Kendelse af 07-09-2018 - indlagt i TaxCons database den 05-10-2018

Faktiske oplysninger

Klageren erhvervede ejendommen beliggende [adresse1], [by1] i 1971, som udgør et samlet areal på 4,7524 ha. Klageren har siden erhvervelsen drevet skovbrugsvirksomhed på ejendommen i form af salg af juletræer og pyntegrønt. I de påklagede indkomstår bortforpagtede klageren det tilplantede område, udlejede maskiner og én bygning, da klageren i disse år var på efterløn og derfor skulle sælge eller bortforpagte ejendommen.

Det er af klageren oplyst, at ejendommen frem til 2004 var vurderet som en landbrugsejendom under kode 05, men herefter blev vurderet som en beboelsesejendom under kode 01. I henhold til den daværende vurderingslovs (lovbekendtgørelse 2013-08-30 nr. 1067) § 33, stk. 8, er der foretaget en ejerboligfordeling, da ejendommen er over 5.000 m² og beliggende i landzone.

Ved den offentlige ejendomsvurdering den 1. oktober 2011 var ejendomsværdien 2.350.000 kr., hvoraf grundværdien var 595.200 kr. Ejendomsboligværdien udgjorde 1.924.800 kr. Ved den offentlige ejendomsvurdering den 1. oktober 2013 var ejendomsværdien 2.250.000 kr., hvoraf grundværdien var 580.300 kr. Ejendomsboligværdien udgjorde 1.876.700 kr.

Klageren har oplyst, at ca. 4 ha af ejendommen er beplantet med juletræer og træer til at klippe pyntegrønt fra samt at maskinhuset på ejendommen anvendes ca. 80 % erhvervsmæssigt og at et stort værksted anvendes ca. 50 % erhvervsmæssigt.

Ifølge klagerens oplysninger var forpagtningsaftalen uopsigelig i 5 år fra den 1.1.2012 til 31.12.2016. Endvidere er det oplyst, at samme aftale blev opsagt ved en skriftlig opsigelse den 1. juli 2014.

Klagerens repræsentant har indsendt en afgørelse fra Vurderingsankenævnet for [by2] Amt, hvor ankenævnet ændrede ejendomsvurderingen fra beboelse (kode 01) til landbrug (kode 05) på en ejendom, som ifølge repræsentanten er identisk med ejendommen i denne sag.

Det er oplyst, at klageren i de påklagede indkomstår modtog efterløn sideløbende med indtægter fra bortforpagtning af arealerne med juletræer, udlejet maskiner og en bygning. Ifølge klagerens regnskaber kan klagerens personlige indkomst i indkomstårene 2012 og 2013 specificeres således:

Ifølge klagerens regnskaber kan virksomhedens resultater for indkomstårene 2012 og 2013 specificeres således, kr.:

Klageren anvendte virksomhedsordningen i de påklagede indkomstår 2012 og 2013.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for forsikringsudgifter og ejendomsskat på 13.542 kr. for indkomståret 2012 og på 14.385 kr. for indkomståret 2013, idet ejendommen anses som en beboelsesejendom.

SKAT har endvidere flyttet 2.713 kr. for indkomståret 2012 og på 9.491 kr. for indkomståret 2013 fra overskud af virksomhed til anden kapitalindkomst, idet overskud for udleje af beboelsesejendom anses som kapitalindkomst.

Derudover har SKAT anset virksomhedsordningen som ophørt, da SKAT ikke anser klageren som selvstændig erhvervsdrivende

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

” Ifølge ligningslovens § 15 J kan der udelukkende fratrækkes renteudgifter på ejendomme vurderet som beboelsesejendomme. Der kan således ikke godkendes fradrag for forsikringsudgifter og ejendomsskatter i 2012 og 2013.

Ifølge Personskattelovens § 4 stk. 1 nr. 6 er overskud af enfamiliehuse kapitalindkomst. Resultatet flyttes derfor fra underskud af virksomhed til anden kapitalindkomst.

Ovenstående bliver fastholdt i LSR af 22.12.2011 nr. 11-02821.

[...]

Ifølge virksomhedsskattelovens § 1 stk. 1 er det kun erhvervsmæssige virksomheder som kan benytte virksomhedsskatteloven. Ifølge virksomhedsskattelovens § 15 stk. 1 skal indestående på konto for opsparet overskud beskattes senest året efter virksomhedsskatteordningen er brugt for sidste gang. Idet du ikke har drevet en erhvervsmæssig virksomhed i 2012 og 2013, anser SKAT dig for at kan bruge virksomhedsskatteloven for sidste gang ved udgangen af 2011. Indestående på konto for opsparet overskud skal derfor beskattes i 2012.

Idet du ikke kan beskattes efter virksomhedsskatteloven kan der således ej heller beregnes kapitalafkast i 2012 og 2013.

Din revisors klage af 29.09.2014 har således ikke givet anledning til ændring i den ansatte indkomst. Der kan knyttes følgende kommentarer til din revisors klage:

• Der pålægges landbrugspligt på ejendomme over 20.000 m2. Landbrugspligten betyder, at du ikke er forpligtiget til at dyrke jorden, men du er forpligtet til at holde arealet, så det ikke gror til.

• Med landbrugspligt er ejendommen omfattet af landbrugsloven. Ifølge landbrugslovens § 11 skal ejendommen drives forsvarligt. Anvendelse til naturformål betragtes også som forsvarlig drift. Landbrugslovens § 11 nævner ikke ”erhvervsmæssig virksomhed” men kun ”forsvarlig drift”.

• Bopælspligt betyder, at ejeren skal tage bopæl på ejendommen inden 6 måneder fra købet.

Såfremt ejendommen er arvet kan bopælspligten skydes op til 2 år. Bopælspligten ophører efter 10 år.”

Klagerens opfattelse

Der er nedlagt principal påstand om fastholdelse af klagerens selvangivne indkomst, samt at virksomhedsordningen kan anvendes af klageren i de påklagede indkomstår.

Der er nedlagt subsidiær påstand om, at klageren kan blive i virksomhedsordningen, og at den af SKAT ansatte kapitalindkomst er virksomhedsindkomst.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden anført:

” Skatteyders begrundelse

Ejendommen burde have været vurderet som en kode 05 landbrugsejendom. Ejendommen fremstår og fungere som en landbrugsejendom. Ejendommen er kun blevet vurderet som en 01 ejendom som en følge af automatikken i vurderingssystemet og ikke ved en konkret vurdering af ejendommen.

Når ejendommens 4,7 ha kan genere en omsætning på 100.000 kr. årligt er det mere end en parcelhus have.

Omkostninger som er erhvervsmæssigt relateret er fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens§ 6a, der giver fradrag for udgifter der er med til at sikre og vedligeholde din indtjening. Når drift bygningerne og jorden anvendes erhvervsmæssigt er der fradragsret for forsikringer på bygningerne og for ejendomsskatten på jorden.

At ejendommen er udlejet kan efter vores opfattelse ikke have betydning for vurderingen og udlejning er også erhvervsmæssig virksomhed.

Begrundelse for at ejendommen burde have været vurderet som kode 05 ejendom

I henhold til cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 Standardfradrag m.v. står der at når en ejendom erhvervsmæssige anvendelse udgør mere en 25 % af den samlede vurdering skal der efter vurderingsloven være en særskilt vurdering af den erhvervsmæssige andel og den private andel.

Samtidig gives der fradrag for de erhvervs relaterede omkostninger. Hvis den erhvervsmæssige andel udgør under 25 % anvendes et standardfradrag for hele ejendommen.

Den erhvervsmæssige andel for ejendommen [adresse1], [by1] mener vi udgør ca.50 % ud fra at ejendommen er vurderet til 2.450.000 kr. hvilket også skønnes at være ejendommens handelspris. Der er 4, 7 ha. hvoraf ca. de 4 ha. er fuldt beplantet med juletræer og træer til at klippe pyntegrønt fra. Der er et maskinhus der anvendes 80 % erhvervsmæssigt og et stort værksted der anvendes ca. 50 % erhvervsmæssigt. Der vedlægges luftfoto over ejendommen således at Skatteankestyrelsen kan få et indtryk af hvordan ejendommen fremstår og anvendes.

Henvisning til lovtekst

I cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 står der i punkt 10.6 under overskriften ”Standardfradrag m.v., ligningslovens§§ 15 Jog 15 K” følgende:

"Ejere af stuehuse til landbrugsejendomme m.v. og skovbrugsejendomme må opdele de samlede udgifter, der er omfattet af standardfradraget, i udgifter, der kan henføres til stuehuset eller ejerboligen, og udgifter, der kan henføres til ejendommens øvrige bygninger. Udgifterne vedrørende stuehuset er omfattet af standardfradraget, medens udgifterne vedrørende de øvrige bygninger kan fratrækkes med de faktisk afholdte udgiftsbeløb.

Hvis det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvorledes en udgift skal fordeles på henholdsvis stuehuset eller ejerboligen og de øvrige bygninger, må der foretages en skønsmæssig fordeling på grundlag af de konkrete forhold.

For ejendomme i sameje kan de medejere, som bebor ejendommen, foretage standardfradrag for hele ejendommen. Er der to eller flere beboere i en sådan ejendom, deles standardfradraget mellem disse. Ejere af ejendomme med en eller to selvstændige lejligheder, der både tjener til bolig for ejeren og benyttes erhvervsmæssigt, kan fradrage de faktiske driftsudgifter vedrørende den erhvervsmæssige del af ejendommen. Det er dog en forudsætning, at ejendommen i væsentlig grad benyttes erhvervsmæssigt, således at der efter vurderingsloven skal foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der benyttes erhvervsmæssigt, og på den øvrige del af ejendommen. Det vil i praksis normalt være ejendomme, hvoraf mindst 25 pct. Anvendes erhvervsmæssigt. Er den erhvervsmæssige udnyttelse af mindre omfang, anvendes alene standardfradrag. Fradragsretten for faktiske udgifter omfatter kun de udgifter, der kan henføres til den del af ejendommen, som benyttes erhvervsmæssigt. For den øvrige del af ejendommen indrømmes standardfradrag. Udlejning af en del af boligen til beboelse anses i denne forbindelse ikke for erhvervsmæssig benyttelse.

Der må således på tilsvarende måde som for landbrugsejendomme m.v. og skovbrugsejendomme foretages en opdeling af ejendommens driftsudgifter i udgifter, der vedrører den erhvervsmæssige del af ejendommen, og udgifter, der vedrører den del, som tjener til bolig for ejeren."

Henvisning til retspraksis.

Der henvises til Landsskatteretsafgørelse af 18 april 2013 12-0196139 hvor også skat i [by3] påstod at der ikke var fradrag for driftsomkostninger ved ejendommens bygninger og jord da ejendommen var vurderet som en kode 01 ejendom beboelsesejendom. Landsskatteretten gav dog skatteyder medhold i at ejendommen var vurderet forkert burde have været vurderet som en kode 05 ejendom landbrugsejendom og gav derved skatteyder fradrag for driftsomkostninger på ejendommens bygninger, samt ret til at bruge kapitalafkastordningen.

Reglerne for anvendelse af enten virksomhedsordningen er kapitalafkastordningen er ligestillet i denne her sammenhæng.

Med hensyn til vurdering som en landbrugsejendom kan henvises til en situation, hvor en landmand med en ejendom på 4,44 ha. også beplantet med juletræer fik sin ejendom i 2004 omvurderet fra en kode 05 ejendom til en kode Ol ejendom nøjagtig som i [person1] tilfælde.

Landmanden klagede først til ejendomsvurdering for dengang [by2] Amt uden at få medhold og efterfølgende til Vurderingsankenævnet for [by2] Amt hvor han fik medhold i at ejendommen skulle vurderes som en kode 05 ejendom landbrugsejendom.

Ejendommen i den omtalte sag fra 2004 er nærmest identisk med [person1]s ejendom.

Der er tale om en ejendom på 4,44 ha. hvor [person1] har 4,7 ha. begge ejendomme med beskeden bygningssæt og fuldt tilplantet med juletræer og træer til pyntegrønt.

Der medsendes afgørelse vedr. ændring af ejendomsvurderingerne for ovennævnte ejendom.

Hvorfor klagede [person1] så ikke over vurderingen i 2004 kan der jo spørges om i dag, men han havde ingen anelse om hvordan ejendommen var vurderet og hvilken betydning det kunne fa her 10 år senere. Hvordan skulle han kunne det, der var ingen forandring i ejendommens anvendelse og fremtræden. At skat rent teknisk bare ændrer en vurdering uden at besigtige ejendommen eller give særskilt meddelelse gjorde ikke at [person1] kunne vide at der var sket en ændring af ejendomsvurderingen.

Med hensyn til anvendelse af virksomhedsskatteordningen kan henvises til Landsskatterets afgørelse 2-3-1216-0464 af 31 juli 2007, hvor en garage der var selvstændig matrikuleret og vurderet som transport-og garageanlæg blev lagt over i virksomhedsskatteordningen som eneste aktivitet og udlejet for 6.000 kr. årligt. Det mente Landsskatteretten opfyldte kravene for at være i virksomhedsskatteordningen.

Skat's henvisning til retspraksis

Vi mener ikke at skat's henvisning til afgørelse LSR af 22.12.2011 journal nr. 11-02821 er sammenlignelig med [person1] sag i det der i LSR afgørelsen blev vurderet at den erhvervsmæssig anvendte del af ejendommen udgjorde under 25 % af den samlede vurdering og derfor ikke var omfattet af cirkulæreskrivelse nr. 72 af 17 april 1996 Standardfradrag m.v.

Endvidere var ejendommen i LSR afgørelse af 22.12.201 l kun på 1,6 ha.”

Til støtte for den subsidiære påstand har klagerens repræsentant anført følgende:

”Der er indkommet 20.000 kr. i både 2012 og 2013 for udleje af jorden og med fradrag af forskellige driftsomkostninger er der opnået et overskud i 2012 på 2.713 kr. og i 2013 på 9.491 kr.

Skat har alene bestemt, at da ejendommen er vurderet som en kode 01 ejendom beboelsesejendom kan [person1] ikke blive i virksomhedsordningen og det opnåede overskud fra ejendommen var kapital indkomst. Derved blev hele det opsparede overskud på 517.140 kr. beskattet i 2012.

Henvisning til afgørelser

LSR afgørelse af 18/9 1990 j.nr. 1990-04-229 siger at når indkomsten kommer fra en ejendoms jord er det personlig indkomst i overensstemmelse med skat's påstand og de1med efter vores opfattelse virksomheds indkomst.

Dermed mener vi at [person1] stadig har og driver en virksomhed og kan blive i virksomhedsordningen.

LSR afgørelse af 18 april 2013 12-0196139. Lige en kode 01 ejendom hvor skat traf afgørelse om at når ejendommen var en kode 01 ejendom kunne det ikke være virksomhed, kapitalafkastordningen kunne ikke anvendes og overskud fra udlejning var kapitalindkomst.

Landskatteretten finder at uanset benyttelses kode, at ejendommens driftsbygninger og ejendommen iøvrigt er erhvervsmæssig benyttet i væsentlig omfang. (næstsidste afsnit side 16)

Der gentages henvisning tilLSR afgørelse af 31/7 2007 2-3-1216-0464 hvor en garage der var selvstændig matrikuleret og vurderet som transport-og garageanlæg blev lagt i virksomhedsskatteordningen som eneste aktivitet og udlejet for 6.000 kr. årligt. Det mente Landsskatteretten opfyldte kravene for at være i virksomhedsordningen.”

Der blev afholdt møde i Skatteankestyrelsen med klagerens repræsentant den 4. januar 2018. På mødet påpegede repræsentanten, at SKAT ikke nægtede fradrag for udgifter til forsikring og ejendomsskatter i forudgående indkomstår, herunder 2011 som SKATs afgørelse også vedrører. Endvidere fastholdte repræsentanten, at ejendomsvurderingen var forkert. Ejendomsvurderingen blev ændret automatisk i 2004, hvilket klageren ikke havde kendskab til og derfor ikke fik påklaget denne. Repræsentanten anførte, at sagen 11-02821, som SKAT henviser til i afgørelsen, ikke er sammenlignelig med nærværende sag, da der i den pågældende sag var tale om en væsentlig mindre ejendom. Repræsentanten henviste i stedet til Landsskatteretsafgørelse af 18. april 2013 (journalnummer 12-0196139), som ifølge repræsentanten er udtryk for, at Landsskatteretten gav klageren medhold i, at ejendomsvurderingen var forkert.

Landsskatterettens afgørelse

Erhvervsmæssig virksomhed og virksomhedsordningen

SKAT har i den påklagede afgørelse nægtet klageren fradrag for forsikringsudgifter og ejendomsskat og har endvidere ikke tilladt klageren at anvende virksomhedsordningen. SKAT har i afgørelsen ikke direkte taget stilling til, hvorvidt klagerens udlejning af jord, maskiner og én bygning kunne betragtes som erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende. I SKATs afgørelse af 3. oktober 2014 har SKAT således afgjort, at indtægter fra udlejningen skal beskattes som kapitalindkomst, men har ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt udlejningen kan betragtes som erhvervsmæssig i skattemæssig henseende.

Landsskatteretten finder, at SKAT ikke har taget stilling til, hvorvidt klagerens udlejning kan betragtes som erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende. SKAT skal dermed som første instans træffe afgørelse om, hvorvidt klagerens udlejning af jord, maskiner og driftsbygning kunne anses som erhvervsmæssig virksomhed i de påklagede år.

På denne baggrund hjemvises sagen til SKAT til behandling og afgørelse på dette punkt.

Da anvendelse af virksomhedsordningen er en følgevirkning af, om virksomheden anses for erhvervsmæssig, hjemvises sagen også på dette punkt.

Fradrag for forsikrings- og ejendomsudgifter

Det følger af ligningslovens § 15 J, stk. 1, at ejere af ejendomme omfattet af ejendomsværdiskatte-lovens § 4, nr. 1-5 og nr. 9-11, ikke kan få fradrag for andre udgifter end renteudgifter af indestående prioriteter samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter. Det er alene udgifter, der kan henføres til den faste ejendom, der er omfattet af § 15 J. I de påklagede indkomstår var det ejendomsværdiskatteloven som ændret ved lov nr. 1347 af 3. december 2013, der fandt anvendelse.

Hvorvidt fradrag for udgifter henført til en fast ejendom begrænses efter ligningslovens § 15 J afhænger af ejendommens kategorisering i henhold til § 4 i ejendomsværdiskatteloven. Det fremgår af den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 1, at det er den faktiske benyttelse af ejendommen, der er afgørende for vurderingen af, hvilken benyttelseskode en ejendom skal tildeles, og dermed også hvilken bestemmelse i ejendomsværdiskattelovens § 4 ejendommen kan henføres til.

Det fremgår af den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 8, at for ejendomme over 5.000 m², der helt eller delvist er beliggende i landzone, og hvor der ikke foretages fordeling efter stk. 4-7, foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der knytter sig til ejerboligdelen og på den øvrige del af ejendommen. Ved fordelingen anses 5.000 m² af grundarealet for at høre til boligdelen, jf. dog stk. 11. Den øvrige del af ejendommen henregnes til restejendommen. Det fremgår af stk. 11, at hvis det grundareal, der efter stk. 8 ligger i umiddelbart forbindelse med boligen, er mindre end 5000 m², anses kun dette grundareal for at høre til boligdelen.

Ejendommen [adresse1], [by1] har et samlet areal på 4,7524 ha.

Klagerens ejendom er vurderet som en beboelsesejendom med én lejlighed efter den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 8, hvorfor ejendommen er omfattet af den dagældende ejendomsværdiskattelovs § 4, nr. 9.

Landsskatteretten er af den opfattelse, at der skal tages stilling til, om vurderingen er åbenbart forkert, henset til ejendommens fremtræden og faktiske benyttelse.

Landsskatteretten finder ud fra en konkret vurdering, at klageren ikke har godtgjort, at vurderingen af ejendommen var åbenbart forkert. Der er lagt vægt på, at forholdene på ejendommen ikke har ændret sig afgørende siden omvurderingen i 2004 og at klageren ikke har fremlagt tilstrækkelig dokumentation, der understøtter, at vurderingen var åbenbart forkert.

Den fremsendte afgørelse fra vurderingsankenævnet ændrer ikke på resultatet. Der er henset til, at der er foretaget en konkret vurdering i den pågældende sag, som ikke uden videre kan henføres til nærværende sag.

På denne baggrund kan klageren ikke fratrække udgifter til ejendomsudgifter og forsikringer vedrørende ejendommen i de påklagede indkomstår i medfør af ligningslovens § 15 J.

Den påklagede afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Fradrag for ejendomsskatter

Udgifter til skatter og afgifter, bortset fra ejendomsværdiskatter, på fast ejendom og næring, til forpagtningsafgifter og lignende byrder kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette fremgår af ligningslovens § 14, stk. 1. Det fremgår af ligningslovens § 14, stk. 2, at udgifter til ejendomsskatter på ejendomme, der indeholder en eller to selvstændige lejligheder, ikke kan fradrages, hvis ejendommen i indkomståret har tjent til bolig for ejeren. Fradrag indrømmes endvidere ikke for udgifter til ejendomsskatter, som vedrører et stuehus med tilhørende grund og have, hvis stuehuset i indkomståret har tjent til bolig for ejeren.

Reglen i stk. 2 gælder imidlertid ikke, såfremt ejendommen anses for anvendt erhvervsmæssigt, medmindre den erhvervsmæssige anvendelse er uvæsentlig, hvilket fremgår af ligningslovens § 14, stk. 3.

Landsskatteretten finder, at SKAT ikke har taget stilling til, hvorvidt klageren er berettiget til fradrag for ejendomsskatter efter ligningslovens § 14. SKAT skal derfor som første instans træffe afgørelse om, hvorvidt klageren er berettiget hertil.

Landsskatteretten hjemviser dette punkt til behandling og afgørelse hos SKAT.