Kendelse af 02-08-2016 - indlagt i TaxCons database den 03-09-2016

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Tab på debitorer

0 kr.

60.000 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren driver selvstændig virksomhed under navnet [virksomhed1] med cvr-nr. [...1]. Virksomhedsstart og momsregistrering 1. september 2005. Branchen er bogføring, revision og skatterådgivning.

I regnskabet for 2013 er der fratrukket 60.000 kr. for tab på debitorer. Momstilsvaret er fratrukket 15.000 kr.

Tab på debitorer vedrører fakturanr.: 10787, kunde-nr.: ..., udstedt 1. juli 2010 til [virksomhed2], [adresse1], [by1] på 75.000 kr., heraf moms 15.000 kr. vedrørende regnskabsassistance, årsregnskab, selvangivelse og rådgivning.

Der er fremlagt et brev af 1. juni 2013 til [person1], [adresse1], [by1] med følgende tekst:

”Vedrørende: Skyldigt revisorhonorar

Jeg tillader mig hermed at minde dig om mit tilgodehavende på kr. 75.000,00 ifølge faktura 10787. Mit honorar er som det kan ses af vedlægte fakturakopi for min assistance for regnskabsåret 2009.

Jeg ser frem til at du kontakter mig for aftale omkring afvikling af mellemværendet.

Med venlig hilsen

[person2]”

I mail af 26. august 2014 har klageren oplyst til SKAT:

”...

I forbindelse med udarbejdelsen af mit årsregnskab for 2013 havde jeg en samtale med [person3] (tlf. ...) fra advokatfirmaet [virksomhed3], [by1] som kunne oplyse mig at [person1] ikke havde været i fogedretten og erklære sig insolvent.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt det selvangivne fradrag for tab på debitorer. SKAT har begrundet afgørelsen således:

”Praksis om fradrag for tab på debitorer er udviklet på grundlag af reglerne i Statsskattelovens §§ 4-6. Tab på debitorer skal fradrages i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og kan gøres endeligt op. Kun under særlige omstændigheder kan det – f.eks. ved hjælp af en erklæring fra en bobestyrer – anses for sandsynliggjort, at en fordring eller en væsentlig del af fordringen er tabt. Særlige omstændigheder kan være debitors indtrådte konkurs, betalingsstandsning, akkord, likvidation på grund af insolvens, debitors forsvinden eller lignende. Således kan tabsfradrag foretages selv om uerholdeligheden ikke er konstateret ved forgæves udlæg eller andre retsskridt jf. Juridisk Vejledning afsnit C.B.1.7.5.

Der kan fortsat ikke godkendes fradrag for tab på debitorer, da det ikke anses for at være sandsynligt at fordringen er tabt, da der ifølge dokumentationen kun er sendt en rykkr, næsten 3 år efter fakturadatoen.

Styresignalet, som der henvises til, oplyser kun, at det ikke er nødvendigt at bruge ekstern inkasso. I forhold til beløbets størrelse bør der dog foretages yderligere skridt til at sikre virksomhedens indtægter, hvis tabet skal kunne fradrages efter Statsskattelovens § 6 a. Det er ikke indenfor en normal driftsrisiko at undlade at rykke for betaling i næsten 3 år.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at der for indkomståret 2013 godkendes fradrag for 60.000 kr. vedrørende tab på debitor. Klageren har i brev af 17. oktober 2014 fremført følgende:

”Jeg har modtaget skats afgørelse, hvor min indkomst og momsbetaling bliver ændret med ikke godkendt fradrag for tab på debitor, med den begrundelse at jeg ikke har foretaget mig tilstrækkeligt for at inddrive tilgodehavendet.

Som jeg ser det, må dette jo hvile på et skøn, hvor meget det er formålstjenligt at gøre ud at en inddrivelsessag, når man på forhånd er vidende om at der ikke er nogen som helst mulighed for at debitor kan/vil betale et tilgodehavende.

Jeg skal hermed informere om min begrundelse for ikke at ofre penge og energi på en formålsløs inddrivelsesprocedure således:

Mit tilgodehavende er hos "[virksomhed2]" CVR-nr. [...2] som efter jeg havde udarbejdet årsregnskabet for 2009 ikke kunne finde likviditet til at betale mig, og derfor stoppede med at få assistance fra mig. Indehaveren [person1] CPR-nr. ... fravalgte derefter bogføring, momsopgørelser m.v., betalte derefter kun de kreditorer som var nødvendige for at drive virksomheden videre indtil den blev lukket i 2011.

Indtil min assistance sluttede havde jeg også kontakt med Skat’s pantefoged [person4] (tlf. ...) som foretog udlæg og tvangsafhændede de få aktiver der tilhørte [person1]. Fra min assistance er jeg også bekendt med den store gæld som virksomheden havde opbygget ved udgangen af 2009. Bl.a skyldig a-skat og moms med kr. 675.817 med en negativ egenkapital på kr. 511.530. Der var derudover personskatterestancer med over kr. 500.000.

Efter jeg i de førte par år efter faktureringen ved telefonisk kontakt havde fået besked fra [person1] om at han ikke var i stand til at betale mig, har jeg derfor ikke set det formålstjenligt at "smide gode penge efter dårlige" i form af at foretage yderligere incassoskridt mod ham.

På grundlag af ovenstående skal jeg derfor anmode om at ændringen af min selvangivelse for 2013 trækkes tilbage.”

Klageren har i brev modtaget den 3. maj 2016 fremført følgende:

”Jeg hæfter mig ved at skatteankestyrelsen argumentation for afvisning af fradragsretten, hovedsageligt begrundes med at tabet skal værre endeligt konstateret, og at dette ikke skønnes opfyldt.

Jeg skal hertil bemærke at jeg i slutningen af 2013 blev opmærksom på at mit krav var faldet for 3 års forældelses fristen, og at fogedretten derfor ikke ville behandle mit krav mod skyldneren.

Dette ser jeg som konstatering af tabet var endeligt, hvilket var min begrundelse for at fradrage dette i min indkomst for 2013.

Det er mit håb at Skatteankestyrelsen har overset dette, og derfor vil ændre sin indstilling til sagen.”

Landsskatterettens afgørelse

Af kursgevinstlovens § 17 fremgår det, at for tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring, og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, finder reglerne i statsskattelovens § 6, litra a, anvendelse, jf. dog kursgevinstlovens § 18.

Fradrag for tab på fordringer er således afhængig af, at tabet efter reglerne i statsskattelovens § 6, litra a, kan kvalificeres som en driftsomkostning. Det fremgår heraf, at udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten, ligesom det kræves, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, og at udgiften ikke kan karakteriseres som en anlægs-, etablerings- eller privatudgift, jf. statsskattelovens § 6, sidste led.

Der kan foretages fradrag for tab på fordringer i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og kan gøres endeligt op.

Kun under særlige omstændigheder kan det anses for sandsynliggjort, at en fordring eller en væsentlig del heraf er tabt uden udlægsforretning eller andre retsskridt. Særlige omstændigheder kan foreligge ved debitors indtrådte konkurs, betalingsstandsning, akkord, likvidation på grund af insolvens, debitors forsvinden eller lignende. Ved disse særlige omstændigheder kan fradrag for tab foretages, såfremt fordringen efter en konkret vurdering må anses for at være helt eller delvis uerholdelig. Skattemæssigt er det ikke en forudsætning for fradrag, at fordringen i enhver henseende uomtvisteligt og endeligt er tabt. Kravene til konstatering af tab på fordringer, eller til sandsynliggørelse af et forventet tab, skal være opfyldt i det indkomstår, hvor der ønskes fradrag for tabet. Der henvises til Højesterets dom af 11. januar 2002, offentliggjort som SKM2002.100.HR, og Højesterets dom af 22. januar 2004, offentliggjort som SKM2004.108.HR, samt Østre Landsrets dom af 18. august 2006, offentliggjort som SKM2006.527.ØLR (www.skat.dk).

Landsskatteretten er enig med SKAT i, at klageren ikke anses for at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at der i 2013 er konstateret et endeligt tab på den pågældende debitor på faktura 10787 af 1. juli 2010.Der lægges vægt på, at der alene er sendt et brev af 1. juni 2013 med en påmindelse om tilgodehavendet, samt at der ikke har været foretaget effektive tiltag for at inddrive tilgodehavendet ved rykkerbreve, forgæves udlæg eller andre retsskridt. At der ikke er truffet foranstaltninger med henblik på at undgå forældelse og kravet nu er konstateret forældet, kan ikke anses for udslag af naturlig driftsrisiko.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.