Kendelse af 14-01-2015 - indlagt i TaxCons database den 27-03-2015

Klagen vedrører opgørelse af den tonnagebeskattede indkomst i henhold til tonnageskattelovens regler.

SKAT har for indkomståret 2009 ansat selskabets skattepligtige tonnageindkomst til 13.612.542 kr.

Denne afgørelse stadfæstede Landsskatteretten ved kendelse af 19. december 2013. Sagen er efter anmodning fra selskabets repræsentant genoptaget af Landsskatteretten i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1.

Landsskatteretten nedsætter selskabets skattepligtige tonnageindkomst for indkomståret 2009 med 10.450.348 kr. fra 13.612.542 kr. til 3.162.194 kr.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] A/S var i 2009 en del af [virksomhed1] koncernen og var sambeskattet med [virksomhed2] A/S som administrationsselskab.

I juni 2010 blev [virksomhed1] delen solgt til [virksomhed3], Chile. Selskabets navn er nu [virksomhed4] A/S, og selskabet er sambeskattet med [virksomhed5] ApS som administrationsselskab.

Selskabet driver rederivirksomhed. Der er tale om både ejede og lejede skibe. Selskabet opererer primært timechartrede skibe uden købsoption. Selskabet har valgt beskatning efter tonnageskatteordningen.

Selskabet har for indkomståret 2009 selvangivet skattepligtig tonnageindkomst efter tonnageskattelovens § 15 til 0 kr. med henvisning til, at selskabet udelukkende har haft lejede skibe i indkomståret 2009, at der ikke skal ske beregning af tonnageindkomst for de lejede skibe i henhold til tonnageskattelovens § 15, idet der sker beskatning af overskydende lejet tonnage som almindelig indkomst i henhold til tonnageskattelovens § 7.

Det fremgår af selskabets selvangivelse for indkomståret 2009, at selskabet har opereret skibe på i alt 481.200.292 BT, hvoraf 22.360.630 BT er lejet bruttotonnage med købsoption. Efter reglerne i tonnageskattelovens § 7 har selskabet selvangivet, at 81,4 % af selskabets indkomst skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler. Der er selvangivet en skattepligtig indkomst efter de almindelige skatteregler på 279.088.247 DKK.

Selskabet har efterfølgende opgjort fordelingsnøglen efter tonnageskattelovens § 7 til 76,77 % for 2009.

SKATs afgørelse

SKAT har ansat selskabets skattepligtige tonnageindkomst for indkomståret 2009 til 13.612.542 kr.

Selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2009 er herefter opgjort således:

Skattepligtig indkomst før ændring

279.088.247 kr.

1. Opgørelse af almindelig indkomst i henhold til tonnageskattelovens § 7

Selvangivet almindelig indkomst

248.156.098 kr.

279.088.247 kr.

-30.932.149 kr.

2. Beregnet tonnageindkomst efter tonnageskattelovens § 15

Selvangivet tonnageindkomst

13.612.542 kr.

0 kr.

13.612.542 kr.

261.768.640 kr.

Det fremgår af tonnageskattelovens § 6, stk. 1, at indkomst ved rederivirksomhed med ejede eller lejede skibe skal opgøres efter reglerne i tonnageskattelovens §§ 9-15.

Det fremgår af tonnageskattelovens § 7, at hvis bruttotonnagen, der er til rådighed fra lejede skibe, er større end fire gange den ejede bruttotonnage, så beskattes indtægt fra den overskydende del af den lejede tonnage efter skattelovgivningens almindelige regler. Den overskydende indtægt beregnes som den andel af den samlede bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, som svarer til forholdet mellem på den ene side den del af den lejede tonnage, der overstiger fire gange egentonnagen, og på den anden side den samlede bruttotonnage.

Der skal således opgøres en fordelingsnøgle samt en samlet skattemæssig bruttoindtjening før afskrivning og renter efter reglerne i tonnageskattelovens § 7.

Selskabet er enigt med SKAT i, at fordelingsnøglen efter tonnageskattelovens 7 skal opgøres således for 2009:

Egne skibe (lejet med købsoption)

22.360.630 BT

Lejet bruttotonnage

458.839.662 BT

Samlet bruttotonnage

481.200.292 BT

Egentonnage x 4 (22.360.660 x 4)

89.442.520 BT

Lejet bruttotonnage

458.839.662 BT

Overskydende bruttotonnage

369.397.142 BT

Fordelingsnøglen kan herefter beregnes således:

Overskydende bruttotonnage: 369.397.142 BT = 76,77 %

Samlet bruttotonnage: 481.200.292 BT

Der skal således beskattes 76,77 % af den samlede skattemæssige bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster efter skattelovgivningens almindelige regler.

Der er enighed om, at den andel af bruttoindtjeningen, der i indkomståret 2009 kan henføres til almindelig skattepligtig indkomst, udgør 248.156.098 kr.

I henhold til tonnageskattelovens § 15 skal skattepligtig indkomst for skibe omfattet af tonnageskatteloven opgøres på grundlag af nettotonnagen. Den skattepligtige indkomst udgør for hvert skib et grundbeløb pr. 100 nettoton (NT) pr. påbegyndt døgn, uanset om skibet er i drift eller ej. Grundbeløb pr. 100 NT fremgår af tonnageskattelovens § 15, stk. 1.

Der er ikke hjemmel i tonnageskattelovens § 15 eller i tonnageskatteloven i øvrigt til at foretage nedskrivning af denne opgjorte skattepligtige indkomst pr. skib, så længe skibet er omfattet af tonnageskatteloven.

Uanset, at der sker almindelig beskatning af en forholdsmæssig andel af bruttoindtjeningen, jf. reglerne i tonnageskattelovens § 7, så ændrer dette ikke på, at de omhandlede skibe stadig er omfattet af tonnageskatteloven, og at de pr. påbegyndt døgn, de er omfattet af loven, skal opgøre en skattepligtig indkomst efter reglerne i tonnageskattelovens § 15.

Der skal derfor ske beregning af tonnageindkomst efter tonnageskattelovens § 15 for alle de skibe, som selskabet har opereret i 2009.

Tonnageindkomsten er herefter skønsmæssigt beregnet til 13.612.542 kr.

Effekten af, at bruttoindtjeningen fra selskabets lejede skibe delvis beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. tonnageskattelovens § 7, er ikke, at nogle af skibene på specifikke dage ikke længere er omfattet af tonnageskatteloven. Skibene er stadig omfattet af tonnageskatteloven, så længe selskabet lejer skibene, og disse anvendes helt eller delvis til formål, som kan beskattes efter tonnageskatteloven.

Der er hverken i lovens § 7 eller lovens § 15 eller i tonnageskatteloven i øvrigt hjemmel til at foretage en forholdsmæssig nedskrivning af den efter § 15 beregnede skattepligtige tonnageindkomst.

Så længe et skib er helt eller delvist omfattet af tonnageskatteloven, skal der således ske fuld beregning af tonnageindkomst efter reglerne i tonnageskattelovens § 15, stk. 1. Beregningen sker for hvert påbegyndt døgn, uanset om skibet er i drift eller ej.

Samme forhold kan f.eks. indtræffe, hvis et skib et døgn både udfører opgaver, der kan tonnagebeskattes, og andre opgaver. Her skal der beregnes tonnageindkomst for det påbegyndte døgn, jf. tonnageskattelovens § 15, og samtidig ske almindelig indkomstbeskatning af de øvrige aktiviteter, der er foretaget dette døgn. Der sker ingen nedsættelse af § 15-indkomsten på grund af de blandede opgaver.

Der er henvist til Landsskatterettens kendelse af 13. juni 2013 i sagen 12-0191954.

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har anmodet Landsskatteretten om at genoptage sagen, der blev afgjort ved Landsskatterettens kendelse af 19. december 2013 med henblik på, at selskabets skattepligtige tonnageindkomst for indkomståret 2009 nedsættes med 10.450.348 kr., svarende til den del af den af SKAT opgjorte tonnageindkomst, der forholdsmæssigt kan henføres til overskydende lejet tonnage opgjort efter tonnageskattelovens § 7, eller 76,77 % af 13.612.542 kr., således at selskabets skattepligtige tonnageindkomst for indkomståret 2009 nedsættes til 3.162.194 kr. (13.612.542 kr. – 10.450.348 kr.)

Landsskatteretten traf ved kendelse af 19. december 2013 afgørelse i sagen 13-5634988 vedrørende selskabets skatteansættelse for indkomståret 2009. Ved afgørelse af 21. august 2014 traf Landsskatteretten afgørelse i sagen 14-3293212 vedrørende selskabets skatteansættelse for indkomståret 2010.

Sagerne blev af Landsskatteretten afgjort i overensstemmelse med sagen 12-0191954 ([virksomhed6] A/S), hvori Landsskatteretten afsagde kendelse den 13. juni 2013, og som på tidspunktet for Landsskatterettens afgørelse i selskabets to sager var blevet indbragt for domstolene. Landsskatteretten gav selskabet tilsagn om genoptagelse af de to sager, hvis landsretten efterfølgende ændrede Landsskatterettens afgørelse i sagen 12-0191954.

Kammeradvokaten har den 22. oktober 2014 på vegne af Skatteministeriet taget bekræftende til genmæle over for [virksomhed6] A/S ved Østre Landsret, jf. udskrift af 13. november 2014 af Østre Landsrets retsbog i sagen B-0052-14.

På baggrund heraf anmodes Landsskatteretten om at genoptage sagen vedrørende selskabets skatteansættelse for indkomståret 2009.

Landsskatterettens afgørelse

I overensstemmelse med udskrift af 13. november 2014 af Østre Landsrets retsbog i sagen B-0052-14 nedsætter Landsskatteretten selskabets skattepligtige tonnageindkomst for indkomståret 2009 med 10.450.348 kr. fra 13.612.542 kr. til 3.162.194 kr.