Kendelse af 16-08-2016 - indlagt i TaxCons database den 30-09-2016

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landskatterettens afgørelse

2013

Kapitalindkomst

Gevinst på investeringsbeviser

8.094 kr.

0

8.094 kr.

Faktiske oplysninger

SKAT har automatisk modtaget oplysninger fra SKATs værdipapirsystem og klagerens bank for indkomståret 2013. Det fremgår af disse oplysninger, at klageren har ejet investeringsbeviser i investeringsforeningen ”Formuepleje”.

SKAT har på baggrund af disse oplysninger medregnet gevinster fra disse investeringsbeviser således:

Investeringsbeviser

Antal

Værdi primo

Værdi ultimo

Gevinst

Formuepleje [forening1]

50 stk.

8.485 kr.

14.350 kr.

5.865 kr.

Formuepleje [forening2]

30 stk.

5.211 kr.

7.440 kr.

2.229 kr.

I alt

8.094 kr.

SKAT har beregnet klagerens skattepligtige indkomst efter et lagerprincip.

Ifølge klageren er SKATs tal forkerte. Der er fremlagt en af klageren udarbejdet opgørelse over kursstigninger på investeringsbeviserne for indkomståret 2013. Klageren har beregnet kursen ud fra lukkekursen på Københavns Fondsbørs.

Ifølge klageren kan avancen opgøres således:

”[forening2] 30 stk. kurs 201 pr. 31-12-2012 6030,00 kroner

[forening2] 30 stk. kurs 248 pr. 01-01-2014 7440,00 kroner

værdi tilvækst 1410,00 kroner

[forening1] 50 stk. kurs 206 pr. 31-12 2012 10.300,00 kroner

[forening1] 50 stk. kurs 287 pr. 01-01 2014 14.350,00 kroner

værdi tilvækst 4050,00 kroner”

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens kapitalindkomst med 8.094 kr. i indkomståret 2013.

Som begrundelse herfor er anført følgende:

”Investeringsforeningerne [forening1] og [forening2] er skattefrie investeringsselskaber, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19 og beskatning som person sker, jf. samme lovs § 23, stk. 7 som lagerbeskatning.

Klager er derfor blevet beskattet efter de regler, som gælder for sådanne type af værdipapirer og der er derfor ikke mulighed for at beskatte investeringsbeviserne efter realisationsprincip da beskatning er lovbestemt og dette følger den type af værdipapir, som der købes, jf. reglerne i avancebeskatningsloven.

Beskatning efter lagerprincip betyder jo netop, at der hvert år skal medregne en ikke realiseret gevinst/tab, men set over hele perioden vil beskatning være det samme som hvis det blev gjort op ved salg efter realisationsprincip.

Det er således i forhold til Skat alene tale om et periodiseringsspørgsmål – altså hvornår der skal medregnes en gevinst eller tages et tab.

Det er korrekt, at der i forhold til beregning af pension mv. anvendes årets indtægt og at kapitalindkomst som er lagerbeskattet vil være en del af den indkomst, som Skat oplyser til Udbetalings Danmark som står for pensionsberegning.

Det er formentlig også korrekt, at der i givet fald vil kunne være forskel på pensionsberegning om der er tale om en løbende beskatning, jf. lagerbeskatning hvert år eller kun i det år, hvor værdipapirer sælges, da det så her kun er i afståelsesåret, der indgår indkomst i pensionsberegningen.

Beregning af pension er ikke et område som henhører under Skats forvaltningsområde så spørgsmål i den forbindelse med pension skal rettes til Udbetaling Danmark.

Forskelsbehandlingsloven vil heller ikke kunne foranledige en beskatning som er i strid med den gældende skattelovgivning.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at hans kapitalindkomst for indkomståret 2013 skal nedsættes med 8.094 kr.

Til støtte herfor er det gjort gældende, at hans investeringsbeviser skal beskattes på tidspunktet for realisation af investeringsbeviserne. Ved at lagerbeskatte investeringsbeviserne beskattes klageren af en fiktiv indtægt, som han aldrig har haft.

Det er gjort gældende, at medregning af kapitalindkomsten har en effekt på klagerens pension. Ved at få tilskrevet kapitalindkomsten som skattepligtig indkomst får klageren en mindre pensionsudbetaling, og er dermed blevet påført et indtægtstab.

Det er endvidere gjort gældende, at lagerbeskatning af investeringsbeviserne har særligt negative konsekvenser for pensionisterne. Dermed skulle der foreligge en aldersdiskrimination efter forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2 og 3.

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling

Klageren er den 24. maj 2016 kommet med følgende bemærkninger til Skattankestyrelsens sagsfremstilling:

”Jeg klager over Lager princippet som Skat egenhændigt indførte for en 3-4 år siden. Grundlag for skattebetaling er at der foreligger en fortjeneste som man kan betale skatten med.

1. Lagerprincippet bygger ikke på en fortjeneste eller indtægt, men en fiktiv værdiforøgelse og den kan man jo ikke betale med. Derfor kan jeg ikke acceptere Skats påståede kapitalgevinst på 8094,00 kroner Hvor de så end har det beløb fra.
2. Lagerprincippet bygger på en fiktiv fortjeneste, som ikke eksistere heraf skal der betales skat, det er helt hen i vejret, der fremkommer først en fortjeneste når der sker et salg.
3. Da det hele er fiktivt er det kreativ skatte tænkning på højeste plan fra Skats side, med modsat fortegn.
4. Lagerprincippet forskelsbehandler to folkegrupper og det er ulovligt.
5. Den fiktive indtægt bliver påført som kapitalindkomst. Anden lovgivning siger at folkepension skal beregnes ud fra kapitalindkomsten, så den ældre borger gruppe skal ikke bare betale skat af en fiktiv værdi forøgelse, de fratages også en indtægt ved fradrag i den udbetalte folkepension uden grundlag.”

Jeg regner med at dette er en principsag der skal afgøres af landsretten med fri proces.

Den rigtige værdi forøgelse af [forening2] og [forening1] er:

[forening2] 30 stk. kurs 201 pr. 31-12-2012 6030,00 kroner

[forening2] 30 stk. kurs 248 pr. 01-01-2014 7440,00 kroner

værdi tilvækst 1410,00 kroner

[forening1] 50 stk. kurs 206 pr. 31-12 2012 10.300,00 kroner

[forening1] 50 stk. kurs 287 pr. 01-01 2014 14.350,00 kroner

værdi tilvækst 4050,00 kroner”

Landsskatterettens afgørelse

Gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1.

Den skattepligtige skal anvende lagerprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på aktier, investeringsbeviser m.v. omfattet af § 19, stk. 1, jf. aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7, 1. pkt.

Det lægges til grund, at investeringsbeviserne og investeringsinstituttet ”Formuepleje” er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1 og 2. Det lægges desuden til grund, at gevinsten på investeringsbeviserne udgør det beløb, som er opgjort af SKAT på, baggrund af indberetninger til SKATs værdipapirsystem.

De af klageren udarbejdede opgørelser kan ikke føre til andet resultat.

Det er uden betydning, at den løbende lagerbeskatning medfører en mindre pension for klageren.

Forskelsbehandlingsloven vedrører direkte eller indirekte forskelsbehandling i ansættelsesforhold. Loven kan ikke medføre en anden vurdering af klagerens skattemæssige forhold.

SKATs afgørelse stadfæstes.