Kendelse af 25-04-2016 - indlagt i TaxCons database den 27-05-2016

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2013

Fradrag for befordring

0 kr.

8.661 kr.

0 kr.

Fradrag for børnebidrag

0 kr.

32.000 kr.

0 kr.

Fradrag for renteudgifter

0 kr.

6.115 kr.

0 kr.

Generelt

Klagerens repræsentant anmodede i april 2014 på klagerens vegne om genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2007-2010. Den 26. august 2014 sendte SKAT et forslag til afgørelse vedrørende indkomstårene.

I forbindelse med SKATs udsendelse af forslag indsendte klagerens repræsentant oplysninger vedrørende fradrag for børnebidrag for årene 2011-2013. SKAT udvidede derfor anmodningen om genoptagelse til indkomstårene 2011-2013. Herefter foreslog SKAT den 3. september 2014 følgende ændring af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2010-2013:

Indkomståret 2010 - 2012

Kørselsfradrag (befordring)

Du kan ikke få fradrag for din kørsel, fordi du ikke kører mere

end 24 km om dagen.

Reglerne står i ligningslovens § 9 C, stk. 2.

Børnebidrag

SKAT godkender ikke fradrag for betalt børnebidrag. Den indsendte erklæring er ikke tilstrækkelig som dokumentation for at bidragene er betalte. Herudover kan det ikke konstateres hvorvidt betingelserne for fradrag i øvrigt er opfyldt.

Reglerne står i ligningslovens § 10 og § 11. Se også Ligningsvejledningen; Almindelig del 2011, afsnit A.F.4.l.

Renteudgifter af anden gæld

Vi godkender ikke fradrag for renteudgifter af din gæld til [person1] og [person2]. Det skyldes, at du ikke har dokumenteret at renter på lånet er betalt.

Reglerne står i ligningslovens § 5, stk. 8, og Ligningsvejledningen; Almindelig del 2011, afsnit A.E.l.1.2.

Befordringsfradrag 2010 og 2013

Ifølge ligningslovens § 9 C kan skattepligtige, der befordrer sig mellem hjem og indtægtsgivende arbejdsplads, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretage befordringsfradrag. Fradraget beregnes ud fra den normale transportvej mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.

Fradraget kan alene foretages for den del af befordringen der overstiger 24 km pr. dag.

Fradraget gives for det faktiske antal arbejdsdage hvor den skattepligtige har haft befordring mellem bopæl og arbejdsplads og skal kunne dokumenteres eller sandsynliggøres. Det kan eksempelvis være arbejdssedler, lønsedler, brændstofkvitteringer eller kvitteringer for køb af billetter m.v. til offentlig transport.

-Indkomståret 2013

Du har for indkomståret selvangivet fradrag med 8.661 kr. Du har ved selvangivelsen ikke oplyst hvordan beløbet er fremkommet.

Af dine skatteoplysninger i TastSelv fremgår det, at du i året har haft ansættelse ved henholdsvis [by1] og [by2] kommune samt ved [virksomhed1].

Det er alene vedrørende din ansættelse hos [by1] kommune, at afstanden mellem sædvanlig bopæl og arbejdsstedet er mere end 24 km dagligt. Ifølge SKATs oplysninger har du 14,2 km svarende til 28,4 km dagligt. Du er således berettiget til befordringsfradrag vedrørende denne ansættelse. SKAT har ikke ud fra de foreliggende oplysninger mulighed for at efterprøve det selvangivne fradrag eller foretage en ny beregning. Det skyldes, at du har været ansat i 120 timer over en periode fra 1. juni 2013 – 31. december 2013 og vi dermed ikke kender antallet af dage du har kørt…

Børnebidrag 2010-2013

Efter ligningslovens § 10, stk. 1 kan bidrag som betales til underhold af børn, der ikke opholder sig hos bidragsyderen, fradrages i den skattepligtige indkomst som et ligningsmæssigt fradrag.

Fradragsretten for bidrag er betinget af at bidragsyderen har forsørgerpligt overfor barnet og at barnet ikke er fyldt 18 år. Bidrag kan fradrages i det omfang, de overstiger et beløb svarende til det tillæg der er fastsat i § 4, stk. 5, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, det fremgår af ligningslovens § 10, stk. 2.

I 2010 er der fradrag for beløb, der overstiger 134 kr. pr. måned eller 1.608 kr. årligt.

I 2011 er der fradrag for beløb, der overstiger 137 kr. pr. måned eller 1.644 kr. årligt.

I 2012 er der fradrag for beløb, der overstiger 141 kr. pr. måned eller 1.692 kr. årligt.

I 2013 er der fradrag for beløb, der overstiger 143 kr. pr. måned eller 1.716 kr. årligt.

Det er en betingelse for fradrag for børnebidrag, at beløbet bliver betalt til den forælder som har barnet boende. Herudover skal du være forpligtet til at betale bidragene ifølge en bindende aftale eller en bidragsresolution. Hvis den løbende ydelse overstiger det normalbidrag statsforvaltningen ville have fastsat uden sådan aftale, kan fradragsretten begrænses.

For yderligere oplysninger henvises til Den juridiske vejledning, afsnit C.A.8.5.2.2 der er den nyeste udgave, for de tidligere år er afsnittet i Ligningsvejledningen, almindelig del, afsnit A.F.4. 1.

Du har som dokumentation indsendt kopi af en mail af 1. juni 2014 hvori [person3], den ene forælder til dine børn, oplyser hvilke beløb hun i årene 2007 - 2013 bar modtaget. Hovedparten af betalingerne er ifølge opgørelsen sket kontant.

SKAT godkender ikke fradrag for børnebidrag. Vi finder ikke, at du har dokumenteret at du er retligt forpligtet til at betale bidrag samt at de faktisk er betalt.

SKAT skal bemærke at en erklæring fra modtageren af bidrag ikke alene kan anvendes som dokumentation for at bidragene er betalt.

Fradrag for renter 2010-2013

Efter statsskattelovens § 6, litra e kan renter af prioriteter og anden gæld for hvilke man hæfter fratrækkes i den skattepligtige indkomst. Renten fradrages i det indkomstår hvor renten forfalder til betaling efter ligningslovens § 5, stk. 1, dog med undtagelser som nævnt i stk. 2, 5, 6, 7 og 8.

Såfremt renteudgifter vedrørende tidligere år endnu ikke er betalt ved udgangen af det indkomstår, indkomstopgørelsen vedrører udskydes fradragsretten til betalingstidspunktet, det fremgår af ligningslovens § 5, stk. 8.

Fradragsretten følger som udgangspunkt hæftelsen på lånet hvilket betyder, at fradraget skal beregnes ud fra den hæftelse du har for lånet uanset hvem der foretager betalingen på det.

SKAT godkender ikke fradrag for renteudgifter af privat gæld Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at den indsendte dokumentation ikke dokumenterer, at du har betalt ydelserne på lånet samt det forhold, at gældsbrevene mellem dig og [person4] som låntagere og [person1] og [person2] er aktuelle. Den indsendte kvittering for betaling af en ydelse vedrører ikke indbetalinger på dit lån men derimod [person1] og [person2]’ betaling på deres pantebrev.

Vi skal gøre opmærksom på, at SKAT har bedt om dokumentation for fradragene, men at denne ikke er tilstrækkelig. SKAT har dermed forsøgt at indhente de nødvendige oplysninger.”

Befordringsfradrag

Faktiske oplysninger

Klageren er ifølge repræsentanten sosu-medarbejder med speciale i psykiatrien.

Det fremgår af klagerens skatteoplysninger i TastSelv-systemet, at han i 2013 har haft ansættelse ved henholdsvis [by1] og [by2] Kommune samt ved [virksomhed1].

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for befordring med 8.661 kr.

Ud fra oplysningerne i TastSelv-systemet har klageren i perioden 1. juni 2013 – 31. december 2013 haft ansættelse ved [by1] Kommune med arbejdssted [by3], [by4]. Ifølge SKATs oplysninger er der 14,2 km, svarende til en daglig transport på 28,4 km. Arbejdsstedet er eneste arbejdsgiver, hvor klageren dagligt har mere end 24 km til.

Da klageren i perioden var ansat i 120 timer, er det ikke muligt for SKAT at efterkontrollere, hvorvidt klageren er berettiget til det selvangivne fradrag.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for befordring med 8.661 kr.

Klageren er kommunalt ansat, dels som voksenelev og dels som sosu-medarbejder. Dette betyder, at hans arbejdsplads er en kommunal arbejdsplads, som er en anden end rådhuset, hvilket er antaget af SKAT. I øvrigt har alle driftssteder i dag et P-nummer. Det er derfor muligt for SKAT at verificere, hvor klageren er ansat.

Klageren har krav på at få sit befordringsfradrag. Det kan af klagerens skattemappe udledes hvilke ansættelser, som klageren har haft, hvilket også danner grundlag for befordringsfradraget.

Klageren var i 2013 ansat ved [by2] Kommune, men har i perioden 1. juni til 31. december 2013 været udvekslet til [by1] Kommune med arbejdssted på det social-psykiatriske bosted kaldet [x1] beliggende [adresse1], [by5].

Der er beregnet befordring for august – december 2012 (107 dage) med 22,4 km x 2 = 44,8 km = 45 km pr. dag.

Derudover har klageren arbejdet for [virksomhed1], [adresse2] [by6], med arbejdsplads [adresse3], [by7].

Der er beregnet befordring for 64 dage med 26 km pr. dag.

Klagerens repræsentant har fremlagt følgende opgørelse:

”Daglig befordring i (hele) kilometer?62

Antal arbejdsdage i indkomståret?107

Bopælskommune?[by2]

Beregn

24 km á 0 = 0

38 km á 2.13= 81

0 km á 1.07= 0

81 kr.

Kilometerfradrag pr. dag81 kr.

Dagsfradrag 81 kr.

gange 107 dage = 8.661 kr.

Samlet befordringsfradrag i indkomståret 8.661 kr.”

SKATs efterfølgende udtalelse

Oplysning om arbejdssteder og antallet af dage er ikke tidligere indsendt til SKAT.

SKAT har dog i såvel forslag til afgørelse som i selve afgørelsen gjort opmærksom på, at klageren kan være berettiget til et fradrag, men at dette ikke har kunnet beregnes på grund af manglende oplysninger om arbejdsstedets adresse og antallet af dage.

Oplysning om arbejdsstedet [adresse1], [by5], samt det forhold, at klageren har været udvekslet dertil af [by2] Kommune til [by1] Kommune har ikke tidligere været oplyst. [x1] er beliggende i [by8] Kommune.

Der er foretaget lønindberetninger fra såvel [by2] Kommune som [by1] Kommune i perioden 1. juni 2013 – 31. december 2013. Fra [by2] Kommune er der indberettet et P-nr. beliggende [adresse4], [by2], svarende til en afstand på 2 km. [by1] Kommune har oplyst et P-nr. beliggende [adresse5], [by4]. Det bemærkes, at afstanden hertil er 15,4 km hver vej, samt at antallet af arbejdstimer udgør 120 timer.

Adressen [adresse3], [by7], er ifølge SKAT en ikke eksisterende adresse. Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren er kørt til adressen i 64 dage. Ifølge indberetning fra arbejdsgiver har klageren oppebåret en løn på 4.325 kr. for 31 timers arbejde.

Klagerens efterfølgende bemærkninger

Klagerens repræsentant har anført følgende:

”…

At SKAT ikke udfører sit arbejde med tilstrækkelig omhu, skal ikke komme klager til skade, og det må have været muligt for SKAT – der opkræver ejendomsskat for ejendommen [adresse3], [by7] – at konstatere, et adressen findes. Der er tale om et groft sjuskearbejde fra SKATs side.

Som bilag 12 fremlægges kopi af lønseddel for juni 2013 fra henholdsvis [by2] og [by1] Kommune.

Det må have været muligt for SKAT at se, at klager har fået udbetalt løn fra både [by2] og [by1] Kommune, da dette er indberettet på klagers skattemappe.

Ganske som hjemmehjælpere udfører klager som SOSU-medarbejder med speciale i psykiatrien arbejde på institution og hjemme hos de pågældende patienter, som klager har været ansvarlig for. Derfor er der ekstra kørsel, idet klager kører til sit arbejdssted (institutionen) og derfra køres der ud til patienten og retur til arbejdssted (institutionen) og efter arbejdstid hjem igen.

Jeg finder, at klager i høj grad bliver mistænkeliggjort uden grund. For befordring til og fra arbejde gælder der ikke en pligt til at dokumentation for kørsel mv. Uanset dette har klager detaljeret redegjort for, hvor klager har været og for hvem. SKAT og dermed Skatteankestyrelsen må lægge det af klager anførte til grund – alt andet vil være i strid med lighedsgrundsætningen vedrørende retten til befordring.”

Landsskatterettens afgørelse

Ifølge ligningslovens § 9 C kan skattepligtige ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretage befordringsfradrag for kørsel mellem hjem og indtægtsgivende arbejdsplads. Fradraget beregnes ud fra den normale transportvej mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Fradraget kan alene foretages for den del af befordringen, der overstiger 24 km pr. dag.

Fradraget gives for det faktiske antal arbejdsdage, hvor den skattepligtige har haft kørsel mellem bopæl og arbejdsplads, som skal kunne dokumenteres eller sandsynliggøres. Det kan eksempelvis være arbejdssedler, lønsedler, brændstofkvitteringer eller kvitteringer for køb af billetter m.v. til offentlig transport.

Ud fra det oplyste var klageren ansat ved [by1] Kommune i perioden 1. juni – 31. december 2013 med arbejdssted [by3], [by4]. Klageren var ansat i 120 timer. Ifølge SKATs oplysninger var den daglige transport på 28,4 km.

Det fremgår desuden af en indberetning fra [virksomhed1], at klageren har arbejdet 31 timer og derved oppebåret en løn på 4.325 kr. Ifølge klageren skulle han i den forbindelse have kørt til adressen [adresse3], [by7], i 64 dage. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for, at han har arbejdet på den angivne adresse.

På det foreliggende grundlag anses det ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klageren er berettiget til et befordringsfradrag som følge af hans ansættelser i indkomståret 2013, jf. ligningslovens § 9 C.

SKATs afgørelse for så vidt angår dette klagepunkt stadfæstes.

Børnebidrag

Faktiske oplysninger

Der er fremlagt 3 håndskrevne erklæringer vedrørende børnebidrag:

”[person3]

skal skrive under på modtagelse af bidrag

af perioden.

Jeg [person5] Og [person3]

har indgået aftale om at det er

at [person5] betaler børnebidrag

personligt til mig hver måned på

[person6] 05-11-01…”

”Jeg [person5] Og [person3] har indgaet aftale om betaling

af vores søns børnebidrag hver måned på [person7] 150608…”

”Atale om børnebidrag

Aftale om betaling af børnebidrag

til vores datter [person8]

210413…”

Erklæringerne er ikke dateret, men er underskrevet af klageren og [person3].

Ifølge mail fra [...@...dk], som er sendt til [...@...dk] den 1. juni 2014, har klageren betalt børnepenge i 2013:

05-01-13 2000 kr. indsat i banken

01-02-13 2000 kr. indsat i banken

02-03-13 4000 kr. kontant

01-04-13 0 kr.

02-05-13 2000 kr. kontant

01-06-13 2000 kr. indsat i banken

01-07-13 2000 kr. kontant

01-08-13 2000 kr. kontant

01-09-13 2000 kr. kontant

01-10-13 2000 kr. kontant

01-11-13 2000 kr. kontant

01-12-13 2000 kr. kontant”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for børnebidrag med 32.658 kr.

Den indsendte erklæring er ikke tilstrækkelig som dokumentation for, at bidragene er betalt. Derudover kan det ikke konstateres, hvorvidt betingelserne for fradrag i øvrigt er opfyldt, jf. ligningslovens § 10 og § 11.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren har fradrag for betalt børnebidrag 32.000 kr.

Klageren har i indkomståret 2013 fortsat forsørgelsespligten over tre børn, der ikke bor hos klageren med klagerens nuværende ægtefælle og 3 børn. Klageren har yderligere et barn fra første ægteskab, som i dag er ældre end 18 år. Det er ved mail bekræftet, at klageren betaler børnebidrag i henhold til en privat aftale. At parterne selv formår at overholde aftalen viser sig ved, at der ikke er inddrivelsessager.

Uanset om en aftale er fastsat af Statsamtet eller indgået frivilligt, har den bidragspligtige fradrag for de lovpligtige børnebidrag.

Der betales børnebidrag til 2 af børnene.

SKATs efterfølgende udtalelse

Uddrag fra borger.dk vedrørende fastsættelse samt betaling af børnebidrag har ikke tidligere været indsendt, men dokumenterer fortsat ikke, at betalingerne har fundet sted. Uddraget omhandler ikke betingelser m.v. vedrørende fradragsretten.

Landsskatterettens afgørelse

Bidrag, som betales til underhold af børn, der ikke opholder sig hos bidragsyderen, kan fradrages i den skattepligtige indkomst som et ligningsmæssigt fradrag, jf. ligningslovens § 10, stk. 1.

Fradragsretten for bidrag er betinget af, at bidragsyderen har forsørgerpligt overfor barnet, og at barnet ikke er fyldt 18 år. Bidrag kan fradrages i det omfang, de overstiger et beløb svarende til det tillæg, der er fastsat i § 4, stk. 5, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Det fremgår af ligningslovens § 10, stk. 2.

I 2013 er der fradrag for beløb, der overstiger 143 kr. pr. måned eller 1.716 kr. årligt.

Det er ikke på det foreliggende grundlag dokumenteret, at der er betalt børnebidrag med 32.000 kr. i 2013. Den fremlagte e-mail fra [person3] anses ikke at udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at børnebidragene er betalt af klageren. Ifølge e-mailen er der i alt i 2013 betalt 24.000 kr. Derudover bemærkes det, at de fremlagte håndskrevne erklæringer ikke er dateret, og at størrelsen på børnebidraget ikke fremgår af erklæringerne. Der godkendes derfor ikke fradrag for børnebidrag i indkomståret 2013, jf. ligningslovens § 10, stk. 1.

SKATs afgørelse stadfæstes for så vidt angår dette klagepunkt.

Renteudgifter

Faktiske oplysninger

Klagerens repræsentant har fremlagt en kopi af en låneafregning pr. 26. april 2006 på 800.000 kr. mellem [person1] og [person2] som låntagere. Dokumentet er udstedt af [finans1] Der fremgår følgende:

Hovedstol DKK 820.000,00 til kurs 95,00DKK 779.000,00

FormidlingsprovisionDKK16.400,00

LånesagsgebyrDKK 3.500,00

DokumentskrivningDKK 2.750,00

VurderingDKK 2.000,00

Stempel/tinglysningDKK16.500,00DKK -41.150,00

Saldo i jeres favørDKK 636.250,00

Provenu er vedlagt i check stort DKK 636.250,00.

Originalt skøde er vedlagt afregningen….”

Derudover er der fremlagt et gældsbrev på 260.000 kr., hvoraf det fremgår, at klageren og [person4] er debitorer, og [person1] og [person2] er kreditorer. Beløbet stammer ifølge gældsbrevet fra et lån i kreditorernes ejendom. Låneprovenuet skal anvendes til debitorernes køb af en ejendom. Det fremgår endvidere, at der skal betales en månedlig ydelse på 1.928,33 kr., hvoraf 7,50 % p.a. af det til enhver tid skyldige beløb er rente, mens resten er afdrag. Gældsbrevet er underskrevet af debitorerne den 15. marts 2006.

Ifølge pantebrev af 21. marts 2006 har [person1] og [person2] givet pant for 260.000 kr. i ejerlejligheden [adresse6], [by2]. Kreditor er [person9], c/o [finans2] A/S, [adresse7], [by9]. Pantebrevet blev tinglyst den 6. april 2006.

Ifølge gældsbrev underskrevet den 15. marts 2006 af klageren og [person4], har de lånt 400.000 kr. af [person1] og [person2]. Lånet afvikles med en fast månedlig ydelse på 2.783,33 kr., hvoraf 6,25 % p.a. af det til enhver tid skyldige beløb er rente, mens resten er afdrag.

[person1] og [person2] har pantsat deres ejerlejlighed [adresse6], [by2], med 400.000 kr. Kreditor er [person10], c/o [finans2] A/S, [adresse7], [by9]. Pantebrevet blev underskrevet den 21. marts 2006 og tinglyst den 6. april 2006.

Derudover har klageren og [person4] underskrevet et gældsbrev på 160.000 kr. den 15. marts 2006. [person1] og [person2] er kreditorer. Lånet afvikles med en fast månedlig ydelse på 1.600 kr., hvoraf 8,75 % p.a. af det til enhver tid skyldige beløb er rente, mens resten er afdrag.

For beløbet, som [person1] og [person2] har lånt af [finans3] A/S, c/o [finans4] AG, [...], [adresse8], [by9], er der givet pant i ejerlejligheden [adresse6], [by2]. Pantebrevet er tinglyst den 6. april 2006.

Repræsentanten har fremlagt eksempler på betaling af ydelse på gælden på 400.000 kr. af [person1] og [person2] til A/S [finans5] på 8.496,76 kr. samt en specifikation af ydelsen på pantebrev [...79].

Derudover er der fremlagt kopi fra betalingsservice vedrørende [person11]. Heraf fremgår, at der er betalt 6.073,49 kr. i marts, juni og september 2013 og vedrører pantebrevsnr. [...62]. Kreditor er [person10], USA. Beløbet er indbetalt til [finans6]. Hovedstolen udgør 400.000 kr., og rentesatsen er på 6,75 %. Renten udgør 1.625,54 kr. af den samlede ydelse.

[person1] og [person2] har den 1. maj 2014 underskrevet en erklæring. Heraf fremgår:

”Erklæring om at have stillet vores faste ejendom til sikkerhed for gæld optaget af [person5] aka [person12]

Undertegnede [person1] og [person2]

[adresse6].

[by2]

erklærer herved på tro og lov, at vi har stillet vores faste ejendom matr. [...1] m.fl. [...], beliggende [adresse6], [by2], til sikkerhed for gæld optaget af [person5] aka [person12] på i alt kr. 820.000.

Gælden er i vores ejendom tinglyst via 3 pantebreve store oprindelige kr. 160.000, kr. 240.000 og kr. 400.000. Der er mellem os og [person5] aka [person12] udstedt 3 tilsvarende gældsbreve, da det ikke er os, der har lånt pengene. Det er tilsvarende heller ikke os, der siden 2006 har betalt/indfriet og/eller løbende tilbagebetaler/afdrager på lånene, idet vi hver gang, der sendes en opkrævning på afdrag videregiver denne til [person5] aka [person12], som så er den, der af egne midler betaler/afdrager på lånene.

Vi har som nævnt alene stillet vores faste ejendom til sikkerhed for de penge, kr. 820.000, som [person5] aka [person12], har lånt fra de pågældende kreditorer i 2006. Det er også alene [person5] aka [person12], der løbende igennem årene har haft kontakt og dialog med de danske banker, der administrerer og opkræver pengene på vegne af kreditorerne, der er bosiddende i udlandet…

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for renteudgifter med 6.115 kr.

SKAT har ikke godkendt fradrag for renteudgifter af klagerens gæld til [person1] og [person2], da klageren ikke har dokumenteret, at renterne på lånet er betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

SKAT godkender ikke fradrag for renteudgifter af privat gæld. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at den indsendte dokumentation ikke dokumenterer, at klageren har betalt ydelserne på lånet, samt det forhold, at gældsbrevene mellem klageren og [person4] som låntagere og [person1] og [person2] er aktuelle. Den indsendte kvittering for betaling af en ydelse vedrører ikke indbetalinger på klagerens lån, men derimod [person1] og [person2]’ betaling på deres pantebrev.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for renteudgifter.

Der er fremlagt dokumentation i form af gældsbreve og pantebreve samt eksempel på kvittering på betaling af afdrag.

Klageren har fremlagt dokumentation for, at han i 2006 optog et lån på 820.000 kr., som er sikret ved pant i tredjemands faste ejendom, hvorved der blev udarbejdet et gældsbrev med vedkommende tredjemand og klageren.

Processen er, at den, som har stillet sin ejendom til sikkerhed, modtager terminsopkrævninger, som videregives til klageren, der betaler den pågældende terminsopkrævning. Der er udstedt et gældsbrev for at sikre gældsforholdet mellem ejeren af den faste ejendom og klageren.

SKATs efterfølgende udtalelse

Der er indsendt kopi af klagerens ægtefælles BS-oversigter for marts 2013, juni 2013 og september 2013. Heraf fremgår, hvad der vil blive trukket på ægtefællens konto til [person10], USA, som er långiver i forhold til [person2] og [person1].

Kvittering for betaling af december 2013 i januar 2014 er beskrevet i afgørelsen.

Ved det afholdte retsmøde oplyste repræsentanten, at [person1] og [person2] er tante og onkel til klageren.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af ligningslovens § 5, stk. 1, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renteudgifter kan fradrages i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling. Renteudgifter kan dog først fradrages, når betaling sker, hvis renteudgifter m.v. fra tidligere indkomstår ikke er betalt inden udgangen af indkomståret, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

Det er klageren, der skal dokumentere renteudgifternes eksistens, at renteudgifter for tidligere indkomstår er betalt, samt at det ønskede fradrag af renteudgifter vedrører indkomståret 2013.

Klageren skylder 400.000 kr. ifølge et af de fremlagte gældsbreve. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at klageren har betalt renteudgifterne i tidligere år til kreditorerne, [person1] og [person2], som fremgår af gældsbrevet, eller at renteudgifterne i det påklagede indkomstår er betalt af klageren til de angivne kreditorer. Der kan herefter ikke godkendes fradrag for renteudgifter med 6.115 kr. i indkomståret 2013, jf. ligningslovens § 5.

SKATs afgørelse stadfæstes for så vidt angår dette klagepunkt.

Landsskatteretten stadfæster hermed SKATs afgørelse i sin helhed.