Kendelse af 09-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2017

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2011

Genoptagelse

Ja

Nej

Ja

2011

Beskatning af godtgørelser

195.370

0

195.370

2012

Beskatning af godtgørelser

100.944

0

100.944

Faktiske oplysninger

Klageren var hovedaktionær og direktør i [virksomhed1] A/S med CVR-nr. [...1], herefter selskabet, i 2011 og 2012.

Klageren har modtaget skattefrie rejse- og befordringsgodtgørelser for henholdsvis 195.370 kr. i 2011 og 100.944 kr. i 2012.

SKAT har været på kontrolbesøg i selskabet den 13. januar 2012, 19. juni 2012 og igen 3. maj 2013.

Ved kontrolbesøgene har SKAT konstateret, at bogføringsbilagene/ugesedlerne efter indførelse i et regneark, smides ud. SKAT har ligeledes konstateret, at der på de fremlagte ugesedler for uge 23 og 24 i 2012, der ved kontrolbesøg 19. juni 2012 endnu ikke var smidt ud, ikke var anført start og sluttidspunkt for rejser.

Der er indsendt en oversigt over udbetalte godtgørelser fra oktober 2010 – september 2012, men ikke dokumentation for rejsedage eller kørsel i form af de underliggende bilag/time- ugesedler, trods opfordring hertil fra SKAT og flere fristudsættelser.

SKAT har sendt varsel den 28. maj 2014 og afgørelse 17. september 2014.

Landsskatteretten har den 26. september 2016 truffet afgørelse om, at selskabet ikke har opfyldt kravene for udbetaling af skattefrie godtgørelser i indkomstårene 2011 og 2012.

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet klageren af de modtagne godtgørelser på henholdsvis 195.370 kr. og 100.944 kr. for indkomstårene 2011 og 2012.

SKAT har som begrundelse anført:

”SKAT har ændret grundlaget for din skat for 2011, 2012 sådan:

Indkomståret 2011:

Din arbejdsgiver [virksomhed1] A/S har ikke overholdt betingelserne for at udbetale rejse- og befordringsgodtgørelser skattefrit. Du skal derfor betale skat af beløbet jævnfør statsskattelovens § 4 c.

195.370 kr.

Reglerne står i ligningslovens § 9 stk. 4, § 9A og § 98.

Se også Den juridiske vejledning 2012, afsnittene C.A.7.2 og C.A.4.3.3.3.2

Vi vil ændre din skat selvom fristen er udløbet

Den almindelige frist for at ændre din skatteopgørelse for 20 I 1 var den 1. juli 2013. Når vi ændre skatteopgørelsen; selvom fristen er overskredet, er det fordi ændringen af skatteansættelsen er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold -nemlig rejse- og befordringsgodtgørelser -som begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår.

Den almindelige frist står i § 1 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, og den særlige mulighed for at ændre opgørelsen af din skat, efter at fristen er udløbet, står i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4 og § 3.

Indkomståret 2012:

Din arbejdsgiver [virksomhed1] har ikke overholdt betingelserne for at udbetale rejse- og befordrings­ godtgørelser skattefrit. Du skal derfor betale skat af beløbet jævnfør statsskattelovens § 4 c.

100.944 kr.

Reglerne står i ligningslovens § 9 stk. 4, § 9A og § 9B.

Se også Den juridiske vejledning 2012, afsnittene C.A.7.2 og C.A.4.3.3.3.2

Dine indsigelser til forslag til afgørelse af 28. maj 2014 er modtaget i mail af 10. august 2014 fra din advokat [person1]:

Det er SKAT's opfattelse at begrundelseskravet er opfyldt jævnfør skatteforvaltningslovens § 20. Ændringen er begrundet i at [virksomhed1] A/S ikke har overholdt betingelserne for at udbetale rejse- og befordringsgodtgørelser skattefrit og at det dermed er skattepligtigt for modtageren. Der er henvist til relevante lovgivning og juridisk vejledning. Men for en nærmere belysning kan det oplyses, at virksomheden ikke har gemt bogføringsbilagene og ikke har ført den fornødne kontrol med at betingelserne for at udbetale rejse- og befordringsgodtgørelse skattefrit er opfyldt jævnfør Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13 marts 2000.

SKAT er ikke enig i at indkomståret 201 1 er forældet og der med ikke kan genoptages. Når man som her bruger den særlige mulighed for at ændre opgørelsen af skatten efter fristens udløb jævnfør Bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 20 I 3 § 1, stk. 1 nr. 4, så er fristen omfattet af skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1, 1. pkt. uanset kendskabstidspunktet.

SKAT er ikke enig i at der er ført den fornødne kontrol. Når der ses på [person2]s (herefter [person2]) udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelser og det materiale som ligger til grund her­ for, må man konkludere at der ikke har været foretaget den fornødne kontrol eller at bogføringsbilagene opfylder betingelserne i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13 marts 2000 (vedlagt i kopi). Det skal herefter belyses som følger:

Ved besøget hos [virksomhed1] A/S har [person2] deltaget i sin egenskab som direktør for selskabet. Her har han oplyst, at der ikke var andet grundlag for udbetalingerne af hans skattefrie rejse- og befordringsgodtgørelsen end det, der fremgik af det af ham udarbejdet regneark som dannede grundlag for lønudbetalingerne i selskabet.

SKAT har samlet alle oplysningerne fra regnearkene i vedlagte opgørelse. Der er ligeledes vedlagt et eksempel på virksomhedens regneark.

Af opgørelsen kan man, se at der til og med september 2011 er udbetalt diæter og dette herefter er konstateret ophørt. Ved opgørelsen af rejsedage er der anført et samlet antal pr. måned. Det er ikke muligt, at se hvilke dag, der er rejst, hvilket klokkeslæt rejsen er påbegyndt eller afsluttet. Det er heller ikke muligt at kontrollerer, om [person2] reelt har været på rejse jævnfør reglerne i Ligningslovens § 9 A stk. 1. Har rejsen varet 24 timer og har [person2] ikke haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl? Ligeledes er der ved udbetaling af befordringsgodtgørelse kun anført et samlet antal dage pr. måned. Det er ikke muligt at se, hvilke dage der reelt er kørt, antal kørte kilometer pr. gang eller det erhvervsmæssige formål med kørslen og eventuelle delmål. Det er heller ikke muligt, at kontrollerer om det er muligt at have så forholdsvist mange rejsedage om måneden og samtidig kører et anselig antal erhvervsmæssige kilometer.

Med ovenstående svar på jeres indsigelser fastholder SKAT vores forslag af 28. maj 2014 og sender hermed afgørelse som er i overensstemmelse hermed.”

Af SKATs udtalelse af 27. oktober 2014 fremgår:

”Klagers advokat anfører i klagen at han mener, at indkomståret 2011 er forældet og dermed ikkekan genoptages. Dette synspunkt har SKAT svaret på, i forbindelse med svar på indsigelser som fremgår i afgørelse af 17.09.2014. Hertil kan det yderligere bemærkes, at reaktionsfristen i SFL § 27 stk. 2 gælder ikke, hvis forhøjelsen er varslet inden udløbet af den ordinære frist i SFL § 26 stk. 1. Dette fremgår af Den Juridiske Vejledning afsnit A.A.8.2.2.

Klagers advokat henviser til et bilag 4, hvor en skatteyder i samme sagskompleks har fået et fradrag for diæt og kørsel. Hertil skal nævnes, at pågældende skatteyder har indsendt samtlige ugesedler, hvoraf det tydligt fremgår hvilket tidspunkt og rejsen er startet, hvornår den er afsluttet, hvor han har været, hvor mange timer og hvilket arbejde som er udført. Oplysninger fra ugesedlerne er fra SKAT's side indsat i et notat som viser, hvorledes diæterne er beregnet. Dette notat er det som fremgår af bilag 4.

[person2] har også haft mulighed for at dokumenterer sine rejsedage og kørsel. Ved forslaget havde han frist til 20. juni som så af flere gange er blevet forlænget til 11. august 2014.

[person2] har aldrig indsendt dokumentation for rejsedag og kørsel. Hertil kan oplyses, at klager er indirekte hovedaktionær og daglig direktør i [virksomhed1] A/S og er dermed underlagt skærpet bevisbyrde jævnfør domspraksis.

Opgørelsen som der henvises til i bilag 1 er alene lavet på baggrund af de regneark, som forefindes i virksomheden. Ligesom der er vedlagt et eksempel for 1 måned på, hvorledes regnearket ser ud.

Opgørelse er på ingen måde udtryk for, at SKAT kan godkende et fradrag på dette grundlag. Der henvises i øvrigt til SKATs svar på indsigelserne som fremgår af afgørelse af 17.09.2014.

Klagers advokat konkluderer flere steder i klagen forhold på SKAT's vegne. SKAT er ikke enig i hovedparten af disse konklusioner. Eksempel:

SKAT's angivelse af antal arbejdspladser i bilag 1 er ikke ensbetydende med, at SKAT anser det for de faktuelle forhold, men kun en gengivelse af de oplysninger som står i virksomhedens regneark.
At SKAT ikke har kunnet konstatere noget tilfælde af uberettigede udbetalte diæter. SKAT har ikke forfulgt dette spørgsmål nærmere og kan dermed ikke afvise, at der foreligger faktuelle fejl. SKAT har baseret afgørelsen på den manglende kontrol/grundbilag.
SKAT har på intet tidspunkt accepteret og anerkendt, at afstandskravene skulle være opfyldt. Der henvises til svar til indsigelser som fremgår af afgørelse af 17.09.2014. Her anfører SKAT blandt andet, at det ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt betingelserne for at være på rejse er opfyldt og om det ikke har været muligt for klager at overnatte på sin bopæl.”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har nedlagt principal påstand om at de udbetalte godtgørelser anses for skattefrie, subsidiært at genoptagelse af indkomståret 2011 er ugyldig og mere subsidiært at sagen hjemvises til SKAT til fornyet behandling med hensyn til godkendelse af fradrag for udgifter.

Repræsentanten har herfor anført:

”Til støtte for den principale påstand gøres det gældende:

Der er ikke grundlag for beskatning af udbetalte diæter. Virksomhedens system har indtil 2013, fungeret således, at projektlederen har attesteret medarbejdernes timesedler, der efterfølgende blev afleveret til [person2], som herefter indtastede oplysningerne i et regneark, der dannede baggrund for bogholderens udarbejdelse af lønsedler. Timesedlerne blev ikke opbevaret efter, at oplysningerne fra timesedlerne var blevet indtastet i regnearket.

Systematikken i det pågældende regneark er således, at det anføres i øverste venstre hjørne, hvilken uge det pågældende ark vedrører.

Herefter er regnearket opdelt således, at der først er indføjet folkenes timer, herefter sygedage, akkorder, kilometergodtgørelser og diæter. På samtlige regneark kan det konstateres, hvilke projekt folkene har arbejdet på.

Derudover anføres det, for de enkelte medarbejdere, hvilket projekt der arbejdes på, deres timeantal, timeløn og samlede løn. At det har forholdt sig således ses ikke bestridt af SKAT.

----- ooOoo -----

Såfremt SKATs afgørelse bygger på den misforståelse, at der ikke har været mulighed for at gennemføre kontrol og at der endvidere ikke har været ført kontrol, gøres det gældende, at dette ikke er korrekt.

[virksomhed1]s virksomhed har alene været beskæftiget på ganske få byggepladser - under 10 - i den periode sagen vedrører. [virksomhed1]s system har således alene skullet forholde sig til relativt få pladser. Kontrollen har således været let overskuelig.

Dertil kommer, at der er udfyldt timesedler hvoraf fremgår, hvilken plads der er arbejdet på, i hvilken periode, og hvor mange timer, der er anvendt. Klager er bekendt med, at SKAT har kopi af nogle af timesedlerne.

For så vidt angår selve muligheden for den gennemførte kontrol, har disse timesedler været indleveret til [virksomhed1]. [virksomhed1] har herefter indføjet indholdet i det regneark, der har dannet baggrund for lønsedlerne og udbetaling af løn og diæter. I den forbindelse har [virksomhed1] således kunnet konstatere, hvilket projekt der er arbejdet på.

Som ovenfor anført, har der alene været tale om ganske få projekter, hvor angivelse af projektet i sig selv giver mulighed for at kontrollere, hvor medarbejderne har været.

At der har været gennemført kontrol følger af vedlagte underbilag 1 - 4 til sagens bilag 3, der klart dokumenterer, at der har været gennemført intern kontrol i [virksomhed1] af de indleverede timesedler og grundlaget for udbetaling af løn og diæter. Denne kontrol er gennemført i samarbejde mellem projektlederen, direktøren og bogholderen.

Det fremgår klart af underbilag 1 - 4 til sagens bilag 3, at den gennemførte kontrol således ikke blot har været foretaget af en enkelt medarbejder, men af en flerhed af medarbejdere uafhængigt af hinanden.

For så vidt angår anførelse af rejsens starttid og sluttidspunkt, jf. bekendtgørelse 173 af 13. marts 2000, følger det direkte af timesedlerne, hvor mange timer medarbejderne har haft, og kontrolmuligheden i relation til om betingelserne er opfyldte er herefter rejsetiden, derudover.

Det er således spørgsmålet om, hvorvidt der herefter er ført kontrol med om betingelserne er opfyldte, idet [virksomhed1] har kunnet kontrollere,

På hvilken entreprise / plads / adresse folkene har arbejdet
Hvor mange timer, medarbejderne hver enkelt dag har været på pladsen
Hvor mange dage, de har været på hver enkelt plads / entreprise
Hvor folkene har bopæl og dermed hvor lange afstande og transporttid folkene har haft

Det er således fuldt ud muligt for [virksomhed1] at kontrollere om betingelserne er opfyldte, eftersom [virksomhed1] har modtaget timesedlerne for folkene, og for hver enkelt timeseddel har indtastet oplysningerne i regnearket.

Det forekommer bemærkelsesværdigt, at SKAT ikke finder, at det har været muligt at føre kontrol eftersom SKAT selv har kunnet opgøre, de pladser Klager har arbejdet på, jf. SKAT regneark, vedlagt som bilag til sagens bilag 1. SKAT har således fuldstændigt kunne føre kontrol på baggrund af sagens oplysninger.

Det fremgir endvidere af sagens bilag 4, at SKAT i den pågældende sag lægger til grund, som faktum, at skatteyderen i den tilsvarende sag har været på de pågældende pladser, og at betingelserne for fradrag er opfyldt, som følge heraf.

----- ooOoo -----

Spørgsmålet om, hvorvidt der har været ført fornøden kontrol er sagens andet hovedspørgsmål, og der har i allerhøjeste grad været ført kontrol, idet [virksomhed1], naturligvis ikke, udbetaler diæter til medarbejderne, med mindre [virksomhed1] har været forpligtet hertil.

Dette følger direkte af, at parterne har modstridende interesser, eftersom [virksomhed1] naturligt ønsker at betale så lidt som muligt, og folkene omvendt ønsker at modtage så meget som muligt.

Det faktuelle er da også, at der er ført en tredobbelt kontrol.

Den første kontrol følger af, at projektlederen på de enkelte projekter attestere timesedlerne, således at det sikres, at medarbejderne har været på de pågældende pladser, og har haft det anførte timetal. Dette er faktum og helt grundlæggende for udbetaling afløn til medarbejderne og fakturering af kunderne.

Disse attesterede timesedler, har herefter dannet baggrund for indføjelserne i regnearket. Indføjelserne i regnearket er udført af Klager.

Klager har i forbindelse med indtastningen kontrolleret indholdet af timesedlerne, eftersom udbetaling af løn m.v. er sket på baggrund heraf. Dette følger allerede, som ovenfor anført, af at [virksomhed1] naturligvis ikke har nogen interesse i at udbetale løn og diæter, såfremt [virksomhed1] ikke er forpligtet hertil. Det fremgår klart af underbilag 4 til sagens bilag 3, at dette har været tilfældet, idet timetallet er reguleret i forbindelse med [virksomhed1]s interne kontrol.

Klager har relativt simpelt kunne kontrollere dette, idet der som nævnt, alene har været udført arbejde på relativt få entrepriser, og idet der alene har været tale om relativt få medarbejdere.

Kontrollen har endvidere været simpel, idet at folkenes arbejdsopgaver har været Klager be­ kendt, ligesom Klager ud fra timesedlerne har kunnet konstatere, hvor mange timer folkene har haft. Dette er den anden kontrol.

Den tredje kontrol er foretaget i forbindelse med lønkørslen, hvor det ligeledes, på baggrund af indtastningerne i regnearket, er kontrolleret om betingelserne er opfyldte i forbindelse med udbetaling afløn og diæter.

I forbindelse med den anden og tredje kontrol ligger der i øvrigt allerede en implicit kontrol i, at der ikke kan blive tale om udbetaling af diæter og kørepenge samtidig, således at berettigelsen af kravene også kontrolleres i den forbindelse.

Dette er tillige et væsentligt moment, idet folkene, såfremt de havde kørt frem og tilbage, naturligvis ville have rejst krav om kørepenge.

Såfremt medarbejderne havde kørt frem og tilbage hver dag, forekommer det meget usandsynligt, at der ikke fra medarbejdernes side har været rejst krav om kørepenge. Det er helt usandsynligt, at medarbejderne skulle have kørt flere hundrede kilometre om dagen, uden at blive honoreret herfor.

Der er dog i intet tilfælde udbetalt diæter og kørepenge samtidigt, hvilket tillige viser, at kontrollen har været effektiv. SKAT har da ej heller kunnet konstatere uberettigede udbetalinger af diæter.

Det er tillige et væsentligt moment, at der ikke har kunnet konstateres udbetaling af diæter med beløb, der overstiger statens takster, eller til formål, der ikke er erhvervsmæssigt relevante. Der er således ført kontrol med beregningen af godtgørelsen og de anvendte satser, jf. i øvrigt den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.8, Betingelse om kontrol.

Essensen af punkt 2 er således, at der i allerhøjeste grad har været ført kontrol, endda i tre led, og at det tillige har været fuldt ud muligt at føre den fornødne kontrol.

Det kan ligeledes konstateres, at SKAT ikke i noget tilfælde har kunnet konstatere noget tilfælde at uberettigede udbetalte diæter, men alene baserer hele sagen på, at der ikke skulle have været ført den fornødne kontrol.

Konklusionen er, at det fuldt ud har været muligt at føre kontrol, at kontrollen har været gennemført, og at der ikke uberettiget er udbetalt diæter.

SKATs afgørelse er reelt set alene "begrundet" med, at der ikke på bilagene har været anført - start - sluttidspunkt, hvilket i det konkret tilfælde har været fuldstændig irrelevant og uden betydning for muligheden for, og den gennemførte kontrol.

Det er således en formalia indsigelse, der er konkret uvæsentlig som hele SKATs synspunkt, og sag, bygger på.

Dette sammenholdt med, at SKAT på intet tidspunkt begrunder sin afgørelse, og hvad der er helt afgørende ej heller konkret har påpeget tilfælde, hvor Klager uberettiget har modtaget diæter eller kørepenge.

----- ooOoo -----

Det bemærkes, at SKAT ikke har anfægtet, at afstandskravene er opfyldt for i det hele taget at modtage skattefrie diæter, hvorfor d et lægges til grund, som faktum, at betingelserne er opfyldte og at SKAT har accepteret og anerkendt dette.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende:

Afgørelsen lider af væsentlige formelle mangler, idet SKAT anvender forkert hjemmel til at genoptage indkomståret 2011.

SKAT lægger til grund for den trufne afgørelse, at SKAT har kompetence til at træffe den pågældende afgørelse med hjemmel i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, med henvisning til dennes § 1, stk. 1, nr. 4 og § 3.

I den relation er det fra SKATs side gjort gældende, at bestemmelserne i omhandlede bekendtgørelse, uanset SKATs kundskabstidspunkt, giver SKAT en udvidet adgang til at foretage genoptagelse af skatteydere med enkle økonomiske forholds selvangivelser, selvom den forkortede ligningsfrist, der gælder for disse skatteydere, er sprunget.

Bekendtgørelsen bestemmer i § 1, stk. 1, nr. 4, der er en undtagelse til udgangspunktet om, at der er forkortet ligningsfrist for skatteydere med enkle økonomiske forhold, at "Når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår. Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., gælder i så fald.for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår. "

Det fremgår klart af bestemmelsens ordlyd, at stk. 1, nr. 4, som en undtagelse til udgangspunktet, kan anvendes, når et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af skatteansættelsen for et tidligere indkomstår.

Der er ikke uenighed om, at der her er tale om tilsvarende forhold. Det hele vedrører udbetaling af diæter og kørselsgodtgørelse, så på det punkt er vi ikke uenige med SKAT.

Vi skal derimod gøre gældende, at SKAT har forpasset muligheden for at anvende denne undtagelsesbestemmelse, idet SKAT, allerede inden for den korte ligningsfrist, havde kundskab til og derved mulighed for at træffe afgørelsen mod Klager.

Faktuelt opstartede sagen ultimo 2011 i forbindelse med, at SKAT opstartede kontrol hos [virksomhed1]. Vi er bekendt med, at der er fremsendt underretning om kontrolbesøget 19. september 2011, hvilket ej heller ses bestridt af SKAT.

Vi er ligeledes bekendt med, at kontrolbesøgene blev gennemført 13. januar 2012 og 19. juni 2012 og at resultatet / konklusionen af kontrolbesøget fremgår af SKATs skrivelse af 14. februar 2013 et fremgår heraf, at SKAT ikke fandt, at [virksomhed1] levede op til betingelserne for udbetaling af skattefrie godtgørelser.

Dette blev begrundet med, at SKAT ikke fandt, at der blev ført den fornødne kontrol, og at grundbilagene, der lå til grund for virksomhedens udbetaling, ikke blev opbevaret.

SKAT havde således fuldt ud kendskab til de forhold, der efter SKATs opfattelse skulle begrunde SKATs ændring af medarbejdernes ansættelser, allerede på dette tidspunkt.

Uanset denne kontrol, og SKATs konklusion, blev der os bekendt, ikke på daværende tids­ punkt, rejst noget krav imod [virksomhed1]s medarbejdere, uagtet SKAT 14. februar 2013 konklude­ rede, at [virksomhed1], efter SKATs opfattelse, ikke opfyldte betingelserne for udbetaling af skattefrie diæter.

Det skal bemærkes, at [virksomhed1] på intet tidspunkt har accepteret, eller tilkendegivet, overfor SKAT, at [virksomhed1] ville acceptere SKATs konklusion.

SKAT har således i god tid forinden udløbet af den forkortede ligningsfrist været bekendt med de forhold, der efter SKATs opfattelse har kunnet begrunde "Forslag til afgørelse" for indkomståret 2011.

Allerede på dette tidspunkt, og inden for den kompetence SKAT i henhold til bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 er tillagt, kunne SKAT lovligt have truffet afgørelse i relation til Klager, hvorefter SKAT havde overholdt de kompetenceafgrænsninger, som den korte ligningsfrist fastslår.

SKAT er imidlertid af den opfattelse, at forholdet er omfattet af §1, stk. 1, nr. 4, alene af den grund, at der er tale om enslydende forhold.

Her er vi igen nødt til at henvise til, at bestemmelsen i nr. 4 er en undtagelsesbestemmelse, der er ment til de situationer, hvor SKAT på et efterfølgende tidspunkt, gennem en kontrol, konstaterer, at det indkomstår der undersøges ved SKAT er enslydende med de tidligere år.

Bestemmelsen i nr. 4 er således en bestemmelse til brug i et retroperspektiv, hvor det eksempelvis konstateres i 2014, at der ikke er grundlag for udbetaling af diæter og kørepenge, hvorefter SKAT kan anvende bestemmelsen i § 1, nr. 1, stk. 4 til at gå tilbage til indkomståret 2011.

I denne sag forholder det sig helt anderledes. Her konstaterer SKAT allerede problemet inden for den korte ligningsfrist, men SKAT gør ingen ting. SKAT lader bevist sagen ligge, selvom SKAT havde alle relevante oplysninger til at sende forslag til afgørelse.

Men SKAT gør intet andet end at lade tiden gå. Ikke nok med, at SKAT springer den korte ligningsfrist, så medfører SKATs passivitet, at Klager, og andre ansatte, har handlet i god tro til, at den ordning der er anvendt var den rigtige.

SKAT har således ikke straks grebet ind overfor den, efter SKATs opfattelse, konstaterede fejl i virksomheden, men blot ladet skatteyderne oparbejde en større og større sag i relation til SKAT. Dette er ikke god sagsbehandlingsskik, og slet ikke god forvaltningsskik. Potentielt set vil der være skatteydere, for hvem denne sag er velfærdstruende, idet skatteyderne har haft tiltro til, at det virksomheden gjorde var rigtigt, og virksomheden har ligeledes haft tiltro til dette, idet SKAT efter det første kontrolbesøg ikke foretog sig noget som helst.

Det er dette forhold, vi nu kan konstatere SKAT forsøger at "reparere" ved efterfølgende at gøre gældende, at 2011 kan "trækkes"med ind i sagen under hensyntagen til, at der foreligger ligeartede forhold med 2012.

Det bestrides, at der er grundlag herfor, idet det forhold, der skulle kunne begrunde ansættelsen, har været SKAT bekendt inden den forkortede ligningsfrist sprang, og idet formålet med muligheden for genoptagelse, uagtet den forkortede ligningsfrist er sprunget, aldrig har været, at SKAT skulle have mulighed for at reparere på manglende sagsbehandling.

I den forbindelse erindres om, at den forkortede ligningsfrist netop blev vedtaget for at give lønmodtagere med simple økonomiske forhold større tryghed i forhold til selvangivelsen, jf. L 175, 2002/1, pkt. 4, hvor den forkortede ligningsfrist blev bragt i spil.

Det fremgår direkte af bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 § l stk. 1, at SKAT skal afsende varsel om ændring af indkomst for fysiske personer inden d. 30. juni i det andet kalenderår.

Dette har SKAT ikke gjort, uanset SKAT inden fristen sprang, har været bekendt med alle faktuelle forhold vedrørende 2011.

§ 1 stk. 1 nr. 4 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 er alene en undtagelse til hovedreglen i de tilfælde, hvor der i et senere indkomstår konstateres identiske forhold, og er denne ikke anvendelig i de tilfælde, hvor forholdene er bekendt og SKAT, af uvisse årsager, blot lader dette kendskab henstå, og fristerne springer.

SKATs ageren i denne sag er i direkte modstrid med formålet bag den forkortede ligningsfrist, og i direkte modstrid med motiverne for indførelse af den forkortede ligningsfrist. Undtagelserne til den forkortede ligningsfrist er netop så begrænsede for at undgå, at kompetencereglerne bliver illusoriske.

Det er således synspunktet, at 2011 er forældet og ikke kan genoptages.

Til støtte for den mere subsidiære påstand gøres det gældende:

Såfremt der imod forventning ikke skulle gives Klager medhold i et af ovenstående punkter, gøres det gældende, at der skal ske hjemvisning til fornyet behandling af sagen.

Dette begrunder vi med, at der i henhold til lighedsprincippet bør gives Klager fradrag for et beløb svarende til den udbetalte diæt/kørsel, idet dette er givet til en anden skatteyder i samme sagskompleks, jf. bilag 4

Den i bilag 4 anførte skatteyder har fået tilkendt fradrag for udgifter til kørsel og diæt. Der gør sig imidlertid tilsvarende forhold gældende for så vidt angår Klager, hvorfor Klager forventer en ligelig behandling med skatteyder i bilag 4.

Dagsedlerne, som skatteyder i bilag 4 har indsendt, siger ikke mere om forholdene, end den opgørelse over dagene, som [virksomhed1] og SKAT har lavet. Derfor må det antages, at SKAT er enige i opgørelsen over antal dage, og at medarbejderne, herunder Klager, har været på de pågældende steder på de pågældende dage.

Derfor kan SKAT beregne fradrag for kost og logi, samt for kørsel, for Klager på samme grundlag som for skatteyder i bilag 4.

SKAT har endvidere i nærværende sag jf. bilag 1 udarbejdet en oversigt, der viser hvilke fradrag, der er relevante at indrømme ud fra [virksomhed1]s egne opgørelser. SKAT ses ikke at have bestridt indholdet heraf.

Hvis SKAT imod forventning ikke ser sig i stand til dette, vil det være i strid med ligelighedsprincippet i skattesystemet, idet der er tale om identiske sager, der er opstået på samme grundlag. Der er således intet argument, der kan støtte en afvisning fra SKATs side.

Sagen begæres herefter hjemvist med henblik på, at SKAT kan opgøre et fradrag for Klager, såfremt Klager ikke far medhold i den principale og subsidiære påstand.”

Repræsentanten er den 13. november 2014 kommet med følgende bemærkninger til SKATS udtalelse:

”For det første skal vi komme med bemærkninger til det af SKAT anførte om, at reaktionsfri­ sten i SFL § 27, stk. 2 ikke skulle være gældende i tilfælde, hvor der er truffet afgørelse inden for den ordinære frist.

Hertil skal vi bemærke, at det er korrekt, at dette spørgsmål bliver behandlet i den juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.2, under det afsnit der hedder "undtagelse til reglen".

I dette afsnit står der, at den korte ligningsfrist ikke gælder, hvis betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i SFL § 27 er opfyldte, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013. Tilsvarende fremgår det, at den korte ligningsfrist kun bliver tilsidesat i forhold til de forhold, der er omfattet af SFL § 27. Derudover fremgår det, at reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2 ikke gælder, med klar reference til, at det naturligvis er for de forhold, der er omfattet af SFL § 27, hvor SFL § 27 stk. 2 ikke gør sig gældende, hvor der er fremsendt en afgørelse inden for den ordinære frist i SFL § 26.

Men dette er jo helt naturligt. Er forholdet omfattet af SFL § 27, hvilket medfører, at der ikke er tale om et forhold omfattet af den forkortede ligningsfrist, gælder den ordinære lignings­ frist, hvilket naturligvis tilsidesætter anvendelse af SFL § 27, stk. 2, da der jo er truffet en afgørelse inden for den ordinære frist, hvilket SKAT i dette tilfælde altid har ret til.

Sagen her forholder sig imidlertid anderledes. For det første har SKAT på intet tidspunkt i afgørelsen gjort gældende, hvilket forhold i SFL § 27 der skulle begrunde en ekstraordinær genoptagelse.

Hvis skattemyndighederne eller skatteyderen vil anvende SFL § 27, er skatteyderen eller SKAT forpligtet til at begrunde, hvilken bestemmelse i § 27, som de anser for opfyldt, således at der bliver adgang til at genoptage ekstraordinært. Det har SKAT ikke begrundet, ensidig oplyst hvilken af genoptagelsesadgangene i § 27 som SKAT vil gøre gældende.

Hvis SKAT således vil gøre gældende, at § 27, stk. 2 ikke gælder, så er det kun i tilfælde, hvor der er adgang til en ekstraordinær genoptagelse, men dette forhold har SKAT slet ikke berørt i afgørelsen.

Det eneste SKAT gør gældende, er en henvisning til bekendtgørelse nr. 534 af 22 maj 2013 § 3, hvoraf fremgår:

"Fristerne i § 1 gælder ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. Skatteforvaltningslovens § 27 gælder i så fald for de punkter i ansættelsen, der omfattes heraf. For de øvrige dele gælder den korte ligningsfrist".

Det fremgår således tydeligt af denne bestemmelse, at SKAT skal begrunde de forhold der gør, at enkelte forhold, eller alle forhold, er omfattet af SFL § 27, hvis SKAT vil bevæge sig uden for den forkortede ligningsfrist.

SKAT har ikke lavet denne begrundelse, der skal laves, hvis SKAT vil genoptage forhold omfattet af den forkortede ligningsfrist, hvorfor SKAT ikke kan genoptage indkomståret 2011. I øvrigt sammenholdt med de forhold vi gør gældende i klagen.

Endvidere skal det bemærkes, at Vi finder det bemærkelsesværdigt, hvis SKAT, på baggrund af virksomhedens materiale, bruger en masse tid til at lave det i bilag 1, til SKATs afgørelse, vedlagte regneark, der meget præcist viser, hvor medarbejderne har været, hvor mange dage, og hvornår, hvis ikke dette bilag skal bruges til noget.

SKAT er nu af den opfattelse, at bilaget på ingen måde er relevant, og ikke kan tages til ud­ tryk for, at SKAT accepterer noget desangående.

Hertil skal vi blot bemærke, at det er besynderligt, at SKAT bruger tid på at foretage disse opgørelser, hvis de alligevel ikke er udtryk for noget. Det virker som om, det er for at få skatteyderen til at bruge unødvendige ressourcer på at tage stilling til forhold, som SKAT bibringer sagen, for at køre skatteyderen træt. Det synes ikke at være god sagsbehandlingsskik fra SKATs side, at bibringe sagen materiale, som SKAT selv anser som værende uden betydning.

Det er derfor fortsat Vores opfattelse, at den opgørelse, som SKAT har foretaget, klart viser at der har været mulighed for, og rent faktisk er ført kontrol i virksomheden. Ellers ville SKAT slet ikke kunne lave dette regneark, hvis ikke virksomheden lå inde med de nødvendige materialer hertil.

I den sammenhæng skal vi gøre opmærksom på, at dette bilag 1, til SKATs afgørelse, er et bilag SKAT har udarbejdet, sendt som et bilag til forslag til afgørelse og med ved afgørelsen, så det har ensidigt været materiale, som SKAT har villet gøre gældende på sagen.

Klager har ikke fremsendt dokumentation til brug for fradragsberegningen, idet Klager ikke mener, at det er korrekt antaget, som gjort af SKAT, at der ikke er ført korrekt og fornøden kontrol, lige som Klager ikke er af den opfattelse, at der ikke har været adgang til at føre kontrol. Af den grund har Klager, som den mere subsidiære påstand, en hjemvisningspåstand til brug for det tilfælde, at Landsskatteretten ikke giver Klager medhold i den åbenlyse konklusion, at der har været fornøden grundlag for kontrol, og at der har været ført kontrol.

Det er således ikke for Klager et issue på nuværende tidspunkt, at anmode om fradrag i stedet for, som er sket, at have modtaget skattefrie kørepenge og diæter.

Klager er således af den klare opfattelse, at SKATs opgørelse i bilag 1 til afgørelsen, ikke kan tages til indtægt for andet, end at Klager har været på de pågældende byggepladser, de pågældende dage, at der har været fornøden grundlag for at føret kontrol, og at der har været ført kontrol, ellers ville bilagets betydning alene være, at SKAT ikke har efterlevet god sagsbehandlingsskik i forvaltningen, ved at få skatteyderen til at tage stilling til dokumenter og bilag udarbejdet ·af myndigheden selv.”

Landsskatterettens afgørelse

Fristen

Af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 § 1, stk. 1 fremgår, at trods klageren er omfattet af den korte ligningsfrist, gælder fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., i følgende tilfælde:

”(...)

4) Når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår. Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., gælder i så fald for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår.”

Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 er således ikke gældende, når forhøjelsen er varslet inden udløbet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Fristen er efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Fristen er herefter 1. maj 2015 for indkomståret 2011. SKAT har sendt varsel den 28. maj 2014 og afgørelse 17. september 2014. SKATs varsel og afgørelse er herefter rettidig.

Det materielle

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke godtgørelser for rejse- og befordringsudgifter omfattet af ligningslovens §§ 9 A og 9 B, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed og, at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..
2. Rejsens erhvervsmæssige formål.
3. Rejsens start- og sluttidspunkt.
4. Rejsens mål med eventuelle delmål.
5. De anvendte satser.
6. Beregning af rejsegodtgørelsen.

Konsekvensen af manglende effektiv kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig hos modtageren, uanset om den ansatte i øvrigt opfylder betingelserne for at være på rejse eller for erhvervsmæssig kørsel, jf. eksempelvis SKM2002.525.VLR, SKM2007.247.HR og SKM2009.430.HR. Der gælder ligeledes skærpet bevisbyrde for udbetaling af skattefrie godtgørelser, hvor klageren er hovedanpartshaver jf. SKM2010.778.VLR og SKM2013.137.BR

Den bogføringspligtige skal opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører. Det fremgår af bogføringslovens § 10. Opbevaringen skal ske på en måde, som i hele opbevaringsperioden muliggør en selvstændig og entydig fremfinding af det pågældende regnskabsmateriale.

På baggrund af kontrolbesøgene hos selskabet er det konstateret, at de fremlagte timesedler ikke indeholder rejsens start- og sluttidspunkt, ligesom eksakte adresser og afstande mellem den private bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke er anført. Det har ligeledes ikke været muligt for SKAT at kontrollere om medarbejderne ved udbetalte diæter kan anses at være på rejse, idet selskabet ikke har gemt de underliggende bogføringsbilag/timesedler.

Landsskatteretten finder herefter ikke, at der er ført en effektiv kontrol af, om betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelser har været opfyldt. Den manglende kontrol af retmæssig udbetaling medfører, at samtlige udbetalinger anses for skattepligtige, idet betingelserne for skattefriheden herefter ikke er opfyldt jf. SKM2007.247.HR.

I henhold til den mere subsidiære påstand skal retten bemærke, at der ikke er nogen lovfæstet pligt til at hjemvise. Hjemvisning er typisk relevant når selve beløbsopgørelsen ikke er mulig at foretage. I nærværende sag finder Landsskatteretten, at klageren har haft mulighed for at indsende dokumentation for berettigelsen til rejse og befordringsfradrag. Et fravalg af at indsende dokumentation kan ikke føre til hjemvisning.Der er ikke dokumenteret yderligere vedrørende kørsels- eller rejsedage, hvorfor der ikke godkendes noget fradrag.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse for 2011 og 2012.