Kendelse af 27-09-2017 - indlagt i TaxCons database den 17-11-2017

Faktiske oplysninger

SKAT har beskrevet de faktiske forhold således:

”[person1] ([person1]) har i 2011 og 2012 været ansat som bilsælger i [virksomhed1] ApS i [by1]. Selskabet er autoriseret Nissan, Honda, Chevrolet og SEAT forhandler. [person1] er søn af selskabets ejer [person2].

I 2011 og 2012 køber [person1] 3 Nissan Qashqai biler af selskabet. Det drejer sig om en helt ny Nissan Qashqai og to næsten nye Nissan Qashqai demobiler. Efter at [person1] har ejet bilerne i henholdsvis 13 dage, 98 dage og 265 dage, sælger han bilerne tilbage til selskabet til indbytningspriser, der overstiger de oprindelige købspriser. Forskellen mellem købs og tilbagesalgspriserne giver [person1] en direkte fortjeneste på 154.240 kr. Fortjenesten godskrives [person1] via mellemregningen med selskabet.”

”Den direkte fortjeneste er beløbsmæssig specificeret således:

Iflg. Skats Motorregisteret har bil nr. 1 været registreret i [person1]s navn i perioder 10/1 - 27/1 2011, bil nr. 2 har været indregistreret i [person1]’ navn i perioden 8/2 - 1/6 2011 og bil nr. 3 har været indregistreret i [person1]’ navn i perioden 13/4 - 6/12 2012. ”

”Bil nr. 1 - Nissan Qashqai 1.5dci Tekna ([reg.nr.1]).

Bilen er den 3/11 2010 udtaget fra varelageret til selskabets eget brug. Ved udtagningen faktureres bilen internt til 210.323 kr. Bilens vejledende udsalgspris, der er kalkuleret på baggrund af bilens indkøbspris plus en positiv avance udgør 406.171 kr. Den 13/1 2011 køber [person1] bilen af selskabet for 263.620 kr. Denne pris fremkommer som bilens indkøbspris 164.820 kr. (inkl. indregistrering 1.180 kr.) plus den tidligere i forbindelse med udtagningen beregnede registreringsafgift på 98.372 kr. og omregistreringsudgifter 380 kr. [person1] sælger bilen tilbage til selskabet 13 dage senere den 26/1 2011 for 312.500 kr. På fakturaen er angivet en kilometerstand på indbytningsdagen den 26/1 2011 på 0 km. Samme dag som selskabet køber bilen af [person1] videresælger selskabet bilen til en kunde for 318.120 kr. På fakturaen til kunden er kilometerstanden også angivet til 0 km. Via handlerne med selskabet opnår [person1] en direkte fortjeneste på 48.880 kr. (312.500 kr. – 263.620 kr.). ”

”Bil nr. 2 - Nissan Qashqai 2.0 Tekna ([reg.nr.2])

[person1] køber bilen som ny den 22/2 2011. Bilen ender med at blive faktureret til 191.640 kr. Bilens vejledende nyvognspris pr. 22/2 2011udgør 373.663 kr. inkl. levering. Bilens pris med nulavance og en registreringsafgift beregnet på grundlag af bilens indkøbspris hos importøren udgør 332.957 kr. inkl. levering. Specifikation af de tre priser fremgår af nedenstående skema. Af højre kolonne fremgår, at der i den pris [person1] har købt bilen for, er beregnet en registreringsafgift på grundlag af en pris på bilen, der ligger 39.661 kr. under bilens indkøbspris/kostpris. Havde bilens registreringsafgift været beregnet på baggrund af bilens indkøbspris, altså uden der var ydet rabat på selve bilen, havde bilens reelle kostpris udgjort 332.957 kr. Prisen fremgår af den midterste kolonne. [person1] sælger bilen tilbage til selskabet den 1/6 2011 for 287.000 kr. I perioden 22/2 til 1/6 2012 har bilen kørt i alt 4.880 km. Bilen videresælges samme dato af selskabet til en kunde for 304.620 kr. Via handlerne med selskabet opnår [person1] en direkte fortjeneste på 95.360 kr. (287.000 kr. – 191.640 kr.). ”

”Bil nr. 3 - Nissan Qashqai 1,6dci Tekna ([reg.nr.3])

Bilen er oprindeligt indregistreret af selskabet som demobil den 10/2 2012. Selskabet indregistrerer bilen med negativ avance til 231.209 kr. Bilens vejledende nyvognspris pr. 10/2 2012 udgør 408.281 kr. Selskabets kostpris udgør 168.283 plus registreringsafgift på 111.763 kr. beregnet med negativ avance i alt 280.046 kr. Specifikation af de tre priser fremgår af nedenstående skema. Den 29/3 2012 køber [person1] bilen for 280.000 kr. Bilen sælges tilbage til selskabet den 20/12 2012 for 290.000 kr. I den tid [person1] har ejet bilen har den tilbagelagt ca. 9.000 km. Via handlerne med selskabet opnår [person1] en direkte fortjeneste på 10.000 kr. (290.000 kr. – 280.000 kr.).

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet klageren af økonomisk fordel ved køb og salg af biler hos arbejdsgiveren med 144.240 kr. for 2011 og 30.000 kr. for 2012.

SKAT har som begrundelse anført:

”Skats gennemgang af fakturaer og kreditfakturaer vedrørende handlerne, [person1]’ kundekonto i selskabet, og overførsel af beløb fra kundekontoen til [person1]’ private konto støtter ikke [person2] oplysninger om, at bilhandlerne ikke har tilført [person1] en væsentlig fortjeneste.

Skat finder, at de lavt fastsatte købspriser og de højere fastsatte tilbagesalgspriser på de samme biler, er så forretningsmæssigt atypiske, at de alene kan være fastsat med det sigte, at tilføre [person1] en maskeret løn eller et personalegode uden om lønkontoen. Det giver ingen mening, at selskabets tilbagekøber brugte biler til priser, der ligger over de priser, selskabet kan købe tilsvarende nye biler til, hvis det ikke var for at tilgodese [person1] rent økonomisk.

Det er Skats vurdering, at der i relation til Ligningslovens § 16 stk. 3, der fastsætter beskatningsværdien af et personalegode, som en ansat køber af sin arbejdsgiveren til en pris under arbejdsgiverens kostpris, skal den moms og registreringsafgift der indgår i bilens samlede kostpris beregnes på baggrund af bilens indkøbspris hos importøren. Bilens kostpris inkl. moms og registreringsafgift kan således efter Skats mening ikke fastsættes som en kombination af bilens reelle indkøbspris tillagt en beregnet registreringsafgift, der er fastsat på grundlag af mindsteprisen, der i omhandlede tilfælde ligger væsentlig under indkøbsprisen. Dette uanset at bilen registreringsafgift i relation til Registreringsafgiftslovens bestemmelser gældende frem til 14 2012 kunne afgiftsberigtiges ud fra en pris, der lå under selskabets indkøbspris, den såkaldte mindstepris.”

”Bil nr. 1

Ud fra den fastsatte tilbagesalgspris den 26/1 2011 på 312.500 kr. og den af selskabet opnåede efterfølgende videresalgspris på 318.120 kr. vurderer Skat, at bilens reelle markedsværdi på købstidspunktet den 13/1 2011 som minimum udgør 312.500 kr. Forskellen mellem [person1]’s købspris på 263.620 kr. og den skønnede markedsværdi på købstidspunktet på 312.500 kr. udgør 48.880 kr. Den af [person1] således opnåede gevinst på 48.880 kr. finder Skat skal beskattes hos [person1] som et skattepligtigt personalegode.

Bil nr. 2

Ud fra den fastsatte tilbagesalgspris den 1/6 2011 på 287.000 kr. og den af selskabet opnåede efterfølgende salgspris den 1/6 2011 på 304.620 kr. skønner Skat, at bilens markedspris på købstidspunktet den 22/2 2011 som minimum udgør 287.000 kr. Forskellen mellem [person1]’s købspris på 190.640 kr. og den skønnede handelspris den 22/2 2011 på 287.000 kr. udgør 95.360 kr. Den af [person1] således opnåede gevinst på 95.360 kr. finder Skat skal beskattes hos [person1] som et skattepligtigt personalegode.

Bil nr. 3

Ud fra tilbagesalgspris den 20/12 2012 på 290.000 kr. sammenholdt med at bilen må antages at have tabt i værdi i de små 9 måneder [person1] har kørt i bilen, skønner Skat, at bilens markedspris på købstidspunktet den 29/3 2012 udgjorde minimum 310.000 kr. Forskellen mellem købsprisen på 280.000 kr. og den skønnede markedspris på 310.000 kr. udgør 30.000 kr. Beløbet agter Skat at beskatte som et skattepligtigt personalegode.”

SKATs endelige begrundelse lyder:

”Overskridelse af ligningsfristen for indkomståret 2011

Skat fastholder, at ansættelsen ikke er forældet og ugyldig. Det er Skats vurdering, at ansættelsesændringen for 2011 ikke er omfattet af den korte ligningsfrist i henhold til bestemmelserne i. Bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Efter Skats mening er ansættelsesændringen omfattet af bekendtgørelsens § 3, der angiver, at i de tilfælde hvor ansættelsen falder ind under bestemmelserne i Skatteforvaltningslovens § 27, er ansættelsen ikke omfattet af den korte ligningsfrist.

Det er Skat vurdering, at ansættelsesændringerne falder ind under Skatteforvaltningslovens § 27, stk.1 nr. 5, der angiver, at

”uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelser, hvisden skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag”.

Skat har ved vurdering af forholdets ansvarsmæssige karakter henset til, at der er tale om flere handler, og at handlerne alle har tilført de ansatte en betydelig økonomisk fordel ud over den løn, der er angivet. Detskal for god orden skyld bemærkes, at forholdet er bedømt ud fra et skattemæssigt synspunkt. Om der ud fra et strafferetligt synspunkt er grundlag for at vurdere forholdet som forsætligt eller groft uagtsomt vurderes af Skats juridiske afdeling, når sagen er endelig afgjort.

Videre er det Skats vurdering, at [person1] ikke har enkle økonomiske forhold jf. bekendtgørelsens § 1 stk. 1 pkt. 2 og § 2 stk. 1 nr. 1. Sidstnævnte fordi [person1] ud over omhandlede to biler, har opkøbt biler fra arbejdsgiveren, der er videresolgt. Bilerne har ikke været indregistreret i eget navn, så det er Skats vurdering, at bilerne er opkøbt med henblik på videresalg.

Slutteligt skal bemærkes, at Skat ikke har haft en reel mulighed for at foretage en skattemæssig vurdering af bilhandlernes skattemæssige konsekvens for [person1], før gennemgang af arbejdsgiverens regnskaber er afsluttet. Det er derfor Skats overordnede vurdering, at forhold Skat kun kan få kendskab til ved en nærmere gennemgang af arbejdsgiverens regnskabsmateriale, ikke er omfattet af den korte ligningsfrist.

Grundlag for beskatningen ikke til stede.

Skat skal generelt bemærke

- at de faktiske omstændigheder omkring handlerne ikke støtter selskabets udsagn om, at handlerne ikke tilsigter at bidrage [person1] en økonomisk fordel. I alle de handler Skat har afdækket, har de ansatte opnået en ikke ubetydelig fortjeneste i forbindelse med købet og tilbagesalget. Reelt er der tale om, at den fortjeneste selskabet normalt tjener på bilerne overføres til de ansatte.

- at den stedfundne fakturering, bogføring og udbetaling via mellemregning med [person1] ikke støtter selskabets udsagn om, at bilerne reelt ikke er tilbagesolgt til selskabet.

- at Skat ikke er enig i, at de fastsatte tilbagesalgspriser, der konsekvent ligger over de oprindelige købspriser, er skatteansættelsen for [person1] uvedkommende. For det første indikerer de højere tilbagesalgspriser, at de oprindeligt fastsatte lavere købspriser ikke er markedsprisen. For det andet er det via de fastsatte tilbagesalgspriser, at den økonomiske fordel for [person1] realiseres.

-at det ikke ud fra en forretningsmæssig synsvinkel synes velbegrundet, at selskabet konsekvent efter kortere eller længere tid tilbagekøber biler til højere priser, end selskabet tidligere har solgt de samme biler for, med mindre sigtet er at tilføre de ansatte en økonomisk fordel..

- at det i det hele taget ikke giver forretningsmæssig mening, at indkøbe brugte biler til priser, der ligger over selskabets egne indkøbspriser for tilsvarende nye biler.

På bagrund af ovennævnte fastholder Skat, at handlerne udelukkende har haft det sigte, at tilføre [person1] en økonomisk fordel, som efter Skats mening er skattepligtig.

Skat fastholder, at markedsprisen skal fastsættes med udgangspunkt i en pris på bilerne, hvor registreringsafgiften er beregnet ud fra bilens indkøbspris hos importøren reduceret med et nedslag således at bilens pris matcher de priser, bilerne kan sælges til i fri handel. Dette uanset at bilen i henhold til registreringslovens bestemmelser kan afgiftsberigtiges ud fra en pris, der ligger under indkøbsprisen hos leverandøren.

I indsigelsen anføres, at der ikke er grundlag for beskatning, fordi salgene skal bedømmes efter bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 3., 2 pkt., og fordi salgspriserne er fastsat indenfor rammerne af denne bestemmelse (solgt til kostpris).

Bil nr. 2. Som det ses af priskalkulationerne på side 3 er bilen, der er solgt som ny til [person1], solgt 49.576 kr.(39.661 kr. plus moms) under selskabets indkøbspris. Det er således ikke korrekt, når det i indsigelsen anføres, at bilen er solgt til selskabets kostpris (indkøbspris plus moms plus registreringsafgift beregnet ud fra mindsteprisen). Skal salgssummen overholde bestemmelserne i Ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., således at [person1] undgår beskatning jf. argumentationen i indsigelsen, burde bilen være solgt til mindst indkøbsprisen, altså 146.998 kr. (117.598 kr. plus moms). Som følge her af skal bilen selvsagt også afgiftsberigtiges efter denne indkøbspris. Herved stiger bilens pris til 329.277 kr. og selskabet burde følgelig indbetale yderligere i registreringsafgift på bilen. Værdien mellem det [person1] har betalt for bilen 190.461 kr., og den pris bilen har, når bilens pris er fastsat ud fra indkøbsprisen 329.277 kr. vil i så fald være skattepligtig. Beløbet udgør 138.816 kr.

Bil nr. 1 og bil nr. 3. Disse to biler har forud for salget til [person1] haft status af demobiler. Når selskabet udtager bilerne til eget brug, kan disse afgiftsberigtiget til ud fra den såkaldte mindstepris, der i omhandlede tilfælde betyder, at registreringsafgiften beregnes på baggrund af en pris der inkl. moms, ligger henholdsvis 52.869 (42.295 kr. plus moms) og 50.016 kr. (40.013 kr. plus moms) under selskabets egen indkøbspris. Skat fastholder, at bilernes reelle kostpriser i relation til bestemmelserne i Ligningslovens § 16 stk. 3 skal fastsættes med udgangspunkt i bilens indkøbspris plus moms plus registreringsafgift beregnet på grundlag af bilens reelle indkøbspris inkl. moms. En kostpris som af selskabet er kalkuleret på baggrund af bilens indkøbspris plus moms og en registreringsafgift, der er beregnet af en anden lavere pris (mindsteprisen) end indkøbsprisen inkl. moms er efter Skats vurdering ikke udtryk for en almindelig kostpris i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3.

Såfremt bilerne sælges som nye uden avance udgør bilernes pris henholdsvis 332.957 kr. (se bil 1, kolonne 2) og 373.758 kr. (se bil 3 kolonne 2). Henset til disse priser, at bilerne er lettere brugte ved købet og at bilerne sælges tilbage til selskabet for henholdsvis 312.500 og 290.000 kr. På den baggrund har Skat fastsat markedsprisen til henholdsvis 312.500 kr. og 310.000 kr.

1.7 Skats endelige afgørelse.

Skat fastholder at [person1] har modtaget et skattepligtigt personalegode i forbindelse med køb af omhandlede tre biler købt under markedsprisen.

Bil nr. 1. Forskellen mellem købsprisen på 263.620 kr. og bilens markedspris på købstidspunktet på 312.500 kr. udgør et skattepligtigt personalegode på 48.880 kr.

Bil nr. 2. Forskellen mellem købsprisen på 190.640 kr. og bilens markedspris på købstidspunktet på 287.000 kr. udgør et skattemæssigt personalegode på 95.360 kr.

Bil nr. 3. Forskellen mellem købsprisen på 280.000 kr. og bilens markedspris på købstidspunktet på 310.000 kr. udgør et skattemæssigt personalegode på 30.000 kr.

Det skattepligtige personalegode udgør i alt for år 2011 144.240 kr. (48.880 kr. + 95.360 kr) og for indkomståret 2012 30.000 kr.

Såfremt det det måtte salgssummerne for bil nr. 1 og 3 måtte være i overensstemmelse med reglerne i Ligningslovens § 16 stk. 3, 2 pkt., hvilket vil sige, at købsprisen er lig arbejdsgiveres kostpris, er Skat af den mening, at [person1] skal beskattes af den fordel, han opnår ved, at tilbagesalgspriserne til arbejdsgiveren ligger over omhandlede kostpris, der også er arbejdsgiverens indkøbspris for en tilsvarende ny bil. ”

SKAT har til klagen udtalt:

Indledningsvis skal det til Skatteankestyrelsens orientering oplyses, at SKATs ansættelse er foretaget på baggrund af en gennemgang af angivet registreringsafgift (projekt avanceoverførsel) hos klagers arbejdsgiver [virksomhed1] ApS. Foruden omhandlede ændringer har SKAT også ændret skatteansættelserne for to andre sælgere ansat hos [virksomhed1] ApS. Ansættelserne for disse to kollegaer er også påklaget til Skatteankestyrelsen. Skatteankestyrelsens journalnumre for disse to sager er (...). Sagerne har samme tema nemlig beskatning af personalegoder opnået ved køb og salg af biler via arbejdsgiveren. [person1] er søn af [person2], der ejer [virksomhed1] ApS.

Som begrundelse for ansættelsen henvises til kendelsen og sagsfremstillingen. Såfremt Skatteankestyrelsen i forbindelse med behandling af klagen har spørgsmål til sagsfremstillingens beløbsmæssige angivelser, er Skatteankestyrelsen velkommen til at kontakte sagsbehandler.

SKAT fastholder at ansættelsen for 2011 er foretaget indenfor rammerne i Skatteforvaltningsloven, og at værdien af personalegoderne skal opgøres som forskellen mellem det klager har betalt for bilerne og bilernes markedspris på købstidspunktet. Den af SKAT fastsatte markedspris på købstids­ punktet er bl.a. fastsat ud fra den pris klager opnår ved tilbagesalg af bilerne til arbejdsgiveren. I klagen forbigås, at arbejdsgiveren generelt køber de biler han har solgt til sælgerne tilbage til priser, der langt overstiger de oprindelige købspriser, og at de ansatte sælgere via disse handler godskrives store gevinster uden om lønkontoen. Bil nr. 1 har [person1] f.eks. kun ejet i 14 dage. Herefter sælges bilen tilbage til arbejdsgiveren med en direkte fortjeneste til [person1] på 48.880 kr.

Skat fastholder, at [person1] ikke er omfattet af den korte ligningsfrist. Dels er [person1] indkomstforhold ikke enkle i relation til bestemmelserne i Bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, hertil har han for mange bilhandler, dels er der grundlag for at henfører forholdet under Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5. Sidstnævnte fordi [person1] køber og sælger omhandlede to biler indenfor 1. halvår 2011, med en direkte fortjeneste på ca. 145.000 kr. Pengene godskrives hans konto hos arbejdsgiver uden om lønkontoen. Handlerne burde efter SKATs mening have medført, at [person1] og arbejdsgiveren i et eller andet omfang burde have sat spørgsmålstegn ved, om fortjenester på bilhandler af omhandlede art og omfang ikke burde selvangives. Efter SKATs mening bør undladelsen mindst kunne karakteriseres som groft uagtsom. Efter SKATs mening kan [person1] og arbejdsgiveren ikke være uvidende om, at handler af omhandlede art, der tilfører 145.000 kr. til [person1]'s mellemregning udenom lønkontoen kan være skattemæssigt problematisk. Dette uagtet opgørelsen af en eksakt skattemæssige værdi af det tilførte økonomiske gode kan diskuteres. Sluttelig skal bemærkes, at de ikke beskattede økonomiske fordele for [person1] kun har været mulig at afdækkes qua den gennemgang af arbejdsgiverens regnskab SKAT har foretaget.

SKAT skal gøre Skattetankestyrelsen opmærksom på, at advokat [person3]s klage tager udgangspunkt i, at alle 3 biler er handlet til arbejdsgiverens kostpris. Dette er ikke korrekt. Selv efter de principper [person3] lægger til grund ved fastsættelse af kostprisen (krone for krone) er bil nr. 2 solgt for en pris langt under forhandlerens indkøbspris hos importøren og med en registreringsafgift beregnet ud fra denne lave pris. Havde salgsprisen overholdt i bestemmelserne Ligningslovens § 16, stk. 3, 2 pkt. havde registreringsafgiften selvsagt også skulle beregnes ud fra denne pris og bilens reelle pris ville udgøre 329.977 kr.

Advokat [person3] hævder, at bilerne reelt ikke er handlet via arbejdsgiveren. Dette er ikke korrekt. De udskrevne fakturaer og de heraf følgende bogholderimæssige posteringer, som SKAT anser for at være reelle, understøtter ikke advokatens påstand.

Advokat [person3] forbigår i klagen, at bilerne i alle tilfælde købes tilbage af arbejdsgiveren til højere priser end de priser arbejdsgiveren oprindeligt solgte bilerne til, og at det er via dette tilbagesalg medarbejderne opnår sin fortjeneste. Bestemmelser i Ligningslovens § 16 stk. 3 har efter SKATs mening ikke haft til hensigt, at godskrive den ansatte en fortjeneste via et køb og et tilbagesalg til en højere pris og løbende opnå en fortjeneste på disse handler. Advokat [person3] sammenligner omhandlede handler med ekspedienter i en tøjforretning, der køber tøj af deres arbejdsgiver. Da ekspedienterne næppe sælger tøjet tilbage til arbejdsgiveren til højere priser, end de selv har købt tøjet for, finder SKAT ikke, at de to forhold er sammenlignelige.

Bil nr. 2 er solgt til [person1] som ny for i alt 191.641 kr. inkl. moms og registreringsafgift. Denne pris er, som det også fremgår af den højre kolonne i sagsfremstillingen nederst på side 3, fastsat ud fra en pris der ligger 49.576 kr. (39.661 kr. plus moms 9.915 kr.) under bilens indkøbspris hos importøren. Havde arbejdsgiveren solgt bilen videre til [person1] uden rabat, altså til forhandlerens indkøbsprisen hos importøren som udgør 146.998 kr., ville bilens samlede pris inkl. registreringsafgift beregnet på baggrund af indkøbsprisen udgøre i alt 332.957 kr. og den skattemæssige værdi af personalegodet ville have udgjort 332.957 kr. minus 191.641 kr. svarende til 141.316 kr. Når SKAT ikke lægger værdien på de 332.957 kr. til grund for værdiansættelsen af personalegodet, skyldes det, at denne værdi efter SKATs vurdering overstiger markedsprisen.

Bil nr. 1 og nr. 3 har forud for salget til [person1] tjent som demobiler hos arbejdsgiveren i en kortere periode. Bil nr. 1 indregistreres direkte i forhandlerens eget navn. Bil nr. 3 sælges til et leasingselskab hvorefter forhandleren leaser bilen af leasingselskabet i en kort periode for efterfølgende at købe bilen tilbage til samme pris, som bilen er solgt for. Bilerne sælges efterfølgende til [person1] for henholdsvis 263.620 kr. og 280.000 kr. Salgspriserne er kalkuleret ud fra arbejdsgiverens købspriser hos importøren, men med en angivet registreringsafgift, der er beregnet på baggrund af en pris under indkøbsprisen, den såkaldte mindstepris. Ved at arbejdsgiveren kombinere indkøbsprisen på bilen med en registreringsafgift, der er beregnet ud fra en pris langt under indkøbsprisen, opnås en kunstig lav samlet kostpris, hvor der ikke er overensstemmelse mellem den pris bilen er handlet for (indkøbsprisen hos importøren), og den pris der har dannet grundlag for beregning af registreringsafgiften (indkøbsprisen minus ca. 50.000 kr.). Den således kalkulerede kostpris ligger væsentlig under bilens markedspris, fordi registreringsafgiften på 180 % i relation til registreringsafgiftslovens bestemmelser gældende før 14 2012 kunne beregnes ud fra en pris der lå under forhandlerens indkøbspris.

Det er SKATs vurdering, at de af arbejdsgiveren anvendte principper for salg af biler til de ansatte og arbejdsgiverens anvendte indbytningspriser bør vurderes under et.”

SKAT har i øvrigt udtalt følgende:

”SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

Klager har ved SKATs afgørelse af 25. juni 2014 fået forhøjet sine skatteansættelser med værdien af skattepligtigt personalegode ved køb og salg af 2 biler i 2011 (114.240 kr.) og én bil i 2012 (30.000 kr.) fra og til arbejdsgiver.

Klager har nedlagt påstand om at hans skattepligtige indkomst i årene 2011 og 2012 nedsættes med i alt 174.240 kr.

Klagers påstand om nedsættelse af skatteansættelsen for 2011 og 2012 indeholdt oprindeligt både en formel og en materiel problemstilling.

Den formelle problemstilling omhandler, hvorvidt klager er omfattet af den forkortede ligningsfrist, der gælder for personer med enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelse nr. 1015 af 15. november 2005, således at genoptagelse af indkomståret er en ekstraordinær genoptagelse, og i bekræftende fald om der er grundlag for at foretage en sådan ekstraordinær genoptagelse. SKAT har fundet, at klager i forhold til 2011 har handlet som minimum groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og har således genoptaget skatteansættelsen, jf. bekendtgørelsens § 3. Klager finder, at der højest kan være tale om simpel uagtsomhed, hvorfor SKATs afgørelse er foretaget for sent og dermed er ugyldig.

Den materielle problemstilling vedrører, hvorvidt grundlaget for beskatning er tilstede, idet der oprindeligt ikke var enighed om, hvorvidt klager har oppebåret en økonomisk fordel af personalegode, der er skattepligtig efter Ligningslovens § 16, stk. 1, jf. stk. 3, 1. pkt., i forhold til købene og de efterfølgende tilbagesalg til arbejdsgiver, [virksomhed1] ApS, af de tre biler.

For så vidt angår den materielle problemstilling har SKAT noteret, at klager ved sin repræsentants oplysninger i brev af 7. marts 2017 på baggrund af afholdt telefonmøde med Skatteankestyrelsen den 21. februar 2017 har frafaldet denne del af sin nedlagte påstand. SKAT bemærker, at repræsentanten på baggrund af telefonmødet har taget Landsskatterettens seneste praksis i SKM2017.61 til efterretning. SKAT antager herefter, at klager i nærværende sag er enig i SKATs opgørelse af værdien af den økonomiske for fordel ved modtagelse af personalegodet ved købet og salget af de tre biler i 2011 og 2012.

SKAT finder på denne baggrund ikke anledning til at anføre videre i forhold til dette udover, at vi er enig med Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, og at SKAT finder, at den økonomiske fordel, der er blevet beskattet i nærværende sag, er sammenlignelige med de materielle forhold i SKM2017.61. Dette gælder både for 2011 og 2012.

For så vidt angår den formelle problemstilling er SKAT er enig med Skatteankestyrelsen i, at den korte ligningsfrist gælder for klageren i 2011. Vi er ligeledes enig med Skatteankestyrelsen i, at der på baggrund af den betydelige fortjeneste ved køb og salget af de to biler fra og tilbage til arbejdsgiveren i 2011, må det have stået klager klart, at en fortjeneste af denne størrelse kunne have betydning for hans skatteansættelse. Ved den manglende selvangivelse heraf har han handlet mindst groft uagtsomt, jf. Skatteforvaltningslovens § 27, stk.1, nr. 5, idet han har pligt til at selvangive indkomst, jf. skattekontrollovens § 1. SKATs genoptagelse af klagers skatteansættelse for 2011 har derfor ikke været foretaget for sent, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Det forhold, at køb og salg-bilordningen for de ansatte har været sædvanlig i arbejdsgivers virksomhed, kan ikke begrunde, at den manglende selvangivelse af fortjenester af den givne betydelige størrelse alene skulle anses som simpel uagtsomt.

Heller ikke det forhold, at klager alene var deltidsansat studerende, kan begrunde at forholdet alene skulle være omfattet af simpel uagtsomhed. Tværtimod vil det om noget tale for, at der er tale om grov uagtsomhed, idet den betydelige økonomiske fordel, som klager har modtaget ved bilordningen, må anses dets mere usædvanlig for en deltidsansat studerende.

SKAT skal med ovenstående udtalelse fastholde forhøjelserne af klagers skatteansættelser for 2011 og 2012.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke skal ske beskatning. For indkomståret 2011 er der fremsat påstand om, at afgørelsen er forældet.

Til støtte for påstanden har repræsentanten anført:

Det gøres gældende, at Klager er almindelig lønmodtager og dermed omfattet af de korte ligningsfrist, der gælder for personer med enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. Bekendtgørelsen finder anvendelse stedet for skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Af bekendtgørelsens § 1 fremgår, at fristen for ordinær genoptagelse udløber den 1. juli i det 2. kalenderår efter indkomstårets udløb. Det betyder, at fristen for at varsl en forhøjelse af Klagers skatteansættelse for 2011 udløb den 1. juli 2013. SKA fremsendte først forslag til afgørelse den 7. april 2014 og varslede dermed forhøjelsen efter udløbet af den ordinære frist.

SKAT gør i afgørelsen (bilag 1) gældende, at SKAT ikke anser Klager for omfattet af den korte ligningsfrist, idet Klager ikke opfylder betingelsen, om at skulle modtage en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse, jf. bekendtgørelsens§ 2, stk. 1, nr. 1

SKAT baserer dette på, at Klager skulle have købt biler af sin arbejdsgiver med henblik på videresalg.

Jeg antager, at SKATs begrundelse skal opfattes som, at Klager efter SKATs opfattelse burde have modtaget en selvangivelse i stedet for en årsopgørelse i 2011.

Denne begrundelse forekommer modstridende med afgørelsens s. 1, hvor SKAT anfører:

"...har SKAT..(.)..konstateret, at du har købt flere ældre biler af selskabet, som du har solgt videre privat. En af de biler du således har købt af selskabet, har selskabet først efterfølgende faktureret på revisors foranled­ ning. SKAT agter ikke at foretage sig videre for så vidt angår disse handler, men for god ordens skyld skal Skat gøre dig opmærksom på, at du frem over vil være skattepligtig af en eventuel fortjeneste på biler købt med henblik på videresalg"

Klager har de facto modtaget en årsopgørelse i 2011, og Klager har ikke drevet erhvervsmæssig virksomhed eller på anden måde været omfattet af regler, der skulle medføre, at Klager skulle have modtaget en selvangivelse i stedet for en årsopgørelse.

Såfremt SKAT rettelig var en anden opfattelse og havde kunnet dokumentere sin opfattelse, ville dette forhold naturligvis være medinddraget under nærværende sag. Det er ikke sket.

Nærværende sag handler derimod om, hvorvidt Klager er skattepligtig af et personalegode, hvilket understøtter Klagers status som almindelig lønmodtager og dermed som en person med enkle økonomiske forhold.

SKATs supplerende begrundelse om, at forhold som SKAT kun kan få kendskab til ved en nærmere gennemgang af arbejdsgiverens regnskabsmateriale ikke er omfattet af den korte ligningsfrist, har ikke hjemmel i hverken skatteforvaltningsloven eller bekendtgørelsen.

Det må således lægges til grund, at Klager er omfattet af den korte ligningsfrist, og at SKAT kun kan genoptage indkomståret 2011, såfremt der er grundlag for at foretage en ekstraordinær genoptagelse.

2.2 Grundlaget for ekstraordinær genoptagelse er ikke til stede

Som begrundelse for at foretage en ekstraordinær genoptagelse anfører SKAT, at forholdet efter SKATs opfattelse er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1,nr. 5, idet:

"Skat har ved vurderingen af forholdets ansvarsmæssige karakter henset til, at der er tale om flere handler, og at handlerne alle har tilført de ansatte en betydelig økonomisk fordel ud over den løn, der er angivet..".

Det er SKAT, der har bevisbyrden for, at der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Allerede fordi det bestrides, at Klager har modtaget en skattepligtig økonomisk fordel ved de i sagen omhandlede bilindkøb, bestrides det, at Klager har handlet groft uagtsomt eller forsætligt.

Om begreberne forsæt og grov uagtsomhed i Skatteforvaltningsloven anføres i Den Juridiske Vejledning, afsnit A.A.8.2.3.7:

"Efterforarbejderne til SFL § 27, stk. 1, nr. 5, er begreberne forsæt og grov uagtsomhed identiske med de tilsvarende begreber i skattekontrollovens af­ snit 3. Dvs. at anvendelse af bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, forudsætter, at der foreligger et strafbart forhold. Uanset dette er anvendelsen af SFL § 27, stk. 1, nr. 5, ikke betinget af, at der gøres strafansvar gældende, eller at en gennemført straffeansvarssag resulterer i en fastsættelse af straf."

Forsæt kræver, at der skal have været forsæt til skatteunddragelse, mens Den Juridiske Vejledning anfører følgende om begrebet "Grov uagtsomhed" (afsnit A.C.3.2.4):

"Hvis det ikke kan bevises, at gerningspersonen på en eller anden måde har forholdt sig accepterende til resultatet af sine handlinger, kan der højst statueres grov uagtsomhed. Uagtsomhed er som udgangspunkt en bebrejdel­ sesværdig adfærd. Der foreligger uagtsomhed, når en person ikke har udvist den agtpågivenhed, som vedkommende har pligt til at udvise overfor andres rettigheder.

I skatte- og afgiftsstrafferetten er det kun grov uagtsomhed, der er ansvarspådragende. Det vil sige, at borgeren i kvalificeret grad skal have undladt at udvise den påkrævede omhu. Hvis borgeren blot har tilsidesat almindelig agtpågivenhed, foreligger der kun simpel uagtsomhed, og denne skyldgrad er som hovedregel ikke strafbar indenfor skatte- og afgiftsstrafferetten. "

Klager har på lige fod med øvrige medarbejdere hos [virksomhed1] ApS deltaget i en ordning, hvor medarbejderen måtte købe op til en bil om året til en pris svarende til selskabets faktisk afholdte omkostninger til bilen.

Ordningen har haft til hensigt at sikre, at medarbejderne også i deres fritid ydede positiv reklame for virksomheden. På samme måde som ekspedienter i tøjbutikker får betydelig rabat på tøj med henblik på at sikre, at medarbejderen er modrigtigt klædt på i butikkens tøj, har ordningen i [virksomhed1] ApS haft til formål at sikre medarbejderne altid var "klædt på" i en nyere bil, og dermed reklamerede for [virksomhed1] ApS' kerneydelse.

Der har således ikke været noget usædvanligt i ordningen, og såfremt Skatteankestyrelsen mod forventning måtte finde, at medarbejderne -herunder Klager - er skattepligtig af bilindkøbene som skattepligtig personalegode, gøres det gældende, at dette forhold - henset til ordningens karakter og hensigt - maksimalt kan karakteriseres som "simpel uagtsomt" og dermed ikke falder under bestemmelsen i Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

På baggrund af ovenstående gøres det derfor gældende, at der ikke er grundlag for at foretage en ekstraordinær genoptagelse af indkomst året 2011.

3. Materielt - grundlaget for beskatning ikke til stede

3.1 Indledning

For så vidt angår indkomståret 2012 og såfremt Skatteankestyrelsen mod forventning måtte fastholde, at Klagers skatteansættelse for 2011 kan genoptages, skal jeg på vegne af Klager fremkomme med følgende bemærkninger.

Der består i nærværende sag en grundlæggende uenighed mellem Klager og SK om, hvorvidt der er grundlag for at beskatte Klager af de 3 indkøbte biler, herunder der uenighed om hvordan et eventuelt beskatningsgrundlag skal opgøres.

Det er SKATs opfattelse, at prisen og dermed beskatningsgrundlaget skal opgøres med udgangspunkt i bilernes (skønnede) markedspriser på købstidspunktet, mens det er Klagers opfattelse, at forholdet er omfattet af Ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., hvorefter Klager har haft adgang til at indkøbe bilerne til arbejdsgiverens kostpris.

Derudover består der uenighed om, hvordan kostprisen skal opgøres.

3.2 Generelt - økonomisk fordel har ikke været hensigten

[virksomhed1] ApS har givet sine nøglemedarbejdere adgang til hvert år at erhverve en bil til en lavere pris end den normale salgspris.

Som anført under pkt. 2.2 har det ikke været [virksomhed1] ApS' hensigt med ordningen, at medarbejderne skulle opnå en økonomisk fordel, og derfor har ordningen også været begrænset til kun at omfatte en bil om året pr. medarbejder, jf. ovenfor.

Årsagen til at Klager alligevel fik lov at købe to biler i 2011 var, at der kort tid efter, at Klager havde købt bil nr. 1, kom en kunde til [virksomhed1] ApS, der netop ønskede den model og farve, som Klager havde købt. [virksomhed1] ApS spurgte derfor Klager, om han ville sælge sin bil mod naturligvis at få lov til at købe en anden bil i den pågældende ordning.

Der er endvidere væsentligt, at Skatteankestyrelsen noterer sig, at der reelt ikke er tale om, at [virksomhed1] ApS har tilbagekøbt bilerne, men derimod solgte Klager bilerne til tredjemand (kunden) via [virksomhed1] ApS. Denne fremgangsmåde blev udelukkende anvendt, fordi det er væsentlig nemmere at sælge en bil som professionel end som privatperson, idet kunderne ønsker den bedre køberetlige retsstilling, der opnås ved at købe en bil hos en forhandler frem for en privatperson.

At der er ikke som sådan har været tale om et egentligt tilbagesalg til [virksomhed1] ApS støttes endvidere af, at selskabet videresolgte bilerne samme dag, som de blev tilbagekøbt.

3.3 Forholdet er omfattet af Ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt

I ligningsloven § 16, stk. 3, er indsat en særbestemmelse om beskatning af personalegoder, som bestemmer følgende (1-2.pkt):

"Den skattepligtige værdi af de i stk. 1 omhandlede goder skal ved skatteansættelsen, medmindre andet følger af stk. 4-16, fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goderne i almindelig fri handel. Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser. som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene_beskattes, i det omfang rabatten overstig er avancen hos den pågældende arbejdsgiver m.v..." [min fremhævning].

Der består ikke uenighed om, at nærværende sag er omfattet af ligningslovens § 16 stk. 3. Uenigheden består i, at SKAT finder, at Klagers indkøb af biler er omfattet af 1. punktum i bestemmelsen, mens Klager gør gældende, at den korrekte bestemmelse er 2. punktum.

Klagers arbejdsgiver, [virksomhed1] ApS, er bilforhandler, og udbyder således ubestridt biler til salg som led i sin virksomhed. Dermed vil medarbejdernes, herunder Klagers indkøb af biler fra [virksomhed1] ApS således definitorisk være om fattet af ligningslovens § 16, stk. 3, 2. punktum.

SKAT fastholder i afgørelsen, at der skal tages udgangspunkt i "markedsprisen" men SKAT begrunder ikke nærmere, hvorfor man ikke finder, at Ligningslovens 16, stk. 3, 2. pkt. finder anvendelse. SKAT synes at støtte sit synspunkt på, at ordningen efter SKATs opfattelse har haft til hensigt at give medarbejderne (Klager) en økonomisk fordel.

Dette synspunkt - som i øvrigt heller ikke stemmer overens med formålet med ordningen - kan imidlertid ikke bevirke, at ligningslovens § 16, stk. 3, 2.pkt. ikke skulle finde anvendelse, idet det jo ligger implicit i bestemmelsen, at medarbejderen - når denne opnår rabat - også opnår en økonomisk fordel i forhold til, hvis medarbejderen skulle købe varen på sædvanlig vis.

Klagers synspunkt om, at det er en pris fastsat efter ligningslovens § 16, stk. 3, 2 pkt. og dermed ikke "markedsprisen", der skal tages udgangspunkt i nærværende sag støttes endvidere af de to afgørelser, som SKAT har henvist til på side 4 i afgørelsen.

Både SKM2012.4BR og SKM2006.346LSR vedrører en situation, hvor en medarbejder købte en bil af sin arbejdsgiver, men til forskel fra nærværende sag, var d pågældende medarbejderes arbejdsgivere ikke bilforhandlere. Der er derfor ingen tvivl om, at medarbejderne i de to afgørelser naturligvis ikke kunne anvende "rabat reglen" i ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., men derimod skulle købe bilerne ti markedsprisen på købstidspunktet, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 1.pkt. Afgørelserne er derfor ikke relevante for nærværende sag.

3.4 Klager kan købe bilerne til kostprisen

Ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. bestemmer at medarbejderen ikke er skattepligtig af rabatter, der ikke overstiger arbejdsgiverens avance.

Om forståelsen af bestemmelsen anføres der i den juridiske vejledning fra 2011 afsnit C.A.5.1.6, følgende:

" Rabat til ansatte på varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren udbyder til salg som led i sin virksomhed, beskattes kun i det omfang rabatten overstiger arbejdsgiverens avance på godet.

Den ansatte skal derfor kun beskattes, hvis denne køber varer m.v. til en pris, der ligger under arbejdsgiverens samlede omkostninger ved at producere varen inklusive afgifter. Se LL § 16, stk. 3, 2.pkt. Ved arbejdsgivers omkostninger forstås det, som det i gennemsnit koster arbejdsgiver at fremstille varen. Dvs. arbejdsgivers salgspris kun reduceret med arbejdsgivers avance." [min fremhævning].

På baggrund af ordlyden af ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. og Den Juridiske Vejledning, må bestemmelsen fortolkes således, at medarbejderen kan købe genstande til arbejdsgiverens kostpris, hvorved forstås summen af arbejdsgiverens faktisk afholdte udgifter til genstanden.

I nærværende sag udgør [virksomhed1] ApS' faktiske afholdte udgifter på bilerne

SKAT anerkender, at [virksomhed1] ApS havde adgang til at afgiftsberigtige bilerne på baggrund af mindstebeskatningsprisen. Det er således ikke bestridt, at bilerne er afgiftsberigtiget i overensstemmelse med reglerne.

Derimod finder SKAT, at man ved vurderingen efter LL § 16, stk. 3, 2.pkt, skal lægge en beregnet registreringsafgift til grund, dvs. en afgift beregnet på baggrund af den reelle indkøbspris, og ikke den af [virksomhed1] ApS faktisk betalte og korrekt beregnet registreringsafgift.

SKATs opfattelse bevirker, at "kostprisen" kommer til at overstige selskabets faktiske udgifter på bilerne. Denne opfattelse er ikke i overensstemmelse med regelgrundlaget i ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt., jf. ovenfor.

Når det skal vurderes, om der er grundlag for at beskatte Klager for købet af bilerne, er det således afgørende, om Klager har betalt en pris svarende til sin [virksomhed1] ApS faktiske afholdte udgifter til bilerne, idet begrebet "samlede omkostninger" som ovenfor nævnt må forstås som arbejdsgiverens faktiske afholdte omkostninger til salgsgenstanden og ikke som et beregnet omkostningsbeløb.

Har Klager betalt [virksomhed1] ApS' samlede omkostninger til bilerne, er grund­ laget for at beskatte Klager ikke til stede. Den fortjeneste, som Klager senere har opnået ved salg af bilerne, er sagen uvedkommende, og det samme er bilernes pris i fri handel på købstidspunktet.

3.5 Klagers køb er sket til kostpris

Bilerne er afgiftsberigtiget af [virksomhed1] ApS på baggrund af mindstebeskatningsprisen, som var lavere end den faktiske indkøbspris.

[virksomhed1] ApS' faktiske afholdte omkostninger til bilerne udgjorde herefter som nævnt ovenfor; indkøbsprisen inkl. moms, registreringsafgift beregnet på baggrund af mindstebeskatningsprisen og evt. nummerplader m.v. Dette er ikke bestridt af SKAT.

Klager har netop indkøbt bilerne til en pris svarende til [virksomhed1] ApS' faktiske omkostninger i form indkøbspris med tillæg af registreringsafgift. Klager har dermed betalt sin arbejdsgivers kostpris for bilerne, og dermed er Klager ikke skattepligtig af den opnåede rabat, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 2.pkt.

SKAT har imidlertid skønnet en markedspris for bilerne og gør gældende, at Klager skal beskattes af differencen mellem købspris og markedspris. Herved foretager SKAT en forkert retsanvendelse til skade for Klager, idet SKAT beregner beskatningsgrundlaget efter ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt. i stedet for § 16, stk. 3, 2. pkt.

At SKATs afgørelse ikke er korrekt støttes endvidere af, at det er ubestridt, at [virksomhed1] ApS kunne have videresolgt bilen til kunder til en lavere pris svarend til mindstebeskatningsprisen med tillæg af registreringsafgiften beregnet på bag grund af mindstebeskatningsprisen. Klager har imidlertid købt bilen til en højere pris end mindstebeskatningsprisen med tillæg af registreringsafgift, hvorfor Klager således de facto har betalt en højere pris end en eventuel kunde ville kunne have for handlet sig frem til.

4. Opsummering

På baggrund af ovenstående gøres det således opsummerende gældende, at SKAT forslag til afgørelse er varslet for sent for så vidt angår indkomståret 2011, hvorved forhøjelsen vedrørende 2011 er forældet og dermed ugyldig.

Subsidiært for så vidt angår indkomståret 2011 og principalt vedrørende indkomst året 2012 gøres det gældende, at grundlaget for at beskatte Klager ikke er til stede idet han har købt bilerne til en pris, der reelt er højere end den pris en ekstern kunde kunne have købt bilerne til, og idet prisen svarer til [virksomhed1] ApS' samlede positive omkostninger ved bilerne (kostprisen). Dertil bemærkes det, at det ikke har været hensigten med ordningen, at Klager skulle opnå en økonomisk fordel”

Repræsentanten har efter telefonmøde med styrelsens sagsbehandler bemærket:

”Som drøftet på mødet er der nu efter min opfattelse enighed mellem parterne om, at

sagen, på baggrund af den seneste praksis fra Landsskatteretten, kan begrænses til at angå spørgsmålet om, hvorvidt der er hjemmel til ekstraordinær genoptagelse for forholdene i 2011 på grund af grov uagtsomhed fra min klients side.

Det bestrides, at min klient har handlet groft uagtsomt endsige forsætligt ved som deltidsansat studerende at have købt bilerne i virksomheden, hvor han var ansat.

Der henvises herom til klagen af den 25. september 2014 pkt. 2.2.

Som jeg har forstået indstillingen fra Skatteankestyrelsen er man således nu enig i, at der ikke foreligger et forhold, der er omfattet af den lange ligningsfrist.”

På retsmødet udleverede repræsentanten en materialesamling og argumenterede ud fra dette for sin påstand om, at klageren ikke havde handlet groft uagtsomt.

Landsskatterettens afgørelse

2011- formaliteten

Klageren er omfattet af den korte ligningsfrist, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. Ifølge denne regel, skal SKAT afsende varsel om ændring af skatteansættelsen inden den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb og ansættelse skal foretages senest den 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Fristerne i bekendtgørelsens § 1 gælder ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 er opfyldt jf. herved bekendtgørelsens § 3.

Klageren har ved køb og salg af de 2 biler fra og til arbejdsgiveren opnået en direkte fortjeneste af en betydelig størrelse. Det burde have stået ham klart, at en gevinst af den størrelse kunne have betydning for hans skatteansættelse. Ved ikke at selvangive indkomsten har han således bevirket, at SKAT har ansat indkomsten på et ufuldstændigt grundlag.

Det er rettens opfattelse, at klageren herved må anses for at have handlet mindst groft uagtsomt, hvorved bemærkes, at der er pligt til at selvangive indkomst jf. skattekontrollovens § 1. SKAT har således været berettiget til at genoptage skatteansættelsen.

Da SKATs afgørelse i øvrigt er foretaget indenfor de ordinære frister i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 er afgørelsen således gyldig.

Realiteten

Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, at løn er skattepligtig indkomst. Beskatning af personalegoder er nærmere fastlagt i ligningslovens § 16, herunder er der for visse personalegoder bagatelgrænser for beskatning ellers er hovedreglen, at personalegoder beskattes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel.

Ved værdiansættelse af personalegoder henses således som hovedregel til prissætningen ved samhandel i almindelig fri handel, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 3, 2. pkt. at der ved køb fra arbejdsgiver ikke sker beskatning i det omfang rabatten ikke overstiger avancen. Af LFF nr. 286 af 19.5.1993 fremgår om ligningslovens § 16, stk. 3: ”Herved undtages ansattes køb med rabat af arbejdsgiverens varer i det omfang, rabatten ikke er uforholdsmæssig stor”.

Klageren har i 2011 opnået en skønsmæssig fortjeneste på 144.820 kr. ved køb og salg af 2 biler via sin arbejdsgiver. I 2012 har han ved køb og salg af en bil via sin arbejdsgiver opnået en skønsmæssig fortjeneste på 30.000 kr. Bilerne er købt af arbejdsgiveren til under markedsværdien og efterfølgende tilbagesolgt til arbejdsgiveren, hvorfra de er videresolgt til tredjemand.

Klagerens købspriser og gensalgspriser til arbejdsgiveren resulterer i en økonomisk gevinst, som Landsskatteretten finder, er skattepligtig som yderligere løn jf. ligningslovens § 16, stk. 1 og statsskattelovens § 4. Klagerens køb og salg af bilerne skal bedømmes samlet og anses ikke for omfattet af rabatreglen i Ligningslovens § 16, stk. 3. Der henvises til rettens afgørelse i SKM2017.61.

Landsskatteretten tiltræder SKATs opgørelse af den økonomiske værdi, der er baseret på sagens bilag, og finder det ikke godtgjort, at disse bilag ikke skulle være udtryk for de faktiske købs- og salgspriser. Landsskatteretten stadfæster derfor ansættelsen.