Kendelse af 15-06-2018 - indlagt i TaxCons database den 30-06-2018

SKAT har ved afgørelse af 5. marts 2014 ændret skatteansættelsen for indkomståret 2010. Som en direkte konsekvens af SKATs afgørelse for indkomståret 2010, har SKAT ændret årsopgørelsen for indkomståret 2011, med hævet opsparet overskud på 189.399 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren har i indkomståret 2006 erhvervet andele i K/S [virksomhed1]. I indkomståret 2010 har klageren solgt sine andele. SKAT har ved forslag af 3. februar 2014 og efterfølgende afgørelse af 5. marts 2014, forhøjet klagerens indkomst vedrørende genvundne afskrivninger og ejendomsavance for indkomståret 2010.

Klageren har valgt beskatning efter virksomhedsskattelovens regler.

SKATs forhøjelse af indkomsten for 2010, har medført, at saldo for opsparet overskud, har ændret sig i indkomståret 2010, hvorefter saldo for opsparet overskud pr. 31. december 2010 udgør 189.399 kr. Klageren har for indkomståret 2011 selvangivet et underskud fra virksomheden på netto 304.532 kr.

SKAT har som konsekvens af ovenstående ændret årsopgørelsen for indkomståret 2011, ved at resterende opsparet overskud på 189.399 kr. kommer til beskatning

Klageren har påklaget SKATs afgørelse vedrørende ændring af indkomståret 2010, som behandles samtidig med denne klage. Der henvises til sagsnr. [...].

SKATs afgørelse

SKAT har den 27. oktober 2014 ændret årsopgørelsen for 2011, idet resterende opsparet overskud på 189.399 kr. kommer til endelig beskatning.

SKAT har i forslaget til afgørelsen anført følgende:

”Vi foreslår at ændre din skat

Ifølge her foreliggende oplysninger har SKAT ændret din indkomst for 2010, således at din konto for opsparet overskud udgør 189.399 kr..

SKAT foreslår herefter at ændre grundlaget for din skat for 2011 sådan:

I henhold til virksomhedsskattelovens§ 13 modregnes underskud af virksomhed i tidligere opsparet overskud.

Ifølge her foreliggende oplysninger har du underskud af dansk virksomhed med 27.105 kr. og underskud af udenlandsk virksomhed med 277.427 kr., hvorefter du skal beskattes af tidligere opsparet overskud.

Din saldo på konto for opsparet overskud for tidligere år udgør

(...)”.

189.399 kr.

SKATs årsopgørelse for indkomståret 2011 anses for SKATs afgørelse.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at ændringen tilbageføres til det, der er selvangivet. Ændringerne i 2011 er en direkte følge af SKATs afgørelse for indkomståret 2010, som er påklaget jf. sagsnummer [...].

Klagerens repræsentant har anført følgende:

”(...)

På vegne af ovennævnte skal vi hermed påklage ændringen af årsopgørelsen for indkomståret 2011.

SKAT har den 27. oktober 2014 ændret årsopgørelsen for 2011 med hævet opsparet overskud på kr. 189.399. Ændringen er en direkte følge af SKATs forslag til ændring for indkomståret 2010, hvorom der på nuværende tidspunkt føres en klagesag, idet vi henviser Skatteankestyrelsens sagsnr. [...].

Ændringen til årsopgørelsen for 2011 sker efter vor klients opfattelse som en afledt virkning af SKATs ændring af årsopgørelsen for 2010. Vor klient ønsker derfor at påklage afgørelsen fra SKAT for 2011 i sammenhæng med det allerede påklagede indkomstår.

(...).”

Landsskatterettens afgørelse

Følgende fremgår af virksomhedsskattelovens § 13, stk. 1:

”Underskud i virksomhedsordningen modregnes i eventuelt opsparet overskud, der med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat medregnes ved opgørelsen af virksomhedsindkomsten. Indestående på konto for opsparet overskud reduceres med et beløb svarende til underskuddet med fradrag af den virksomhedsskat, der er tillagt efter 1. pkt. Den hertil svarende virksomhedsskat fradrages i den skattepligtiges slutskat m.v., udbetales kontant efter reglen i § 10, stk. 3, eller overføres eller fremføres efter reglen i § 10, stk. 4.”

Landsskatteretten har ved afgørelse af 30. april 2018 stadfæstet SKATs forhøjelse for indkomståret 2010. Som en konsekvens af denne forhøjelse er saldo for opsparet overskud ændret til at udgøre 189.399 kr. pr. 31. december 2010. Idet selvangivet underskud fra virksomheden i indkomståret 2011 overstiger restsaldoen for opsparet overskud, kommer hele det opsparede overskud til endelig beskatning i indkomståret 2011 jf. virksomhedsskattelovens § 13, stk. 1.

SKATs afgørelse stadfæstes derfor.