Kendelse af 29-08-2016 - indlagt i TaxCons database den 30-09-2016

Journalnr. 15-0027451

Sagen vedrører klage over periodisering af procesrenter vedrørende et tilkendt erstatningskrav.

SKAT har nedsat indkomsten med 63.192 kr. vedrørende

procesrenter.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren selvangav i 2011 procesrenter på 63.192 kr.

Østre Landsret ændrede ved en dom, der er afsagt den 8. oktober 2014 (sag nr. B-2789-13), den yderligere erstatning, som klageren og klagerens tre søskende var blevet tilkendt ved en dom afsagt af [Byretten] den 23. august 2013 (sag nr. BS-12-2030/12).

Sagen drejede sig om, at klageren og klagerens tre søskendes mor havde overdraget barndomshjemmet [x1] til et driftsselskab, der var ejet af de fire søskendes holdingselskaber med hver 25 %. Driftsselskabet videreoverdrog dagen ejendommen til en uafhængig tredjemand for en væsentlig højere videreoverdragelsessum. Ejendomsavancen blev beskattet i driftsselskabet, der herefter udloddede fortjenesten skattefrit til de fire holdingselskaber, hvorfra de fire søskende, herunder klageren de næste fem år trak skattepligtige udlodninger ud. Da driftsselskabet skulle likvideres, tilsidesatte SKAT overdragelsessummen mellem driftsselskabet og de fire søskende. SKAT avancebeskattede de fire søskende, herunder klageren som en følge af forhøjelsen af deres afståelsessum. Der blev herefter ført en skattesag. Inden skattesagen var afgjort gjorde advokat [person1] på vegne af de fire søskende den 6. november 2010 et erstatningskrav gældende mod de rådgivere (sagsøgte 1 – 3), som havde rådgivet dem omkring konstruktionen. De fire søskende krævede en erstatning på i alt 31.380.000 kr. Erstatningskravet er opgjort således:

Værdien af at den skattepligtige ejendomsavance ikke kunne omfattes af virksomhedsordningen

6.000.000 kr.

Skattelovsrenter af skatten af ejendomsavancen

8.505.000 kr.

Udbytteskat

16.875.000 kr.

31.380.000 kr.

Ved brev af 21. december 2010 anerkendte rådgiverne, at de var erstatningsansvarlige for et tab på 1.576.000 kr.

Som følge af en fælles indsats fra de fire søskendes advokat og rådgivernes advokater blev skattesagen forligt. Rådgiverne betalte frivilligt den 30. maj 2012 3 mio. kr. til foreløbig afgørelse af erstatningspligten. Klagerens andel heraf udgjorde 750.000 kr. Den 17. oktober 2012 indgav de fire søskende, herunder klageren en stævning til Retten i [by1]. De fire søskende, herunder klageren stævnede den 17. oktober 2012 rådgiverne med påstand om yderligere erstatning på i alt 10.469.505,89 kr., heraf udgjorde klagerens krav i alt 2.347.907.53 kr. Kravet på 2.347.907,53 kr. er specificeret således:

Mistet værdi af virksomhedsordning

576.860,63 kr.

Procesrente fra 6. december 2010

Udbytteskat frem til 2009

892.284,00 kr.

Procesrente fra 6. december 2010

Udbytteskat 2010

27.048,00 kr.

Procesrente fra 1. januar 2011

Procenttillæg og skattelovsrente

618.490,59 kr.

Procesrente fra 1. september 2012

Stiftelse af holdingselskab

3.500,00 kr.

Procesrente fra 6. december 2010

Udgifter vedr. holdingselskab

72.989,77 kr.

Procesrente fra 6. december 2010

Andel af udgifter i [virksomhed1] ApS

28.596,12 kr.

Procesrente fra 6. december 2010

[person2]

16.953,13 kr.

Procesrente fra 6. december 2010

[person2]

15.285,16 kr.

Procesrente fra 6. december 2010

[person1] 2010

18.406,60 kr.

Procesrente fra 30. december 2010

[person1] december 2011

12.500,00 kr.

Procesrente fra 13. april 2011

[person1] december 2011

31.250,00 kr.

Procesrente fra 28. december 2011

[person1], 2012 – udestående

12.500,00 kr.

Procesrente fra sagens anlæg

2.347.907,53 kr.

Ved byretten fik klageren anerkendt en erstatning på i alt 707.838,40 kr. vedrørende bl.a. udgifter til procenttillæg, skattelovsrenter, stiftelsesomkostninger og udgifter i [virksomhed1] ApS. Byretten traf afgørelse, om at klageren skal have procesrente af 89.347,46 kr. fra den 6. december 2010 og af 618.490,94 kr. fra den 1. september 2012. Byrettens dom blev af sagsøgte 1 (Foreningen [Forening1]) indbragt for Østre Landsret med påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. De indstævnte nedlagde samme betalingspåstande som for byretten.

Landsretten traf afgørelse om, at sagsøgte 1 ([Forening1]) til klageren skulle betale 773.000 kr. med procesrente fra den 6. december 2010.

Klageren har til SKAT oplyst, at procesrenter fra 6. december 2010 udgør 226.713,38 kr. Det er oplyst, at samtlige procesrenter blev betalt i 2014.

I indkomståret 2011 selvangav klageren renteindtægter på 63.192 kr. vedrørende procesrenter, som klageren modtog i 2014 fra sagsøgte 1 til fuldbyrdelse af Østre Landsrets dom af 8. oktober 2014.

SKATs afgørelse

Renteindtægter skal som hovedreglen medregnes i den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling (forfaldsprincippet). Der henvises til den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.11.1.3.1.

Ifølge ligningslovens § 5, stk. 6, kan en skattepligtig, der modtager et kapitalbeløb vedrørende en erstatning for en lidt skade på sin person med tillæg af renter fra skadesbegivenheden og indtil udbetalingen senest i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for det år, hvori kapitalerstatningen modtages, vælge at fordele renteindtægten over den periode, den vedrører, såfremt skatteansættelsen for de berørte år genoptages.

De procesrenter, som er udbetalt i 2014, vedrører ikke en erstatning for en lidt personskade. SKAT har derfor nedsat klagerens indkomst i 2011 med 63.192 kr., idet samtlige modtagne renter skal medregnes ved indkomstopgørelsen i 2014.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at de selvangivne renteindtægter på 63.192 kr. godkendes. Klageren har nedlagt en subsidiær påstand om, at de oppebårne procesrenter fordeles forholdsmæssigt fra 2012.

Klageren har opnået en renteindtægt i medfør af rentelovens regler vedrørende et erstatningskrav mod [Forening1] vedrørende fejlagtig skattemæssig rådgivning.

Forfaldstidspunktet for et erstatningskrav er det tidspunkt, hvor den skadegørende handling er foretaget, og der er opstået et tab for den skadelidte. Dette tidspunkt er i omhandlede sag 2010, hvor SKAT traf afgørelse i klagerens skattesag. SKATs afgørelse gjorde det klart, at klageren ville lide et væsentligt tab, der mindst kunne opgøres til det beløb, som siden er betalt i erstatning. Efter renteloven var skatteyderen berettiget til at kræve renter af det pågældende erstatningskrav fra det tidspunkt, hvor der blev fremsat krav med tilhørende rentepåkrav. Dette tidspunkt var i 2010. [Forening1] har betalt renter fra det omhandlede tidspunkt. Renterne i henhold til renteloven forfaldet, efterhånden som renterne bliver tilskrevet. Renterne er med andre ord forfaldet fra 2010, og klageren har selvangivet i overensstemmelse hermed.

Klageren erhvervede ret til erstatningen i 2010 og ikke først ved Østre Landsrets dom i 2014 eller ved byrettens dom i 2013.

SKATs afgørelse er ikke i overensstemmelse med praksis, hvorefter skatteretten følger civilretten. Beskatningstidspunktet vil efter SKATs praksis afhænge af, hvornår domstolen afsiger dom. Det kan bero på tilfældigheder, hvornår der afsiges dom i en erstatningssag.

[Forening1] erkendte allerede i 2010, at virksomheden var erstatningsansvarlig. Tvisten vedrørte alene størrelsen af erstatningspligten. Den 30. maj 2012 betalte [Forening1] i alt 3 mio. kr. til foreløbig afgørelse af erstatningspligten. Klagerens andel heraf udgør 750.000 kr. Da indbetalinger vedrørende erstatning først skal tilskrives renter og derefter på hovedstolen, skal den betalte erstatning på 750.000 kr. anses for at dække renter frem til den 30. maj 2012, således at disse renter skal beskattes i 2012.

Klagerens repræsentant har efterfølgende yderligere bemærket, at det ikke er korrekt, som anført af Skatteankestyrelsen, at procesrenterne først forfaldt til betaling i 2014, da Østre Landsret afsagde endelig dom i erstatningssagen.

Et erstatningskrav forfalder til betaling, når den skadelidte kan kræve fordringen opfyldt. Der henvises til forældelseslovens § 2, stk. 4, hvoraf det fremgår, at for fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold regnes forældelsesfristen fra skadens indtræden. Renter, som er knyttet til et erstatningskrav, forfalder efterhånden som de påløber.

Skadens indtræden i omhandlede sag, er det tidspunkt, hvor klageren blev udsat for en fejlagtig rådgivning. Klageren opdagede i 2010, at hun var blevet rådgivet forkert, og at den forkerte rådgivning havde udsat hende for et tab.

Klageren opnåede allerede i 2010 et fuldbyrdelsesgrundlag, idet rådgiverne anerkendte, at de var erstatningsansvarlig. I 2014 fik klageren dom for beløbet.

Fuldbyrdelsesgrundlaget må ikke forveksles med forfaldstiden. Skatteankestyrelsens indstilling, viser en grundlæggende forkert forståelse af, hvad forfaldstid og retserhvervelse betyder.

Klageren erhvervede ret til erstatningen fra det tidspunkt, hvor hun havde lidt sit tab. Det var i 2010. Østre Landsret gav klageren ret i, at hun i 2010 havde lidt et tab, og at hun i 2010 havde erhvervet ret til at kræve erstatning og kræve erstatningen forrentet efter rentelovens regler.

Den omstændighed, at ligningslovens § 5, stk. 6, indeholder en præcisering med hensyn til personskade, skal naturligvis ikke føre til en modsætningsslutning. Navnlig skal det ikke føre til, at den skatteretlige definition af, hvornår et beløb forfalder til betaling, skal være grundlæggende anderledes end den civilretlige forståelse. Når der er givet særlige regler for personskader, hænger det sammen med, at sådanne krav ofte først erkendes mange år efter den skadevoldende handling eller kan skyldes en mangeårig påvirkning, der gradvis fører til sygdom.

Skatteankestyrelsen mener, at det er tidspunktet for et fuldbyrdelsesgrundlag, der skal være afgørende. Det er der imidlertid ikke hjemmel til – end ikke efter SKATs Juridiske Vejledning, afsnit C.A.11.1.3.1., hvoraf det er forfaldstidspunktet (ikke domserhvervelsestidspunktet), som er afgørende.

Landsskatterettens afgørelse

Af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e, fremgår af renteindtægter er skattepligtig.

Indtægter, herunder renter skal medregnes ved indkomstopgørelsen, når skatteyderen har erhvervet ret til beløbet og renten er forfaldet til betaling. Det følger endvidere af princippet i ligningslovens § 5.

Af SKATs Juridiske Vejledning, version 2.5 – 29.01.2016, afsnit C.A.11.1.3.1, ”Renter, der beskattes i takt med de forfalder”, fremgår bl.a., at renteindtægter som hovedregel skal medregnes i den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling (forfaldsprincippet). F.eks. blev påløbne renter af et erstatningsbeløb anset for forfaldne på tidspunktet for den endelige retserhvervelse af såvel erstatningen som rentekravet. Rentebeløbet skulle beskattes på forfaldstidspunktet efter SL § 4 og princippet i LL § 5, stk. 1. Da der havde været tvist om eksistensen af erstatningskravet, var der ikke hjemme til at periodisere renteindtægten (nu LL § 5, stk. 6). Se TfS 1997, 11 LSR.

Landsskatteretten lægger til grund, at de omhandlede procesrenter ikke vedrører det beløb, som blev betalt i 2012, idet dette beløb ikke er omfattet af retssagen.

De omhandlede procesrenter forfaldt først til betaling i 2014, da Østre Landsret afsagde endelig dom i erstatningssagen. Der er ikke hjemmel til at periodisere procesrenterne til et indkomstår, der ligger forud for det indkomstår, hvori klageren erhvervede ret til beløbet. Beskrivelsen i SKATs Juridiske Vejledning, som klageren har henvist til, er i overensstemmelse hermed. Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.