Kendelse af 02-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2017

SKAT har anset selskabet for omfattet af reglerne om arbejdsudleje.

Klagepunkt

SKAT

Selskabets opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

AM-bidrag – 8 % af 73.800 kr.

5.904 kr.

0 kr.

5.904 kr.

A-skat – 30 % af 73.800 kr. – 5.904 kr.

20.368 kr.

0 kr.

20.368 kr.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS drives fra adressen [adresse1], [by1]. Minkfarmen er ejet af [person1], og produktionen er minkavl.

SKAT var på kontrol på virksomhedens adresse den 21. november 2013. I forbindelse med kontrollen talte SKAT med [person1]. SKAT fik oplyst, at virksomheden havde en fastansat litauisk medarbejder, som havde været ansat på minkfarmen i ca. 10 år, og at der i pelsningsperioden november-december var yderligere to personer fra Litauen, der var indlejet fra det litauiske vikarbureau [virksomhed2]. [person1] oplyste, at minkfarmen ikke havde en kontrakt med [virksomhed2], og at de havde benyttet samme vikarbureau i mange år i forbindelse med pelsningen i november og december måned. Virksomheden betalte 150 kr. pr. time, men ved kontrollen havde man endnu ikke modtaget nogen faktura Man regnede med at få den første faktura i starten af december måned. [person1] oplyste, at han ikke kunne huske, om der var moms på regningen, og han vidste heller ikke, om [virksomhed2] var registreret i Danmark, og om vikarerne betalte skat til Danmark. SKAT talte ikke med medarbejderne.

SKAT modtog efterfølgende kopi af fakturaerne for november og december 2013 samt en kontrakt med [virksomhed2] for perioden 1. maj 2012 - 7. maj 2012.

Kontrakten er ikke dateret, og der fremgår ingen datoer i selve kontrakten, ligesom den ikke er underskrevet af nogle af parterne.

Sammen med kontrakten er der 3 tillæg, hvoraf følgende er fremhævet:

Af tillæg 1 fremgår det bl.a., at arbejdet skal udføres i perioden 1. maj 2012 - 7. maj 2012, og der skal pelses 10.000 mink. Kontraktsummen udgør 5.221,04 kr. for dette arbejde.
Af tillæg 2 fremgår det, at kunden skal sørge for overnatnings-, køkken- og badefaciliteter for perioden 1. april 2012 til 30. april 2012, og betaling herfor udgør 1.000 kr. pr. måned pr. person.

Ingen af tillæggene er dateret eller underskrevet.

[person1] er kontaktet af SKAT pr. telefon den 10. januar 2014.

[person1] oplyste følgende til SKAT:

Hovedopgaven er pelsning, men personalet deltager også i dyrepasningen i et mindre omfang.
[person1] starter dagen med morgenmøde med medarbejderne, hvor de bliver instrueret i, hvad der skal laves i løbet af dagen.
[person1] bestemmer, hvornår de starter om morgenen, og hvornår de er færdige med dagens arbejde, og hvornår den samlede opgave er færdig.
Virksomheden har kun haft besøg af en repræsentant fra [virksomhed2] en gang, og det var i forbindelse med, at han indgik aftale med firmaet første gang.
Der kommer ingen kontaktpersoner fra [virksomhed2] og kontrollerer medarbejderne.
Hvis der skal påtales noget over for medarbejderne, er det [person1] selv, der gør det.

Der er fremlagt to fakturaer fra [virksomhed2] af 12. december 2013 og 31. december 2013 på henholdsvis 45.000 kr. og 28.800 kr., eller i alt 73.800 kr. Af teksten på begge fakturaer fremgår, at der er tale om arbejde udført i november 2013 og december 2013 ifølge kontrakt.

Der er fremlagt en ny kontrakt, som dækker perioden 10. november – 20. december 2014. Kontrakten er i det store og hele enslydende med den tidligere indsendte kontrakt.

SKATs afgørelse


SKAT er af den opfattelse, at det udførte arbejde på minkfarmen er omfattet af reglerne for arbejdsudleje, og at klageren er indeholdelsespligtig af arbejdsmarkedsbidrag og arbejdsudlejeskat for indkomståret 2013.

Ved vurderingen er der henset til, at:

Hovedopgaven er pelsning af mink, men personalet deltager også i dyrepasningen i et mindre omfang
[person1] har oplyst, at dagen starter med morgenmøde, hvor medarbejderne bliver instrueret i, hvad der skal udføres af arbejde i løbet af dagen
[person1] bestemmer start- og sluttid for dagens arbejde
[person1] påtaler overfor medarbejderne, hvis der er mangler/fejl i det udførte arbejde
[person1] afgør, hvornår den samlede opgave er afsluttet
Betalingen udgør 150 kr. pr. time pr. medarbejder og ikke en fast entreprisesum
Arbejdet udføres på arbejdspladsen, som selskabet har ansvaret og kontrollen for.

Virksomheden anses for at være den reelle arbejdsgiver for de indlejede medarbejdere fra [virksomhed2] uanset kontraktens ordlyd, da arbejdet anses for at være en integreret del af virksomheden.

Virksomheden har instruktionsbeføjelserne og kontrollen og ansvaret for arbejdsstedet.

[virksomhed2] fører ikke tilsyn med medarbejderne.

Vederlaget er beregnet pr. arbejdstime, og [virksomhed2] leverer kun arbejdsydelsen.

Endvidere kan bemærkes, at kontrakten bærer præg af at være en standardkontrakt, der ikke vedrører den konkrete arbejdsopgave, da det ifølge tillæggene til kontrakten fremgår, at pelsningen skal udføres i april og maj måned 2012, men ifølge oplysning fra virksomheden indlejes der arbejdskraft til pelsning i november og december. Kontrakten, herunder tillæggene, er ikke underskrevet af parterne, og selve kontrakten er ikke dateret.

I 2010, 2012 og 2013 er der anmeldt udenlandsk arbejdskraft i registeret for udenlandske tjenesteydelser (RUT) på virksomhedens adresse. Der er ikke anmeldt ydelser i RUT i april og maj måned 2012.

I opgørelsen er der taget udgangspunkt i fakturabeløbene, da der ikke er indsendt dokumentation for, hvor stor en del af det samlede vederlag, der er viderebetalt som løn til de litauiske medarbejdere.

Vedrørende den indsendte kontrakt er det overfor SKAT oplyst, at det ikke er et gældende dokument.

SKAT har hertil anført, at der ikke er modtaget andre kontrakter, og [person1] har tidligere oplyst, at der ikke var udarbejdet en kontrakt med [virksomhed2]. SKAT forudsætter derfor, at der ikke er indgået kontrakt med [virksomhed2].

Det er endvidere overfor SKAT oplyst, at det er naturligt, at pelsning foregår på virksomheden på grund af smittefare. Samtidigt er det oplyst, at der er tale om en special- opgave, der alternativt kan udføres et andet sted, f.eks. Polen, Finland eller Nordjylland.

SKAT har ikke modtaget dokumentation for udbetalte lønninger. Der ses derfor ikke grundlag for at ændre beregningsgrundlaget for arbejdsmarkedsbidrag og arbejdsudlejeskat.

Den ikke indeholdte skat m.m. kan på det foreliggende grundlag for 2013 opgøres sådan:

Arbejdsmarkedsbidrag:

8 % af 73.800 kr., i alt 5.904 kr.

Arbejdsudlejeskat:

30 % af (73.800 kr. – 5.904 kr.) kr., i alt 20.368 kr.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har påklaget SKATs afgørelse i sin helhed.

Repræsentanten har gjort gældende, at han på væsentlige punkter ikke er enig i SKATs sagsfremstilling, som efter hans opfattelse på flere områder er udtryk for manglende forståelse af det faktuelle, praktiske forløb, herunder arbejdsgang i virksomheden, og som følge heraf også forkert begrundelse.

Der er tale om en pelsdyrfarm, hvor salg af avlsdyr er et væsentligt aktiv, som kræver, at farmen er sygdomsfri. Dette er vigtigt af hensyn til det avlsarbejde, som løbende udføres. Der er således tale om høj grad af sikkerhed omkring miljø og adgang til farmen for at mindske risiko for smitte og sygdom.

Repræsentanten har haft følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:

”side 1

Når SKAT benytter udtrykket ”indlejet”, er det over for mig oplyst at det ikke er et udtryk som [person1] har anvendt.

Det fremgår at der ikke foreligger kontrakt med virksomheden [virksomhed2], det skal bemærkes at det er den samme virksomhed som har været leverandør til pelsnings opgaver gennem de sidste 6 - 8 år, de personer som kommer og udfører pelsningsarbejdet, er personer som i en kort periode før 2007 har var ansat som medarbejdere hos andre pelsavlere i Danmark, de har således kendskab til arbejdet med pelsning..

Side 2

1. Afsnit ”samt en kontrakt med [virksomhed2]”, denne kontrakt er ikke entydigt udtryk for aftalens faktiske indhold omkring den aktuelle entreprise.

Som det fremgår af afsnit 2 og 3 viser det tydeligt at der ikke er tale om en endelig aftale.

Senere blev ”[person1] kontaktet pr. telefon den 10. januar 2014.”

SKAT’s påstande

[person1]’s bemærkninger til skats påstande

-”Hovedopgaven er pelsning, men personalet deltager også i dyrepasningen et mindre omfang”.

[person1] kan ikke genkende eller godkende den af SKAT anførte formulering!

[person1] har overfor undertegnede oplyst at det alene er pelsningsopgaver som udføres af personerne fra [virksomhed2]

-”[person1] starter dagen med morgenmøde med medarbejderne, hvor de bliver instrueret i hvad der skal laves i løbet af dagen”

[person1] kan ikke genkende den af SKAT anførte formulering. [person1] oplyser at der er kaffe i personalerummet hver dag.

[person1] deltager ikke i nogen form for morgenmøde. Det skal bemærkes at de pågældende personer fra Litauen ikke taler dansk, [person1] forstår ikke Litauisk og [virksomhed2]’s medarbejdere forstår ikke dansk! [virksomhed1] har en Litauer som medarbejder, han har været ansat i 6-8 år.

-”[person1] bestemmer, hvornår de starter om morgenen, og hvornår de er færdige med dagens arbejde, og hvornår den samlede opgave er færdig”.

[person1] kan på ingen måde, genkende den af SKAT anførte formulering!

Det faktiske forløb er sådan at [person1] eller hans faste medarbejder åbner for adgang til farmen kl. 7.30 – 7.45, at den normale arbejdsdag slutter kl. 17.30 – 18.00

Det er således at adgang til farmen af sikkerhedshensyn er begrænset i form af overvågning og alarmer samt låsesystemer. [person1] møder sædvanligvis i tiden 7.30 – 8.00

Det kan oplyses at [person1]s far bor i huset tæt ved farmen, han er således 1. led i farmens sikrings system og tilsyn.

-Virksomheden har kun haft besøg af en repræsentant fra [virksomhed2] en gang, og det var i forbindelse med han indgik aftale med firmaet”

[person1], oplyser det er korrekt han alene har haft besøg af repræsentant fra [virksomhed2] en gang siden den første aftale blev indgået. Samarbejdet i forbindelse med pelsning har efterfølgende ikke givet anledning til problemer, opgaven som skal klares er enkelt og ensartet at udføre, pelsning af mink, det kræver alene engagerede og fagligt kvalificerede personer som udfører arbejdet. Det har i det væsentlige været de samme personer hvert år som er kommet for at udføre arbejdsopgaven som normalt gennemføres på 5-6 uger i november/december, i det omfang der sælges flere avlsdyr kan der være tale om et mindre antal dyr som skal pelses.

Det skal bemærkes at aftalen har været videreført som en mundlig aftale med den danske kontakt person som formidler af aftalen.

Vi opfatter det som kvalitet i samarbejdet at det nu gennem flere år har fungeret uden væsentlige problemer med [virksomhed2] som leverandør.

-”Der kommer ingen kontaktpersoner fra [virksomhed2] og kontrollerer medarbejderne”

[person1] oplyser at det er en ensartet opgave / entreprise som skal udføres år efter år og det har i det væsentlige været de samme personer som er kommet for at udføre opgaven.

Det kan nærmest sammenlignes med at hidkalde Elektrikeren eller smeden for at udføre opgaver som skal klare opgaver når behov opstår. Der foreligger ej heller skriftlige aftaler med elektriker eller smeden, opgaven beskrives naturligvis af [person1] når smeden og elektrikeren rekvireres, herefter har [person1] tillid til at opgaven udføres af den håndværker/entreprenør som er rekvireret til at klare opgaven, sådan er det også med de personer som kommer efter aftale med [virksomhed2]!

Opgaverne som udføres af smeden og elektrikeren udføres også på timebasis, uden der er truffet aftale om timesats!

-”Hvis der skal påtales noget overfor medarbejderne, er det [person1] selv der gør det”.

[person1], kan på ingen måde erindre denne formulering som må anses for noget fantasifyldt! [person1] forstår og taler ikke ”Litauisk”,

[person1] kan ikke tale med de pågældende personer som alene taler litauisk.

Det faktiske er at opstår der problemer er det [virksomhed2] som der skal rettes henvendelse til og derigennem klares problemer

Der er faktisk sådan at den faste medarbejder hos [virksomhed1] er Litauir har været ansat hos [virksomhed1] i 7-8 år og han kan naturligvis kommunikere med [virksomhed2]s medarbejdere.

1.2 Begrundelse for forslag til ændring Vor argumentation

-Hovedopgaven er pelsning af mink, men personalet deltager også i dyrepasningen i et mindre omfang

[person1] oplyser at det er korrekt at pelsning er opgaven, der alene er pelsning som udføres af personerne fra [virksomhed2]!

Der kan således ikke tales om hovedopgave! Dyrepasning udføres alene af [person1] og den medarbejder som gennem flere år er ansat i selskabet [virksomhed1] ApS.

-[person1] har oplyst, at dagen starter med morgenmøde, hvor medarbejderne bliver instrueret i, hvad der skal udføres af arbejde i løbet af dagen

[person1] kan ikke genkende den af SKAT anførte formulering -

[person1] oplyser at der i personalerummet er kaffe på kanden hver dag hele dagen, at adgang til farmen sikres med låse, alarmer og overvågning, [person1] og hans faste medarbejder laver ganske rigtigt kaffe som den første opgave, herefter går de ud i farmen og klarer de daglige opgaver og foretager udpegning af de dyr som skal aflives og pelses!

-[person1] bestemmer start- og sluttidspunkt for dagens arbejde

[person1] har af sikkerhedsmæssige årsagen nogle procedurer omkring adgang til farmen, hvilket efter min erfaring er normalt i de fleste virksomheder herunder pelsdyrfarme, som i perioder har haft indbrud og efterfølgende ramt af sygdom som følge af fremmede er kommet ind på farmen.

Det må antages at være en normal ledelsesopgave at fastlægge start- og sluttidspunkt for dagens arbejde.

Almindelige og normale effektive virksomheder har ordnede forhold omkring arbejdstider, hvilket også er gældende i denne virksomhed, disse regler skal medvirke til at reducere muligheden for smitte og sygdom i farmen.

-Betalingen udgør 150 kr. pr. time pr. medarbejder og ikke en fast entreprisesum

Det er virksomhedens opfattelse at det er ledelsens opgave at udøve rettidig omhu omkring indkøb af ydelser som kan indkøbes med højeste grad af sikkerhed omkring kvalitet og derved bidrage til at mindske risiko for sygdom herunder smitte fra andre farme, skal være opfyldt.

-Arbejdet udføres på arbejdspladsen som I har ansvaret og kontrollen for

Det er selskabets ledelse der er forpligtet til at være ansvarlig for farmens optimale drift herunder sikre sig bedst muligt mod sygdom og smitte. Det er netop ansvaret og kontrol med farmens drift som er årsag til at pelsning udføres på farmen.

Det er ledelsens ansvar at sikre og vedligeholde den bedst opnåelige drift af virksomheden!

Vi anser det for naturligt at arbejdsopgaver som pelsning af mink udføres på virksomheden, hvilket er et led i sikkerhed for at undgå sygdomme.

-virksomheden anses for at være den reelle arbejdsgiver for [virksomhed2]’s medarbejdere, da arbejdet anses for at være en integreret del af virksomheden!

Arbejdet som udføres af [virksomhed2]'s medarbejdere er absolut ikkeen integreret del af virksomhedens daglige drift. Der er tale om en special opgave som alene udføres i begrænset kort periode 5-6 uger. alternativt kan arbejdet udliciteres til udførelse et helt andet sted. F.eks. Polen, Finland eller Nordjylland (dermed forøget risiko for sygdom), det er der flere farme som er gået sammen om

-virksomheden har instruktionsbeføjelserne og kontrollen og ansvaret for arbejdsstedet

[virksomhed1] har ikke instruktionsbeføjelsen overfor den enkelte medarbejder.

[virksomhed1] har ansvar for at arbejdspladsen opfylder lovgivningens krav til miljø i almindelighed.

-[virksomhed2], fører ikke tilsyn med medarbejderne

Dette er ikke korrekt, der er tale om at arbejdet udføres efter samme regelsæt som gælder for og er identisk med smeden, elektrikeren som kommer for at kontrollere el-installationen, eller [virksomhed3] som leverer rengøringsydelsen eller vinduespudseren.

-Vederlaget er beregnet pr. arbejdstime og [virksomhed2] leverer kun arbejdsydelsen.

Dette er identisk med entreprenørarbejde, hvor entreprenøren opnår en pris pr. lb m, bl.a. de som grødeskærer vandløb

-2. afsnit side 3 øverst Kontrakten som Skat har fået tilsendt, herunder tillæg,

Denne kontrakt er ikke det gældende dokument for den aftale som [virksomhed1] ApS har anvendt i samarbejdet med [virksomhed2].

4. afsnit side 3 I opgørelsen er der taget udgangspunkt i fakturabeløbene, da der ikke er indsendt dokumentation for, hvor stor en del af det samlede vederlag, der er viderebetalt som løn til de litauiske medarbejdere.

Det er ikke min oplevelse at det Normalt tilkommer entreprisegiver at få oplyst hvilket beløb entreprenøren udbetaler i vederlag til sine medarbejdere.

Det er mundtlig oplyst at [virksomhed2] beregner sig kr. 1000 til administration pr. medarbejder.

Konklusion

Det skal bemærkes at der nu for 2014 er indgået skriftlig aftale vedr. arbejdets omfang. Og den aftale for 2013, som dog ikke er underskrevet er i det væsentligste ligelydende.

Vi finder ikke der er grundlag for at arbejdsudleje reglerne skal være gældende ved denne aftale!

Arbejdets faktiske forløb er således:

[virksomhed1]s faste medarbejdere og [person1] sorterer og afliver de dyr som skal pelses, hvorefter [virksomhed2]s medarbejdere trækker skind samt klargør skind til at de kan sættes på taner.

Det er vor og ledelsens opfattelse at den opgave som udføres af [virksomhed2]’s medarbejdere er en afgrænset opgave som kan udføres på andre steder, efter individuelle aftaler hvilket også andre pelsdyrsavlere i vidt omfang benytter sig af, på entreprenørvilkår, og arbejdet kan udliciteres på forskellige vilkår, således at der ikke kan opstå misforståelse omkring ansvar og ledelsesopgaven.

Der er jo ikke hidtil nogen som har anfægtet eller fremført misforståelse omkring ledelsesopgaven og fordelingen af ansvar når elektriker eller smeden kommer på farmen og [person1] anmoder den pågældende om at få udført den aktuelle opgave.

Vi anser pelsningsopgaven for at være ligestillet med almindelige håndværkeropgaver der udføres efter mundtlige eller skriftlige anvisninger / aftale på foranledning af og med ledelsen.

[virksomhed2] har flere forskellige kunder i Danmark. [virksomhed2] fremsender fakturaer som er i- overensstemmelse med reglerne i EU hvor moms ikke medregnes mellem erhvervsvirksomheder. [virksomhed1] ApS modtager faktura midtvejs og ved afslutning af opgaven, disse fakturaer betales ved overførsel til [finans1]. Når [virksomhed1] ApS selv anskaffer pelsdyrsudstyr/ materiale skyldes dette alene hensynet til at reducere risiko for sygdom og smitte, såfremt udstyr har været anvendt på andre farme.”

SKATs udtalelse

SKAT har haft følgende bemærkninger til klagen:

I klageskrivelsen oplyses det, at:

[virksomhed2]s medarbejdere trækker skind af tromler, renser og klargør skind. Dyrepasningen udføres alene af [person1] og den medarbejder, som gennem flere år har været fastansat.
[person1] og hans faste medarbejder klarer de daglige opgaver på farmen og foretager udpegning af de dyr, som skal aflives og pelses samt afliver minkene.
Endvidere fremgår det, at [person1] ikke deltager i morgenmøde, de pågældende personer taler ikke dansk, men [virksomhed1] ApS har en fastansat medarbejder fra Litauen, der kan kommunikere med dem. Opstår der problemer, er det [virksomhed2], som der rettes henvendelse til.
Det bliver oplyst, at [virksomhed2] beregner sig 1.000 kr. til administration pr. medarbejder.

Til ovenstående er bemærket, at [person1] pr. telefon til SKAT har oplyst, at han holder morgenmøde hver dag, hvor medarbejderne bliver instrueret.

Endvidere har [person1] ligeledes oplyst, at hovedopgaven for de litauiske medarbejdere er pels­ ning af mink, men at de også hjælper til med dyrepasningen i et mindre omfang.

I forbindelse med drøftelse af beregningsgrundlaget for arbejdsudlejeskatten er revisor gjort opmærksom på, at såfremt der indsendes dokumentation for lønningerne til medarbejderne, kan der tages udgangspunkt i lønningerne ved beregningen af arbejdsudlejeskatten, men revisor mente ikke det kunne svare sig at bruge tid på det.

Landsskatterettens afgørelse

Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i. Det fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3 (lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005).

Af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3 (lov nr. 921 af 18. september 2012) fremgår, at pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde for en virksomhed her i landet, når arbejdet udgør en integreret del af virksomheden. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i. For aftaler indgået eller ændret den 19. september 2012 eller senere har ændringen virkning fra og med den 19. september 2012. For aftaler indgået før denne dato har ændringen virkning fra den 1. oktober 2013.

Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1.

Af samme lovs § 46, stk. 1, fremgår det, at der i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst, skal indeholdes foreløbig skat af det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres.

Personer, der har lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet, er pligtige til at betale arbejdsmarkedsbidrag. Lønnen kan dog være fritaget for bidrag, såfremt de pågældende personer er omfattet af hjemlandets sociale sikring. Arbejdsgiveren er indeholdelsespligtig af arbejdsmarkedsbidraget i forbindelse med udbetalingen af A-indkomsten. Der henvises til arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Ved vurderingen af forholdet entreprise/arbejdsudleje ses på, om den danske eller den udenlandske virksomhed bærer ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdet. Derfor skal den danske og den udenlandske virksomheds ydelser kunne afgrænses fra hinanden.

Der henvises bl.a. til forarbejderne til lov nr. 921 af 18. september 2012 (L 195 af 14. august 2012), kommentarerne til OECD’s Modeloverenskomst og SKATs styresignal SKM2014.478.

Der er tale om arbejdsudleje i det foreliggende tilfælde. Der er herved lagt vægt på, at den udenlandske virksomheds ydelser efter en konkret vurdering må anses for at udgøre en integreret del af selskabets virksomhed. Der er herved lagt vægt på, at ydelserne, der i det væsentligste udgør arbejdskraft, er vedvarende og tilbagevendende arbejdsopgaver. Der er tillige lagt vægt på, at der ikke er udarbejdet nogen kontrakt i forbindelse med de udenlandske arbejderes udførelse af arbejde på minkfarmen. Arbejdet ses endvidere ikke at være udskilt fra den danske virksomheds kerneydelse, der omfatter pasning af mink, aflivning og pelsning af mink m.v., hvilket understøttes af det tidligere af hovedaktionæren oplyste samt det oplyste om, at selskabet leverer materialer til brug for arbejdet på minkfarmen. Der er endvidere lagt vægt på, at selskabet sørger for logi til de udenlandske arbejdere, hvilket sædvanligvis er kendetegnende ved lønarbejde.

Ud fra samlet bedømmelse anses selskabet for at være den reelle arbejdsgiver, og der foreligger således arbejdsudleje i medfør af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, og dermed A-indkomst efter kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h, samt arbejdsmarkedsbidrag efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Da der ikke er fremlagt andet grundlag for at fastsætte størrelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, lægges fakturaerne til grund for beregningen heraf, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.