relation til fristen for genoptagelse af et dødsbos skatteansættelse.

Med henvisning til styresignal SKM2012.724. SKAT gør SKAT i sin afgørelse om afslag gældende, at det kun er dødsfald fra og med 2009, som omfattes af praksisændringen. I den sag, som var udgangspunkt for SKATs ændring af administrativ praksis, afgik afdøde ved døden i 2009.

SKAT anfører endvidere:

”Idet dødfaldet er sket i 2008 fastholder SKAT, at der ikke ændres på boets skattepligt."

Som det fremgår, lægger SKAT således det kalenderår, hvor dødsfaldet er sket, til grund for beregning af frist for den skattemæssige genoptagelse, og kalenderåret for dødsfaldet er således i henhold til SKATs praksis og afgørelse det "indkomstår", hvorfra forældelsesfristen beregnes.

Til støtte herfor henviser SKAT i den forbindelse til reglerne i dødsboskattelovens § 21, stk. 3.

Der står i SKATs afgørelse:

”Jf. dødsboskattelovens § 21, stk. 3 opgøres bobeskatningsindkomsten efter de regler som er gældende for dødsåret. Denne bestemmelse er indsat for at opnå en ensartet beskatning af mellemperioden og hele boperioden, selv om skæringsdagen først indtræder efter udløbet af dødsåret. Hele bobeskatningsperioden er et stort skattemæssigt indkomstår, og opgørelsen af den skattepligtige indkomst sker efter de regler, der gælder for dødsåret, uanset om skattelovgivningen i mellemtiden ændres."

Repræsentanten har gjort gældende:

For det første vedrører § 21, stk. 3, ikke kalenderåret men derimod dødsåret. Det fremgår af dødsboskattelovens § 96, stk. 2, at der ved begrebet dødsåret i dødsboskatteloven forstås det indkomstår, med de af afdøde valgte begyndelses- og afslutningstidspunkter, hvori dødsfaldet er sket.

Dødsåret, som defineret i dødsboskattelovens § 96, stk. 2, er altså ikke nødvendigvis sammenfaldende med det kalenderår, hvor dødsfaldet er sket.

Det ses således, at kalenderåret for dødsåret allerede efter dødsboskattelovens § 96, stk. 2, ikke kan sidestilles med begrebet indkomstår i § 27, stk. 1, nr. 7.

For det andet finder § 21, stk. 3, ikke anvendelse for fastlæggelse af indkomstperioden. Indkomstperioden er udtrykkeligt defineret i dødsboskattelovens § 96, stk. 4, sammenholdt med § 5 og § 19, stk. 2. Dødsboskattelovens § 21, stk. 3, regulerer alene efter hvilket (indkomst) års materielle regler, at selve opgørelsen af bobeskatningsindkomsten skal foretages.

Der står i Juridisk vejledning C.E.15.1:

"Hovedregel

Dødsboskatteloven indeholder en række grundbeløb i 2010-niveau, der reguleres efter PSL § 20.

Det er beløbene, der er reguleret til dødsårets beløb, der skal bruges. Det gælder uanset, hvor lang dødsboets skattepligtige periode er. Det er også dødsårets sats, der skal bruges, hvis en sats varierer i dødsboets skattepligtsperiode. Se DBSL § 21, stk. 3."

I bemærkningerne til § 21, stk. 3 (L 90 fremsat den 27. november 1996) var anført:

"I stk. 3 foreslås det, at indkomstopgørelsen for hele boperioden skal foretages efter de regler, der gælder for dødsåret. Dette er foranlediget af forslaget i § 30 om samlet proportional beskatning af hele bobeskatningsperioden. Reglens anvendelsesområde er de mangfoldige beløbsgrænser procentsatser og lign., der er fastsat ved eller ihenhold til lov, og som ændres eller kan blive ændret iboperioden.

Valget af dødsåret skyldes, at der herved opnås kontinuitet i forhold til indkomstopgørelsen for mellemperioden, når boet er skattefritaget. Mellemperiodens indkomstopgørelse skal -som en selvfølge - foregå efter dødsårets regler. Endvidere opnås det, at reglen ikke giver skattemæssigt incitament til at vælge en senere skæringsdag."

Denne klage vedrører imidlertid ikke SKATs opgørelse af bobeskatningsindkomsten - og boet opfylder de betingelser, der var gældende for skattefritagelse i 2008.

Klagen handler om SKATs administrative praksis af formelle skatteretlige regler om skatteforvaltningsretlig forældelse.

Dødsboskattelovens § 21, stk. 3, har derfor ikke relevans for afgørelsen af nærværende sag.

Der står i dødsboskattelovens § 21, stk. 1, at bobeskatningsindkomsten opgøres efter skattelovgivningens regler for personer.

Grundlaget for opgørelsen af indkomstskatten, den skattepligtige indkomst, reguleres med udgangspunkt i statsskattelovens §§ 4-6. Statsskattelovens § 4 indebærer, at "den skattepligtiges samlede årsindtægter'' opgøres under ét.

Opgørelsen af den skattepligtige indkomst forudsætter en opdeling/periodisering af løbende indtægter og udgifter.

Begreberne periodisering og indkomståret er beskrevet i Skatteretten 1, 5. udgave, side 267, hvor følgende fremgår:

Indkomståret er den tidsmæssige dimension af begrebet periodisering, der dækker over de bestemmelser og principper, der anvendes ved opdeling af indtægter og udgifter i sådanne enheder, der hver især udgør en periodes skattepligtige indkomst.

"Periodisering er et todimensionelt begreb, der har en tidsmæssig og en materiel dimension. Den tidsmæssige dimension udgøres af den tidsmæssige udstrækning af disse enheder, mens den materielle dimension vedrører, hvornår indtægterne og udgifterne skal indgå ved opgørelsen af en given periodes indkomst."

For så vidt angår dødsboer er den tidsmæssige dimension objektivt fastlagt i dødsbobeskatteloven, hvor der står i § 5, at dødsboets indkomstskattepligt omfatter boperioden. I dødsboskattelovens § 96, stk. 4, defineres boperioden som "perioden fra og med dagen efter dødsfaldet til og med skæringsdagen i boopgørelsen." Endvidere er indtægten i mellemperiode for skattepligtige dødsboer også omfattet af dødboets skattepligt, jf. dødsboskattelovens § 19, stk. 2. Den samlede bobeskatningsperiode udgøres således af tiden fra udløbet af afdødes seneste indkomstår forud for dødsfaldet til og med skæringsdagen i boopgørelsen.

Som det ses, svarer bobeskatningsperioden til begrebet indkomstår, jf. ovennævnte definition af den tidsmæssige dimension.

Skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 vedrører forældelse af skatteansættelsen for en given periode.

Der står i Juridisk vejledning C.E. 9.1.2:

"Skæringsdagen i boopgørelsen afgør, hvornår dødsboets skattepligt ophører, og hvornår udlodningsmodtagers skattepligt vedrørende udloddede aktiver begynder".

"Når dødsboer ikke er skattefritaget efter DBSL § 6, skal dødsboet sende selvangivelse for bobeskatningsperioden ind til SKAT, når boopgørelsen sendes ind. SKAT foretager skatteansættelsen og skatteberegning på baggrund af selvangivelsen."

For dødsboer udgør bobeskatningsindkomsten således grundlaget for skatteansættelsen.

Den skatteansættelse, som § 27 fastlægger forældelsestidspunktet for, er derfor skatteansættelsen for bobeskatningsperioden. Det gøres derfor gældende, at det afgørende tidspunkt for beregning af forældelsesfristen er det kalenderår, hvor bobeskatningsperioden ophører, og skæringsdagen i boopgørelsen ligger.

I det følgende skal redegøres for nogle af de umiddelbare konsekvenser af SKATs anvendelse af

kalenderåret som "indkomstår" ved beregning af fristen for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7.

Når kalenderåret, hvor dødsfaldet er sket - eller dødsåret, jf. dødsboskattelovens jf. § 96, stk. 2 - anvendes som udgangspunkt for beregning af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, vil forældelsesfristen for skatteansættelsen i et betydeligt antal boer være begyndt at løbe fra et tidligere tidspunkt, end dødsboet overhovedet havde erhvervet ret til den pågældende bobeskatningsindkomst.

Når kalenderåret for dødsfaldet (eller dødsåret) lægges til grund for beregningen af fristen, er forældelsesfristen reelt 1 år kortere for ethvert privatskiftet dødsbos skatteansættelse med en bobeskatningsperiode over to kalenderår, sammenholdt med forældelsesfristen for fysiske personer og selskaber. For så vidt angår bobestyrerboer, vil forældelsesfristen typisk være afkortet med 2 år.

Beskatning kræver hjemmel. Grundlovens § 43 har følgende ordlyd:

"Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov..."

Grundloven grundfæster et strikt hjemmelskrav og pålægger således myndighederne en pligt til at sikre, at skatteansættelsen foretages korrekt i forhold til den materielle skattelovgivning.

Legalitetsprincippet og den formelle lovs princip har en fremtrædende placering i skatteretten. Ved den formelle lovs princip forstås især, at myndighederne er forpligtet af lovgivningen og ikke kan udfærdige administrative forskrifter, som er i strid hermed, jf. Garde m.fl. Forvaltningsret -Almindelige emner, 5. udgave, p.152 f.

Legalitetsprincippet indebærer kravet om objektivitet og retssikkerhed. Ved objektivitet forstås i første række kravet om lighed mellem de enkelte skatteydere.

Ved formel retssikkerhed forstås især den skattepligtiges krav på processuel beskyttelse i henseende til sagsbehandling.

Legalitetsprincippet tilsidesættes i såvel nærværende sag som i styresignal SKM2012.724.SKAT, når

den lovhjemlede forældelsesfrist for genoptagelsen af skatteansættelsen i § 27 reelt afkortes for nogle skatteydere, men ikke alle. Endvidere er selve afkortningen af forældelsesfristen eo ipso en tilsidesættelse af den skattepligtiges krav på processuel beskyttelse.

På baggrund af flere tabte sager i Højesteret har Skatteministeriet konkluderet følgende i en undersøgelse, som er offentliggjort i TfS 1998, 137:

"Synspunktet er formentlig, at er der tvivl omhjemmelsgrundlaget, er dette ubetinget myndighedernes problem. Heri ligger ikke blot, at der ikke kan fortolkes i skærpende retning, ud over hvad lovens tekst - og eventuelt klare lovmotiver - berettiger til, men tillige, at usikkerhed omrækkevidden af en hjemmel trækker i retning af en udvidende fortolkning, hvor dette er til gunst for skatteyderen."

Som der er redegjort for ovenfor, fortolker SKAT "indkomstår" i § 27, stk. 1, nr. 7, i strid med den grundlæggende skatterets definition af periodisering. SKATs indskrænkende fortolkning er uden lovhjemmel og til ugunst for skatteyderen, her dødsboet, og således i strid med legalitetsprincippet og den formelle lovs princip.

Sammenfattende konklusion:

I sin afgørelse henviser SKAT til dødsboskattelovens § 21, stk. 3, som hjemmel for anvendelse af dødsåret som udgangspunkt for beregning af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7.

Dødsboskattelovens § 21, stk. 3, regulerer imidlertid udelukkende efter hvilket års materielle regler, at selve opgørelsen af bobeskatningsindkomsten skal foretages. Denne sag vedrører ikke opgørelsen af bobeskatningsindkomsten, men derimod formelle skatteretlige regler om skatteforvaltningsretlig forældelse. Dødsboskattelovens § 21, stk. 3, er derfor uden relevans for nærværende sag.

Den skatteansættelse, som § 27, stk.1, nr. 7, fastlægger forældelsestidspunktet for, er skatteansættelsen for bobeskatningsperioden. Det fastholdes derfor, at det afgørende tidspunkt for beregning af forældelsesfristen er det kalenderår, hvor bobeskatningsperioden ophører, og skæringsdagen i boopgørelsen ligger.

Med henvisning til ovennævnte redegørelse er det gjort gældende, at boet efter [person1] opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, og der nedlægges derfor påstand om genoptagelse af boets skatteansættelse.

Landsskatterettens afgørelse

Ifølge skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 7, kan en skatteansættelse genoptages efter udløbet af den ordinære genoptagelsesfrist på 3 år og 4 måneder, jf. skatteforvaltningslovens 26, stk. 2, hvis hidtidig praksis er endelig underkendt ved en dom, en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn eller Landsskatteretten eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den skattepligtige fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelsen af praksis.

Af skatteforvaltningsloens § 27, stk. 2, fremgår bl.a., at en ansættelse kun kan foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

Som følge af Landsskatterettens kendelse offentliggjort som SKM2012.524.LSR, som vedrører en person, hvor dødsfaldet var sket i 2009, udsendte SKAT den 7. december 2012 (offentliggjort den 11. december 2012) SKM2012.724.SKAT, der beskriver praksisændring for bedømmelse af skattefritagelse i skiftede dødsboer, hvor der er en længstlevende ægtefælle. Af styresignalet fremgår bl.a., at genoptagelse kan ske for boer, hvor dødsfaldet er sket i 2009 eller senere, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, og at anmodning om genoptagelse skal fremsættes inden 6 måneder fra tidspunktet for offentliggørelsen af styresignalet på SKATs hjemmeside, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Der blev den 17. januar 2014 (SKM2014.46.SKAT) udsendt et korrigerende styresignal. Anmodningen om genoptagelse blev indgivet inden 6 måneder efter udsendelsen af dette styresignal, hvorfor 6 måneders fristen i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, må anses for overholdt.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, anfører, at [person1] afgik ved døden den 8. december 2008, hvorfor betingelsen i SKATs styresignal SKM2012.724.SKAT om at dødsfaldet skal være i 2009 eller senere ikke er opfyldt. Det bemærkes, at dødsfaldet i sagen offentliggjort som SKM2012.524.LSR, der gav anledning til praksisændringen, var sket i 2009, og at hensigten med SKM2012.724.SKAT var at give mulighed for genoptagelse af dødsboer, der kunne sidestilles med SKM2012.524.LSR. Da der i styresignalet SKM2012.724.SKAT regnes med en periode på 3 år forud for indkomståret 2012 anses betingelsen om genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, endvidere ikke for opfyldt, hvilket er i overensstemmelse med hidtidig praksis ved anvendelsen af styresignalet, jf. også herved dødsboskattelovens § 21, stk. 3. Disse retsmedlemmer stemmer derfor for at stadfæste afgørelsen.

To retsmedlemmer er enige med repræsentanten i, at det er skæringsdagen, der er retningsgivende for, om genoptagelse af dødsboet kan finde sted. Da bobeskatningsperioden løber til og med skæringsdagen den 6. december 2009, idet § 27, stk. 1, nr. 7, bygger på indkomståret og ikke kalenderåret, anses betingelserne for genoptagelse for opfyldt. Disse retsmedlemmer stemmer derfor for at pålægge SKAT at genoptage dødsboet.

I tilfælde af stemmelighed er retsformandens stemme afgørende. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.