Kendelse af 17-05-2017 - indlagt i TaxCons database den 16-06-2017

SKAT har givet afslag på befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D for indkomstårene 2010-2013.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at klageren er berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D i stedet for § 9 C. Den talmæssige opgørelse af fradraget henskydes til SKAT, jf. bekendtgørelsen om forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 4.

Faktiske oplysninger

Klageren har været ansat som chauffør hos A/S [virksomhed1], hvor han har arbejdet i 27 år på fuldtid. Klageren har ingen faste arbejdstider og der kan være stor variation mellem start- og sluttidspunkt fra dag til dag. Klageren kan ikke selv tilrettelægge sit daglige arbejde.

Klageren kører fra sin bopæl beliggende [adresse1], [by1], til arbejdsgiverens adresse beliggende [adresse2], [by2]. Den daglige kørsel mellem bopæl og arbejde udgør pr. dag 46 km.

Klageren blev i 2006 diagnosticeret med ulcerøs colit (blødende kronisk tyktarmsbetændelse) og klagerens repræsentant har fremført, at klagerens sygdom er kronisk og var i udbrud i de pågældende år, hvor klageren har anmodet om befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D

Der er fremlagt lægeerklæringen af 16. oktober 2014 fra klagerens alment praktiserende læge, hvor følgende blandt andet fremgår:

”(...)

Han fik i 2006 diagnosticeret ulcerøs eolit (blødende kronisk tyktarmsbetændelse).

Han følges siden ved regelmæssige kontroller på ambulatoriet for mave- tarm- og leversygdomme på [hospital1].

Trods behandling med Mesalazin dagligt, og indimellem med øget dosis, har han mange dage afføring 5-10 gange., ofte blodtilblandet.

Afføringstrangen er ofte bydende, så han skal øjeblikkeligt på toilet

Når han kører bil er han nødsaget til at forrette fornødenhederne i bedst mulig skjul langs vejkanten.

Det er derfor ikke muligt for ham at bruge offentlige transportmidler uden toiletfaciliteter.”

Det er den 24. november 2014 bekræftet af en overlæge fra Mave- tarm- og leversygdomme Ambulatorium på [hospital2], at klageren følges i ambulatoriet grundet kronisk tarmbetændelse.

Yderlig er klagerens sygdomsjournal for de omhandlede år fremlagt.

SKAT har i deres afgørelse henvist til et informationshæfte om sygdommen Colitis Ulcerosa, der er udgivet af Landsforeningen til bekæmpelse af Colitis Ulcerosa, hvor følgende fremgår:

”Heldigvis har patienten i de fleste tilfælde mange gode periode, det vil sige lange tidsrum – helt op til mange år – hvor sygdommen er helt i ro”

Kronisk betyder, at sygdommen har et ofte årelang forløb. Dog er det sådan, at sygdommen i de fleste tilfælde (ca. 80 %) vil være præget af korte perioder med aktivitet og symptomer, og lange perioder, hvor sygdommen er i ro og ikke giver symptomer. Hos enkelte patienter er der kun tale om et udbrud, hvorefter man ikke mærker mere til sygdommen. Colitis Ulcerosa har man dog i princippet hele livet, idet sygdommen typisk veksler mellem gode perioder uden symptomer og dårlige perioder med sygdomsudbrud.

Vi kender ingen medicinsk behandling, som kan helbrede Colitis Ulcerosa, men hos nogle patienter vil sygdommen dog, efter en kortere eller længere periode gå i ro. Kirurgisk behandling med fjernelse af hele colon (tyktarmen) vil derimod betyde at sygdommen er helbredt.

I mange tilfælde vil sygdommen det meste af tiden kun være til stede i mild grad eller evt. slet ikke vise sig. Men det må understreges, sygdommen har et meget forskelligt forløb. Man kan derfor ikke drage paralleller fra det ene tilfælde til det andet, men må tilpasse behandlingen individuelt. Det er derfor vigtigt at opnå et godt tillidsforhold mellem patient og læge, således at patienten altid kan henvende sig, hvis uventede problemer opstår.

”De fleste patienter med Colitis Ulcerosa kan udføre deres normale arbejde og deltage i sociale aktiviteter, inklusive sport. Der er ingen grund til at sætte sig ud over normalt socialt og familiært samvær”.

”Flertallet af patienter har sygdommen i lettere grad med kun få symptomer i form af diaré og smerter, og de kan deltage i alle sociale og familiære forpligtelser på normalt vis. Ganske få har sygdommen i svær grad, hvilket krævet intensiv medicinsk og eventuelt kirurgisk behandling. Moderne behandlinger har fjernet de fleste risikomomenter og har gjort det muligt for patienten at vende tilbage til en normal livsførelse uden tab af arbejdsevne.”

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D, men alene efter ligningslovens § 9 C. SKAT har ændret klagerens befordringsfradrag for 2013 til 35.485 kr. og givet afslag på at ændre klagerens skat for indkomstårene 2010-2012. SKAT har yderlig truffet afgørelse om, at der ikke kan foretages ekstraordinær genoptagelse for indkomstårene 2008 og 2009.

SKAT har hertil anført følgende:

”Det er ubestridt at du lider af en kronisk sygdom. Det er imidlertid ikke godtgjort, at du har haft særlige udgifter til befordring fra dit hjem i [by1] til din arbejdsplads i [by2], som følge af din sygdom og af afholdelsen af udgifterne dermed har været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen.

SKATs kommentarer til revisors mail den 23. oktober 2014

Vi har modtaget ny lægeerklæring, hvoraf det fremgår at du går til regelmæssig kontrol på ambulatoriet for mave- tarm- og leversygdomme på [hospital1]

Der foreligger imidlertid ikke en erklæring fra speciallæge der bekræfter, at det på grund af den kroniske sygdom er nødvendig at benytte egen bil til transport mellem hjem og arbejde for at sikre indkomsten. Der er i denne forbindelse lagt vægt på, at du følges regelmæssigt på ambulatoriet for mave- tarm- og leversygdomme på [hospital1].

SKAT finder fortsat ikke, at de to indsendte lægeerklæringer er tilstrækkeligt til at du kan anses at være omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 9 D, og at det er hensyn til din sygdom vil være uhensigtsmæssigt for dig at skulle transportere sig med offentlige transportmidler. Når dette sammenholdes med, at det i lægeerklæringerne ikke er oplyst, i hvilken grad du er hæmmet af din sygdom, findes du ikke at kunne være omfattet af ligningslovens § 9 D.

SKAT finder ikke grundlag for at genoptage skatteansættelsen for indkomstårene 2008 og 2009.

Begrundelse

Ifølge Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Fristen efter Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er udløbet for indkomstårene 2008 og 2009.

Hvis skatteansættelsen for 2008 og 2009 skal ændres, skal betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningslovens § 27 være opfyldt. I denne sag er det spørgsmålet, om du kan opfylde betingelsen i stk. 1, nr. 8, om at der skal foreligge særlige omstændigheder.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er ifølge forarbejderne tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Særlige omstændigheder kan foreligge, hvis SKAT har begået fejl eller foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse. Der er derimod ikke mulighed for ekstraordinær genoptagelse som følge af et glemt fradrag.

Da der i denne sag, er tale om et glemt fradrag, er det SKATs opfattelse, at der ikke er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2008 og 2009.”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har på vegne af klageren fremsat påstand om, at klagerens selvangivne kørselsfradrag for indkomstår 2013 på 45.334 kr. skal fastholdes og at der skal ske genoptagelse af indkomstår 2010-2012 med henblik på befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D.

Repræsentanten har opgjort befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D til henholdsvis 37.302 kr. for indkomstår 2010, 38.517 kr. for indkomstår 2011 og 39.952 kr. for indkomstår 2012.

Repræsentanten har hertil anført følgende:

”[person1] er berettiget til at anvende ligningslovens § 9D i indkomstårene 2010-2013, jf. ovenfor.

Det fremgår af ligningslovens § 9 D, at såfremt den skattepligtige godtgør, at den pågældende som følge af invaliditet eller kronisk sygedom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder de almindelige regler om befordringsfradrag i ligningslovens § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan i stedet for ligningslovens § 9 C anvende reglerne i ligningslovens § 9 D. Fradragsretten ifølge ligningslovens § 9 D kan derfor siges at være en udvidelse af den almindelige regel om fradrag for udgifter ved befordring mellem hjem og arbejde i ligningslovens § 9 C.

Der henvises til lægeerklæring af 16. oktober 2014 afgivet af praktiserende læge [person2] og bekræftelse af 24. november 2014 af Overlæge [person3]/ml specialist i Mave-, tarm- og leversygdomme Ambulatorium, [hospital1], at sygedommen er kronisk (Bilag 4 + Bilag 5).

[person1] fik år 2006 diagnosticeret blødende kronisk tyktarmsbetændelse(ulcerøs colit). Han følges sidenhen ved regelmæssige kontroller på ambulatorium for mave-tarm og leversygdom på [hospital1].

Trods behandling med Mesalazin dagligt og indimellem med øget dosis har han mange dage afføring 5-10 gange, ofte blodblandet. Afføringen er ofte bydende (urge), så han øjeblikkeligt skal på toilet.

Det er derfor ikke muligt for ham, at benytte offentligt transportmiddel, da disse ikke indeholder toiletfaciliteter. Han er således nødsaget til at stå af, hvis situationen skulle byde sig. I givet fald er det ikke muligt at komme videre med samme bus. Han må derfor i denne situation bevæge sig til nærmeste stoppested, hvilket kan være langt væk og vente på næste mulige busforbindelse, der evt. kan ligge meget senere. Endvidere vil offentlig transport indebære 2-3 busskift, i hvilke situationer bydende afføring også vil medføre risiko for mistet busforbindelse. Dertil kommer, at den bydende afføring kan være nødvendig i f.eks. [by3] by, hvis bussen er kommet dertil, og visse dage ville han risikere slet ikke at kunne komme frem til arbejdet med offentlig transport, afhængigt af sygdommens udbrud og de offentlige køreplaner som begrænser mulighederne. Dette vil gælde både til og fra arbejde.

Anvendelse af offentlig transport vil således medføre en uforholdsmæssig stor risiko for, at han ikke kan komme frem til arbejdet i rette tid, og vil dermed forhindre ham i at sikre sin indkomsterhvervelse. Kørsel i egen bil er derfor nødvendig for, at han kan sikre sin indkomsterhvervelse. For kun derved er det i praksis muligt at tilrettelægge transporten således, at han kan have en begrundet forventning om at kunne komme frem til tiden (bilag 6).

Skat har i sin afgørelse lagt vægt på et informationshæfte om sygedommen blødende kronisk tyktarmsbetændelse(ulcerøs colit) og ikke vægtet udtalelsen fra praktiserende læge [person2].

Det kan ikke være et krav, at der skal foreligge en erklæring fra en speciallæge. Den praktiserende læge vil ofte være den, der har det nærmeste kendskab til, hvorledes sygdommen gør sig gældende i det daglige. Skats bemærkning om erklærig fra en specaillæge er derfor ganske uforståelig.

Skat har endvidere ikke medtaget SKATM-2013-22-04 indsendt af [person1] rådgiver d 14. oktober 2014 som supplement i forbindelse med Skat overvejelser og efterfølgende begrundelse. [person1] finder derfor Skats afgørelse kritisabel, da han ikke finder sig retfærdigt behandlet i en sag, hvor sagen i sig selv er meget ydmygende (bilag 1).

Der henvises i ovennævnte sag til SKATM-2013-22-04 Landsskatteretskendelse 12-0190753 af 17 marts 2013. Det er undertegnedes opfattelse at der er tale om samme sygdom selvom de latinske betegnelser bruges i omvendt rækkefølge.

Konklusion

Jf. ovenforstående påstand og argumentation finder [person1] det derfor godtgjort, at Ligningslovens § 9 D skal anvendes og at der som følge heraf sker genoptages af indkomstårene 2010-2012 og at de ligningsmæssigt ændres til:

Indkomstår 2010 (240 dage x 46 km x 3,56 kr.)-2000

= 37.302

Indkomstår 2011 (240 dage x 46 km x 3,67 kr.)-2000

= 38.517

Indkomstår 2012 (240 dage x 46 km x 3,80 kr.)-2000

= 39.952

Samt at de selvangivende fradrag i indkomståret 2013 skal fastholdes

Beregning er foretaget efter eksempel i juridisk vejledning 2013-2 C.A.4.3.3.2.4 (bilag a)

Repræsentanten er fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”Det er en faktuel forkert, når Skatteankestyrelsen fremfører følgende citat ”I nærværende sag

anses det ikke for godtgjort, om og i hvilken omfang klagerens sygdom har været i udbrud i indkomstårene 2010-2013” citat slut.

Det fremgår følgende uddybning fra overlæge [person4]/ml af skrivelse fra [hospital1] d 4. november 2016. At siden år 2006 har der gentagende gange været op blusninger og toilettrang følgerne inkontinens, dette trods relevant behandling.

Konklusionen må derfor være at sygedommen har været i udbrud flere gange og da udbrudde- ne sker pludselig er det ikke noget [person1] kan planlægge sig ud af. (bilag 9)

Det skal igen understreges at det er kritisabelt når Skat og Skatteankestyrelsen ligger et informationshæfte til grund for sit forslag til kendelse og ikke vægter udtalelser fra praktiserende læge [person2] og overlæge [person4]/ml”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af ligningslovens § 9 D, at godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan i stedet fradrage normal befordringsudgift i det omfang, den overstiger 2.000 kr., samt den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde. Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes, som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel og ellers som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet.

Det er ubestridt, at klageren lider af en kronisk sygdom, og det er herefter afgørende, om de særlige udgifter til transport, som klageren har afholdt, kan anses for at være afholdt som følge af sygdommen.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. Vestre Landsrets dom af 10. februar 2005 (SKM2005.75.VLD).

Hvorvidt det har været nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter som følge af sygdommen beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning. Det er ikke tilstrækkeligt, at kørslen alene er hensigtsmæssig af hensyn til klagerens privatliv.

Efter en konkret vurdering finder Landsskatteretten det godtgjort at klageren opfylder betingelserne for fradrag efter ligningslovens § 9 D.

Der er lagt vægt på lægeerklæringer, patientjournaler og klagers forklaring, hvorefter Landsskatteretten finder det gjort, at sygdommen har været i udbrud i de pågældende indkomstår, at den har haft en tilstrækkelig hyppighed i de pågældende indkomstår, samt at den har medført et behov for at køre i egen bil ved befordring mellem hjem og arbejde.

Den beløbsmæssige opgørelse af fradraget henskydes til SKAT, jf. bekendtgørelse om forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 4.