Kendelse af 31-10-2017 - indlagt i TaxCons database den 25-11-2017

SKAT har ansat værdi af fri briller for klageren til 8.468 kr. for indkomståret 2011 og 4.116 kr. for indkomståret 2012.

Landsskatteretten anser brillerne for at være ydet af arbejdsgiveren i overvejende grad af hensyn til klagerens arbejde. Landsskatteretten finder, at værdiansættelsen efter ligningslovens § 16, stk. 3, skal tage udgangspunkt i en gennemsnitlig levetid for et par briller, uanset hvor mange briller klager faktisk har haft til rådighed. Den beløbsmæssige opgørelse efter § 16, stk. 3, og anvendelse af bagatelgrænsen, jf. § 16, stk. 3, 6. pkt., henskydes til SKAT, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 4.

Faktiske oplysninger

Klageren var i indkomstårene 2011 og 2012 ansat i selskabet [virksomhed1] A/S.

Ifølge oplysninger fra [virksomhed1] A/S har klageren modtaget briller fra selskabet/arbejdsgiveren til en værdi af 8.468 kr. i indkomståret 2011 og 4.116 kr. i 2012.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren var brillebærer (anvendte synskorrektion) i 2011 og 2012.

Arbejdsgiveren har afholdt udgifter til individuel tilpasning af brillerne.

Der er ikke sket egenbetaling fra klageren.

Der er ikke fremlagt oplysninger om, at klageren har afholdt udgifter til private briller.

[virksomhed1] A/S/arbejdsgiver har over for SKAT oplyst, at de ansatte bruger messe- og agentbriller i forbindelse med deres arbejde, at de har rådighed over brillerne til privat brug, og at brillerne er overdraget til de ansatte uden betaling.

Der forelå for indkomstårene 2011 og 2012 ingen brillepolitik/aftale mellem [virksomhed1] A/S og klageren angående briller.

[virksomhed1] A/S har efterfølgende anmodet om bindende svar på følgende spørgsmål:

”1.Kan Skatterådet bekræfte, at udlån af briller til brug på messer og i forbindelse med markedsføringsaktiviteter kan ske skattefrit til medarbejdere, der til daglig bruger briller (dvs. har brug for synskorrektion)?

2.Kan Skatterådet bekræfte, at udlån af briller til brug på messer og i forbindelse med markedsføringsaktiviteter kan ske skattefrit til medarbejdere, der ikke bruger briller (dvs. som ikke har brug for synskorrektion)?

3.Kan Skatterådet bekræfte, at værdiansættelsen af udlån af briller til medarbejdere, der til daglig bruger briller (dvs. har brug for synskorrektion), skal ske til kostpris og efter den nedenfor beskrevne metode, således at avancen ikke skal medtages ved værdiansættelsen af godet under bagatelgrænsen, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 6 pkt.?”

Skatterådet svarede i bindende svar af 27. august 2013 (SKM2013.663.SR) således:

”1.Ja.

2.Ja.

3.Bortfalder.”

Til grund for det bindende svar lå følgende beskrivelse af de faktiske forhold:

”[...]

I forbindelse med markedsføring kommer A's medarbejdere i direkte kontakt med mange eksisterende og potentielle forretningsforbindelser og medier fra hele verden. På baggrund af mange års erfaring i branchen er det A's helt klare oplevelse, at kunderne køber den brille, som de kan se på "et ansigt". Derfor bliver den enkelte brille i størstedelen af A's markedsføring præsenteret på modeller enten på tryk eller levende. Dette understreger således også vigtigheden af, at medarbejdere, som deltager i markedsføring og salg, skal bære de seneste nyheder fra A for derigennem at understøtte salgs- og markedsføringsaktiviteterne. I forbindelse med alle markedsførings- og salgsaktiviteter foreligger der en stående instruks om, at de pågældende medarbejdere samt ledelsesmedlemmer altid skal bære de nyeste modeller, samt at der skal foretages skift flere gange dagligt mellem forskellige modeller.

Markedsføringsevents og support strækker sig fra deltagelse i præsentationsaftener hos udvalgte kunder (små og mellemstore optikbutikker og -kæder) til flerdagsarrangementer med deltagelse af kunder og medier.

[...]

Der foregår ligeledes markedsføringsaktiviteter på virksomhedens adresser i såvel Danmark som i udlandet. Disse aktiviteter omfatter fremvisning af kollektion, storytelling om A samt eventuel teknisk træning.

[...]

Der deltager et varierende antal medarbejdere fra A ud over selskabets tilknyttede salgsagenter fra ind- og udlandet afhængig af størrelsen af messen. A har derfor et udtalt behov for, at medarbejderne på messer m.v. bærer de seneste nyheder fra A for derigennem at understøtte salgs- og markedsføringsaktiviteterne. Det er A's opfattelse, at det for kunden giver den bedst mulige oplevelse af A-brillerne.

[...]

I den forbindelse ønsker A at pålægge de omfattede medarbejdere at skulle bære A-briller. Dette skal i praksis foregå ved at udlåne A-briller til de medarbejdere, der deltager i messer og markedsføringsaktiviteter over hele verden.

De medarbejdere, som ikke bærer briller til daglig, påtænkes ligeledes at skulle låne A's briller med styrkefrie glas til brug på messer.

Ledelsen i A påtænker at indføre en politik for udlån af messe- og marketingsbriller formuleret på følgende vis:

"Denne politik omfatter alle medarbejdere, som låner briller af A i forbindelse med konkret kontakt med eksterne kunder, medier og forretningsforbindelser m.v.. Der er tale om medarbejdere i selskabets kunde-, salg- og marketingsafdeling samt design- og udviklingsafdeling, som deltager i store og små internationale messer over hele verden.

Politikken vil blive indarbejdet i A's personalehåndbog samt vil blive indskærpet over for de relevante medarbejdere. Herudover påregnes, at der føres en oversigt med udlånte briller, så selskabet kan styre udlån og tilbagelevering af udlånte briller.

Medarbejderne må, som det fremgår af ovenfor nævnte politik, ikke tage brillerne med hjem, og brillerne forefindes derfor på arbejdspladsen, når medarbejderen ikke deltager i salg- og markedsføringsaktiviteter, messer m.v. Medarbejderne skal således udelukkende vænne sig til de lånte briller, mens de er på arbejde. I sagens natur har medarbejdere, der ikke bruger briller til daglig, ikke nogen ønske om at tage brillerne med hjem for at vænne sig til dem. For de medarbejdere, der bruger briller, forventes de at kunne vænne sig til brillerne over kort tid og alene i arbejdstiden, således at de heller ikke har behov for at tage dem med hjem. Den af A udarbejdet politik skal netop understrege, at messebriller m.v. er et arbejdsredskab.

Repræsentanten har dernæst oplyst, at de af ansatte brugte og tilbageleverede briller anvendes enten som træningsbriller til træning af kunder og konsulenter i opretning og justering, eller bliver destrueret. A sælger eller forærer under ingen omstændigheder brugte eller second hand briller til nogen, herunder heller ikke til As egne medarbejdere.”

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet klageren af værdi af fri briller i indkomstårene 2011 og 2012.

SKAT har begrundet afgørelsen således:

”Det er ved din arbejdsgiver [virksomhed1] A/S konstateret, at du i 2011 og 2012 har fået overdraget briller til brug for dit arbejde og til rådighed til privat. Brillerne er overdraget uden egenbetaling.

Det er SKATs opfattelse, at du er skattepligtig af værdien af de briller, som du har modtaget fra [virksomhed1] A/S.

Det er SKATs opfattelse, at:

Der er endvidere herved henset til, at

SKAT har i udtalelse til Skatteankestyrelsen anført:

”Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen:

Vedr. retningslinjer / politik for messebriller:

Der henvises til referat fra kontrolbesøget, bilag A. Referatet er et dynamisk dokument, der løbende har været udsendt til [virksomhed1] A/S, og som selskabet løbende har kunnet kommentere på.

Der henvises endvidere udsendt oplæg, bilag B, til mødet den 10.1.2013.

At der ikke foreligger en skriftelig eller mundtlig aftale findes ikke at tilkendegive, at der har bestået en afståelse af privat brug eller en tilbageleveringsklausul.

Vedr. bagatelgrænse:

De overdragne messebriller kan ikke anses for omfattet af bestemmelserne for beskatning af personalegoder, der er givet overvejende af hensyn til for arbejdets udførelse, idet messebrillerne i det væsentligste er anvendt i fritiden.

Det bemærkes endvidere, at beløbsmæssigt overstiger værdien af de udleverede briller til [person1] i 2011 bagatelgrænsen, og derved er hele værdien skattepligtig indkomst.

Vedr. værdiansættelse:

Den skattepligtige værdi, skal som hovedregel ansættes til markedsværdien, og såfremt dette ikke kan fastsættes, kan der undtagelsesvis anvendes arbejdsgivers kostpris. Kostprisen anses at udgøre [virksomhed1] A/S’s kostpris jf. foreliggende købsbilag fra [virksomhed2] A/S.

Ved fastsættelse af [virksomhed3] A/S’s salgspris til [virksomhed1] A/S er indarbejdet en reduktion, jf. foreliggende aftale om rabat. Kostprisen kan således ikke opgøres på grundlag af produktion- og kostpriser i koncernens øvrige selskaber.”

SKAT har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

”SKAT er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse og kan tiltræde denne.

Det er således SKAT’s opfattelse, at klager skal beskattes af briller til rådighed efter ligningslovens § 16, stk. 3, da de ikke kan anses for at være et skattefrit arbejdsredskab udlånt af arbejdsgiveren. Dette begrunder SKAT med:

Da brillerne anses for at være stillet til rådighed for privat brug, finder SKAT ej heller, at brillerne kan anses for at være ydet af arbejdsgiveren i overvejende grad af hensyn til klagerens arbejde, således at der kun skal ske beskatning, hvis den samlede værdi af personalegoder overstiger bagatelgrænsen, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 6. pkt.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om at SKAT tilpligtes at frafalde forhøjelsen af klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2011 og 2012 med værdien af messebriller, da brillerne skal anses som et skattefrit arbejdsredskab, som er udlånt af [virksomhed1] A/S.

Subsidiært har klagerens repræsentant nedlagt påstand om at SKAT tilpligtes at frafalde forhøjelsen af medarbejderens skattepligtige indkomst for 2011 og 2012 med værdien af messebriller, da brillerne er omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder (5.500 kr. i 2011 og 2012). SKAT tilpligtes i den forbindelse at anerkende, at værdiansættelsen skal ske på baggrund af en markedsleje af messebrillen i den periode, brillen har været udlånt til medarbejderen.

Mere subsidiært har klageren nedlagt påstand om at SKAT tilpligtes at anerkende, at værdien af messebrillerne skal opgøres til det sparede privatforbrug med udgangspunkt i det faktiske forbrug af brillen, da brillerne er udlånt af [virksomhed1] A/S og ikke overdraget til eje. SKAT tilpligtes i den forbindelse at anerkende, at værdiansættelsen skal ske på baggrund af en gennemsnitspris og den forventede levetid for en brille.

Til støtte for påstandene har repræsentanten anført:

”Ad den principale påstand - skattefrit arbejdsredskab

Det er vores opfattelse, at messebrillerne skal anses som et arbejdsredskab, som [virksomhed1] har pålagt sine Medarbejdere at anvende ved deltagelse i messer og markedsføringsaktiviteter. Medarbejderes brug af arbejdsredskaber er skattefri, medmindre andet er fastsat i lov eller praksis.

Som det fremgår af beskrivelsen af de faktiske forhold, har [virksomhed1] pålagt Medarbejderne at bære selskabets nyeste brillemodeller/kollektioner, når Medarbejderne i forbindelse med udførelse af deres arbejde repræsenterer [virksomhed1] udadtil.

Det er fortsat arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S’ briller, også selvom medarbejderen har måttet tage brillerne med hjem for at vænne sig til at gå med brillerne, idet der ikke er indgået en aftale om, at [virksomhed1] har foræret brillen til Medarbejderen. Medarbejderne får da også kun lov til at låne briller i forbindelse med arbejdsmæssige aktiviteter, dvs. i de situationer, hvor Medarbejderne har direkte kontakt med eksterne kunder, medier og forretningsforbindelser m.v.

De i denne sag omhandlede Medarbejdere, skal alle varetage salgsfunktioner på de messer og markedsføringsevents, som [virksomhed1] pålægger dem af deltage i - eller også skal de instruere, oplære og foranstalte teknisk træning af de optikere, der forhandler [virksomhed1] A/S’ briller.

Det er udelukkende [virksomhed1] A/S’ direktør og markeringsdirektør, der bestemmer, hvilke medarbejdere der skal deltage i messen/markedsføringseventen - på baggrund af de kvalifikationer, der er brug for ved deltagelse i de enkelte messer.

Det er ligeledes udelukkende [virksomhed1], der bestemmer, hvilken type, model og farve brille, som den enkelte Medarbejder skal bære i forbindelse udførelsen af salgs- og markedsføringsevents. Medarbejderne er således underlagt at bære brillen, uanset om Medarbejderen personligt synes, at brillen er pæn eller grim, og uanset om brillen er behagelig at have på eller ikke. Medarbejderen er herudover pålagt at skifte briller flere gange dagligt, selvom hvert brilleskrift kræver lidt tilvænning for øjnene.

Som et argument for, at de udlånte messebriller ikke kan være et arbejdsredskab, har SKAT i afgørelsen af 25. september 2014 bemærket, at alle medarbejdere, der deltager i messer og markedsføringsaktiviteter inden for et år ikke får udleveret samme antal briller - hvorfor medarbejderne efter SKATs opfattelse ikke altid kan være pålagt at bære briller den nyeste kollektion.

Hertil bemærkes, at årsagen til, at [virksomhed1] ikke udlåner lige mange briller til de medarbejdere, der deltager på messer og i markedsføringsaktiviteter er, at ikke alle medarbejdere deltager i lige mange messer/markedsføringsevents. [virksomhed1] har således ikke fundet det nødvendigt at udlevere f.eks. 4 briller til medarbejdere, der kun har deltaget i én eller et par messer. Når [virksomhed1] beslutter, hvilke medarbejdere der skal deltage på messer i f.eks. Italien, er den medarbejder, der taler italiensk, naturligvis selvskrevet til at deltage. Denne medarbejder deltager dog kun på messer i Italien, hvorfor der kun udlånes 1-2 briller til denne medarbejder.

Blandt de medarbejdere, der har fået udleveret flest briller, er [[person2].], der udover at deltage på messer/markedsføringsevents, tillige varetager hvervet som sælger for [virksomhed1] i [England]. Da hun har omfattende salgsaktiviteter i forbindelse med sine besøg i [England] et par gange om måneden, har [virksomhed1] vurderet, at hun har brug for flere briller.

SKAT konstaterer desuden, at der er medarbejdere, der udelukkende får nye glas isat gamle stel.

Hertil bemærkes, at det er korrekt, at enkelte medarbejdere - hvis de har fået synsændringer/ændret styrkebehov - har fået udskiftet glas i ældre briller. Dette er imidlertid kun sket, hvis [virksomhed1] har pålagt den pågældende medarbejder at bære en af [virksomhed1] A/S’ klassiske basis-briller, som indgår i kollektionen år efter år. [virksomhed1] ønsker naturligvis at sælge briller fra de nyeste kollektioner, men har også en del kunder, der efterspørger [virksomhed1] A/S’ klassiske modeller.

Som udgangspunkt er medarbejdere skattepligtige af vederlag fra en arbejdsgiver, herunder personalegoder. Det specificeres i cirkulære nr. 72 af 17/4 1996, afsnit 12,4.2, hvad der kan anses som ”vederlag” i forhold til ligningsloven § 16. Heraf fremgår følgende:

”[...] Bestemmelsen omfatter ikke de arbejdsredskaber/ hjælpemidler, der på arbejdspladsen stilles til rådighed for arbejdets udførelse. Er arbejdsredskabet m.v. også til rådighed for privat brug, eller bruges det privat, foreligger der principielt et skattepligtigt gode [...]”

Da lån og brug af brillerne er pålagt af Medarbejdernes arbejdsgiver, [virksomhed1] og udelukkende i [virksomhed1] A/S’ interesse, er der efter vores opfattelse tale om et arbejdsredskab, som Medarbejderne ikke er skattepligtige af.

Skatterådet var da også enig i dette synspunkt ved afgivelse af bidende svar (SKM2013.663.SR), hvorefter de af [virksomhed1] udlånte messebriller skulle anses som et arbejdsredskab. Idet der ikke er sket væsentlige ændringer udover, at politikken for udlån af messebriller formelt er blevet nedskrevet, bør Skatterådets resultat også gælde for indkomstårene 2011 og 2012, således at der ikke skal ske beskatning af Medarbejderne.

Ad den subsidiære påstand – bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder

Måtte Landsskatteretten derimod være af den opfattelse, at der er tale om et personalegode, er det vores vurdering, at Medarbejdere, der har brug for synskorrektion, ikke skal beskattes af lån af briller, da brillerne i overvejende grad er stillet til rådighed af hensyn til Medarbejdernes arbejde.

Personalegoder, som en arbejdsgiver i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, skal kun beskattes, hvis den samlede værdi af disse goder overstiger et grundbeløb, som i 2011 og 2012 udgjorde 5.500 kr., jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 6. pkt.

De goder, der er omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder, værdiansættes til markedsprisen, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt.

For at et gode i overvejende grad er ydet af hensyn til arbejdet, skal der være en direkte sammenhæng mellem godet og udførelsen af arbejdet. Ifølge formålet med bestemmelsen, skal dette forstås således, at det er de ”konkrete omstændigheder vedrørende godet og arbejdets udførelse der afgør, om godet kan henføres under bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder”, jf. SKATs Juridiske Vejledning, pkt. C.A.5.1.3.

Det er typisk for de goder, som er omfattet af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder, at den ansatte ville have mulighed for at få fradrag for den del af udgifterne, som skyldes arbejdet, hvis den ansatte selv afholdt udgiften.

Faktum i denne sag er, at Medarbejderne er pålagt af deres arbejdsgiver at bære briller i forbindelse med, at Medarbejderne skal markedsføre og sælge [virksomhed1] A/S’ briller. Det er kun Medarbejdere, der er ansat til at sælge eller uddanne/træne optiker-kunderne, der sælger [virksomhed1] A/S’ briller, som [virksomhed1] udlåner briller til.

[virksomhed1] har derudover mundtligt pålagt medarbejderne at bære de [virksomhed1] A/S’ briller på messer m.v., dels pålagt Medarbejderne at skifte briller i løbet af en dag, idet [virksomhed1] ønsker at bruge Medarbejderne som reklamesøjler.

De udlånte briller har derfor så tæt en sammenhæng med Medarbejdernes udførelse af deres arbejdsopgaver, at messebrillerne kan anses for overvejende at være stillet til rådighed for arbejdets udførelse. Dermed omfattes brillerne af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder på 5.500 kr. (2011 og 2012).

Værdien skal opgøres som markedslejen af brillerne, jf. nedenfor, idet brillerne stadig er [virksomhed1] A/S’ ejendom.

[virksomhed1] tilbyder ikke sine optiker-kunder, at optikerne kan lade [virksomhed1] -briller indgå i en brilleleje-ordning.

Vi har derfor søgt efter tilsvarende optikerforretninger, som lejer briller ud. Vi har i den forbindelse defineret ”brilleleje” som en ordning, hvor forbrugeren betaler en leje for x antal briller, og hvor ejendomsretten til brillerne ikke overgår til forbrugeren. De ordninger, der benævnes ”brilleleje”, men hvor der i realiteten kun er tale om et køb på afbetaling, indgår ikke i sammenligningsgrundlaget.

Baseret på oplysninger indhentet primo december 2014 udgør den gennemsnitlige lejepris for briller i Danmark ca. 99 kr. - 199 kr. pr. måned afhængig af, hvor mange briller der kan lejes ad gangen, og om der er enkelt- eller flerstyrkeglas i brillerne, jf. bilag 3. For nogle brilleleje-ordninger skal forbrugeren desuden betale et startgebyr pr. brille - afhængig af brillens pris.

Da [virksomhed1] producerer briller i det høje prissegment, anvendes den dyreste månedlige brilleleje på 199 kr. pr. måned.

Den skattemæssige værdi af lån af briller svarer derfor til 199 kr. pr. måned, medarbejderen låner brillerne. Låner medarbejderne brillerne for en periode, der er kortere end en måned, opgøres værdien pr. dag (199 kr./30 dage * antal lånedage).

Den maksimale skattemæssige værdi af lån af briller udgør således 2.388 kr. årligt (199 kr. * 12 mdr.), da medarbejdere - som [virksomhed1] har pålagt at låne flere briller - kun kan gå med et par briller ad gangen.

Ad den mere subsidiære påstand - intet sparet privatforbrug

Måtte Landsskatteretten være af den opfattelse, at godet ikke omfattes af bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder, er det vores vurdering, at Medarbejdere, der har brug for synskorrektion, ikke skal beskattes af lån af briller, idet Medarbejderne ikke har opnået et sparet privatforbrug.

På de tidspunkter, hvor Medarbejderne låner briller for at kunne deltage i en messe eller i markedsføringsaktiviteter, må det forventes, at Medarbejderne sparer slid på egne briller, men det må samtidig forventes, at sliddet er marginalt. Det skyldes, at Medarbejderne alene låner [virksomhed1] A/S’ briller, når han/hun er på arbejde eller deltager i erhvervsmæssige aktiviteter, hvorimod Medarbejderne bruger sine egne briller i fritiden (hvor der må forventes at være en betydelig større risiko for at beskadige/slide på brillerne), og når han/hun er på arbejde [virksomhed1].

Hvis Landsskatteretten måtte være af den opfattelse, at Medarbejderne opnår en vis besparelse - og hvis Landsskatteretten måtte finde, at besparelsen overhovedet er skattepligtig - skal omfanget af en eventuel beskatning bestemmes efter principperne om ”sparet hjemmeforbrug”.

Anvendes betragtningen om ”sparet hjemmeforbrug” er det nødvendigt at præcisere, hvilket gode medarbejderen får, da der ikke er tale om fri briller, idet:

Det er på den baggrund vores opfattelse, at Medarbejderne som normalt bruger briller, ikke opnår et særskilt gode/sparet privatforbrug ved lån af [virksomhed1] briller, da udlånet udelukkende sker i erhvervsmæssig sammenhæng.

Baseret på ovenstående er det vores vurdering, at [virksomhed1] A/S’ udlån af briller til brug for deltagelse i messer eller markedsføringsaktiviteter ikke udgør et skattepligtigt personalegode/sparet privatforbrug for de medarbejdere, som normalt bruger briller.

Værdiansættelse af sparet privatforbrug - gennemsnitspris

Såfremt det fastholdes, at der skal opgøres en værdi på udlån af messebriller - på trods af et meget begrænset sparet privatforbrug - skal værdien i princippet ikke opgøres ud fra, hvad [virksomhed1]­brillerne koster, men hvad Medarbejdernes egne briller har kostet.

Hertil bemærkes, at Skatterådet ved behandlingen af det bindende svar har tilkendegivet, at værdi af udlån af briller med sikkerhed ikke vil medføre en faktisk beskatning, medmindre der ydes andre goder, der omfattes af bagatelgrænse for arbejdsrelaterede goder, jf. Skatterådets udkast til indstilling, der fremlægges som bilag 4.

Det fremgår således af SKATs Juridiske Vejledning, pkt. C.A.5.1.2, at mens værdiansættelse af aktiver, der overdrages til lån eller eje, foretages med udgangspunkt i adgangen til at råde over aktivet, bliver værdiansættelse af sparet privatforbrug foretaget med udgangspunkt i det faktiske forbrug.

Hvis arbejdsgiver selv producerer det gode, som medfører, at medarbejderne anses for at have opnået et sparet privatforbrug, opgøres værdien af det sparede privatforbrug på baggrund af arbejdsgivers kostpris, svarende til arbejdsgivers samlede omkostninger til at producere varen inkl. afgifter. Ved arbejdsgivers omkostninger forstås det, som det i gennemsnit koster arbejdsgiver at producere varen, dvs. arbejdsgivers salgspris kun reduceret med arbejdsgivers avance, jf. SKATs Juridiske Vejledning, pkt. C.A.5.1.6.

Kostprisen skal fordeles på baggrund af den forventede, gennemsnitlige levetid for briller (det, der med andre ord kan sammenlignes med en afskrivningsperiode). Medarbejderne har fået oplyst af [virksomhed1], at det er selskabets erfaring, at en brille i gennemsnit har en forventet, effektiv levealder eller brugstid på ca. 4 år.

På baggrund heraf opgøres værdien af brillerne pr. dag, at brillerne er til låns. Skatterådet er i det bindende svar enig i, at beregninger ud fra kortere tidsenheder som eksempelvis timer vil indebære en uforholdsmæssig stor opgørelsesmæssig belastning, uden at dette vil regulere den skattepligtige værdi væsentligt op eller ned.

Den nedenfor beskrevne metode til værdiansættelse tilgodeser således princippet om, at værdiansættelsen af sparet privatforbrug foretages med udgangspunkt i det faktiske forbrug.

I den forbindelse må der desuden tages hensyn til, at Medarbejderne kun kan gå med et par briller ad gangen i de tilfælde, hvor Medarbejderne er pålagt at skifte mellem forskellige briller på en messe. Også i disse tilfælde bør den skattemæssige værdi af lån af messebriller opgøres til værdi af én brille pr. dag, Medarbejderne har flere messebriller til rådighed, således:

[virksomhed1] A/S’ gennemsnitligekostpris * antal dage, som Medarbejderne har messebriller til låns. Forventet gennemsnitlige levetid på brillen (4 år omregnet til dage)

Konkret vil den skattemæssige værdi af lån af messebriller pr. år maksimalt skulle opgøres til:

5,875 kr. * 365 dage

1.430 dage = 1.468,75 kr. pr. år.

En skattemæssig værdi af godet beregnet ud fra ovennævnte princip svarer til det sparede privatforbrug, Medarbejderne opnår ved at benytte lånebrillen fra [virksomhed1], når Medarbejderne deltager på messer og i markedsføringsbegivenheder frem for at ”slide” på sin egen private brille.”

Repræsentanten har fremsat følgende bemærkninger til SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsen:

”Vedr. ejerskab til messebrillerne

SKAT fastholder i sine høringssvar formodning om, at ovenævnte medarbejdere fik overdraget messebrillerne til eje af [virksomhed1].

SKAT begrunder sin formodning med, at [virksomhed1] ikke har gjort indsigelse mod SKATs referater fra kontrolbesøgene (bilag A), selvom referaterne løbende blev sendt til [virksomhed1] til orientering, ligesom det fremgik af SKATs oplæg til møde med [virksomhed1] (bilag B), at SKAT var af den opfattelse, at brillerne var overdraget til eje.

Hertil bemærkes, at ovennævnte medarbejdere aldrig har været i tvivl om, at de kun lånte messebrillerne, og at brillerne ikke blev overdraget til eje, idet medarbejderne aldrig har været i tvivl om, at brillerne skulle afleveres, når medarbejderne ikke længere havde brug for brillerne til at kunne udføre deres salgsopsøgende og salgsfremmende opgaver på messer m.v.

Forelagt SKATs påstande og formodninger har [virksomhed1] oplyst til medarbejderne, at [virksomhed1] gentagne gange på møderne har oplyst SKAT om, at messebrillerne kun blev udlånt til medarbejderne. Konkret har [[person3].] i sin egenskab af CFO for [virksomhed1] deltaget i SKATs kontrolbesøg, og han har bl.a. noteret, at han senest på mødet med SKAT den 2. december 2013 pointerede, at brillerne ikke var overdraget til eje, og at [virksomhed1] stadig havde ejendomsretten til brillerne. [[person3].] har oplyst, at [virksomhed1] A/S’ lønbogholder kan bekræfte dette, idet hun ligeledes deltog i møderne med SKAT.

Medarbejderne er selvsagt ikke bekendt med, hvorfor SKAT - på trods af [virksomhed1] A/S’ gentagne præciseringer af, at brillerne kun var udlånt til medarbejderne - fortsat anførte i referatet, at messebrillerne var overdraget til eje, da dette ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold i sagen.

Medarbejderne er desuden bekendt med, at [virksomhed1] i anmodningen om bindende svar klart har oplyst, at der alene er tale om et udlån til medarbejderne, og at [virksomhed1] indsendte anmodningen om bindende svar til SKAT i januar 2013, dvs. før SKATs afgørelse i nærværende sag. Da det bindende svar er offentliggjort i september 2013, må SKAT således have haft mulighed for at gøre sig bekendt med det, før afgørelsen i denne sag blev truffet.

Medarbejderne fastholder på den baggrund, at [virksomhed1] kun har udlånt brillerne til medarbejderne, og det forhold, at SKAT ikke har gengivet de faktiske forhold korrekt i deres referater, ikke kan få skadevirkning for denne sag.

Vedr. politik for udlån af messebriller

SKAT anfører i høringssvaret, at det bindende svar fra Skatterådet ikke kan anvendes på beskatning af messebrillerne i 2011 og 2012, fordi der i anmodningen om bindende svar er anført, at der er tale om en ”påtænkt” disposition.

Medarbejderne står uforstående over for SKATs påstand, da medarbejderne allerede i 2011 og 2012 var underlagt de beskrevne vilkår fra [virksomhed1], når de lånte messebriller til brug for deltagelse på messer eller i markedsføringsbegivenheder. De vilkår for udlån af messebriller, som er beskrevet i anmodningen om bindende svar, var således allerede gældende i 2011 og 2012, på nær vilkåret om at [virksomhed1] ville pålægge medarbejderne selv at købe nye briller hvert 3. år.

Det er på den baggrund medarbejdernes opfattelse, at det bindende svar trods sin karakter af en fremadrettet vurdering i høj grad kan anvendes som retningsgivende ved vurderingen af, om de udlånte messebriller var et skattefrit arbejdsredskab eller et skattepligtigt gode.

Vedr. bagatelgrænse og værdiansættelse

Vedrørende SKATs bemærkninger om muligheden for at anvende bagatelgrænsen og principperne for værdiansættelse af messebrillerne henvises i det hele til klageskrivelsen.”

Landsskatterettens afgørelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke kun indtægter bestående i penge, men også formuegoder af pengeværdi, jf. statsskattelovens § 4 herunder værdien af vederlagsfri benyttelse af andres rørlige og urørlige gods, jf. statsskattelovens § 4, litra b.

Efter ligningslovens § 16, stk. 1, medregnes alle vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, opnået som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 3, at den skattepligtige værdi af de i stk. 1 omhandlede goder ved skatteansættelsen, medmindre andet følger af stk. 4-16, skal fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goderne i almindelig fri handel. Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene beskattes, i det omfang rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver m.v.

Personalegoder værdiansættes således som udgangspunkt til markedsprisen. Markedsprisen er den pris, det ville koste den enkelte ansatte at købe godet i almindelig fri handel.

I praksis er det imidlertid accepteret, at markedsprisen i tilfælde, hvor arbejdsgiveren indkøber til særligt favorable priser og videresælger til medarbejderne, anses for at være lig med arbejdsgivers omkostninger, hvis medarbejderne kunne opnå samme favorable pris for eksempel gennem en forbrugs- eller personaleforening.

Klageren har som led i sit ansættelsesforhold med [virksomhed1] A/S modtaget briller til vederlagsfri benyttelse.

Der forelå for indkomstårene 2011 og 2012 ingen skriftlig politik eller aftale om briller mellem klageren og arbejdsgiveren. Ifølge SKAT har arbejdsgiveren til SKAT oplyst, at medarbejderne brugte brillerne i forbindelse med deres arbejde, at de havde rådighed over brillerne til privat brug, og at brillerne blev overdraget til medarbejderne uden betaling. Klagerens repræsentant har anført, at dette er en fejl, idet brillerne kun var udlånt til medarbejderne, og at brillerne skulle tilbageleveres, når medarbejderne ikke længere havde brug for brillerne til at kunne udføre deres salgsopsøgende og salgsfremmende opgaver på messer m.v.

På grundlag af de foreliggende oplysninger finder Landsskatteretten, at det kan lægges til grund, at brillerne i indkomstårene 2011 og 2012 har været til ubegrænset rådighed for klagerens private brug. Landsskatteretten har lagt vægt på, at arbejdsgiveren over for SKAT har forklaret, at brillerne har været til rådighed for privat brug, og at der ikke har foreligget nogen aftale mellem arbejdsgiver og klageren om, at brillerne ikke måtte anvendes privat. Landsskatteretten bemærker i den forbindelse, at det bindende svar (SKM2013.663.SR) kun er gældende fremadrettet og derfor ikke kan lægges til grund for klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012. Desuden er de faktiske forhold ikke identiske med de forhold, der er gældende i det bindende svar.

Landsskatteretten finder derfor ikke, at brillerne kan anses for et skattefrit arbejdsredskab, som er udlånt af arbejdsgiveren.

Landsskatteretten finder grundlag for at anse brillerne for at være ydet af arbejdsgiveren i overvejende grad af hensyn til klagerens arbejde, således at der kun skal ske beskatning, hvis den samlede værdi af personalegoder overstiger bagatelgrænsen, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 6. pkt.

Landsskatteretten finder, at brillerne må anses for at være udlånt til klager og ikke overdraget til eje som forudsat af SKAT. Landsskatteretten finder, at værdiansættelsen efter ligningslovens § 16, stk. 3, skal ske på denne baggrund og tage udgangspunkt i en gennemsnitlig levetid for et par briller, uanset hvor mange briller klager faktisk har haft til rådighed. Den beløbsmæssige opgørelse efter § 16, stk. 3, og anvendelse af bagatelgrænsen, jf. § 16, stk. 3, 6. pkt., henskydes til SKAT, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 4.